TRAFIK. Når cykelrytterne i PostNord Danmark Rundt ruller af sted tirsdag den 12. august, bliver det startskuddet på fem dage med cykelløb gennem hele landet – og med det følger midlertidige afspærringer og risiko for kø.
Den 34. udgave af løbet strækker sig over 683 kilometer fordelt på fem etaper fra Bornholm til Silkeborg. Især fjerde etape fredag den 15. august vil kunne mærkes i lokalområderne.
Etapen starter i Svendborg og fortsætter gennem Faaborg og Assens, inden feltet kører til Middelfart og krydser Den Gamle Lillebæltsbro. For at sikre løbet spærres broen for al kørende trafik, mens rytterne passerer. På jysk side går ruten gennem Snoghøj, Taulov og Herslev, inden rytterne forlader Fredericia Kommune og fortsætter mod målet i Vejle. På den sidste del af ruten bliver en del af Fredericiavej også afspærret.
Vejdirektoratet oplyser, at statsvejene på Sydfyn, blandt andet rute 44 og rute 131 ved Assens, også bliver påvirket. Ruten spærres typisk 20-25 minutter før feltet passerer, og vejene vil være lukket i omkring 40 minutter. I start- og målbyerne kan afspærringerne vare længere.
På løbsdagen er det forbudt at parkere på kørebanen, cykelstier og fortove, hvis det er til fare eller ulempe for løbet. Parkering i yderrabatten er tilladt, men politiet kan flytte biler, der står uhensigtsmæssigt.
Vejdirektoratet anbefaler tilskuere at planlægge, hvor de vil se løbet, i god tid, finde egnede parkeringsmuligheder og tage cykel eller offentlig transport, hvis det er muligt. Øvrige trafikanter opfordres til at finde alternative ruter og afsætte ekstra tid til rejsen.
Aktuel trafikinformation kan findes på trafikinfo.dk eller via DR P4 Trafik.
KRIMI. Fyns Politi havde i weekenden en række vidt forskellige opgaver på tværs af øen – fra værtshusuorden og spirituskørsel til indbrud, hærværk og trusler i et supermarked.
Fredag eftermiddag klokken 14.33 blev en 58-årig kvinde fra Middelfart Kommune bortvist fra værtshuset Kupeen i Nørre Aaby, da hun var stærkt beruset og udviste forstyrrende adfærd. Hun satte sig derefter udenfor overfor stedet, hvor hun råbte efter folk, bankede på døre og ruder samt spyttede på ruderne. Politiet vurderede, at optrinnet var egnet til at forstyrre den offentlige orden, og hun blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
Senere på natten, klokken 02.10, blev en 31-årig mand fra Assens Kommune standset på Dankwart Dreyers Vej i Assens. Han havde parkeret så hastigt, at et andet køretøj blev påført mindre skader. Han bar ikke sikkerhedssele, blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer og blev ved visitation fundet i besiddelse af stoffer.
I Ebberup blev der anmeldt et indbrud på Strandbakken, begået den 30. juli. Tyven havde skaffet sig adgang via et vindue og stjålet forskellige værktøjer, herunder en Bosch-boremaskine, en Dewalt-stiksav og et værktøjssæt.
Lørdag aften klokken 20.52 skete der et færdselsuheld på Snavevej i Haarby, hvor en 48-årig mand fra Assens Kommune på en lille knallert ramte en fodgænger i vejkanten. Manden var spirituspåvirket og ønskede ikke at blive tilset af læge eller ambulance. Fodgængeren blev tilset og kørte selv fra stedet. Politiet påsatte minestrimmel på knallerten og efterlod den på stedet.
Søndag klokken 15.05 opstod der uro i et supermarked på Lykkevalg i Faaborg, hvor en 68-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune forsøgte at forlade stedet med varer uden at betale, efter at hans betalingskort var blevet afvist. Da personalet forsøgte at standse ham, truede han dem med en flaske hævet over hovedet.
I Munkebo blev der i samme periode anmeldt flere hærværkssager. Blandt andet blev en gul murstensvæg på Fjordvej overmalet med sort graffiti, og to biler i området blev spraymalet med sorte streger på siden.
I Kerteminde kom en cyklist galt af sted lørdag aften klokken 21.53 på Borgmester Hansens Vej. Cyklisten kørte uden lys og overholdt ikke sin vigepligt, da han krydsede vejen og ramte en bil i siden. Han blev kørt til OUH med ikke-kritiske skader, mens bilen fik et punkteret dæk, knust rude og buler.
På Langeland endte en tur på landevejen lørdag aften med en sigtelse for spirituskørsel, da en 66-årig mand fra kommunen kørte op bag i en cyklist på Stoensevej i Tranekær. Cyklisten væltede og fik mindre skader, mens bilisten fortsatte uden at standse. To vidner fulgte efter ham, fik ham standset og tilbageholdt, indtil politiet kom frem.
Flere af sagerne efterforskes fortsat, mens andre har ført til sigtelser på stedet.
KRIMI. Søndag eftermiddag fik en diskussion om en parkeringsbøde på Vestre Ringgade ved Føtex i Kolding en uheldig drejning.
Klokken 14.16 udstedte en parkeringsvagt en parkeringsafgift, hvilket fik en 18-årig kvinde fra Vejen Kommune til at gå i skarp verbal konfrontation med vagten.
Ifølge politiet udviklede episoden sig hurtigt fra en mundtlig diskussion til en situation, der skabte uro på stedet.
»Der er en person, der får en parkeringsafgift og kommer op at diskutere med parkeringsvagten. Det ender med lidt uro på stedet,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Mens ordvekslingen fortsatte, ankom flere personer til parkeringspladsen, hvilket fik stemningen til at eskalere yderligere.
»Det fører frem til, at den sigtede kortvarigt river en antruffen i håret. Sagen er oprettet som en sag om ordensbekendtgørelsen, da det hele er egnet til at forstyrre den offentlige orden. Der har ikke været noget vold mod parkeringsvagten,« siger Arno Rindahl Petersen.
Den 18-årige kvinde blev sigtet på stedet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Søndag nat blev en virksomhed på Albuen i Kolding mål for et hårdhændet indbrud, hvor gerningsmændene ikke holdt sig tilbage fra at bruge voldsom kraft for at komme ind.
Ifølge Sydøstjyllands Politi blev porten til virksomheden klokken 01.11 brudt op ved hjælp af en bil, der blev brugt som rambuk.
»En bil blev brugt som en slags rambuk til at køre ind i porten til en virksomhed og bryde den op. Herefter kan man på overvågningen se fire maskerede personer inde på virksomhedens lager,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Inde i lagerlokalet gik de maskerede gerningsmænd målrettet efter varer. Virksomheden har efterfølgende oplyst, at der er stjålet panserglas til mobiltelefoner. Hverken politiet eller virksomheden har dog på nuværende tidspunkt et overblik over, hvor meget der er stjålet, eller om der kan være tale om andre varer.
»Lige nu kan vi konstatere, at der er stjålet nogle panserglas til mobiltelefoner. Vi har hverken et overblik over mængden eller om der kan være andre genstande stjålet. Umiddelbart lyder det som et beskedent udbytte i første omgang,« siger Arno Rindahl Petersen.
På stedet fandt politiet tydelige tegn på indbruddet. Porten var beskadiget, og ved indgangen lå der rester, der kunne stamme fra et knust lygteglas. Der er også sikret videoovervågning fra virksomheden, men optagelserne har ikke umiddelbart kunnet give et klart signalement af de fire maskerede mænd.
»Det er ikke noget, vi kan genkende personer ud fra. Men vi giver den et forsøg, og måske er der overvågning andre steder, som vi kan koble sammen med sagen,« forklarer vicepolitiinspektøren.
Politiet arbejder nu videre med efterforskningen og har endnu ikke oplyst en samlet værdi af det stjålne.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.
Mistrivsel blandt børn i danske skoler er et voksende problem, som vi i Dansk Folkeparti mener, kræver handling nu. Vores børn er vores fremtid, og det er vores ansvar at sikre, at de vokser op i et trygt og lærende miljø.
En af de mest effektive måder at forbedre trivsel på er at reducere antal af elever i klasserne. Mindre klasser giver lærerne bedre mulighed for at se og støtte hver enkelt elev, især de børn som har særlige udfordringer. Vi skal også overveje at indføre skolemad, så alle børn har mulighed for at få en sund og nærende kost i løbet af skoledagen. Det vil ikke kun forbedre deres fysiske velvære, men også deres koncentration og læring.
Desuden mener vi, at skoleuniformer kan være et skridt i den rigtige retning for at mindske mobning. En ensartet påklædning kan fjerne nogle af de sociale barrierer, der opstår blandt børn. Vi bør også fjerne mobiltelefoner fra klasserne for at minimere distraktioner og skabe et mere fokuseret læringsmiljø.
Det er også vigtigt at styrke lærernes evne til at opdage og håndtere de udfordrende børn. Vi skal investere i efteruddannelse og støtteordninger, så lærerne føler sig rustet til at tage hånd om de udfordringer, de møder i klasseværelset.
Endelig skal vi være opmærksomme på det støjniveau, der ofte præger undervisningen. For meget larm kan være en hindring for læring, og derfor bør vi finde løsninger, der skaber et roligere og mere koncentreret læringsmiljø.
Dansk Folkeparti er klar til at tage ansvar for at forbedre vores skoler. Lad os investere i vores børn og sikre, at de får den bedste mulige start på livet.
Allan Pertti (A) forsøgte for nylig at få mig med til et møde om, at Fredericia og Ilulissat (Jakobshavn) skulle genoptage venskabsby-samarbejdet. En tanke, jeg ikke er afvisende over for. Et moderne samarbejde om kultur, erhverv og uddannelse kan være både spændende og værdiskabende for begge byer.
Jeg ser nu den politiske dagsorden og kulisse bag mødet. Arrangeret af Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet – tre partier med en rød politisk dagsorden og arbejdersangbogen i orden, intet har med venskabsbyer at gøre. Her bliver “venskab” hurtigt til et isbjerg, hvor kun en lille del er synlig, mens størstedelen – den skjulte dagsorden – ligger under overfladen.
Tilliden fra min side til Pertti er derfor frosset fast. Venskabsbyer skal være et værktøj for konkrete resultater, ikke en platform for symbolpolitik og ideologisk selvpromovering. Fredericia har nok af udfordringer i ældreplejen, på vejene og i erhvervslivet, som fortjener vores fulde opmærksomhed.
Hvis vi skal genoptage samarbejdet med Ilulissat, skal det være på borgernes, kulturens og erhvervslivets præmisser – ikke som pynt på et rødt partiprogram, i burde skamme Jer.
Allan jeg ser dig kælve: En uklart defineret retning og en dobbelt venstreorienteret dagsorden, der søger at favne bredt uden reel handling. Din politiske strategi virker som en labyrint af venstrefløjens smarte formuleringer, hvor du forsøger at please alle – men i virkeligheden mister troværdighed og klarhed. Det er på tide at lægge kortene på bordet og vise, hvem du virkelig er, i stedet for at gemme dig bag ord og uklarheder. Skulle du være i tvivl om Jeres dagsorden, så har jeg skærmbilleder du kan låne. Det er så det eneste du fremover kan låne af mig. Se i øvrigt mere på min instagram profil og min politiske facebook side.
KRIMI. Søndag formiddag blev trafikken på Holstensvej i Fredericia kort afbrudt af en politipatrulje, der standsede en personbil til kontrol.
Klokken var 11.52, da politiet vinkede bilen ind til siden. Bag rattet sad en mand fra Fredericia Kommune, som hurtigt blev mistænkt for at være påvirket. Mistanken viste sig at holde stik.
»Vi standser bilen og kontrollerer føreren, som er påvirket af euforiserende stoffer,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Føreren blev sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. En sådan sigtelse betyder typisk, at der bliver udtaget en blodprøve, som skal fastslå den præcise påvirkning, før sagen kan sendes videre i systemet.
Søndag bød i øvrigt ikke på mange opgaver for politiet i Fredericia, ud over sagen om narkokørsel tidligere på dagen og et færdselsuheld senere.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.
KRIMI. Søndag aften blev krydset mellem Blonds Allé og Nymarksvej i Fredericia rammen om et færdselsuheld, der udviklede sig til mere end blot en forvirret situation i trafikken.
Klokken 19.59 kom en 67-årig mand fra Fredericia cyklende i østlig retning ad Nymarksvej, mens en personbil kørte nordpå ad Blonds Allé. Ifølge politiet kørte bilisten ud fra sin vigepligt og ind foran cyklisten, men det er fortsat uklart, om bilen ramte cyklisten, eller om cyklisten kørte ind i siden på bilen.
»Vi kan ikke med sikkerhed sige, om det er bilen, der rammer cyklisten, eller om cyklisten rammer ind i bilen. Men vi kan konstatere, at personbilen kørte væk fra stedet efter uheldet,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Bilisten fortsatte mod øst ad Nymarksvej, men politiet fandt senere frem til føreren, en 18-årig mand fra Egtved. På trods af omstændighederne er sagen registreret som et færdselsuheld uden personskade.
»Der er i hvert fald ikke tale om betydelige skader på cyklisten,« siger vicepolitiinspektøren.
Den unge mand er foreløbigt sigtet for ikke at overholde sine forpligtelser i forbindelse med et færdselsuheld. Politiet understreger, at sagen endnu ikke er afsluttet.
»I første omgang opretter vi en sag om færdselsuheld, og her sigter vi for ikke at overholde forpligtelserne i forbindelse med uheldet. De øvrige sigtelser kan komme, når sagen er færdigbehandlet og samlet,« siger Arno Rindahl Petersen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.
BUSINESS. Ørsted vil hente 60 milliarder kroner i ny kapital efter at have droppet et planlagt frasalg af dele af havvindprojektet Sunrise Wind i USA. Det oplyser energiselskabet mandag morgen.
Kapitaludvidelsen sker ved, at der udstedes nye aktier, som de nuværende aktionærer får fortrinsret til at købe. Staten, der ejer 50,1 procent af Ørsted, har forpligtet sig til at tegne sin andel på 30 milliarder kroner.
Baggrunden for beslutningen er en negativ udvikling på det amerikanske marked for havvind, som har gjort det umuligt at sælge en del af Sunrise Wind på de vilkår, Ørsted havde håbet. Salget skulle have skaffet en stor del af den nødvendige finansiering til selskabets fremtidige projekter.
Hos bestyrelsen lægger formand Lene Skole vægt på, at beslutningen er truffet efter en grundig vurdering af alle muligheder i lyset af de udfordringer, selskabet står overfor i USA.
»I lyset af den regulatoriske udvikling i USA, som er uden fortilfælde, har vi foretaget en grundig gennemgang af alle muligheder. Ørsteds bestyrelse har konkluderet, at den planlagte kapitaltilførsel er den bedste vej fremad for selskabet og dets interessenter,« siger hun.
Også i direktionen understreges det, at udfordringerne på det amerikanske marked kræver handling. Administrerende direktør Rasmus Errboe peger på, at selskabet befinder sig i en særlig situation, hvor markedsudviklingen i USA rammer oveni en periode med økonomiske og forsyningsmæssige udfordringer.
»Fremtidsudsigterne for havvind er stærke på vores kernemarkeder i Europa. Ørsted og industrien er dog i en ekstraordinær situation med en negativ markedsudvikling i USA, der kommer på toppen af de seneste års makroøkonomiske udfordringer samt udfordringer i forsyningskæden. For at kunne levere på vores forretningsplan og opfylde vores forpligtelser under disse markedsforhold har vi konkluderet, at en kapitaltilførsel er den rigtige løsning for Ørsted og vores aktionærer,« lyder det fra direktøren.
Pengene fra kapitaltilførslen skal blandt andet bruges til at give selskabet et solidt kapitalgrundlag og sikre finansiering til opførelsen af 8,1 gigawatt havvindkapacitet frem mod 2027.
Forslaget om kapitaludvidelsen skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling den 5. september 2025.
KULTUR. Der er noget særligt i luften på Fredericia Musicalteater i disse dage. Det er ikke bare duften af friskmalet kulisse eller lyden af de første prøvetakter, der sniger sig ud gennem sprækkerne i dørene. Det er fornemmelsen af, at her er noget nyt på vej. Noget, der ikke blot vil lade sig nøje med at stå på scenen, men som vil kravle helt ned til publikum, ryste dem i skuldrene og sige »kan du huske dengang?«.
Den 20. september ruller tæppet op for What Is Love – En Vi Elsker 90’erne musical, en forestilling der med lige dele nostalgi, humor og musikalsk kraft tager publikum med ind i et årti, der nægtede at være afdæmpet. Her er neonfarver, eurodance, boybands og drømme om at slå igennem på verdens hitlister. Det er historien om tre unge, der fra teenageværelser med hjemmelavede beats får verden til at danse, men som også møder den hårde sandhed om succesens pris.
Teaterdirektør Thomas Bay smiler, når han taler om projektet. »Det er jo et årti, som mange husker med glæde, og som andre er nødt til at opdage for første gang. Forestillingen bærer musikken i sig som sin puls, og vi har valgt at bygge scenografien midt ude i rummet. Publikum kommer til at sidde hele vejen rundt, og det betyder, at vi skal spille til alle sider. Det giver en helt ny energi«. Han lægger vægt på, at historien også fortæller om, hvordan digitaliseringen ændrede musikken, og hvordan 90’ernes lyd blev formet af den udvikling.
Instruktør Anna Schulin-Zeuthen kalder det et projekt, hvor rummet og publikum er lige så meget medfortællere som skuespillerne. »Bare det at ændre publikums placering ændrer spillereglerne. Du kan ikke gemme dig bag en traditionel scene. Vi har også leget med 90’ernes æstetik i scenografien – der er elementer inspireret af tidens natklubber, plexiglastårne og bevægelige platforme, som man nærmest kan se igennem. Det bliver en visuel fest«.
For de medvirkende er 90’erne ikke kun et researchprojekt. For nogle er det et gensyn, for andre en opdagelsesrejse. Vito Gram, der netop er dimitteret fra Musicalakademiet i Fredericia, debuterer i hovedrollen som Peter. »Jeg skulle lige forstå det hele. Pludselig stod jeg med en hovedrolle som mit første job. Jeg var midt i at skrive bachelor, da opkaldet kom, og endte med at glide hen ad stuegulvet hjemme hos min mor af bare begejstring«. Han er født i 2002, men vokset op med forældrenes samling af CD’er og VHS-bånd. »Jeg har hørt masser af Backstreet Boys og NSYNC, så musikken sidder i mig, selv om jeg ikke selv var der dengang«.
Vito glæder sig især til at mærke publikums reaktion på scenografien. »Det bliver lidt som en koncert, hvor du sidder midt i publikum. Der er skærme, der viser nærbilleder, så selv den mindste bevægelse bliver en del af oplevelsen. Det er en ny måde at gå i teatret på«.
Rasmus Fruergaard, der spiller den voksne Peter, behøver ikke slå op i en historiebog for at finde 90’erne frem. »Jeg gik i gymnasiet fra 94 til 97. Det her er min musik, min ungdom. Når vi spiller titelsangen, er det som at være tilbage til halballer og forfester, til at sidde på mit værelse med pladespillere og mixerpult. Det er en særlig lyd – keyboard og synthesizer – som kan transportere én tilbage på et splitsekund«.
Han indrømmer, at kemien på holdet er noget særligt, selv om aldersforskellene er store. »Jeg kunne være far til flere af de unge, men fordi vi mødes i et univers, der var min ungdom, så føler jeg mig ung igen. Måske synes de, jeg er urgammel, men jeg har det, som om jeg lige er trådt ud af gymnasiet«.
Forestillingen er inspireret af Chief1’s egne oplevelser fra musikbranchen og handler om at vælge mellem berømmelse og kærlighed til musikken, om at drømme stort og opdage, at vejen til toppen sjældent er uden bump . Den er skabt i samarbejde med AHA Creations, Riffi Haddaoui og det populære Vi Elsker-koncept, der år efter år fylder koncertpladser med nostalgiske fans.
Som publikum kan man forvente mere end en forestilling. Man kan forvente en oplevelse, hvor man sidder så tæt på, at man mærker hver eneste tone, hvert blik og hvert åndedrag. Hvor man får lyst til at danse med, men også til at tænke over, hvad det koster at jagte sine drømme.
Eller som Vito Gram siger med et lille smil: »Folk kommer for musikken, men de går hjem med noget, de ikke havde set komme«.