Fredericia er essentielt for brintinfrastrukturen – men blev forbigået

0

I forbindelse med Everfuel og Crossbridge Energys nyhed om den første produktion og levering af grøn brint til raffinaderiet i Fredericia, blev CEO for Everfuel, Jacob Krogsgaard, også forholdt den nylige udmelding om, at Fredericia ikke er med i regeringens plan for den kommende brintrørsinfrastruktur.

Efter turen rundt på brintfabrikken i forbindelse med den store nyhed om første levering af brint til Crossbridge Energy var det ikke kun det, som Jacob Krogsgaard skulle forholde sig til. Det var også den nylige udmelding fra regeringen der forbigår Fredericia med det kommende brintrør.

Fredericia, som har et af Danmarks største brintanlæg og et vigtigt raffinaderi, er blevet forbigået i regeringens udspil, der i stedet prioriterer Esbjerg, Vejen og den dansk-tyske grænse. Denne beslutning vækker bekymring i Trekantområdet Danmark og Triangle Energy Alliance. Det ærgrer også Jacob Krogsgaard.

– Vi lytter, vi snakker, og vi gør alt, hvad vi kan, men faktum er, at det kommer senere. Det betyder, at det, der var formålet med at få et brintrør hertil, set fra både Everfuel og Crossbridge Energy’s synspunkt, var, at vi ville have et rør, der kunne bruges først den ene vej. På den måde kunne vi bygge mere kapacitet, end hvad der nødvendigvis skulle retfærdiggøres i form af gradvist at omstille raffineriet, siger Krogsgaard og fortsætter:

– Så kunne vi lede brinten gennem røret til Tyskland, og når forbruget af grøn brint blev større end det, vi kan producere, for der er en begrænset mængde strøm her i Fredericia Nord, så ville raffineriet kunne bruge brugerrøret. Den valgte man ikke at lytte til og sagde, at det kun var en eksportcase at lave et brintrør. Det kan man sige, men det vi kan her, er, at der er et formål, der har to funktioner, et dual purpose.

Denne beslutning om at forbigå Fredericia, som er et knudepunkt for både brintproduktion og raffinaderivirksomhed, har rystet både lokale aktører og politiske beslutningstagere i regionen. Jacob Krogsgaard understreger, at mens Everfuel og Crossbridge Energy fortsætter arbejdet med at udvikle den grønne brintinfrastruktur, kræver det politisk vilje at sikre, at der er tilstrækkelig efterspørgsel og incitament for at gøre brinten økonomisk attraktiv.

– Vi gør alt for at få brinten i gang, men for at det skal være økonomisk bæredygtigt, kræver det, at der er politisk opbakning til at gøre grøn brint attraktivt. Vi skal have en struktur på plads, som skaber incitamenter til at bruge brinten i stedet for den traditionelle, for at vi virkelig kan skubbe den grønne omstilling frem, siger Jacob Krogsgaard.

Fjordfonden uddeler millioner til naturgenopretning i danske fjorde

0

Fem danske fjorde får nu støtte til naturgenopretning, efter at Fjordfonden har uddelt de første 10 millioner kroner til projekter, der skal forbedre vandmiljøet. Fonden blev etableret i 2024 med en donation på 50 millioner kroner fra den fynske virksomhed United Shipping & Trading Company (USTC) og har til formål at støtte initiativer, der kan bringe de danske fjorde tilbage i god økologisk balance.

Fjordene skal forbedres inden tre år

Siden stiftelsen har 20 danske fjorde haft mulighed for at ansøge om midler fra Fjordfonden. Fjordene er udpeget af Miljøministeriet som områder, hvor vandmiljøet skal forbedres markant inden tre år. Bestyrelsesformand for Fjordfonden, Mads Leth, fremhæver, at behovet for en indsats aldrig har været større.

– Fjordfonden er et helt nyt initiativ, men formålet og midlerne har aldrig været mere relevante. Vi oplever, at de danske fjorde og havmiljøet generelt er utroligt udfordret af iltsvind og mindsket biodiversitet. Selv de bedste intentioner kommer til kort, hvis der ikke er midler til at underbygge dem – de midler har vi fået her, og vi ser frem til at få mange flere projekter op at stå i de kommende år, siger han.

Første projekter får støtte

De første seks projekter, der nu modtager midler, dækker Haderslev Fjord, Horsens Fjord, Odense Fjord, Skælskør Fjord og Nibe Bredning ved Limfjorden. Projekterne har forskellige tilgange til at forbedre vandmiljøet, men fælles for dem er, at de arbejder med konkrete indsatser, der kan dokumenteres.

I Haderslev Fjord støttes etableringen af en analyse, der skal danne grundlag for omlægning af landbrugsjord i oplandet til fjorden. I Horsens Fjord fokuseres der på at forbedre forholdene for vandrende fisk samt reducere udledningen af næringsstoffer. Odense Fjord modtager støtte til to projekter – et stenrevsprojekt og en undersøgelse af industriel hamp som barrierebeplantning til at optage kvælstof og fosfor fra landbruget. Skælskør Fjord får midler til et genopretningsprojekt med ålegræs, blåmuslinger og stenrev, mens Nibe Bredning får midler til et “køreklart” stenrevsprojekt, som kan igangsættes med det samme.

Konkret effekt er afgørende

Ifølge Fjordfonden er det afgørende, at de projekter, der modtager midler, kan dokumentere en reel forskel for fjordmiljøet. Projekterne skal have en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførelsen, så resultaterne hurtigt kan ses i fjordene.

– De projekter, vi har valgt at støtte i år, har det til fælles, at der ligger en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførslen, sådan at vi kan se resultater i fjordene hurtigst muligt. Det drejer sig i langt de fleste projekter om udlægning af sten til at øge biodiversiteten eller udplantning af flora, som kan optage det kvælstof, der kvæler vandlivet, men også vandkvalitetsanalyse og vidensdeling er en del af fondsmålet, forklarer Mads Leth.

Han opfordrer samtidig flere til at søge støtte i næste uddelingsrunde.

– Vi har fået rigtig mange gode ansøgninger, og vi vil fra bestyrelsen også meget gerne opfordre endnu flere projekter, som bakker op om dette vigtige formål, til at søge igen næste år, siger han.

Flere projekter i vente

Fjordfonden består af en bestyrelse med medlemmer fra Dansk Industri, Gorissen Federspiel og Vandcenter Syd, som sikrer en faglig og transparent uddeling af midlerne. Bestyrelsen vil fortsat arbejde for at styrke indsatsen for fjordmiljøet, og der kan allerede nu ansøges om støtte til næste års uddeling via Fjordfondens hjemmeside.

Dyreværnet overtager hunde- og kattepension i Kolding – nyt internat åbner i april

0

Dyreværnet har opkøbt Søndergaard Hunde- og Kattepension i Kolding og omdanner stedet til et internat for hunde, katte og smådyr. Internatet bliver organisationens første faste base uden for Sjælland og skal både huse herreløse dyr og fungere som pension for hunde.

Udvidelse til Jylland skal hjælpe flere dyr

Overtagelsen af Søndergaard Hunde- og Kattepension betyder, at Dyreværnet nu får mulighed for at hjælpe dyr i Jylland uden at skulle transportere dem til internatet i Rødovre.

– Vi har gennem flere år haft et godt samarbejde med Søndergaard Hunde- og Kattepension i Kolding, og vi glæder os over, at vi nu kan udvide med eget internat i Jylland. Vi kører både dyreværnssager og med vores mobile dyrlægeklinik i Jylland, så for fremtiden undgår vi den lange køretur til Sjælland med de dyr, vi overtager, udtaler administrerende direktør Henrik Knaack.

Han fremhæver, at internatet på Gabølvej har masser af plads og grønne områder, hvilket skaber optimale forhold for dyrene.

Tryghed for faste kunder

For den nu tidligere ejer, Gitte Visbech, har det været afgørende, at Dyreværnet overtager pensionen og viderefører dens grundidé.

– Efter at have drevet hunde- og kattepension i mere end 21 år gør det mig meget glad, at Dyreværnet som ny ejer går lige så meget op i dyrenes velbefindende og tryghed. Det giver mig en stor ro omkring min beslutning om et salg, og specielt nyheden om muligheden for, at mine faste kunders dyr stadig kan se frem til et trygt feriehjem i Dyreværnets regi, siger hun.

Stigende behov for internatkapacitet

Dyreværnet oplever en markant stigning i antallet af dyr, der indleveres af ejere, som ikke længere kan tage sig af dem. Det øgede behov for internatpladser er en af hovedårsagerne til ekspansionen.

– Det er vores fornemmeste opgave at finde nye, kærlige hjem til vores dyr, og mens de venter, skal de have det godt. Det får vi de bedste betingelser for på Søndergaard, og vi glæder os til at slå dørene op fra april måned og byde såvel to- som firbenede gæster velkommen, siger internatschef Maria Rønde Jakobsen.

Forberedelserne er i gang

Internatet åbner officielt den 1. april 2025, men forud venter en periode med renovering for at skabe de bedst mulige rammer for dyrene. Der skal blandt andet indrettes modtagelse, kontor og opholdsrum.

Den daglige drift vil blive ledet af Bonnie Brill, der i mange år har arbejdet for Dyreværnet. Hun flytter ind på internatet med sin familie, og stedet vil desuden få tilknyttet flere medarbejdere med ekspertise i hundeadfærd.

Gjensidige Drømmelegat og Madsby Pige Cup når nye højder sammen

0

For tredje år i træk er Gjensidige guldsponsor – og igen i år kan pigerne få opfyldt deres fodbolddrømme på scenen

Når Danmarks største pigefodboldevent, Madsby Pige Cup, afholdes fra den 6. til 8. juni, bliver det med et rekordstort antal deltagere. Med over 300 tilmeldte hold har stævnet aldrig været større, og det langvarige samarbejde med Gjensidige Drømmelegat er en vigtig del af succesen.

For tredje år i træk er Gjensidige Drømmelegat guldsponsor for Madsby Pige Cup. Det betyder ikke kun, at stævnet bliver en festlig fodboldoplevelse for de mange piger, men også at deltagerne får en enestående mulighed for at få opfyldt deres fodbolddrømme.

Pigerne i centrum – på banen og på scenen

En af de traditioner, som samarbejdet med Gjensidige har været med til at etablere, er Madsby Pige Cup-ed’en. Her forpligter stævnet sig til at være på pigernes præmisser – ikke trænernes eller forældrenes. Den ånd går igen i hele eventet, hvor fællesskab og glæden ved fodbold er i højsædet.

Lørdag bliver Gjensidige Drømmelegat igen et af højdepunkterne, når fodboldpigerne kan stille sig på scenen og præsentere deres fodbolddrømme for en jury i bedste Løvens Hule-stil. De mest inspirerende idéer bliver tildelt et drømmelegat, der kan hjælpe pigerne med at tage deres fodboldrejse til næste niveau.

– Vi ser frem til endnu engang at opfylde pigernes fodbolddrømme til Madsby Pige Cup. Vi har oplevet, hvor meget det betyder for de deltagende hold at få denne mulighed, og det er fantastisk at være en del af et event, hvor pigefodbolden virkelig er i fokus, siger Susan Blindbæk Vestergård, Sponsorship Manager hos Gjensidige.

En vigtig samarbejdspartner for Madsby Pige Cup

Stævnekoordinator Anders Stoffer glæder sig over, at Gjensidige Drømmelegat fortsætter som guldsponsor:

– Gjensidige Drømmelegat har været med til at løfte Madsby Pige Cup til nye højder. Vi har set en eksplosiv vækst i deltagerantal de seneste år, og uden Gjensidiges engagement havde vi ikke haft de samme muligheder for at udvikle stævnet og skabe endnu bedre oplevelser for pigerne.

Med over 300 hold, masser af fodboldkampe og et stærkt fokus på fællesskab og drømme, er der lagt op til en uforglemmelig weekend i Fredericia.

Tyveri af ladekabler i Middelfart

0

En hændelse er blevet meldt til Fyns Politi, hvor fem ladekabler er blevet stjålet fra ladestandere på Kløvervej i Middelfart Kommune.

Episoden er blevet anmeldt den 28. februar 2025 og anmelderen oplyste, at kablerne var blevet klippet over tæt på ladestanderboksen. Tyveriet fandt sted mellem den 24. februar klokken 08:25 og frem til den 28. februar 2025.

Det er uklart, om der er yderligere spor i sagen, men politiet er opmærksom på hændelsen og har startet efterforskningen.

Museumsdirektør har fundet nyt job

0

Direktør og historiker, Karsten Merrald Sørensen, har fået nyt job som Museumschef for Museum Horsens pr. 1. april 2025.

Karsten Merrald Sørensen elsker Fredericia og har igennem 13 år indtaget en meget væsentlig rolle i formidlingen af byens historie. Bestyrelsen for Museum Fredericia ønsker derfor at takke Karsten Merrald Sørensen, som med sit behagelige og vidende væsen har stillet sig til rådighed for museet og byen og derigennem opnået gode resultater.

Bestyrelsen fortæller samtidig, at man nu ser frem til at gå i gang med at finde den rette afløser til posten. Bestyrelsen leder efter en person, som kan varetage både den daglige drift samt ønsker muligheden for at bidrage væsentligt til et af Danmarks største og mest interessante museumsprojekter.

– Jeg stopper som museumsdirektør ved Museum Fredericia den 31. marts 2025. Den 1. april 2025 starter jeg som Museumschef for Museum Horsens. Det er en sammenslutning af Fængselsmuseet, Horsens Kunstmuseum, Horsens Museum, Horsens Byarkiv og Arkæologien i Horsens. Med andre ord en mulighed jeg havde svært ved at takke nej til, selvom beslutningen ikke var nem. Jeg har været ansat på museet i Fredericia i knap 13 år, og elsket hvert sekund af min tid. Fredericia har en unik historie, som fortjener at blive fortalt til alle. Museum Fredericia har rykket sig meget i de seneste år, og er klar til de næste skridt. Nu er tiden kommet, hvor jeg skal rykke et nyt sted hen, men jeg vil med stor glæde både følge- og gerne hjælpe Museum Fredericia videre på rejsen mod byggeriet af et nyt museum, der skal formidle Fæstningsbyen Fredericias historie, siger Karsten Merrald Sørensen.

Bestyrelsesformand Anders Østergaard skal nu på jagt efter en ny direktør sammen med sin bestyrelse. Han takker for samarbejdet med Karsten Merrald Sørensen.

– Vi ønsker Karsten stort tillykke med de nye muligheder i Horsens. Der skal ikke herske tvivl om, at vi er rigtig glade for Karsten, og at han har gjort en væsentlig forskel for Museum Fredericia gennem alle sine år her i byen. Derfor er både bestyrelsen og kollegaer naturligvis også kede af at måtte undvære ham – både i det daglige og i det igangværende arbejde med udviklingen af fremtidens Museum Fredericia, hvor vi allerede har lagt godt fra land. Vi er alle meget engagerede i det nye projekt, fordi Fredericia har en fantastisk og ufortalt historie, som vi skylder både fortiden, byen og omverdenen at få formidlet. Stillingen som museumsdirektør rummer derfor store muligheder for at sætte sit aftryk på det samlede projekt og vi ser meget frem til at påbegynde rejsen sammen med vores kommende museumsdirektør, siger Formand for Museum Fredericia, Anders Østergaard

Museum Fredericia blev sidste år en selvejende institution med selvstændig bestyrelse sammensat af erhvervsfolk og politikere. Næste fase for projektet på Voss-grunden bliver at konkretisere planerne og gennem fonde sikre den nødvendige kapital til realiseringen.

Inviterer til afskedsreception

Som tak for den store indsats for byens historie, og for at sende Karsten Merrald Sørensen bedst muligt af sted mod Horsens, ønsker bestyrelsen at invitere alle interesserede fredericianere, medarbejdere og samarbejdspartnere til en afskedsreception på Kulturkasernen, fredag den 28. marts kl. 14:00.

Regeringens uddannelsesreform er en katastrofe for de unge – 10. klasse bør bevares

0

Regeringen, SF og DF har med deres uddannelsesreform udført et frontalangreb på de unges muligheder, og særligt nedlæggelsen af vores 10. klasse et alvorligt tilbageslag.

I Fredericia har vi et velfungerende 10. klasse-center, hvor hele 70% af eleverne efterfølgende starter på en gymnasial uddannelse. 10. klassecenteret har i årtier hjulpet unge videre i livet. Faktisk kunne centeret fejre sit 25-års jubilæum i sidste uge – en markant milepæl, der vidner om dets værdi og betydning. At nedlægge denne institution netop nu sender et forkert signal om vores prioriteringer i forhold til unges trivsel og fremtid.

De fem partiers beslutning om at afskaffe denne mulighed er et ideologisk projekt, der ser bort fra de unges behov og de lokale erfaringer med, hvad der faktisk virker. At fratage dem 10. klasse som springbræt til videre uddannelse, vil kun skabe flere nederlag og øge frafaldet i ungdomsuddannelserne.

10.klasse er ikke en pause – det er et nødvendigt trin for mange unge, der har brug for et ekstra år til at modnes, styrke deres faglige niveau og finde den rette vej videre. Vi ser i Fredericia, at mange unge, der måske ikke var parate til gymnasiet efter 9. klasse, faktisk klarer sig godt efter et år i 10. klasse. Ved at fjerne denne mulighed risikerer vi at skubbe flere unge ud af uddannelsessystemet i stedet for at støtte dem i deres udvikling.

Reformen påstår at handle om de unges fremtid. Havde den gjort det, kunne man lave den nye EPX-uddannelse, uden samtidig at nedlægge 10. klasse, HF og alle de andre veje, som ofte betrædes af unge som udgangspunkt ikke passer ind i den ”lige” vej, som de fem partier nu har skabt. I Fredericia har vi eksempelvis rigtig god erfaring med en 3-årig HF, som sikrer mange unge en adgang til de videregående uddannelser. Unge som af forskellige årsager kan have brugt for ekstra tid eller støtte omkring deres uddanneles.

Fredericia har tilbud, der fungerer – og vi kan se, at det gør en forskel. Dem tvinges vi nu til at lukke.

Som om det ikke var nok: Oven i at muligheden for at tage en eksamen i 10. klasse – både i folkeskolen, på privatskoler og på efterskoler – fjernes, hæves karakterkravene til de gymnasiale ungdomsuddannelser. Dette gør det endnu sværere for de unge, der har brug for et ekstra år til at styrke deres faglige niveau. Resultatet vil være, at flere får lukket stort set alle døre til videre uddannelse, før de overhovedet har fået en reel chance. Og karaktererne i 9. klasse vil blive endnu vigtigere for resten af de unges uddannelsesliv. Det vil øge karakter-presset og stressen endnu mere.

Det er den helt gale vej.

Derfor kæmper vi i Enhedslisten for de unge. Det handler om deres fremtid. Regeringen, SF og DF bør lytte til de unges behov i stedet for at presse dem ind i en forudbestemt skabelon og skabe blindgyder og svære omveje.

Tillykke til 10. klasse-centeret, der har vist sin værdi i 25 år – og som stadig er lige så vigtigt i dag. Mon repræsentanter fra de fem partier havde en undskyldning med til jeres jubilæumsreception i sidste uge?

 Bilist sov bag rattet – en anden kørte uden kørekort

0

Sydøstjyllands Politi har i løbet af søndagen og natten til mandag foretaget flere kontroller, der har ført til sigtelser for narkopåvirket kørsel og kørsel uden kørekort.

Bil standset midt på vejen – fører var påvirket

Søndag morgen klokken 07.03 blev en bil fundet holdende midt på vejen på en spærreflade ved krydset mellem Skærbækvej og Birkelygårdsvej. Da patruljen kom frem, sad føreren bag rattet og sov med sikkerhedsselen på, mens bilen stadig var tændt.

– Det ligner næsten, at han bare er kommet kørende og så ikke har haft lyst til at køre længere, fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Politiet vækkede føreren og kontrollerede ham for påvirkning. Det viste sig, at den 21-årige mand fra Sønderborg var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev sigtet, og en blodprøve blev udtaget for at fastslå den præcise påvirkning.

Bilist uden kørekort stoppet på Strandvejen

Senere, natten til mandag klokken 00.33, standsede en patrulje en personbil på Strandvejen i Fredericia. Ved kontrollen viste det sig, at føreren ikke havde et gyldigt kørekort.

– Vi kontrollerer føreren og konstaterer, at han ikke har kørekort. Det bliver han sigtet for, siger vicepolitikommissæren.

Den 20-årige mand fra Fredericia blev sigtet for at køre uden førerret, og sagen vil nu blive behandlet af politiet.

Ukendt gerningsmand spyttede DSB-kontrollører i ansigtet

0

Sydøstjyllands Politi efterforsker en sag om vold mod personer i offentlig tjeneste, efter en ukendt mand spyttede to DSB-kontrollører i ansigtet søndag morgen på Fredericia Banegård i Jernbanegade. Gerningsmanden forsøgte at undgå en bøde og stak efterfølgende af fra stedet.

Forsøgte at slippe fra bøde – spyttede på to ansatte

Hændelsen fandt sted omkring klokken 07.23, da en DSB-kontrollør ville udskrive en bøde til en mand, der ikke ønskede at samarbejde.

– Personen forsøgte at forlade stedet, men kontrolløren stillede sig ind foran ham for at markere, at han skulle blive stående. Det førte til en konfrontation, hvor gerningsmanden spyttede kontrolløren i ansigtet, oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Kort efter kom en anden DSB-ansat til for at hjælpe sin kollega, men også han blev spyttet i ansigtet.

Politiet forsøger at identificere gerningsmanden

Efter episoden forlod gerningsmanden stedet til fods. Politiet rykkede hurtigt ud, men han var forsvundet, da patruljen ankom.

– Vi har ikke en identitet på gerningsmanden endnu, men vi har fået adgang til videoovervågning fra DSB, som vi gennemgår for at forsøge at genkende ham, siger vicepolitikommissæren.

Signalementet er sparsomt, men den mistænkte beskrives som en mand iført en sort jakke med pelskrave. De to forurettede DSB-ansatte er en 59-årig mand fra Malling og en 68-årig mand fra Fredericia.

Sydøstjyllands Politi opfordrer vidner, der har oplysninger om hændelsen eller gerningsmandens identitet, til at henvende sig.

49-årig mand sigtet for trusler i tog – politiet med ny opdatering

0

Sydøstjyllands Politi har nu givet en opdatering om søndagens hændelse på Fredericia Banegård, hvor en 49-årig mand blev anholdt efter at have optrådt voldeligt i et tog.

Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd har politiets efterforskning ført til yderligere oplysninger om hændelsen, og manden er nu også sigtet for trusler om vold mod en offentlig ansat samt overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Trusler mod DSB-ansat førte til sigtelse

Hændelsen fandt sted søndag klokken 16.15 i et tog ved spor 10 på Fredericia Banegård. Den 49-årige mand, der var stærkt beruset, skabte uro blandt de øvrige passagerer og rettede truende bemærkninger mod en DSB-ansat.

– Han sagde blandt andet “jeg knækker dig” og “jeg tæver dig”, og fremsatte lignende udtalelser i forbindelse med, at den forurettede passede sit arbejde i toget, oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen.

Ud over truslerne optrådte manden ifølge politiet aggressivt, forklarede vagtchef Halfdan Kramer under søndagens sene pressebriefing.

– Han reagerede voldeligt over for andre passagerer i toget, sagde vagtchefen på det tidspunkt.

Tidligere anholdt – sigtelsen udvidet

Den 49-årige mand blev anholdt og bragt til detentionen søndag, hvor han i første omgang blev sigtet for vold. Med de nye oplysninger er sigtelsen nu udvidet til også at omfatte trusler om vold mod en offentlig ansat samt overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.