Tidligere på dagen var højre spor spærret mellem Info-Teria Lillebælt og Nørre Aaby på strækningen fra Middelfart mod Odense på grund af et uheld. Politi og redning rykkede hurtigt ud, og Vejdirektoratet kunne melde situationen afsluttet kl. 09:51. Trafikken burde nu flyde normalt på strækningen.
Mellem Ny Lillebæltsbro og Fredericia S i retning mod Fredericia er der tabt en spændestrop i venstre spor. Bilister opfordres til at nedsætte hastigheden, mens vejhjælp er på vej for at fjerne forhindringen. Situationen kan skabe mindre forsinkelser.
Trafikken på E20 Fynske Motorvej har i dag været præget af flere hændelser, der skaber udfordringer for bilister. Vand på vejen mellem Ålsbo og Ejby gør kørsel farlig, og Vejdirektoratet opfordrer til forsigtighed på strækningen fra Odense mod Middelfart. Glatte vejforhold kan føre til yderligere problemer, og situationen overvåges fortsat.
Tidligere på dagen var højre spor spærret mellem Info-Teria Lillebælt og Nørre Aaby på strækningen fra Middelfart mod Odense på grund af et uheld. Politi og redning rykkede hurtigt ud, og Vejdirektoratet kunne melde situationen afsluttet kl. 09:51. Trafikken burde nu flyde normalt på strækningen.
Mellem Ny Lillebæltsbro og Fredericia S i retning mod Fredericia er der tabt en spændestrop i venstre spor. Bilister opfordres til at nedsætte hastigheden, mens vejhjælp er på vej for at fjerne forhindringen. Situationen kan skabe mindre forsinkelser.
I en næsten tom byrådssal, men med duften af gløgg og æbleskiver, var der sat en hyggelig ramme, da Fredericia Byråd behandlede tre store renoveringsprojekter ved årets sidste møde onsdag aften. Projekterne omfatter betydelige forbedringer af almene boliger i Ringparken, Vaseparken og Lumbyesparken, men også med store økonomiske konsekvenser for både lejere og kommunen.
Huslejen stiger med op til 34 procent som følge af byrådets beslutning onsdag aften. Til gengæld kan lejerne se frem til omfattende renoveringer, der skal sikre mere tidssvarende og forbedrede boliger.
Tommy Rachlitz Nielsen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, vakte opmærksomhed ved at undlade at stemme i sagen om Ringparken. Med tydelig vægt i sine ord udtrykte han frustration over processens uklarhed og de økonomiske usikkerheder:
– Vi har arbejdet hårdt for at få dokumentationen på plads, også med hensyn til de juridiske vurderinger. Jeg ved, at I (forvaltningen, red.) har gjort alt, hvad der var muligt for at dokumentere det nødvendige. Desværre har vi også modtaget et skriv fra Finn Muus(Direktør for Boligkontoret i Fredericia red.), som har skabt yderligere forvirring, fordi det påvirker arbejdet på en måde, der ikke er nødvendig. Når vi kigger på præsentationerne, står det klart, at vi kun kan garantere lånet til optagelse, og det er vanskeligt at manøvrere i, sagde han.
Tommy Rachlitz Nielsen påpegede desuden, at forvaltningens oplysninger om afdelingens økonomi fremstod mangelfulde og ikke gav et klart billede af, hvordan lånegarantien kunne forsvares:
– Der er andre gode argumenter, men grundlaget er så uoplyst. Derfor undlader vi i Det Konservative Folkeparti at stemme, afsluttede han.
På den anden side stod borgmester Christian Bro fast på projektets nødvendighed. I sin udtalelse fremhævede han, at renoveringerne i Ringparken og de øvrige boligområder ikke kun handler om bygninger, men også om byens samlede boligpolitik:
– Vi mener først og fremmest, at det er vigtigt, at disse renoveringer bliver gennemført. Vi har dog også understreget, at vi skal have en grundig diskussion om hele vores boligmarked og boligudbud, både det almindelige og det private, sagde borgmester Christian Bro.
Trods kritikken fra flere sider, blev forslaget om at sende projekterne videre til Landsbyggefonden godkendt.
Blandt de øvrige projekter blev renoveringen af Vaseparken, som indebærer omfattende forbedringer af 300 familieboliger, samt Lumbyesparken med fokus på tilgængelighed og moderne standarder for 245 familieboliger, ligeledes sendt videre til Landsbyfonden. Begge sager modtog bred opbakning blandt byrådsmedlemmerne, selvom huslejestigninger på henholdsvis 34 % og 28 % skaber bekymring.
En varebil i Dronningensgade i Fredericia blev mellem mandag klokken 17.15 og tirsdag morgen klokken 07.45 udsat for tyveri.
Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi blev tyvene skaffet sig adgang til bilen ved at bore et hul i højre skydedør.
Fra varebilen blev der stjålet en større mængde håndværkerværktøj, herunder en vinkelsliber, batterier og en værktøjskasse. Den foreløbige værdi af det stjålne er opgjort til cirka 20.000 kroner.
Politiet har endnu ingen oplysninger om gerningsmændene og opfordrer borgere til at være opmærksomme på mistænkelig adfærd i området.
Ingen andre hændelser i Fredericia
Onsdag formiddag oplyste politiet, at der ikke er blevet anmeldt yderligere hændelser fra Fredericia det seneste døgn.
Borgere, der har set noget mistænkeligt i Dronningensgade mellem mandag aften og tirsdag morgen, opfordres til at kontakte politiet på telefon 114.
Byrådet i Fredericia vedtog på det seneste møde at sende Kommuneplan 2025-2037 i offentlig høring fra 4. februar til 1. april 2025. Planen har allerede skabt debat, især omkring mulighedszoner til vedvarende energi, placeringen af solceller og den tredje Lillebæltsforbindelse.
Kenny Bruun Olsen fra Venstre pointerede vigtigheden af, at kommuneplanen tager hensyn til lokalsamfund som Herslev.
– I forligskredsen har vi sørget for at bevare børnehaven i Herslev, og det viser, at vi vil jer. Vi er interesserede i at videreudvikle et samfund som dette, sagde han. Bruun Olsen understregede, at mulighedszoner ikke betyder, at der nødvendigvis skal placeres solceller på 800 hektar i Herslev.
– Vi fik det serveret sådan, at hvis vi ikke gør noget, så gør staten det, tilføjede han og nævnte, at støjværn kunne blive en del af løsningen, hvis solceller placeres tæt på motorvejen.
Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti fremhævede, at mulighedszoner kun er forslag og ikke faste beslutninger.
– Regeringen kan pålægge os at lave VE-anlæg på vores marker. Vi vil gerne se på andre løsninger, som at placere solceller på tage. Men vi bakker op om at sende planen i høring, sagde Eilersen.
Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten var skeptisk over for planens indvirkning på naturområder.
– Vi vil ikke plastre vores naturområder til med solceller eller indhegne landsbyer med dem. Vi arbejder benhårdt for, at det ikke sker, sagde hun. Schultz udtrykte også modstand mod den tredje Lillebæltsforbindelse og påpegede Fredericias eksisterende støjproblemer.
Tommy Rachlitz Nielsen fra De Konservative støttede behovet for mulighedszoner, men understregede, at der ikke er truffet endelige beslutninger.
– Vi har det anstrengt med solceller – det er den pæne måde at sige det på. Vi skal udpege områder, men det betyder ikke, at vi har sagt ja til solceller. Hvis der kommer ansøgninger, skal vi tage stilling til det, sagde Rachlitz Nielsen.
Connie Maybrith Eden fra SF opfordrede til at fokusere på hele planen og ikke kun solcellerne.
– Selvom solceller betyder meget, så er der også andre vigtige elementer som cykler, færger og den tredje Lillebæltsforbindelse, sagde hun.
John Nyborg fra Socialdemokratiet understregede, at ingen faste beslutninger er truffet endnu.
– Hele byrådet er enige om, at der ikke skal sættes solceller op uden videre. Der kommer et borgerdialogmøde, hvor alle kan komme med input, sagde han.
Kommuneplanen, som er en del af et fælles projekt for de syv kommuner i Trekantområdet, inkluderer både lokale og regionale ændringer. Blandt hovedtemaerne er byudvikling, klima, vedvarende energi og mobilitet. Forslaget vil være tilgængeligt i en digital udgave og ledsaget af en miljørapport.
I høringsperioden vil borgerne kunne indsende høringssvar, der vil blive taget i betragtning, inden planen vedtages endeligt. Derudover planlægges et offentligt borgermøde, hvor borgere kan stille spørgsmål og komme med input.
Opfordring til borgere
Med offentliggørelsen af kommuneplanforslaget opfordrer Byrådet borgerne til at engagere sig i høringsprocessen. Uanset om det handler om solceller, byudvikling eller mobilitet, vil borgernes input være afgørende for den endelige plan.
Det omdiskuterede lyskryds ved Snaremosevej og Gl. Landevej, kendt som “Lidl-krydset”, kommer nu endelig til at blive bygget. Mandag var sagen eneste punkt på dagsordenen i Teknisk Udvalg i Fredericia Kommune, hvor krydsombygningen blev godkendt.
Sagen, der formelt har titlen “Godkendelse af krydsombygning v/Snaremosevej og Gl. Landevej”, betyder, at det nuværende kryds, der længe har været en kilde til frustration og bekymring, skal ombygges. Krydsombygningen har været en del af en aftale mellem Lidl og Fredericia Kommune i forbindelse med opførelsen af Lidls butik på Gl. Landevej.
Twisten opstod, da Lidl tidligere på året nægtede at betale for ombygningen, som de ellers havde forpligtet sig til. Den tyske dagligvarekæde havde fundet en juridisk fejl i aftalen med Fredericia Kommune og brugte det som anledning til at trække sig fra deres økonomiske ansvar. Dette skabte stor politisk og offentlig debat i Fredericia.
Krydset er i dag kendt for sin farlige udformning med stor trafikbelastning, samtidig med at det ligger tæt på en uddannelsesinstitution. Det har længe været et problem for både bilister, cyklister og fodgængere, og utilfredsheden blandt lokalbefolkningen voksede markant, da det stod klart, at arbejdet ville blive forsinket.
Efter Lidls pludselige afvisning gik dagligvarekæden i “flyverskjul” og trak sig helt fra dialogen med kommunen. Først efter massiv omtale i pressen og pres fra både politikere og borgere genoptog Lidl kommunikationen med Fredericia Kommune, hvilket nu har ført til en afklaring i sagen.
Selvom krydsombygningen nu er godkendt, er de præcise detaljer om projektets udformning og tidsplan stadig ukendte. Sagen blev behandlet som et lukket punkt på dagsordenen, og Fredericia AVISEN har været i kontakt med flere medlemmer af Teknisk Udvalg, som ikke ønsker at udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt.
Det er dog sikkert, at der kommer en løsning på “Lidl-krydset”, som i lang tid har været et trafikalt smertensbarn i Fredericia. Hvornår arbejdet går i gang, og hvordan det endelige resultat kommer til at se ud, må borgere og trafikanter i området vente med at få svar på.
Vi mangler penge og vi skal spare i kommunen. Så vedtager man at bygge en skaterhall til 22 millioner kroner.
Og så er den åbent for alle for alle i 16 timer om ugen. Og 25 timer hveranden uge. Og helt lukket søndag og mandag? Iflg. børne- og unge chef Rasmus Balder
Er det virkelig, hvad vi magter i forhold til en investering på kr. 22 millioner. Pigerne har specialtid dernede hvorfor – er det svømmehallen om igen?
Når man nævner det for folk, tror de simpelthen ikke, det er rigtigt.
Man vil klarer investeringen selv i kommunen for egne midler, flot. Men hvorfor nu ikke søge midler gennem EU som også andre har gjort, så kunne vi spare pengene. Og det tager tid, ja men nu er det snart 10 år siden de orange haller blev nedrevet, så der har været tid nok.
Nu står det hele færdigt, så bliver det nok ikke nemt med EU-midler.
Det var netop det, man kunne bruge en fundraiser til, det gør de andre steder, ligesom vedkommende kunne være med til at søge nationale fonde, som tilsyneladende har mange penge i disse år. Bandereklamer var måske en anden del, der kunne medfinansiere, bare ikke Red Bull.
I Middelfart arbejder de på et skaterområde på Marinaen, der har man allerede søgt EU-midler igen.
Der drives det primært af en forening og det koster kr. 250 pr år i kontingent, til gengæld er der åbent fra 0600 – 2300. Og nej det er ikke en flot og fin hal som vores, men den kan bruges, og det fungerer med 120 medlemmer og medbestemmelse.
Få nu området aktiveret ellers går det ligesom med bowling, hvor de mange bowlere fik besked på at kører til Middelfart. Og nu står lokalerne i Idrætscentret helt tomme? En fundraiser kunne være behjælpelig for mange klubber og foreninger, og de kender til, hvor der kan søges midler til specifikke projekter.
Ligesom en fundraiser kunne bruges i andre sammenhænge, alting koster.
Men kommunen tilbyder Madsby Legepark, minigolf, museum, Kringsminde, skaterhal helt gratis, hvad koster det ikke at drive disse lokationer. Det koster penge andre steder, og alligevel er godt besøgt.
Fodboldgolf var en anden mulighed, men det projekt ønskede man ikke? Det er en succes andre steder. Fundraiser blev mig bekendt sat på budget 2024, hvor blev han/hun af?
For at føre Kentaurs planer og Bernts Dahls vision videre, er Mie Krog blevet udnævnt som midlertidig CEO for Kentaur. I lørdags blev Bernt Dahl begravet i Taulov Kirke.
Den 3. december 2024 gik Bernt Dahl bort. Siden har Kentaur arbejdet på at finde en løsning for at drive virksomheden videre i Dahls ånd.
– Bernt var en inspirerende leder og en værdsat kollega. Jeg træder ind i denne rolle med stor respekt. Min prioritet vil være at sikre stabilitet, støtte vores dedikerede Kentaur-team og fastholde den vision og de værdier, som Bernt troede på og arbejde utrætteligt for at opnå, siger Mie Krog.
Med over 25 års erfaring inden for ledelse og forretningsudvikling har Mie arbejdet med nogle af Danmarks mest anerkendte virksomheder, herunder KiMs, LEGO, JYSK, BILKA og IDdesign. I dag fungerer Mie som uafhængig bestyrelsesprofessionel og forretningskonsulent.
Mie har været en vigtig del af Kentaur’s ledelse siden hun blev en del af bestyrelsen i 2016. Som bestyrelsesformand siden 2019 har hun guidet virksomheden med vision og dedikation. Hun vil nu træde tilbage fra sin bestyrelsesrolle for at påtage sig dette nye ansvar. Lars Bundgaard er blevet udnævnt som den nye formand for Kentaur, og Marco Dahl, søn af Bernt Dahl, har også tiltrådt bestyrelsen.
Fokus for det nye ledelsesteam vil være at sikre en glidende overgang og fortsat fokus på Kentaur’s vækst og succes.
– Vi har stærke planer for 2025, som lige er blevet godkendt af bestyrelsen. Det har været utroligt svært for os alle at sige farvel til Bernt, men vi er besluttede på at ære hans minde ved at opnå vores ambitioner for fremtiden. Jeg mærker allerede en dyb forpligtelse blandt vores kolleger, og jeg ser frem til at arbejde endnu tættere sammen med ledelsesteamet – CCO Christian Beirholm og CFOO Mette Gordon Vallentin – samt hele Kentaur-teamet, siger Mie Krog.
Som en del af havneudvidelsen i Fredericia er det nu tid til at færdiggøre støjmuren, der skal afskærme området mod Kanalbyen og de omkringliggende punkthuse.
Støjmuren bliver opført i flere forskellige højder og en kombination af materialer. Den første del af muren, som allerede er opført, er i beton. Den næste del af muren, som vil være lavere, bliver derimod udført i træ og glas, hvilket vil matche den eksisterende støjafskærmning ved Holstensvej og Strandvejen, som vist på billedet. Det er netop denne lavere del af muren, der nu kræver, at der vibreres pæle ned i jorden.
Arbejdet forventes at medføre både støj- og vibrationsgener for de omkringliggende områder, og for at minimere generne vil arbejdet kun blive udført på hverdage mellem kl. 7 og 18. Arbejdet er planlagt at starte den 6. januar 2025 og skal afsluttes senest den 31. januar 2025.
Det er den tid på året, hvor Fredericia stråler lidt ekstra. Byens gader er pyntet med funklende lys og gran, butikkerne summer af forventning, og duften af brændte mandler, varme æbleskiver og gløgg hænger i luften. Julen er kommet til Fredericia – og med den følger årets store spørgsmål: Hvad skal man give i julegave?
For at hjælpe dig med den svære beslutning har Fredericia AVISEN skabt en helt særlig juleserie, i samarbejde med flere af byens virksomhed, der sætter fokus på byens handelsliv. Vi har besøgt 24 forretningsdrivende i Fredericia og spurgt dem om deres bedste julegaveidéer. Fra de små nichebutikker med unikke varer til de klassiske steder, der er garant for kvalitet – vi har samlet 24 gaver, som både inspirerer og hylder det lokale.
En julekalender fuld af Fredericias charme
Ligesom en julekalender åbner vi hver dag op for en ny fortælling fra byens handlende. Hver gave gemmer på en historie, der handler om mere end blot det, man kan købe. Det handler om passionen bag produkterne, glæden ved at bidrage til Fredericias fællesskab og det særlige ved at handle lokalt i en tid, hvor vi alle søger nærvær og mening.
Vi dykker ned i Fredericias juleliv og besøger butikker, caféer og forretninger, der hver især spiller en rolle i at gøre byen til noget helt særligt. Måske finder du den perfekte gave til en, du holder af – eller måske opdager du en ny favoritbutik, der er værd at besøge igen og igen.
Julen handler om mere end gaver
Denne serie er også en hyldest til det lokale handelsliv, der hver dag arbejder hårdt for at skabe liv og glæde i Fredericia. Detailhandlen er presset, men med fælles opbakning kan vi sikre, at Fredericias bymidte fortsat er et levende og attraktivt sted at handle, hygge og mødes.
Fredericia AVISEN håber, at serien kan inspirere til både juleindkøb og refleksion over, hvorfor det betyder noget at støtte lokalt. Når vi køber vores gaver i byen, investerer vi i Fredericias fremtid – og sikrer, at der også næste år er butikker, der kan pynte op og skabe julestemning i vores gader.
Følg med hver dag
Så læn dig tilbage med en kop varm kakao, og følg med på Fredericia AVISEN, hvor vi hver dag frem til juleaften åbner en ny gave. Bag hver historie gemmer sig noget særligt – præcis som det bør være i julen.
Gavekort: Den perfekte gave og støtte til Fredericias butikker
Julehandlen går ind i den afsluttende fase. Det er ved at være oppe over, hvis man endnu ikke har fået foretaget juleindkøberne. I butikkerne er man klar til at tage imod kunderne, men er man i tvivl, så er der en anden mulighed.
Bag dagens låge gemmer sig en gaveidé, der både glæder modtageren og støtter det lokale handelsliv. Mette Pyrdol Christensen, Detail & Oplevelseskonsulent i Fredericia Shopping, peger på gavekort til byens butikker som en oplagt løsning for dem, der ønsker at give en fleksibel og personlig gave.
– Et gavekort er en god ting at købe, hvis man ikke ved, hvad en person ønsker sig. Samtidig sørger man for, at modtageren får en oplevelse ved at bruge en af Fredericias mange gode handelsmuligheder, forklarer Mette Pyrdol Christensen.
Med gavekortet får modtageren friheden til selv at vælge blandt et bredt udvalg af butikker i byen, hvilket gør det til en alsidig og brugbar gave. Mette fremhæver desuden gavekort som en praktisk løsning for dem, der er ude i sidste øjeblik.
. Det er en rigtig god sidste-øjebliksgave, hvis man ikke ved, hvad man skal købe. På den måde sikrer man, at gaven stadig er både personlig og brugbar, siger hun.
For Mette handler gavekortene dog om mere end praktikken. De repræsenterer også en støtte til Fredericias handelsliv.
– Vi har nogle rigtig gode butikker, og det er vigtigt at bakke dem op. Når man vælger et gavekort, giver man ikke kun en gave, men er også med til at styrke det lokale erhvervsliv, forklarer hun.
Gavekortene er tilgængelige både online, hvor de kan købes hurtigt og nemt, og fysisk, hvor de forhandles hos Billunds Boghandel og Fredericia Bibliotek. Dette gør det let at få fat i et gavekort, uanset om man foretrækker digital eller personlig betjening.
Med gavekort som årets julegave kan man altså både glæde modtageren og bidrage til at skabe liv i byens handelsgader. Fredericia Shopping håber, at flere vil overveje denne mulighed og dermed støtte fællesskabet og diversiteten i Fredericias butikker.
Serien om 24 julegaver i Fredericia præsenteres af følgende virksomheder
Monjasa, Sparekassen Danmark, CH Byg, RSM, Boxleje.dk, Wiggers og Klement, Brugg Pipes og Byens Brød ønsker alle en glædelig jul og god julehandel i Fredericia.
Ved kommunalvalget i 2021 blev Knud Erik Langhoff overraskende valgt som borgmester i Kolding, men nu står det klart, at han ikke vil genopstille som borgmesterkandidat til valget i 2025. Det oplyser Konservatives partiforening.
På dagens bestyrelsesmøde i den konservative vælgerforening i Kolding blev det besluttet at indstille 48-årige Christina Foldager som partiets spidskandidat til kommunalvalget i november 2025. Bestyrelsen var enstemmig i beslutningen, og de ser frem til at få Foldager på banen i arbejdet for Kolding Kommunes fremtid.
Knud Erik Langhoff, der har været borgmester siden januar 2022, er positiv over for generationsskiftet og har været en helt central figur i at fremme denne forandring. Selvom han ikke stiller op som borgmesterkandidat, har han valgt at fortsætte sin politiske karriere og vil være opstillet som menigt byrådsmedlem.