9.9 C
Copenhagen
onsdag 12. november 2025

Åbn lågen til julens 11. gaveidé fra Fredericia

0

Det er den tid på året, hvor Fredericia stråler lidt ekstra. Byens gader er pyntet med funklende lys og gran, butikkerne summer af forventning, og duften af brændte mandler, varme æbleskiver og gløgg hænger i luften. Julen er kommet til Fredericia – og med den følger årets store spørgsmål: Hvad skal man give i julegave?

For at hjælpe dig med den svære beslutning har Fredericia AVISEN skabt en helt særlig juleserie, i samarbejde med flere af byens virksomhed, der sætter fokus på byens handelsliv. Vi har besøgt 24 forretningsdrivende i Fredericia og spurgt dem om deres bedste julegaveidéer. Fra de små nichebutikker med unikke varer til de klassiske steder, der er garant for kvalitet – vi har samlet 24 gaver, som både inspirerer og hylder det lokale.

En julekalender fuld af Fredericias charme

Ligesom en julekalender åbner vi hver dag op for en ny fortælling fra byens handlende. Hver gave gemmer på en historie, der handler om mere end blot det, man kan købe. Det handler om passionen bag produkterne, glæden ved at bidrage til Fredericias fællesskab og det særlige ved at handle lokalt i en tid, hvor vi alle søger nærvær og mening.

Vi dykker ned i Fredericias juleliv og besøger butikker, caféer og forretninger, der hver især spiller en rolle i at gøre byen til noget helt særligt. Måske finder du den perfekte gave til en, du holder af – eller måske opdager du en ny favoritbutik, der er værd at besøge igen og igen.

Julen handler om mere end gaver

Denne serie er også en hyldest til det lokale handelsliv, der hver dag arbejder hårdt for at skabe liv og glæde i Fredericia. Detailhandlen er presset, men med fælles opbakning kan vi sikre, at Fredericias bymidte fortsat er et levende og attraktivt sted at handle, hygge og mødes.

Fredericia AVISEN håber, at serien kan inspirere til både juleindkøb og refleksion over, hvorfor det betyder noget at støtte lokalt. Når vi køber vores gaver i byen, investerer vi i Fredericias fremtid – og sikrer, at der også næste år er butikker, der kan pynte op og skabe julestemning i vores gader.

Følg med hver dag

Så læn dig tilbage med en kop varm kakao, og følg med på Fredericia AVISEN, hvor vi hver dag frem til juleaften åbner en ny gave. Bag hver historie gemmer sig noget særligt – præcis som det bør være i julen.

I 11. afsnit er det indehaver af Café Mair’s indehaver, Eva Mair, der kommer med et bud på at hygge sig i julemåneden.

Julestemning og varme drikke hos Café Mair’s i Fredericia

I den hyggelige baggård ved Café Mair’s i Fredericia er julemagien for alvor indfundet. Her, hvor de velkendte lyde af julens musik og varme dufte fra gløgg og jägertee fylder luften, har Eva Mair og hendes team åbnet dørene til deres populære julehytte, Lille Mair’s. Hver fredag og lørdag fyldes hytten med lys, varme og den helt særlige stemning, der hører julen til.

– Det er virkelig hyggeligt, især når vi har hytten åben, og der er masser af lys og gaslamper – så er det perfekt, fortæller Eva Mair, mens hun ser ud over den stemningsfulde baggård.

– Det er simpelthen fantastisk hyggeligt. Det er jo en dejlig tid på året, tilføjer hun, mens hun smilende kigger på de gæster, der allerede har taget plads. Det er tydeligt, at den julehyttestemning, der fylder området, er blevet et kærkomment tiltag for både Eva og hendes gæster.

I år markerer fjerde sæson, hvor julehytten åbner sine døre, og Eva er stadig lige begejstret for konceptet, som gang på gang bringer folk sammen i den hyggelige, julede atmosfære, der skaber varme og fællesskab i den kolde juletid.

– Jeg elsker det. At stå derude og mærke julestemningen, det er jul for mig, siger hun og ser over på den velbesøgte hytte. Den hyggelige, varme atmosfære, der breder sig, har efterhånden fået sin egen faste plads i Fredericias julekalender.

Julehyttens første to år blev den placeret ude i Gothersgade, men i år har den altså fundet sin plads i baggården – og det er en placering, der er blevet taget godt imod.

– De første to år var den derude (i gaden, red.), og nu er det andet år den står ude i baggården, forklarer Eva og skuer over mod hytten, hvor lyset blinker blidt. For Eva har det været en succes, og hun nyder at kunne tilbyde denne juleoplevelse for både gamle og nye gæster.

Byens udvikling og de nye juletiltag glæder også Eva, som ser frem til, at Fredericia fortsætter med at skabe endnu mere liv og varme i juleperioden, både med de nye aktiviteter og den smukke belysning, der virkelig sætter stemningen i byen.

– Jeg synes, det ser meget bedre ud end sidste år,” siger hun og peger på den imponerende julebelysning og de nye aktiviteter oppe ved Axeltorv. Det er super, at der bliver gjort mere og mere hvert år, siger Eva Mair.

Hos Café Mair’s er det ikke bare kunder, men gæster, der træder ind. Eva understreger, hvordan de behandler alle som en del af den hygge, de har opbygget.

– De er alle vilde med julehytten. Indemfor pynter vi ikke så meget op – faktisk slet ikke. Det er udenfor, hvor vi har masser af lys og hygge. Den fulde julestemning er derude, siger Eva Mair.

Den unikke stemning i hytten og baggården har hurtigt fået sin helt egen tilhængerskare, som kommer for at mærke julens varme, både bogstaveligt og følelsesmæssigt. Fra den allerførste åbningsdag den 29. november var det klart, at julehytten ville blive en stor succes.

– Der var simpelthen kø fra kl. 16. De sidste gæster vi har haft, har vi sendt ud kl. 23, fordi vi også har naboer, vi skal tage hensyn til, siger hun og understreger den succes, de har haft med dette juleevent.

Julestemningen er virkelig til at mærke hos Café Mair’s. Den lille julehytte i baggården har hurtigt fået en fast plads i Fredericias hjerte og bliver ved med at tiltrække både lokale og besøgende, der ønsker at nyde en ægte julestemning fyldt med lys, varme drikke og masser af hygge.

Serien om 24 julegaver i Fredericia præsenteres af følgende virksomheder


Monjasa, Sparekassen Danmark, CH Byg, RSM, Boxleje.dk, Wiggers og Klement, Brugg Pipes og Byens Brød ønsker alle en glædelig jul og god julehandel i Fredericia.

Læs også

Live: Skjern tager imod FHK

0

Klokken 18:30 går det løs mellem Skjern og FHK. Der er debut til Martin Nagy for FHK, mens Skjern til gengæld mangler deres anfører Emil Bergholt.

Enhedslisten kritiserer Socialdemokratiets beslutninger før vigtigt byrådsmøde

0

På mandag er der byrådsmøde i Fredericia, hvor der skal foretages en rokade. I den forbindelse langer Enhedslistens Cecilie Roed Schultz ud efter Socialdemokratiet, der til gengæld afviser kritikken.

I forbindelse med mandagens byrådsmøde, hvor Søren Larsen vil anmode om at udtræde af byrådet, har der været stor opmærksomhed på, hvilke beslutninger der vil blive truffet om de ledige poster. Der er lagt op til, at Vibe Dyhrberg vil blive udnævnt som 1. viceborgmester, Bente Ankersen som medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget, og David Gulløv som formand for Senior- og Socialudvalget.

Cecilie Roed Schultz har gjort sig flere overvejelser om Socialdemokratiets valg af poster, men ønsker ikke at kommentere på de enkelte udnævnelser. Derimod kritiserer hun, at Socialdemokratiet ikke har fulgt op på de tidligere planer om at reorganisere byrådets udvalg.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at man for tre år siden aftalte at kigge på, om vi havde den rigtige udvalgstruktur, og man talte om en stor rekonstituering. Da arbejdet i udvalget var færdigt, valgte man dog ikke at følge anbefalingerne, fordi man ikke så behovet for en omlægning, forklarer Roed Schultz.

Hun peger på, at den manglende opfølgning på disse planer kan ses som et skridt tilbage for byrådet, da det ikke blev fulgt op på de aftaler, der blev lavet tidligere, og som kunne have givet en mere effektiv og hensigtsmæssig arbejdsstruktur for de kommende år.

– Der er mange udvalg og snitflader, og forvaltningen skal betjene flere udvalg med de samme oplysninger, hvilket både er tidskrævende og tungt. Derfor mener jeg, at vi bør overveje en rekonstituering af byrådet, som vi kunne have gjort for længe siden, siger Schultz.

Enhedslisten har i flere år arbejdet for at få skabt en mere effektiv og sammenhængende struktur i byrådet. Roed Schultz understreger, at hun har tilbudt sine kræfter til at hjælpe med at få kabalen til at gå op.

– Jeg har talt med Socialdemokraterne om dette, og jeg har været i konkrete forhandlinger med dem flere gange. Jeg har også sagt direkte, at jeg gerne vil tænkes ind i den nye struktur, slår Cecilie Roed Schultz.

Hun er dog kritisk over for Socialdemokratiets tilgang til samarbejdet og mener, at de ikke ønsker at inddrage deres samarbejdspartnere i beslutningerne.

– Jeg føler, at de ikke ønsker at samarbejde med deres partnere. Jeg har opfordret dem gentagne gange til at tænke på Enhedslistens pres og mening i denne sammenhæng, men vi får ikke den mulighed, siger hun.

Roed Schultz undrer sig over, at Socialdemokratiet ikke har åbnet op for en dialog om beslutningerne.

– Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke bare starter med at tale med sine samarbejdspartnere og høre, hvad de tænker. Det ville være den mest oplagte og gode stil at gøre det, siger Cecilie Roed Schultz.

For Enhedslistens vedkommende bliver det næste skridt at få en bedre forståelse af, hvad der egentlig skal besluttes.

– Vi skal gøre nogle overvejelser om, hvad de har besluttet, før det bliver præsenteret på mandag. Vi har et møde søndag i partiet, og så tager jeg stilling efter det, afslutter Roed Schultz.

Gruppeformand afviser kritik

Fredericia AVISEN har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den socialdemokratiske borgmester, Christian Bro, som vi gerne ville have forholdt til Cecilie Roed Schultz’ kritik. Til gengæld er den nyudnævnte gruppeformand, John Nyborg, klar i mælet og afviser Enhedslistens kritik.

– Vi kommer til at holde den nuværende konstitueringsaftale, og der har ikke været tale om at nedlægge udvalg undervejs. Det kan være noget vi ser på til næste byrådperiode, siger Nyborg.

Når man ser på de indstillede socialdemokrater til de ledige poster, er Nyborgs svar også klart. Han ser valgene af Vibe Dyhrberg, David Gulløv og Bente Ankersen som naturlige.

– Når man ser på Vibe og David viser det, at vi vil ungdommen. Jeg synes ikke man kan være kritisk over for de valg, da vi har valgt de personer, som vi synes er bedst til at løse opgaven, forklarer John Nyborg.

Elpriserne allerede skyhøje i dag – i morgen rammer de toppen

0

Onsdag og torsdag står danskerne over for elpriser, der når usædvanlige højder. Torsdag mellem klokken 17 og 18 ventes elprisen at toppe med næsten 11 kroner per kilowatt-time inklusive moms, afgifter og tariffer. Det er et niveau, der ikke er set siden energikrisen i 2022.

Mads Brøgger, direktør i Norlys Energi, forklarer, at situationen er sjælden, men ikke en indikator på en ny energikrise.

– Vi så samme niveau enkelte gange i 2022 under energikrisen. Men det gode er, at det er relativt kort tid, vi ligger på det meget høje niveau, siger han til Ritzau.

Lav produktion af vedvarende energi

Forklaringen på de høje priser ligger i vejret. Vintermørke, lave temperaturer og næsten ingen vind gør, at Danmark og Europa har lav produktion af grøn energi.

– Normalt er sol og vind med til at sikre billig, grøn energi. Men når der er lav produktion og høj efterspørgsel, så stiger priserne, siger Mads Brøgger.

For at dække energibehovet skal kraftværker aktiveres. Disse bruger fossile brændsler som olie, gas og kul, hvilket øger omkostningerne markant.

Kristian Rune Poulsen, chefkonsulent i Green Power Denmark, uddyber:

– Kul- og oliekraftværker skal starte op, når vinden svigter. Det er det kraftværk, der leverer den sidste kilowatt-time, som sætter prisen.

Hvad betyder det for forbrugerne?

De høje elpriser rammer forbrugerne hårdt, hvilket vækker bekymring hos Dansk Industri. Vicedirektør Troels Ranis opfordrer derfor til politisk handling.

– De danske afgifter på el er nogle af de højeste i Europa. Det gør regningen større end nødvendigt, siger han i en kommentar.

Samtidig opfordrer energiselskaber som Norlys danskerne til at genfinde energikrisens sparevaner. Ved at skifte strømforbruget til ydertimerne, hvor priserne er lavere, kan man spare penge.

Men selvom elpriserne er høje lige nu, forventes situationen at forbedre sig allerede fra fredag.

– Vi ser ind i en relativ mild jule- og vinterperiode med mere vind i systemet. Det giver håb om faldende priser, forklarer Mads Brøgger.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) ventes vinden at tage til i slutningen af ugen, hvilket vil hjælpe med at stabilisere elpriserne. Dog advares der om, at hård kulde og lav produktion af vedvarende energi stadig kan presse priserne op.

Ørsted sælger halvdelen af vindmøllepark for 11,6 milliarder kroner

0

Energiselskabet Ørsted, der er baseret i Skærbæk, har indgået en milliardhandel med det taiwanske forsikringsselskab Cathay Life Insurance. Selskabet sælger 50 procent af havvindmølleparken Greater Changhua 4 for 11,6 milliarder kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Ørsted.

Med denne aftale fortsætter Ørsted sin strategi med partnerskaber inden for havvindenergi i Asien. Rasmus Errboe, viceadministrerende direktør og kommerciel direktør i Ørsted, udtaler:

– Vi er glade for, at vi endnu engang kan anvende vores partnerskabsmodel i Asien og Stillehavsområdet og fremme udviklingen af havvind i regionen sammen med Cathay, som vi har rigtigt gode samarbejdserfaringer med.

Større projekter under opførelse

Greater Changhua 4 er en del af et større projekt, der også inkluderer Greater Changhua 2b. De to parker vil tilsammen få en kapacitet på 920 megawatt, hvilket kan forsyne flere hundrede tusinde husstande med strøm. Byggeriet af parkerne er i fuld gang og forventes afsluttet inden udgangen af 2025.

Ørsted beholder de resterende 50 procent af ejerskabet i Greater Changhua 4, der er placeret i et område med stort potentiale for havvindenergi. Salget til Cathay Life Insurance er afhængigt af allerede opnåede myndighedsgodkendelser, og betalingen fordeles over 2024 og 2025.

Markedets reaktion og tidligere projekter

Trods nyheden om salget oplevede Ørsteds aktiekurs et fald på 2,4 procent på det danske C25-indeks onsdag formiddag. Dette sker i en tid, hvor Ørsted har været under pres fra investorer, senest med et lignende salg af ejerandele i fire britiske havvindmølleparker i oktober.

Ørsted har i forvejen en stor tilstedeværelse i Taiwan med flere havvindmølleparker, herunder Greater Changhua 1 og 2a, som blev indviet tidligere i år. Projekterne har allerede fordoblet Taiwans kapacitet for havvindenergi og markerer sig som nogle af de største i Asien og Stillehavsområdet.

Nu inviterer Middelfart Kommune til nytårskur på Hindsgavl Slot

0

Middelfart Byråd inviterer traditionen tro til nytårskur, hvor erhvervsliv, foreninger, organisationer og andre samarbejdspartnere kan samles for at reflektere over året, der er gået, og se frem mod nye muligheder i 2025. Arrangementet finder sted tirsdag den 7. januar kl. 16.00-18.00 på det smukke Hindsgavl Slot.

Unge stemmer og erhverv i fokus

Årets nytårskur byder på et spændende program med tre gæstetalere. Sally Kathrine Hundahl og Hevi Ali, henholdsvis forkvinde og næstforkvinde i Middelfart Ungdomsråd, vil dele deres perspektiver på det at være ung i Middelfart Kommune. Derudover vil CEO i Bunker Holding, Keld Demant, fortælle om visionerne bag omdannelsen af ”Den Hvide Hal” til det nye samlingspunkt ”Tråden”.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen vil som vanligt give en status på kommunens udvikling og sætte ord på de vigtigste emner og begivenheder, der har præget Middelfart det seneste år.

Borgmesteren udtaler i sin invitation: 

– Vi glæder os til at byde jer velkommen til endnu en nytårskur, hvor vi sammen kan fejre fællesskabet og de mange muligheder, der ligger foran os i Middelfart Kommune.

Årets største meteorregn: De sydøstlige egne kan være særligt heldige

0

Natten mellem den 13. og 14. december 2024 kan nattehimlen over Danmark blive en spektakulær scene for årets kraftigste meteorregn, Geminiderne. Med op mod 150 stjerneskud i timen er der lagt op til et astronomisk show, som kan opleves i hele landet – hvis vejret altså arter sig.

En årlig himmelbegivenhed

Geminiderne er en tilbagevendende meteorsværm, der hvert år i december skaber lysende spor på nattehimlen. Ifølge NASA er sværmen aktiv mellem den 4. og 20. december, men den når sit højeste punkt natten til den 14. december. Det er her, at de fleste stjerneskud kan ses, især under en mørk, klar himmel langt fra byens lys.

Meteorregnen opstår, når Jorden passerer gennem støv og fragmenter fra asteroiden 3200 Phaethon. Modsat de fleste meteorsværme, der stammer fra kometer, har Geminiderne deres oprindelse i denne usædvanlige asteroide. NASA beskriver Phaethon som en mulig “stenkomet” – en ny type himmellegeme, der endnu ikke er fuldt forstået af forskerne.

Hvor og hvordan kan du se Geminiderne?

For at få den bedste oplevelse anbefaler eksperter, at man bevæger sig væk fra byens lys og finder et mørkt sted med frit udsyn til himlen. Selvom Geminiderne har deres “radiant” – det punkt på himlen, hvor stjerneskuddene synes at udstråle fra – i stjernebilledet Tvillingerne (Gemini), kan de ses over hele himlen.

Ifølge NASA kræver det lidt tålmodighed at få det fulde udbytte af meteorsværmen. Øjnene skal vænne sig til mørket, og det kan tage op til 30 minutter.

Meteorregnens farver og intensitet

Geminiderne er kendt for deres lyse og farverige meteorer. Mange er hvide, men du kan også være heldig at spotte gule, røde, blå eller grønne stjerneskud. Disse farver skyldes spor af metaller som natrium og calcium i meteorerne – det samme fænomen, som giver farver til fyrværkeri.

Ved optimale forhold kan op mod 150 meteorer i timen lyse op på himlen, men lysforurening eller skyer kan reducere antallet betydeligt. Vejrudsigterne tyder dog på, at dele af Danmark, særligt i de sydøstlige egne, kan få klar himmel på aftenen.

For mange er stjerneskud forbundet med håb og ønsker, og måske fænomenet giver anledning til et ønske eller to.

Når julen kommer til Kring Chokolade

0

Det er midt i juletravlheden hos Kring Chokolade i Middelfart. Bag de smukt pyntede ruder i Algade hersker en livlig aktivitet. Duften af friskbagte julekager og nykreeret chokolade breder sig i luften, mens Rikke Kring Jensen, indehaver siden 2004, finder et øjeblik til at dele sine tanker om julens særlige atmosfære.

– Julen er jo meget traditionel, så vi laver mange af de samme ting hvert år. Men vi starter gerne i slutningen af oktober med at tænke lidt på jul. Hvert år siger vi, at i år skal vi starte lidt før, være lidt mere klar og forberedt. Men det er også blevet en tradition, at vi siger det – og så sker det ikke. Julen kommer altid bag på os, og pludselig har vi travlt, siger Rikke med et smil.

Julekalenderen – en kær tradition

En af butikkens faste traditioner er julekalenderen. Hvert år produceres omkring 220 kalendere med 24 forskellige varianter af deres håndlavede chokolade. Arbejdet er en næsten rituel proces, der begynder i oktober med legende eksperimenter i smagskombinationer, farvevalg og størrelser og kulminerer i november, når det hele sættes fri til salg.

– Det tager tid at lave 24 varianter gange 220 og pakke det hele. Så vi bruger 14 dage på produktionen og 14 dage på at sælge dem. Det er jo vigtigt, at det hele er frisklavet, så kunderne får den bedst mulige oplevelse, forklarer Rikke.

Efter julekalenderne er afleveret til glade kunder, skifter fokus til resten af sortimentet: julekager, chokolader og andre søde fristelser.

– Når vi har lavet julekalenderen, skifter vi over til julechokolade. Det kan for eksempel være nøddekager, harlekin-knapper og alle mulige andre julevarer – honninghjerter, honningsnitter og honningkager. Vi laver også risalamande, fortæller Rikke.

Hun uddyber, at de i øjeblikket har stor fokus på en særlig type julegodter:

– Lige nu laver vi meget af de her tapas-kager, hvor det er mange små kager. Det kan være små honningkager eller små portioner risalamande – der er mange forskellige ting.

Fra solbærlikør til gløgg

Da vi spørger Rikke, om der er nogle produkter, hun er særligt stolt af i julen, falder tankerne hurtigt på to ting: solbærlikøren og gløggen.

– Vi har haft rigtig stor succes med vores solbærlikør. Den passer virkelig godt til julens desserter, særligt risalamanden, fortæller Rikke og tilføjer, at det er spændende at se, hvordan kunderne bruger likøren i deres egne juletraditioner.

Gløggen har også en helt særlig plads i julesortimentet i år. Siden Kring Chokolade sikrede sig sejren ved Fynsmesterskabet i Gløgg i november, har juletravlheden været mærkbart større end vanligt. Mange kunder kommer specifikt for at smage den prisvindende gløgg, der kombinerer traditionelle ingredienser med et specielt twist af knuste kakaobønner, kirsebær og mandarin. 

Udover de to storsællerter har Rikke også sine egne favoritter i sortimentet.

– For mig er chokoladen det ultimative juleprodukt. Vi har mange varianter, men Middelfart-nougaten er en klar favorit. Den smager fantastisk, men det er jo uanset om det er jul eller sommer, siger hun med et glimt i øjet.

Hjertet i julen

Selvom travlheden fylder i hverdagen hos Kring Chokolade, er det de små øjeblikke af hjertevarme, der virkelig gør indtryk. Rikke og hendes team sætter stor pris på, at kunderne vælger at dele deres julehygge og traditioner i butikken. Det bliver tydeligt, da Rikke forsøger at beskrive den særlige dynamik, der opstår omkring cafebordene og i butikkens hjørner. Hun kigger mod to damer skråt overfor os, der sidder og pakker noget ud, og med et smil bemærker hun, hvor dejligt det er, at sådanne stunder kan finde sted netop her.

– Vi er meget privilegerede her, fordi vi har så mange glade gæster hver eneste dag. Det er en fornøjelse at være her i butikken og høre stemningen fra folk – de er glade, og der sker altid noget. Og så det, at folk vælger at komme her og bruge tid hos os, det er en kæmpe glæde.

Det er også en følelse, Rikke selv kender godt. Hun fortæller med begejstring om den glæde, hun selv oplever ved at gå rundt i byens butikker og være til de mange aktiviteter, der skaber stemning i julen.

– Jeg tror at det for gæsterne og kunderne handler rigtig meget om traditioner og selve stemningen. Det kan jeg selv mærke, når jeg besøger julemarkeder eller går i butikker nu, hvor alle julevarerne er fremme. Man får sådan en følelse af, at det er hyggeligt, og det ser lækkert ud. Man føler sig velkommen og bliver i godt humør af at mindes de gode juletider. Det skaber en rigtig god stemning, synes jeg.

Og det er en atmosfære, Kring Chokolade særligt værdsætter at være en del af. Hun fremhæver, hvor dejligt det er med det gode samarbejde mellem Kring Chokolade og de andre butikker og caféer i gaden.

– Vi har en rigtig god placering i byen, hvor der altid er liv. Det er hyggeligt at være en del af et sted, hvor naboskabet trives, og stemningen altid er god. Det kan kunderne også mærke, og det skaber en helt særlig atmosfære, siger hun.

Her kan du læse mere om Kring Chokolade, deres prisvindende gløgg og deres rolle i Middelfarts populære gløggrute:

Arena gøres klar til europæiske kampe

0

Middelfart Sparekasse Arena er i fuld gang med at blive tilpasset de krav, der stilles til europæisk håndbold, når der den 19. februar 2025 afvikles Champions League-kamp mod Paris i hallen.

En af de små, men vigtige detaljer er den specifikke nuance af blå, der kræves på gulvet. Det er et krav fra det europæiske håndboldforbund, og uden den korrekte farve kan der ikke spilles europæisk håndbold i Middelfart Sparekasse Arena. Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune bevilligede tidligere på året 637.000 kroner, så arenaen kunne opfylde de nødvendige krav til at spille i European League, som FHK oprindeligt lå til at spille i.

Af de bevilgede midler blev 487.000 kroner brugt på LED-bander, som nu er sat op bag begge mål og allerede er i brug. Næste skridt er det blå gulv, der er påkrævet for, at FHK kan spille Champions League på hjemmebane. Det nye gulv skal limes ovenpå det eksisterende gulv, og arbejdet er så omfattende, at FHK’s ligatræninger i øjeblikket er flyttet til hal 2, mens ungdomsholdene, der oprindeligt skulle træne i kamparenaen, er blevet henvist til andre haller i det store halkompleks.

Det nye gulv forventes at kunne tages i brug fra næste uge, og klubben har været opmærksom på at få arbejdet gjort færdigt i god tid, så alt er klar til den stor opgave i februar. Den optimale timing har været afgørende for, at arbejdet kunne finde sted, og nu er FHK klar til at spille Champions League-kamp mod Paris i Middelfart Sparekasse Arena.

Selvom det nye gulv og de opgraderede LED-bander gør det muligt for Middelfart Sparekasse Arena at opfylde flere af kravene til at spille europæisk håndbold, betyder det ikke nødvendigvis, at alle krav er opfyldt for Champions League-afvikling. Klubben har dog fået dispensation til kampen mod Paris, da Jyske Bank Arena i Odense, som FHK spiller de øvrige Champions League-kampe i, er lejet ud til et andet event.

Flere indbrud og spirituskørsel i Middelfart og omegn

0

Fyns Politis døgnrapport for det seneste døgn viser flere hændelser i Middelfart-området, hvor indbrud og spirituskørsel er blandt de registrerede sager.

På Vestergårdvej i Middelfart blev et vindue opbrudt, og tyve skaffede sig adgang til en bolig omkring klokken 14.15. Her blev der stjålet smykker og andre værdigenstande. Senere på eftermiddagen, omkring klokken 16.45, blev et lignende indbrud anmeldt på Chr Dannings Vej, hvor tyvene også brød et vindue op og stjal smykker samt flere sparegrise.

Klokken 18.17 i Gelsted kørte en 78-årig mand fra Assens Kommune galt i krydset mellem Assensvej og Hylkedamvej. I stedet for at foretage en planlagt svingning fortsatte manden ligeud og endte med bilen i grøften.

Hændelsen skete uden andre involverede trafikanter, men efterfølgende viste det sig, at føreren var påvirket af alkohol. Da politiet ankom til stedet, sigtede de den ældre mand for spirituskørsel.

Endelig blev der registreret et tredje indbrud i Ejby på Teglværket, hvor en dør blev opbrudt, og der blev stjålet både håndværktøj og el-værktøj.

Fyns Politi har ikke tilføjet yderligere oplysninger eller kommentarer til døgnrapporten fra Middelfart for det seneste døgn.