FHK bekræfter rokade i målet

0

Fredericia Håndboldklub har indgået en treårig aftale med den 26-årige norske landsholdskeeper, Sander Heieren, der kommer til FHK fra konkurrenterne TTH Holstebro. Det betyder samtidig, at Thorsten Fries forlader klubben i sommeren 2025.

26-årige Sander Heieren var med det norske landshold til OL i Paris i sommer som reserve og har i en årrække været inde omkring det norske landshold. I de seneste sæsoner har han markeret sig som en af de bedste keepere i den danske liga, og fremover kommer det FHK til gavn.

– Sander er en dygtig og spændende målmand, som vi tror på kan udvikle sig yderligere i de kommende år. Han er en fighter og vil nå langt med håndbolden, ligesom han har en energi og frygtindgydende redninger, som vil styrke ethvert forsvar, siger FHK’s direktør, Thomas Renneberg-Larsen.

Fra næste sommer kommer Sander Heieren til at udgøre FHK’s målmandsduo sammen med Sebastian Frandsen.

– Vi forventer os meget af det målmandspar, der har hver deres spillestil. Sander har kompetencer, der passer rigtig godt ind til vores forsvar, og sammen med Frandsen er det vores forventning, at vi igen til næstesæson vil have et af ligaens bedste målmandspar, forklarer Thomas Renneberg-Larsen.

Sander Heieren, der i sidste sæson, målt på redningsprocenten, var den sjette bedste keeper i den danske liga, ser frem til at trække FHK-trøjen over hovedet.

– Fredericia er et hold, som jeg mener er på vej frem. Lige nu spiller de i Champions League, hvilket gør det meget attraktivt. Jeg føler også, at de er et skridt nærmere at kæmpe om medaljer, som de har gjort de sidste to år, og det er noget, jeg ikke har oplevet endnu i min nuværende klub. Derfor har jeg lyst til at tage et skridt videre i min karriere, siger Sander Heieren.

Via de indbyrdes opgør mellem FHK og TTH Holstebro har Heieren observeret FHK’s spillestil i forsvaret. Det er noget, der passer godt til den norske landsholdskeeper.

– Når jeg har spillet mod Fredericia, har jeg lagt mærke til, at det er et meget fysisk hold, som spiller lidt anderledes end de fleste. Især det, at de spiller mand mod mand i forsvaret, hvilket jeg finder spændende. Jeg tror, det passer godt til mig, da jeg har specialiseret mig i nærskud. Det er noget, jeg virkelig ser frem til, forklarer Sander Heieren.

Noget andet, som Sander Heieren, der bosætter sig i Fredericia, ser frem til, er opbakningen fra fansene.

– Fredericia er en by, hvor folk virkelig går op i håndbold, og jeg ser frem til at blive en del af det miljø. Jeg har spillet på udebane i Fredericia, og jeg har altid syntes, det har været fantastisk at spille foran et så engageret og passioneret publikum. Jeg glæder mig til at spille foran dem som en del af holdet, siger Sander Heieren.

Med tilgangen af Heieren betyder det, at Thorsten Fries’ kontrakt med FHK, der udløber i sommeren 2025, ikke forlænges.

– Thorsten har ydet en fantastisk indsats for FHK igennem tre sæsoner, og vi ønsker ham held og lykke i hans videre håndboldkarriere. Inden vi siger tak til Thorsten, så er der mange vigtige kampe forud i sæsonen med Champions League, Santander Cup og Herreligaen, hvor han gerne skal holde det høje niveau, han indtil nu har vist i sæsonen, så vi kan slutte af med medaljer for tredje sæson i træk, slutter Thomas Renneberg-Larsen.

Læs også

Venstre går med i bredt borgerligt valgforbund

0

Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i Fredericia har længe haft et teknisk valgforbund frem mod Kommunalvalget i 2025. Nu er Venstre kommet med ombord.

De tre borgerlige partier i byrådet er rykket tæt sammen. Målet er klart: Efter næste kommunalvalg skal borgmesteren i Fredericia være borgerlig. Hvem, bliver afgjort i konstitueringsforhandlingerne.

Med et år til valget den 18. november 2025 er der god stemning i den borgerlige lejr i Fredericia Byråd. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har arbejdet sig tættere på hinanden og senest indgik de tre borgerlige partier et historisk budgetforlig med SF, Enhedlisten og løsgængeren Karsten Byrgesen.

De borgerlige partier har samlet sig i et valgforbund som indtil videre består af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Der er stor forhåbning om at også Danmarksdemokraterne og Moderaterne vil tilslutte sig.

– Et evigt tilbagevendende spørgsmål til den borgerlige fløj i Fredericia er: Hvem er jeres borgmesterkandidat? Og svaret er ganske enkelt. Både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har på deres respektive opstillingsmøder valgt hver deres borgmesterkandidat. Det er henholdsvis Peder Tind, Tommy Rachlitz Nielsen og Susanne Eilersen. De tre borgmesterkandidater har indbyrdes aftalt, at hvem der bliver borgmester afgøres i konstitueringsforhandlingerne. Det er det mest naturlige, det er sådan demokratiet bør fungere. De seneste år har været en opbrudstid blandt de borgerlige partier. Nye partier er kommet til. Derfor er det kun rimeligt at vælgerne får lov til at tale og at beslutningen træffes når vi kender valgresultatet, lyder det i en pressemeddelelse fra Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre.

Én ting er de 3 borgmesterkandidater helt enige om. Hvis der er et borgerligt flertal, peger vi på en borgmester der er medlem af vores valgforbund.

Fra skoletræt dreng til fremtrædende erhvervsmand i Fredericia

0

I dag fylder fredericianeren og erhvervsmanden, Jørn Kraft, 60 år. Gennem seks årtier har han sat sit præg på Fredericia og mange menneskers liv.

Jørn Kraft blev født den 18. november 1964. Han har gennem sit liv markeret sig som en central figur i Fredericias erhvervsliv. Hans rejse fra en skoletræt dreng til en anerkendt iværksætter er kendetegnet ved mod, flid og en vedholdende vilje til at skabe noget varigt – egenskaber, der har gjort ham til en nøgleperson i områdets udvikling.

Jørns barndom på 6. Juli Vej i Fredericia blev præget af familiens stærke håndværkstraditioner. Hans far var en dygtig elektriker, men familiens økonomiske udfordringer lærte Jørn, at faglig dygtighed alene ikke er nok – forretningssans er lige så vigtig. Disse tidlige erfaringer blev grundstenen for hans fremtidige karriere og formede hans tilgang til ledelse og forretning.

Folkeskolen på Egumvej bød på udfordringer, hvorfor Jørn fandt større glæde i sport og praktiske aktiviteter end i bøgerne og udviklede kreative måder at håndtere sin manglende interesse for skolearbejde på. Trods kampene med skolen gennemførte han sine ni års skolegang, klar til at finde en vej, der passede ham bedre.

Denne vej førte til mekanik og bilbranchen. Som arbejdsdreng hos Ford og senere udlært mekaniker fandt Jørn sin passion for biler og en forståelse for branchens mekanismer. Mekanikeren Peter Gertz, der blev ansat af Jørn i 1986, er i øvrigt stadig en del af Kraft Service-værkstedet den dag i dag. Sammen har de opbygget en kultur præget af loyalitet og kvalitet. En anden nøgleperson er sælgeren og barndomsvennen Jan Thomsen, som har været en del af Kraft Biler siden 1992.

I en alder af blot 21 år tog Jørn springet som selvstændig og grundlagde Kraft Biler i februar 1986. Hvad der begyndte som en lille bilforretning, voksede støt. Med fokus på kundernes behov og en innovativ tilgang til bilsalg blev Kraft Biler hurtigt en anerkendt aktør i branchen. Virksomhedens succes er blevet bemærket flere gange, hvor Kraft Biler vandt titlen som Årets Brugtbilforhandler i 2019 og senere blev hædret som Årets Bedste Værksted i 2023. I år er virksomheden igen nomineret til begge priser – et vidnesbyrd om dens fortsatte høje standard.

Partnerskabet med Per Meng i 1991 styrkede virksomheden yderligere. Sammen navigerede de gennem op- og nedture, herunder finanskrisen i 2008. I 2011 blev et generationsskifte påbegyndt, hvor Jon Slot Hansen og Jacob Givskov Nielsen overtog ledelsen, hvilket sikrede virksomhedens fremtid.

Jørn har dog ikke begrænset sig til bilbranchen. I 1992 grundlagde han Kraft Bolig, der fokuserer på ejendomsudvikling og udlejning. Porteføljen omfatter både private og erhvervslejemål i Fredericia, Middelfart, Haderslev og andre nabobyer. Med en bred vifte af ejendomme har Kraft Bolig cementeret sig som en vigtig spiller i ejendomsmarkedet i regionen.

I 2014 udvidede Jørn sin forretningsportefølje yderligere med Boxleje.dk – et opbevaringskoncept med 500 bokse beliggende ved motorvejen i Snoghøj. “Vi så et behov for fleksible opbevaringsløsninger, og det har været en stor succes,” har Jørn tidligere udtalt om virksomheden, der tilbyder sikre og praktiske løsninger til både private og erhverv.

Familien har spillet en vigtig rolle i Jørns liv og karriere. Hans mormor, Margot Rossing, var Danmarks første kvindelige guldsmed, og hans moster, Anne Vibeke Rossing, drev i mange år Guldsmed Rossing. – De har været en stor inspiration. Deres mod og dedikation har vist mig, hvad der er muligt, når man brænder for noget, har Jørn fortalt mig ved flere lejlighed.

Privat har Jørn fundet en balance mellem arbejde og fritid. Han nyder at slappe af i sit hus i Spanien og er en engageret tilskuer til lokale sportsbegivenheder i Fredericia.

I 00erne var en stærk gruppe fredericianske erhvervsfolk med til at hive kroner hjem til håndboldklubben, der gentagende gange var i økonomiske problemer. Jørn besøgte et hav af virksomheder sammen med blandt andet Peter Fløe. Han blev bidt af håndbold, og da klubben nogle år senere skulle have taget holdfoto, blev det taget i hans baghave med udsigt til Lillebælt. Men det var ikke bare et holdfoto. Jeg husker, at hvordan Jørn blev stand-in til et FHK-holdfoto, fordi vi havde en syg målmand. Tanken var at sætte Jørn i tøjet, for efterfølgende at skifte ansigtet ud med den rigtige målmand, men en misforståelse gjorde, at hans billede ikke blev redigeret ud, og 10.000 kalendere blev trykt med Jørns ansigt – en historie, der stadig vækker smil.

I anledning af sin 60-års fødselsdag har Jørn valgt at frasige sig gaver. I stedet har han opfordret sine mange gæster til at donere penge til Julemærkehjemmene – en gestus, der afspejler hans ønske om at give tilbage til samfundet. – Jeg har altid troet på, at man skal hjælpe, hvor man kan. Julemærkehjemmene gør et fantastisk stykke arbejde, og det er noget, jeg gerne vil støtte, fortæller Jørn.

Når Jørn Kraft nu ser tilbage på sit liv, gør han det med stolthed over en karriere præget af hårdt arbejde, nytænkning og loyalitet. Hans bidrag til Fredericias erhvervsliv går langt ud over økonomisk vækst – han har skabt arbejdspladser, udviklet byen og været en inspirationskilde for kommende generationer. Fejringen af hans 60-års dag er ikke blot en markering af en milepæl, men også en hyldest til et liv dedikeret til at gøre en forskel.

Kære Jørn, stort tillykke med din fødselsdag.

Koldt, vådt og blæsende vejr i vente

0

Efter en mandag med lidt sol og byger – til tider med hagl – venter en vejrmæssig udfordring, når et kraftigt lavtryk nærmer sig Danmark fra vest og sydvest tirsdag. Prognoserne peger på regn, slud og muligvis sne over dele af landet, mens kraftige vinde vil ruske os fra øst og senere fra nord.

Meteorologerne har travlt med at følge lavtrykkets udvikling og bane, der har ændret sig en smule for hver nye prognose. Netop lavtrykkets præcise placering og styrke vil afgøre, hvilket vejr danskerne kan forvente. Én ting står dog fast: Det bliver koldere, vådere og blæsende.

Mens det er sikkert, at nedbør vil ramme landet, er der stadig stor usikkerhed om mængder og former. Nedbøren kan variere fra regn til slud og sne, afhængigt af hvor i landet man befinder sig. Vindstyrken og retningen er ligeledes usikker, hvilket gør det vanskeligt at forudsige, om der vil opstå problemer med forhøjet vandstand i de danske farvande.

Ifølge den nyeste prognose fra DMI, som blev opdateret kl. 12, ser det ud til, at lavtrykket har rykket sig en smule længere mod øst sammenlignet med tidligere forudsigelser. Dette betyder, at Bornholm kan få den største portion nedbør fra tirsdag eftermiddag. Nedbøren forventes at være vinterlig – muligvis sne eller slud – kombineret med kraftige vinde.

Resten af landet slipper dog ikke uden videre. Fra tirsdag eftermiddag tiltager vinden i hele landet, og byger, der kan bringe slud eller sne, ventes at præge vejret. I nogle områder kan sneen dog hurtigt forvandle sig til sjap på grund af de varierende temperaturer.

DMIs meteorologer arbejder på højtryk for at få klarhed over, hvordan lavtrykket udvikler sig, og om prognoserne holder. Den store usikkerhed skyldes lavtrykkets tætte placering på Danmark, som gør små forskydninger i bane og styrke afgørende for vejrets udvikling.

Forventningen er, at vejret for alvor slår sig løs tirsdag eftermiddag og fortsætter ind i onsdagen. DMI vil opdatere vejrudsigten løbende og give mere præcise meldinger, når lavtrykkets bane og styrke er mere fastlagt.

Selvom præcisheden i prognoserne stadig er lidt uklar, kan danskerne forberede sig på et potentielt udfordrende vintervejr. Vær opmærksom på glatte veje, og husk at tjekke de nyeste opdateringer fra DMI, inden I begiver jer ud i trafikken. For dem, der bor i områder med risiko for kraftig blæst, kan det være en god idé at sikre løse genstande udendørs.

Uanset hvad, ser det ud til, at vi får en smagsprøve på vinterens kræfter – og måske endda sæsonens første sne.

Dødsfald Fredericia den 18. november 2024

0

Ernst Günther Carstensen, 1933 – 2024

Dødsfald Middelfart den 18. november 2024

0

Bo Bille Andersen, 1964-2024

Et år til kommunalvalget – er lokaldemokratiet i fare?

0

Lokaldemokratiet er en hjørnesten i det danske samfund, men det står over for flere udfordringer, der kan true dets vitalitet og kvalitet.

Mange partier oplever vanskeligheder med at finde borgere, der vil stille op som kandidater til kommunalvalget 2025. Årsagerne kan være arbejdsbyrden, den politiske tone, eller frygten for chikane. Det betyder, at vi risikerer at få et smallere felt af kandidater der ikke nødvendigvis repræsenterer hele befolkningen og med begrænset kvalitet.

Debatklimaet, især online, kan være brutalt. Kandidater bliver ofte mødt med personangreb, anonyme profiler gør det nemt at undgå ansvar for chikanerende adfærd. Det kan afskrække både nuværende og potentielle kandidater fra at deltage i demokratiet. Chikane og trolling er vokset, folk bag falske profiler angriber politikere, kandidater samt deres familier, de skaber et usundt miljø. Dette problem skal håndteres både juridisk og gennem sociale mediers egne regler, men kæltringerne, hvor af flere ikke er ukendte, forsætter ustraffet.

En bedre og mere respektfuld tone i den offentlige debat kan fremmes gennem kampagner, debatregler og uddannelse, men i kampens hede opstår der ordvekslinger og i en tid hvor mange føler sig krænket over ingen ting er det uundgåeligt ikke at træde nogle over tæerne, da det ofte er deres handlinger, politiske overbevisning og tro man er modpart til. Dette giver ikke de forsmåede ret til chikane men at debattere åbent.

Der er brug for bedre værktøjer til at anmelde og sanktionere falske profiler og chikane. Dette kræver samarbejde mellem myndigheder og platforme som Facebook, X (tidligere Twitter) og de mange andre der findes.

Er lokaldemokratiet i fare? Der er ingen tvivl om, at udfordringerne er alvorlige, men lokaldemokratiet er robust, hvis vi som samfund tager det alvorligt. Det kræver en samlet indsats fra politikere, partier, medier, borgere og sociale medier at sikre, at både kandidater og befolkningen føler sig hørt og repræsenteret i et ordentligt arbejdsmiljø.

I Fredericia kan vi styrke demokratiet, ved at partierne klæder kandidaterne og deres nærmeste godt på, der opstilleskandidater med forskellig baggrund, alder, køn og erfaring for at sikre bred repræsentation.

Poul Rand, Kandidat til kV 2025, Liberal Alliance.

Militærkøretøjer træner ved Crossbridge Energy

0

Mandag d. 18. og tirsdag d. 19. november vil man kunne se nogle lidt anderledes køretøjer ankomme og køre ind til Crossbridge Energy raffinaderiet. Det er nemlig militære køretøjer fra EOD Ingeniørregimentet i Skive, der gæster raffinaderiet.

Det gør EOD for at komme til at træne på et stort industrianlæg. Crossbridge Energy har med glæde sagt ja til EOD’s ønske om at komme til at træne på raffinaderiets område, og derfor vil der altså mandag og tirsdag være soldater og militære køretøjer indenfor hegnet.

Crossbridge Energy har i forvejen et meget tæt samarbejde med en række andre myndigheder og også eksempelvis Trekantbrand og politiet, også omkring øvelsesaktivitet vedrørende brandberedskab, miljøberedskab med mere.

Dagligt kommer også omkring 170 tankbiler og henter flydende brændstof, der køres ud til jyske og fynske tankstationer samt en større trafik af entreprenør-køretøjer, der hjælper med arbejdet på raffinaderiet, som leverer omkring 40 procent af det samlede danske forbrug af flydende brændstof. Desuden er Crossbridge Energy Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme og leverer hvad der svarer til mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme.

Bekymringer om polsk bil i Skærbæk

0

En bordeauxrød Mazda 626 med polske nummerplader har skabt bekymring blandt beboere i Skærbæk, oplyser Sydøstjyllands Politi mandag morgen.

Nogle borgere har på sociale medier givet udtryk for bekymring over bilen, der er blevet observeret køre rundt i området i de mørke timer. Politiet har også modtaget henvendelser om køretøjet, oplyser vagtchefen.

Ifølge vagtchef Arno Rindahl Petersen er der dog ingen grund til bekymring.

– Det er et avisbud, som der har været omtalt. Vi har ikke haft nogen hændelser relateret til den røde bil det seneste døgn, fortæller han.

En patrulje har også været i området i løbet af weekenden og talt med beboere i området. En kollega fra politiet, der selv har fulgt sagen, bekræfter, at bilen ikke er relevant i forbindelse med nogen kriminalitet, heller ikke indbrud.

Om 1 år skal vi stemme igen

0

Tirsdag den 18. november 2025 er der valg til byrådet i Fredericia. Det er et vigtigt valg.

For SF er der nogle helt centrale emner, som SF især vil have fokus på.

Vi skal gøre det bedre for vores børn og unge i Fredericia. Der skal ske en større prioritering af vores dagtilbud samt folkeskolen i Fredericia. Vi halser fortsat efter ift. de økonomiske midler, der stilles til rådighed. Sammen med De Konservative afholdte SF i september et borgermøde omkring folkeskolen i Fredericia. Her var det tydelige budskab fra deltagerne, at Folkeskolen har brug for bedre rammer i Fredericia.

SF går til valg på, at der skal ske en analyse af skolestrukturen i Fredericia. Det skal i højere grad være muligt at få et sammenhængende skoleforløb fra 0. til 9. klasse. I dag er dette kun muligt i Taulov. Distriktsstrukturen har efter SF’s opfattelse nogle helt åbenlyse udfordringer, hvilket vi er nødt til at få analyseret og forandret i samarbejde med folkeskolernes parter i Fredericia.

På klima- og miljøområdet er Fredericia Kommune på vej, men der skal ske yderligere tiltag. Lillebælt kæmper med iltsvind. SF mener der skal være et større samarbejde omkring disse udfordringer, med de andre Lillebæltskommuner, Region Syddanmark og Staten. Vi kan ikke være bekendt at efterlade denne udfordring til fremtidige generationer.

SF mener desuden, at der skal ske en natur-udvikling i kommunen. Der skal plantes flere træer og etableres flere naturområder på naturens vilkår. Fx skal der stilles krav om, at i de store industriområder hvor der bygges, så skal der også tænkes grønne korridorer ind i lokalplanerne. Dette gavner både biodiversiteten og udseendet af området.

Fredericia Kommune er en stor arbejdsplads, og der er behov for at denne arbejdsplads kan tiltrække dygtige medarbejdere fremover. Konstante effektiviseringskrav og omstruktureringer forvaltningsmæssigt bidrager ikke til et godt arbejdsmiljø. Begge dele resulterer alt for ofte i, at medarbejdere skal bruge arbejdstid på forandringer i stedet for kerneopgaven for og med borgerne.

SF håber, at valgkampen kommer til at foregå i en positiv ånd. Vi så med budgetforliget, at der godt kan findes løsninger på tværs i byrådssalen, selvom de politiske udgangspunkter er forskellige.

Malene Søgaard-Andersen

Spidskandidat for SF til byrådet