Jesper Jensen stopper som landstræner

0

Det kvindelige håndboldlandshold skal have ny landstræner. Det står klart, efter Jesper Jensen har meddelt DanskHåndbold, at han ikke længere ønsker at stå i spidsen for Håndboldkvinderne. Jesper Jensen stopper på posten den 30. juni 2025. Parterne havde ellers papir på en aftale frem til sommeren 2026.

Jesper Jensen har stået i spidsen for Håndboldkvinderne siden marts 2020. I størstedelen af hans landstrænerperiode har han samtidig været cheftræner for Team Esbjerg, men siden sommeren 2024 har han udelukkende skulle koncentrere sig om landstrænerjobbet på fuldtid.

– Vi er virkelig ærgerlige over, at Jesper Jensen ikke længere ønsker at være landstræner. Vi havde set frem til hans fortsatte ledelse, hvor han med sin fuldtidsansættelse havde ro på til at videreudvikle holdet. Men vi har også respekt for, at han efter fem år har behov for at prøve noget andet, siger sportschef i DanskHåndbold Morten Henriksen.

– Jesper Jensen har gjort et fantastisk stykke arbejde for Håndboldkvinderne og dansk håndbold som helhed. At kvalificere holdet til seks semifinaler i streg ved store mesterskaber og vinde tre bronzemedaljer og to sølvmedaljer er ekstremt flot. Der er ingen tvivl om, at Jesper Jensen afleverer Håndboldkvinderne et bedre sted, end hvor han startede for fem år siden, og det vil vi gerne takke ham for, siger Morten Henriksen.

Jesper Jensen sætter følgende ord på sin beslutning om at stoppe som landstræner:

– Jeg har i mine snart fem år som landstræner været enormt glad for jobbet, og det er jeg sådan set stadig. Men jeg må også erkende, at jeg savner håndbold i hverdagen. Jeg savner den daglige udvikling og sparring med spillerne, og jeg savner selv at være på gulvet i hallen og se spillerne rykke sig. Derfor har jeg besluttet mig for at stoppe som landstræner, siger Jesper Jensen og tilføjer:

– Jeg er megastolt af det arbejde, vi har lavet med kvindelandsholdet. Det gælder både spillere, ledergruppen omkring holdet, DanskHåndbold og ikke mindst klubberne, som jeg har nydt at arbejde sammen med. Dansk kvindehåndbold er inde i en rivende udvikling, og det har alle ovenstående en enorm stor aktie i. Så tak til alle for at have været med til at bringe Håndboldkvinderne op på den hylde, hvor de spiller med om medaljer uanset, hvor de stiller op. Det har været et kæmpe privilegium at stå i spidsen for, slutter Jesper Jensen.

DanskHaandbold går nu i gang med at finde afløseren for Jesper Jensen.

Falske bankbude på spil i Sydøstjylland

0

Flere personer i Sydøstjyllands politikreds er det seneste døgn blevet ofre for en svindelmetode, hvor personer udgiver sig for at være bankansatte. Svindlerne lokker betalingskort og pinkoder fra deres ofre og har taget både kort, smykker og kontanter med sig. Politiet opfordrer til øget årvågenhed.

Sydøstjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om svindel i områderne Grindsted og Vorbasse. Fremgangsmåden er simpel, men effektiv. En person ringer og præsenterer sig som en medarbejder fra en bank, der påstår, at ofrets betalingskort er blevet misbrugt. Kort efter dukker en “bankrepræsentant” op på adressen for at hente kortet – sammen med pinkoden.

Advarsel fra politiet

– Vi kan simpelthen ikke sige det nok gange: Giv aldrig dine personlige oplysninger som koder og MitID til andre, og udlevér aldrig betalingskort, kontanter eller værdigenstande til fremmede, siger politikommissær Jesper Julian Christensen, der leder Det Kriminalpræventive Sekretariat i Sydøstjyllands Politi.

Han understreger, at banker aldrig vil bede kunder om at udlevere kort eller koder på denne måde.

Forebyggelse mod svindel

Politiet anbefaler flere tiltag for at undgå at blive kontaktet af svindlere. Blandt andet kan et udeladt nummer hos teleselskabet gøre det sværere for svindlere at finde kontaktoplysninger på nettet. Det betyder, at navn, adresse og telefonnummer ikke længere vil være synlige på tjenester som Krak.

– En af de måder, svindlerne kommer i kontakt med deres ofre på, er ved at slå deres navn, adresse og telefonnummer op på nettet. Derfor kan man forebygge overhovedet at blive kontaktet af de kriminelle ved at få udeladt nummer hos ens teleselskab.

Det er særligt ældre borgere, som er i risikogruppen, og her opfordrer Jesper Julian Christensen til, at pårørende hjælper med at beskytte dem mod at blive ofre for denne type kriminalitet.

– Selvom alle kan blive snydt, så ser vi, at det særligt er vores ældre medborgere, det går ud over. Så hjælp dine forældre og andre ældre bekendte med at gøre deres kontaktoplysninger mindre tilgængelige på nettet, så de kriminelle får sværere ved at kontakte dem til at begynde med, afslutter politikommisæren.

Natklub i Vejle er lukket

0

Temabar i Vejle, der ligger på Dæmningen, er lukket. Det erfarer AVISEN.

Sidens Facebook-side er blevet slettet og på Proff er linksene døde, når man søger på “Temabar Vejle” på Google.

Flere kilder oplyser, at REKOM Group, der er en stor kæde med mange natklubber mm. i hele Skandinavien, har andre planer for stedet.

Hidtil har AVISEN forgæves forsøgt at få en kommentar fra REKOM Group.

Koncert i Hannerup Kirke med Søren Storm og Lasse Toft Eriksen

0

Den 30. januar 2025 inviterer Hannerup Kirke til en aften med musikalsk mangfoldighed, når violinisten Søren Storm og organisten Lasse Toft Eriksen optræder i kirken kl. 19.30.

De to musikere, der har arbejdet sammen i 20 år, siden deres tid på konservatoriet, præsenterer et koncertprogram, der spænder bredt fra barok til moderne toner.

Repertoiret for aftenen byder på alt fra de sprøde, klassiske baroktoner til festlige romantiske danse og populære melodier, herunder værker af den velkendte komponist Bent Fabricius-Bjerre. Med deres lange samarbejde og dygtighed på hver deres instrument lover Storm og Eriksen en koncert, der rummer både tradition og nyskabelse.

Koncerten er gratis at deltage i, og Hannerup Kirke opfordrer alle interesserede til at komme og nyde musikken. Hvis man ønsker at starte aftenen med fællesspisning, tilbydes dette også som en del af kirkens Spisekrogs-koncept.

Så meget koster nyt Lidl-kryds

0

Tirsdag kunne Fredericia Kommune og Lidl melde ud, at parterne er nået til enighed om det omdiskuterede kryds ved den nye Lidl-butik på Gl. Landevej, hvor krydset ved Snaremosevej skal ombygges. Denne aftale markerer et vigtigt skridt fremad i at sikre en sikker og funktionel trafikafvikling omkring den kommende butik.

Bo René Schjødt Andersen, fagchef for erhverv, mobilitet og byudvikling i Fredericia Kommune, udtrykte stor tilfredshed med aftalen og den løsning, der nu er på plads: – Det er med stor tilfredshed, at Lidl og kommunen har kunnet indgå en aftale, som sikrer, at krydset nu får lyssignal, til glæde for de mange kunder ved Lidl.

Mads T. Nielsen, udviklings- og ejendom direktør i Lidl Danmark, understregede vigtigheden af at finde en god trafikal løsning: – Vi har hele tiden ønsket at bidrage til, at der kom en god trafikal løsning, som giver en let og sikker adgang til butikken. Derfor er vi tilfredse med, at vi nu har fundet en god løsning, som giver netop det.

I pressemeddelelsen blev det oplyst, at Lidl står for omkostningerne ved ombygningen af krydset, inklusiv installationen af signalanlægget. Kommunen betaler omkostningerne for etablering af en venstresvingsbane på det vestlige ben af Snaremosevej. Dette tiltag anses som en nødvendighed for at sikre en smidig trafikafvikling, selvom det ikke direkte relaterer sig til Lidl’s drift.

Aftalen gør det muligt at fremtidssikre krydset i forhold til den øgede trafikmængde, som forventes, efterhånden som området udvikles. For både de ligeud kørende og de svingende trafikanter på Snaremosevej vil den nye løsning resultere i en mere glidende og sikker trafikafvikling.

– Kommunens andel er et fast beløb og ændres ikke, uanset om ombygningen af krydset bliver dyrere end forventet, oplyser Schjødt Andersen, som også tilføjer, at ombygningen vil finde sted fra januar til maj 2025, og der vil være kortvarige vejlukninger i løbet af vinterferien i uge 7.

Efterfølgende har Fredericia AVISEN været i kontakt med Bo René Schjødt Andersen for at få klarhed på kommunens økonomiske bidrag til projektet.

– Beløbet er omkring 900.000 kroner, og det er taget inden for det eksisterende budget. Jeg synes, vi er kommet frem til en god løsning, og det er en fair løsning for begge parter, forklarer han.

Han pointerer samtidig, at Lidl’s del af projektet, der inkluderer ombygning af krydset og installation af signalanlæg, normalt vil koste mellem 3,5 millioner og 4,5 millioner kroner.

To personer anholdt i forbindelse med toårig drengs død

0

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 52-årig kvinde og en 28-årig mand fra Varde Kommune, som er sigtet for kvalificeret vold med døden til følge.

Anholdelserne skete onsdag den 7. januar som led i en efterforskning af et tragisk dødsfald, der fandt sted den 14. december 2024.

Den toårige dreng blev natten til lørdag den 14. december indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, og kort efter blev han overført til Odense Universitetshospital. På trods af intensiv behandling afgik barnet ved døden som følge af alvorlige skader og blødninger i hovedet.

I første omgang blev de to sigtede anholdt samme dag som barnets død. De blev fremstillet i grundlovsforhør den følgende dag, men Retten i Esbjerg besluttede at løslade dem, da retten vurderede, at der ikke var tilstrækkelig mistanke til at varetægtsfængsle dem. Politiundersøgelserne fortsatte dog, og der blev indhentet flere retsmedicinske oplysninger, som førte til nye anholdelser onsdag.

Begge personer vil torsdag den 9. januar 2025 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, hvor anklagemyndigheden vil anmode om, at dørene lukkes for offentligheden under forhøret.

Efterforskningen er fortsat i gang, og politiet har ikke offentliggjort yderligere detaljer om sagen.

Højeste vandstand i 11 år

0

Både i Esbjerg og Ribe har vandstanden i forbindelse med den kraftige storm været den højeste i 11 år. Ikke siden stormen Bodil har den været så høj.

Langs vestkysten gik bølgerne bogstaveligt højt. Da vandstanden var på sit højeste, var den 330 centimeter i Esbjerg og 361 centimeter i Ribe Kammersluse over normalen.

Det oplyser DMI.

Det bliver dyrere at køre i bus

1

Sydtrafik justerer deres priser fra søndag den 19. januar, hvor de sammen med de øvrige trafikselskaber i regionen sætter priserne op på busbilletter. Prisjusteringerne for flextrafik vil træde i kraft dagen efter, mandag den 20. januar, oplyser selskabet til AVISEN.

I 2025 er takstloftet sat til 3,6 procent, men Sydtrafik har valgt ikke at udnytte hele denne mulighed. Den samlede gennemsnitlige stigning på tværs af de forskellige billettyper i busserne bliver derfor kun på 2 procent, mens priserne for Flextur stiger med gennemsnitligt 3 procent.

Stigningen på 2 procent fordeler sig forskelligt afhængigt af billettypen. Enkeltbilletter, der købes via app eller kontant hos chaufføren, forbliver uændrede og koster fortsat 26 kr. for en billet til 2 zoner for voksne. Derimod stiger prisen for den samme rejse på Rejsekortet fra 22,75 kr. til 23,25 kr. for en voksen passager.

Prisen for et pendlerkort til 2 zoner stiger fra 420 kr. til 435 kr. for fri kørsel i 30 dage. For dem, der benytter Flextur til at blive kørt direkte fra adresse til adresse, vil det være kilometertaksten, der stiger. Minimumsbeløbet på 50 kr. forbliver uændret, mens kilometertaksten stiger med 0,25 kr. pr. kilometer.

De nye priser er en del af Sydtrafiks årlige justering og afspejler en kombination af driftsomkostninger og prisreguleringer, som gælder for både busser og flextrafik.

Voldsomt stormvejr har ikke givet problemer i Fredericia

0

Det seneste stormvejr har ikke skabt problemer i Fredericia Kommune, oplyser Bo Christiansen, driftschef i kommunen. Selvom stormen har været kraftig, har der ikke været alvorlige hændelser i området.

– Jeg fik en status tidligere, hvor det blev oplyst, at vi havde været kaldt ud til et par væltede træer, som faktisk ikke var i Fredericia Kommune, så det var ikke vores ansvar. Der havde ikke været noget, så det har ikke været noget alvorligt, siger Bo Christiansen.

Driftschefen understreger, at det primært har været mindre problemer, som medarbejderne hurtigt har håndteret.

– Vi har haft en indfangning fra en restaurant nede i byen, hvor noget blev blæst rundt. Der var også noget, der var blevet løst og spredt, og så har vi haft nogle væltede afspæringer og småting, som vi har kørt rundt og ordnet. Ikke noget, der har været kritisk.

Han nævner også, at der har været lidt problemer med vejskiltning og små opgaver, men intet, der har været farligt. En anden situation, der krævede opmærksomhed, var en smule vand ved Spang Å.

– Der har også været lidt vand ude ved Spang Å igen, men der har ikke været noget, der har været en risiko for at udvikle sig til noget voldsomt, som vi har set tidligere.

Når det gælder strandene og højvande, som tidligere har skabt problemer i stormvejr, har der heller ikke været meldinger om problemer.

– Nej, vi har ikke fået nogen meldinger om det. Men det har jo primært været vestenvind, så det har nok været passende i forhold til det.

Der har heller ikke været meldinger om nedstyrtning af tagsten eller større skader på bygninger i kommunen.

– Jeg har heller ikke fået nogen meldinger om, at der skulle være problemer med vores bygninger. Der har heller ikke været noget større. Der var et lille træ, der væltede ind i et hegn på en institution, men det er hele den del, vi har haft at gøre med, afslutter Bo Christiansen.

Sammenfattende kan man sige, at stormen har forårsaget nogle mindre udfordringer i Fredericia, men intet, der har været alvorligt eller farligt for beboerne i kommunen.

Middelfart har haft et stille døgn

0

I det seneste døgn har Fyns Politi kun registreret én hændelse i Middelfart.

Den eneste hændelse på døgnrapporten var et tyveri af et par sorte solbriller med styrke, som blev stjålet fra en taske i Algade. Selvom det har været et roligt døgn, kom en særlig opdatering fra politiet her til middag.

Fyns Politi oplyste nemlig, at de har sigtet en gerningsmand i forbindelse med røveriet i Rema 1000 på Jernbanevej i Nørre Aaby, som fandt sted den 29. december klokken 20.23. Den maskerede gerningsmand truede her personalet med en kniv og krævede penge. Politiet offentliggjorde opdateringen på det sociale medie X.

Du kan læse mere om røveriet og opklaringen i artiklen nedenfor.