FC Fredericia har forlænget aftalen med den 21-årige målmand, Mads Eriksen, med yderligere et halvt år frem til sommeren 2025.
FC Fredericia hentede Mads Eriksen, da der opstod et akut problem på målmandsposten tidligt i efterårssæsonen, da Mattias Lamhauge blev skadet. FC Fredericia havde derfor kun Valdemar Birksø til rådighed, udover mulige emner fra U19-holdet.
Nu har FC Fredericia imidlertid valgt at forlænge aftalen frem til sommeren 2024 med Mads Eriksen, der kom til klubben fra Vendsyssel.
– Vi har en klar strategi om at holde sammen på vores trup i foråret, og her indgår Mads i planerne, derfor forlænger vi samarbejdet med Mads. Mads bidrager fantastisk godt til træning og i dagligdagen, samt han har en vigtig rolle i truppen og i vores målmandsteam. Det har været en prioriteret for os at forlænge aftalen med ham, så vi står så godt rustet som muligt til foråret, siger direktør Stig Pedersen.
Både Althea Reinhardt og Sarah Iversen rejser hjem fra EM. Ingen af dem er stand til at fortsætte efter deres skader.
Håndboldkvinder må undvære Althea Reinhardt og Sarah Iversen i de sidste kampe ved EM. Begge spillere er for skadet til at kunne spille mere i turneringen.
– Jeg har revet korsbåndet over og fået en skade i menisken. Jeg er pisseked af det, og virkelig ærgerlig, siger Sarah Iversen.
Skaden skete i de sidste minutter af gårsdagens kamp mod Slovenien.
– Det er enormt ærgerligt for Sarah Iversen, at hendes EM skal slutte på den her måde. Vi håber, hun vender stærkt tilbage for både klub og landshold, når hun er klar til det, siger landstræner Jesper Jensen.
Althea Reinhardt har også spillet sin sidste kamp ved slutrunden. Den stærke Odense-keeper når ikke at blive klar, efter hun i søndags fik en bold i hovedet under træningen.
– Jeg har fået en hjernerystelse, og har brug for ro. Det får jeg bedst ved at rejse hjem, selvom jeg selvfølgelig er ærgerlig over at slutte EM på den måde, lyder det fra Althea Reinhardt.
– Det er aldrig sjovt at sende spillere hjem fra en slutrunde pga. skader. Men Althea Reinhardt har fortsat brug for hvile, derfor skal hun nu koncentrere sig om at komme på højkant og blive helt frisk til resten af sæsonen, siger landstræneren.
Sandra Toft er allerede indkaldt som erstatning for Althea Reinhardt, mens der umiddelbart ikke vil blive sendt bud efter en ny spiller som erstatning for Sarah Iversen.
– Vi ønsker begge spillere god bedring. Men det er også vigtigt, at vi nu fokuserer på de spillere, vi har til rådighed og de sportslige muligheder, vi stadig har i den her turnering. Vi kommer stadig til at gå på banen mod Holland med alt, hvad vi har og på den måde gøre os fortjent til at spille semifinale, siger Jesper Jensen.
Håndboldkvinderne spiller onsdag kl. 18 mod Holland i den sidste kamp i mellemrunden. En sejr eller uafgjort sender Danmark i EM-semifinalen.
Fremover vil nationaliteten i grønlandske pas blive angivet som både grønlandsk og dansk. Beslutningen sker efter en undersøgelse foretaget af Justitsministeriet og skal skabe ensartethed med færøske pas, hvor nationaliteten allerede angives som både dansk og færøsk. Ændringen forventes implementeret inden udgangen af 2024, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge justitsminister Peter Hummelgaard er beslutningen truffet med respekt for den grønlandske nationale identitetsfølelse:
– Jeg ved, at den grønlandske nationale identitetsfølelse har stor betydning for mange. Derfor giver det mening, at nationaliteten fremover angives som både grønlandsk og dansk i de grønlandske pas, udtaler ministeren.
Reaktioner fra Grønland
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender Jess Svane vurderer, at ændringen har betydning for Grønlands borgere og deres identitet.
– At kunne identificere sig som grønlandsk i officielle dokumenter er ikke blot et spørgsmål om nationalitet, men også om anerkendelse af Grønlands kultur og historie, lyder det fra Jess Svane.
Medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz, kalder ændringen et resultat af borgerhenvendelser, der er blevet omsat til konkrete handlinger:
– Det viser, at regeringen lytter, og at det gør en forskel, når Inuit Ataqatigiit tager sager op i Folketinget, siger hun.
Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut ser ændringen som et skridt mod større anerkendelse af grønlandsk identitet:
– Nu anerkendes vores nationalitet også som grønlandsk i passene. Denne symbolske ændring kan være et skridt mod, at Grønland på sigt overtager ansvaret for pasområdet, udtaler hun.
Baggrund
Ændringen betyder, at nationalitetsangivelsen i grønlandske pas vil blive opdateret, så den fremover står som både grønlandsk og dansk. Det grønlandske pas adskiller sig fra det danske ved blandt andet at have betegnelsen “Danmark – Kalaallit Nunaat” på forsiden, mens der på det danske pas står “Danmark – Den Europæiske Union”.
Initiativet bygger på en tilsvarende praksis for færøske pas, hvor nationaliteten allerede angives som både færøsk og dansk. Justitsministeriet oplyser, at ændringen sker for at sikre ensartethed mellem de to områder.
Der var strikkepinde og hygge for alle pengene, da Knit Sisters’ Studio fredag aften inviterede til juleudgaven af deres populære Knit Night på Kring Chokolade i Middelfart. Med dampende kopper varm chokolade og små lækre kager blev strikkeglæden fejret blandt både gamle kendinge og nye ansigter.
“Jeg sælger ikke bare garn”
– Jeg hedder Marie-Louise Veber Paustian. Veber med et enkelt V, indledte hun med en lattermild præcision, der lige så godt kunne gælde for hendes tilgang til garn og fællesskab.
– Jeg plejer ikke at sige, at jeg sælger garn. Jeg plejer at sige, at jeg sørger for, at folk har en succesoplevelse med garn. Det er egentlig det, der er vores hovedformål.
Og det er en filosofi, der gennemsyrer hele butikken. Her er det for Marie-Louise nemlig ikke bare nok at sælge et produkt – kunderne skal føle sig hjulpet, guidet og inspireret.
Butikkens facade er pyntet op til jul med fine strikkede sløjfer, skabt af en af de kreative kunder.
– Hvis du køber garn hos os, så bliver du hjulpet hele vejen igennem. Du kan komme og spørge lige så mange gange, du vil. Men det kræver, at du har købt det her, for vi bruger rigtig meget tid på at hjælpe vores kunder. Det er vores prioritet, forklarer hun.
Et fællesskab, der rækker langt
I en tid, hvor meget foregår online, og hvor coronaens restriktioner engang gjorde det umuligt at mødes i større forsamlinger som strikkeselskaber, gjorde Marie-Louise sit for at skabe et digitalt fællesskab, der når ud til strikkere langt væk fra Middelfart. Det begyndte under pandemien med hendes første onlinekurser – en succes, der siden har udviklet sig til en fast del af Knit Sisters’ Studio.
– Vi kører onlinekurser hver måned. Det gør, at folk lærer hinanden at kende på kryds og tværs, selvom de kommer fra alle mulige steder. Jeg havde nok ikke forstået det fællesskab, der opstår online, før jeg så det ske, fortæller hun.
Kunderne har i år bidraget med julepynt til butikkens to smukke juletræer – det ene i klassiske røde og hvide farver, mens det andet stråler i lilla og grønne nuancer, som Marie-Louises kunder har en særlig forkærlighed for.
Men Knit Sisters handler ikke kun om skærmfællesskaber.
– Det var faktisk mig selv, der sagde: Nu skal jeg lave noget, hvor vi også kan mødes i virkeligheden. Så jeg gjorde det. Og det er netop det, der trækker folk hertil fra nær og fjern, sagde hun og rettede blikket hen mod de mange gæster, der denne aften havde fundet vej til Kring Chokolade.
“Jeg kører fra Aarhus for det her”
En af dem var Ulla, som havde taget turen fra Trige, nord for Aarhus. For hende er Knit Sisters lidt mere end bare en garnbutik.
– Jeg har kendt til butikken i mange år og har været med på rigtig mange onlinekurser, siden hun startede i 2021. Det er fællesskabet, der gør forskellen. Selv online føler man, at man kender de andre. Og når man så mødes fysisk, er der altid nogen, man lige kan sige hej til, sagde hun.
Ved siden af Ulla sad Kirsten fra Kolding, som også havde taget en fridag for at være med.
– Marie-Louise er knalddygtig til at skabe noget særligt. Hun er fantastisk til sociale medier og markedsføring, men det handler ikke kun om det. Det handler om at inspirere. Det er derfor, jeg kommer her. Jeg køber faktisk ikke garn andre steder længere, indrømmede hun og grinte.
Ulla og Kirsten nyder fællesskabet til Knit Night, hvor strik, chokolade og godt selskab går hånd i hånd.
Da vi spørger de to strikkeentusiaster ind til et af deres yndlingskurser eller begivenheder hos Knit Sisters’ Studio, er de ikke i tvivl:
– August-weekenden er noget helt særligt, siger Kirsten med et smil.
Anden weekend i august samles strikkere nemlig fra hele landet til en tre-dages strikkeoplevelse i Middelfart, der byder på alt fra brunch på lokale caféer til gåture med strikketøjet på Hindsgavl Halvøen.
– Vi starter altid med brunch, og så skal vi selvfølgelig forbi butikken for at tage fællesfoto i de bluser, vi har strikket i årets løb. Det er så sjovt at se, hvordan samme opskrift kan blive til så mange forskellige udtryk, fortæller Ulla.
En aften i chokoladens tegn
Knit Night er én af mange aktiviteter, som Knit Sisters arrangerer, men juleudgaven på Kring Chokolade har en særlig plads i kalenderen.
– Vores Knit Night er lige så meget en hyggeaften som en strikkecafé. Vi drikker varm chokolade, spiser lækre kager og inspirerer hinanden. Nogle gange beder jeg dem gå rundt og se, hvad de andre strikker, for at skabe netværk og give inspiration, forklarede Marie-Louise.
Stemningen i den hyggelige café summede af latter og glæden ved at gense eller se hinanden.
– Det er så sjovt at møde folk, man måske kun har set online. Der var flere i dag, som sagde: Gud, det er dig fra Facebook-gruppen! Og så er samtalen i gang, fortalte Kirsten.
Middelfart som strikkedestination
Afslutningsvis slår Marie-Louise et slag for, at Knit Sisters’ Studio skal være lidt mere end en garnbutik, for hun vil gerne skabe en oplevelse, der gør Middelfart til en attraktiv destination for mange strikkeglade mennesker.
Udover at drive Knit Sisters’ Studio er Marie-Louise også formand for Middelfart Handel. Hun ser sine Knit Nights og kurser som en oplagt mulighed for at tiltrække mennesker til byen og inspirere dem til at udforske Middelfarts mange tilbud. Hun håber, at arrangementer som den årlige augustweekend bidrager til at styrke bylivet og gøre Middelfart til en destination for besøgende.
– Jeg havde et mål fra starten om at blive en destinationsbutik. Folk skulle synes, at det var værd at køre langt for at besøge os. Og det er lykkedes. Men det er jo ikke kun butikken. Det er også byen, sagde hun og nævnte, hvordan gæster ofte kombinerer strikkearrangementerne med cafébesøg og shopping i byen, forklarer hun. Ligesom som Ulla, der havde taget en dag til at nyde dagen sammen med sine veninder.
Som afslutning på dagen leder Marie-Louise os gennem den stemningsfulde julepyntede by og ned til sin butik, der ligger centralt i gågaden. Her viser hun stolt butikkens juletræer, pyntet med garnpynt skabt af kunderne selv, som er blevet lidt af et symbol på det fællesskab, der gør Knit Sisters særligt.
På billedet ses de to smukke juletræer, og længst til højre står Marie-Louise og betragter det træ, der er pyntet i de populære lilla og grønne nuancer.
– Det er jo lige så meget deres butik. Det er jeg virkelig taknemmelig for. De føler, at de er en del af det, og det er de også, siger hun med en varme.
Og når man ser, hvordan gæster som Ulla og Kirsten tager turen igen og igen, er det svært ikke at mærke, at Knit Sisters’ Studio har skabt en ganske særlig garnmagnet.
Bydelen Design City i Kolding får nu også et hotel med godt 100 værelser, en Netto-butik og et p-hus. Det hele forventes at stå færdigt i 2026.
Bjert Invest koncernen, som sammen med samarbejdspartnere står bag udviklingen af Design City i Kolding, kan nu fortælle om nye aftaler, som atter skal få bydelen til at vokse.
– I dag er Design City i Kolding en attraktiv bydel med uddannelsesinstitutioner, campusområde med studieboliger, lejligheder og et dynamisk finanscentrum. Bydelen har taget form gennem godt 10 år, og vi fortsætter med at videreudvikle den med nye projekter, siger Martin Jensen, CEO i Bjert Invest koncernen.
Ny aftale om nye byggerier
Der er netop indgået aftale om at opføre et B&B HOTEL med 107 værelser, et p-hus med 224 pladser (både korttidsparkering og leje af p-pladser) og en Netto-butik i stueplan i p-huset. Byggerierne forventes allerede at gå i gang i foråret/sommeren 2025. Begge byggerier skal efter planen være færdige i 2026.
– Vi glæder os til at skulle åbne et nyt B&B HOTEL på en central beliggenhed, som Design City i Kolding er. Hotellet kommer til at passe rigtig godt ind i området, og selv om det ligger midt i byen, så er det let at komme til og fra for vores gæster, siger Tobias Gollnest, Chief Development Officer, Central & Northern Europe B&B HOTELS.
Også hos Salling Group er placeringen velvalgt:
– I Design City i Kolding er der både boliger, uddannelsesinstitutioner og mange arbejdspladser, så der mangler bare en Netto, som vi nu får mulighed for at åbne, siger Carsten Hadsbjerg, Udviklingsdirektør i Salling Group.
Plads til flere byggerier
Når hotel, supermarked og p-hus er opført, er der fortsat mulighed for at bebygge +45.000 kvm. i bydelen. Det kan fx være til yderligere boliger, kontorer eller flere uddannelsesfaciliteter.
– Vi er glade for den fortsatte interesse for at placere sig i området, og det er positivt, at markedsvilkårene igen åbner op for muliggørelsen af nye projekter. Vi udvikler et stort område midt i byen, og i den forbindelse er der grund til at rose alle involverede, herunder Kolding Kommune, for et godt og konstruktivt samarbejde, siger Martin Jensen.
Om Design City i Kolding
Beliggende i området er nu: Kolding Sky, Kolding HF og VUC, ALFABO, Nordea, Danske Bank, HOME, Sydbank, BDO, itm8 og Penta Advokater. Og fra 2026: B&B HOTEL, nyt p-hus og Netto.
‘Årets Byggeri’ giver i 2024 prisen for bedste uderum til projektet ‘Fra gade til by’ i Odense.
Odense Kommune og samarbejdspartneren Realdania By & Byg samt de mange andre samarbejdspartnere har mandag den 9. december modtaget endnu en hæderspris for arbejdet med projektet ‘Fra gade til by’, som har skabt en ny levende bydel i området, hvor Thomas B. Thriges Gade tidligere delte centrum af Odense over i to.
Det er Magasinet Byggeri, som siden 1997 har præmieret Danmarks bedste byggerier, der har valgt at give årets pris for bedste uderum til projektet “Fra gade til by”.
I begrundelsen fra Magasinet Byggeri lyder det blandt andet:
– Det ambitiøse byudviklingsprojekt, som har strakt sig over mere end et årti, er et forbillede på, hvordan vedholdenhed, politisk mod og samarbejde mellem offentlige og private aktører kan skabe en bæredygtig og menneskelig by. Med den nye letbane og velintegrerede byrum, boligområder og handelsfaciliteter har Odense sat en ny standard for moderne byudvikling. Byens borgere og besøgende møder nu en tryg og levende by, hvor det er let at færdes og opholde sig – fra grønne parker til smukke byrum, der indbyder til sociale aktiviteter.
– Det er endnu en i rækken af fornemme priser og hæder, der tilfalder ‘Fra Gade til By’ -projektet., og det understreger jo kun, at vi er lykkes med en byudvikling af helt enestående karakter. For mig bekræfter det blot endnu en gang, at vi med modige beslutninger og vedholdenhed kan skabe en bedre, smukkere og mere indbydende by. Der, hvor en stor trafikeret vej engang skar bymidten i to, har vi i dag levende og attraktivt byliv – ovenikøbet i en kvalitet og med et format, der gør det værdigt til at modtage prisen fra Årets Byggeri. Det kan vi som by godt tillade os at være stolte over, siger Peter Rahbæk Juel, Borgmester.
Præmieret flere gange
Vi skal kun tilbage til oktober 2024 for at finde den seneste hæderspris, som er givet til projektet. Dengang var det Dansk Byplanlaboratorium som gav årets byplanpris til Odense Kommune for den vellykkede udførsel af projektet. Samme pris fik projektet faktisk også i 2014 – dengang for at bruge byplanlægningen som en vigtig del af strategien for omdannelsen af Odense fra industri- til vidensby.
Tilbage i 2022 blev projektet også belønnet af Licitationen – Byggeriets Dagblad med årets projektudviklingspris.
– Det er fantastisk, at vi igen og igen modtager disse nationale hæderspriser for vores transformation i Odense. Det viser gang på gang, at beslutningen om at forandre byen var rigtig. Det er nu over 10 år siden, at Thomas B. Thriges Gade blev lukket, og det var hårde år for mange forretningsdrivende, mens arbejdet stod på. Men nu høster byen bogstaveligt talt frugterne af det hårde arbejde. Det er en fornøjelse at se livet udfolde sig i vores nye bydel, og odenseanerne og gæsterne i byen har i den grad taget den til sig. Prisen fortæller noget om, at vi har skabt nogle stærke byrum, som giver meget tilbage til byen, siger by- og kulturrådmand Søren Windell.
Experience Fredericia er begejstrede for at kunne annoncere et nyt og spændende samarbejde med FredericiaLive, foreningen bag de ikoniske spillesteder Tøjhuset og Eksercerhuset. Dette partnerskab markerer et vigtigt skridt i Experience Fredericias bestræbelser på at udvide deres rækkevidde og styrke engagementet i det lokale kulturliv.
FredericiaLive, som driver Tøjhuset og Eksercerhuset, står bag mere end 300 kulturelle arrangementer og events i Fredericia årligt. Med det nye samarbejde med Experience Fredericia vil foreningen understøtte endnu flere aktiviteter og arrangementer i Fredericia fremadrettet.
Nye aktører glæder sig over samarbejdet
– Vi ser frem til samarbejdet med Experience Fredericia og ønsker at bidrage til at få Fredericia i spil til større kulturelle events samt konferencer. Vi har allerede god erfaring med at afholde store arrangementer i Eksercerhusets historiske rammer, udtaler Martin Andersen, formand for FredericiaLive.
En unik dimension til Experience Fredericias aktiviteter
Eksercerhuset, som er en af Fredericias mest karakteristiske venues, beliggende på Bülows Kaserne, tilfører en helt særlig dimension til Experience Fredericias aktiviteter. Sammen med FredericiaLive ser Experience Fredericia frem til at skabe uforglemmelige oplevelser for besøgende gennem et bredt spektrum af kulturelle events og arrangementer.
– Dette samarbejde er et eksempel på vores vedvarende engagement i at berige lokalsamfundet gennem erhvervsturisme, siger Chris Hermansen, salgs- og tiltrækningschef hos Experience Fredericia.
– Vi er begejstrede for samarbejdet med FredericiaLive og ser frem til at tilbyde enestående rammer og oplevelser for vores gæster i fremtiden.
Dette samarbejde markerer en vigtig milepæl for både Experience Fredericia og FredericiaLive, og begge organisationer ser frem til at fejre succeserne sammen og tage turismesamarbejdet til nye højder.
For at skabe større gennemsigtighed og sikre bedre forbrugerbeskyttelse på fjernvarmeområdet indfører Energistyrelsen et nyt prisloft på fjernvarmepriser. De indikative prislofter for perioden 2023-2025 er nu offentliggjort, og de endelige loftniveauer forventes at blive fastlagt den 2. januar 2025 – forudsat at det tilhørende lovforslag vedtages i Folketinget.
Formålet med prisloftet er at give forbrugerne et værktøj til at vurdere, om deres fjernvarmepriser er rimelige sammenlignet med omkostningerne ved at bruge en individuel luft-til-vand-varmepumpe. Loftet skal også styrke forbrugernes mulighed for at træffe velovervejede beslutninger om deres varmeløsninger.
De foreløbige prislofter for fjernvarme
De indikative prislofter, som inkluderer et forsigtighedstillæg på 15 %, ser således ud:
• 2023: 486 kr./GJ
• 2024: 410 kr./GJ
• 2025: 412 kr./GJ
Prisloftet er ikke et traditionelt loft, der begrænser fjernvarmeselskabernes opkrævninger direkte, men det giver en målestok for, hvad der anses som rimelige priser i forhold til alternative opvarmningsmuligheder.
Baggrunden for de nye prislofter
Prisloftet blev oprindeligt besluttet som en del af Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022. Med den efterfølgende aftale om gennemsigtighed fra juni 2024 blev det fastlagt, at loftet skulle baseres på omkostningerne ved en luft-til-vand-varmepumpe. Målet er at hjælpe forbrugerne med at forstå deres prisniveau og styrke incitamenterne for mere konkurrencedygtige fjernvarmepriser.
Opfølgning og fremtidige ændringer
Når de endelige prislofter meldes ud i januar 2025, vil Forsyningstilsynet fra 2026 tage over på opgaven med årligt at beregne og offentliggøre fjernvarmeprislofter. Selskaber, der konsekvent ligger over loftet i en treårig periode, vil blive pålagt at lave en plan for at sænke priserne. Hvis planen ikke følges, kan det medføre, at forbrugere får ophævet deres bindinger til fjernvarmeleverandøren.
Vigtige nuancer
Energistyrelsen understreger, at prisloftet ikke alene kan afgøre, hvilken varmeløsning der er mest økonomisk fordelagtig for den enkelte. Faktorer som boligens isolering, lokale elpriser og omkostninger ved tilslutning eller udtræden fra fjernvarme skal også tages i betragtning.
Derudover kan lokale forhold som bebyggelsens tæthed og adgang til fjernvarmenettet påvirke, hvilken løsning der passer bedst til den enkelte husholdning.
En opdatering af fjernvarmeområdet
Den foreslåede lovgivning vil også medføre krav om, at varmeforsyningsvirksomheder arbejder mere gennemsigtigt, og at forbrugerne får bedre information om deres muligheder. Med prisloftet sigter Energistyrelsen mod at skabe en mere fair og transparent fjernvarmesektor, som understøtter den grønne omstilling og samtidig tager højde for forbrugernes behov.
Venstres Pernelle Jensen, som er formand for Unge- og Uddannelsesudvalget i Fredericia, udtrykker stor glæde over etableringen af de nye klasser 8.E og 9.E, og på sigt også 7.E. Det er rigtig fine initiativer, som vil gøre en kæmpe forskel for trivslen i udskolingen på folkeskolerne i Fredericia.
Men det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvad er den langsigtede plan for de nuværende skoletilbud – 10.E og HF3, når 10. klasse og HF står til at blive afskaffet i 2030?
Den planlagte afskaffelse af 10. klasse og HF som følge af uddannelsesreformen lægger et betydeligt pres på kommuner og politikere til at finde alternative løsninger for unge, der har brug for et fleksibelt skoletilbud, og det må jo også betyde et farvel til 10.E og HF3. Vi risikerer altså, at de elever, der har størst behov for støtte, vil falde gennem sprækkerne i uddannelsessystemet.
For unge, der kæmper med fx angst eller depression, kan 10. klasse være både et nødvendigt pusterum og en vigtig faglig forberedelse til næste skridt – hvad enten det er en erhvervsuddannelse eller gymnasiet. Et efterskoleophold er ofte ikke attraktivt for unge med sådanne udfordringer, og samtidig har ikke alle familier råd til den løsning. Men når 10. klasse forsvinder, står de unge så tilbage med to alternativer: FGU eller den nye EPX.
Det er positivt, at Fredericia Kommune arbejder på at hjælpe alle elever, men med de strukturelle ændringer i horisonten er det afgørende, at der også lægges en klar strategi for fremtiden. Hvordan sikres det, at de unge, der i dag ville finde støtte og muligheder i 10. klasse eller HF, ikke bliver tabt i 2030 og frem?
Kærshovedgård, oprindeligt etableret som et udrejsecenter for udvisningsdømte og afviste asylansøgere, har udviklet sig til et mørkt kapitel i Danmarks udlændingepolitik. Her samles nogle af samfundets mest uønskede individer – personer, der burde være sendt ud af landet, men som i stedet lever under minimal kontrol og bidrager til utryghed og kriminalitet. Kærshovedgård er ikke længere blot et udrejsecenter; det er et monument over et system, der har fejlet på alle niveauer.
Mens centret officielt er tiltænkt at huse personer, der afventer udrejse, fungerer det i praksis som et fristed for lovovertrædere. Mange af beboerne er tidligere dømte kriminelle, der burde være sendt hjem til deres oprindelseslande. I stedet har de frit spillerum til at begå ny kriminalitet. tyverier, vold og narkohandel er blot nogle af de forbrydelser, der rapporteres om fra både centret og dets omgivelser.
Lokalbefolkningen i området er efterladt i en tilstand af konstant utryghed. Borgere fortæller om beboere fra Kærshovedgård, der hænger ud i nærliggende byer og skaber uro. Butikstyverier er blevet en daglig begivenhed, og politiets ressourcer er så overbelastede, at mange sager aldrig følges op. Hvorfor tillader vi, at et udrejsecenter i stedet bliver en rugekasse for ny kriminalitet?
En af de få kontrolmekanismer på Kærshovedgård er meldepligten, der kræver, at beboerne regelmæssigt registrerer sig. Men denne regel overholdes i bedste fald sporadisk. En stor del af beboerne ignorerer meldepligten, ofte uden nogen form for konsekvens. De forsvinder ud i samfundet, hvor de opholder sig frit, mens myndighederne står magtesløse.
Hvad er pointen med en meldepligt, hvis den ikke håndhæves? Myndighedernes impotens i denne sag er ikke blot frustrerende – den er direkte farlig. Vi har skabt et system, hvor regler er uden reel effekt, og hvor beboerne på Kærshovedgård kan agere uden frygt for sanktioner.
Kærshovedgård er ikke bare et lokalt problem. Det er et nationalt svigt. Trods gentagne politiske løfter om at tage hånd om problemet, sker der intet. Forslag om strammere regler, mere politi og elektronisk overvågning forsvinder gang på gang i bureaukratiets tåger. Det politiske system virker ude af stand til – eller uinteresseret i – at løse problemet.
Men hvorfor? Fordi Kærshovedgård afslører en ubehagelig sandhed: Danmarks udlændingepolitik er ineffektiv og hullet som en si. Vi kan ikke få hjemsendt kriminelle, fordi deres oprindelseslande nægter at tage imod dem, eller fordi internationale konventioner sætter os i en juridisk skruestik. I mellemtiden er det danske samfund efterladt som gidsel for personer, der aldrig skulle have været her til at begynde med.
Mens politikere diskuterer, og myndigheder famler, er det danskerne – især lokalsamfundet omkring Kærshovedgård – der betaler prisen. Utryghed, øget kriminalitet og en følelse af svigt fra staten er blevet hverdagen.
Politikerne skal stoppe med at tale udenom. Kærshovedgård er ikke blot en fiasko – det er en skandale. Hvis vi som samfund skal tage vores egne love og regler seriøst, er det tid til at handle. Udvisningsdømte skal ud af landet, meldepligt skal håndhæves strengt, og kriminalitet begået af centrets beboere skal have reelle konsekvenser.
Alt andet er en hån mod de lovlydige borgere, der forventer – og fortjener – sikkerhed og retfærdighed.