11.8 C
Copenhagen
mandag 6. oktober 2025

SF kræver forklaring på lukning af asylcenter i Jelling

0

POLITIK. Beslutningen om at lukke asylcenteret i Jelling i 2026 møder nu kritik fra SF, der kalder beslutningen både uforståelig og ødelæggende for lokalsamfundet.

Asylcenteret har i årevis været en fast del af byen og er ifølge både beboere og lokale politikere forløbet uproblematisk. Tværtimod har det bidraget til fællesskabet i byen, blandt andet på Jelling Skole, hvor børn fra centeret går i klasser sammen med lokale børn.

Byrådsmedlem Britta Bitch (SF) peger på, at lukningen er et hårdt slag. »Det er uforståeligt, at man vælger at lukke et center, der netop fungerer – både for beboerne og for lokalsamfundet. Især skolens samarbejde med centeret har været en gevinst. Det er et hårdt slag for vores lille by,« siger hun.

SF’s udlændingeordfører Karina Lorentzen Dehnhardt har derfor stillet en række spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren. Hun ønsker at vide, hvorfor centeret skal lukkes, når det beskrives som velfungerende, og hvordan regeringen vil håndtere konsekvenserne for de beboere, der er en del af hverdagen i Jelling.

Karina Lorentzen stiller også spørgsmål ved, om Udlændingestyrelsen overhovedet har forsøgt at finde løsninger sammen med Vejle Kommune, inden beslutningen blev truffet. Hun vil have svar på, om der har været forhandlinger om lejeprisen, og hvad planerne er for både børnene på den lokale skole samt de afdelinger, der i dag rummer en stor omsorgs- og kvindeafdeling.

»Vi risikerer at fjerne et vigtigt fællesskab fra både flygtninge og lokalsamfundet. Det skylder ministeren en ordentlig forklaring på,« siger Karina Lorentzen.

Både SF og Vejle Kommune efterlyser nu en klar redegørelse fra regeringen om baggrunden for lukningen. For mange handler det ikke kun om økonomiske besparelser, men om at værne om lokal sammenhængskraft og menneskelig værdighed.

Det handler om Fredericias sokkel

0

Det er desværre sådan, at 17,6% af de fredericianske folkeskoleelever dumper i dansk eller matematik. Samtidig ser man nationalt at 11,9% af lektionerne er dækket af vikarer. Naturligvis kan dumpeprocenten ikke alene forklares med antallet af vikartimer – men hvad nu hvis vi kunne nedbringe dumpeprocenten ved at reducere vikarforbruget? Det er i hvert fald en pointe, som er værd at have in mente.

Sygefraværet hos de fredericianske lærere er faktisk lavere end landsgennemsnittet jf. Cepos’ kommune benchmark fra 2023, hvilket er virkelig positivt, men med Ullerup Bækskolens mangel på økonomisk sans og ansvarlighed frygter jeg desværre, at det hurtigt kan gå den anden vej.

Jeg tror på, at der skal mange forskellige tiltag til for at sænke dumpeprocenten til landsgennemsnittet, men i første omgang kunne man kigge på Ullerup Bæk skolen, og den økonomiske styring eller mangel på samme, som desværre er meget relevant på nuværende tidspunkt. For når ord som: ”3,6 mio. kr.”, ”ansættelsesstop” og ”stillingsnedgang” først rammer lærerværelset, så påvirker det selvfølgelig vores dygtige lærere og pædagoger. I værste fald frygter jeg, at det kan føre til stresssygemeldinger eller en flugt til privat- og friskolerne, og tilbage står skolen med elever, der måske ikke får den bedst tænkelige undervisning, og som konsekvens måske ender med at dumpe dansk eller matematik.

Så vi skal have styr på skolernes økonomi. Det foreslår jeg, at vi får ved: at skolerne i Fredericia kommune sparre langt mere med hinanden, så de ikke hver især skal opfinde den dybe tallerken. At give skolebestyrelserne ansvar for driften, så ansvaret faktisk betyder noget. At stille krav om regnskaber efter de samme principper som private virksomheder, både så man kan sammenligne skolerne på tværs af kommunen, men også så skolebestyrelserne hurtigt kan opfangebudgetoverskridelser eller uforudsete udgifter inden det løber løbsk, som vi desværre endnu engang er vidne til.

Hvis Fredericia skal være en Kongeby og familiernes og erhvervslivets første valg, så skal vi have styr på de kommunale services, som både folkeskoler, børnehaver og familieafdelingen hører under – vi skal have styr på soklen.

Helene Lykke, kandidat til byrådet i Fredericia

Sebastian Frandsen før Skanderborg-kampen: Forsvaret skal være vores fundament

0

SPORT. Fredericia HK fik fredag aften en sejr, som både gav point på kontoen og tro på projektet, da holdet vandt 27-23 ude mod TMS Ringsted. I sidste ende viste fredericianerne, at de kunne stå distancen og hente en arbejdssejr. En af dem, der gik fra banen med en følelse af, at holdet havde rykket sig, var målmand Sebastian Frandsen.

Han beskriver kampen som intens fra start til slut, men også som en kamp, hvor det defensive arbejde blev afgørende.

»Jeg oplevede den som meget intens, og masser af fejl fra begge sider. Jeg vil sige, at det er meget atypisk i en forsvarskamp med en lav scoringsfrekvens. Det er sjældent, men der var ret mange af dem. Så enormt meget intensitet og spænding,« siger Frandsen og tilføjer, at netop det kollektive forsvar var grunden til, at Fredericia fik overtaget. »Jeg synes, det der lykkedes bedst for os var nok, at vi havde en rigtig god forsvarsindsats. Det var meget helstøbt og gjorde også, at vi var i mindre pres for at spille om hurtige mål. Jeg tror egentlig, at det gav en følelse af lidt mere sikkerhed for alle, at vi kan gå ud og stille en sikker forsvarsbase op.«

For målvogteren var kampen ikke blot en test af holdets styrke, men også en personlig prøvelse. Han er stadig på vej tilbage efter en operation, og han er åben om, at han endnu ikke er helt tilbage på sit topniveau.

»Det var ganske godkendt i forhold til, at jeg stadig er i gang med at få integreret det her opererede knæ, som er en lidt længere rejse. Jeg er jo der, hvor jeg kan spille håndboldkampe, men jeg er stadig i gang med at få det formet og modelleret godt igen. Der er stadig lidt vej,« forklarer han. Alligevel gav kampen ham en oplevelse af, at han kunne bidrage og skabe ro bag det solide forsvar. »Det var min indsats at sige, at jeg var derinde, og jeg gav det, som jeg kunne tillade. Det var kun godt, og vi fik en god start. Det tror jeg også hjælper os i kampen,« siger han.

Selv om kampen mod Ringsted ikke var teknisk velspillet, så blev det et skridt i retning af at genfinde tilliden til hinanden i defensiven. Det var noget af det, Fredericia savnede i sæsonpremieren mod Bjerringbro-Silkeborg, hvor de defensive aftaler ikke fungerede.

»Jeg tror, at vi forhåbentlig tager det med, at der er lidt mere sikkerhed i vores forsvar. Jeg håber, at dem, der står derude, har lidt mere sikkerhed i hinanden. Og at vi på den måde kan holde fast i nogle ting, så de bliver lidt mindre usikre end det, vi så mod BSH, hvor vi i den grad savnede løsninger. Der var Ringsted-kampen et godt skridt i den rigtige retning. At finde noget, som vi kan bygge på. Så det håber jeg rigtig meget, at vi kan bygge videre på fredag,« siger Frandsen.

Netop fredagens kamp mod Skanderborg står nu som en nøglekamp i sæsonens indledning. For Fredericia handler det om at følge op på sejren i Ringsted og få skabt momentum. Frandsen er klar over, at det betyder meget at komme godt fra start.

»Det betyder meget. Det er altid vigtigt at komme godt fra start. Alle går altid lidt nysgerrige ind til en ny sæson, fordi du ved aldrig helt, hvem der har ramt opstarten bedst, og hvem der har timet det bedst. Du kan hente rigtig meget på en god start, og du kan også miste rigtig meget på en dårlig start. Det kan gå begge veje. Vi kom selvfølgelig uheldigt fra starten mod BSH, og så fik vi rettet lidt op mod Ringsted,« siger han.

Nu gælder det Skanderborg AGF, og her venter en modstander, som altid er en hård nød at knække. Frandsen slår fast, at han ikke har været med til videoforberedelsen endnu, men han kender til holdets styrker og forventer en tæt kamp.

»Hvis jeg skulle gætte ud fra, hvad jeg ved om deres hold, så tror jeg, at den største udfordring bliver at få dem til at holde dem fra at score mål. Det kan være et rigtig godt kontra-hold. Hvis vi kan gøre det, så ser det godt ud. Det er et dejligt sted at teste. Vores forsvar får en ordentlig test mod et Skanderborg-hold, som har nogle rigtig dygtige spillere,« siger han.

Han lægger ikke skjul på, at kampen kan blive en indikator for, hvor Fredericia står i den nye sæson.

»Endelig bliver det en tæt kamp. Det bliver tændt hele vejen igennem. Jeg er spændt på at se, hvor vi står henne. Som hold synes jeg, at vi er svære at blive kloge på. Men Skanderborg AGF på hjemmebane er et sted, hvor vi nok skal vise os frem. Hvis vi skal gøre os håb om noget godt i år, så skal vi vinde den kamp,« siger han.

Stemningen i truppen er ifølge Frandsen god, og sejren over Ringsted har givet et tiltrængt løft.

»Stemningen er god. Det er altid en fornøjelse at være en del af holdet. Selvtilliden er også høj. Den første kamp gjorde ondt, men den anden kamp var en god oplevelse. Og nu har vi så en spændende tredje kamp mod Skanderborg på hjemmebane, som kan give os et praj om, hvor vi bevæger os hen. Det bliver spændende,« siger Sebastian Frandsen.

Dermed er det ikke kun pointene, der står på spil fredag aften i thansen Arena. Det handler også om at finde rytmen, roen og det fundament, der skal bære Fredericia HK gennem en lang sæson. Frandsen ved, at forsvaret skal være nøglen, og han ser kampen som endnu en mulighed for at teste, om det nye fundament kan holde. »Det bliver spændende,« gentager han.

Middelfart skriver historie med Danmarks første nærhospital

0

POLITIK. Mandag den 8. september 2025 blev en mærkedag i Middelfart. På Østre Hougvej slog Danmarks første nærhospital officielt dørene op. For både Region Syddanmark og Middelfart Kommune var indvielsen kulminationen på flere års samarbejde om at bringe sundhed tættere på borgerne.

»En stor dag for Middelfart Kommune, og jeg tænker også, at det er en stor dag for Region Syddanmark. Det er i hvert fald en stor dag for alle os, der tror på, at sundhed skal være tæt på mennesker,« indledte borgmester Johannes Lundsfryd Jensen sin tale.

Ved hans side stod regionsrådsformand Bo Libergren. Sammen markerede de indvielsen af det nye hus, hvor kommunale og regionale sundhedstilbud fremover skal arbejde side om side.

Fra vision til virkelighed

Borgmester Johannes Lundsfryd trak i sin tale tråde tilbage til 2022, hvor idéen til nærhospitalet blev født. »For tre år siden, der formulerede vi en fælles vision på tværs af Middelfart Kommune og Region Syddanmark om at skabe et sted, hvor borgerne ikke skal bruge halve dage på transport, men kan få hjælp tæt på, hvor fagfolk fra kommune og region sidder side om side og arbejder sammen, ikke i hver sin silo, og hvor vi ser hele mennesket, ikke kun diagnosen. I dag, der står vi med den konkrete udmyndning af den vision, nemlig Danmarks første nærhospital her i Middelfart,« sagde han.

Han mindede også om de første møder, hvor begejstringen var ledsaget af skepsis. »Der var en begejstring i rummet. Det var der. Men der var også en lille skepsis. Kunne sektorer, som i årtier har været virkelig ringe til at arbejde sammen, virkelig blive enige om faglighed, økonomi og kultur. Vi kom fra forskellige verdener. Kommunen med fokus på forebyggelse og hverdagsrehabilitering, og regionen med fokus på behandling og specialisering.«

Trods forskelle i kultur og tradition fandt man hurtigt et fælles ståsted. »Vi fandt hurtigt ud af én ting. Vi havde samme mål. Vi ville have borgeren i centrum, ikke bare som et slogan, men faktuelt. Og det blev vores fælles kompas på vores rejse. Det har krævet mod, det har krævet kompromisser, og det har krævet en vilje til at nytænke måden, vi arbejder sammen på,« sagde borgmesteren.

Borgerne i centrum

Nærhospitalet skal være et sted, hvor borgerne mærker forskellen i hverdagen. Johannes Lundsfryd beskrev det konkret. »Vi regner med, at på et år kommer der til at være omkring 90.000 mennesker her. Ikke alle sammen nødvendigt forskellige, men 90.000 besøg hvert år. Man kan forestille sig den ældre mand med flere kroniske sygdomme, som tidligere måtte tage både til Odense og til Kolding og til Vejle for at få de behandlinger, han havde brug for. Nu kan han få hjælp tæt ved sit hjem, måske endda alle sammen her på et sted. Eller man kan forestille sig den unge gravide, der nu kan gå til den regionale jordmor lige rundt om hjørnet, få taget blodprøver samme dag, og hun kan endda besøge den kommunale sundhedsplejerske lige ved siden af, når barnet er født. Og forestil jer de borgere, der har brug for psykiatrisk støtte, eller socialpsykiatriske tilbud. Her kan de nu få adgang til behandling og støtte i et samlet forløb. Det sparer både tid, kræfter og bekymringer. Og det er den nære sundhedsvæsen i praksis.«

Riv Berlinmurerne ned

Borgmesteren brugte også sin tale til at understrege, at nærhospitalet ikke blot handler om kortere transport. »Her mødes kommunale sygeplejersker, psykiatriske behandlere, jordmødre, læger, fysio og ergoterapeuter alle under et tag. Nogle får løn af kommunen, andre af regionen. Men de arbejder alle sammen for at styrke borgernes nære sundhed. Det betyder ikke bare kortere transport for borgerne, men også bedre koordination, hurtigere beslutninger og højere kvalitet i behandlingen. Jeg synes, det har været noget af det mest inspirerende ved hele forløbet, at vi sammen har turdet rive de gamle sundhedspolitiske Berlinmure ned.«

Han tilføjede: »Vi har vist, at vi kan lykkes med det, der nogle gange bliver kaldt umuligt, nemlig at skabe et sundhedsvæsen, hvor sektorerne arbejder for og ikke ved siden af hinanden.«

Et hus for læring og fremtid

Nærhospitalet bliver også et læringshus. »Middelfart Nærhospital bliver også et hus for læringen. Her er hele uddannelsesområdet samlet, og det giver vores elever og studerende et unikt læringsmiljø, hvor teori og praksis kan mødes hver eneste dag. Vi er særligt stolte over vores mentorordning, hvor hver elev og studerende får en dedikeret mentor, som følger dem tæt, deler erfaringer og giver støtte, når det er nødvendigt. Det giver tryghed, styrker fagligheden og hjælper os med at uddanne fremtidens dygtige medarbejdere,« sagde borgmesteren.

Han beskrev også et nyt simulationsrum i kælderen. »Her kan elever og studerende øve sig på de praktiske opgaver, de kommer til at stå med, f.eks. løft eller vendinger og komplekse plejesituationer. Simulationsrummet giver dem mulighed for at øve sig i trygge rammer, hvor de kan prøve, og de kan fejle, og de kan prøve igen, uden at det går ud over nogle rigtige mennesker.«

Tak og stolthed

Inden Johannes Lundsfryd rundede af, sendte han en tak til alle involverede. »Tak til de medarbejdere, både dem der flytter ind i huset og dem der har knoklet med planlægning og ombygning. Tak til Region Syddanmark. Uden jeres vilje til samarbejde, så havde vi jo aldrig kommet i gang og aldrig nået det her i mål. Og tak til borgerne for jeres tålmodighed under ombygningen og for jeres store opbakning undervejs. Og ikke mindst tak til de rigtig mange mennesker, som har haft modet til at tænke nyt,« sagde han.

Regionens perspektiv

Efter borgmesterens tale tog regionsrådsformand Bo Libergren ordet. Han lagde vægt på, at samarbejdet mellem region og kommune allerede giver resultater. »Selvom vi fejrer indvielsen i dag, og selvom de sidste håndværkere knap nok har nået at pakke værktøjet helt sammen, så har I, borgere og medarbejdere, allerede taget Nærhospitalet i brug, og det er kun godt. Danmark har fået sit første nærhospital, og vi fra Region Syddanmark og fra Middelfart Kommunes side har vist, hvor godt det rent faktisk kan gå, når siloer nedbrydes og mennesker mødes.«

Han var stolt af, at man nu har et fælles sundhedstilbud. »Jeg er stolt af, at vi er kommet i mål med et sundhedstilbud til vores fælles borgere, som bruger både kommunale og regionale tilbud. Tilbud, som er helt tæt på hverdagen og som understøtter bedre og mere sammenhængende sundhedsforløb,« sagde Bo Libergren.

Borgernes hus

Regionsrådsformanden understregede, at det nye hus først og fremmest er til for borgerne. »Noget af det, som jeg er særlig glad for ved den proces, vi har haft omkring det nye nærhospital, det er, at vi har prioriteret at have borgerne med. For det er jo til syvende og sidst borgernes hus. Og heldigvis så har borgerne kvitteret med værdifulde perspektiver, som vi har taget med i arbejdet. Derfor skylder vi også jer en stor tak. For det er blandt andet takket være jer, at vi i dag indvier et nærhospital, der er mindre sygehusagtigt og mere åbent og imødekommende. Et sted, som matcher de behov, som man som borger rent faktisk har,« sagde han.

Han pegede også på de mange medarbejdere, som allerede er i gang. »I kan møde hjertesygeplejersker og lungesygeplejersker, sundhedspiloter, jordmødre og sundhedsplejersker. I kan også møde afdelingen for tværfaglig traumebehandling, hovedstøtten og lokalpsykiatrien. Og så må vi ikke glemme alle de andre fagpersoner, der får huset til at fungere i hverdagen, og som også er med i dag. Her tænker jeg blandt andet på vores dygtige redaktionister, portører og køkkenpersonale. Dem vi ofte glemmer at nævne, men som vi lynhurtigt opdager mangler, hvis de ikke er der,« sagde Bo Libergren.

Et skridt foran sundhedsreformen

Libergren koblede også åbningen til den kommende sundhedsreform. »Se, nogen af jer har jo nok hørt, at vi fra årsskiftet får en sundhedsreform. Sundhedsreformens hovedformål, det er at styrke kvaliteten af de nære sundhedstilbud. Den skal sikre, at vi bringer sundhedstilbuddene tættere på borgerne, så vi er rustet til de behov, som vi ser i fremtiden. Sundhedsreformen skal også lykkes med, at vi får færre sektorovergange. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes faktisk, at vi allerede er ret godt med her i Middelfart med det nye nærhospital. Nogle vil måske ligefrem kalde os forud for vores tid. Den bemærkning tager vi gerne på os,« sagde han.

Han betonede, at erfaringerne fra Middelfart kan blive inspiration til resten af landet. »Vi har en fælles vision om at være modige og turde gå foran med prøvehandlinger, som, hvis de lykkes, kommer andre landsdele til gavn. Og allerede nu mærker vi gevinsten ved at være samlet. De kommunale og de regionale funktioner supplerer hinanden, og det kommer både borgere og personale til gavn. Vi ser, hvordan fagligheden udbygges, og mængden af aha-oplevelser øges. Og det styrker til syvende og sidst de gode, nære sundhedsforløb.«

Balloner til vejrs

Indvielsen af Middelfart Nærhospital blev afrundet med en symbolsk handling. I stedet for at klippe en rød snor sendte Johannes Lundsfryd og Bo Libergren farvede balloner til vejrs foran hovedindgangen. Ballonerne markerede den festdag, som mange havde set frem til.

»Ballonerne er for os et symbol på glæde, og når de flyver til vejrs, bliver de et symbol på vores høje forventninger, og om at Middelfart Nærhospital bliver det tværfaglige fyrtårn, som andre vil lade sig inspirere af,« sagde Bo Libergren.

Herefter blev gæsterne inviteret indenfor for at se huset, tale med medarbejderne og opleve de nye rammer. Dermed blev en vision fra 2022 til virkelighed i 2025 – og Middelfart kan nu kalde sig hjemsted for Danmarks første nærhospital.

Skoleudspillet begynder at tage form i budget 2026

0

Med Socialdemokratiets skoleudspil satte vi en klar retning for fremtidens folkeskole i Middelfart: Vi vil styrke fællesskabet i almenklassen, skabe bedre trivsel og sammenhæng i børnelivet, og samtidig udvikle specialområdet i tæt samspil med almenområdet.

Det glæder mig, at vi allerede nu kan se, hvordan de tanker afspejler sig i budget 2026. Et af vores centrale budskaber i udspillet var, at ressourcerne skal følge børnene, så vi kan fastholde kvalitet og tryghed i klasserne. Derfor er jeg glad for, at budgettet sikrer ekstra midler til skoleområdet, netop fordi antallet af klasser ikke falder i takt med elevtallet

Vi lagde også vægt på, at overgangen fra børnehave til skole skal være tryg og have kvalitet i fokus. Med budgettet er det nu besluttet, at forældre, personale og byråd sammen skal finde den bedste model – ikke kun ud fra økonomi og kapacitet, men ud fra børneliv og trivsel

Det er præcis den tilgang, vi ønskede med skoleudspillet.

Endelig understregede vi i udspillet, at både almen- og specialområdet skal løftes. Med budget 2026 er der sat gang i et velfærdstjek, hvor vi undersøger, om vi har de rette tilbud på specialområdet, for tosprogede og i mellemformer

Det giver os et solidt grundlag for at sikre, at flere børn kan blive en del af fællesskabet i almenklassen, samtidig med at de specialiserede tilbud udvikles.

Jeg glæder mig over, at budgettet allerede nu viser tydelige skridt i retning af det, vi satte på dagsordenen med skoleudspillet – en folkeskole med plads til alle.

Dansk Folkeparti: Budgetaftalen giver ro, ansvarlighed og plads til frivilligheden

0

POLITIK. Dansk Folkeparti er med i budgetaftalen i Middelfart, og for gruppeformand Steffen Daugaard er der ingen tvivl om, hvorfor.

»Jeg synes altid, at det er vigtigt at være med i aftalen, fordi så får man jo indflydelse. Og indflydelse er jo sådan set det, vi er valgt på. Folk forventer, at vi tager ansvar og gør noget. Det er ikke altid, man får sin vilje 100 procent, men så får man måske sin vilje lidt, og andre kompromiserer. Det er vigtigt at være med,« siger han.

Ro og faste rammer

Aftalen beskrives som både stabil og ansvarlig. For Dansk Folkeparti handler det især om at skabe ro i organisationen.

»Når vi laver en toårig aftale, så betyder det, at de ansatte og lederne får mere ro. Der bliver ikke skabt usikkerhed om, hvad politikerne nu finder på. Det giver bedre kvalitet for borgerne, og mere ro i organisationen. Det kender du også fra dit arbejde – hvis man hele tiden skifter noget, så er det ikke godt,« siger Steffen Daugaard.

Aktivitetsmedarbejdere og frivilligcenteret

Et tydeligt aftryk fra Dansk Folkeparti er styrkelsen af aktivitetsmedarbejdere på plejehjem og flere midler til Frivilligcenteret.

»Aktivitetsmedarbejderne får mere tid, og det betyder, at de kan lave endnu flere gode ting med beboerne. Mange er ikke på fuld tid, så selv et lille beløb kan gøre en stor forskel. Det giver mere nærvær og tryghed for de ældre,« siger han.

Også Frivilligcenteret er vigtigt. »Vi har jo behov for mange frivillige i samfundet, og i Middelfart er de meget aktive. Det spænder bredt – fra at køre rickshaws til at lave banko på plejehjem, hjælpe til i idrætsforeninger, fodboldklubber og spejderne. De frivillige skal ikke erstatte personale, men de gør en kæmpe forskel, og det skal vi understøtte,« siger Steffen Daugaard.

Shuttlebusser som start

Aftalen rummer også et forsøg med shuttlebusser mellem Marinaen, Hindsgavl og Middelfart Station. For Dansk Folkeparti er det en spændende idé.

»Det kunne være en start til det, som jeg gerne vil – nemlig mere kollektiv trafik og gratis busser for ældre og studerende. Hvis vi kan lære noget af det her, så er det en begyndelse,« siger han.

Vedligeholdelse og Royal Run

Seks millioner kroner ekstra årligt er sat af til vedligeholdelse af skoler, daginstitutioner og plejehjem. »Det er ligesom hjemme hos dig selv – hvis du ikke passer dit hus, så forfalder det. Det påvirker både de ansatte og brugerne, når tingene bliver nedslidte. Derfor er vi nødt til at passe på bygningerne,« siger han.

Budgettet rummer også 1,5 millioner kroner til Royal Run i 2026. Det er en stor enkeltudgift, men ifølge Daugaard er det et vilkår. »Det er et stort beløb, men man siger ikke som kommune nej til arrangementet, som er til glæde for mange borgere. Det giver positiv omtale og samler folk,« siger han.

Et ansvarligt budget

Budgettet bliver af flere partier kaldt økonomisk robust og i balance. Det bakker Dansk Folkeparti op om.

»Det er jo ikke rart at blive sat under administration eller ikke have penge til det, der er vigtigt. Når vi har et fundament, hvor tingene er i balance, så går arbejdet lettere, og folk er mere glade. Det handler om at levere så godt, som der er forventet,« siger Steffen Daugaard.

Idrætshallen i Vonsild

Et andet punkt i aftalen er midler til nyt gulv i Vonsildhallen. »Vi kan ikke have, at vores unge mennesker ikke kan dyrke idræt, fordi tingene ikke fungerer. Det skal løses, så hallen kan bruges. Det er vigtigt for både unge og ældre, at vi har gode rammer for motion,« siger han.

Socialdemokratiet: Budgetaftalen giver ro og retning i Middelfart

0

POLITIK. Socialdemokratiet sidder for bordenden i Middelfart, og borgmesterpartiet er blandt hovedkræfterne bag budgetaftalen for 2026-2029. For gruppeformand Kaj Johansen er der ingen tvivl om, hvorfor aftalen er vigtig.

»Man kan jo sige, at budgetaftalen egentlig blev lavet sidste år. Det er en toårig aftale, og vi besluttede, at hvis der opstod nye ting, så skulle vi sætte os sammen igen. Administrationen har fremskrevet budgettet, og så kunne vi se, at vi havde ramt meget godt. Der var derfor ikke så meget at forhandle om i år. Men høringssvarene viste, at driften var glade for toårige budgetter, fordi det giver ro og sikkerhed,« siger Kaj Johansen.

Små løft på drift – store kompromiser

Der var kun få frie driftkroner at fordele. Alligevel blev partierne enige om at prioritere både plejehjemmenes aktiviteter og Frivilligcenteret.

»Vi kunne alle se, at de to områder ville få mest glæde af et lille løft. Vi har jo kun haft en halv million at forhandle om på driftssiden, men det er et fornuftigt og økonomisk ansvarligt kompromis,« siger han.

Aktiviteter på plejehjem og frivillighed

Socialdemokratiet ser investeringerne i aktiviteter og frivillighed som vigtige skridt.

»Høringerne fra medarbejdere og ældrerådet viste klart, at det er områder, vi bør prioritere højere. Beboerne på plejehjemmene har brug for aktiviteter. Hvis de ikke bliver aktiveret, så bliver mange inaktive. Vi havde gerne set fuldtids aktivitetsmedarbejdere på alle plejehjem, men det har vi ikke haft råd til. Derfor er det vigtigt, at vi understøtter det, vi kan,« siger Kaj Johansen.

Velfærdstjek på skoleområdet

Budgetaftalen rummer også et velfærdstjek på skoleområdet.

»Det handler om at få et klart billede af, hvordan driften opleves af borgere, elever og forældre. Vi har tidligere lavet lignende undersøgelser på andre områder, og de har været nyttige. Det er godt at få forventningerne afstemt og se, hvor vi kan gøre det bedre,« siger han.

Shuttlebus som forsøg

Aftalen afsætter midler til et forsøg med shuttlebusser, der skal binde marinaen, Hindsgavlskov og midtbyen sammen.

»Efterhånden som vi har fået en fantastisk marina, har vi også hørt, at transporten til midtbyen kan være svær. Bussen er et forsøg på at få det til at hænge bedre sammen, så både borgere og turister får en bedre oplevelse. Det er på forsøgsbasis, og vi vil evaluere det, men det er også noget, der har været efterspurgt,« siger Kaj Johansen.

Royal Run som sundhed og branding

Et andet punkt er 1,5 millioner kroner til Royal Run i 2026. Kaj Johansen erkender, at det er mange penge, men han peger på, at det er en investering med flere gevinster.

»Prisen afspejler udbud og efterspørgsel, og alle kommuner vil gerne have Royal Run. Men overskuddet går til gode formål, og sundhedsmæssigt er det en gevinst. Der er 14.000, der deltager på dagen, og mange flere, der træner op til det. Det er et godt projekt for folkesundheden. Og så giver det Middelfart opmærksomhed, når hele landet kigger med,« siger han.

Økonomisk ansvarlighed

Budgetaftalen er ifølge Socialdemokratiet både ansvarlig og i balance.

»Det giver ro, når man styrer økonomien. Der er masser af gode grunde til at bruge flere penge, men vi skal også se på, hvad der kommer ind af indtægter. Det er ligesom i dit og mit budget – der skal være sammenhæng. Vi skal ikke ud i krigslån. Vi skal være realistiske og have råd til de ting, vi gør. Og det afspejler den her aftale,« siger Kaj Johansen.

Konservative: Budgetaftalen sikrer velfærd til flere ældre og løfter skolerne

0

POLITIK. Det Konservative Folkeparti er blandt partierne bag budgetaftalen i Middelfart. For gruppeformand Morten Weiss-Pedersen har det været vigtigt at tage ansvar og være med i forliget.

»Det er jo i et samarbejde, man får indflydelse. Det handler om at give og tage, og derfor har vi valgt at være med,« siger han.

Ældreområdet som hovedprioritet

Et af de tydeligste konservative aftryk i aftalen er prioriteringen af ældreområdet. Morten Weiss-Pedersen peger på, at Middelfart Kommune står foran en stor udfordring.

»Middelfart er den kommune på Fyn, hvor antallet af plus 80-årige stiger mest de næste ti år. Derfor er det helt afgørende, at vi tilfører et meget stort millionbeløb til at sikre en ordentlig velfærd. Vi skal både bruge velfærdsteknologi og sørge for, at vi kan rekruttere flere varme hænder,« siger han.

Han fremhæver, at kommunen allerede arbejder med fleksible løsninger for seniorer, men at der skal mere til. »Vi skal gøre det attraktivt at blive i jobbet længere, og vi skal forkæle de social- og sundhedshjælpere, vi har. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at miste mange dygtige medarbejdere, og det bliver en kæmpe udfordring, når antallet af ældre stiger så markant,« siger han.

Velfærdstjek af folkeskolen

Budgetaftalen rummer også et velfærdstjek af folkeskoleområdet. For Morten Weiss-Pedersen er det nødvendigt.

»Vi ligger meget gennemsnitligt, og det er ikke godt nok. Det er en skandale, at en ud af otte elever ikke består afgangsprøven i dansk og matematik. Det skal vi have gjort bedre. Vi tror, at inklusionen er blevet drevet for langt. Hvis det bruges som en spareøvelse, ender vi i en lose-lose-situation, hvor de udfordrede børn ikke får den hjælp, de har brug for, og de øvrige elever heller ikke lærer nok. Derfor er vi nødt til at analysere på, om vi skal have flere børn i specialtilbud og mindre inklusion,« siger han.

Vedligeholdelse og frivillighed

Aftalen indeholder også seks millioner kroner ekstra om året til vedligeholdelse af skoler, daginstitutioner og plejehjem. »Det er nødvendigt, for vi har forsømt det i en årrække. Det er farligt at spare på kort sigt ved ikke at vedligeholde bygninger, for det bliver meget dyrere i længden. Og så ser det også trist ud. Nu får vi rettet op,« siger han.

Også frivillighed er et område, de Konservative prioriterer højt. »De frivillige skal ikke erstatte arbejdskraft, men de spiller en vigtig rolle. Vi ser jo, hvordan pensionerede middelfartere kører rundt med beboere i rickshaws. Det er et fantastisk eksempel på, at frivillighed gør en forskel,« siger Morten Weiss-Pedersen.

Udvikling og turisme

For de Konservative er også shuttlebusserne et positivt tiltag. »Jeg er utrolig glad for, at vi nu får en forsøgsordning, hvor folk kan komme fra marinaen ind til midtbyen. Det skaber liv i byens butikker og restauranter, og det gavner både turister og lokale,« siger han.

Et robust budget

Morten Weiss-Pedersen kalder budgettet økonomisk robust. »Vi har en buffer på 22 millioner kroner. Det betyder, at vi har noget at stå imod med, hvis der opstår uforudsete udgifter. Det er nødvendigt, når vi har et milliardbudget, hvor der altid vil ske uforudsete ting. Derfor er det her et budget i balance,« siger han.

FC Fredericia har kampprogrammet på plads – Vejle venter i næste runde

0

SPORT. Der er lagt op til et efterår fyldt med store opgør for FC Fredericia. Oprykkerne har allerede vist, at de kan bide skeer med de bedste, og nu er datoer og tidspunkter fastlagt for de kommende måneder i Superligaen.

Allerede i næste runde venter en af de helt store kampe i klubbens historie. Den 15. september tager FC Fredericia imod Vejle Boldklub på Monjasa Park i det første officielle Superligaopgør mellem de to naboer. Det bliver et ægte lokalbrag, hvor både historien og rivaliseringen på tværs af Lillebælt spiller med.

Herefter venter et tætpakket program med både hjemme- og udekampe mod nogle af landets største klubber. Programmet ser således ud:

  • Mandag den 15. september kl. 13.00: FC Fredericia – Vejle Boldklub
  • Fredag den 19. september kl. 13.00: Odense Boldklub – FC Fredericia
  • Søndag den 28. september kl. 20.00: Viborg FF – FC Fredericia
  • Søndag den 5. oktober kl. 14.00: FC Fredericia – Brøndby IF
  • Mandag den 20. oktober kl. 19.00: Sønderjyske – FC Fredericia
  • Søndag den 26. oktober kl. 14.00: FC Fredericia – FC Midtjylland
  • Lørdag den 1. november kl. 18.00: FC København – FC Fredericia
  • Søndag den 9. november kl. 14.00: FC Fredericia – Viborg FF
  • Søndag den 23. november kl. 16.00: FC Nordsjælland – FC Fredericia
  • Mandag den 1. december kl. 19.00: Brøndby IF – FC Fredericia
  • Fredag den 5. december kl. 19.00: FC Fredericia – Odense Boldklub

Med disse datoer på plads er der nok at se frem til for klubbens spillere, stab og fans. Hjemme på Monjasa Park kommer der store slag mod blandt andre Brøndby, Midtjylland, Viborg og OB. Udebaneturene byder på drabelige dueller i Parken mod FC København, i Brøndby og i Farum mod FC Nordsjælland.

For trænerstaben handler det om at balancere mellem at tage de historiske oplevelser ind og samtidig holde fast i det arbejde, der allerede har givet holdet respekt i Superligaen. For fansene handler det om at nyde, at Fredericia nu er en del af de helt store opgør – uge efter uge.

Med lokalopgøret mod Vejle som næste skridt er der ingen tvivl om, at Superligaeventyret fortsat vil give minder for livet i Fredericia.

Venstre: Budgetaftalen giver stabilitet og sætter aftryk på både velfærd og udvikling

0

POLITIK. Venstre i Middelfart er blandt partierne, der står bag budgetaftalen for 2026-2029. For gruppeformand Anders Møllegård har det været vigtigt at være en del af aftalen, som han beskriver som både stabil og konstruktiv.

»Jeg synes, det er lige så ansvarligt, når man går ind i et budget, at man også tager ansvar for det. Der har ikke været så meget at flytte på, men fra Venstres side har vi fået mange af vores ønsker med, fordi der har været en konstruktiv samarbejde med de andre partier,« siger Anders Møllegård.

Toårig budgetmodel giver ro

Budgetaftalen er toårig, og det ser Venstre som en klar fordel. »Det har givet stabilitet og ro, fordi man har haft en ramme at arbejde indenfor. Det gør det nemmere for forvaltning og udvalg at navigere, i stedet for at vi skal sidde og flytte rundt på tallene hvert år,« siger han.

Venstres fingeraftryk

Et af de forslag, Venstre især har sat sit præg på, er forsøget med shuttlebusser mellem Marinaen, Hindsgavl og Middelfart Midtby. »Formålet er at trække nogle af de turister, der kommer til marinaen, ind i midtbyen. Vi har hørt, at transporten kan være en udfordring, og med shuttlebusserne kan vi binde marinaen, naturen og midtbyen bedre sammen. Det er en prøvehandling, men vi synes, det er vigtigt at teste, om det kan give værdi,« forklarer han.

Venstre har også presset på for en delaftale omkring SFO’erne, så der er en stabil økonomi, hvis der skulle komme uforudsete udgifter. Derudover peger Anders Møllegård på aftalens midler til aktivitetsmedarbejdere på plejehjem og et løft af Frivilligcenteret.

»Det er kommet efter, at vi har lyttet til ældrerådet, handicaprådet og andre. Det giver god mening at styrke frivilligområdet, så det bliver attraktivt at være frivillig. Frivilligcenteret spiller en vigtig rolle i forhold til at støtte de udsatte, og det skal vi tage alvorligt,« siger han.

Fokus på ældreområdet

Der er i aftalen sat penge af til rekruttering, uddannelse og velfærdsteknologi på ældreområdet. For Anders Møllegård er det vigtigt, at det kan mærkes i hverdagen. »Vi skal have flere varme hænder. Derfor er det afgørende, at vi gør os attraktive som arbejdsplads i kommunen, så vi kan tiltrække og fastholde medarbejdere. Jeg håber, at forvaltningen har en klar køreplan for, hvordan vi kan lykkes med det,« siger han.

Royal Run som fællesskab

En af de store enkeltinvesteringer i budgettet er 1,5 millioner kroner til Royal Run i 2026. Anders Møllegård erkender, at det er mange penge, men han mener, at det er en god investering.

»Man får sat Middelfart på landkortet. Royal Run har vist sig at skabe stor opmærksomhed og tiltrække mange mennesker. Det er ikke kun de 14.000 løbenumre – der kommer også folk for at kigge og være med i stemningen. Jeg tror, det bliver en folkefest, som hele kommunen kan få glæde af,« siger han.

Han peger samtidig på, at det ikke kun er et motionsløb. »Det er et fællesskab, hvor alle kan være med – unge som gamle, skoler og plejehjem. Det er vigtigt, at vi laver arrangementer, der kan samle folk på tværs,« siger Anders Møllegård.

Et bredt forlig

Venstre har medvirket til en bred aftale, hvor der både er fokus på velfærd og udvikling. For Anders Møllegård er det et bevis på, at samarbejde kan føre til resultater. »Jeg synes, det er et godt budget, fordi det giver stabilitet, og fordi vi har fået sat nogle af de ting på dagsordenen, som Venstre har prioriteret. Det gælder både investeringer i velfærden og i udviklingen af hele kommunen,« siger han.