Byrådet sagde ja til forlænget TVIS-låneramme og ny varmestrategi frem mod 2045

0

To sager om TVIS – Trekantområdets Varme Transmissionsselskab var på dagsordenen, da Fredericia Byråd onsdag den 17. december behandlede en række større økonomiske og strategiske beslutninger.

Den første sag handlede om en tilretning af den eksisterende låneramme til udfasning af fossil opvarmning i Trekantområdet. TVIS ejes af Fredericia, Kolding, Vejle og Middelfart Kommuner, og Fredericia har den største ejerandel i selskabet.

TVIS anmodede ejerkommunerne om at fastholde den samlede låneramme på 534 millioner kroner, men samtidig forlænge perioden for gennemførelse af låneoptaget. I stedet for den oprindelige tidsplan forventes lånerammen nu først fuldt udnyttet frem mod udgangen af 2029.

Borgmester Christian Bro spurgte herefter, om byrådet kunne tiltræde indstillingen. Det gjorde byrådet uden bemærkninger.

Herefter behandlede byrådet den strategiske retning for TVIS for perioden 2025–2045, en sag som allerede havde været behandlet i Klima-, Energi- og Miljøudvalget. Derfor gav borgmesteren ordet til Tommy Rachlitz Nielsen (C), gruppeformand og medlem af udvalget.

Han beskrev strategien som et eksempel på rettidig omhu i en branche, hvor rammevilkår og energikilder er under hastig forandring.

Ifølge Tommy Rachlitz Nielsen er det kendt, at der på sigt vil ske ændringer i den overskudsvarme, som TVIS i dag er afhængig af – blandt andet som følge af ændrede planer hos Ørsted. Samtidig er det usikkert, præcis hvordan og hvornår disse ændringer slår igennem.

Netop derfor vurderede han det som både nødvendigt og ansvarligt, at TVIS allerede nu arbejder med langsigtede scenarier og alternative løsninger.

Han pegede blandt andet på nye muligheder for overskudsvarme fra datacentre, yderligere bidrag fra Crossbridge samt potentielle nye virksomheder i og omkring raffinaderiet og andre erhvervsområder i kommunen.

Tommy Rachlitz Nielsen roste TVIS for at tænke langsigtet og for at arbejde strategisk med forsyningssikkerhed og omstilling.

Klima-, Energi- og Miljøudvalget havde forud for byrådsmødet afgivet en varm anbefaling af den strategiske retning, og byrådet tiltrådte herefter også denne sag.

Med beslutningerne sagde byrådet dermed ja til både at give TVIS længere tid til at realisere investeringer for en halv milliard kroner – og til en samlet strategisk kurs for varmeforsyningen i Trekantområdet frem mod 2045.

En enkelt debutant i Nikolaj Jacobsens EM-trup

0

Landstræner Nikolaj Jacobsen har sat navn på de 19 spillere, der skal forsøge at spille Danmark til EM-guld på hjemmebane i januar. Truppen tæller stort set alle de vante profiler – og kun én debutant.

Der blev ikke plads til FHKs Martin Bisgaard. Han var udtaget i bruttotruppen, men er ikke blandt de 19 spillere, der skal spille EM på hjemmebane. Dog får den 23-årige playmaker Mads Svane fra Bjerringbro-Silkeborg, chancen for at trække den rød-hvide trøje over hovedet til sit første seniormesterskab.

EM i herrehåndbold spilles i januar, og Jyske Bank Boxen i Herning danner rammen om store dele af turneringen. Danmark går ind til mesterskabet som både regerende verdensmestre og olympiske mestre – og med et klart mål.

»Jeg synes, det er en meget stærk trup. Det er klart, der mangler Thomas Arnoldsen og Emil Madsen, som helt sikkert også ville have været med, hvis ikke de var skadet. Men overordnet set er det en virkelig stærk trup,« siger Nikolaj Jacobsen.

Debutant får chancen

Udtagelsen af Mads Svane er bemærkelsesværdig, fordi han endnu har sin første seniorlandskamp til gode. Alligevel har landstræneren valgt at tage ham med til EM.

»Mads er med af flere årsager. Han har haft et par virkelig stærke måneder i Bjerringbro-Silkeborg og taget masser af ansvar. Samtidig føler vi os bedre dækket ind med en ekstra spilstyrer, når både Rasmus Lauge og Lasse Andersson har døjet med skader,« forklarer landstræneren.

Svane er dermed den eneste egentlige debutant i truppen, som ellers består af rutinerede profiler med mange slutrunder på cv’et.

Ekstra specialist på fløjen

En anden markant beslutning i udtagelsen er, at Frederik Bo Andersen fra HSV Hamburg er med som ekstra højrefløj. Under VM blev positionen primært dækket af Johan Hansen, mens Niclas Kirkeløkke også kunne bruges der.

»Vi vil gerne have to specialister med, så det ikke kun er Johan, der er decideret højrefløj. Det giver os flere valgmuligheder,« siger Nikolaj Jacobsen.

Dermed har landstræneren prioriteret bredde og fleksibilitet på fløjene, samtidig med at bagkæden fortsat er spækket med internationale stjerner.

Målet er guld

Ambitionerne er til at tage og føle på. Danmark går ikke ind til EM for at gemme sig.

»Vores målsætning er at vinde EM. Det er ingen hemmelighed. Det ville også være mærkeligt andet som olympiske mestre og verdensmestre. Men vores første fokus er at spille god håndbold – for når vi gør det, er vi også svære at slå,« siger Nikolaj Jacobsen.

Flere af Danmarks kampe under EM nærmer sig allerede udsolgt, og forventningerne til endnu en dansk triumf er store.

Danmarks trup til EM 2026

Målvogtere
Emil Nielsen, FC Barcelona
Kevin Møller, SG Flensburg-Handewitt

Fløjspillere
Emil Jakobsen, SG Flensburg-Handewitt
Magnus Landin, THW Kiel
Johan P. Hansen, Skanderborg AGF Håndbold
Niclas Kirkeløkke, SG Flensburg-Handewitt
Frederik Bo Andersen, HSV Hamburg

Stregspillere
Magnus Saugstrup, SC Magdeburg
Lukas Jørgensen, SG Flensburg-Handewitt
Simon Hald, Aalborg Håndbold
Emil Bergholt, Skjern Håndbold

Bagspillere
Mathias Gidsel, Füchse Berlin
Mads Hoxer, Aalborg Håndbold
Simon Pytlick, SG Flensburg-Handewitt
Rasmus Lauge, Bjerringbro-Silkeborg
Lasse Andersson, Füchse Berlin
Lasse Møller, SG Flensburg-Handewitt
Mads Mensah, Skjern Håndbold
Mads Svane, Bjerringbro-Silkeborg

Stakkesvang spærres under motorvejen i to måneder på grund af fjernvarmearbejde

0

TRAFIK. Bilister i Fredericia-området må forberede sig på ændrede kørselsruter i starten af det nye år. Fra den 5. januar til og med den 28. februar 2026 bliver Stakkesvang spærret for gennemkørsel under motorvejstunnellen som følge af etablering af fjernvarme for EWII Varme.

Det er Munch Forsyningsledninger, der skal udføre arbejdet under motorvejen. Spærringen gælder strækningen fra Adelvej og forbi motorvejstunnellen, og i perioden vil det ikke være muligt at køre gennem tunnellen på Stakkesvang.

For at hjælpe trafikanterne bliver der opsat infotavler med tydelig skiltning af omkørselsruter. Syd for motorvejen henvises trafikken til Adelvej, Tingvejen og Kraftværksvej, videre ad Kolding Landevej og Skærbækvej. Nord for motorvejen skal trafikanter benytte Børupvej, Europavej og Skærbækvej.

Selvom vejen spærres for biler, vil der fortsat være adgang for bløde trafikanter. Cyklister og gående kan benytte en midlertidig sti, der etableres ved siden af arbejdsområdet, så det fortsat er muligt at passere sikkert.

Forud for arbejdets opstart kan spørgsmål rettes til Michael Laursen, mens Carsten Hauborg er kontaktperson ved eventuelle problemer under selve spærringen.

Arbejdet er en del af udbygningen af fjernvarmenettet i området, og både entreprenør og bygherre beklager de gener, som afspærringen måtte medføre for trafikanter og beboere i området.

Direktøren for CJ A/S går på pension: Et generationsskifte, der blev taget i tide

0

Årets afslutning markerer også afslutningen på et langt kapitel i CJ A/S. Efter næsten 15 år i virksomhedens ledelse – og syv år med et planlagt generationsskifte – går Hans Jørgen Ebbesen på pension. Dermed træder han et skridt tilbage fra den virksomhed, han var med til at stifte, og som i dag står som en markant aktør i entreprenørbranchen.

Siden 2022 har Jonathan Smetana haft det formelle ansvar som administrerende direktør, efter et langt parløb med Hans Jørgen, hvor overdragelsen blev forberedt i god tid.

Entreprenørbranchen lå i blodet

Interessen for entreprenørfaget opstod tidligt. Hans Jørgens far var selvstændig entreprenør, og byggepladserne var en naturlig del af barndommen.

»Vi har altid som børn været på byggepladser, så det har fulgt mig hele tiden. Det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over. Det var bare den vej, der blev valgt, men det føltes meget naturligt,« fortæller han.

Som 24-årig, nyuddannet, begyndte han i branchen og fik erfaring fra både anlægs- og byggeopgaver. Senere blev han en del af Davidsen Partnere A/S. Da virksomheden gik konkurs, opstod grundlaget for det, der i dag er CJ A/S.

I 2011 stiftede Hans Jørgen sammen med tidligere kollegaer CJ Anlæg, som senere blev til CJ A/S.

»Vi var nogle mennesker, der syntes, det var sjovt at arbejde sammen, og vi elsker vores branche. Selvom det var hårde tider, var det faktisk relativt nemt at starte, fordi kunderne allerede var der. Mange fulgte med os fra Davidsen Partnere,« siger han.

Fra begyndelsen blev samarbejde, tillid og respekt bærende elementer – både internt og i relationen til kunder og samarbejdspartnere.

Samme DNA – større organisation

Når Hans Jørgen ser tilbage på de snart 15 år, er det især udviklingen i organisationen, der står tydeligt.

»Dengang var det en mindre butik. Vi var ikke så specialiserede som i dag og havde mange roller på én gang. Jeg var byggeleder, projektleder, direktør og økonomiansvarlig på samme tid,« siger han.

Efterhånden som virksomheden voksede, blev der bygget en mere specialiseret organisation op.

»Heldigvis fandt vi de rigtige folk undervejs.«

Samtidig har branchen ændret sig markant. Ifølge Hans Jørgen er entreprenørfaget i dag langt mere bureaukratisk end tidligere, med omfattende dokumentationskrav og komplekse processer.

»Hvis du ser på, hvordan min far drev virksomhed med 170 mand, og sammenligner med i dag, så kræver det langt flere funktionærer og specialiserede roller. Det er en helt anden verden.«

Trods udviklingen mener han, at virksomhedens grundlæggende kultur er bevaret.

»Selvom CJ A/S er blevet meget større og mere professionel, er det sådan set det samme DNA.«

Parløbet med den næste generation

Hans Jørgens afløser, Jonathan Smetana, har været en del af CJ A/S siden 2012. De seneste syv år har de kørt parløb i direktionen, inden Jonathan overtog posten som administrerende direktør i 2022.

De to har forskellige ledelsesstile, fortæller Hans Jørgen, men deler det samme værdisæt.

»Jonathan har professionaliseret organisationen yderligere. Der er kommet mere specialisering, og det er nødvendigt i en virksomhed af den størrelse i dag. Men kulturen og værdierne er de samme.«

Samarbejdet har ifølge Hans Jørgen været præget af åbenhed og respekt.

»Jonathan er meget direkte, og jeg har altid haft behov for at overveje tingene lidt mere og få flere fakta på bordet. Det har fungeret godt, netop fordi vi har haft gensidig tillid.«

Da beslutningen om generationsskiftet blev truffet, var der ifølge Hans Jørgen ingen tvivl i ledelsen.

»Jonathan var den rigtige. Han er en stærk leder med det rette værdisæt. For os var han fremtidens mand.«

Et nyt kapitel – på afstand

Selvom pensionen nu venter, slipper Hans Jørgen ikke virksomheden helt. Han fortsætter i bestyrelsen og forbliver aktionær i en årrække. Derudover er han engageret i Hertug Hans Skolen, et fælles projekt mellem CJ A/S og ASE Ejendomme.

»Det er mærkeligt, men jeg glæder mig også. Det føles som det rigtige tidspunkt at stoppe, fordi tingene er lykkedes. Jeg synes, CJ er på toppen af, hvor virksomheden skal være.«

Hans håb for fremtiden er fortsat udvikling – uden at miste ståstedet.

»Der vil komme flere facetter, måske nye geografier og nye aktiviteter. Men grundlaget vil være det samme: tidlig involvering og succes gennem langsigtede relationer.«

Den nye administrerende direktør, Jonathan Smetana, sender i den forbindelse en tak til sin mangeårige mentor:

»Det har været en gave at lære af en så tålmodig og inspirerende mentor som Hans Jørgen. Hans indsats har skabt et solidt fundament og givet organisationen handlerum til fortsat udvikling. Det arbejde ser jeg frem til at bygge videre på.«

Med generationsskiftet fuldendt går CJ A/S ind i et nyt kapitel – med rødderne solidt plantet i den kultur, der blev skabt fra begyndelsen.

Når minder, musik og jul går op i en højere enhed

0

Sct. Michaelis Kirke dannede den smukkeste ramme om årets veteranjulekoncert – en koncert, der på fornem vis mindede os om, at julen både er tid til eftertanke og fællesskab, men også til håb, lys og musikalsk glæde.

Slesvigske Musikkorps (SMUK), under sikker og nærværende ledelse af dirigent Stig Mærsk, leverede endnu en gang et program, der balancerede det traditionsrige med det nutidige. Fra de velkendte juletoner i Guds engle små og Dejlig er jorden til mere moderne og eftertænksomme værker som Mansion of the Lord blev publikum ført gennem både julens varme og veteranernes alvor – uden hverken patos eller løftede pegefingre.

Veterankoret i stærk opstilling

Særligt skal Sidsel Lund fremhæves for sin version af Silent Night – et smukt, frit og respektfuldt tropet indslag, hvor hun formåede at “freestyle” uden at ødelægge det hellige i sangen. Det er en kunst i sig selv. Også Martin Knudsen bidrog stærkt med vokal på et Rasmus Seebach-nummer, der – lidt overraskende og meget vellykket – fandt sin plads i kirkens rum.

Aftenens korte refleksion ved sogne- og garnisonspræst Kristoffer Simonsen satte ord på det, mange følte: at vi denne aften både mindedes dem, der har tjent – og samtidig tillod os at fejre julen sammen. En fin balance, som netop kendetegner disse arrangementer.

Stor ros skal også gå til Veterankoret i Fredericia. Et kor, der ikke er elitært, men menneskeligt. Her handler det ikke om perfekte stemmer, men om fællesskab, nærvær og det at stå sammen – præcis det, veteranarbejde også handler om. At koret er nu, en fast del af disse arrangementer, understreger, at veteranindsatsen ikke kun er noget, vi taler om, men noget vi lever.

Hele ideen bag veteranjulekoncerterne fortjener anerkendelse: samarbejdet mellem kirken, de lokale veterankoordinatorer, Veterankoret og SMUK er et skoleeksempel på, hvordan civilsamfund, kultur og Forsvaret kan spille sammen – bogstaveligt talt.

Det var en værdig, smuk og professionel koncert. Ingen flagviftende symbolpolitik – bare respekt, musik og fællesskab. Hvis nogen stadig mener, at den slags er overflødigt, så har de aldrig siddet i en kirke den 17. december kl. 16:30 og mærket stilheden efter den sidste tone.

Tak for indsatsen – og ja: Vi kan godt både mindes og fejre julen på samme tid.

Spritkørsel i Fredericia og stort narkosalg ved Netto i Kolding – flere sigtet i døgnrapporten

0

Sydøstjyllands Politi har haft fokus på både spritkørsel og narkosalg i Fredericia og Kolding i det seneste døgn. Det oplyser politikommissær Arno Rindal Petersen.

I Fredericia Kommune blev en 27-årig mand natten til torsdag klokken 00.39 standset på Treldevej. Politiet vurderede, at føreren var påvirket af alkohol over det tilladte.

Manden er sigtet for spritkørsel og blev efterfølgende kørt til blodprøvetagning.

Indbrud, tyveri og uro sker lokalt – men overblikket forsvinder, hvis ingen samler trådene. Når du bakker op om AVISEN, er du med til at sikre, at døgnrapporten bliver til lokal journalistik

I Kolding Kommune førte en civil patrulje onsdag aften klokken 20.06 til anholdelser og sigtelser på parkeringspladsen bag Netto på Jernbanegade. Politiet havde fået mistanke om, at der foregik salg af euforiserende stoffer på stedet.

Da politiet nåede frem, traf de tre personer. Den ene viste sig at være i færd med at købe stoffer. En 19-årig mand blev sigtet for besiddelse af 3,94 gram hash, 2,6 gram MDMA og 0,21 gram kokain.

En anden person, der også netop havde købt stoffer, blev ligeledes sigtet. Her er der tale om en 25-årig kvinde, som blev fundet i besiddelse af 2,09 gram hash.

Den tredje person vurderes af politiet at være sælgeren. En 20-årig mand blev sigtet for besiddelse af større mængder euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse. Ifølge politiet var han i besiddelse af 134 gram hash fordelt i 74 små poser, yderligere 105 gram hash fordelt i 77 poser, 58 gram skunk fordelt i 48 poser samt 30 vingummibamser indeholdende THC.

Sagerne efterforskes videre.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport torsdag den 18. december.

Byrådet godkendte flere store renoveringer trods kritik af overblikket

0

Fire sager om almene boliger, renoveringer og kommunale garantistillelser prægede en stor del af byrådsmødet i Fredericia onsdag den 17. december 2025. Byrådet tog stilling til både nye og afsluttede renoveringsprojekter i flere boligafdelinger – samt en akut økonomisk redningsaktion for en presset boligafdeling i Skærbæk.

Fælles for sagerne var, at de krævede byrådets godkendelse af låneoptag og kommunale garantier, som er en forudsætning i almene bygge- og renoveringsprojekter.

»AVISEN Premium sikrer journalistik, der holder øje med magten dér, hvor du faktisk lever dit liv.«

Den første sag på dagsordenen var Boligkontoret afdeling 301, Birkehaven, hvor der er tale om en omfattende helhedsrenovering af 178 lejligheder. Projektet omfatter både indvendige og udvendige arbejder, herunder nye badeværelser, køkkener og altaner. Byrådet skulle godkende skema A, hvilket betyder godkendelse af projektets rammer, økonomi og låneoptag samt kommunal garantistillelse.

Her markerede Tommy Rachlitz Nielsen (C), gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, sig med en kritisk bemærkning. Han pegede på, at de mange garantistillelser over tid kan være vanskelige at overskue, og efterlyste et mere samlet overblik over, hvilke boligafdelinger der forventes renoveret – og hvad det samlet set kan komme til at koste kommunen i garantiansvar.

Han understregede dog, at forvaltningen har oplyst, at de konkrete projekter er dækket af den eksisterende investeringsplan, og derfor valgte (C) at bakke op om indstillingen i denne sag.

Byrådet godkendte herefter skema A for Birkehaven.

Næste sag var Boligkontoret afdeling 501, Kongsgården, også en skema A-sag. Her drejer det sig om renovering af 148 boliger og tre erhvervslokaler inden for voldene. Også her skulle byrådet tage stilling til låneoptag og kommunal garantistillelse. Sagen blev godkendt uden yderligere debat.

Den tredje sag var Sønderparken afdeling 12, Boli.nu, hvor byrådet behandlede skema C – den afsluttende økonomi for et allerede gennemført renoveringsprojekt. Her viste det sig, at renoveringen var blevet dyrere end først antaget, og byrådet skulle derfor godkende en forhøjelse af lånet og den kommunale garantistillelse.

Som tidligere beskrevet er der tale om en samlet stigning på 42,5 millioner kroner i anskaffelsessummen, heraf 15,4 millioner kroner på den støttede del, som kommunen stiller garanti for. Også denne sag blev godkendt.

Borgmester Christian Bro bemærkede i forbindelse med sagerne, at renoveringerne samlet set bidrager til at løfte kvaliteten af kommunens almene udlejningsboliger, hvilket han vurderede er positivt for Fredericia på den lange bane.

Den sidste boligsag på dagsordenen var Boli.nu afdeling 27, Udsigten i Skærbæk, som adskilte sig fra de øvrige. Her er problemet ikke renovering, men manglende udlejning. Afdelingen har haft svært ved at tiltrække lejere og anmodede derfor kommunen om et rente- og afdragsfrit lån på 100.000 kroner som led i en samlet kapitaltilførsel på 500.000 kroner.

Det kommunale bidrag er en forudsætning for, at Landsbyggefonden bidrager med de resterende 400.000 kroner.

Igen tog Tommy Rachlitz Nielsen (C) ordet og brugte sagen til at understrege, at kommunale garantistillelser ikke er risikofrie. Han pegede på, at når boligafdelinger kommer i økonomiske vanskeligheder, hæfter kommunen for en del af regningen – og at denne risiko ikke altid har været tydeligt kommunikeret.

Han konstaterede samtidig, at alternativet – at risikere indløsning af langt større garantier – ville være væsentligt dyrere for kommunen, og derfor valgte (C) at støtte lånet.

Byrådet godkendte herefter også denne sag.

Samlet set viste byrådsmødet, at almene boliger fortsat fylder tungt i Fredericias politiske dagsorden – både som et redskab til at sikre tidssvarende boliger og som et område, hvor kommunen løbende må balancere mellem sociale hensyn og økonomisk risiko gennem garantistillelser.

Seks nye vådområder på vej skal løfte vandmiljøet i fjord og bælt

0

POLITIK. Kolding Kommune tager nu næste skridt i arbejdet med Grøn Trepart. Omlægningsplanen er endeligt godkendt af byrådet, og dermed er vejen banet for konkrete projekter, der skal reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Allerede nu er seks nye vådområdeprojekter på vej, herunder et projekt ved Hejls Nor.

Godkendelsen markerer afslutningen på en længere proces, hvor planen har været forbi både de lokale treparter for Lillebælt og Vadehavet, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø samt udvalget Natur-, Miljø- og Klima. Med byrådets ja kan arbejdet med at føre planens intentioner ud i livet for alvor gå i gang.

Borgmester Knud Erik Langhoff fremhæver det brede samarbejde som afgørende for, at planen nu er klar.
»Arbejdet med at lave omlægningsplanen har været en kraftpræstation, og jeg vil gerne takke de mange samarbejdspartnere, der har bidraget til arbejdet: lodsejere, landbrugets organisationer, BlueKolding, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og flere andre. Alle har arbejdet konstruktivt for sagen, og det har været afgørende for at lykkedes med at nå i mål med en opgave af denne kaliber,« siger borgmesteren.

De seks vådområder skal etableres ved Midtskov–Seljum Bæk, Hejls Nor, Dons, Istok Mose, Stallerup Sø og Lunderskov. Fire af projekterne indledes med forundersøgelser, mens to allerede er klar til at blive gennemført. Vådområderne spiller en central rolle i Grøn Trepart, fordi de kan tilbageholde og omsætte kvælstof, som ellers risikerer at ende i fjorde og bælter og bidrage til iltsvind og fedtemøg.

Staten har bevilget knap 5,4 millioner kroner til projekterne, der samlet dækker omkring 300 hektar. Samtidig skaber indsatsen mulighed for ny natur på et areal svarende til cirka 600 fodboldbaner og forventes at reducere kvælstofudledningen med omkring 20 tons om året.

Formand for udvalget Natur-, Miljø- og Klima, Jørn Chemnitz, glæder sig over, at kommunen allerede er i gang.
»Det er fantastisk, at vi allerede nu er godt i gang med de første Grøn Trepart-projekter takket være lodsejere, der har tilbudt deres arealer,« siger han og peger på, at interessen fra lodsejere er så stor, at kalenderne allerede er fyldt med frivillige omlægningsprojekter i både 2026 og 2027.

Grøn Trepart handler dog ikke kun om arealomlægning og vådområder. Spildevand er også en vigtig del af aftalen, og her er der skærpede krav på vej. Landets forsyningsselskaber skal forbedre rensningen på renseanlæggene og fortsætte arbejdet med at begrænse overløb.

Hos BlueKolding er arbejdet allerede i gang, fortæller bestyrelsesformand Tobias Jørgensen.
»Vi ved, at spildevand er ansvarligt for en mindre del af den samlede mængde kvælstof, der ender i vores vandmiljø, men vi skal naturligvis også arbejde med denne del i Grøn Trepart. Derfor investerer BlueKolding i disse år mange millioner kroner i at udvide kapaciteten og mindske belastningen af både renseanlæggene og kloaksystemet. Det gør vi blandt andet ved at sanere, og i nogle tilfælde separere, kloakkerne og lægge større rør, som kan rumme mere vand. Vi bygger også flere bassiner, som kan holde vandet tilbage under længevarende voldsom regn, så systemet ikke bliver så hårdt belastet,« siger han.

Med byrådets godkendelse er Grøn Trepart nu rykket fra plan til praksis i Kolding Kommune, og de første synlige resultater i landskabet kan ventes i de kommende år.

Konkurrencerådet får Apple til at lempe grebet om iPhone-reparationer

0

FORBRUGER. Reparation af iPhones i Danmark kan blive både billigere og nemmere i fremtiden. Konkurrencerådet har godkendt et tilsagn fra Apple, som betyder, at selskabet fremover ikke må lægge kunstige hindringer i vejen for reparationer af iPhones, uanset hvem der udfører dem, og hvilke reservedele der bruges.

Sagen handler om Apples tidligere praksis, hvor visse funktioner på iPhones holdt op med at virke, hvis telefonen blev repareret med skærm, batteri eller kamera fra andre end Apples egne systemer. Samtidig kunne telefonen vise beskeder om, at der var anvendt en ukendt reservedel, hvilket ifølge myndighederne kunne presse forbrugerne til at købe en ny telefon frem for at få den gamle repareret.

Konkurrencerådets formand Christian Schultz vurderer, at Apples tilsagn vil få stor betydning for markedet i Danmark.
»Vi vurderer, at Apples tilsagn får væsentlig betydning for konkurrencen om reparation af iPhones i Danmark. For forbrugere og virksomheder, hvis medarbejdere benytter iPhones, kan reparationspriserne derfor blive lavere end ellers, og de kan få flere valgmuligheder, hvis iPhonen ikke virker, som den skal. Samtidig skaber tilsagnet nye forretningsmuligheder for gruppen af reparatører, der ikke umiddelbart har en tilknytning til Apple i dag.«

Han peger samtidig på, at Apples adfærd kan have haft klare konsekvenser for både priser og forbrugernes valg.
»Vores umiddelbare vurdering er, at Apples adfærd kan have givet Apple mulighed for at sætte højere priser på Apple-reservedele til iPhones. Samtidig kan adfærden have påvirket slutkunderne til at købe nye iPhones i stedet for at reparere de gamle, ligesom den kan have hindret reparatører uden tilknytning til Apple i at reparere telefonerne, så de var fuldt funktionelle.«

Med tilsagnet forpligter Apple sig blandt andet til ikke at indføre kunstige hindringer for reparationer, uanset om der anvendes nye, brugte, originale eller uoriginale reservedele, og uanset hvilken reparatør der står for arbejdet. Samtidig skal reservedele kunne opnå den fulde funktionalitet, som delen tillader, og Apple må kun vise objektive og faktuelle reparationsmeddelelser på telefonen efter en reparation.

Ifølge Konkurrencerådet vil det styrke uafhængige reparatørers adgang til markedet og trække i retning af lavere reparationspriser. Det kan samtidig gøre det mere attraktivt for forbrugerne at få repareret deres iPhone frem for at investere i en ny.

Konkurrencerådet har ikke taget stilling til, om Apple konkret har overtrådt konkurrencereglerne, men vurderer, at tilsagnet fjerner de betænkeligheder, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde rejst om mulig misbrug af en dominerende stilling.

Sager mod techgiganter som Apple behandles ofte på EU-niveau, men i dette tilfælde har de danske myndigheder valgt selv at gribe ind. Det hænger blandt andet sammen med, at iPhones er mere udbredt i Danmark end i mange andre europæiske lande.

Regeringen vil forbyde mæglingsråd i kampen mod parallelsamfund

0

POLITIK. Justitsminister Peter Hummelgaard sender nu et nyt lovforslag i høring, der skal styrke indsatsen mod parallelsamfund og negativ social kontrol. Et centralt element i forslaget er, at selvbestaltede mæglingsråd fremover kan blive gjort strafbare, hvis de bruges til at holde alvorlige strafbare forhold væk fra politiet og domstolene.

Ifølge regeringen er der set eksempler på, at sådanne mæglingsråd – blandt andet i religiøse miljøer – fungerer som parallelle retssystemer uden demokratisk eller retlig legitimitet. Her bliver konflikter og forbrydelser håndteret uden om det danske retssystem, hvilket ifølge justitsministeren undergraver både retsstaten og borgernes frihed.

Lovforslaget lægger op til, at det skal være strafbart at indgå i et mæglingsråd med det formål at unddrage strafbare handlinger fra politiet, anklagemyndigheden og domstolene. Overtrædelser skal kunne straffes med op til fire års fængsel.

Justitsminister Peter Hummelgaard lægger ikke skjul på alvoren i sagen.
»Vi skal ikke have parallelsamfund, hvor dansk lov og ret er sat ud af spil, og hvor religiøse dogmer og blodpenge bruges til at lægge låg på kriminelle forhold. Det har ingen plads i et retssamfund som det danske, og derfor foreslår vi nu at kriminalisere den slags primitive forsøg på aktivt at undergrave vores værdier og vores retssamfund. Med lovforslaget styrker vi indsatsen mod parallelsamfund og negativ social kontrol for at værne om retssamfundet, det enkelte menneskes frihed og sammenhængskraften i samfundet,« siger han.

Bag lovforslaget ligger et ønske om at slå fast, at alvorlig kriminalitet skal håndteres af de retshåndhævende myndigheder inden for rammerne af det strafferetlige system – og ikke i uformelle fora, der kan presse ofre til tavshed eller forlig.

Ud over kriminalisering af mæglingsråd indeholder lovforslaget også andre markante initiativer. Der lægges op til skærpede straffe for æresrelaterede forbrydelser, hvor et æresmotiv fremover som udgangspunkt skal tælle som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen. Samtidig foreslås det, at det nuværende tildækningsforbud udvides, så det ikke kun gælder på offentlige steder, men også på uddannelsesinstitutioner.

Lovforslaget forventes fremsat i Folketinget i februar 2026. Indtil da sendes det i høring, så relevante parter kan komme med bemærkninger, inden regeringen tager næste skridt i lovgivningsprocessen.