KULTUR. Trapholt i Kolding kan se tilbage på en sommerferie, der har givet det højeste besøgstal nogensinde. I skolernes sommerferie oplevede museet en stigning på hele 65 procent i antallet af gæster sammenlignet med sidste år. Dermed er også den tidligere rekord fra 2022 slået – i år kom der 41 procent flere gæster end dengang.
Museet har i løbet af sommeren også tiltrukket mange internationale gæster. Især besøgende fra Tyskland, Holland og Frankrig har været markant repræsenteret blandt sommerens publikum.
Museumsdirektør Karen Grøn peger på en kombination af gode udstillinger og Koldings voksende ry som kulturby som forklaring på succesen.
»Vi har denne sommer præsenteret et bredt og aktuelt udstillingsprogram med Michael Kvium, Mie Olise Kjærgaard, Kristine Mandsberg og den store særudstilling FEEL ME, og samtidig oplever vi, at Kolding i stigende grad tiltrækker kulturinteresserede gæster, der også besøger byens andre attraktioner som Koldinghus,« siger hun.
Ifølge Karen Grøn bekræfter rekordsommeren, at museet er i vækst, og at det understreger behovet for den planlagte udbygning.
»De mange gæster bekræfter, at Trapholt er et museum i vækst, og vi glæder os til at kunne tilbyde endnu bedre rammer i fremtiden,« understreger hun.
Trapholt lukker midlertidigt ved årsskiftet, når en stor ombygning og transformation går i gang. Museet forventer at være lukket i 14 måneder, inden de nye, udvidede faciliteter står klar til publikum i foråret 2027.
Blandt sommerens udstillinger har særligt værker i FEEL ME-udstillingen været populære blandt gæsterne, herunder Daniel Wurtzels værk Air Fountain, Sali Mullers Happiness is as brittle as Glass og Liz Wests An Additive Mix.
Fredericia fortjener rettidig omhu, ikke en blind tro på, at skibet er usynkeligt. Jeg vil sætter en ny kurs:
• Skil budgetterne ad – stop med at plyndre andre områder
• Ud med rygklapperne – ind med faglige eksperter
• Økonomiopfølgning hver måned – ikke først efter isbjerget
• Forebyggelse fremfor dyre tvangsanbringelser
Vi har brug for en liberal ledelse, der tør træffe de nødvendige, upopulære beslutninger, frem for at lade et dysfunktionelt system tømme kommunens kasse. Først når ansvaret er placeret, og strukturen er genoprettet, kan Fredericia skifte kurs og undgå det økonomiske isbjerg. “S styrer – vi synker.” Hvor er de andre blå partier i dette økonomiske morads? De flyver under radaren med dårlige undskyldninger. Som Socialdemokratiet får de aldrig erstattet deres selvtilfredse tillid med rettidig omhu.
A’s kurs er klar: Merforbrug dækkes ved at tømme skoler, ældrepleje og fritidsliv – indtil alle områder er under vand.
Viceborgmester Vibe Dyhrbergs “store tillid” til en ledelse, der har skabt et 24 millioner kroner stort merforbrug og nu vil have mere, er IKKE betryggende. Det er rygklapper-mentalitet, der minder om at rose orkestret for deres musik, mens Titanic synker. Denne holdning, hvor man insisterer på, at “økonomien ikke kan styres som et regneark,” er et eklatant bevis på manglende ledelse og ansvarsfølelse. Imens betaler skoler, ældrepleje og fritidsliv regningen. Det er en kortsigtet strategi, det er både uintelligent og uansvarlig.
Det er Socialdemokradisk Titanic-styre i en nøddeskal: De forsikrer, at alt er under kontrol, mens skibet tager vand ind, flytter de rundt på dækstolene. Var der et krav om duelighedsbevis til byrådet – som der er til søs – ville de fleste i det nuværende byråd sikkert dumpe, med et brag.
Der er ingen tvivl om, at vi som samfund har et ansvar for at hjælpe de børn, der står i de mest sårbare situationer. Det gælder både børn fra familier med store økonomiske og sociale udfordringer og børn, der oplever vold, misbrug eller alvorligt omsorgssvigt.
Men hvad betyder det egentlig at være en familie med sociale og økonomiske problemer? Hvem bestemmer, hvad social udsathed indebærer? Og måske vigtigst af alt: Hvor går grænsen mellem at vise omsorg og at stigmatisere – især når fordomme, der er forankret i samfundets magtstrukturer, kan spille ind?
Fordomme opstår tit på baggrund af uvidenhed og kan føre til uheldige reaktioner over for dem, der bliver ramt. Derfor har vi et fælles ansvar for at bekæmpe de fordomme, der ligger i samfundets strukturer. Som Per Schultz Jørgensen siger: “Fordomme tjener ofte til at fastholde et etableret magtsystem, dels i samfundet generelt, dels i uddannelsesmæssige og politiske sammenhænge.”
Historien viser os, hvor alvorlige konsekvenser samfundsstrukturelle fordomme kan få. Et skræmmende eksempel er det politiske program om racehygiejne, som i mange år var en del af dansk social- og sundhedspolitik i 1900-tallet. Målet var at ”luge ud” i bestemte befolkningsgrupper, som fx personer med fysiske handicaps, psykiske lidelser, kriminelle, alkoholikere og især udviklingshæmmede. Det førte blandt andet til tvangssterilisationer og -anbringelser, som blev set som en måde at beskytte samfundet på.
I 2022 gav social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil en officiel undskyldning til tidligere anbragte i åndssvageforsorgen for de overgreb og svigt, de blev udsat for – herunder pigerne på Sprogø. Men spørgsmålet er, om vi som samfund egentlig har lært af fortiden? Kan de tvangsanbringelser af børn og unge, vi ser i dag, være en moderne parallel til datidens racehygiejne?
I bogen “Socialfagligt arbejde med anbringelser”, som bruges på socialrådgiveruddannelsen, beskrives det, hvordan sociale risikofaktorer og ophobning af problemer i en familie kan påvirke børn og unge negativt. Jo flere risikofaktorer, der er til stede, jo større vurderes risikoen for familien at være. Nogle af de faktorer, der nævnes, er fx hvis mindst én af forældrene:
• er eneforsørger
• ikke har uddannelse ud over folkeskolen
• har svag tilknytning til arbejdsmarkedet (fx kontanthjælp, førtidspension, fleksjob)
• har et misbrug (fx alkohol eller stoffer)
• har psykiske lidelser (fx ADHD, bipolar lidelse, socialangst)
• er tidligere dømt for kriminalitet
• selv har været anbragt som barn
Det er virkelig vigtigt, at vi passer på med at stigmatisere – især de fagfolk, der arbejder med familierne, har et stort ansvar for at undgå fordomme. For det skal understreges: Ingen af de nævnte risikofaktorer betyder automatisk, at en forælder ikke kan være en god, omsorgsfuld og kærlig forælder.
Alligevel ser det ud til, at familieafdelingen i Fredericia ofte antager, at forældre med disse risikofaktorer mangler evnen til at tage sig ordentligt af deres børn, hvis børnene mistrives. Men mistrivsel kan dække over mange ting – som angst, depression, stress eller ensomhed – og det er ikke nødvendigvis forældrenes skyld. Alligevel opstår der ofte forestillinger om vold, misbrug eller konflikter i hjemmet, som påvirker sagsbehandlernes beslutningen om en anbringelse.
Så spørgsmålet er: Hvordan kan vi som samfund håndtere social udsathed på en måde, der bygger på respekt, viden og en helhedsorienteret tilgang, hvor vi støtter børn og unge i deres egne hjem, og hjælper familierne – uden at gentage fortidens fejlmed lemfældige tvangsanbringelser?
KRIMI. Onsdag formiddag lidt over ti blev en 21-årig mand fra Kolding udsat for et umotiveret overfald på Haderslevvej ved Sydbanegade. Ifølge Sydøstjyllands Politi blev han tildelt flere slag i ansigtet af en mand, som endnu ikke er identificeret.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at episoden virker helt umotiveret.
»En forurettet bliver umotiveret tildelt to til tre slag i ansigtet af en på nuværende tidspunkt ukendt gerningsmand,« siger han.
Patruljen var hurtigt fremme og fik afhørt den forurettede på stedet. Politiet arbejder nu på at finde frem til gerningsmanden og håber, at overvågning fra området kan hjælpe i efterforskningen.
»Vi vil gennemgå overvågningen, så der har vi stadig en efterforskning i gang, men vi har endnu ikke identiteten på gerningsmanden,« siger Arno Rindahl Petersen.
Gerningsmanden beskrives som af almindelig bygning, cirka 175 centimeter høj, iført sort dunjakke og sort hue.
Den 21-årige slap ifølge politiet med mindre skader.
»Han er ikke kommet til skade, ud over måske lidt ømhed, men ellers ikke noget,« oplyser vicepolitiinspektøren.
For nu er efterforskningen i gang, og gerningsmanden stadig på fri fod.
TRAFIK. Vejdirektoratet går i gang med at reparere en dilatationsfuge på Vejlefjordbroen. Arbejdet bliver udført som natarbejde fra torsdag den 14. august klokken 21.30 til fredag den 15. august klokken 05.30 for at genere trafikanterne mindst muligt.
»I forbindelse med arbejdet bliver der sporreduktion i sydgående retning, så der er ét spor farbart forbi arbejdsstedet. Hastigheden vil ligeledes lokalt blive reduceret til 80 km/t,« oplyser Vejdirektoratet.
Ved at udføre arbejdet om natten sikrer man, at myldretidstrafikken er overstået, inden entreprenøren går i gang.
»Arbejdsområdet vil være tydeligt afmærket med trafikkegler,« lyder det fra Vejdirektoratet, som på forhånd beklager de gener, arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man følge den aktuelle situation på statsvejene og finde information om trafikale restriktioner, konkrete vejarbejder og øvrige meldinger.
KRIMI. Den 70-årige Erik, der har været savnet fra Fredericia siden den 5. august, blev onsdag aften klokken 18.10 fundet død i Stoustrup Skov.
Politiet fortæller, at de pårørende er underrettet, og at der ikke er noget, som tyder på, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet. På det sociale medie X skriver politiet:
»En 70-årig mand, der har været forsvundet siden den 5. august, er fundet død. De pårørende er underrettet. Politiet mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag hans død.«
Eftersøgningen af Erik har stået på i flere dage, hvor både politi, frivillige borgere og organisationen Missing People har været involveret. Politiet udtrykker taknemmelighed over indsatsen og skriver:
»Vi siger tak til de mange borgere og Missing People, der har hjulpet med at lede efter den savnede. Vi har fjernet de tidligere udsendte tweets med efterlysning og billede af den pågældende mand og opfordrer medier og andre, der har delt det, til at gøre det samme.«
Erik forsvandt fra sit hjem på Lumbyesvej i Fredericia mandag den 5. august, og hans forsvinden udløste en omfattende eftersøgning. Politiet havde tidligere beskrevet, at han led af demens, og at han kunne være desorienteret. I dagene efter blev der søgt i nærområdet, på offentlige steder og i skove, og der blev opfordret til, at folk tjekkede egne skure og udhuse.
En 70-årig mand, der har været forsvundet siden den 5. august, er fundet død. De pårørende er underrettet. Politiet mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag hans død #politidk
Debatten om Fredericia Kommunes Familieafdeling har de seneste måneder taget til i styrke. Kritikken har blandt andet handlet om stigende udgifter, flere anbringelser og en oplevelse blandt borgere og politikere af, at forebyggelse ofte nedprioriteres.
Byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz (Enhedslisten) mener, at tiden er inde til at ændre den grundlæggende tilgang til arbejdet med børn og familier. Hun efterlyser større tillid, mere inddragelse og et stærkere fokus på at se hele barnets situation – ikke kun symptomerne.
»For nidkær med pengene«
Cecilie Roed Schultz understreger, at der gennem årene har været dygtige chefer på området, men at hun på et overordnet plan ser et mønster, der bekymrer.
»Jeg tror, man har været for nidkær med pengene, valgt for billige indsatser, sat for sent og for let ind på mange områder og haft fokus på de forkerte ting,« siger hun.
Hun peger på, at enkelte sager kan give indtryk af, at anbringelser har været valgt for tidligt, uden at man til bunds har undersøgt andre muligheder.
»Har man set på, om barnet kunne blive hjemme? Har man undersøgt, om der er diagnoser, der skal afdækkes? I nogle tilfælde kan det være det, der er den reelle udfordring,« siger hun og understreger, at der naturligvis også er sager, hvor en hurtig anbringelse er helt afgørende.
Egen erfaring gør hende ekstra engageret
Cecilie Roed Schultz’ engagement i børneområdet er ikke kun politisk, men også personligt. Hun har selv oplevet at have en sag vedrørende sine egne børn og ved, hvor krævende det er at navigere i et komplekst system.
»Når man står i en sag om sine børn, mærker man, hvor voldsomt det er, og hvor meget man er afhængig af, at de rigtige beslutninger bliver truffet. Det er meget personligt, og det gør mig både mere følsom og mere stædig i kampen for at forbedre området,« siger hun.
Som lokalpolitiker og aktiv i borgerkontakten taler hun ofte med forældre, der står midt i svære sager om deres børn.
»Jeg hører igen og igen, at forældre føler sig overhørt, at der bliver handlet for sent, eller at løsningerne ikke matcher barnets behov. Det gør mig vred, for vi burde kunne gøre det bedre,« siger hun.
Stigende udgifter til anbringelser
Baggrunden for debatten er ikke kun faglig, men også økonomisk. Kommunens udgifter til anbringelser er steget markant gennem 2020’erne – med en vækst på omkring 240 procent fra 2021 til 2023. De 20 dyreste enkeltsager kostede i 2023 kommunen 51 millioner kroner, mod 26 millioner to år tidligere.
I budgetforliget for 2024 blev der afsat en fast ekstra bevilling på 40 millioner kroner årligt til Familieafdelingen fra 2025 for at skabe økonomisk stabilitet. Alligevel er der fortsat politisk uenighed om, hvordan midlerne bedst bruges.
Forældre og børn skal høres mere
For Cecilie Roed Schultz er det ikke nok at tilføre penge. Hun mener, at sagsbehandlingen skal bygge på et langt tættere samarbejde med både forældre og børn.
»99,9 procent af forældrene vil deres børn det bedste. De kender deres børn rigtig godt og har ofte øje på ting, som en socialrådgiver, der aldrig har mødt barnet, ikke kan se. Det samme gælder børn og unge – de har en stor indsigt i deres egen situation, og deres perspektiv er vigtigt at få med,« siger hun.
Hun sammenligner det med at stå på tre ben: forældrenes viden, børnenes oplevelser og personalets faglighed. »Nogle gange får man kun gået på ét eller to af de ben, og så kommer det til at halte,« siger hun.
Tillid som nøgleord
Danmark er kendt som et land med høj grad af tillid, men Cecilie Roed Schultz mener ikke, at den tillid i tilstrækkelig grad gennemsyrer børneområdet i Fredericia.
»Jeg savner, at tilliden også gælder her. Forældrene og børnene har uvurderlig viden, som sammen med den faglige indsats kan danne grundlag for bedre beslutninger,« siger hun.
Vil være forkæmper for forandring
Selv om debatten kan være ubehagelig, mener Cecilie Roed Schultz, at den er nødvendig.
»Jeg gør mig gerne til forkæmper for, at der sker noget på det her område – det har jeg været i alle årene. Og jeg håber, at det, I laver, kan være med til at ryste lidt i træet, så vi kan se, hvad der egentlig falder ned,« siger hun.
KRIMI. Et stykke havearbejde i Erritsø endte onsdag eftermiddag med blå blink og en sigtelse. Klokken 17.07 blev Sydøstjyllands Politi og brandvæsnet kaldt til Møllebovænget, hvor en brand havde fået fat i både et brandskur og en naboterrasse.
Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at situationen begyndte helt uskyldigt.
»En person udfører havearbejde for beboerne på adressen, og i den forbindelse brænder han noget ukrudt af. Det medfører, at der går ild i noget halm og ind mod et brandskur,« siger han.
Ilden spredte sig hurtigt nok til at forvolde skade, før den blev slukket.
»Der er sket skade på brandskuret samt på beklædningen på naboens terrasse,« oplyser vicepolitiinspektøren.
Ifølge politiet var der ikke fare for personer, men hændelsen vurderes som en overtrædelse af beredskabsloven.
»Der har vi sigtet en 32-årig mand fra Kolding Kommune for overtrædelse af beredskabsloven,« siger Arno Rindahl Petersen.
Brandårsagen er altså tilbageført til brugen af ukrudtsbrænder – en metode, politiet og beredskabet gentagne gange har advaret imod, særligt når solen står højt og vejret er varmt, på grund af risikoen for, at små gløder kan antænde omgivelserne.
EVENT. Når Teglgårdsparken i Middelfart søndag den 17. august danner ramme om årets udgave af »Sindssyg God Søndag«, er det med et program, der strækker sig fra klokken 11 til 16 og rummer både musik, litteratur, teater, workshops og samtaler om mental trivsel. Det hele er gratis og åbent for alle, og bag dagen står Middelfart Museum, Psykiatrien i Region Syddanmark og Middelfart Kultur & Bibliotek.
Kulturkonsulent Kamilla Uttrup, der har været med fra begyndelsen, fortæller, at ideen opstod i forbindelse med Trækantsområdets Festuge, som i dag er nedlagt. Dengang samarbejdede syv kommuner om at skabe arrangementer, der satte fokus på særlige steder i lokalområdet. »Vi havde for 7-8 år siden en pulje, hvor vi ville sætte spot på særlige steder i kommunerne i trekantområdet« fortæller hun.
Da blikket faldt på Teglgårdsparken, gav det mening at tage fat i stedets historie. »Det er fuldstændig oplagt at sætte noget mere fokus på hele den her psykiatriske historie, der har været i byen. Med Middelfart Museum var vi også i gang med Mind-projektet. Bygningerne i sig selv er fascinerende, og så tænkte vi, at vi kunne gå sammen med museet, biblioteket og psykiatrien om at lave en dag med fokus på mental sundhed« siger Kamilla.
Allerede fra starten var målet at aftabuisere psykisk sygdom og skabe et sted, hvor man kan tale åbent om det, der kan være svært. »Vi blev enige om, at vi skulle lave en dag, hvor vi kobler kultur og sundhed. Via kulturelle arrangementer ville vi sætte fokus på mental trivsel, så når man hørte en digtoplæsning, kunne det sætte gang i samtaler og snakke, man måske ellers ikke ville have haft« fortæller hun.
Navnet »Sindssyg God Søndag« er valgt med omhu. »Det hed jo Sindssygehospitalet, da det blev lavet i Teglgårdsparken, så vi lægger os op ad det gamle ord for psykisk lidelse. Og så har det jo den her dobbeltbetydning, hvor det både henviser til historien og til, at vi vil lave en dag, som ikke kun er tung. Den skal lige så meget være indbydende, skæv og sjov, med højt til loftet, men også et sted, hvor man tør tale om ting, man måske ikke altid tør tage hul på. En dag præget af alvor, men også af alt muligt skørt« siger Kamilla.
Responsen fra publikum har været varm. »Når folk går derfra, er de faktisk rigtig søde til at skrive tilbage til os, at de har haft en fantastisk dag. De siger, at der er højt til loftet, at man føler sig velkommen, og at der er plads til alle. Det er jo en dejlig tilbagemelding« fortæller hun.
For Kamilla handler det om at give folk noget med hjem. »De skal gerne gå derfra med en følelse af fællesskab, af at vi ikke behøver at passe ind i alle mulige kasser for at være sammen. At man bliver set som et helt menneske, også når man indimellem bøvler med sindet. Mange lever med stress, angst eller diagnoser, og sådan er det bare at være menneske. Hvis man samtidig har fået nogle kulturelle oplevelser, der gør, at man føler sig set og hørt, så er vi lykkedes« siger hun.
Årets program er bredt sammensat og spænder fra litteratur og musik til kunst og kreative workshops. »Vi vil gerne have noget for alle. I år har vi sat særligt fokus på unge og udvidet med en scene, der sætter fokus på børn og unges trivsel. Vi har fra starten haft et publikum af lidt ældre, og vi er begyndt at få fat i børnefamilierne. Nu vil vi også gerne invitere de unge ind på en ny måde. Vi har fået midler fra Region Syddanmark, så vi kan give den en ordentlig skalle på det område« siger Kamilla.
Det nye fokus er blandt andet skabt ved at lytte til de unge selv. »Vi har været i kontakt med nogle unge, som har givet os input til, hvad de gerne ville opleve. Det har betydet flere workshops, hvor man selv kan være kreativ. Man kan sidde og brodere følelser, lave keramikskulpturer eller være med, når billedskolen holder workshop. Der er også meditation og mange andre aktiviteter« fortæller hun.
Der er også planlagt en række højdepunkter. »Jeg glæder mig blandt andet til, at Kjartan fra Folketuben kommer og spiller et par numre og fortæller. Vi har også en trivselsdebat med en aktiv trivselskommission, hvor Trine Bosse Linde, formand for psykiatriområdet, deltager. Det bliver spændende at høre, hvad de har sat i gang, og hvordan det virker indtil videre. De unge har også ønsket flere oplæg fra andre unge, så vi har booket nogle, der taler åbent om deres trivsel« siger Kamilla.
Hun mener, at kombinationen af kunst og samtale er central. »Kunsten og kulturen kan sætte gang i samtalerne. Den kan være en igangsætter til, at vi åbner op for, hvordan vi egentlig har det. Når man opdager, at man ikke er alene om at have det på en bestemt måde, bliver det lidt nemmere at være menneske« siger hun.
Fokusset på børn og unges trivsel er ifølge Kamilla uomgængeligt. »Det er helt afgørende, fordi der desværre er så mange børn og unge, der ikke trives. Det vil vi gerne være med til at sætte skub i, både ved at høre eksperterne og ved at give de unge selv ordet. Vi har for eksempel en, der laver spoken word om, hvordan det er at leve med en diagnose« fortæller hun.
At arrangementet er gratis og åbent for alle, er et bevidst valg. »Vi vil gerne have, at alle har mulighed for at være med. Selvom man ikke har den største indtægt, skal det være muligt at få en god dag med oplevelser og fællesskab. Vi inviterer også en masse frivillige foreninger, som man kan møde og få en snak med, hvis man har brug for råd eller inspiration« siger Kamilla.
De frivillige og foreningerne er en vigtig del af helheden. »Alle har deres berettigelse på dagen. Måske opdager man, at man i familien bøvler med ADHD, og så kan man gå hen til ADHD-foreningens stand og høre, om de har nogle gode råd. Man kan finde hjælp og vejledning, men man kan også bare have en hyggelig dag med musik og litteratur. Nay Marie Ej, som er et stort forfatternavn, kommer også, og det vil helt sikkert trække mange« siger hun.
Personligt betyder dagen meget for Kamilla. »Jeg synes, det er vildt spændende at være med til at lave den her dag. Jeg synes, det er vigtigt, at vi arbejder med mental trivsel. Der er mange strømninger i tiden, der kan gøre det svært, især for unge mennesker. Sociale medier og perfekthedskulturen kan give et skævt billede af, hvordan man skal være. Derfor er det vigtigt, at vi mødes fysisk, inspirerer hinanden og mærker, at der er lidt højere til loftet« siger hun.
Hun har været med gennem alle årene og har mange stærke minder. »Det er folks reaktioner, der gør størst indtryk. Når de kommer tilbage og fortæller, at de har haft en dejlig dag, ved vi, at vi er lykkedes. Sidste år havde vi en danseforestilling, der afsluttede dagen. Det var så rørende og æstetisk smukt, at tårerne næsten trillede. Mange af vores teaterforestillinger og musikindslag har skabt stjernestunder, hvor man bare tænker wow« fortæller hun.
Fremtiden for »Sindssyg God Søndag« ser Kamilla som en fortsat udvikling. »Jeg håber, vi kan blive ved med at finde midler og styrke både dagen og dagsordenen. Det behøver ikke at vokse med raketfart, men jeg vil gerne have, at så mange som muligt får glæde af dagen. Hvert år får vi nye ideer og nye samarbejdspartnere, og vi får mange henvendelser fra folk, der gerne vil være med. Det viser, at arrangementet har slået rod« siger hun.
Når dørene åbner den 17. august, er målet klart. At skabe en dag, hvor fællesskabet er i centrum, og hvor der er plads til hele mennesket – med både styrker og sårbarheder. »Vi vil gerne have, at folk går hjem med oplevelser, der gør dem glade, men også med noget at tænke over. Og måske med en følelse af, at vi alle sammen kan være en del af det samme rum, uanset hvem vi er« siger Kamilla Uttrup.
For Mette og hendes familie har de seneste syv år været en lang kamp for at få den rette støtte til hendes to døtre med sansemæssige udfordringer. En kamp, hun beskriver som både drænende, frustrerende og præget af mistænkeliggørelse fra kommunens side.
»Mine børn har brug for meget ro, stabilitet og forudsigelighed hele tiden. Bare det, at skemaet ændrer sig, eller der kommer en vikar, kan være nok til, at al den energi, de har sparet op i løbet af dagen, forsvinder,« fortæller Mette.
En hverdag bygget på struktur
Hjemme hos Mette og hendes mand er alt bygget op omkring faste rutiner. Morgenmaden er delt op, fordi pigerne ikke kan være i samme rum fra morgenstunden. Lyd, lugte og uforudsigelige situationer kan skabe store reaktioner, som familien må navigere i.
»Vi øver i weekenderne på at sidde sammen og spise, men i hverdagen kan vi ikke gøre det. Det bliver for meget,« siger hun.
Skolens taxatilbud er opgivet, fordi det er uforudsigeligt, hvornår chaufføren kommer. I stedet kører Mette selv børnene. Men selv efter en vellykket aflevering kan dagen hurtigt ændre sig. »Jeg kan blive ringet op midt på dagen, fordi noget uventet er sket på skolen. Det kan være høj lyd, en elev, der kaster med ting, eller at nogen forlader klassen. Så brydes strukturen, og det bruger mine børn enormt mange kræfter på at håndtere,« siger hun.
Når pigerne kommer hjem, kræver det ro. Selv lyden af en vaskemaskine kan være for meget. »Jeg kan ikke vaske tøj, hvis de har haft en dårlig dag. Madlavning kan også være udelukket. Det betyder, at vi nogle gange må ændre hele vores plan for aftensmaden,« fortæller hun.
Fra folkeskole til specialtilbud – en kamp uden lige
Da pigerne begyndte i folkeskole, blev de placeret i en såkaldt mellemform for børn med særlige behov. Det viste sig hurtigt, at tilbuddet ikke passede til deres udfordringer.
Efter lang tids kamp fik Mette og hendes mand begge børn ind på autismeafdelingen på Frederikshøjde. »Den ene af pigerne har haft en klasse, der fungerede fantastisk. Hun har udviklet sig meget. Men nu skal hun skifte klasse for at få flere udfordringer – og det er en stor omvæltning med nye relationer, nye lyde og nye rutiner,« siger hun.
Men at få begge børn ind i det rette tilbud har været en kamp, Mette aldrig havde forestillet sig. »Vi har oplevet, at kommunen ikke rigtig troede på os som forældre. Børnene kunne holde facaden i skolen, men når de kom hjem, reagerede de voldsomt. Det blev mistænkeliggjort, som om problemet lå hos os,« siger hun.
Langsommelig sagsbehandling og uforløste bevillinger
En af de største frustrationer for Mette er den lange sagsbehandlingstid. Børnefaglige undersøgelser og målgruppevurderinger kan tage flere år. Selv når kommunen har bevilget hjælp, oplever hun, at den ikke altid føres ud i livet.
»Jeg har lige nu en bevilling, som ikke bliver effektueret af Fredericia Kommune. Jeg har ventet over et år på at få den hjælp, de selv har sagt ja til. Det er helt uforståeligt,« siger hun.
Hun oplever, at dialogen med kommunen ofte handler om at “forventningsafstemme” frem for at løse de konkrete problemer. »Det handler ikke om forventningsafstemning. Det handler om, at man overholder de mest basale principper i god forvaltningsskik. At man ringer tilbage til borgeren, at man melder nyt ud, når der er nyt. Det er helt almindelig pli,« siger hun.
Mistænkeliggørelse – fordi handicap ikke kan ses
Mette mener, at en del af problemet er, at hendes børn har et usynligt handicap. »Når nogen fra kommunen kommer på skolen, ser de to stille børn, der sidder pænt. Så tænker de, at problemet må ligge hjemme. Men det er jo derhjemme, børnene reagerer, fordi de har brugt al deres energi på at holde facaden i skolen,« forklarer hun.
For Mette føles det som om, forældre bliver syndebukke, når systemet ikke ved, hvor ansvaret skal placeres. »Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det også handler om økonomi – at de måske prøver at spare. Men det er børnene, der betaler prisen,« siger hun.
En hverdag uden gæster
Familien har tilpasset sig børnenes behov. Sociale aktiviteter er skåret fra, og store familiearrangementer er næsten umulige. »Vi har ikke gæster. Vi tager ikke til barnedåb, konfirmationer eller store fødselsdage. Det er simpelthen for uforudsigeligt, og børnene kan ikke være i det. Det er blevet normalt for dem, men det er jo ikke normalt i andre familier,« siger hun.
Syv år uden at nå i mål
Efter syv års kamp står Mette stadig med uafklarede forhold. Hun er ikke i arbejde, fordi hun aldrig ved, hvornår børnene bliver sendt hjem fra skole. »Jeg er endt i jobcentret med stress, men der mangler et tværfagligt samarbejde. Det er jo hele familien, der bliver ramt, når hjælpen ikke kommer,« siger hun.
Et enkelt juleønske
Med juletiden nærmer sig, er Mettes ønskeliste til Fredericia Kommune kort, men afgørende: »Jeg vil bare gerne have, at min bevilling bliver effektueret. At jeg får en sagsbehandler, jeg kender, og som jeg kan ringe til. Helt basale ting, som jeg har ret til – og som ville gøre en kæmpe forskel for vores familie.«
Artiklen er en del af en temaserie om Børn og Familier. Følg med og hør hvordan det er gået Mette og hendes familie siden julen 2024. Hvad siger politikerne? Hvad siger Familieafdelingen? Hvordan går det med børnene, der skal hjælpes?
