Bilist vendte rundt på motorvejen ved Bramming – politiet efterlyser vidner

0

Onsdag morgen klokken 7.40 kunne det være gået helt galt på Esbjergmotorvejen ved Bramming.

En patrulje fra Syd- & Sønderjyllands Politi forsøgte at standse en bilist, der havde overhalet højre om i tæt trafik. Men i stedet for at standse, foretog bilisten en farlig manøvre, der satte adskillige trafikanters liv i fare.

»Bilisten bremsede hårdt op foran en blokvogn, kørte ind over en spærreflade og lavede en U-vending op på tilkørselsrampe 72 – mod færdselsretningen. Flere bilister måtte bremse eller undvige for at undgå at blive ramt,« oplyser vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen fra Syd- & Sønderjyllands Politi.

Politiet betegner episoden som yderst farlig kørsel og arbejder nu på at finde frem til føreren.

Der er tale om en sølvgrå Renault Clio, som kørte med stjålne nummerplader.

»Bilisten udsatte mange andre for stor fare, og vi forsøger nu at finde frem til vedkommende. Vi vil meget gerne høre fra andre trafikanter, der var vidne til kørslen eller har optagelser fra dashcam,« siger Søren Vraa Larsen.

Hvis du har set episoden eller har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.

Medie: Fredericia henter svensk ligalandsholdsspiller

0

Fredericia Håndboldklub opruster markant efter en skuffende start på sæsonen. Ifølge HBOLD.dk har klubben sikret sig den svenske playmaker Adam Ljungquist fra IFK Skövde

Den 22-årige svensker har haft en imponerende sæsonstart i den svenske liga med 52 mål og 26 assists i ni kampe, og han stod for blot en uge siden på banen mod Fredericia i European League. Næste gang de to klubber mødes, den 2. december i Middelfart Sparekasse Arena, bliver det med Ljungquist i den røde FHK-trøje.

Ifølge HBOLD.dk har Fredericia købt Ljungquist fri af sin kontrakt i IFK Skövde med øjeblikkelig virkning. I øjeblikket deltager han på samling med det svenske ligalandshold – samme trup som FHK’s Kasper Palmar – og når samlingen er slut, ventes han officielt præsenteret som ny FHK-spiller.

Med skiftet får Fredericia endnu en stærk profil på playmakerpositionen, hvor Ljungquist skal danne trio med landsmanden William Moberg og Jonas Kruse.

Fredericia ligger i øjeblikket nummer ti i Herreligaen, á point med Skjern på den slutspilsgivende ottendeplads. Efter en sæsonstart præget af skader og cheftrænerskifte har klubben nu for alvor markeret sig på transfermarkedet.

Tidligere på ugen hentede FHK Mads Thymann i Lemvig-Thyborøn, og med tilgangen af Adam Ljungquist sender klubben et klart signal om, at man stadig har store ambitioner for sæsonen.

På portalen eurohandball.com figurerer Ljungquist allerede som spiller for Fredericia Håndboldklub.

LEDER: Forvaltningens valg

0

Politikerne taler om lederskab – men mange ender som budbringere for deres egne embedsmænd.

Der er valg om få uger. Men når man ser på, hvordan kommunerne faktisk fungerer, er det svært ikke at stille spørgsmålet:

Er det egentlig politikerne, der skal vælges – eller forvaltningerne, der skal bekræftes?

I by efter by gentager mønstret sig.

Politikerne lover forandring, men ender med at administrere.

Forvaltningerne skulle rådgive, men sætter i stedet retningen.

Og borgerne vænner sig langsomt til, at det vigtigste ikke er idéerne, men processerne.

Vi kalder det drift.

Men i virkeligheden er det magt.

Den stille magt

Forvaltningerne er rygraden i det lokale Danmark. De ved alt, de kan alt, og uden dem bryder alt sammen.

Men i flere kommuner – også her – har embedsværket fået så meget indflydelse, at demokratiet begynder at stå på tåspidser.

Beslutninger træffes ikke længere i politik, men i PowerPoint.

Svarene på borgernes spørgsmål leveres af afdelinger, ikke af mennesker.

Og det sprog, der skulle bygge bro, er blevet erstattet af formuleringer som:

“Der er ikke umiddelbart økonomisk råderum.”

“Vi anbefaler at afvente.”

Det lyder ansvarligt.

Men det føles magtesløst.

Når politikerne glemmer, hvorfor de blev valgt

Når man taler med politikerne, siger de én ting.

Når de har været forbi forvaltningen, siger de noget andet.

De finder nye forklaringer.

De får nye forbehold.

De glemmer, hvad borgerne fortalte dem.

De glemmer, hvad de selv lovede.

Og vigtigst af alt: De glemmer, hvem der egentlig valgte dem.

For de blev ikke valgt til at gentage, hvad embedsmændene siger.

De blev valgt til at lede – til at tænke, vælge og stå fast.

Forvaltning betyder, at man varetager noget på andres vegne.

Men i dag er rollerne byttet om.

Det er borgerne, der varetages – og forvaltningen, der bestemmer.

Den professionelle lydighed

Flere lokalpolitikere taler i dag som deres egne embedsmænd.

De citerer notater i stedet for værdier.

De frygter fejl mere, end de tør håbe på fremskridt.

Og forvaltningen belønner den adfærd.

Den, der roser, får indflydelse.

Den, der spørger, får stilhed.

Sådan bliver mod til lydighed, og politik til administration.

Demokratiets spejl

Forvaltningerne har ikke taget magten.

De har fået den.

Af politikere, der hellere vil være vellidte i systemet end tydelige for borgerne.

Af vælgere, der er blevet så trætte af kaos, at de foretrækker stabilitet frem for retning.

Og af medier, der hellere dækker drama end drift.

Men et demokrati uden uenighed bliver til rutine.

Og et byråd uden visioner bliver bare en dyr arbejdsplads.

Politikere skal ikke forvalte – de skal lede

Politik handler ikke om at sige, hvad der kan lade sig gøre.

Det handler om at sige, hvad der skal gøres – og derefter tage ansvaret for det.

Forvaltninger skal udføre, ikke opfinde.

De skal kvalificere, ikke beslutte.

Og de skal hjælpe med at gøre politik til virkelighed – ikke erstatte den.

Hvis ikke den balance genoprettes, vil dette valg, som så mange før det, blive endnu et forvaltningens valg.

Et valg, hvor kandidaterne siger alt det rigtige – og overlader styringen til systemet, når stemmerne er talt.

Så kører kommunen videre.

Med omtanke.

Med ordentlighed.

Og uden retning

Fyns Politi afblæser efterlysning af pige i Glamsbjerg – der er ikke sket noget kriminelt

0

Fyns Politi har nu afblæst efterlysningen af den pige, der tidligere i dag blev set stige ind i en varebil i Glamsbjerg. Politiet oplyser, at der er skabt fuld klarhed over situationen, og at der ikke er sket noget kriminelt.

»Den omtalte pige blev hentet af en pårørende i en varebil. Pigen var ikke klar over, at det var den pårørende, der skulle hente hende, og derfor virkede hun forvirret,« fortæller Fyns Politi.

Et vidne bemærkede pigens forvirring og antog, at de to ikke kendte hinanden, og kontaktede skolen, som derefter alarmerede politiet.

Politiet understreger, at vidnet handlede helt korrekt.

»Det er vigtigt for os at understrege, at vidnet gjorde det helt rigtige. Der er dermed ikke sket noget kriminelt. Vi takker for de mange henvendelser og sætter stor pris på borgernes engagement,« skriver Fyns Politi.

Politiet retter samtidig en tak til både medier og borgere for hurtigt at dele den oprindelige efterlysning, så situationen kunne blive opklaret.

Fyns Politi leder efter 6-9-årig pige i Glamsbjerg – set stige ind i varebil

0

Fyns Politi leder tirsdag eftermiddag efter en ung pige, der ifølge et vidne er set stige ind i en varebil i Glamsbjerg. Politiet fik meldingen klokken 14.33, hvor en borger oplyste at have set pigen stige ind i bilen.

»Vi er bekymrede for pigen og har brug for at høre fra forældre, der måtte mangle deres barn eller ikke er i kontakt med deres barn,« lyder det fra Fyns Politi.

Pigen beskrives som 6 til 9 år gammel og med lyst hår, men hun kan også være ældre og have et andet udseende, oplyser politiet.

Alle oplysninger – også dem, der kan afkræfte hændelsen – er vigtige.

»Ring til os på 114, hvis du har den mindste oplysning. Det gælder også, hvis du ved, at dit barn har været ude at køre i en varebil og dermed kan afkræfte episoden,« skriver Fyns Politi.

Politiet er massivt til stede i Glamsbjerg med flere patruljer, droner og helikopter for at lede efter pigen og afklare situationen.

Fra Langeland til Løvestrøget: Kunstner skaber legemiljø i træ

0

Et nyt skulpturelt legemiljø tager form midt i Fredericia. I samarbejde mellem Sparekasse Danmark, Fredericia Kommune og trækunstneren Søren Savkunstner fra Langeland bliver Løvestrøget forvandlet til et kreativt rum for både børn, familier og forbipasserende.

Et par gnister fra motorsaven og lyden af træ, der formes til noget helt nyt. Sådan kommer Løvestrøget i Fredericia til at summe af liv, når kunstneren Søren Savkunstner, også kendt som multikunsteren Søren Brynjolf, i november rykker ind for at skabe to skulpturelle legemiljøer i bymidten.

Projektet er resultatet af et samarbejde mellem Sparekasse Danmark Fonden, Fredericia Kommune og Søren Savkunstner, der er kendt for sine håndskårne træværker på Langeland. Sparekassen har doneret 50.000 kroner, mens kommunen bidrager med træ og transport.
Direktør for Sparekasse Danmark i Fredericia, Christian Jungmark, glæder sig over, at idéen nu bliver til virkelighed.

»Vi har i flere år arbejdet med at give Løvestrøget sit eget DNA – et sted, hvor der er plads til både familier, leg og hygge. Vi har fået løverne tilbage, vi har jollerne, og nu bygger vi videre med noget, der både er smukt og brugbart,« fortæller han.

De to skulpturelle legemiljøer bliver en blanding af kunst og funktion. De skal både kunne bruges til leg, ophold og som blikfang i bybilledet.

»Vi kalder det et skulpturelt legemiljø, fordi det netop forener æstetik og aktivitet. Det bliver noget, man kan kravle på, sidde på – og samtidig en kunstgenstand i sig selv,« siger Christian Jungmark.

Søren Savkunstner skærer det grove på sit værksted i Linde på Langeland, inden elementerne transporteres til Fredericia, hvor de færdiggøres på stedet.

Han vil arbejde i to omgange: den 6. og 7. november i den nordlige del af Løvestrøget ud for smøgen ved Det Bruunske Pakhus, og den 13. og 14. november i den sydlige del mellem Mødrehjælpen og Sejersen Din Tøjmand.
Under arbejdet kan forbipasserende følge processen og hilse på kunstneren, der gerne deler ud af sin entusiasme.

»Han er virkelig en spændende type. Han siger selv, at han ikke kan tegne, men han har det hele i hovedet – og så går han bare i gang med motorsaven. Det er imponerende at se, hvordan det vokser frem af træet,« siger Jungmark.

For ham handler projektet ikke kun om kunst, men om at skabe liv og fællesskab.

»Alt, hvad der har med børn, unge, fritid og kultur at gøre, synes jeg er vigtigt. Det er dejligt, at vi kan være med til at skabe noget, som folk får glæde af i hverdagen – og som giver vores bymidte personlighed og varme,« siger han.

Efter halvandet års planlægning er alt nu klar til, at Løvestrøget får sin næste kreative milepæl. De nye skulpturer bliver officielt indviet lørdag den 15. november klokken 11, hvor både lokale politikere og samarbejdspartnere ventes at deltage.

»Det er fedt at se, hvordan idéen bliver til virkelighed, og hvordan samarbejdet mellem kommune, fond og erhverv kan skabe noget, der bliver stående. Det bliver et nyt samlingspunkt for bylivet,« slutter Christian Jungmark.

Derfor bliver det mere af det samme

0

Kommunalvalg i Fredericia begynder efterhånden at ligne et amerikansk præsidentvalg – bare uden glamouren og Air Force One. Her vinder sjældent den bedste kandidat, men ofte den med det største reklamebudget.

I demokratiets lokale version af Super Bowl handler det ikke længere om idéer, men om, hvem der kan købe flest lygtepæle, bannere og annoncer. Og selvfølgelig om dem, der helst ikke vil have forandring – for hvorfor risikere at miste de lette penge fra byrådsposter og udvalgshonorarer?

Man skulle tro, politik handlede om holdninger, ærlighed og vilje til at gøre noget for byen. Men nej – det handler mere og mere om at få trykt sit smil på så mange plakater, at man kan blænde bilister i myldretiden.

Jeg klager ikke for at klage, men for at minde borgerne om virkeligheden: Når pengene taler, tier fornuften. De samme politikere, der har siddet på magten i årevis, undskylder nu alt det, de ikke har gjort – og henviser til partiprogrammer, de dårligt selv kan huske. I debatterne flyver flosklerne, og CO₂-regnskabet lider under al den varme luft de lukker ud.

Så når valgresultatet endnu engang bliver “mere af det samme”, skal vi ikke undre os. Demokratiet er blevet et luksusprodukt – men jeg tror stadig på, at vælgerne ser igennem fernissen.

For i Fredericia, som i resten af verden, gælder stadig: Den der betaler for plakaterne, bestemmer politikken – medmindre borgerne tager magten tilbage.

Simone de Lemos bliver ny Social- og Handicapchef i Kolding Kommune

0

Kolding Kommune har fundet sin nye Social- og Handicapchef. Valget er faldet på Simone de Lemos, som med mange års erfaring fra både driften og de strategiske niveauer skal stå i spidsen for et område, der arbejder tæt sammen med både borgere, medarbejdere og civilsamfund.

Et enigt ansættelsesudvalg pegede på de Lemos som den rette kandidat, og Social- og Arbejdsmarkedsdirektør Nicolai Dupont Heidemann er tilfreds med valget.

»Med Simone får vi en dygtig og erfaren chef, der gennem sit arbejdsliv har bevist, at hun mestrer det at skabe udvikling. Derfor er vi også glade for at kunne tiltrække en kapacitet som Simone. Med hende ansætter vi en chef, der er enormt god til at skabe resultater gennem samarbejde,« siger han.

Simone de Lemos kommer fra en stilling som Skole- og Uddannelseschef i Sønderborg Kommune, hvor hun også har fungeret som konstitueret Ungechef. Hun har arbejdet med både uddannelse, ungeindsatser og tværfaglige samarbejder og ser frem til at vende tilbage til sit oprindelige fagområde.

»Jeg ser frem til at starte i Kolding Kommune, hvor jeg er meget tiltrukket af den tilgang kommunen har til samarbejdet mellem kommune, civilsamfund og politikere. Jeg tror på, at vi opnår de bedste resultater, når vi tager udgangspunkt i de mennesker, det handler om. Derfor ser jeg frem til at arbejde ud fra borgerens centrum og deler kerneværdier som Selvværd og Sammenhæng med Kolding Kommune,« siger Simone de Lemos.

Hun er uddannet pædagog og har i sit arbejdsliv både stået på gulvet på et bosted og haft lederstillinger i to kommuner. Trods den lange vej fra omsorgsarbejde til chefkontor har hun hele tiden haft Social- og Handicapområdet som sit professionelle omdrejningspunkt.

»Jeg har igennem hele mit arbejdsliv været sikker på, at jeg ville tilbage til Social- og Handicapområdet. For det fylder rigtig meget for mig at være med til at skabe det bedste liv for mennesker, der ikke kan selv. Derfor glæder jeg mig også til at komme i gang med at gøre en forskel sammen med de andre ansatte i Kolding Kommune. Både dem i Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, dem ude i driften og med de andre forvaltninger. For det er gennem tværfaglige samarbejder, at vi skaber de bedste resultater,« siger hun.

Simone de Lemos er 47 år og bor i Fredericia med sin mand og deres to børn. Hun tiltræder officielt stillingen som Social- og Handicapchef i Kolding Kommune den 1. december.

Værdige modstandere – Cecilie og så, de andre

0

Når floskler møder fakta. – Jeg er uenig med de lokale venstreorienterede om stort set alt – fra skatteprocenter til verdenssyn. Derfor er de ofte de mest spændende at debattere med. Når modsætninger mødes, opstår der nogle gange ægte kompromiser – ikke de udvandede af slagsen, men de ærlige, hvor man lytter, udfordrer hinanden og finder løsninger, der faktisk kan bruges udenfor mødelokalet.

Efter flere lokale politiske debatter, senest i Egeskov Forsamlingshus, blev det tydeligt, hvor stor forskel der er på politikere, der siger noget – og dem, der bare lyder som politikere. Her skilte Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten sig positivt ud. Hun taler politik, ikke papegøjeprogram. Hun er konkret, forberedt og tør tage upopulære standpunkter. Det er modigt – og befriende ærligt. Man mærker, hun har sat sig ind i tingene og ikke bare læst overskriften på et partinotat.

Det står i skærende kontrast til den velkendte trio af floskelfyrværkeri: Karsten Byrgesen, Peter Tind og borgmester Christian Bro. De leverede i Egeskov et skoleeksempel på, hvordan man kan tale i 10 minutter uden at sige noget. Det regnede med “grøn omstilling”, “inklusion” og “bæredygtig vækst” – men uden én eneste konkret idé om, hvordan det skal ske.

Peter Tind henviste konstant til partiprogrammet – som om han ikke selv har læst det og kunne forklare borgerne det? Karsten Byrgesen fik sammenlignet skolebørn med soldater i disciplin, og borgmesteren… ja, han stod som sædvanlig for en solid omgang varm luft. Poetisk, hvis ikke det var så trist.

Når man sidder i byrådet – og ovenikøbet i flere velbetalte udvalg – burde man kunne tale klart, konkret og borgernært. Politik handler ikke om at gemme sig bag partiprogrammer og powerpoint-slides. Vælgerne kan faktisk læse og ønsker programspørgsmål uddybet af kandidaternen selv. Spørgsmålet er bare: Kan I det?

Cecilie har min respekt. Jeg håber ærligt, at jeg får lov at møde hende i en direkte debat. Hun forbereder sig, og det gør jeg også. Så får vælgerne endelig en debat, hvor der bliver talt ærligt, substansrigt og – vigtigst – uden filter.

Byrådsarbejde bliver aldrig stærkere end kvaliteten af den uenighed, der finder sted. Det er ikke dem, man altid er enig med, der udvikler politikken – det er dem, der tør brydes og stadig give hinanden hånden bagefter.

Fredericia har brug for politikere, der tør være konkrete, modige og respektfulde – også over for deres modstandere. Når de værdige modstandere mødes, bliver politik ikke bare tålelig – den bliver levende og bæredygtig.

En kærlighedserklæring til Danmark i al sin mangfoldighed rammer Vejle

0

Når Folketeatrets musikforestilling »Stolt« rammer Vejle Musikteater søndag den 16. november, er det med et farverigt hold af skuespillere, musikere og designeren Nicholas Nybros spektakulære folkedragter i centrum. Forestillingen hylder danskheden i al dens forskellighed og inviterer publikum til at være stolte af både sig selv og deres rødder.

»Stolt« er alt andet end en traditionel teateroplevelse. Forestillingen beskrives som en kærlighedserklæring til Danmark og til mangfoldigheden i det danske fællesskab. Publikum møder mennesker fra hele landet – fra storby til provins – som alle bærer på deres egne drømme, længsler og billeder af, hvad det vil sige at høre til.

Bag værket står et stærkt kunstnerisk team. Designeren Nicholas Nybro, kendt for sine nyskabende og ofte debatskabende kreationer, har skabt kostumerne til forestillingen. Hans nutidige fortolkninger af folkedragter blev oprindeligt vist på Designmuseum Danmark som en del af værket »Stolt«, og i teaterudgaven bliver dragterne levende symboler på et Danmark, man både genkender og ser på med nye øjne.

Forestillingen er instrueret af Niels Erling, der i 2020 modtog Reumerts Talentpris og er kendt for at skabe teater, der taler direkte ind i samtiden. Teksterne er skrevet af forfatter og digter Lone Hørslev, som med sin skarpe sans for sprogets poesi binder det nære og det nationale sammen. Musikken er skabt af Lawand Shakur Othman, bedre kendt som DJ Turkman Souljah, som med sin blanding af tradition og moderne lyd skaber en rytmisk rejse gennem fortællingen.

På scenen står blandt andre Niels Ellegaard, Johannes Lilleøre, Sharon Kumaraswamy, Tue Lunding, Wahid Sui og Emma Cæcilie Kristensen, der sammen bringer værkets mange stemmer til live i en to timer lang musikalsk og visuel oplevelse.

»Stolt« er produceret af Folketeatret og spilles i Vejle Musikteater søndag den 16. november 2025 klokken 16.00. Forestillingen varer 120 minutter inklusive pause, og TeaterVejle står som arrangør.

Medlemmer af Teaterforeningen Lillebælt kan købe billetter til medlemspris, og publikum med teleslynge-kompatible høreapparater får adgang til musik- og taleoverførsel via teatrets avancerede anlæg i Store Sal.

Forestillingen er en rejse gennem landsdele, identiteter og fællesskaber – og samtidig en uforbeholden opfordring til at stå ved sig selv. Eller som skaberne selv formulerer det: »At være stolt af den, du er, og af det sted, du kommer fra.«

Læs mere her