Moberg tilbage i aktion: Klar til Skanderborg efter hård start på sæsonen

0

SPORT. Da Fredericia HK hentede sejren ude mod TMS Ringsted, var en af de afgørende profiler tilbage på banen. Svenske William Moberg havde siddet ude efter et slag mod hovedet i en træningskamp, men mod Ringsted var han klar igen – og han satte et tydeligt aftryk på kampen.

»Det var sjovt at spille kamp igen. Det er godt at være tilbage i holdet og frem for alt at gå ud som vindere. Det var fedt, og det var noget, vi kæmpede hårdt for,« siger han.

Kampen i Ringsted

Moberg lægger ikke skjul på, at Ringsted er en vanskelig udebane. Hallen er lille, intens og kendt for at lægge pres på gæsterne. »Det er en svær bane. Den er tæt, så det bliver lidt et psykisk spil. Men jeg synes, det var en anden type kamp end mod Bjerringbro Silkeborg,« forklarer han.

Selv havde han glædet sig til at være tilbage efter hovedskaden, men det var ikke uden bump på vejen. »De første dage var ikke gode. Jeg havde det virkelig skidt, måtte bare ligge hjemme i et mørkt rum. Men det blev gradvist bedre, og jeg fik mulighed for at spille. To dage inden kampen mod Bjerringbro Silkeborg føltes det helt umuligt, og jeg måtte lægge mig igen, men mod Ringsted var jeg klar. Det var sjovt at være på banen igen,« siger han.

Fokus på Skanderborg AGF

Fredag venter Skanderborg AGF på hjemmebane. Moberg forventer en intens kamp mod et hold, der har ry for at være taktisk dygtige og skarpe i 7 mod 6-spillet. »Det bliver en meget svær kamp. De er rigtig gode til 7 mod 6, så det kræver meget af vores forsvar. Samtidig skal vi selv finde et højere niveau i angrebet og spille endnu bedre,« siger han.

At FHK formentlig igen kan stille med fuld trup, gør ham optimistisk. »Vi får flere spillere at spille på, og vi kan variere mere mellem forsvar og angreb. Og Pelle Segertoft er en rigtig god spiller, så det bliver vigtigt for os,« understreger han.

Potentialet i et ungt hold

Fredericia har et ungt mandskab denne sæson, og mange har påpeget, at holdets udviklingskurve bliver afgørende. Moberg er enig. »Det er svært at sige, hvor vi ender. Det kan gå begge veje mod mange hold. Men hvis vi har en god udvikling, kan vi komme med i toppen af ligaen. Det er en hård række med mange stærke modstandere, men jeg synes, vi også har meget kvalitet,« siger han.

En hårdfør spiller

Moberg er kendt som en spiller, der ikke er bange for at gå direkte ind i duellerne. Han tager tæskene og skaber plads for holdkammeraterne. Den stil ændrer han ikke. »Jeg synes, vi kan blive mere direkte mod mål. Ikke bare mig, men hele holdet skal turde angribe mere og gå efter gennembrud. Det er sådan, vi kan udvikle vores angrebsspil,« siger han.

Livet i Fredericia

Moberg er nu i gang med sin anden sæson i klubben og har fundet sig godt til rette i byen. »Fredericia er en lille by, men den er hyggelig. Der er nogle gode caféer, og det er en fin by at gå rundt i. Og klubben – den er fantastisk. Ultras og publikum er utroligt gode. Det er virkelig sjovt at spille her,« siger han med et smil.

Forventninger til kampen fredag

Når Skanderborg AGF gæster thansen Arena, forventer Moberg en kamp med høj intensitet – og mange mål. »Jeg tror, det bliver en målrig kamp. Begge hold kan finde på at spille 7 mod 6, og det giver altid tempo og afslutninger. Måske bliver der også lidt for mange udvisninger og straffekast. Men jeg tror, det bliver underholdende for publikum,« siger han.

Og hvem der vinder? Her er Moberg ikke i tvivl. »Fredericia. Selvfølgelig,« slutter han.

Dødsfald Kolding uge 36

0

Elna Aamand Dam
1932 – 2025

Bjarne Hansen
1938 – 2025

Jørgen Aamand
1941 – 2025

Karen Margrethe Klitten Jensen
1927 – 2025

Dødsfald Fredericia uge 36

0

Poul Harritslev
1943 – 2025

Hans Jensen Lund
1962 – 2025

Dødsfald Middelfart uge 36

0

Henning Nielsen Sørensen
1956 – 2025

Knud Hans Klint
1946 – 2025

Finn Halle Hansen
1946 – 2025

Anny Marie Knudsen
1943 – 2025

Hans Ulrik Skjoldborg
1959 – 2025

Annelise Pedersen
1933 – 2025

Tid til forandring – Fredericia har brug for en borgerlig borgmester

0

Af Tommy Rachlitz Nielsen, borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti i Fredericia

Når fredericianerne til november 2025 skal til stemmeurnerne, står vi over for et afgørende valg: Skal vi fortsætte med mere af det samme – eller skal vi skabe en ny retning for Fredericia med ansvarlighed, ordentlighed og borgerligt lederskab?

Det Konservative Folkeparti arbejder benhårdt for ét klart mål: Et borgerligt flertal og en borgerlig borgmester i Fredericia. Vi kommer lige fra et nyligt afholdt Borgerligt konvent i Fredericia, hvor vi deltog sammen med de øvrige borgerlige, DF, Liberal Alliance og Danmarks Demokraterne. For os er det nemlig vigtigt, at vi har et fælles politisk projekt, også i Fredericia. 

Og nej, ultimative krav er ikke en del af Konservatives dna. Det er simpelthen en grundlæggende værdi for os, at man ikke stiller ultimative krav i politik. Fordi vi tror på, at vi når længst med samarbejde, tillid og gensidig respekt for hinandens politiske holdninger. Samme tilgang har vi til det borgerlige valgforbund, hvor vi er ærgerlige over processen. Vi tror heller ikke på at lave aftaler før valget. For os er demokratiet et afgørende grundlag for det danske samfund og vi ønsker at lytte til vælgerne før vi begynder at lave aftaler. Men det ændrer ikke på vores mål: Vi arbejder for at Fredericia får et borgerligt flertal med en borgerlig borgmester. 

Magten skal forvaltes med omhu, det fortjener Fredericia. Men vi skal også banen vejen for oprydning, for der er fortsat brug for et forandret Fredericia. Et Fredericia hvor vi prioriterer den borgernære service, sagsbehandlingen og mødet med borgerne, vedligeholdelse af byen smukke bygninger og grønne områder. 

Vi konservative vil noget andet. Det kræver et skifte. Og det skifte kræver, at vi samler de borgerlige kræfter i Fredericia. Det Konservative Folkeparti er klar til at tage ansvar – men det gør vi ikke alene. 

Derfor siger vi det klart allerede nu: Vi går til valg på et borgerligt flertal – og på at Fredericia skal have en borgerlig borgmester.

Fredericia fortjener en ny begyndelse. En begyndelse, hvor det handler om fællesskab, frihed og fremtid. Det kan vi kun skabe i samarbejde.

Konservative satser på ungdommen: To nye unge kandidater på byrådslisten i Fredericia

0

POLITIK. Det Konservative Folkeparti i Fredericia løfter nu sløret for to nye unge kandidater, der stiller op til byrådet. Sara Salame og Jens Langer Schou bliver en del af holdet, når partiet går til valg. For gruppeformand og borgmesterkandidat Tommy Rachlitz Nielsen er det en vigtig prioritet, at de unge får reel indflydelse.

»Det er to af vores fremmeste KU’ere lokalt. Formanden og næstformanden fra Konservativ Ungdom i Fredericia. Vi synes ikke, det er nok at tale om ungdommen og tale til ungdommen. Vi synes, at ungdommen selv skal tale til os og være med til at træffe beslutningerne. Derfor er det vigtigt, at vi har ungdommen med på byrådslisten. Det havde vi også ved sidste valg, og det er vi stolte af at have igen. Vi er stolte over at kunne præsentere så kompetente unge mennesker som Jens og Sara,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

For Sara Salame er motivationen klar. »Jeg stiller op for at give de unge en talerolle i Fredericia Kommune. Jeg har selv manglet en, jeg kunne spejle mig i, og en, der repræsenterer mig og en masse unge i Fredericia. Jeg vil gerne være de unges stemme og gøre en forskel. Jeg er selv 18 år, så jeg ved, hvad de unge gerne vil have,« siger hun.

Hun peger på folkeskolen som et område, der trænger til fornyet fokus. »Fredericia har brug for at styrke folkeskolerne. Vi skal op på niveau med landsgennemsnittet, både når det gælder resultater og trivsel,« siger hun.

Hendes kollega Jens Langer Schou deler bekymringen. »Jeg har boet i Fredericia hele mit liv, og jeg stiller op, fordi jeg tror på at tage ansvar. Jeg har selv følt, at der var fejl i kommunen. Jeg kunne ikke nøjes med at pege på dem, hvis jeg ikke også selv var villig til at prøve at ændre tingene,« siger han.

Han er særligt optaget af unges trivsel og tryghed. »Jeg vil gerne have, at vi får en stemme for de unge i byrådet. Det er skræmmende at se de tal, som folkeskolerne i Fredericia leverer i forhold til både karakterer og trivsel. Og så handler det om tryghed. Jeg oplever, at mange af mine venner ikke føler sig trygge, når de går i byen eller bevæger sig rundt om aftenen. Det er noget, vi er nødt til at tage alvorligt,« siger han.

Sara Hussain Salame nikker genkendende. »Jeg har selv følt mig utryg i nattelivet og når jeg går alene i mørket. Det er en oplevelse, jeg deler med mange andre unge,« siger hun.

Samtidig peger hun på, at Fredericia skal gøre mere for at fastholde de unge. »Det er ærgerligt, at så mange unge forlader byen. Jeg synes, Fredericia er en fantastisk by, men jeg forstår godt, at mange søger mod større studiebyer. Vi skal skabe flere muligheder for unge, for eksempel med studieboliger eller kollektive boformer, så de ikke flytter væk,« siger hun.

For de to unge kandidater handler det også om at bringe nye perspektiver ind i politik. »Jeg tror, mange unge føler, at politik er svært at gå ind i, fordi de er bange for, at de ikke ved nok. Men de kan bringe deres egne erfaringer i spil og give et andet perspektiv,« siger Sara Hussain Salame.

Jens Langer Schou peger på, at Konservativ Ungdom arbejder aktivt på at skabe den kontakt. »Vi gør rigtig meget ud af at komme ud på skoler og ungdomsuddannelser for at fortælle om, hvad KU er. Mange ved ikke engang, at det er en mulighed at være med. Vi oplever tit, at unge bliver positivt overraskede over, hvor let det er at engagere sig,« siger han.

At de to kandidater allerede har markeret sig i KU, giver stor værdi for byrådsgruppen. »Vi har altid forsøgt at tage dem med på råd. De er gode sparringspartnere, og de har ikke været bange for at sige til, når vi kunne gøre noget bedre. Det er vigtigt for os at vise, at ungdommen ikke bare er noget, vi taler om, men en aktiv del af vores hold,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Han ser ungdommens repræsentation som en styrke for hele byrådet. »Jo bredere og mere diverse et byråd vi har, jo mere erfaring kan vi bringe ind. Noget af det, vi mangler i Fredericia, er ungdommen. Det er af afgørende betydning, at de får mere indflydelse og får lov til at sige direkte i byrådssalen, hvad de står for. Det er fint at have dialog udenfor, men det mest optimale er, at de sidder i byrådet og er med til at træffe beslutningerne,« siger han.

Han fremhæver også, at det kræver mod af unge mennesker at stille op. »Jeg er dybt taknemmelig for, at vi har unge, der stiller sig til rådighed og binder sig til Fredericia Kommune i en byrådsperiode. Mange unge rejser væk for at tage uddannelser, men vi skal sørge for, at de har en tryg og attraktiv kommune at vende tilbage til,« siger han.

Med Sara Hussain Salame og Jens Langer Schou på listen ønsker Det Konservative Folkeparti at markere, at ungdommens stemme ikke kun er velkommen, men nødvendig i byrådssalen. »De unge er en del af løsningen, når vi skal forme fremtidens Fredericia,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Kasper Young: Vi skal bygge videre på sejren og stå sammen mod Skanderborg

0

SPORT. Efter en hårdt tilkæmpet sejr over TMS Ringsted kunne FHK’s Kasper Young trække vejret lidt lettere. Den første sejr i sæsonen var ikke bare to point til tabellen, men også et vigtigt skud selvtillid ind i truppen.

»Det var selvfølgelig utroligt vigtigt, ikke bare at vi vandt, men at vi også kom på tavlen. Det giver et kæmpe boost til holdet. Det ville have set rigtig skidt ud at stå med to kampe og nul point,« siger han.

Young lægger især vægt på holdets fælles indsats i defensiven. »Jeg er utrolig tilfreds med den måde, vi gik ind til kampen på. Vores udtryk var, at vi ville vinde sammen. Vi stod rigtig solidt i forsvaret, og målmændene bidrog med vigtige redninger. Det viser, at vi hjælper hinanden og giver alt, hvad vi har,« siger han.

Han oplevede aldrig, at kampen for alvor var ved at glide holdet af hænde. »De havde nogle momenter, hvor de kom tæt på, men jeg følte egentlig, at vi havde godt styr på det hele vejen. Vi fik gode redninger, og vi fik eksekveret fint i angrebet,« siger han.

Alligevel er der stadig ting, der kan forbedres. »Det er både i forsvaret, i angrebet og i forhold til at minimere vores tekniske fejl. Jo længere vi kommer ind i sæsonen, jo bedre bliver vi til at lære hinanden at kende og finde vores rytme,« siger han.

Udfordringen mod Skanderborg AGF

På fredag venter Skanderborg AGF, og Young er ikke i tvivl om, hvor fokus skal ligge. »Det bliver helt klart en udfordring at lukke ned for deres gode skytter. Samtidig skal vi selv levere præstationer i begge ender af banen. Skanderborg er et rigtig godt hold, og vi skal stå imod og holde fast i vores koncept,« siger han.

Han fremhæver igen betydningen af forsvaret og målmændene. »Vi skal have et stærkt forsvarsspil, hvor vi hjælper hinanden, og så skal vi udnytte chancerne bedre i angrebet. Lykkes det, så kan vi godt tage point,« siger han.

Rollen på holdet

Som en af de mere erfarne spillere føler Young også et ansvar for at bidrage med energi. »Jeg er en af de lidt ældre, så min rolle er ikke bare at eksekvere på mine afslutninger. Jeg skal også være med til at sprede humør og holde gejsten oppe. Det betyder meget for et hold,« siger han.

Forberedelsen er tilpasset en travl hverdag som familiefar. »Jeg har meget at se til derhjemme, men når jeg træder ind i hallen, så zoomer jeg fuldstændigt ind på kampen. Så er det kun det, der tæller,« siger han.

En klar appel til fansene

Young slutter med en appel til tilskuerne, der fredag kan se frem til en intens kamp i thansen Arena. »Vi har brug for, at fansene bakker os op hele vejen igennem. Det betyder alt. Så skal vi nok kæmpe i alle 60 minutter,« lover han.

Middelfart: Robotplæneklipper stjålet – Fyns Politi melder også om indbrud og hærværk

0

DØGNRAPPORT. Fyns Politi har haft et travlt døgn med en række anmeldelser om indbrud, hærværk, utryghedsskabende adfærd og sigtelser for påvirket kørsel.

I Middelfart blev der på Kærbyholmvej i Nørre Aaby anmeldt et tyveri af en robotplæneklipper. Fra Assens kom der en anmeldelse om indbrud på Krengerupvej i Glamsbjerg, hvor ukendte gerningsmænd havde brudt en port op og stjålet flere plæneklippere. I Ringe i Faaborg-Midtfyn Kommune var der indbrud på Lundsager, hvor en rude i en dør blev knust. Her er der endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet.

I Ørbæk i Nyborg Kommune blev en bil på Mejerivænget udsat for hærværk. Ukendte gerningsmænd havde påført dybe ridser i lakken, og venstre fordæk var punkteret.

Odense fylder meget i døgnrapporten. På Munkebjergvej blev der brudt ind gennem et vindue, hvor smykker og kontanter blev stjålet. På Paaskestræde blev en dør brudt op, og en mobiltelefon med kontanter og kort forsvandt. På Læssøegade blev et indbrud begået gennem en knust rude, men her blev gerningsmanden overrasket af beboeren og flygtede på cykel. På Stubhøjvej i Odense S vågnede et vidne, mens indbruddet fandt sted. Gerningsmændene flygtede fra stedet til fods, men nåede at stjæle smykker.

Der er også meldinger om hærværk i Odense. På Østerbæksvej udviklede et tilfælde af road rage sig til, at en 34-årig mand slog på en bil, hvilket medførte en bule. Han blev sigtet både for hærværk og for ordensbekendtgørelsen. På Hegnet i Odense N blev to biler udsat for formodet seriehærværk, hvor søm var sat i dækkene, så de punkterede.

Politi og patruljer måtte også håndtere flere episoder med uro og påvirket kørsel. På Ørbækvej i Odense SØ blev en 20-årig mand sigtet for at køre bil, mens han indtog lattergas. På Niels Bohrs Allé ved Bilka måtte betjente dæmpe to højlydte, berusede personer. En 24-årig mand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter han fortsatte med at råbe.

På Glisholmvej i Odense S kørte en bil ind i et elskab. Ulykken førte til strømafbrydelse i området. Føreren blev kørt til tjek på skadestuen, men der var ingen meldinger om alvorlig personskade.

Fyns Politi fortsætter arbejdet med at efterforske de mange indbrud og hærværkssager.

Palle Dahl: Ændringsforslaget var ude af trit med god forretningsgang

0

POLITIK. Debatten om byrådsmødet i Fredericia den 1. september fortsætter. Et ændringsforslag fra Socialdemokratiet, SF og De Konservative blev først udsendt 45 minutter før mødestart, og flere politikere har kritiseret forløbet. Blandt dem er Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne, der mener, at processen var alt andet end ordentlig.

»Jeg sad selv i et udvalgsmøde fra klokken 15.45, da mailen tikkede ind 16.13. Konservative sad i samme møde. Alligevel stod de klokken 17 i byrådssalen med farvelagte plancher og materiale, der helt åbenlyst har krævet forberedelse. Det harmonerer ikke. De har haft det klar i flere dage, og så vælger de at sende det ud lige før mødet. Det er ikke god forretningsgang,« siger Palle Dahl.

For kort tid til at forholde sig til

Dahl gør det klart, at han slet ikke havde mulighed for at sætte sig ind i materialet. »Slet ikke. Jeg nåede ikke at gennemgå det. Når vi behandler så vigtige sager, skal vi have tid til at kende konsekvenserne af det, vi stemmer for eller imod. Den mulighed fik vi ikke,« siger han.

Han peger på, at Venstre havde foreslået at tage hele punkt syv ud af kommuneplanen og behandle det på næste møde, netop for at give tid til grundig forberedelse. »Det forslag kunne vi have bakket op om. Så havde vi haft tid til at gennemgå både det, de fremlagde, og det Enhedslisten kom med. I stedet blev vi presset ud i en beslutning uden ordentlig tid,« siger han.

Et spørgsmål om tillid

Ifølge Palle Dahl efterlader forløbet et alvorligt spørgsmål om tillid. »Det skriger til himlen. Når man sidder i et møde, samtidig med at der bliver lavet farvelagte plancher til et andet møde, så er der nogen, der har vidst det langt tidligere. Men vi andre får det først at vide i sidste øjeblik. Det er ikke fair over for byrådet, og det er slet ikke fair over for borgerne i Herslev, der i forvejen er dybt bekymrede over solcelleplanerne,« siger han.

Bør sagen gå om?

Hvor Dahl mener, at sagen burde tages op igen, står både kommunaldirektør Thomas Jaap, borgmester Christian Bro og Tommy Rachlitz fast på, at der ikke er sket nogen fejl. Kommunaldirektøren har skriftligt slået fast, at reglerne er fulgt, og at ændringsforslag netop kan fremsættes helt op til og under et byrådsmøde. Samme melding er kommet fra både borgmesteren og Tommy Rachlitz, der understreger, at alt er foregået efter bogen.

Dahl er dog uenig: »Om det er lovligt eller ej, det må de mene. For mig handler det om ordentlighed. Det her burde være pillet ud igen og behandlet på et senere møde. Det ville være den eneste måde at vise borgerne i Herslev, at vi tager deres bekymringer alvorligt,« siger han.

Klar besked til borgerne

Palle Dahl understreger, at Danmarksdemokraterne sammen med Borgernes Liste var de eneste, der stemte imod. »Vi lyttede til de borgere, der var mødt op. Vi var enige i, at det her var helt forkert. De 150 mennesker i salen viste tydeligt, at de ikke var tilfredse. Når borgmesteren vælger at køre videre på den måde, er det utilgiveligt,« siger han.

Han konkluderer: »For mig er der kun én rigtig løsning. Sagen skal stoppes og behandles om. Det skylder vi borgerne i Herslev.«

Læs også

ADP leverer rekordresultat i første halvår af 2025

0

BUSINESS. ADP kan præsentere et historisk stærkt halvårsregnskab. Omsætningen er steget med 21,8 procent sammenlignet med samme periode sidste år, og efter skat lander resultatet på 87,6 millioner kroner.

På havnene har udviklingen været markant. Fredericia Havn har oplevet en vækst i containerforretningen på 51,9 procent i første halvår. Til sammenligning var væksten i hele 2024 på 23 procent. Også inden for fast bulk har der været fremgang på 13 procent, blandt andet båret af høj aktivitet på Nyborg Havn. Flydende bulk er ligeledes i vækst med 14 procent.

Taulov Dry Port har endnu en gang spillet en vigtig rolle. Næsten alle lejemål er udlejet, og det har bidraget til det samlede resultat.

CEO Rune D. Rasmussen glæder sig over udviklingen. »Vi står midt i en historisk udvikling for ADP. Det stærke halvårsresultat er et tydeligt bevis på, at vores strategiske satsninger – både i Taulov Dry Port og med den stigende aktivitet på havnene – bærer frugt. Med Hanstholm Havn som ny del af ADP og en betydelig kapitalindsprøjtning fra vores nye medejere, får vi nu et endnu stærkere fundament til at accelerere vores vækst yderligere og realisere ambitionen om at blive en af Nordens førende havnevirksomheder. Tak til alle medarbejdere, samarbejdspartnere og ejere, der gør denne rejse mulig,« siger han.

Forventningen er, at væksten vil fortsætte gennem resten af året, hvor ADP ser tilbage på en travl sommer på tværs af hele koncernen.