I et forsøg på at optimere afviklingen af valghandlingen i Fredericia Kommune, har Økonomi- og Erhvervsudvalget godkendt en række tiltag, der skal sikre en smidigere proces, især på det største valgsted, Fredericia Gymnasium.
Blandt de godkendte forslag er opdelingen af valgstedet på Fredericia Gymnasium i to selvstændige valgsteder samt en ændring af honoreringen af valgstyrere, som skal være til stede hele valgdagen.
Et af de centrale tiltag er opdelingen af Fredericia Gymnasium, som i øjeblikket er det største valgsted med over 10.000 vælgere. Erfaringen viser, at størrelsen på valgstedet gør optællingsarbejdet efter valget mere udfordrende, og at der kan opstå forsinkelser, hvis der er fejl, som skal rettes.
– Valgstederne vil stadig være i idrætssalen på gymnasiet, men opdelingen gør optællingsarbejdet efterfølgende nemmere. Hvis der er fejl, skal det ikke være hele det store valgsted, der skal gennemgås, hvilket gør processen mere overskuelig, siger borgmester Christian Bro (A).
Opdelingen skal sikre, at vælgerne deles op på to valgsteder, hvilket forventes at lette både afviklingen af valget på spidsbelastningstidspunkterne og optællingen af stemmerne bagefter. For at gennemføre opdelingen skal der udpeges en valgstyreformand og en suppleant for det nye valgsted.
Der er også blevet besluttet ændringer i honoreringen af valgstyrerne. For at sikre, at valgstyrerne er til stede hele dagen og dermed kan afhjælpe problemer med sene afbud, vil deres honorar ændres. De vil nu blive betalt dobbelt for en hel dags arbejde sammenlignet med tidligere, hvor de deltog i afstemningsholdene i et kortere tidsrum.
– Vi har valgt at ændre honoreringen, så valgstyrerne får et højere honorar, når de er til stede hele dagen. Det giver mulighed for at lave pauser løbende og sikre, at der altid er mindst to valgstyrere til stede ved hvert valgsted, forklarer Christian Bro.
Udfordringer med at finde tilforordnede
I forlængelse af ændringerne i valgstyrernes deltagelse, er der også foreslået en ændring i udpegningen af tilforordnede. Tidligere blev opgaverne som tilforordnede delvist uddelegeret til partierne, men forvaltningen har erfaret, at det er blevet stadigt sværere at finde de nødvendige personer. Derfor skal alle pladser som tilforordnede nu udbydes til vælgerne, når et valg udskrives. Partierne vil kun skulle finde de nødvendige valgstyrere.
– Dette skal lette presset på partierne og sikre, at vi kan få de nødvendige tilforordnede på plads i god tid. Hvis vi fortsat oplever problemer, kan vi justere ordningen yderligere, siger Bro.
Med de foreslåede ændringer vil der opstå en merudgift på ca. 54.000 kr. per valg, som forventes at blive afholdt af valgkontoen. Dertil kommer engangsudgifter på ca. 55.000 kr. til ekstra inventar som følge af opdelingen af Fredericia Gymnasium.
Borgmester Christian Bro understreger, at selvom ændringerne vil medføre øgede udgifter, vil de på sigt føre til en mere effektiv og korrekt afvikling af valghandlingen.
– Selvom der er nogle ekstra omkostninger, tror jeg, at det er en investering i en mere smidig valghandling, og at optællingen vil blive hurtigere og mere præcis, siger han.
Det forventes, at det nye tiltag allerede vil være implementeret til Kommunal- og Regionsrådsvalget, når det afholdes senere på året den 18. november.
Den fredericianske IT-virksomhed Danline står på tærsklen til et generationsskifte. Trine Balling Lund overtager den daglige ledelse fra sin far, Mads Lund, og står nu klar til at føre virksomheden videre ind i en ny fase. I et interview fortæller Trine om sin rejse til lederpositionen, den glidende overgang fra far til datter og de udfordringer og muligheder, hun ser i fremtiden for Danline.
Trine Balling Lund har ikke altid set sig selv som den, der skulle overtage Danline. Som ung havde hun en helt anden plan for sin karriere og ville ikke følge i sin fars spor. Trine drømte om at blive arkitekt eller psykolog, og hun kæmpede imod tanken om at blive selvstændig og arbejde i det samme firma, hvor hendes far havde gjort sin karriere.
– Jeg har altid sagt, at jeg ikke ville være selvstændig. Jeg kæmpede imod det i mange år, og jeg ville være alt muligt andet. Arkitekt, psykolog, hvad som helst – bare ikke selvstændig, siger Trine og griner.
Trine Balling Lund har altid sagt, at hun ikke skulle være en del af sin fars forretning, men med tiden blev hun inspireret, og nu er hun meget glad for at være en del Danlines rejse.
Men livet havde andre planer. Efter en uddannelse i HA og strategisk ledelse endte Trine med at finde sin vej til IT-verdenen og arbejdede i flere år med HR og senere med GDPR og projekter i en større virksomhed. Men hendes far, Mads Lund, havde altid drømt om, at Trine skulle overtage Danline.
– Jeg endte med at finde mig selv i en situation, hvor jeg kunne se, at Danline faktisk passede rigtig godt til mine kompetencer. Jeg har aldrig været den tekniske type, men jeg kunne se, hvordan jeg kunne være med til at drive virksomheden fremad, forklarer Trine.
En glidende overgang
Trine beskriver sin vej til lederrollen som en glidende overgang. Hun var først med til at tage ansvar i Danline, og efterhånden som hendes far trak sig tilbage, begyndte hun at tage mere og mere ansvar for virksomheden.
– Det har været en langsom proces, hvor jeg gradvist er blevet mere og mere involveret. I starten var det meget, at jeg lærte tingene at kende og arbejdede tæt sammen med min far. Nu er jeg mere og mere involveret i ledelsen, og jeg er den, der træffer beslutningerne. Min far er stadig meget teknisk orienteret og sidder med programmeringen, men ledelsen og den overordnede strategi er nu mit ansvar, siger Trine.
Denne glidende overgang har gjort, at Trine føler sig godt forberedt på at tage over, selvom hun påstår, at det ikke var noget, hun havde planlagt. Og hendes far har forstået at trække sig tilbage på en måde, der har gjort det muligt for Trine at finde sin egen ledelsesstil.
– Vi har aldrig været meget uenige, men i starten blandede han sig mere. Det var nødvendigt for mig at få lov til at bevise, at jeg kunne overtage. Nu har vi fundet en balance, hvor han har sit fokus, og jeg har mit, siger Trine og fortsætter:
– Han har altid haft sin passion for programmering, og det har været en stor fordel for mig. Jeg har haft muligheden for at tage ledelsen, samtidig med at han kan gøre det, han elsker.
Fokus på kunderne og relationer
En af de centrale værdier i Danline er relationen til kunderne, og det er noget, Trine lægger stor vægt på at bevare i fremtiden. I dag er Danline en virksomhed, der arbejder tæt sammen med sine kunder, og Trine ser det som en nøglefaktor i virksomhedens succes.
– Vi er ikke bare en leverandør af systemer. Vi er en partner for vores kunder, og vi arbejder tæt sammen med dem for at sikre, at de får de løsninger, der passer bedst til deres behov. Vores kunder skal vide, at vi er der for dem, når de har brug for os. Det handler om at gøre deres hverdag lettere, siger Trine og understreger vigtigheden af at være tilgængelig og hjælpe, når det er nødvendigt.
En af de måder, Danline adskiller sig fra sine konkurrenter på, er deres kundeservice. Trine fortæller, at der er et stort fokus på at tilbyde support, som går langt ud over det, mange kunder forventer.
– Vi tager telefonen, når den ringer – også søndag aften kl. 22, hvis det er nødvendigt. Vi har en seniorprogrammerer klar til at løse problemer med det samme, hvis det er noget, der haster. Den relation til vores kunder er utrolig vigtig, og den er noget, vi aldrig vil gå på kompromis med, siger Trine med overbevisning.
Fremtiden for Danline
Trine ser frem til at fortsætte den positive udvikling af Danline, men hun understreger, at vækst ikke nødvendigvis betyder at vækste hurtigt. I stedet handler det om at sikre en langsigtet, bæredygtig vækst.
– Vi har to store platforme, og vi fokuserer på at udvikle dem, så vi kan tilbyde de bedste løsninger til vores kunder. Vi vækster på en kontrolleret måde, fordi vi tror på, at det er den eneste måde at sikre, at vi fortsat leverer høj kvalitet, siger Trine.
Hun ser dog stadig store muligheder for at udvikle virksomheden, især når det gælder innovation og tilpasning til kundernes behov. Danline har allerede skabt sig et stærkt ry for at levere løsninger, der gør en konkret forskel for deres kunder, og Trine er klar til at fortsætte arbejdet med at bygge videre på dette fundament.
Trine ser ikke kun på arbejdet som et middel til vækst, men også som en mulighed for at skabe en god arbejdsplads for sine medarbejdere. Hun understreger vigtigheden af at skabe et arbejdsmiljø, hvor folk glæder sig til at komme på arbejde.
– Jeg vil gerne, at mine medarbejdere har det sjovt på arbejde. Det er vigtigt for mig, at de ikke føler, at de bare er en del af systemet. Jeg tror på, at hvis man har det godt på arbejdet, så kan man også skabe de bedste resultater, siger Trine.
Trine Balling Lund fortæller også i interviewet, at hun arbejder på at flytte til Fredericia og komme tættere på hendes barndomsby igen.
Erhvervsmæssigt vil hun også tættere på byen. Derfor er virksomheden også blevet meldt ind i Business Fredericia. Hun forklarer, at selvom hendes virksomhed har haft succes med at udvide og udvikle nye platforme, så er det netværk og støtte fra lokale erhvervsorganisationer som Business Fredericia blevet endnu vigtigere.
– Business Fredericia er virkelig et stærkt netværk, der hjælper virksomheder som vores med at navigere i både lokale og nationale udfordringer. Det er ikke kun et forum for at få indblik i udviklingstendenser, men også en støtte, når man står overfor vanskeligheder. De har været en god sparringspartner i flere af de udfordringer, vi har stået overfor, siger Trine Lund Balling.
Hun har også et stærkt fokus på at balancere sit arbejdsliv med privatlivet, og det er noget, hun er opmærksom på som leder. Som mor til en lille datter og med et stort ansvar i virksomheden, forsøger Trine at finde en balance, der fungerer for hende.
– Jeg har en 4-årig datter, og det betyder, at jeg skal være god til at strukturere min tid. Jeg arbejder hårdt, men jeg sørger også for at have tid til min familie. Jeg tror på, at man kan finde en god balance, hvis man organiserer sig ordentligt, afslutter Trine, der glæder sig til at se, hvad Danline kan udvikle sig til.
Energikoncernen Ewii og FredericiaLive, foreningen bag Tøjhuset og Eksercerhuset i Fredericia, har indgået et nyt partnerskab, der skal støtte FredagsJAM. Partnerskabet har til formål at fremhæve FredagsJAM som en vigtig platform for unge musikere, hvor de kan udvikle sig og få erfaring med at stå på en scene i et trygt miljø.
FredagsJAM er en ugentlig begivenhed, der finder sted på Tøjhusets afslappede caféscene. Her kan musikere i alle aldre frit deltage i jamsessions, der starter med en åbningskoncert af et nyt band. Bandene kommer fra både nær og fjern og bringer forskellige musikalske bud på, hvordan musik kan lyde.
Vært og kunstnerisk leder Nana Pi Aabo-Kim har stået i spidsen for FredagsJAM siden juni 2017. Med et åbent sind og et ønske om at skabe plads til alle musikgenrer har hun skabt en platform, hvor musikere kan bryde genrer ned og danne fællesskab gennem musikken – uanset alder, erfaring eller genre.
Vigtig støtte til de unge musikere
Nana Pi Aabo-Kim, der også er saxofonist og underviser på Den Kreative Skole i Fredericia, har været en nøgleperson i arbejdet med at motivere unge musikere til at deltage i FredagsJAM. Det er netop denne indsats, der nu får støtte gennem partnerskabet mellem Ewii og FredericiaLive.
– Hos Ewii tror vi på, at stærke fællesskaber skaber stærke lokalsamfund. FredagsJAM er et fantastisk eksempel på, hvordan musik kan samle mennesker på tværs af generationer og give unge musikere en scene at udvikle sig på. Vi er stolte af at bakke op om et initiativ, der giver lokal kultur og talent nye muligheder for at blomstre, siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør, Ewii.
Frivillighed og adgang for alle
FredericiaLive, som driver Fredericias spillesteder Tøjhuset og Eksercerhuset, har mere end 100 frivillige, der er med til at gøre FredagsJAM til et af Trekantområdets vigtigste mødested for musiklivet.
Martin Andersen, formand for FredericiaLive, udtaler:
– FredagsJAM er vigtig for Fredericia og Trekantområdets musik- og kulturliv. Arrangementet er et værdifuldt mødested for musikere og giver unge musikere mulighed for at spille med mere erfarne musikere. Det er gratis at deltage, og det giver både musikere og publikum en chance for at være med. Derfor er vi rigtig glade for, at Ewii har valgt at støtte videreudviklingen af FredagsJAM.”
Fakta om FredagsJAM
FredagsJAM finder sted i Tøjhusets Caféscene hver fredag, undtagen den sidste fredag i måneden, hvor bluesforeningen Double Trouble holder Blues Corner.
FredagsJAM holder sommerferie i juli måned.
FredagsJAM starter med en åbningskoncert fra 15.00-15.45. Herefter starter jam-sessions kl. 16.00, hvor alle tilstedeværende musikere kan deltage.
FredagsJAM er gratis for alle at deltage i.
Sponsorer for FredagsJAM
FredagsJAM støttes af Middelfart Sparekasse, Musikaftenskolen Lillebælt, Ewii og FredericiaLive.
Fredericia Håndboldklub stiller i aften uden flere profiler, når de kl. 20:45 dansk tid møder Sporting i Champions League. Klubben har allerede udspillet sin rolle i gruppespillet, og derfor har man valgt at spare flere spillere til opgøret i den portugisiske hovedstad.
Lasse Balstad, der døjer med skavanker, er blevet hjemme i Danmark for at restituere, og det samme gælder målmand Sebastian Frandsen, som er småskadet. Fraværet af de to betyder, at FHK i stedet har valgt at tage højrefløjen Anton Flitenborg med til Portugal, sammen med den unge målmand Rasmus Storm.
Selvom FHK ikke længere har mulighed for at avancere i Champions League, er der stadig stor fokus på at afslutte gruppespillet på en positiv note. Klubben vil gøre alt for at få en god figur, især efter det store nederlag til Sporting i den første kamp, hvor FHK blev besejret med hele 19-37 i Jyske Bank Arena i Odense.
I fraværet af Balstad og Frandsen bliver det især op til den islandske forsvarsspecialist Einar Olafsson og målmand Thorsten Fries at løfte opgaven og forsøge at få FHK til at levere en stærk præstation mod det portugisiske storhold.
Kampen mellem Sporting og FHK spilles i Pavilhão João Rocha i Lissabon, og der er kampstart kl. 20:45 dansk tid.
Fredericia Maskinmesterskoles årlige praktiktræf er blevet afholdt i Elbohallen, og i år var det større end nogensinde før.
Med over 30 virksomheder til stede blev det en uundværlig mulighed for de studerende at finde potentielle praktikpladser og fremtidige arbejdspladser. Ifølge eventkoordinatorelev Hakan Savas gik arrangementet over al forventning.
– Det gik rigtig godt. Vi havde over 30 virksomheder, og det var en rigtig god dag for både de studerende og virksomhederne. Det var et perfekt match mellem dem, hvor de kunne finde ud af, om de passede sammen rent praktisk, fortæller Hakan Savas.
For mange af de studerende var praktiktræffet en mulighed for at møde store og anerkendte virksomheder. Fra DIS A/S til Ørsted og Siemens – de deltagende virksomheder har været tydelige i deres interesse for maskinmestre, og flere har tilkendegivet, at der er “jobgaranti” efter praktikken, som Fredericia Maskinmesterskoles rektor Jens Færgemand fortalte tidligere.
– Mange af de store virksomheder tilmelder sig, fordi der er stor efterspørgsel på maskinmestre. Og det betyder, at vi har flere praktikpladser end studerende, hvilket er et luksusproblem, vi er glade for, siger Hakan Savas.
Praktiktræffet har også givet de studerende mulighed for at opdage nye interesser og muligheder, som de måske ikke havde overvejet før. Flere studerende blev for eksempel inspireret til at arbejde med spildevand, efter at have talt med virksomheder, der arbejder indenfor det område.
– Mange studerende kommer for at arbejde med energi, men efter at have talt med andre virksomheder, opdager de, at det også er spændende at arbejde med spildevand, eller andre områder, som de ikke havde overvejet før. Det er en vigtig del af arrangementet, at vi sætter perspektiv på, hvad maskinmestre kan arbejde med i en grøn omstilling, forklarer Hakan Savas.
Arrangementet har været et vigtigt skridt i at forbinde virksomheder og studerende og dermed bidrage til den fortsatte udvikling af maskinmesteruddannelsen. Det er et resultat af et stærkt samarbejde mellem Fredericia Maskinmesterskole og erhvervslivet, som har åbnet dørene for unge talenter.
I år var arrangementet udvidet til at inkludere alle studerende på skolen, uanset hvilket semester de var på. Dette har givet de yngre studerende mulighed for at få en tidlig forståelse af, hvad virksomhederne leder efter og give dem en bedre idé om deres egne muligheder som maskinmestre.
– Det er virkelig givende at se, hvordan de studerende møder virksomhederne og lærer hinanden at kende på et personligt niveau. Det gør det lettere for både studerende og virksomheder at finde ud af, om de passer sammen, og hvad de kan tilbyde hinanden, siger Hakan Savas.
Praktiktræffet har ikke kun været en succes for de studerende, men også for virksomhederne, der nu har muligheden for at finde talenter, der kan bidrage til deres fremtidige projekter. Med så stor opbakning fra erhvervslivet er der stor forventning til, at dette arrangement vil fortsætte med at styrke samarbejdet mellem Fredericia Maskinmesterskole og erhvervslivet, og hjælpe flere studerende med at finde praktiske muligheder, der kan føre til faste ansættelser.
Stoffer og våben sniger sig ind over landets grænser via pakkeposten. SF vil give pakkecentralerne mulighed for at konfiskere pakkerne, og herefter overdrage sagerne til toldmyndighederne eller politiet.
Nye teknologier kan nemlig afsløre, om der er våben og stoffer i pakkerne, når de lander i pakkecentralerne uden at åbne dem.
– Det er afgørende, at vi får stoppet de pakker, så de aldrig kommer ud til danskerne fra pakkecentralerne. Derfor skal vi sørge for, at pakkecentralerne får det nødvendige udstyr til at opdage pakker med ulovligt indhold, og at lovgivningen følger med, så pakkecentralerne også har loven på deres side, når de konfiskerer pakkerne, siger Pia Olsen Dyhr SFs formand.
Tidligere var våben og stoffer noget der skiftede hænder i mørke baggårde og på skumle værtshuse. I dag kan man bestille varerne på nettet, og hente dem i kiosken. Det er en hel ny udfordring, hvor politiet og toldmyndighederne ikke er fulgt med, og hvor der er behov for et stærkt samarbejde mellem myndigheder, logistikvirksomheder og nye teknologier til opsporing af våben og narkotika i pakkeposten.
– AI kan blive vores nye intelligente grænsekontrol, og det skal vi selvfølgelig benytte os af. Vi vil have, at alle pakkecentraler får det udstyr, så vi får stoppet pakker med våben og stoffer inden folk, får dem i hænderne, siger Pia Olsen Dyhr, SFs formand.
SF vil gå til de forestående forhandlinger om politiets økonomi med krav om, at de centrale ministre sikrer den lovgivning, som kan stoppe våben og stoffer allerede i pakkecentralerne. SF vil også have, at centralerne får pålæg om at installere udstyr, der kan opdage pakkerne og at økonomien til dette følger med.
– Den kriminelle verden har for længst fundet ud af, hvordan de skal finde vej i den nye virkelighed, og udnytte de nye muligheder for kriminelle handlinger . Vi er nødt til at følge med den udvikling med nye teknologier, siger Karina Lorentzen, SFs retsordfører.
Særligt små pakker med for eksempel opioider kan gemme sig blandt de millioner af pakker, der kommer ind i landet. Disse pakker er meget svære at opsnappe med de store scannere af lastbiler, som regeringen har peget på, som løsning i deres opioidudspil. Men de har svært ved at finde de små pakker med for eksempel opioider. Også MDMA er svært at opsnappe, og kan for eksempel ikke opsnuses af hund
Den voldsomme brand på Kolding Havn den 18. februar har sat gang i debatten om sikkerheden på inderhavnen. Nu tager den lokale erhvervsmand Alex Aunsbjerg Nielsen bladet fra munden og opfordrer Kolding Byråd til at tage ansvar og sikre, at lignende hændelser ikke sker i fremtiden.
Branden der kunne have udviklet sig katastrofalt
Klokken 11.44 tirsdag den 18. februar udbrød der brand i et aflukket område med skrotmateriale på Nordkajen i Kolding Havn. I forbindelse med branden skete der en eksplosion, der førte til, at seks personer kom til skade og blev bragt til hospitalet. Ifølge politiet var det formentlig en trykflaske i metalskrottet, der udløste eksplosionen.
Branden blev slukket, men for Aunsbjerg Nielsen er hændelsen en advarsel om, hvad der kan ske, hvis ikke der bliver taget hånd om sikkerheden i det bynære havneområde. Han henviser til en lignende brand på havnen i 2006 og advarer om, at konsekvenserne kunne have været langt værre, hvis vinden havde blæst i en anden retning.
– Var det billigt sluppet, eller kunne konsekvensen være blevet større og med flere alvorlige personskader? spørger han i et opslag på LinkedIn, hvor han stiller skarpt på den potentielle risiko for byens borgere.
Opfordrer Kolding Byråd til at handle
I sit opslag retter han en direkte opfordring til Kolding Byråd om at tage ansvar for byens sikkerhed. Han påpeger, at der på sydsiden af inderhavnen opbevares store mængder gødning, hvilket ifølge ham kan få alvorlige konsekvenser i tilfælde af brand eller ulykke.
– På sydsiden af inderhavnen opbevares der store mængder gødning der, ved en brand eller ulykke, vil kunne få store konsekvenser for Kolding Midtby og ikke mindst byens borgere, uddannelsessteder, virksomheder m.m. Vi tør ikke tænke tanken men konstaterer, at det er en mulighed, som nu to gange er sket, skriver han.
Han mener, at det er på tide at tænke fremad og sikre, at byens udvikling ikke blokeres af gamle beslutninger.
– Vi har i Kolding ikke brug for flere katastrofer, men at sikre en forebyggelse i tide, lyder det i opråbet.
Vil flytte erhverv længere væk fra byen
Alex Aunsbjerg Nielsen argumenterer for, at Kolding Havn skal friholdes for erhverv, der udgør en potentiel risiko for byens borgere. Han opfordrer byrådet til at finde en løsning, hvor virksomheder, der håndterer farlige materialer, kan flyttes længere ud i erhvervshavnen eller til andre havne med bedre forudsætninger.
Han peger desuden på, at nuværende lejekontrakter på en lille del af inderhavnen først udløber om mere end 10 år, og han stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor byrådet skulle forlænge dem yderligere.
– Det er et stort ansvar, hvis I fokuserer på de få virksomheder contra en hel bys udvikling, skriver han og opfordrer til nytænkning i Kolding Kommune.
En advokat fra Kolding er blevet idømt fængsel i 1 år og 9 måneder samt en bøde på 4,3 millioner kroner for blandt andet skattesvig. Derudover er han blevet frakendt retten til at drive advokatvirksomhed.
Det skriver Retten i Kolding på sin hjemmeside onsdag.
Dømt for omfattende skatte- og momssvig
Den dømte advokat stod tiltalt i en omfattende sag med 31 forhold, herunder skattesvig, bedrageri og besiddelse af narkotika. Ifølge Retten i Kolding var han blandt andet tiltalt for 27 tilfælde af skatte- og momssvig, hvoraf 25 forhold blev fundet bevist.
Sagen har kørt over 13 retsdage, hvor retten har hørt tiltaltes forklaring samt 20 vidner. Retten vurderede, at advokaten havde begået skattesvig for et samlet beløb på cirka 4,3 millioner kroner i forbindelse med sin advokatvirksomhed og to selskaber, han ejede.
Fængsel, bøde og frakendelse af advokatlicens
Retten i Kolding fastsatte straffen til 1 år og 9 måneders fængsel, betinget af 2 års prøvetid og 250 timers samfundstjeneste. Derudover idømte retten en bøde på 4,3 millioner kroner.
Som en del af dommen blev han også frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre.
Retten afviste dog tiltalen for hacking, da der ikke var indgivet en gyldig påtalebegæring. Advokaten blev derudover fundet skyldig i besiddelse af kokain og MDMA samt et tilfælde af socialt bedrageri mod en kommune for cirka 35.000 kroner.
Anker dommen til Vestre Landsret
Advokaten nægtede sig skyldig under hele sagen og har anket dommen til Vestre Landsret med krav om frifindelse.
Sagen blev afgjort som en domsmandssag, hvor både dommeren og de to domsmænd var enige om dommens resultat.
KIF Kolding og Lars Christiansen afslutter deres samarbejde ved udgangen af denne sæson. Klubben har besluttet at nedlægge sportschefsstillingen som led i strategiske og økonomiske overvejelser, og det betyder, at samarbejdet med Christiansen ophører.
KIF Kolding har valgt at optimere sine ressourcer og sikre en bæredygtig økonomi fremadrettet. Klubben understreger, at beslutningen er truffet med rettidig omhu for at kunne navigere i de økonomiske realiteter.
– Vi vil gerne takke Lars for hans store indsats og engagement i KIF Kolding. Han har været en stor del af klubben og klubbens sportslige ansigt udadtil. Det glæder mig både på klubbens vegne og rent personligt, at vi kan afslutte samarbejdet på en professionel og respektfuld måde, siger KIF Koldings direktør, Christian Hjermind.
Lars Christiansen, der kom til klubben i juli 2023, udtaler selv:
– Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg er helt afklaret med det og forstår også godt baggrunden for klubbens beslutning. Jeg har jo selv arbejdet tæt sammen med Hjermind og haft indblik i, hvordan den økonomiske virkelighed er. Sådan er gamet nu engang. Nu handler det om at få gjort mine ting færdige de næste måneder, og så stopper jeg, når sæsonen slutter, siger Lars Christiansen.
KIF Kolding har gang i en svær sæson, hvor de ligger i den tunge ende i tabellen på en 12. pladsen med to point ned til den direkte nedrykning.
Den første weekend af den nye messe Maritime Dage i Fredericia er veloverstået, og ifølge arrangørerne har konceptet allerede vakt begejstring. Med en ny tilgang, der rækker ud over den traditionelle bådudstilling, har messen tiltrukket både erfarne sejlere og nye interesserede, der drømmer om livet på vandet.
Fra klassisk bådudstilling til en helhedsoplevelse
Maritime Dage adskiller sig fra de tidligere BOAT SHOW-messer ved at have et bredere fokus end blot udstillede både. I stedet for store haller fyldt med både er der skruet op for foredrag, ekspertindlæg og interaktive oplevelser, som skal give gæsterne mere viden og inspiration.
Foto: MESSE C
Selvom nogle savner den store samling af både, har andre set fordelene ved det nye format, fortæller projektleder Glen Blæsbjerg. Han har mødt mange besøgende, der tidligere kun havde tid til at se bådene, men som nu også har fået mulighed for at deltage i oplæg og aktiviteter.
Kvalitet, innovation og fællesskab
Den maritime branche er i konstant udvikling, og det nye messekoncept tager konsekvensen af de forandringer, markedet oplever. I stedet for at konkurrere på antallet af udstillede både, er fokus i år rettet mod ny teknologi, bæredygtige løsninger, trends, udstyr og fællesskab. Der er samtidig plads til et bredt publikum, hvor også familier kan deltage i aktiviteter og koncerter.
Foto: MESSE C
Blandt de udstillede både er der dog stadig store trækplastre. Hanse 360, der er kåret som Yacht of the Year, og trimaranen Dragonfly 36, produceret lokalt i Skærbæk, er blandt de kvalitetsbåde, som besøgende kan opleve på messen. Ambitionen er desuden, at flere premierebåde fra både ind- og udland skal finde vej til Fredericia i de kommende år.
Maritim stemning venter i weekenden
For dem, der endnu ikke har besøgt messen, er der stadig mulighed for at opleve Maritime Dage i Fredericia i den kommende weekend.