0.9 C
Copenhagen
fredag 21. november 2025

Hassing: Vi kan ikke ignorere alvoren

0

Sagen om Kobbelgården 3 fortsætter med at skabe debat i Fredericia, hvor politikere, embedsmænd og interessenter forholder sig til Socialtilsyn Syds alvorlige kritik af bostedet. Næstformand i Senior- og Socialudvalget, Kirsten Hassing (C), understreger, at situationen er dybt alvorlig, og at processen har været lang og kompleks.

Mens kommunen har fulgt en plan for at rette op på forholdene, står det nu klart, at Socialtilsynets vurdering ikke stemmer overens med kommunens egen opfattelse af fremdriften. Tirsdag var der pressemøde i sagen om Kobbelgården, hvor Kirsten Hassing sagde, at man kan stille spørgsmål ved, om udvalget burde have reageret tidligere, men fastholder, at processen har været tilrettelagt med tillid til de igangsatte tiltag.

– Det er alvorligt, det der står i den agterskrivelse, og det tager vi selvfølgelig meget alvorligt. For mig er det en bekymring, der desværre er blevet til virkelighed. Dette har været en meget kompleks proces, som har stået på alt for længe. Man kan altid kigge tilbage og spørge, hvad man kunne have gjort anderledes. Skulle man have reageret før? Vi har tilrettelagt en proces sidste år, som vi har haft tillid til, og vi har fulgt den tæt. En plan er blevet fulgt tæt i udvalget, og vi har lige gennemgået den. Noget af det er gennemført, men der er stadig en del, der ikke er færdiggjort, siger Hassing.

En kulturforandring tager tid – men nu haster det

Ifølge Hassing har der været sket fremskridt på Kobbelgården, men ikke nok til at afværge Socialtilsynets skarpe kritik. En stor del af problemstillingen handler om arbejdspladsens kultur, og forandringer på det niveau tager tid.

– Dette handler i høj grad om at ændre en større kultur på arbejdspladsen, men der er sket forandringer. Der er sket forandringer, og det kan vi konstatere. Men vi kan ikke ignorere den alvorlige agterskrivelse, der er kommet, siger Kirsten Hassing.

Netop balancen mellem at anerkende de tiltag, der er gjort, og samtidig forholde sig til kritikken fra Socialtilsynet er en af de største udfordringer for udvalget. På den ene side har der været et politisk og administrativt fokus på at forbedre forholdene, men på den anden side mener Socialtilsynet ikke, at ændringerne har været tilstrækkelige.

Fokus på medarbejdere og borgere i en usikker tid

Midt i den store usikkerhed om bostedets fremtid understreger Hassing vigtigheden af at skabe tryghed for både medarbejdere og borgere. Personalet står over for en situation, hvor deres arbejdsplads måske ændres markant, men samtidig skal dagligdagen på Kobbelgården fungere, mens beslutningsprocessen kører.

– Lige nu står vi i en situation, hvor vi står overfor en meget kompleks opgave, med mange spørgsmål og stor usikkerhed. Derfor har vi brug for at skabe så meget tryghed som muligt for de medarbejdere, der er omkring borgerne, og som stadig skal udføre deres arbejde. Borgerne skal stadig opleve, at arbejdet bliver udført, og at der er en nærværende opmærksomhed på stedet, forklarer Kirsten Hassing.

Hassing understreger, at der stadig er mange ledelsesmæssige forhold, der skal håndteres, og at politikerne i Senior- og Socialudvalget vil følge sagen tæt. Selvom der endnu ikke er truffet en endelig beslutning om bostedets fremtid, erkender hun, at store ændringer kan være på vej.

– Det er noget, vi som udvalg vil følge tæt, da der er mange ledelsesmæssige forhold, der skal håndteres. Uanset hvad dette måtte føre til, er der ingen tvivl om, at vi står overfor scenarier, hvor der muligvis vil komme store ændringer for Kobbelgården. Men det er for tidligt at gå nærmere ind i de diskussioner, fortæller Hassing.

Afventer næste skridt – men fokus er på støtte

Hvad der konkret skal ske, afhænger af den videre proces, herunder partshøringsmødet den 26. februar, hvor kommunen vil fremlægge sine bemærkninger til akterskrivelsen. Indtil da er signalet fra Kirsten Hassing, at kommunen vil støtte medarbejderne og beboerne i den usikre tid.

– For nu handler det om at støtte stedet, støtte ledelsen og medarbejderne, og gøre vores bedste for at tage hensyn til de borgere, der er der, slutter Kirsten Hassing.

Spørgsmålet om Kobbelgårdens fremtid er endnu åbent, men én ting står klart: Processen har trukket ud længe, og afgørelsens konsekvenser kan blive markante.

Lun weekend med grå nuancer

0

Weekenden bliver lun, men også noget grå, og med temperaturer, der kan komme op på tocifrede varmegrader. 

Lørdag er landet delt i to – I de østlige egne bliver det tørt og lidt eller nogen sol, og i de vestlige egne bliver det skyet og i Vestjylland først kun stedvis regn, men ud på eftermiddagen noget mere udbredt regn.

I løbet af natten til søndag har regnvejret passeret det meste af landet, og i morgentimerne er det kun østpå der stadig kan opleves lidt regn. Ellers starter søndagen ud med skyet, diset og tåget vejr, men op ad dagen kan det klare op med lidt sol. Hvis solen kommer frem kan de lune temperaturer få det til at føles næsten helt forårsagtigt.

Vinden bliver overvejende rolig i weekenden, dog noget friskere ved kystnære områder.

Der bliver altså muligheder for at komme ud at gå en tur her i weekenden, men det er nok en god ide at tjekke den lokale vejrudsigt for regn inden man drager ud ad døren. Du kan også se om det regner her Radar | DMI.

Kilde: DMI

Udvalgsmedlem uenig med Socialtilsyn Syd

0

Debatten om Kobbelgården 3 fortsætter, efter Socialtilsyn Syd har udsendt en agterskrivelse, der kan føre til en lukning af bostedet. En af dem, der ikke er helt enig med tilsynet, er Venstres Louis Lindholm.

På pressemødet i tirsdags kommenterede Louis Lindholm, der er medlem af Senior- og Socialudvalget, sagen og pegede på, at der er uoverensstemmelser mellem kommunens og tilsynets vurderinger af situationen.

– Jeg har tidligere nævnt, at vi som medlemmer af udvalget alle har ansvar for dagsordenen, og at tempoet skal øges. Sidste gang blev det tydeligt sagt, at der skulle ske mere, fordi det har gået for langsomt. Dagspressen har også peget på det tidligere, så jeg anerkender, at der er en plan med 11 punkter, som vi kan følge. Vi har netop hørt om fremdriften, men den fremdrift, tilsynet har oplevet, er ikke den samme. Det er selvfølgelig et problem, og der er en forskel mellem, hvad vi ser, og hvad tilsynet ser, siger Lindholm.

Kritik af tilsynsrapporten

Louis Lindholm understregede, at der er flere elementer i rapporten fra Socialtilsyn Syd, som han undrer sig over, herunder gentagelser, overfladiske konklusioner og en manglende præcisering af, hvilke konkrete tiltag der kunne iværksættes for at rette op på de påpegede problemer.

– Jeg vil også personligt sige, at når jeg læser rapporten fra tilsynet, så virker noget af det som gentagelse, og andre dele er meget overfladiske. Der er ting i rapporten, som fylder mig med undren. Man taler om at interviewe fem medarbejdere, og det er nødvendigt, men jeg mener, man kunne have været mere grundig. Man kunne også have været mere præcis i anbefalingerne. I stedet for blot at påpege, hvad der er galt, kunne man have sagt, hvad vi bør gøre for at rette op på det, forklarer Lindholm.

En af de ting, der især vakte Lindholms opmærksomhed i rapporten, var brugen af begrebet forråelse, som han finder problematisk, fordi det ikke er klart defineret, og fordi det efter hans mening burde være ledsaget af en mere præcis forklaring på, hvad det indebærer, samt hvordan det konkret kommer til udtryk i praksis.


– Et andet punkt er det med forråelse. Det er et ord, som virker mærkeligt, især når man ikke rigtig forstår, hvad det betyder. Det er ærgerligt, at det bliver brugt uden at forklare, hvad det indebærer. Hvis der ikke er en leder, der forklarer, at forråelse betyder, at man taler negativt om sig selv, arbejdspladsen eller sine medarbejdere, og dermed skaber et dårligt arbejdsmiljø, så synes jeg, det er problematisk, siger Louis Lindholm.

Ingen borgere bliver smidt ud

Til sidst lagde Lindholm vægt på, at borgerne ikke står til at miste deres hjem, uanset hvilken beslutning der bliver truffet.

– Det sidste, jeg gerne vil sige, handler om borgerne, for de er det vigtigste i denne sag. Uanset hvad der sker, er det vigtigt at understrege, at ingen vil blive smidt ud. Man bor stadig på stedet, og hvis tilsynet fastholder deres indikationer, er der stadig hjælp at hente. Det er vigtigt at gøre klart, at folk ikke skal frygte, hvad der sker til maj måned. De vil stadig være der, og det er vigtigt at forstå. Jeg ser frem til partshøringsmødet den 26., hvor vi kan få afklaret flere spørgsmål, slutter Louis Lindholm.

Spørgsmålet om Kobbelgården 3’s fremtid er fortsat åbent, og sagen vil blive behandlet yderligere i de kommende uger.

Asfaltarbejde lukker veje i Fredericia

0

Fredericia Spildevand og Energi varsler asfaltarbejde på flere veje i Fredericia. Fra mandag den 24. februar påbegyndes klargøring til asfaltering, og fra onsdag den 26. februar til fredag den 28. februar vil der blive lagt nyt asfalt på de berørte strækninger.

Arbejdet finder sted på Glentevej, Luthersvej, Lathyrusvej, Nellikevej og Primulavej. Under klargøringen vil adgangen til vejene være meget begrænset, og på selve asfalteringsdagene vil vejene være helt lukkede.

Begrænset adgang og alternative ruter

Mens arbejdet står på, kan fodgængere og trækkende cyklister benytte fortovet i én af siderne. Bilister opfordres til at finde alternative ruter i perioden.

FC Fredericia klar til forårsstart: “Vi vil give det et skud”

0

Efter en lang vinterpause gør FC Fredericia sig klar til at genoptage NordicBet Ligaen med store ambitioner og en stærk trup. Direktør Stig Pedersen ser frem til forårets kampe og er tilfreds med klubbens strategi i transfervinduet.

– Ja, det bliver jo spændende søndag. Det har jo været en lang pause her, og en dejlig pause med den flotte efterårssæson, vi har leveret. Og vi har vel også gået og nydt det. Vi har også prøvet det modsatte i nogle sæsoner, så på den måde har det jo været godt, og vi har jo talt rigtig meget fodbold, qua den placering vi har, siger Stig Pedersen.

Fokus på truppen trods skader

FC Fredericia har været aktive i transfervinduet og sikret sig en ny angriber. Samtidig har klubben formået at holde sammen på truppen, hvilket var en vigtig målsætning.

– Vi kom fint igennem uden at skille os af med en eneste spiller, og det var målsætningen. Så har vi hentet en enkelt angriber mere ind, og det er vi jo glade for, fortæller han.

En udfordring op til sæsonstarten har dog været skaden til Bøndergaard, som blev ramt af en uheldig skade på træningslejren.

– Det er klart, det har jo fyldt lidt i de her dage op til første turneringskamp, fordi han i sidste sekund nede på træningslejren rent faktisk kom til skade. En lidt uheldig skade, som han allerede nu er blevet opereret for. Vi håber, og der er mulighed for, at han dukker op senere i forårssæsonen, siger Pedersen.

Pres eller motivation?

Med en stærk efterårssæson i bagagen er interessen for FC Fredericia steget, og spørgsmålet om pres opstår naturligt. Men ifølge Stig Pedersen er det ikke noget, der tynger klubben.

– Jeg føler nu egentlig ikke noget pres på den måde. Vi er jo en gruppe af folk i FC Fredericia, som har været med hele vejen, og vi har prøvet det før. Det er måske en lille smule surrealistisk for os at ligge i den her position. Når man har været snart 25 år – forhåbentlig kun 24 år – i samme række i træk, så bliver det jo en del af ens DNA og ens identitet som klub. Den skal vi jo se, om vi kan bryde nu her.

Han erkender dog, at klubben trods deres placering stadig er oppe mod klubber med større økonomisk kapacitet.

– Vores erfaring er bare, at med det forspring, vi har nu, så har vi en reel mulighed, og vi vil gøre alt, hvad vi kan. Men vi skal jo klare os stadigvæk med den virksomhedsstørrelse, vi har mod klubber, som lige nu er seks point efter os, men som har en helt anden kapacitet – også økonomisk volume – end vi har, siger Stig Pedersen.

En bevidst strategi i transfervinduet

Selvom der har været interesse for flere af FC Fredericias spillere i vinterens transfervindue, har klubben bevidst valgt at holde fast i truppen.

– Vi kunne sagtens have solgt en håndfuld spillere i det her vindue, hvis det var det, vi ville. Der har været forespørgsler, men vi har lukket det hurtigt ned, siger han.

Det er en bevidst strategi, hvor både spillere og agenter har været involveret i beslutningen.

– Alle, stort set alle, har været forstående overfor, at nu giver vi det altså et skud her i foråret. Så kan det godt være, der kommer et salg eller to til sommer, alt efter hvordan det sker. Det er klart, at spillerne kigger jo også ind i en spændende udfordring til sommer, såfremt det lykkes.

Store forventninger til slutspillet

Forårssæsonen indebærer et slutspil, hvor FC Fredericia skal møde de bedste hold i rækken. Stig Pedersen ser det som en stor udfordring, men ikke en umulig opgave.

– Vi har slået Sønderjyske, vi har slået AaB, og vi slog flere Superliga-hold i pokalturneringen sidste år. Men når man satte to streger under sæsonen, så havde vi slået AaB én gang i turneringen og én gang i pokalen, men tabt tre. Sønderjyske mødte vi fire gange og tabte tre. Det var de to hold, der rykkede op.

Denne sæson ser dog anderledes ud.

– Den her sæson er lidt anderledes, fordi der er kun ét hold, som vi har tabt til to gange, og det er AaB. De har været bedst, specielt i de første ti kampe, hvor de var suveræne. Men det er rigtigt, der kan ske meget i et slutspil, fordi vi spiller mod hinanden hele tiden. Der er mange hold, der får point, men der er også mange hold, der mister point.

Selvom FC Fredericia har et forspring, understreger han, at det stadig kræver en stærk præstation for at holde placeringen.

– Når man ligger seks point foran, så bør det være nok, hvis vi spiller nogenlunde, ligesom vi gjorde i efteråret mod de her hold. Det afhænger selvfølgelig meget af, hvordan vi klarer os indbyrdes mod dem, der lige nu presser os.

Tro på projektet

Afslutningsvis understreger Stig Pedersen, at troen på projektet er afgørende.

– Jeg har det også sådan, at hvis vi ikke tror på det, hvis vi ikke i tale sætter det, så sker det heller ikke. Det er vigtigt, at vi går ud med en plan, hvor vi virkelig tror på, at vi har en mulighed i år, fordi vi selv har skabt et fantastisk godt grundlag i denne sæson for, at det kan lade sig gøre.

Med et ungt hold, der har udviklet sig stærkt, er optimismen stor i FC Fredericia.

– Vi har det yngste hold, og sådan nogle unge spillere, de vokser ekstremt hurtigt i starten af deres tid som senior. Derfor tror vi på, at vi kan lægge på i foråret. Men som jeg sagde før, det skal vi også, for at kunne spille med helt fremme hele sæsonen, siger direktøren.

FC Fredericia starter forårssæsonen på søndag, hvor holdet skal forsøge at fortsætte den imponerende præstation fra efteråret. Fredericia AVISEN er live fra kampen mellem FC Fredericia og HB Køge fra 14.45.

Færre togafgange bekymrer Lundsfryd

0

Ændringer i køreplanen har reduceret togafgange på Vestfyn, og det bekymrer Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen. Han frygter, at det vil få konsekvenser for både pendlere og den kollektive trafik. Sammen med tre andre borgmestre har han nu henvendt sig til Folketingets Transportudvalg i håbet om at få afgange tilbage på køreplanen.

– Det kommer til at betyde, at pendlerne fra stationerne i Gelsted, Ejby, Nørre Aaby og Kauslunde har færre afgange. Primært i retning fra Odense mod Fredericia, men også den anden vej. Og det er vi jo rigtig ærgerlige over, fordi vi vil jo egentlig gerne have, at der var flere afgange og ikke færre afgange, siger han.

Drømmen om en fynsk S-togsmodel

Borgmestrene på Fyn har i fællesskab udviklet en vision for den regionale togdrift, kaldet Det Fynske S-tog, som skal skabe hyppigere afgange mellem de fynske byer.

– Vi samlede både alle borgmestrene i Trekantområdet og alle borgmestrene på Fyn om en fælles vision, som vi kalder det fynske S-tog. Det handler om, at alle små stationer på strækningen mellem Svendborg og Odense, mellem Odense og Middelfart og mellem Middelfart op mod Kolding og Vejle skal have hyppige afgange med tog på faste minuttal. Lidt ligesom vi kender det fra S-togene i København, forklarer han.

I borgmestrenes drømmescenarie er målet at have tre afgange i timen fra de mindre stationer, så passagererne altid har en afgang inden for kort tid.

– Hvis man ikke lige når det ene tog, så kan man altid tage det næste uden alt for lang ventetid. Og det kan lade sig gøre, når den nye jernbane over Vestfyn står klar i 2030. Indtil da er vi meget optagede af, at hvis det skal kunne blive en succes, så er det vigtigt at komme godt fra start. Og jeg synes, det er en dårlig start at skære på afgangene, siger han.

Presser familier til at tage bilen

Rundt om i landet har den kollektive trafik haft svært ved at genvinde passagerer efter COVID-19, mens bilsalget har holdt sig stabilt. I 2022 var passagertallet i den kollektive trafik stadig lavere end før pandemien, mens der i 2024 blev registreret 173.047 nye biler – på niveau med året før.

En tendens, som borgmesteren frygter vil forværres, hvis færre afgange får flere til at droppe toget og i stedet investere i en ekstra bil.

– Det presser jo flere familier til at overveje, om de bliver nødt til at have en bil mere, hvis de ikke kan komme med toget, når det passer, siger han.

Ingen forvarsel fra DSB

Borgmesterkollegaen fra Assens, Søren Steen Andersen, påpeger, at ingen af de fire borgmestre oprindeligt var blevet informeret om ændringerne. Johannes Lundsfryd fortæller, at han først blev opmærksom på dem, efter de trådte i kraft i december.

– Det skete, da den nye køreplan trådte i kraft 5. december, og vi havde ikke fået nogen forvarsel fra DSB om, at der var en større ændring af trafikplanen i gang. Så det kom først på bagkant. Og det synes jeg også er lidt ærgerligt. Jeg synes, det ville være god stil at tage fat i de relevante kommuner, når der er større ændringer på vej, siger han.

Han understreger, at kommunerne også har en rolle at spille i transportplanlægningen, fordi de har ansvaret for den lokale busdrift, som hænger sammen med tognettet, og det kan blive problematisk, hvis der ikke findes en koordineret løsning, der sikrer en sammenhæng mellem bus- og togdrift.

– Og så vil vi gerne have en dialog om det. Det er jo os, der står for den lokale busdrift, som hænger sammen med tognettet. Der er også noget i planlægningen fra vores side, som det får konsekvenser for, lyder det fra borgmesteren.

Borgmestre håber på genindførelse af afgange

De fire borgmestre har nu rettet en fælles henvendelse til Folketingets Transportudvalg i håbet om, at DSB vil genindføre de fjernede aftenafgange i den næste køreplansrevision.

– Vi håber, at det bliver gennemført næste gang, der laves en køreplansændring. Det er det scenarie, vi ønsker, men som minimum håber vi, at der ikke sker yderligere forringelser på tognettet på strækningen. Vi har brug for forbedringer, ikke forringelser, fastslår han.

Absurd omvej via Fredericia

Borgmestrene har også kritiseret, at fjernelsen af de regionale tog tvinger passagerer til at tage omveje med InterCity-tog for at nå frem.

– Det ved jeg, fordi jeg selv oplever det. Når jeg tager Intercity eller lyntoget fra Odense til Middelfart, så tager jeg jo ikke et tog til Fredericia for at tage tilbage til Middelfart. Det virker jo helt tudetosset, afslutter Johannes Lundsfryd Jensen.

Politi rykkede ud til færdselsuheld på Strandvejen

0

Sydøstjyllands Politi modtog fredag formiddag en anmeldelse om et færdselsuheld på Strandvejen i Fredericia. Uheldet, der blev registreret klokken 11.16, involverede tre parter og skete som følge af en påkørsel bagfra.

Det oplyste vagtchef Andreas Juhl fra Sydøstjyllands Politi under pressebriefingen klokken 17.

Der var ingen meldinger om personskade i forbindelse med hændelsen, forklarede vagtchefen, og politiet har ikke haft behov for yderligere indsatser på stedet. De nærmere omstændigheder omkring uheldet blev heller ikke uddybet, men det har ikke haft større konsekvenser for trafikken i området.

Vagtchefen havde ikke yderligere meldinger fra Fredericia, og dagen har foreløbigt været rolig i politikredsen. Siden pressebriefingen klokken 9 har politiet ikke rapporteret om større hændelser.

Upcyclede døre i eg og douglasgran: Håndværk med historie

0

Bæredygtighed er ikke længere en niche, men et afgørende parameter i byggebranchen. Flere aktører søger derfor løsninger, hvor genanvendelse og kvalitet går hånd i hånd – og her spiller upcycling en central rolle. Hos Overgaard Wood har man specialiseret sig i at forvandle gamle bjælker og planker af eg og douglasgran til eksklusive døre, både til indendørs og udendørs brug.

Fra råmateriale til unikt design

Modsat masseproducerede døre i standardmål tilbyder Overgaard Wood en håndværksmæssig tilgang, hvor hver dør bliver tilpasset efter individuelle ønsker og dimensioner. Træet, der genbruges, har ofte en historie bag sig – det kan komme fra gamle industribygninger, nedlagte gårde eller historiske ejendomme, hvilket giver materialet en særlig karakter og patina.

– Når vi arbejder med upcycling, handler det ikke kun om at genbruge træ – det handler om at forædle det og skabe noget tidløst. Mange af de materialer, vi bruger, har allerede vist deres styrke i årtier, og vi giver dem et nyt liv i form af døre, der kan holde i generationer, siger Michael Sørensen, COO i Overgaard Wood.

En bæredygtig fremtid for byggeriet

Ifølge en rapport fra EU’s miljøagentur kunne op mod 50 % af byggeaffaldet i Europa genanvendes, hvis der blev tænkt i cirkulære løsninger. Hos Overgaard Wood arbejder man netop ud fra denne filosofi og tilbyder skræddersyede døre, hvor design, funktionalitet og miljøhensyn forenes.

Upcyclede døre i massiv eg og douglasgran er ikke kun et bæredygtigt valg – de tilfører også en varme og autenticitet, som ofte mangler i konventionelle løsninger.

Mindre CO₂, større ansvar

Produktionen af nye byggematerialer er en af de største kilder til CO₂-udledning i byggebranchen. Ifølge Danmarks Grønne Tænketank, CONCITO, står cement- og træproduktion for en stor del af sektorens klimabelastning. Ved at vælge upcyclede døre reduceres behovet for nyproduktion, hvilket både sparer energi og mindsker CO₂-aftrykket.

Hos Overgaard Wood bruger man eksisterende materialer, der ellers ville ende som affald. Dette betyder, at færre træer fældes, og at de allerede forarbejdede ressourcer får en længere levetid. Samtidig minimeres den energiintensive proces, der ellers ville være nødvendig for at producere nye materialer.

For virksomheder, arkitekter eller private, der ønsker en skræddersyet dør med et bæredygtigt aftryk, tilbyder Overgaard Wood rådgivning og produktion af løsninger, der kombinerer traditionelt håndværk med en moderne tilgang til genbrug.

DSB ændrer køreplanen i stilhed: Nu reagerer fire borgmestre

0

Tre aftenafgange på strækningen Odense-Fredericia er forsvundet fra køreplanen, og det er sket uden varsel til hverken borgere eller berørte kommuner. Det har nu fået fire borgmestre til at reagere skarpt.

– Det dur ikke, at pendlerne skal opdage dette ved noget, der ligner tilfældigheder, skriver Assens’ borgmester Søren Steen Andersen (V) i et Facebook-opslag.

Sammen med Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A), Fredericias borgmester Christian Bro (A) og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (A) har han nu rettet en skriftlig henvendelse til Folketingets Transportudvalg.

Fjernede togafgange uden information

Ændringerne betyder, at følgende aftenafgange er fjernet fra køreplanen:

• Odense → Fredericia kl. 20.40 (mandag til søndag)

• Odense → Fredericia kl. 22.40 (mandag til søndag)

• Fredericia → Odense kl. 23.30 (mandag til søndag)

Ifølge Søren Steen Andersen blev ændringerne gennemført i stilhed uden ordentlig information til pendlere eller kommuner. DSB har i et svar til borgmestrene erkendt, at de ikke har informeret tilstrækkeligt om ændringerne.

– Vi har i januar skrevet til DSB’s direktør og fået et svar tilbage fra DSB’s kommercielle direktør, hvor de medgiver, at de ikke havde informeret godt nok… Men det tog er jo kørt, så at sige, skriver han.

Borgmestre kritiserer DSB’s prioritering

I DSB’s svar til borgmestrene oplyses det, at ændringerne ikke skyldes anlægsarbejde på Aarhus H, som tidligere nævnt, men derimod en samlet prioritering af DSB’s ressourcer.

– Når vi skal foretage den prioritering, har vi noteret os, at der desværre har været meget få kunder på netop de afgange, lyder det fra DSB’s informationschef Tony Bispeskov i svaret til borgmestrene.

DSB overvejede at indsætte togbusser, men konkluderede, at rejsetiden ville blive for lang – op mod 2 timer og 50 minutter – sammenlignet med togets normale rejsetid på under en time.

Borgmestre: Pendlerne betaler prisen

De fire borgmestre mener, at DSB’s beslutning rammer borgere, der er afhængige af de fjernede togafgange, særligt dem med skæve arbejdstider.

– Der er talrige borgere her på egnen, der f.eks. har skæve vagter og sene arbejdstider på f.eks. OUH, Fyns Politi, i restaurationsbranchen og andre arbejdsgivere. De er afhængige af et tog, der også kører, skriver Søren Steen Andersen.

Borgmestrene kritiserer også, at ændringerne rammer vestgående tog, mens regionaltrafikken i østgående retning (Fredericia-Odense) forbliver intakt. Det betyder, at pendlere fra Odense, der skal vestpå, nu anbefales at tage et InterCity-tog til Middelfart eller Fredericia – og derefter tage regionaltoget tilbage igen.

– Hen til kommoden og tilbage igen, skriver Søren Steen Andersen ironisk.

Håber på genindførelse af togafgange

Borgmestrene håber nu, at deres henvendelse til Transportudvalget kan føre til, at de tre manglende aftenafgange genindføres ved næste revision af køreplanen.

På længere sigt arbejder borgmestrene også på at få flere afgange på den vestfynske strækning, når den nye højhastighedsbane langs motorvejen står klar omkring 2030.

– Til den tid vil det være fint, hvis DSB i mellemtiden havde opdyrket et marked, der kan understøtte den hyppigere lyntogsbetjening, der ligger i timeplanen, skriver Søren Steen Andersen.

Mænd med flere hundrede gram lattergas sigtet af politiet

0

Sydøstjyllands Politi har torsdag morgen sigtet to mænd i Kolding for besiddelse af lattergas i strid med lovgivningen. De blev truffet på et parkeringsdæk i Karolinegade, hvor de hver især var i besiddelse af flere hundrede gram lattergas.

Politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortæller, at politiet klokken 09.51 traf de to mænd i forbindelse med en patruljering.

– Vi har to personer, som hver især er i besiddelse af lattergas. Den ene er en 28-årig mand fra Kolding, som havde 314 gram. Den anden er en 30-årig mand, også fra Kolding, der var i besiddelse af 506 gram. Begge er blevet sigtet for overtrædelse af loven om lattergas, oplyser han.

Loven om lattergas fastsætter bødestraffe for besiddelse af større mængder.

– Besiddelse af lattergas i små mængder – defineret som op til 1.349 gram – straffes med en bøde på 3.000 kroner. Hvis mængden ligger mellem 1.350 gram og 2.699 gram, starter bøderne på 5.000 kroner, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Ifølge § 4 i lov om salg og markedsføring af lattergas til forbrugere er det forbudt for forbrugere at indføre mere end 17 gram lattergas til Danmark pr. dag.

De to mænd står nu over for en bødestraf, men politikommissæren kan ikke komme det præcise beløb nærmere.