Babs og Nutte vinder valget – Asger mister overblikket

0

OPINION. Når Asger Garde fra Borgernes Parti vælger at reducere unge, nyvalgte politikere herunder 2 navngivne fra Liberal Alliance, på deres udseende og såkaldte “seksuelle markedsværdi”, siger det mere om afsenderen end om de kvinder, han forsøger at ramme. Man får næsten fornemmelsen af at være sendt direkte tilbage til ABC-revyen 1958 med Dirch Passer og Judy Gringer – hvor “Babs og Nutte” var morsomt, fordi kvinder blev reduceret til noget, man kunne grine af.

For hvad er det egentlig, der bliver sagt? At Helene Artmann Andresen og Cecilie Liv Hansen ikke er valgt på grund af evner, indsats eller politisk talent. Tja. når argumenterne slipper op, går Asger Garde fra Borgernes Parti efter udseendet.

At gå efter unge kvinder på den måde er i bedste fald en afsporing. I værste fald en nedladenhed, der hører hjemme i en tid, vi ellers kun finder i sort-hvide revyklip. I Liberal Alliance giver vi mennesker muligheden – uanset køn og alder. Det er sådan, man udvikler både politikere og politik.

Demokratiet fungerer sådan, at det er vælgerne, der bestemmer. Ikke kommentatorer med hang til at forklæde fordomme som analyse. Vælgerne har valgt unge mennesker med engagement, vilje og mod til at tage ansvar.

Jeg har personligt støttet Helene Artmann Andresen. Hun er et godt eksempel på det modsatte af den kritik, der rejses. Hun har arbejdet seriøst, sat sig ind i komplekse sager, håndteret sin ordblindhed og udviklet sig markant med opgaven. Det kalder man ikke udseende. Det kalder man hårdt arbejde.

Hvis en spidskandidat i Liberal Alliance med de fleste debatter, flest ressourcer og fuld adgang til hele det politiske apparat ikke formår at slå igennem, så er det næppe de unges skyld, og absolut ikke et anliggende for Borgernes Parti?

At skyde på unge kvinder er ikke analyse. Det er bare dårlig stil. Demokratiet har brug for nye stemmer. Ikke gamle fordomme.

En regering i balance med Danmarks befolkning

0

OPINION. Hvorledes kan en holdbar regering sammensættes efter et kaotisk valg, hvor mange partier har fået et godt valg og kommet ind i Folketinget med en god del mandater.

Hvis vi hæver os op i ”helikopter-perspektiv”, så er valgte faldet således ud, at mindre end 10 % af Danmarks valgområder har valg mere borgerligt end socialliberalt, og skal afstemningen tages alvorligt, så må det være partierne A (38), B (10), F (20), Å (4), Ø (11), C (13) og V (18) = ABFVØÅ (115), hvor parenteserne viser antal mandater. Moderaterne har 14 mandater, men i bund og grund er det et blåt parti, der skilter forkert i forhold til indhold, men måske det ville hjælpe at sætte Lars Løkke ud på et sidespor. Venstre er et hæderligt parti, der har haft nogen turbulens, hvor det skal finde egne ben igen, men det er i bund og grund et hæderligt og humanistisk parti, der var på vej til at blive destrueret først af Anders Fogh Rasmussen og dernæst Lars Løkke Rasmussen og ikke mindst Jakob Ellemann-Jensen. Umiddelbart ser Stephanie Lose ud til at ville kunne genoprette tilliden til Venstre. Således ville ABFVÅ (91) være en mulighed, men ABFVCÅØ (115) vil være bedst og mest dækkende, hvor Alternativet (Å) ikke kan ses som et socialistisk parti, de ligger meget tættere på B. C er et hæderkronet parti, der almindeligvis behandler andre anstændigt.

Sk skal vi forholde os til de øvrige partier, så er det hovedsageligt partier, der ligger så langt ude og med en i almindelighed uønsket terminologi og måske endda illoyale relationer til Grundloven og Danmarks historie.

Visse ekstreme politikere er så langt ude, at de efter egne argumenter og selvforståelse skulle fratages dansk statsborgerskab og sendes til ”Langtbortistan”. Herudover er der en charlataner, der viser flaget hen ad vejen.

Desuden er betragtningen højre/venstre eller rød/blå ikke dækkende, men kan mere betragtes om helhedspartier og særelementspartier, særelementer uden helheden.

Det er desuden rystende, at så mange mennesker i Danmark ser op til det patriotiske nationalkonservative, der også florerer flere steder i Europa, Rusland, USA (MAGA, der må ses som en ekstrem kristen religiøs bevægelse) og vel egentlig også i Mellemøsten, hvor religiøspatriotisk konservatisme florerer hos både jøder og kristne samt muslimer med dannelse af en moderne religiøs krig støttet af MAGA.

Når det danske valg og regeringsdannelsen her sættes ind i en international sammenhæng, så skyldes det, at en stor symbiotisk gensidighed florerer i det hele. Victor Orban (og måske Vladimir Putin) støtter eksempelvis Morten Messerschmidt, og Victor Orban hører mere til i Rusland eller Trumps USA end Europa.

Vi skal kridte skoene og stå fast på det danske demokrati og den danske kultur, hvilket regeringsdannelsen i høj grad handler om.

Især de borgerlige partiledere påstår, at de vil gøre Danmark rigere, spørgsmålet er blot: ”Rigere på hvad?”

Vi skal være meget bevidste om, hvilken form for rigdom. Er det menneskelige livskvaliteter og kvaliteter, eller er det BNP?

Popnavn på vej til Fredericia med nyt album i bagagen

0
Foto: Eksercerhuset
Foto: Eksercerhuset

Den danske sanger Pil lægger vejen forbi Fredericia senere i år, når hun drager på en omfattende efterårsturné rundt i landet.

Koncerten finder sted lørdag den 5. december i Eksercerhuset på Kulturkasernen, og bliver en del af en turné, der bringer hende forbi i alt 22 spillesteder.

Nyheden om turnéen kommer samtidig med, at Pil har udgivet sin nye single »Cyklen« og annonceret et kommende album, som udkommer inden sommeren. Singlen kredser om forelskelse og sårbarhed og tager afsæt i en personlig oplevelse.

»’Cyklen’ handler om at skulle indrømme, at man er blevet forelsket. Det er en af de mest sårbare situationer man kan komme i, for hvad hvis det ikke er gengældt? Jeg har skrevet sangen ud fra en meget specifik situation, hvor jeg skulle på date i Assistens Kirkegården i København – han kom gående mod mig med sin cykel, og jeg kan huske jeg tænkte ‘wow, jeg er bare helt vild med ham dér’«, fortæller Pil.

Sangen beskrives som en udgivelse, der både lægger op til fællessang og giver plads til de følelser, mange kan genkende. Ifølge Pil handler den også om at finde sig selv i et andet menneske.

»Det er skræmmende at skulle afsløre sine følelser i sådan en situation, hvor det føles som om, alt er på spil. Man søger jo efter et menneske, som man kan forsvinde ind i, og som kan lindre det tomrum, man føler indeni. Hvis følelserne er gengældt, kan man sænke skuldrene, måske tude lidt af ren lettelse og ellers bare nyde, at man har fundet en person, man kan smelte sammen med. Det handler sangen også om«, siger hun.

Det kommende album bliver Pils tredje studiealbum. Hun debuterede i 2022 med »Kom Vi Flyver Siger Du« og fulgte op i 2024 med »Hvis Du Tør At Drømme«.

Arbejdet med det nye album har været præget af store følelser, fortæller hun.

»Jeg har virkelig følt alle mine følelser undervejs i den her albumproces. Når jeg tænker tilbage, har jeg både været sur, glad, frustreret, skuffet og håbefuld, mens jeg har skrevet de her sange – og pludselig var det er album. Puha, jeg ville virkelig være et nervevrag, hvis jeg ikke kunne få alle mine tanker ud på den her måde. Derfor glæder jeg mig også helt vildt, til at sangene skal ramme nogens ører, for det plejer at bekræfte mig i, at jeg ikke er den eneste, der sejler lidt rundt i alle følelserne nogle gange«, fortæller Pil.

Udover turnéen er Pil også blevet offentliggjort som åbningsnavn på Roskilde Festivals Orange Scene og medvirker desuden i den kommende sæson af Toppen af Poppen på TV2.

Gratis træning i naturen skal få flere ud af stuen i Kolding

0

En ny mulighed for at bevæge sig i naturen uden krav til tempo og præstation bliver nu tilbudt i Kolding, hvor Gigtforeningen, DGI og Kolding Kommune inviterer til en gratis formiddag med fokus på bevægelse og fællesskab.

Baggrunden er, at hver fjerde dansker over 45 år lever med en gigtdiagnose, og for mange kan det være en udfordring at finde motion, der både er skånsom og motiverende. Derfor åbnes der nu for, at borgere kan prøve Naturtræning ved et arrangement den 7. april ved Trailcenter Seest.

Selma Kjærbo, der er frivillig træner i Kolding, står i spidsen for træningen og har selv erfaring med målgruppen.

»Måske har du smerter, måske føler du dig træt. Men din krop kan faktisk mere, end du tror«, siger hun.

Hun fremhæver, at Naturtræning foregår under åben himmel og er tilrettelagt, så alle kan deltage uanset fysisk niveau.

»I Naturtræning er der højt til loftet i mere end én forstand. Der er plads til alle uanset fysisk formåen, og du kan møde op præcis, som du er«, siger Selma Kjærbo.

Arrangementet begynder med en gåtur i området omkring Trailcenter Seest, hvorefter deltagerne introduceres til selve træningsformen. Formiddagen rundes af med fælles madlavning over bål og spisning i det fri for dem, der har lyst.

Ifølge DGI er det netop det uformelle og sociale element, der er centralt.

»Det er en formiddag, som hverken handler om at komme først eller springe højest, men som derimod har fokus på at bevæge sig i et tempo, hvor alle kan være med. Og hvor der er plads til pauser, grin og gode snakke«, siger Louise Horne Brok, der er konsulent i DGI.

Tidligere erfaringer fra lignende forløb viser, at deltagerne ikke kun oplever fysisk lindring, men også øget trivsel ved at være aktive sammen med andre.

»Rigtig mange med kroniske sygdomme har skavanker og smerter, der gør det svært at komme i gang. Med Naturtræning tilbyder vi et trygt fællesskab og en aktivitet, der giver både smil på læben og sved på panden, som kan gøre det lettere at rejse sig fra sofaen næste gang«, siger Mai Choe Thode, projektleder i Gigtforeningen.

Hvis deltagerne får smag for træningen, fortsætter tilbuddet i Kolding senere på foråret. Her starter et fast Naturtræningshold den 13. april ved Geografisk Have.

»Jeg glæder mig meget. For mig handler det om, at alle deltagere får en kropslig erfaring i, at de trods deres begrænsninger kan opleve en positiv fysisk forandring og få det lidt bedre i forløbet«, siger Selma Kjærbo.

Arrangementet den 7. april finder sted fra klokken 10 til 13 ved Trailcenter Seest i Kolding og er gratis at deltage i ved tilmelding.

86-årig kørte over for rødt og ramte bil i kryds

0

KRIMI. Et færdselsuheld i et lyskryds i Fredericia fredag eftermiddag involverede en ældre bilist, der kørte frem for rødt lys.

Uheldet skete klokken 13.42 i krydset mellem Kolding Landevej og Kraftværksvej. Her kørte en bil ført af en 86-årig mand frem for rødt lys og ramte en bil ført af en 21-årig mand i siden.

Ifølge oplysningerne skete sammenstødet ved lav hastighed, omkring 30 kilometer i timen, og der er ikke meldinger om alvorlig personskade.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 27.3 kl. 17.00 af vagtchef Halfdan Kramer.

Uheld i sammenfletning gav kø på motorvejen

0

KRIMI. Et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej ved Kolding skabte fredag eftermiddag kø i trafikken i vestgående retning.

Uheldet skete klokken 13.36 ved sammenfletningen ved Seest, hvor E20 møder motorvejen. Her stødte en personbil ført af en 61-årig kvinde sammen med en lastbil ført af en 46-årig mand i forbindelse med sammenfletningen.

Sammenstødet resulterede i et materielt uheld, og ingen personer kom til skade.

Tidspunktet for uheldet betød, at der hurtigt opstod ophobning af trafik på strækningen, hvor eftermiddagstrafikken var taget til og samtidig faldt sammen med begyndende påsketrafik.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport den 27.3 kl. 17.00 af vagtchef Halfdan Kramer.

Venstre afvisende efter møde med Mette Frederiksen

0

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har nu været til møde med Mette Frederiksen i hendes rolle som kongelig undersøger.

Ifølge Troels Lund Poulsen arbejder Socialdemokratiets formand på en regeringsløsning med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF. Men den model bliver uden Venstre.

Det står klart efter mødet, hvor Venstre endnu en gang har gjort det tydeligt, at partiet ikke ser sig selv i en ny regering med Socialdemokratiet. Den linje lagde Troels Lund Poulsen allerede fast på valgaftenen, og den blev fastholdt efter samtalen med Mette Frederiksen.

Til DR siger Venstre-formanden:

“Det siger sig selv, at sådan en regering kan vi ikke være med i. Det har vi også meddelt i dag.”

Dermed peger meget på, at Venstre stiller sig uden for en mulig regering, hvis Mette Frederiksen går videre med en konstruktion sammen med SF og Radikale.

To mænd varetægtsfængslet: Sigtet for besiddelse af 1.000 tramadolpiller og kokain

0

KRIMI. To mænd på 25 og 27 år er fredag ved Retten i Horsens varetægtsfængslet i fire uger.

De to mænd er sigtet for på adresser i Horsens at have været i besiddelse af samlet cirka 1.000 tramadoltabletter samt kokain, hash og skunk med henblik på videreoverdragelse. De er også sigtet for at have været i besiddelse af kontanter, der stammede fra forudgående salg af kokain.

Grundlovsforhøret fandt sted bag lukkede døre. Den 25-årige kærede rettens afgørelse, mens den 27-årige udbad sig betænkningstid.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag den 27. marts.

Fra påskehare til rumrejse: Her er påskens film i Panorama, inden biografen skifter ham

0

KULTUR. Påskeferien 2026 byder på et stærkt program i Panorama Biograferne ved Lillebælt. Og i Middelfart er der ekstra god grund til at komme afsted, for anden påskedag lukker biografen på Kulturøen dørene for en gennemgribende renovering.

Tre film venter på dig i påskeferien, uanset om du finder vej til Fredericia eller Middelfart.

Til familien: Hopper og det Mystiske Murmeldyr

Påskeharen er med, tidsrejsen er i gang, og eventyret er i fuld gang. I Hopper og det Mystiske Murmeldyr drager den charmerende eventyrerhare Hopper ud på ekspedition efter et hemmeligt murmeldyr, der gemmer sig dybt inde i et bjerg med en helt særlig evne: Det kan skrue tiden tilbage. Filmen er baseret på tegneserier af Chris Grines, og den danske udgave har et stærkt stemmehold med Albert Rudbeck Lindhardt som Hopper og Cecilie Stenspil blandt de øvrige stemmer. Det er den oplagte påskefilm for familien med børn.

Til dem der kender Mario: Super Mario Galaxy Filmen

Onsdag 1. april har den ventet længe nok. Super Mario Galaxy Filmen er efterfølgeren til 2023-filmen, der tjente over en milliard dollars på verdensplan, og denne gang tager Mario og Luigi turen ud i rummet. Nye karakterer som Rosalina og Bowser Jr. træder ind i historien, og nye stemmer i den engelske udgave tæller Donald Glover som Yoshi og Brie Larson som Rosalina. For dem der er vokset op med spillet, og for børnene der opdager det nu, er det et sikkert valg i påskeugen.

Til dem der vil have noget mere: De Forbandede År, Fredens Pris

Ikke alle påskedage er til familiefilm. Anders Refns afslutning på sin episke trilogi om besættelsestidens Danmark løber stadig på lærredet. Året er 1945, krigen er slut, men landet er splittet. For familien Skov venter et retsopgør med fortiden og spørgsmålet om, hvad freden egentlig koster. Det er den film, man tager med uden for børnenes rækkevidde, og den fortjener opmærksomheden.

Middelfart lukker efter påske

Har du Panorama Middelfart som din hjemmebiograf, er der god grund til at bruge påskeferien aktivt. Anden påskedag, mandag den 6. april, lukker biografen på Kulturøen dørene for en gennemgribende renovering. Begge sale får ny lyd, nyt lys og nye stole, podierne bygges om fra bunden, og i sal 1 kommer der reclinerstole fra norske Skeie samt schaslonger i første række. Biograflederen Helle Broen kalder det selv »en kæmpe, gennemgribende udvikling.«

I renoveringsperioden kører Panorama Fredericia for fuld skrue, og afstanden er til at overse.

Billetter og spilletider finder du på 0024.dk.

Læs også

Fredericia i national top på miljøsagsbehandling: Det er penge på bundlinjen for virksomhederne

0

ERHVERV. Fredericia Kommune er landet i den absolutte top, når det gælder sagsbehandlingstider på miljøområdet. Det viser KL’s netop offentliggjorte statistik over sagsbehandlingstider for byggesager og miljøgodkendelser af virksomheder for 2025, og tallene er markante.

For de store og miljøtunge virksomheder er servicemålet 200 dage for en miljøgodkendelse. Landsgennemsnittet er 266 dage. I Fredericia er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 52 dage, og samtlige sager er afgjort inden for servicemålet. For de mindre virksomheder er servicemålet 130 dage. Landsgennemsnittet er 151 dage. Fredericia klarer det på 41 dage, og alle sager er ligeledes afgjort inden for fristen.

Det er tal, der placerer Fredericia Kommune som en af de allerbedste i landet på et område, der har direkte og konkret betydning for byens erhvervsliv.

Et spørgsmål om penge på bundlinjen

Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer fra Business Fredericia understreger, at det ikke blot handler om administrative præstationer.

»Det er i sidste ende penge på bundlinjen. Det at virksomhederne kan organisere deres arbejde bedre, og planlægning bliver rigtig, rigtig vigtig i forhold til, når man skal have nogle ting lavet. Virksomhederne kan planlægge sig ud af tingene og optimere deres aktiviteter bedst muligt. Og miljøsagsbehandling kan være lidt kompleks, så det er rigtig flot, at Fredericia klarer sig så godt på de her områder. I sidste ende handler det om investeringer i Fredericia, om arbejdspladser og om den udvikling, der former byens fremtid,« siger Kristian Bendix Drejer.

Han fremhæver samtidig, at det er vigtigt at holde de to gode nyheder adskilt fra hinanden.

»Vi har netop været ude på generalforsamlingen og fortælle om kommunens fantastiske byggesagsbehandlingstider på 11 til 13 dage, som placerer os helt i toppen. Og nu kommer der så denne undersøgelse, som bekræfter, at det går rigtig godt med sagsbehandlingstiderne inde i kommunen. Det er vigtigt at være opmærksom på, fordi det begge viser, at Fredericia er et rigtig godt sted at drive virksomhed,« siger Kristian Bendix Drejer.

Dansk Retursystem: Dialog og tillid

Fredericia Kommune har ikke alene gode tider på papiret. En af de virksomheder, der selv har mærket det i praksis, er Dansk Retursystem A/S, som netop har etableret en ny fabrik i Fredericia.

»Vi har valgt at etablere en ny fabrik i Fredericia, som håndterer drikkevareemballager med pant fra hele Vestdanmark, så de kan genanvendes til nye flasker og dåser igen. I den proces har vi haft en god og tillidsfuld dialog med kommunen. Fabrikken blev etableret til tiden og inden for budget. Gode forbindelser er en vigtig del af infrastrukturen for mennesker og miljø,« siger direktør Kasper Qvant Schmidt fra Dansk Retursystem A/S.

Det er præcis den slags tilbagemeldinger, leder i Teknik og Miljø, Inger Pabst, tager med sig i det daglige arbejde.

»For både os og Business Fredericia er det tætte samarbejde med virksomhederne vigtigt. I Fredericia Kommune arbejder vi hver dag for at sikre en hurtig, fagligt stærk og ensartet sagsbehandling på miljøområdet. Vi har altid en tidlig dialog med virksomheder, hvor vi laver en forventningsafstemning i forhold til, hvornår de har brug for diverse tilladelser. På den måde kan vi lave en samlet prioritering af sagerne,« siger Inger Pabst.

Kontekst: En by med komplekse erhvervsbehov

Fredericia er ikke en gennemsnitlig dansk kommune på miljøområdet. Byen rummer en række store og mellemstore industrivirksomheder, der stiller særlige krav til sagsbehandlingen. Det gælder virksomheder inden for energi, logistik, kemi og produktion, der i sagens natur har behov for løbende miljøgodkendelser og tæt myndighedsdialog.

At Fredericia under disse betingelser kan præsentere sagsbehandlingstider, der er markant under landsgennemsnittet, er ifølge erhvervsdirektøren ikke tilfældigt.

»Miljøområdet er et ret komplekst område, og Fredericia har en række virksomheder, som faktisk har behov for en god sagsbehandling og et godt samarbejde på det område her,« siger Kristian Bendix Drejer.

KL’s statistik bygger på afgjorte sager i perioden 1. januar til 31. december 2025 og er opgjort som kalenderdage fra det tidspunkt, en fuldt oplyst ansøgning er indsendt, til kommunen har truffet afgørelse.