To verdener skal forenes med ny musical

0

En ny og banebrydende musical, “WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical,” rammer Fredericia Musicalteater til september 2025 med premiere den 20. september. Musikalsk hyldest til 90’ernes hits og et samarbejde mellem Fredericia Musicalteater, AHA Creations, Chief1 og Riffi Haddaoui, der er manden bag det populære Vi Elsker-koncept, lover en oplevelse ud over det sædvanlige. Med en vision om at skabe en original forestilling, der blander koncertens energi med musicalens fortællende dybde, står Fredericia Musicalteater i spidsen for en produktion, der bringer to kreative verdener sammen på en helt ny måde.

Thomas Bay beskriver, hvordan musicalens udvikling har krævet et tæt samarbejde mellem holdene bag Vi Elsker-konceptet og Fredericia Musicalteater. Chief1 og Riffi Haddaoui, der har opbygget Vi Elsker-konceptet med kæmpefestivalsoplevelser dedikeret til 90’erne, har længe drømt om at skabe en ny type musical, der hylder 90’ernes lyd og livsstil.

– Chief1 og Riffi har jo haft denne drøm i lang tid, og så har de kontaktet os, fordi det er jo os, der er gode til musical, fortæller Thomas Bay.

Han forklarer, hvordan de to parter i lang tid har drøftet, hvordan konceptet kunne overføres til musicalformatet. Med WHAT IS LOVE ønsker de at bryde grænserne for, hvad en musical kan være, og skabe en dybere oplevelse for publikum. Teaterdirektøren forklarer, hvordan scenerummet er blevet ændret, så publikum nu sidder på begge sider af scenen, hvilket giver en tættere og mere intim oplevelse.

– Det er også et forsøg på at blande de her to elementer, så det bliver en helt ny musicaloplevelse, sige Bay.

To kreative verdener mødes i en energifyldt forestilling

Det unikke samarbejde mellem Fredericia Musicalteater og Vi Elsker-konceptet betyder, at to specialiserede kompetencer skal forenes, hvilket Thomas Bay anerkender kræver en særlig dynamik.

– De er jo eksperter inden for hele pop-90-delen, og vi er eksperter inden for hele musical-delen, så nu skal vi få de to verdener til at smelte sammen til noget stort, forklarer han.

Han beskriver også, hvordan den kreative proces kræver at bygge musicalen op fra bunden, hvor idéer testes og udvikles i fællesskab.

– Det er jo en anden proces. Altså, man kan se, når vi bygger det, så er det jo, nu skal vi bygge det helt fra bunden af, siger Thomas Bay.

Thomas Bay understreger, at det er en kreativ udfordring, der kræver både tid og samarbejde:

– Hvis ens formål er at udfordre genrerne og se, om vi kan forny, så er det jo også godt at blive udfordret på en positiv måde af de samarbejdspartnere, man har, siger Bay.

Et projekt mange år undervejs

Martin Skriver fra AHA Creations har været en del af projektet, siden de første idéer blev bragt på bordet af Chief1 og Riffi Haddaoui. Han deler indsigt i, hvordan det at udvikle en stor musical som WHAT IS LOVE kan være en proces, der strækker sig over mange år.

– Vi kan jo referere tilbage til Wicked, som fra idé til premiere tog syv år, forklarer Martin og påpeger, at selv for erfarne kreative kræfter er det en tidkrævende proces. I tilfældet med WHAT IS LOVE har Martin været involveret fra de første skridt og frem til dagens præsentation.

– Jeg har været en del af det i 2,5-3 år jo. Da Chief og Riffi ringede for mange år siden efterhånden, og så er det gået mange veje, og nu er det endt det helt rigtige sted på Fredericia Musicalteater, fortæller Skriver.

Martin Skriver har spillet en central rolle i at guide Chief1 og Haddaoui ind i musicalens format. Selvom de har skabt store koncertoplevelser før, er musicalens verden ny for dem.

– Jeg har været en del af den første udvikling af musicalen. De første tanker, de første workshops på, hvilken vej skulle det være, at hjælpe dem med, hvad musical egentlig er for en størrelse, forklarer Martin Skriver. Han understreger, at Vi Elsker-holdet har meget erfaring med koncerter og fester, men musical kræver en anderledes fortællestruktur.

– De er gode til koncerter, de er gode til festen, og det skal vi have med ind i forestillingen, men musical havde de jo ikke lavet før, forklarer Martin Skriver.

WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical er sat til at bringe 90’ernes største hits og deres energi til live på en ny og nærværende måde. Publikum kan forvente en ekstraordinær oplevelse, hvor teaterrummet smelter sammen med koncertens pulserende feststemning, og hvor historien om ungdommens oprør og kærlighed til musikken får nyt liv. Musicalen tager inspiration fra Chief1’s egne oplevelser i musikbranchen og præsenterer en fortælling om unge, der vælger mellem succes og kunstnerisk passion.

Med billetsalget, der starter 15. november, er forventningerne høje til den nye produktion, som med 90’ernes uforglemmelige soundtrack og intime sceneopbygning har potentiale til at blive en af Fredericia Musicalteaters mest mindeværdige forestillinger.

Voksne danskere vender hjem til forældrene

0

Flere og flere voksne danskere i alderen 30-44 år bor med deres forældre, ifølge en ny analyse fra Danmarks Statistik. Ved udgangen af 2023 boede 34.900 danskere i denne aldersgruppe med mindst én af deres forældre – svarende til 3,2 procent. I Middelfart Kommune ligger andelen tæt på landsgennemsnittet. Til sammenligning var andelen i 2013 på 2,3 procent.

Ifølge Danmarks Statistik er en stor del af de voksne, der bor med deres forældre, mænd. Hele 65 procent af de 30-44-årige, der i 2023 boede med deres forældre, var mænd. Et andet fremtrædende træk ved denne gruppe er, at de ofte er enlige og uden egne børn. Faktisk var 63 procent af dem, der boede med deres forældre, i denne kategori, hvilket står i skarp kontrast til det generelle billede i denne aldersgruppe, hvor kun 20 procent er enlige uden børn.

Geografisk er der også markante forskelle. Analysen viser, at det er mest udbredt at bo med sine forældre på Sjælland, hvor 15 af de 19 kommuner med de højeste andele af 30-44-årige, der bor med forældre, er placeret øst for Storebælt. Gribskov Kommune topper listen med 8,9 procent, mens København har den laveste andel med kun 2 procent. Vest for Storebælt er andelen størst i ø-kommunerne Samsø og Læsø med henholdsvis 6,5 og 5,6 procent.

I Middelfart Kommune ligger andelen af 30-44-årige, der bor med deres forældre, på 3 procent, hvilket placerer kommunen lige omkring landsgennemsnittet. Sammenlignet med nabokommuner som Fredericia og Assens, som begge ligger lavere på 2,6 og 3,5 procent, kan Middelfart siges at følge den generelle tendens uden at skille sig markant ud.

Et andet aspekt af analysen fokuserer på oprindelse. 14,3 procent af efterkommere med ikke-vestlig baggrund i denne aldersgruppe bor med deres forældre – en andel der ligger væsentligt over de 3,2 procent blandt personer med dansk oprindelse. Danmarks Statistik forklarer, at kulturelle forskelle kan spille en rolle, ligesom økonomiske faktorer kan have betydning.

En yderligere faktor, der kan forklare tendensen, er de økonomiske udfordringer. Analysen afslører, at mange af de voksne, der bor med deres forældre, har en lavere indkomst end gennemsnittet for deres aldersgruppe. Hele 33 procent af de enlige 30-44-årige, der bor med forældre, tilhører den laveste indkomstkvintil.

Ifølge Danmarks Statistik hænger den stigende andel voksne, der bor med deres forældre, muligvis også sammen med, at flere ældre lever længere og dermed kan tilbyde deres voksne børn et sted at bo.

Ungdommens Hus er i gang med en forvandling

0

Ungdommens Hus i Fredericia gennemgår i øjeblikket en omfattende forvandling, der skal sikre, at huset fremover kan fungere som et bredt og inkluderende fritidstilbud for unge i hele kommunen. Ifølge Pernelle Jensen (V), formand for Unge- og Uddannelsesudvalget, er målet at gøre Ungdommens Hus til en attraktiv mulighed for alle unge, hvilket kræver både visuelle og indholdsmæssige ændringer.

Unge- og Uddannelsesudvalget fik på seneste udvalgsmøde en orientering om, hvad status er på at få fornyet Ungdommens Hus, der notorisk har været kendt for at tiltrække et ikke særlig bredt klientel. Det vil man gøre op med.

– Vi er i gang med en omstilling, både visuelt og i forhold til indholdet, siger Pernelle Jensen og nævner, at graffitien er fjernet, og flere visuelle ændringer er i gang.

– Vi er på en rejse, hvor vi ændrer stedet til noget, som flere typer unge kan føle sig velkomne i. Problemet har været, at det hidtil kun har appelleret til en bestemt målgruppe, men nu ønsker vi at nå bredere ud.

Skal slippe af med gammelt omdømme

Pernelle Jensen er glad for udviklingen på Ungdommens Hus.

Ungdommens Hus har ifølge Jensen længe haft et ry som et tilbud for en bestemt type unge, hvilket udfordrer ambitionen om at gøre det til et naturligt fristed for alle.

– Jeg håber, at vi med omstruktureringen kan ændre på det lidt dårlige omdømme, som Ungdommens Hus har haft. Målet er, at huset bliver et naturligt fritidstilbud til alle unge – uden at have det ry, det har haft tidligere, siger hun.

Med et gennemsnit på 185 besøg om ugen er Ungdommens Hus allerede et populært sted, ifølge Pernelle Jensne, men kommunen ønsker at sikre, at tilbuddet er bæredygtigt både økonomisk og ressourcemæssigt.

– Det er selvfølgelig vigtigt at se på omkostningerne. Hvis vi sammenligner antal ansatte med antal brugere, skal vi sikre, at det er rentabelt. Det kan man jo sige om alle fritidstilbud, men hvis vi ikke havde Ungdommens Hus, skulle vi finde et lignende tilbud et andet sted. Vi ønsker, at børn og unge har noget meningsfyldt at lave i fritiden, hvor de kan være sammen med andre unge – ikke bare sidde derhjemme med computeren eller på sociale medier, forklarer Pernelle Jensen.

Kommunen ser fritidstilbud som en vigtig investering i de unges sociale udvikling, og det vægtes højt i Fredericia.

– Jeg ved, at det ikke er alle kommuner, der prioriterer fritidstilbud på samme måde som her i Fredericia. Men jeg mener, det er vigtigt, især når vi taler om, hvor meget tid unge bruger foran skærme. At være en del af et fællesskab lærer de unge at interagere og opbygge sociale færdigheder, som også gør dem til bedre mennesker, siger Pernelle Jensen.

Set ud fra en økonomisk synsvinkel ser Jensen også omstruktureringen af Ungdommens Hus som en fornuftig investering, da man ellers skulle oprette lignende tilbud andre steder.

– Hvis vi ikke havde det her sted, skulle vi etablere et lignende tilbud et andet sted i kommunen, hvilket ville kræve yderligere ressourcer og investeringer. Derfor giver det mening at omdanne huset fremfor at starte forfra et andet sted, siger Jensen.

En sidste ting mangler

Selvom omstillingen af Ungdommens Hus er godt i gang, mangler der stadig nogle ændringer, især interiørt, så stedet indendørs også afspejler det visuelle og rummelige udtryk, man ønsker.

– Vi mangler stadig nogle ændringer indendørs, som kan understøtte den mere mangfoldige profil- Nu har vi fjernet graffiti, og udendørs ser huset mere indbydende ud, men indendørs vil vi gerne have de unges input. Det er vigtigt, at de føler, at huset er deres, slår Pernelle Jensen fast.

For at skabe et relevant og attraktivt tilbud vil kommunen samarbejde med de unge brugere om, hvordan lokalerne skal indrettes og bruges fremover.

– Hvis vi bare kører videre uden at inddrage de unge, risikerer vi at misse, hvad der appellerer til dem. Vi skal have en dialog om, hvad der fungerer bedst for dem. Jeg synes, det er vigtigt, at de har medbestemmelse i, hvordan huset skal se ud og bruges, slutter Pernelle Jensen.

For Fredericia Kommune er Ungdommens Hus et centralt element i deres ungdomspolitik. Den igangværende omstrukturering er et vigtigt skridt mod at skabe et sted, der føles naturligt og inkluderende for alle unge, så de kan deltage i positive fællesskaber i trygge rammer.

Savnet 13-årig pige fundet igen

0

Den 13-årige pige, som Sydøstjyllands Politi efterlyste fredag, er nu fundet. Det oplyser politiet tidligt søndag morgen på det sociale medie X.

Politiet takker for de mange borgerhenvendelser, der kom i kølvandet på efterlysningen, og anmoder om, at delte billeder fra sagen nu slettes.

Pigen blev senest efterlyst fredag den 15. november, hvor hun var savnet af sin familie. Det er anden gang på få uger, at politiet har været nødt til at efterlyse pigen, og i begge tilfælde har de haft en formodning om, at hun opholdt sig i Hovedstadsområdet.

– Den 13-årige pige som Sydøstjyllands Politi tidligere efterlyste er fundet. Vi takker for borgerhenvendelser og anmoder om, at delte fotos fra efterlysningen slettes, skriver de i opslaget.

Sagen betragtes som afsluttet.

Folketingskandidat sætter børn og klima først

0

Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericia, Maria Radoor, er klar til at tage fat på de store udfordringer, Danmark står overfor. Efter sin udnævnelse i august har Radoor brugt tid på at formulere sine politiske prioriteter og finjustere sin vision for landets fremtid.

Med fokus på børns trivsel, klimakrisen og Danmarks rolle i verdenssamfundet har hun udpeget de områder, hun mener vil forme fremtiden og påvirke de kommende generationers vilkår.

– Når historien om vores generation skal skrives, er der ét spørgsmål, der skal besvares: Efterlod vi en bedre verden til vores efterkommere, end vi selv overtog? spørger Radoor og inviterer til refleksion over de værdier og prioriteringer, der skal præge samfundets udvikling fremadrettet.

Børns trivsel: En investering i fremtiden

Maria Radoor er især bekymret for de mange udfordringer, danske børn og unge står overfor i dag. Selvom mange børn trives, ser hun en stigende gruppe unge, der kæmper med skolegang, mentale udfordringer og overgangen til voksenlivet. Hun mener, at samfundet har et ansvar for at sikre, at alle børn får den nødvendige støtte og vejledning til at udvikle sig positivt.

– 20 procent af alle unge forlader folkeskolen uden en afgangsprøve. I Syd- og Sønderjylland er det endnu flere, fortæller hun.

Radoor ser disse tal som et klart tegn på, at noget skal ændres i både skolepolitikken og de sociale støtteordninger.

– Mange unge har brug for hjælp til svære psykiske problemer. Alt for mange kommer ikke i gang med en uddannelse eller et job efter grundskolen og strander i overgangen til voksenlivet, siger hun.

Ifølge Radoor bør grundskolen favne bredere og tilpasses de unges forskellige behov. Hun ser det som nødvendigt at overveje mindre akademiske og mere praktisk orienterede undervisningsformer, der kan hjælpe unge med at finde deres vej i livet.

– Det handler selvfølgelig om en grundskole, der favner alle unge. Måske skal skolen for nogen gøres mere virkelighedsnær og knapt så akademisk, påpeger hun og understreger, at det er afgørende at hjælpe børn fra en tidlig alder for at sikre dem en tryg og stabil start på livet.

– Små børns gode start på livet er helt, helt afgørende for et menneskes liv. Derfor skal vi investere i en god start, med en ordentlig normering i daginstitutionerne, så alle børn møder nærværende voksne. Fordi glade børn i trivsel bliver glade voksne, understreger Radoor.

Klimakrisen: En udfordring, vi ikke kan ignorere

Klimaforandringerne står som en af de største trusler mod fremtiden, og Maria Radoor er klar til at kæmpe for grønne løsninger, der kan sikre et bæredygtigt samfund. Hun ser med bekymring på de ekstreme vejrfænomener og de prognoser, der viser stigende vandstande og risiko for tab af beboelige områder.

– Vi kan jo se det hele tiden. Mere ekstremt vejr. Prognoser med stigende vandstande. Planer om hele byområder, som vi ikke kan beskytte, når vandet stiger, siger Radoor og understreger, at nedbringelsen af CO2-forurening er et centralt element i løsningen af klimakrisen.

– Nedbringelsen af CO2-forurening er vor tids største udfordring og vil presse os, ikke mindst økonomisk. Men vi bliver nødt til at handle nu, forklarer Maria Radoor.

Hun har høje forventninger til den grønne trepartsaftale og håber, at Danmark fortsat vil kunne stå sammen om at tackle klimaforandringerne.

– Jeg håber inderligt, at den grønne trepart vil kunne holde sammen og løfte opgaven. Den er et flot eksempel på, hvad vi kan i Danmark, hvis vi rykker sammen. Men det er nu, den skal blive til virkelighed, understreger hun.

For Radoor handler det om at tage ansvar som nation og stå fast på at gøre en forskel.

– Klimakrisen kan ikke løses med tomme ord og løfter. Det kræver konkrete handlinger, både lokalt og globalt. Vi skylder vores børn at kæmpe for en verden, hvor de kan trives, siger hun.

Danmark i en verden under forandring

Udover klimaet og børns trivsel ser Maria Radoor også Danmarks plads i et globalt landskab under forandring som en afgørende faktor for landets fremtidige sikkerhed og velstand. Hun er bekymret over politiske strømninger i USA og Europa samt de globale konflikter, som kan få store konsekvenser for Danmark.

– Krigen i Ukraine. Valget af Trump som den næste præsident i USA. Og et Europa, der har svært ved at finde ud af, om vi skal stå sammen eller falde hver for sig, nævner Radoor som eksempler på de usikkerheder, der kan påvirke Danmark. Hun mener, at Danmark må tage aktivt del i den internationale indsats for at skabe stabilitet og sikkerhed.

– Ingen mur kan lukke verden ude, og vi skal blive ved at forstå, at hvis vi ikke hjælper med at løse konflikter udenfor Danmark, kommer konflikterne også til at ramme os før eller siden. Det skylder vi også vores børn og børnebørn at huske på, forklarer Maria Radoor.

For Radoor er det afgørende, at Danmark ikke isolerer sig, men tager ansvar på den internationale scene.

– Danmark har altid været en nation, der tog aktivt del i verdenssamfundet. Den arv må vi værne om, siger hun og

– At skabe fred og stabilitet ude i verden er ikke blot en fordel for dem, det hjælper. Det er også en måde at beskytte vores egen fremtid på.

Politik er handling, ikke bekymring

Radoor anerkender, at de udfordringer, hun påpeger, kan virke overvældende, men hun er klar til at skabe forandring, hvis hun bliver valgt til Folketinget.

– Ja, man kan godt blive bekymret. Men det er ikke for at sidde og vride hænder og bekymre sig om fremtiden, at jeg stiller op til Folketinget, fastslår hun.

For hende handler politik om at handle på problemerne, selvom de kan virke uoverskuelige. Radoor sammenligner det med at spise en elefant:

– En bid ad gangen, dag for dag.

Med denne metafor illustrerer hun sin tilgang til politik som en proces, hvor store udfordringer skal løses trin for trin gennem vedholdende indsats og samarbejde.

– Hvis vi alle tager små skridt, kan vi opnå store resultater, tilføjer hun.

En langsigtet vision for Danmark

Maria Radoors fokus på børn, klima og internationalt samarbejde viser hendes langsigtede vision om at skabe en bæredygtig og ansvarlig fremtid for Danmark. For hende er det afgørende, at politikere i dag tager ansvar for de generationer, der kommer efter dem. Hun ser sit politiske arbejde som en investering i en bedre fremtid for de kommende generationer og opfordrer til, at Danmark tager de nødvendige skridt nu.

– Jeg håber, at vi kan svare ja på spørgsmålet om, hvorvidt vi har efterladt en bedre verden til vores efterkommere. Men det kræver, at vi handler, afslutter hun.

For Maria Radoor er politik mere end bare ord – det handler om at skabe et Danmark, der kan klare fremtidens udfordringer.

Snart begynder julen i Middelfart med gran- og juletræssalg

0

Nu inviterer Middelfart Kommune til årets første gran- og juletræssalg lørdag den 23. november fra klokken 13.00 til 15.00.

Arrangementet finder sted to steder: på Mindelundvejen i Hindsgavl Dyrehave og ved Skovfogedboligen på Teglgårdsvej 106 i Middelfart.

Her kan alle i Middelfart sikre sig det perfekte juletræ, hvad enten det er et af nordmannsgran eller rødgran. Samtidig er der også mulighed for at købe bundter af gran, fyr og blød ene til at fuldende julestemningen, og bringe duften og hyggen fra skoven med hjem til juleforberedelserne.

Gran- og juletræssalg frem til juleaften

For dem, der ikke når det første salg, fortsætter muligheden hver weekend fra den 30. november og frem til jul, og salget vil fortsat foregå begge steder.

Elforsyningsselskab forstår panik hos konkurrent

0

Det er et udtryk for panik, når Norlys på vegne af 11 kunder har anmeldt Grøn Elforsyning til Forbrugerombudsmanden. Sådan lyder det fra det Fredericia-baserede energiselskab, Grøn Elforsyning.
 
Norlys har på lidt over et år mistet over 40.000 kunder i sin elforretning. Det svarer til, at mere end 90 kunder vender det gamle energimonopol ryggen hver dag. Det skrev Finans.dk tidligere året.
 
Derfor er det heller ikke overraskende, at alle kneb bliver taget i brug, når energimastodonten skal forsøge at stoppe blødningen af kunder. 
 
Sådan lyder det fra Helal Jan, adm. direktør i det Fredericia-baserede energiselskab Grøn Elforsyning, efter at Fredericia Dagblad i weekenden kunne fortælle, at Norlys på vegne af 11 kunder har anmeldt Grøn Elforsyning til Forbrugerombudsmanden. 
 
Anmeldelserne har efter alt at dømme bidraget til, at Grøn Elforsyning for to uger siden blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for – ifølge Forbrugerombudsmanden – ikke at have gyldigt samtykke til at kontakte 27 forbrugere. 

– Jeg kan sådan set godt forstå panikken på direktionsgangen i Silkeborg. I mere end et halvt århundrede har de gamle energimonopoler kunnet diktere elprisen, uden forbrugerne har kunnet gøre noget. Med opblomstringen af det frie marked kan forbrugerne nu pludselig svare med fødderne, og det gør de så i stor stil. Forbrugerne gider naturligvis ikke betale overpris for et produkt, som de kan få for nul øre i tillæg hos os – og hvor intet er skjult for kunden, siger Helal Jan. 

Får flere kunder end Norlys mister

Ifølge Norlys har selskabet alene i 2024 modtaget mere end 100 henvendelser fra kunder, hvor Grøn Elforsyning nævnes med navn. Henvendelserne går ifølge Mads Brøgger, direktør for energidelen i Norlys, på, at Grøn Elforsyning ”udøver aggressiv, uetisk og decideret usand markedsføring.”
 
Det er dog kun 11 af henvendelserne, der har fået Norlys til at klage til Forbrugerombudsmanden.

–  Det kunne være interessant at kende indholdet af de 100 henvendelser. Sandheden er jo nok lidt mere nuanceret end det, som energidirektøren giver udtryk for i avisen. En del af henvendelserne kunne jo reelt også bare handle om, at kunderne kontakter Norlys med en undren over, hvordan det kan være, at de kan få tingene markant billigere hos os, siger Helal Jan og fortsætter:

– Uden at sige for meget, kan jeg konstatere, at Grøn Elforsynings daglige tilgang af kunder større tilsyneladende er større end det, Norlys mister. Samtidig er Grøn Elforsynings Truspilot-score en af markedets bedste – og dobbelt så god som Norlys’ – så et eller andet må vi jo gøre rigtigt, siger Helal Jan.

Avisen glemmer Norlys’ vildledende markedsføring

Direktøren undrer sig i over, at Fredericia Dagblad i weekendens artikel vælger at bruge Norlys som kilde uden at nævne, at Norlys i september blev idømt en bøde på tre millioner kroner for vildledende markedsføring i en sag om lovet rabat hos et forsikringsselskab.

– Det ene øjeblik er Norlys i skammekrogen hos Forbrugerombudsmanden, og i det næste bliver de brugt som moralens vogter i en artikel i dagbladet, uden det bliver nævnt med ét ord, at selskabet bare to måneder tidligere er blevet idømt en millionbøde for at pynte på besparelser, siger Helal Jan. 
 
Grøn Elforsyning ønsker ikke at gå ind i detaljer om Forbrugerombudsmandens politianmeldelse, men oplyser, at man er gået i dialog med Forbrugerombudsmanden med henblik på at løse sagen i mindelighed. 

Norlys’ udlægning

Fredericia AVISEN har været i kontakt med Norlys vedrørende udtalelserne fra Helal Jan. Forsyningsselskabet har dog ikke svaret direkte på vores spørgsmål, men i et skriftligt svar fra direktør Mads Brøgger, lyder det:

– Vi har på vegne af de kunder, der har givet os tilladelse til det, klaget til Forbrugerombudsmanden over Grøn Elforsyning tilbage i januar og maj, og vi er glade for nu at se, at Forbrugerombudsmanden deler vores opfattelse af, at selskabets metoder strider mod loven, og at Forbrugerombudsmanden derfor har politianmeldt selskabet. 2024 alene har Norlys’ kundeservice modtaget mere end 100 henvendelser, hvor Grøn Elforsyning nævnes specifikt. Henvendelserne drejer sig blandt andet om, at selskabet udgiver sig for at have et samarbejde med os, og når kunderne så ønsker at annullere deres aftale med Grøn Elforsyning, er det ikke muligt at komme i kontakt med dem. Vi er glade for konkurrence, men det skal ske på en ordentlig måde – ikke mindst af hensyn til forbrugerne, forklarer direktøren.

Mads Brøgger henviser endvidere til Forbrugerrådets afgørelse vedrørende Grøn Elforsyning.

– Som Forbrugerrådet Tænks seneste test af markedet også afslører, så er der desværre for mange elselskaber, der ikke overholder loven, benytter aggressivt telefonsalg eller har ugennemskuelige priser. Klima-, energi- og forsyningsministeren har meddelt, at han er på vej med en række stramninger af markedet, og det er desværre helt nødvendigt for at komme problemet til livs, fordi det smitter af på hele branchen, når vi ser de her sager, så derfor ser vi frem til udspillet. lyder det fra Mads Brøgger.

Politiet advarer om nye sager med falske bankfolk

0

Kontaktbedragerier er desværre et voksende problem, bemærker Sydøstjyllands Politi, og lørdag blev en ældre borger i Kongensstræde i Fredericia offer for netop dette igen. Her blev borgeren kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra “banken”.

Manden bad om oplysninger som koder til borgerens betalingskort og oplyste, at en person ville komme forbi for at “sikre værdierne”. Kort efter ankom en person, der tog både kortet og spurgte om andre værdigenstande i hjemmet. Det førte til, at bedrageren også slap væk med et kontantbeløb.

– Det er desværre en type kriminalitet, vi ser flere tilfælde af. De pårørende kontakter os ofte først senere, som det også var tilfældet her, siger vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet undersøgte området og gik andre husnumre igennem for at høre, om nogen havde bemærket noget mistænkeligt.

Sydøstjyllands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer personlige oplysninger eller værdigenstande til fremmede og kontakter politiet ved mistanke om bedrageri.

DF’er glæder sig over forbud mod kønsopdelt svømning

0

Regeringen har annonceret en ny regelændring, der sætter en stopper for at afvise forældre på grund af deres køn i forbindelse med kønsopdelt idrætsundervisning, herunder svømning. Fra årsskiftet vil det ikke længere være tilladt for svømmehaller og idrætsfaciliteter at ekskludere det modsatte køn fra tilhørende områder. Denne ændring vækker glæde hos Dansk Folkepartis gruppeformand i Fredericia, Susanne Eilersen, som i flere år har kæmpet imod kønsopdelt svømning i kommunen.

Susanne Eilersen ser ændringen som et nødvendigt skridt mod at fastholde danske værdier om ligestilling og ligeværdighed.

– Jeg er glad for, at Socialdemokratiet også arbejder for, at vi skal værne om de værdier, vi står for – nemlig, at vi alle er lige, og at vi omgås hinanden på en god og naturlig måde i Danmark. Vi pakker os ikke ind, og vi er ikke mindre værd, siger hun og tilføjer, at hun har kæmpet for disse værdier, siden et flertal i Fredericia Byråd besluttede at indføre kønsopdelt svømning for kvinder.

Ministerens pålæg blev ignoreret

Nu kan Susanne Eilersen finde smilet frem.

Fredericia Kommune har tidligere været under kritik for at ignorere et direkte pålæg fra ministeriet om at stoppe kønsopdelt svømning, en situation, der ikke faldt i god jord hos Eilersen.

– Jeg rejste det i byrådet, da vi fik et meget klart pålæg fra ministeren, som sagde, at det skulle stoppes. Min byrådskollega valgte dog at ignorere ministerens brev, og vi havde en diskussion om dette i byrådssalen, hvor jeg stod som den eneste, der sagde, at vi selvfølgelig skulle stoppe med det, også når det kommer fra ministeren, fortæller hun.

Eilersen understreger, at det havde klædt kommunen at rette sig efter lovgivningen med det samme:

– Jeg er glad for, at det er blevet lovgivet, men jeg er ked af, at den første henvendelse fra ministeren ikke blev taget alvorligt. Det burde være sådan, at vi følger lovgivningen, især når den kommer fra en minister, siger Susanne Eilersen.

Enlig far til svømning: et eksempel på uretfærdighed

Et af de mest problematiske aspekter ved kønsopdelt svømning er, ifølge Eilersen, den diskrimination, det medfører. Hun fremhæver især, hvordan det kan ramme forældre, der ønsker at deltage i deres børns fritidsaktiviteter.

– Hvis man er en enlig far med en datter, kan han så ikke komme med hende til svømmetræning? Det er jo helt uacceptabelt, at man ikke kan det. Derfor er jeg glad for, at vi i Fredericia nu også bliver pålagt ved lov at følge lovgivningen. Fra 2025 ophæves kønsopdelt svømning i Fredericia, siger Eilersen.

Eilersen er overbevist om, at særregler for kvinder kan fastholde dem i undertrykkende normer og kulturer. Hun mener, at kønsopdelt svømning er et tilbageskridt for ligestillingen.

– Jeg mener, at det store problem med kønsopdelt svømning er, at man fastholder kvinder i middelalderlige tankegange og regler. Jo flere tiltag, vi laver, hvor kvinder adskilles og kun kan udføre aktiviteter isoleret set, jo lettere bliver det for mænd at fastholde denne middelalderlige tankegang, siger hun.

Eilersen understreger vigtigheden af at afskaffe særregler, især for kvinder med mellemøstlig baggrund, som hun mener bør integreres i det danske ligestillingssamfund.

– Vi skal sige, at her i Danmark lever vi efter dansk lovgivning, og vi er alle lige og ligeværdige. Mænd og kvinder omgås på en naturlig måde – på arbejdsmarkedet, i vores fritid og alle andre steder, hvor vi har relationer til hinanden. Alt andet vil være et tilbageslag for ligestillingen og for kvinderne generelt, siger hun.

Eilersen roser regeringens indsats for at sikre, at ligestillingsværdier fastholdes i alle dele af samfundet. Hun påpeger, at Magnus Heunickes klare signaler om at afskaffe eksklusion på baggrund af køn er et skridt i den rigtige retning.

– Heldigvis har Socialdemokratiet arbejdet videre med dette, og nu er spørgsmålet endt på ligestillingsministerens bord. Han har heldigvis taget det alvorligt og sagt, at selvfølgelig skal vores offentlige bygninger og svømmehaller være åbne for begge køn, siger hun.

Fremtiden for ligestilling i Fredericia

Med den nye bekendtgørelse, der træder i kraft efter årsskiftet, vil kønsopdelt undervisning fortsat være muligt, men det bliver ikke længere tilladt at ekskludere forældre eller andre fra faciliteterne baseret på køn. Der vil være en overgangsperiode, der strækker sig frem til januar 2026, hvor eksisterende initiativer kan afsluttes.

For Susanne Eilersen er det ikke blot en sejr for ligestillingen i Fredericia, men også en påmindelse om vigtigheden af at værne om danske værdier.

– Vi skal stå fast på, at vi er ligeværdige, og at vores offentlige rum er tilgængelige for alle – uanset køn. Det er en grundlæggende del af, hvem vi er som samfund, og det er noget, vi skal værne om, afslutter hun.

Sebastian Seifert bliver ny cheftræner i KIF Kolding

0

Sebastian Seifert har indgået en aftale med KIF Kolding for resten af den igangværende sæson og tiltræder som cheftræner fra mandag den 18. november 2024.

Den 45-årige Seifert er et velkendt ansigt i Kolding, hvor han som spiller var en markant profil i otte sæsoner fordelt over to perioder. Han sluttede sin aktive karriere i klubben i 2009 og var med til at sikre KIF Koldings 12. DM-titel efter en finalesejr over det daværende FCK Håndbold.

Efter karrieren som spiller har Seifert fokuseret på trænergerningen. Hans første cheftrænerjob var i svenske Ystads IF fra 2014 til 2017. I 2019 overtog han rollen som cheftræner i IFK Ystad, hvor han var frem til marts 2023.

Sportschef: “En træner med Kolding-DNA”

Sportschef Lars Christiansen ser frem til samarbejdet med Seifert og glæder sig over aftalen:

-Med Sebastian Seifert får vi en cheftræner, der virkelig har Kolding-DNA. Han besidder en dyb forståelse for spillet, vores kultur og de værdier, som KIF Kolding står for. Som tidligere spilfordeler på banen har han en solid erfaring, og vi har stor tiltro til, at han sammen med assistenttræner Kristian Danielsen kan få holdet til at præstere optimalt, udtaler Lars Christiansen.

Seifert: “Der var ikke skyggen af tvivl”

For Sebastian Seifert var det en nem beslutning at vende tilbage til KIF Kolding, da tilbuddet kom:

-Efter så mange gode år i Kolding var der ikke skyggen af tvivl, da klubben ringede. Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af KIF Kolding igen og ser frem til at møde alle i og omkring klubben,siger Seifert.

Sebastian Seifert får sin debut som cheftræner onsdag den 20. november kl. 20:00, når KIF Kolding møder GGIF Håndbold i Sydbank Arena.