Bøde på 20 millioner for medansvar

0

Sø- og Handelsretten har afgjort, at rådgivningsvirksomheden Ecit Account A/S skal betale en bøde på 20 millioner kroner for sin medvirken til et ulovligt kartel blandt diskoteker. Virksomheden blev dømt for i over 15 år at have bistået med at formalisere og opretholde en ulovlig markedsdelingsaftale blandt en række diskoteker i Danmark.

Ifølge Sø- og Handelsrettens dom har Ecit Account haft en aktiv og ledende rolle i kartellet. Virksomheden har været en central aktør i diskotekernes fælles indkøbsselskab, hvor de blandt andet:

  • Udformede og indskærpede den ulovlige markedsdelingsaftale.
  • Deltog i møder, hvor markedsdelingen blev diskuteret og koordineret.
  • Havde en ledende rolle i indkøbsselskabets bestyrelse.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, udtaler:

– I over 15 år har der eksisteret aftaler mellem en række diskoteker om ikke at åbne filialer i hinandens byer eller inden for en nærmere bestemt radius. Ecit Account har medvirket til at formalisere og opretholde dette kartel. Retten slår fast, at det er ulovligt at medvirke til at danne og opretholde et kartel – også for virksomheder, der ikke selv er aktive på det marked, hvor kartellet er.

Groft og langvarigt brud på konkurrenceloven

Sø- og Handelsretten beskriver i dommen, at forseelsen er alvorlig og påpeger, at Ecit Account “forsætligt har kartelfaciliteret en åbenbar og langvarig retsstridig geografisk markedsdeling”.

Ved fastsættelsen af bøden har retten taget hensyn til overtrædelsens grovhed, varighed og Ecit-koncernens globale omsætning. Det blev dog anset som en formildende omstændighed, at Ecit Account ikke var initiativtager til kartellet og ikke har opnået direkte økonomisk vinding ved sin rolle.

Baggrund og historik

Kartelsagen udspringer af Konkurrencerådets indgreb i 2021, hvor 22 diskoteker og deres fælles indkøbsselskab erkendte at have overtrådt konkurrenceloven og accepterede bøder. Ecit Account blev senere pålagt en bødepåstand for sin medvirken, og retten har nu sat et juridisk punktum med bøden på 20 millioner kroner.

Dette er første gang, at en civil bøde er pålagt for overtrædelse af konkurrenceloven, siden loven blev ændret i 2021.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ser dommen som en vigtig påmindelse om, at virksomheder, der faciliterer karteller, også kan blive holdt ansvarlige for deres handlinger.

Oscar-nomineret film kan opleves i Panorama Biograferne ved Lillebælt

0

Den Oscar-nominerede film Pigen med nålen kan nu opleves i Panorama Biograferne i både Middelfart og Fredericia. Filmen, der har vundet stor anerkendelse på den internationale scene, blev nomineret til “Bedste Internationale Film” ved årets Oscar-uddeling og har også været en del af hovedkonkurrencen i Cannes.

Pigen med nålen er et dansk drama, der udspiller sig i København efter 1. Verdenskrig. Den unge fabriksarbejder Karoline, spillet af Victoria Carmen Sonne, er arbejdsløs, forladt og gravid. Hendes liv tager en uventet drejning, da hun møder den karismatiske Dagmar (spillet af Trine Dyrholm), der driver et undergrundsadoptionsbureau og hjælper mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn. Når Karoline ikke har andre steder at gå hen, påtager hun sig rollen som amme, og et stærkt bånd opstår mellem de to kvinder. Men da Karoline opdager en chokerende sandhed, går hendes verden i stykker.

Filmen, der er inspireret af virkelige hændelser, har vakt stor opmærksomhed på grund af sin barske og gribende fortælling. Den omhandler blandt andet den berygtede danske seriemorder Dagmar Overby, der i 1921 blev dømt for at have dræbt otte spædbørn.

Pigen med nålen er instrueret af Magnus von Horn og blev hurtigt anerkendt på den internationale filmscene, herunder med en nominering til en Golden Globe. Filmen blev også valgt som Danmarks officielle bidrag til Oscar-kategorien “Bedste Internationale Film”.

Oplev filmen i Panorama Biograferne ved Lillebælt

Filmen havde dansk premiere den 23. januar 2025 og kan nu opleves i både Panorama Biografen i Middelfart og Fredericia. Med et stærkt skuespillerhold, herunder Trine Dyrholm og Victoria Carmen Sonne, er det en film, der både engagerer og rystes, og som giver et sjældent indblik i en mørk del af Danmarks historie.

Biografbesøgende kan glæde sig til en film, der ikke blot har en stærk dansk forankring, men også har sat Danmark på verdenskortet med sin Oscar-nominering.

Restaurant Marsvinet skal have ny overtjener

0

Den populære overtjener på Restaurant Marsvinet, Jan Juul, har valgt at stoppe i sin stilling pr. 1. maj. Jan Juul har været en fast del af restaurantens ansigt udadtil.

– Jan Juul har været et stort aktiv på Restaurant Marsvinet, og vi har været meget glade for hans arbejde. Jan er i øvrigt ved os indtil den 1. maj. Jan er et smilende og venligt menneske, der er utrolig dygtig til service og til at kommunikere med gæsterne i restauranten. Hans tilstedeværelse har været meget værdsat, siger medejer Bent Frandsen.

Selvom Jan Juul forlader stedet senere i 2025, står Restaurant Marsvinet ikke stille. Tværtimod arbejder restauranten på at styrke sit i forvejen solide fundament.

– Selvom Jan Juul stopper, vil vi fortsætte arbejdet med at gøre Restaurant Marsvinet endnu bedre og mere professionel. Vi har senest fået den hollandske kok Nanco ind i ejerkredsen, og han har virkelig taget styring i køkkenet. Nanco arbejder dagligt på at løfte restaurantens kvalitet og gøre den endnu bedre, fortæller Bent Frandsen.

Rekrutteringen af en ny overtjener, der kan tage over efter Jan Juul, er i gang.

– Vi arbejder også på at rekruttere en ny, dygtig overtjener, og vi glæder os til at byde vores gæster velkommen til en endnu bedre oplevelse. Vi ser frem til at fortsætte med at udvikle både maden og musikken på Restaurant Marsvinet, siger Bent Frandsen.

Jan Juul er åben for nye udfordringer

Jan Juul, der som nævnt endnu ikke er stoppet på Restaurant Marsvinet, ser fortsat stor potentielle i stedet, som han på sigt vil følge spændt med i fra sidelinjen.

– Det er og var et fantastisk sted at arbejde med en masse dygtige mennesker. Der sker mange spændende ting på Marsvinet, og det vil jeg glæde mig til at følge med i fremover, siger Juul, der foruden at være overtjener på Restaurant Marsvinet, driver tøjbutikken Karma By Juul i Fredericia:

– Og det vil jeg selvfølgelig fortsætte med, men jeg har så meget energi, at jeg gerne vil mere end det. Hvad jeg skal lave fremover ved jeg ikke, men mener man, at jeg er den rette profil til et job, så er man velkommen til at kontakte mig.

Regeringen lancerer 12 initiativer mod racisme og diskrimination af grønlændere

0

Regeringen sætter nu ekstra fokus på at bekæmpe racisme og diskrimination mod grønlændere i Danmark. Med en ny ramme på 35 millioner kroner over fire år og 12 konkrete initiativer ønsker regeringen at skabe bedre vilkår og ligebehandling for grønlændere bosat i Danmark. Det skriver Regeringen i en pressemeddelelse mandag formiddag.

Mange grønlændere i Danmark oplever stadig fordomme, racisme og diskrimination. Det vil regeringen gøre op med ved at fremlægge en omfattende indsats, der skal sikre både langsigtede løsninger og øjeblikkelige forbedringer. Midlerne på 35 millioner kroner skal blandt andet finansiere nye tiltag og understøtte eksisterende indsatser frem til 2028.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek understreger, at indsatsen er nødvendig for at styrke sammenhængskraften i samfundet.

– Det er vigtigt for regeringen, at grønlændere kan leve i Danmark uden at møde fordomme. Racisme og diskrimination mod grønlændere er et særskilt problem, som kræver handling. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den og sikre, at grønlændere får de samme muligheder som alle andre i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek.

Politisk opbakning fra grønlandske folketingsmedlemmer

Grønlandske folketingsmedlemmer bakker op om regeringens indsats. Aaja Chemnitz (IA) fremhæver, at handlingsplanen er et vigtigt redskab:

– Racisme mod grønlændere findes, og det skal vi anerkende og bekæmpe. Jeg er stolt over det resultat, vi har nået, men nu starter det hårde arbejde, siger hun.

Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) understreger, at åbenhed og handling er nødvendige for at skabe forandring:

– Vi skal stå sammen og sige fra. Forandring tager tid, men vi kan skabe den skridt for skridt. Det har vi altid fortjent.

12 konkrete initiativer

De nye tiltag spænder bredt og inkluderer blandt andet:

Styrkelse af tolkeordninger for grønlændere i Danmark.

Undervisning i rigsfællesskabet som obligatorisk del af skolegangen.

Øget støtte til De Grønlandske Huse for at forbedre servicen til grønlændere.

Grønlandspuljen, som skal støtte civilsamfundsprojekter rettet mod grønlændere.

Undersøgelse af oplevet racisme blandt grønlændere i Danmark.

Samarbejde med fokus på innovation og unikke mødeoplevelser

0

Experience Fredericia kan med stor glæde annoncere et nyt partnerskab med Audi Fredericia, der fremover vil være en del af porteføljen af møde- og konferencefaciliteter. Samarbejdet bringer en helt ny dimension til erhvervslivet, hvor møder, netværk og events kan afholdes i rammer, der kombinerer elegance, innovation og en passion for biler.

Med Audi Fredericias moderne og inspirerende faciliteter skabes en ny standard for erhvervsarrangementer. Kombinationen af eksklusive konferencelokaler og de flotte Audi-biler giver en dynamisk og anderledes atmosfære, hvor alt fra strategimøder til store konferencer får et ekstra løft.

– Vi er stolte over at tilbyde vores partnere adgang til Audi Fredericias unikke rammer, udtaler Chris Hermansen, Salgs- og Tiltrækningschef for Experience Fredericia.

– Det er ikke bare et sted at mødes, men et sted, hvor ideer kan accelerere. Audi Fredericia tilfører noget helt særligt til vores samlede portefølje af aktører og viser, hvordan innovation og kvalitet kan skabe ekstraordinære oplevelser.

Audi Fredericia glæder sig til at byde erhvervslivet velkommen

Audi Fredericia, kendt for deres kærlighed til biler og førsteklasses service, ser samarbejdet som en unik mulighed for at styrke deres relationer til erhvervslivet.

– Vores vision er at skabe et rum, hvor kunderne kan opleve en kombination af elegance og professionalisme. Samarbejdet med Experience Fredericia giver os muligheden for at inspirere endnu flere virksomheder og bringe dem tættere på hinanden – alt sammen omgivet af det, vi elsker: biler, siger Mette Stisen Pedersen, administrationsansvarlig ved Audi Fredericia.

Audi Fredericias faciliteter inkluderer alt fra fuldt udstyrede konferencerum til unikke events, der kan samle bilentusiaster og erhvervsfolk på nye måder. Det nye partnerskab er en vigtig milepæl i Experience Fredericias strategi for at tilbyde stærke løsninger og skabe et fællesskab, der sætter Fredericia på landkortet som en attraktiv erhvervsdestination.

Personbil i grøften efter færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej

0

Søndag aften kl. 19.27 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej omkring Kolding i nordgående retning, hvor en personbil endte i grøften efter at være blevet ramt af en lastbil.

Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd skete uheldet, da lastbilen, som kørte i anden vognbane, påbegyndte et vognbaneskift mod første vognbane. Lastbilchaufføren opdagede formentlig ikke personbilen, som befandt sig i den indvendige vognbane, og ramte bilens front. Sammenstødet fik personbilen til at køre i grøften, hvor den endte på siden.

– Lastbilen kørte videre, formentlig fordi chaufføren ikke har konstateret, at han var en del af uheldet, fortæller Arno Rindahl Petersen.

Den forulykkede personbil blev ført af en 26-årig mand fra Randers, og der er umiddelbart ingen meldinger om personskade. Politiet arbejder nu på at identificere lastbilen, som beskrives som en større lastbil med en anhænger læsset med en gul container.

– Vi har ikke yderligere oplysninger om lastbilens identitet eller chaufførens kendskab til hændelsen, men vi undersøger sagen nærmere, tilføjer politikommissæren.

Politiet opfordrer vidner, der måtte have set uheldet eller har oplysninger om lastbilen, til at kontakte Sydøstjyllands Politi.

Mand udsat for vold på åben gade i Fredericia

0

Sydøstjyllands Politi har søndag modtaget en anmeldelse om vold i Bjergegade i Fredericia. En 31-årig mand fra Fredericia blev ifølge politiet slået af en person, han angiveligt kender perifert.

Politiet blev alarmeret kl. 13.06, og sagen behandles nu som en voldssag. Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd oplyser, at den forurettede selv har tilbudt at hjælpe politiet med at identificere gerningspersonen.

– Den forurettede kender formentlig gerningsmanden lidt perifert og vil selv hjælpe med at finde frem til navnet. Vi følger op på det, men der er allerede oprettet en voldssag, fortæller politikommissæren.

Politiet oplyser desuden, at der ikke umiddelbart er sket alvorlige fysiske skader på den forurettede i forbindelse med episoden. Efterforskningen fortsætter, og politiet arbejder på at indhente yderligere oplysninger om hændelsen.

Togkontrollør spyttet i ansigtet på Fredericia Banegård

0

Sydøstjyllands Politi blev søndag kl. 16.20 tilkaldt til Fredericia Banegård i Jernbanegade efter en anmeldelse om en episode, hvor en togkontrollør blev spyttet i ansigtet under sit arbejde.

Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd skete episoden, da togkontrolløren forsøgte at udstede en kontrolafgift til en passager. Passageren reagerede ved at spytte kontrolløren i ansigtet og forlod herefter stedet.

– Vi har ikke haft fat i gerningsmanden til det her, og udover at det selvfølgelig er voldsomt at blive spyttet i ansigtet, er der heldigvis ikke sket yderligere skade, men der er oprettet en voldssag, udtaler Arno Rindahl Petersen.

Den forurettede er en 58-årig kvinde fra Tinglev, der var på arbejde som togkontrollør, da hændelsen fandt sted. Sagen efterforskes fortsat.

The Darkness kommer til Danmark i 2025

0

The Darkness er klar til at indtage Poolen den 4. oktober 2025 med deres vilde energi og flamboyante stil.

Bandets store gennembrud kom med debutalbummet ”Permission to Land” (2003), der hurtigt blev en kultklassiker. Med hits som ”I Believe in a Thing Called Love”, ”Growing on Me” og ”Christmas Time (Don’t Let the Bells End)”, fik de massiv radioairplay og solgte over 1,3 millioner eksemplarer i Storbritannien alene. Albummet blev belønnet med en fire-gangs platinstatus og vandt tre Brit Awards i 2004, herunder Best British Group og Best British Album.

Efter den tidlige succes og et par års intens turné, oplevede bandet en periode med interne stridigheder og forandringer. I 2005 forlod bassist Frankie Poullain bandet, og i 2006 måtte Justin Hawkins træde tilbage på grund af personlige problemer. Trods dette vendte bandet tilbage i 2011 med deres tredje album Hot Cakes og genoptog deres liveoptrædener med samme energi og entusiasme som tidligere.

I september 2024 annoncerede The Darkness, at deres ottende studioalbum ”Dreams on Toast” vil blive udgivet i marts 2025. Oplev det nye album live i Poolen!

• Billetpris: 350 + gebyr

• Billetsalg starter 31. januar 2025 kl. 09:00 via livenation.dk og ticketmaster.dk

• Live Nation pre-sale starter 30. januar 2025 kl. 10:00 via livenation.dk og ticketmaster.dk

• Mastercard pre-sale starter 29. januar 2025 kl. 10:00 og slutter 31. januar kl. 08:00

Om The Darkness

The Darkness er et britisk rockband, der blev dannet i Lowestoft, Suffolk, i 2000. Bandet består af brødrene Justin Hawkins (vokal, guitar, keyboards) og Dan Hawkins (guitar, vokal), samt Frankie Poullain (bas) og Ed Graham (trommer). Kendt for deres energiske optrædener og flamboyante stil, har The Darkness i over et årti været en markant kraft på rockscenen.

Flere børn bliver hørt, men udfordringer består

0

En ny rapport fra VIVE evaluerer den familieretlige reform fra 2019, som havde til formål at skabe et mere sammenhængende system, der i højere grad inddrager børns perspektiv og hjælper forældre i konflikt til bedre samarbejde. Evalueringen viser, at reformen har opnået væsentlige fremskridt, men også at flere udfordringer stadig skal løses.

En af de vigtigste konklusioner i rapporten er, at reformen har styrket inddragelsen af børn. Der er sket en stigning i antallet af børnesamtaler i Familieretshuset, og flere oplysninger indhentes nu fra barnets skole, daginstitution eller kommune. Mange børn oplever, at samtalerne er relevante, og at de bliver lyttet til.

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen udtrykker tilfredshed med denne udvikling:

– Vi er blevet bedre til at beskytte de børn, som uden skyld står midt i forældrenes konflikt. Barnet og barnets ønsker fylder mere i dag – det er jeg rigtig glad for.

Sagsbehandling stadig udfordret

På trods af fremskridt er der fortsat udfordringer i samarbejdet mellem Familieretshuset, familieretterne og kommunerne. Mange forældre oplever en manglende sammenhæng i sagsbehandlingen, hvilket kan forværre konflikterne i stedet for at løse dem.

Desuden viser evalueringen, at bopælsforældre er betydeligt mere tilfredse med sagsbehandlingen end samværsforældre, og at reformen endnu ikke har reduceret konfliktniveauet mellem forældrene.

Sociale problemer kræver tværgående indsats

Evalueringen peger også på, at mange familier har komplekse sociale udfordringer, som ikke kan løses alene gennem det familieretlige system. Ministeren anerkender problemet:

– Flere familier er i overvejende grad udsatte – også mere, end vi på forhånd havde regnet med. Derfor er samarbejde på tværs af sektorer særligt vigtigt. Jeg vil nu dykke ned i evalueringen og overveje, hvad vi politisk kan gøre for at forbedre blandt andet den del.

Hvad viser rapporten ellers?

Strukturelle forbedringer: Familieretshusets medarbejdere har nu bedre børnesagkyndige kompetencer, som styrker behandlingen af sagerne.

Ingen større ændring i samarbejde mellem forældre: Konfliktniveauet mellem ikke-samboende forældre er fortsat højt, og mange forældre oplever ikke, at reformen har forbedret deres samarbejde.

Behov for bedre koordination: Forældre peger på, at manglende samarbejde mellem Familieretshuset og kommunerne ofte gør det sværere at finde løsninger.

Rapporten fremhæver, at reformens langsigtede succes kræver fortsat fokus på samarbejde mellem sektorer og en styrket indsats for at hjælpe de mest udsatte familier. Med en evaluering, der både viser fremskridt og udfordringer, lægger ministeren op til, at der kan komme nye politiske initiativer på området.

Rapporten er finansieret af Social- og Boligministeriet og vil danne grundlag for den videre politiske indsats på det familieretlige område.