Klaus Hougaard Jensen
1952 – 2025
Kenneth Hansen Hakala
1960 – 2025
Lis Reher
1946 – 2025
Clara Margrethe Nielsen
1930 – 2025
Dødsfald Middelfart uge 44-46
Fredericia tændte julelysene med musik og magi
Ho ho ho lød det over Fredericia, da Julemanden torsdag eftermiddag ankom til Gammel Havn, hvor han og hans nissevenner fra 6. Juli Garden i Fredericia traditionen tro blev modtaget af forventningsfulde børn og glade familier.
Julemanden blev kørt i veteranbrandbil, mens 6. Juli Garden sørgede for julemusik, der allerede fra første tone fik byen til at lyde af december. Sammen med familerne gik Julemanden i optog mod Axeltorv, hvor de første julelys blev tændt på det flote torv efter tre forsøg med julemagi.
Herfra gik turen videre til Rådhuspladsen, hvor stemningen kun blev endnu mere intens. Her hang duften af brændte mandler i luften, og børn stod på tæer for at få et glimt af dagens hovedperson, Julemanden.
På scenen bød Teater Figuleta på et lille teaterstykke, inden borgmesteren holdt sin julehilsen til byen, hvor han mindede børnene om at ønske sig julegaver fra byens butikker, og ikke købe dem i netbutikkerne. Han sendte også en tak til byens butikker, der stod bag dagens arrangement.
Kort efter tog Julemanden selv ordet – til stor jubel blandt de mange fremmødte. Han talte om lyset, glæden ved julen og om at gå rundt om træet, ligesom han kom med en opfordring til de børn, der måske skal af med sutten i december. En sut ville blive byttet med en gave, sagde han.
6. Juli Gaden leverede endnu en omgang julemusik fra scenen, og da nedtællingen begyndte, bredte forventningen sig over hele pladsen klokken 17.40
Så – med ren julemagi – blev lysene tændt på Rådhuspladsen, og byens store juletræ sprang i glans. Da ”Juleaften!” blev råbt, lød der klapsalver og massevis af smil.
Fredericia havde officielt taget hul på julen.
Eilersen efter valgsucces: »Jeg kniber mig stadig i armen«
Susanne Eilersen (DF) står efter kommunalvalget den 18. november 2025 som en af valgets absolutte vindere i Fredericia. Ikke alene indgår hun i det nye borgerlige flertal, plus en alliance med SF og Enhedslisten, og har sikret sig posten som første viceborgmester – hun har også opnået plads i regionsrådet. Selv beskriver hun resultatet som både overvældende og dybt rørende.
»Jeg kniber mig stadig lidt i armen og siger: Er det helt sådan, det er sket? Jeg er virkelig, virkelig ydmyg og overvældet, men også stolt over den præstation, vi har leveret med det hold, jeg har haft,« siger hun.
Ifølge Eilersen skyldes fremgangen et stærkt lokalt DF-team og den tillid, vælgerne har vist både hende, partikollegaen Sune Nørgaard Jakobsen og resten af holdet. »Det er vi virkelig, virkelig taknemmelige over for. Nu skal vi i gang. Vi skal have smøget ærmerne op, for der ligger et stort arbejde foran os.«
En politisk brobygger mellem kommune, region og Christiansborg
Med opgaver i byrådet, en ny rolle i regionen og et deltidsjob i Dansk Folkeparti, der jævnligt sender hende til Christiansborg, er Susanne Eilersen blevet kaldt Fredericias politiske blæksprutte. Hun tager betegnelsen med ro.
»Folk må ikke forveksle det med, at jeg sidder i Folketinget. Men jeg har min månedlige gang på Christiansborg, fordi jeg har et deltidsjob i partiet. Vi taler sammen med folk derinde dagligt, og en eller to gange om måneden er jeg også fysisk på Christiansborg,« forklarer hun.
Og opmærksomheden går begge veje. De nationale kræfter i Dansk Folkeparti har ifølge Eilersen bemærket hendes resultat i Fredericia: »De har rost mig og sagt, at det var en flot præstation. De er meget tilfredse med den arbejdsindsats, vi har leveret.«
Borgerligt flertal med ny retning
Den nye konstituering giver Fredericia sit første borgerlige flertal i mange år. For Susanne Eilersen er det ikke blot en parlamentarisk ændring, men et signal om en ny politisk kurs.
»Jeg tror, vi sætter en ny retning. Vi får en politisk ledet kommune igen. Vi får en kommune, der skal have meget større samarbejde med forvaltningen ud over de udvalgsmøder, vi har. Vi skal sparre mere og spille bold med hinanden, for det er dér, kommunen bliver god,« siger hun.
Særligt borgerinddragelsen får en central rolle i den nye aftale. »At borgerne er med fra første pændestrøg. At vi lytter til dem, inden vi laver forslag, der berører dem. Vi kalder dem sammen og siger: Vi har de her tanker – dem vil vi gerne vende med jer, inden vi skriver papiret.«
Hun understreger, at denne tilgang er en direkte modvægt til, hvad hun kalder en forvaltningsstyret kultur: »Jeg har hele tiden kaldt på en ny retning: at vi bliver politisk ledet, at det er politikerne, der sætter retningen. Ikke en kommune, hvor der kommer det ene forslag efter det andet, som ikke er gennembearbejdet af borgerne.«
Fra folkemøde-rejse til forhandlingsrum: Sporene før partiskiftet
Ulla Sørensens skifte fra Socialdemokratiet til Venstre kom som et brud i et politisk miljø, der ellers havde bevæget sig roligt gennem efteråret. Pludselig stod byrådet i Middelfart med en ny virkelighed, hvor en enkelt manøvre vendte op og ned på de konstellationer, der havde formet sig efter kommunalvalget. Der er dog stadig mange huller i forklaringerne, der førte til partiskiftet og i sidste ende til kuppet mod den siddende borgmester, Johannes Lundsfryd (S). Men måske har det været under opsejling i længere tid.
Da stemmerne var talt op på valgnatten, pegede alt på en velkendt løsning i Middelfart. Johannes Lundsfryd meddelte, at han fortsatte som borgmester, støttet af SF og Dansk Folkeparti. Konstitueringen blev meldt ud, og for de fleste sluttede aftenen med indtrykket af, at byrådet havde fundet sin form. Det var ikke nyt, at Dansk Folkeparti støtter Socialdemokratiet i Middelfart, ligesom de mange kontroverser mellem Steffen Daugaard og Jonas René Jensen gjorde det umuligt for Daugaard at støtte et projekt med Jensen som arkitekt.
Derfor skulle der noget ekstraordinært til. Et enkelt telefonopkald ændrede hele billedet.
Ulla Sørensen, der var valgt for Socialdemokratiet, meldte sig ud af partiet. Hendes beslutning fjernede grundlaget for det flertal, Lundsfryd netop havde præsenteret, og satte et nyt politisk drama i gang. Kort efter ringede hun til Venstres Anders Møllegård og orienterede ham om situationen. Han begyndte straks at undersøge, om et nyt flertal kunne etableres.
Telefonopkaldet satte gang i et døgn præget af møder, private samtaler og forhandlinger, der flyttede sig fra rådhusets kontorer til Ulla Sørensens hjem. Det hele tog fart. Men måske skal man se længere tilbage for at forstå relationen mellem Ulla Sørensen og Venstre. Det er ikke unormalt, at politikere har bånd på kryds og tværs, men her blev forbindelsen mere bemærkelsesværdig.
På hendes Facebook-side ligger offentlige opslag fra dette års Folkemøde, hvor hun deltog sammen med Venstres Karin Riishede. De to rejste til Bornholm sammen, hvilket Ulla selv beskrev i et opslag:
»I april 24 bestilte Karin Riishede og jeg, gennem Fynske Medier, en rejse til Bornholm, der inkluderer 3 dages deltagelse i Folkemødet.«
På Folkemødet deltog hun blandt andet i Venstres fællessang og i arrangementer i partiets gårdhave, som hun skrev i et opslag om mødets tredje dag:
»Dag 3 på Folkemødet.
I dag har emnerne for mig været:
Københavns Universitet – fedme og skam
Festlig fællessang med Søren Pind og Bertel Haarder i Venstres gårdhave
Økumenisk gudstjeneste i Allinge Kirke
DR-scenen med DR – live, hvor der bl.a. blev givet en samlet konklusion på Folkemødet.«
Relationen til Venstre var altså ikke ny. Men dens politiske betydning blev synlig netop denne dag, hvor hendes udmeldelse fra Socialdemokratiet gjorde det muligt at danne et flertal uden om de partier, der aftenen før havde udpeget Johannes Lundsfryd som borgmester.
Forhandlingerne bevægede sig hurtigt. I løbet af onsdag og torsdag samledes Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten og Alternativet om en aftale, der gav dem flertallet i byrådet.
Hvad der fik Ulla Sørensen til at forlade Socialdemokratiet, står stadig hen i det uvisse. Johannes Lundsfryd har slået fast, at han ikke kan få øje på årsagerne, da hun aldrig har stemt imod noget på deres gruppemøder. Han sagde samtidig, at han havde forsøgt at ringe til Ulla Sørensen 10 gange, men uden at få svar. Så meget kunne Ulla Sørensen dog ikke tælle til, men Middelfart AVISEN har stadig ikke fået fat på hende for at høre hende årsagerne til det politiske brud.
Beslutningen om partiskiftet landede umiddelbart uden forvarsel, og selv dem, der sad tættest på forløbet, har kun brudstykker at støtte sig til. Ulla Sørensen har endnu ikke løftet sløret for, hvad der udløste skiftet, og hendes tavshed efterlader et tomrum i fortællingen om det døgn, der vendte alt på hovedet i Middelfart.
Ved en presseseance, foran rådhuset i Middelfart, trådte Anders Møllegård frem og erklærede sig som borgmester for det nye flertal. Dermed forsvandt Lundsfryds borgmesterpost fra det ene øjeblik til det andet. Det betød, at Ulla Sørensens telefonopkald, hendes udmeldelse og hendes relationer til Venstre kom til at ændre det politiske landskab i Middelfart – ikke kun for de kommende fire år, men for lang tid frem.
Forløbet tog en markant drejning, da Anders Møllegård internt gav udtryk for, at han var villig til at træde til side som borgmesterkandidat og overlade posten til Ulla Sørensen. I de første forhandlingstimer stod muligheden altså åben for, at hun kunne blive borgmester, hvis den nye konstellation faldt på plads omkring hende. Det var et øjeblik, hvor magtbalancen reelt tippede i hendes retning.
Kort efter forsvandt muligheden igen. Stemningen skiftede, partierne begyndte at orientere sig anderledes, og den løsning, der få timer tidligere havde ligget på bordet, gled ud af hænderne på begge parter. Da aftalen senere blev offentliggjort, stod Anders Møllegård som borgmesterkandidat, og fortællingen om forløbet blev strammet til: Ulla Sørensen havde kun været forhandlingsleder. Forløbet fremstår fortsat uklart.
Middelfart AVISEN har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ulla Sørensen til de mange spørgsmål. Middelfart AVISEN har også forsøgt at få et større interview med Anders Møllegård, der ser ud til at blive borgmester i Middelfart, men heller ikke han er vendt tilbage på Middelfart AVISENs henvendelser. Ingen kender morgendagen, og der er stadig mange ubesvarede spørgsmål til Middelfarts kommende politiske flertal.
Peder Tind (V) som ny borgmester: »Det her er en triumf for fællesskabet – ikke for mig«
Venstres Peder Tind kan efter valget den 18. november 2025 sætte sig i borgmesterstolen – og det gør han med en bred konstituering i ryggen. Ikke alene sikrede han sig borgmesterposten; han formåede også at samle et historisk bredt flertal på tværs af partier, selvom det er med en borgerlig ledelse. Og netop fællesskabet er det gennemgående tema, når han beskriver sit første skridt som ny borgmester.
»Det føles utroligt tilfredsstillende, at vi har det her stærke fællesskab, hvor det er mere et vi, end det er et jeg. Når vi arbejder, så arbejder vi mod fælles politiske mål. At hvert parti går fra et jeg til et vi – det gør, at Fredericia Kommune vinder,« siger Peder Tind.
Ifølge ham er det ikke hans sejr alene, men hele konstitueringskredsens. »Når vi kigger ind i den her konstitueringsaftale, så står der vi overalt. Der står ikke jeg. Det har været min præmis, at det ikke er ét parti, der har vundet, men konstitueringspartierne og vi.«
En borgmester, der åbner døren – også for modstanderne
I aftalen er også Socialdemokratiet med, selv om partiet har været Venstres primære modstander i valgkampen. Netop det brede samarbejde er ikke tilfældigt, understreger Tind.
»Jeg synes, det var et enigt fællesskab, der gerne ville have Socialdemokratiet med. Jeg tror, det er hammerende vigtigt, at vi fik så bredt et grundlag som overhovedet muligt,« siger han og peger på, at de næste fire år bliver fyldt med store opgaver.
Han forventer ikke, at samarbejdet bliver konfliktfrit – men netop derfor er fundamentet vigtigt. »Der vil selvfølgelig være ting, hvor vi er uenige, og hvor nogen bliver stemt ned, og andre får noget igennem. Men præmissen er, at vi skal samarbejde, og vi har et dokument, vi skal arbejde efter de næste fire år. Det gør det hammerende stærkt.«
Mulighedszoner, solceller og lokale hensyn
Selvom aftalen er gennemsyret af fællesskabstanken, erkender Tind også, at partierne har sat deres fingeraftryk. Nogle har fået mulighedszoner fjernet, andre solcelleprioriteter eller lokale projekter med ind i teksten. Men helheden vejer tungest, understreger han.
»Det er klart, at partierne kan sige: Det her har været vigtigt for os. Men overordnet står der vi over det hele – og det gør mig virkelig glad.«
Med en næsten samlet byrådssal bag sig og en ambitiøs aftale i hånden går Peder Tind nu ind i sin første periode som borgmester. Og hvis det står til ham, bliver de kommende fire år defineret af samarbejde – ikke sololøb.
»Jeg er rigtig, rigtig glad for, at næsten alle partier er med. Det gør os stærke. Lad os holde fast i det,« siger han.
Den 21. november 2025 markede også den stærke alliance, Peder Tind (V) og Pernelle Jensen (V) har dannet med Susanne Eilersen (O), hvor de i fællesskab har valgt at satse på at inddrage de røde partier, fremfor den traditionelle blokpolitik. Eilersen står side om side med Tind, hvor hun de næste 4 år vil være viceborgmester og en spille afgørende rolle på rådshuset, sammen med den nyvalgte borgmester.
John Nyborg: »Ingen bitterhed – vi arbejder for Fredericias bedste«
Efter valgnederlaget den 18. november har Socialdemokratiet i Fredericia valgt en kurs, der hverken handler om vrede eller tilbagetrækning. Selvom partiet stadig er byens største, står det nu uden borgmesterkæden – men går ind i den kommende byrådsperiode med, som John Nyborg formulerer det, »en fremstrakt hånd« og en klar vilje til at tage ansvar.
»Jeg er glad faktisk, ja. Jeg synes, det har været en god proces,« siger han og forklarer, at partiet tidligt lagde en linje om ikke at isolere sig – selv hvis valget gik så dårligt, som det endte med at gøre.
»Vi havde aftalt, at vi ikke skulle stå udenfor i fire år. Vi er med i maskinrummet, og det er vi kommet, med to ØK-poster, to formandsposter og plads i alle udvalg.«
Et parti, der fortsætter samarbejdslinjen
Som Fredericias største parti mener Socialdemokratiet fortsat at have et tungt ansvar – også uden borgmesterposten.
»Vi tager ansvaret for det. Vi går ind i det,« siger John Nyborg.
Selv får han formandsposten for beskæftigelsesudvalget – et område, han kender særdeles godt.
»Det glæder jeg mig meget til. Og så kommer jeg til at sidde i skole- og børneudvalget. Det glæder jeg mig også til,« siger han og peger på, at ØK-posterne går til Christian Bro (A) og Vibe Dyhrberg (A), mens Bro også får en formandspost i teknikudvalget.
»Christian har jo bestridt den slags poster i mange år. Han ved, hvad han snakker om.«
Ingen borgmesterkæde – men heller ingen nag
Selvom partiet gerne havde beholdt borgmesterposten, lægger Nyborg ikke skjul på, at tiden nu kræver en ny tilgang:
»Jeg vil da gerne være helt ærlig: Vi ville gerne have haft borgmesterposten. Men når vi ikke har den … ja, så er det sådan. Ingen bitterhed, ingen nag. Streg i sandet, og så arbejder vi videre.«
Han fremhæver, at meget af Socialdemokratiets politik faktisk er kommet med i konstitueringsaftalen – også gennem samarbejdet med SF og Enhedslisten.
»Vi sad og forhandlede hele onsdagen. Der er meget af det, vi har kæmpet for, som er kommet med.«
Fire år til at genopbygge
Selvom Socialdemokratiet fortsat er det største parti i byen, er byrådsgruppen mindre end før. Det giver ekstra arbejde i de kommende år, siger Nyborg:
»Vi skal bygge noget nyt op i Socialdemokratiet. Den opgave tager vi på os. Vi har fire år til det.«
Han udtrykker samtidig stor taknemmelighed til både vælgere, kampagnefolk og de byrådsmedlemmer, der nu forlader posten.
»Der er arbejde i politik, men der er også følelser. Vi mister nogle gode kollegaer, og det er hårdt. Vi er mennesker som alle andre.«
Der er dog plads til et smil midt i alvoren:
»Vi har altid en julefrokost. Den bliver nok lidt anderledes i år,« siger han med et grin.
En ny begyndelse – og et samlet byråd
Trods alt står én ting klart for John Nyborg: Socialdemokratiet går ind i konstitueringen med rank ryg og blik for det fælles.
»Vi arbejder for Fredericias bedste. Vi kigger på de udfordringer, vi har – sammen med de andre partier. Det er det, vi skal.«
Og med de ord går Socialdemokratiet ind i en ny byrådsperiode. Ikke med borgmesterkæden – men med ansvaret som byens største parti, målt på procenter.
Efter kæmpe nederlag fastholder Christian Bro samarbejdspolitikken: »Bitterhed kommer du ingen vegne med i politik«
Efter valget den 18. november 2025 står det nu klart, at Socialdemokratiet i Fredericia går med i både forlig og konstituering. For Christian Bro betyder det et comeback til et udvalg, han kender indgående – og en fortsættelse af den samarbejdslinje, som partiet har fulgt i mere end et årti.
Tilbage til et hjertebarn
Bro lægger ikke skjul på sin tilfredshed med at vende tilbage til et udvalg, han betegner som helt centralt for sit politiske engagement.
»Det er jeg jo glad for, at det er det udvalg, jeg kommer tilbage til. Det ligger mit hjerte nært. Jeg glæder mig til at få gummistøvlerne på igen,« siger han.
At Socialdemokratiet vælger at gå med i samarbejdet, selvom de måtte afgive borgmesterposten, falder helt i tråd med den kurs, partiet tog i valgkampen, understreger han:
»Vi var meget tydelige hele valgkampen – og også før – at hvis der blev blåt flertal, så ville vi også ind og have indflydelse.«
»Det er bare om at komme op på hesten igen«
Trods nederlaget i kampen om borgmesterkæden afviser Christian Bro enhver form for bitterhed.
»Bitterhed, det kommer du ingen steder med i politik. Det gør du ikke. Vi repræsenterer jo et parti, og det skal vores personlige følelser ikke stå i vejen for. Det er bare om at komme op på hesten igen og så derudad. Politik holder jo aldrig op.«
At Socialdemokratiet trods alt blev valgets største parti målt på stemmer, ser Bro som et vigtigt holdepunkt:
»Det er det eneste lillebitte lyspunkt i det her. Vi er stadigvæk det største parti i Fredericia. Det giver jo et afsæt for det videre arbejde.«
Hård valgkamp – og en hård periode
Bro anerkender, at tiden op til valget har slidt.
»Ja, det har været en hård valgkamp. Det har også været en hård borgmesterperiode. Det ligger jeg ikke skjul på«, lyder det med en bemærkelsesværdig ærlighed.
Alligevel fornemmer han, at der nu kan lægges låg på konflikterne.
»Jeg lytter mig mere til, at Peter Tind sagde, at der er trukket en streg i sand. Det tyder jo på, at vi kan komme over på den anden side af det her og virkelig arbejde for en fælles fred,« siger han.
Hvordan samarbejdspolitikken kommer til at udspille sig under en ny politisk farve for bordenden, må tiden vise. Men én ting står klart for den socialdemokratiske profil: Arbejdet for Fredericia fortsætter – i gummistøvler, i Fredericias gader, eller hvor det ellers kræves.
To brande og et treparts-uheld: Sydøstjyllands Politi havde en hektisk fredag eftermiddag
En fredelig fredag blev pludselig alt andet end rolig, da Sydøstjyllands Politi i løbet af få minutter modtog meldinger om to brande – og senere på dagen et større færdselsuheld i Vejle. Det fortalte vagtchef Halfdan Kramer på dagens pressebriefing klokken 17.00.
Første melding kom klokken 12.36 fra Mølholm Landevej i Vejle, hvor der var brand i et forladt vandrehjem.
»Der var ingen personer i bygningen, og derfor heller ikke nogen, der er tilskadekommende,« sagde Halfdan Kramer.
Ilden havde nået at få godt fat i taget, men brandvæsnet fik hurtigt kontrol over flammerne. Politiet er nu i gang med at undersøge, hvad der kan have forårsaget branden.
Kun fire minutter senere tikkede endnu en melding ind – denne gang fra Bruskvej i Sanddal, Fredericia.
»Der er ild i et skur, der står i forbindelse med en garage og et hus. Brandvæsnet er hurtigt fremme og sørger for, at beboerne er kommet ud, og at ilden bliver slukket,« lød det fra vagtchefen.
Tre biler i uheld på Hjulmagervej – én person til behandling
Senere på eftermiddagen, klokken 16.22, kom meldingen om et treparts-uheld på Hjulmagervej i Vejle.
»Det er tre parter. Jeg kan ikke sige noget om, hvem der har kørt hvorhenne, da det ikke er så lang tid siden,« sagde Halfdan Kramer.
Én bilist kunne selv forlade stedet i bil, mens to andre måtte hentes af vejhjælp.
»En enkelt person bliver kørt til behandling på sygehuset, og der er ikke tale om alvorlig personskade,« oplyste vagtchefen.
Alternativet forklarer dramatisk magtskifte: »Jeg har ikke tillid til Johannes«
Det politiske drama i Middelfart har i dagene efter kommunalvalget udviklet sig til en af de mest opsigtsvækkende lokale magtkampe i nyere tid. Midt i krydsilden står Alternativets Maria Lund, som spiller en afgørende rolle i det flertal, der nu peger på Venstres Anders Møllegaard som ny borgmester.
Mens Socialdemokratiet og den afgående borgmester Johannes Lundsfryd kalder forløbet for både chokerende og historisk usædvanligt, fastholder Maria Lund, at hendes valg ikke skyldes strategiske studehandler, men tillid – og mistillid.
»Det er et spørgsmål, jeg har fået rigtig, rigtig mange gange,« siger hun med direkte reference til den bredt sammensatte alliance, der spænder fra Danmarksdemokraterne til Enhedslisten. »Vores alliance, det er myntet på gensidig respekt og gensidig tillid, og det har vi hele tiden haft til hinanden.«
Tilliden i centrum: »De har givet mig deres ord – og altid holdt det«
Maria Lund lægger ikke skjul på, at netop tillidsrelationerne – ikke partifarver – er grunden til, at hun står i alliancen, der vender op og ned på Middelfarts politiske landskab.
»Jeg har stået i fire år og haft en alliance med hensyn til minimumsnummeringer sammen med Anders og Jonas og Lasse, som har givet mig deres ord altid holdt det. Altid været savlige at korrespondere med osv.,« forklarer hun.
Hun fremhæver, at lokalpolitik adskiller sig fra Christiansborgs mere ideologiske kampplads.
»Men det her, det er jo lokalpolitik. Der er bare en meget stor forskel på lokalpolitik og nationalpolitik. Lokalpolitik, der handler det om at arbejde for borgerne i vores kommuner.«
Ifølge Lund er det netop det fælles fokus på konkrete resultater, der gør det muligt at samarbejde på tværs af partier med store politiske forskelle.
Udvalgsposter og »dream team« – ikke et politisk køb
Et af de mest omdiskuterede elementer i balladen om magtskiftet er, om små partier er blevet tilbudt poster for at sikre flertallet. Men Maria Lund afviser, at Alternativet er blevet købt.
»Ikke som, hvad skal man sige, sådan et køb,« siger hun. I stedet beskriver hun et samarbejde, hvor man fordeler ansvar efter kompetencer, ikke efter forhandlingstaktik.
»Det handler om at få sammensat et dream team med hensyn til udrettet for borgerne.«
Hun nævner blandt andet unge kandidater med stærke fagligheder, der efter hendes mening skal aktiveres i de udvalg, hvor deres viden kan bruges mest.
Hvorfor ikke Socialdemokratiet? »Jeg har ikke en personlig tillid til Johannes«
Det mest opsigtsvækkende svar kommer, da spørgsmålet falder på, hvorfor Alternativet ikke peger på Socialdemokratiet, selv om partierne ofte står tættere på hinanden nationalt. For Maria Lund handler det om både politik og personlige erfaringer.
»Jeg mener ikke, at deres politik her lokalt, er den vej, som jeg vil gå for kommunen. Og jeg har ikke en personlig tillid til Johannes.«
Hun uddyber, at der ligger flere års erfaringer bag – både som byrådsmedlem og som børneaktivist:
»Dem kan jeg ikke bare sætte til side.«
Efter at Alternativet og de øvrige partier havde peget på Anders Møllegaard som borgmester, rakte Socialdemokratiet ud — og kontakten var intens:
»Jeg tror ikke, der har været noget maks på det tilbud… fordi efter vi pegede på Anders, så vil de jo rigtig gerne have, at en af os springer over… Jeg tror nærmest ikke, der har været nogle konstellationer, som jeg ville have fået et nej til.«
Alligevel stod hendes svar fast:
»Jeg har også meget klart sagt nej til både dem jeg har snakket med fra Socialdemokratiet og fra SF.«
Dermed markerer hun, at valget i høj grad handlede om tillid – og om at følge den politiske retning, hun ønsker for kommunen.
Kan alliancen holde?
Kritikere – herunder afgående borgmester Johannes Lundsfryd – har peget på de enorme politiske udsving i flertallet som et alvorligt svaghedstegn. Men det bekymrer ikke Maria Lund.
Kan alliancen holde?
»Ja, fordi vi har haft et samarbejde i mange år,« siger hun.
Hun understreger, at forskellighed ikke svækker alliancen – tværtimod.
»Så længe vi kan snakke sammen, så længe vi er lydhøre over for hinanden og åbent for de der forskelligheder, så kan vi kun være stærkere, når det er sådan, vi går sammen, fordi vi repræsenterer et bredere spektrum.«
Et præcedensskifte i lokalpolitikken
Forløbet i Middelfart kan få større betydning end blot et rov af borgmesterkæden. Det rejser principielle spørgsmål om lokalpolitiske alliancer, partihop, tillid og demokratisk legitimitet. Hvis denne type brede og værdimæssigt spændte konstellationer kan levere resultater, vil de kunne inspirere kommuner, hvor de gamle blokke er låst fast.
Omvendt kan sagen også skærpe debatten om partihop tæt på valghandlingen, og om hvorvidt vælgernes mandat reelt afspejles, når politiske alliancer omrokeres så hurtigt.
Uanset hvad markerer Middelfart et skifte – og Maria Lund står midt i orkanens øje som en af arkitekterne bag kommunens nye politiske virkelighed.
»Chok efter magtskiftet i Middelfart »ærgerligt, pinligt og uværdigt««
Mens politikerne i Middelfart kæmper med at forklare det opsigtsvækkende magtskifte efter kommunalvalget, ulmer utilfredsheden blandt byens borgere. På gaden møder Middelfart AVISEN vrede, forundring og en grundlæggende tvivl om det demokratiske fundament, efter at Ulla Sørensen (tidl. S) mindre end et døgn efter valget skiftede til Venstre – og banede vejen for Anders Møllegaard som ny borgmester.
»Der skulle jo skifte et eller andet på et tidspunkt, men noget af det, der er gjort på, er forkert,« siger Thomas A., erhvervsdrivende i Middelfart. Han drager en parallel til fodboldverdenen: »Der er også fodboldspillere, der skifter fra store klubber til store klubber. Nu er der Ulla Sørensen, der skifter fra røde til blå. Det sker jo. Vi lever i en kapitalistisk verden. Man bliver jo til den tid og tænker på sig selv.«
Men selv om han siger, han forstår logikken bag partiskiftet, er hans vurdering klar, da spørgsmålet falder på det demokratiske aspekt:
»Hvis jeg skal være ærlig: nej.«
»Jeg kan særligt godt forstå, at borgerne er irriteret og sur«
Ifølge Thomas A. er det ikke partiskiftet i sig selv, men måden det skete på, der har skabt vrede i byen.
»Som jeg startede med at sige – måden blev gjort på, er forkert.«
Han sætter også ord på den frustration, mange vælgere sidder tilbage med:
»Hvis jeg nu havde stemt på Ulla og endte med at få en blå borgmester, så kan jeg særligt godt forstå, at borgerne er irriterede og sure over det.«
»Pinligt« – »uværdigt« – »helt urimeligt«
Samme vrede går igen hos Lene Broen og Søren Damm, som Middelfart AVISEN møder i centrum. De lægger ikke fingre imellem.
»Jeg synes, det er pinligt og uværdigt,« siger Lene Broen.
Søren Damm supplerer: »Ja, helt urimeligt, at man stiller op og fører valgkamp som socialdemokrat, og så skifter man dagen efter valget.«
For dem handler kritikken ikke blot om timing, men om tillid.
»Jeg synes, det er uviderehæftigt,« siger Lene.
Og om oplevelsen af at være blevet taget på sengen: »Vi er jo ikke idioter.«
Forholdet til den nye borgmester er heller ikke uden problemer:
»Jeg synes, at han har været lige så meget med i den her rævekage her, som man kan kalde det,« siger Søren.
Lene runder af: »Jeg giver ikke meget for ham. Andet har jeg ikke at sige«
»Det er chokerende – den ene dag er man socialdemokrat, næste dag er man i et andet parti«
Mens nogle borgere reagerer følelsesladet, tager andre kampen ud i det offentlige rum. En af dem er Tanja Erdmann, som fredag morgen stod og lavede plakater sammen med andre borgere.
»Lone hun ringede til morgen og sagde, om ikke jeg ville tage med herned, at hun kunne lige fikse nogle plakater. Jeg synes jo, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den måde, at det er foregået på… det er måske ikke den bedste.«
For Tanja handler det om chok – og om sympati for de vælgere, der stemte personligt på Ulla Sørensen.
»Jeg synes, det er chokerende, at man den ene dag er af Socialdemokraterne. Næste dag vender man ryggen og stiller op for et andet parti. Jeg synes, det er ærgerligt for de vælgere, som har stemt på hende personligt specielt.«
Hun anerkender, at Ulla Sørensen selv har angivet manglende samarbejde som begrundelse, men hun er ikke overbevist:
»Det kunne sagtens være et argument. Men så synes jeg måske, at man skulle have ventet den lille smule med at se, at der kommer 11 nye medlemmer ind i byrådet. Jeg tænker, at det kunne godt have rykket på noget.«
Alligevel accepterer hun den nye borgmester:
»Det er demokrati, og det må vi jo leve med.«
Et demokratisk efterskælv – og et spørgsmål om tillid
Borgernes vrede bygger på en gennemgående oplevelse af brudte forventninger: vælgere stemte på én politiker og én farve – og fik noget helt andet. Den hurtige overgang fra rød til blå blok har ikke blot ændret flertallet, men rystet borgernes tillid til processen.
Med Middelfart som politisk epicenter er der nu en reel risiko for, at diskussionen om partihop dagen efter et valg vil brede sig til andre kommuner. For hvad betyder et personligt kryds, hvis det kan konverteres til en anden politisk side, før blækket på stemmesedlen er tørt? Og hvad betyder tillid, hvis flertal kan skifte hurtigere end konstitueringen finder sted?
Kommunalpolitik bygger traditionelt på nærhed og tryghed – men Middelfart viser, at lokalpolitik nu også er blevet en arena for strategiske manøvrer, der kan overraske selv de mest erfarne vælgere.
