Ældre i Kolding kan se frem til billigere mad leveret til døren

0

POLITIK. Ældre borgere i Kolding Kommune kan snart få billigere mad leveret hjem. En ny aftale i Senior- og Sundhedsudvalget betyder, at prisen på en hovedret sænkes til 45 kroner inklusive levering.

Beslutningen kommer efter, at der i Finansloven for 2026 er afsat midler til at indføre et loft på 50 kroner pr. hovedret til borgere visiteret til madservice. Kolding Kommune har fået tre millioner kroner til formålet, og politikerne har valgt at bruge hele beløbet på at sænke prisen yderligere.

Den nye pris gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar. Det betyder, at borgere, der har betalt mere siden årsskiftet, vil få beløbet modregnet i en kommende regning. Samtidig sænkes prisen for beboere på plejehjem samt borgere på midlertidigt ophold og aflastningsophold med 119 kroner om måneden fra 1. juni.

Der er bred politisk opbakning til beslutningen i udvalget.

Formanden for Senior- og Sundhedsudvalget, Søren Rasmussen, siger »Jeg er meget glad for at der i udvalget, er fuld enig om, at alle pengene skal gå til at sænke prisen på de ældres mad. At vi kan glæde både hjemmeboende og plejehjemsbeboerne med en prisnedsættelse er vigtigt for priserne er høje og i Dansk Folkeparti har vi længe ønsket, at få priserne sænket.«

Også næstformand Susanne Stenstrop Thorsen fra SF peger på, at pengene nu kommer direkte ud til borgerne.

Hun siger »For SF har det været afgørende, at pengene kommer helt ud til de ældre og ikke bliver liggende i systemet. Det er lykkedes, og det er jeg rigtigt godt tilfreds med. Det handler i sidste ende om at gøre hverdagen lidt lettere for vores ældre medborgere.«

Fra Venstre lyder det, at det er afgørende, at midlerne bruges fuldt ud til gavn for borgerne. Tobias Jørgensen siger »Finansloven for 2026 giver os mulighed for at sænke prisen på ældremaden, og i Venstre mener vi, at de midler fuldt ud skal komme de ældre til gavn. Derfor er jeg glad for, at vi bruger hver krone på at lette regningen for både hjemmeboende og plejehjemsbeboere.«

Socialdemokratiets Mette Riis fremhæver de stigende leveomkostninger som baggrund for beslutningen.

Hun siger »De generelle leveomkostninger er steget markant de senere år, og det lægger fortsat et pres på privatøkonomien hos en del borgere. For mig er det afgørende, at vi prioriterer velfærd tæt på borgerne og er med til at sikre, at det også gør en reel forskel. Derfor har det været vigtigt for Socialdemokratiet, at de midler, der er blevet tildelt fra Finansloven, bliver brugt til at sænke prisen på madservice.«

Løsgænger Cecilie Liv Hansen peger på, at lavere priser kan give mere økonomisk råderum.

Hun siger »Sænkede priser på mad betyder mere økonomisk råderum for de ældre. Det er positivt, for pengene skal bruges, hvor de gør mest gavn, nemlig hos borgerne. Det giver både frihed og tryghed i hverdagen.«

Hos Danmarksdemokraterne ser Lars Rosenberg Grodt-Andersen også positivt på ændringen.

Han siger »Vi skal sikre, at borgere visiteret til madlevering i Kolding kommune får sund og nærende mad. Derfor er det også positivt, at egenbetalingen nu kan sænkes. Det er en gevinst for borgerne.«

Også Venstres Jonas Kallan Langvad understreger betydningen af lavere priser i en tid med stigende udgifter.

Han siger »Prisstigningerne i Danmark er store i øjeblikket, og derfor er vi ekstra glade for, at vi i Kolding Kommune lykkedes med at en prisreducering på mad for vores ældre borgere. Det er positivt for ældre i eget hjem og beboere på vores plejehjem, at deres mad reduceres i pris, og i Venstre er vi glade for, at Finanslovens midler kommer helt ud til borgerne, så det skaber glæde hos vores borgere i Kolding Kommune.«

Forslaget er nu sendt videre til byrådet, som skal behandle sagen den 28. april. Hvis det bliver godkendt som forventet, vil borgerne kunne se den nye pris og kompensation på regningen for juni måned.

Wiggers & Klement udvider ejerkredsen med ny medejer

0

BUSINESS. Wiggers & Klement A/S får fra den 1. maj 2026 en fjerde ejer. Lars Pedersen træder ind som medejer af virksomheden, og udvidelsen af ejerkredsen fra tre til fire beskrives som led i virksomhedens fortsatte udvikling. Det oplyser adm. direktør og medejer Lennert Klement på LinkedIn.

Beslutningen er truffet på baggrund af en mulighed, som virksomheden vurderer styrker den positive vækst yderligere. Lars Pedersen beskrives som kommende med en lang række kompetencer, der passer særdeles godt ind i den nuværende forretningsmodel, og Wiggers & Klement A/S forventer med den nye konstellation at styrke både de strategiske og operationelle kapaciteter.

»Vi ser det som et naturligt næste skridt i vores udvikling. Lars Pedersen bringer værdifuld erfaring og indsigt, som komplementerer vores eksisterende team og understøtter vores ambitioner for fremtiden,« lyder det fra virksomheden.

Udvidelsen af ejerkredsen sker med et erklæret fokus på fortsat vækst, hvor kvalitet og værdiskabelse for kunder og samarbejdspartnere forbliver omdrejningspunktet. Med Lars Pedersen om bord beskriver Wiggers & Klement A/S sig selv som stærkt rustet til at udnytte nye muligheder i markedet og fastholde den positive udvikling.

Wiggers & Klement A/S er en del af erhvervslivet i Fredericia-området. Lennert Klement har delt nyheden offentligt på LinkedIn, hvor den har fået bred opbakning fra det lokale erhvervsnetværk.

Sparekassen Danmark støtter Fredericia Musicalteater

0

Fredericia Musicalteater har indgået et nyt sponsorat med Sparekassen Danmark Fredericia. Det oplyser parterne på sociale medier. Samarbejdet er allerede tyvstartet: Sparekassen Danmark Fondene donerede tidligere på året to keyboards til teatret.

»Vi er glade for at indgå et nyt samarbejde med Sparekassen Danmark Fredericia,« siger Lotte Jakobsen, salgs- og sponsoransvarlig ved Fredericia Musicalteater.

Afdelingsdirektør Christian Jungmark fremhæver det lokale engagement som baggrunden for partnerskabet. »Vi tror på værdien af at være til stede, både for vores kunder og i det lokalsamfund, vi er en del af. Fredericia Musicalteater er et sted, hvor mennesker mødes, og hvor relationer opstår og styrkes,« siger han.

Tyv stjal guldkæder fra guldsmed på Algade

0

KRIMI. En mand stjal onsdag eftermiddag en bakke med flere guldkæder fra en guldsmed på Algade i Middelfart. Det bekræfter vagtchef hos Fyns Politi Johni Müller.

Tyveriet foregik i fuldt dagslys. Manden gik direkte ind i butikken, tog bakken med guldkæderne og flygtede derpå fra stedet på en ældre cykel i sydlig retning mod parkeringspladsen på Søndergade. Det lykkedes gerningsmanden at flygte.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 14.40 og rykkede kort efter ud til guldsmeden, hvor en medarbejder stod bag anmeldelsen. Flere betjente var til stede i området i forbindelse med efterforskningen. Antallet af stjålne kæder og værdien af udbyttet kendes endnu ikke.

Borgere, der har set manden eller ved noget om sagen, opfordres til at kontakte Fyns Politi på 114.

EWII fik underskud på 92 millioner kroner i 2025

0

BUSINESS. Forsinkede godkendelser, rekordlave solpriser og et elnet under pres. 2025 blev et skuffende regnskabsår for energikoncernen EWII — men bag underskuddet på 92,5 millioner kroner gemmer sig også en milliardfortjeneste, der blot kom et år for sent.

»2025 har på mange måder været et år i slowmotion — både for EWII og for den grønne omstilling. Store forsinkelser, markante ændringer i markedsvilkår og kommercielle udfordringer har sat spor i vores årsregnskab, som ikke lever op til forventningerne,« siger administrerende direktør Lars Bonderup Bjørn.

To forhold trækker særligt ned i regnskabet. Det første er salget af EWIIs fibernet i Trekantområdet, som blev indgået tilbage i 2024 til en pris af 2,85 milliarder kroner. Salget ventede på konkurrencemyndighedernes godkendelse, som trak ud på grund af forhold hos køberen, og dermed nåede den forventede fortjeneste på 1,1 milliard kroner ikke med i 2025-regnskabet. Dertil kom omkostninger på over 47 millioner kroner i forbindelse med salget. »Det påvirker selvfølgelig EWIIs regnskab markant, at vi ikke fik den forventede fortjeneste for salget af fibernettet på 1,1 milliard kroner i 2025. Salget af EWII Fibernet blev endelig godkendt og gennemført 1. februar i år, og dermed kan vi se frem til, at salget fremgår af resultatet for 2026,« siger Lars Bonderup Bjørn.

Det andet tunge punkt er lange solkontrakter, der i 2025 udviklede sig i den forkerte retning. Afregningspriserne på solenergi faldt til et rekordlavt niveau — en gevinst for kunderne, men et hårdt slag for EWII, der havde stillet faste afregningspriser til en række solparker. Det endte med et realiseret tab på 35 millioner kroner og en hensættelse til ikke-realiserede tab på 116 millioner kroner. »Konsekvensen har været, at EWII i løbet af 2025 har måttet sælge el med tab for 35 millioner kroner. Sidstnævnte kan senere resultere i en indtægt. Det kræver, at priserne udvikler sig bedre end markedsprognoserne tilsiger lige nu,« siger Lars Bonderup Bjørn.

Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII, kalder 2025 et år i slowmotion. Foto: EWII

Midt i de tunge tal er der også fremgang at berette om. EWII fik flere elkunder i løbet af året og oplevede et gennembrud på det offentlige ladenetværk, hvor elbilister passerede en million opladninger på et enkelt år. »Samlet set fik vi i løbet af 2025 flere elkunder, hvilket ikke er en let opgave i et konkurrencepræget marked med mange aktører. Ligesom vi havde et reelt gennembrud på vores offentlige ladestandere. Den vækst forventer vi fortsætter i 2026,« siger Lars Bonderup Bjørn.

EWII advarer samtidig om en voksende krise i det danske højspændingsnet, som drives af Energinet. I efteråret 2025 måtte koncernens elnetselskaber begynde at meddele kunder, at der ikke var kapacitet til nye tilslutninger — en situation EWII ifølge direktøren har advaret om siden 2020. »Ulykken er sket i slowmotion, og nu står vi midt i en akut mangel på kapacitet, hvor Energinet ikke kan levere. Det er virksomheder, der ikke kan få strøm til nye anlæg og omlægning fra fossile energikilder til sol og vind — og der er desværre lange udsigter til, at problemerne bliver løst,« siger Lars Bonderup Bjørn.

To danske superstjerner klar til Grøn 2026

0

EVENTS. To af Danmarks mest streamede artister er de første navne klar til Grøn 2026. Lukas Graham og Annika indtager scenen, når sommerens store koncertkaravane ruller gennem landet i juli — og billetsalget åbnede allerede mandag morgen klokken 7.

Med tanke på at Grøn var udsolgt i alle otte byer på rekordtid sidste år, er der god grund til at handle hurtigt. Grøn kommer i år forbi Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby i perioden 16. til 26. juli.

Lukas Graham er tilbage

Lukas Graham vender tilbage til Grøn for femte gang. Siden gennembrudshittet “Drunk in the Morning” i 2011 har bandet stået bag nogle af dansk musiks største internationale succeser. Med tre Grammy-nomineringer i 2017 og det milliard-streamede “7 Years” cementerede Lukas Graham sit globale gennembrud, og siden fulgte “Love Someone” — et verdenshit med platin-status i 18 lande.

»Jeg glæder mig til at komme tilbage på Grøn for femte gang,« siger Lukas Graham. »Udover at spille nye sange til alle koncerterne glæder jeg mig til både at møde nye frivillige og gamle kendinge. Grøn er noget ganske særligt, en lejrskoleagtig oplevelse man kan blive helt afhængig af.«

Annika gør sin Grøn-debut

For Annika Wedderkopp bliver det hendes første tur på Grøn. På rekordtid er hun blevet lyden af en ny generation i dansk pop. Debutsinglen “Knuser Hjerter” fra 2024 blev med det samme en succes, og i 2025 udkom debutalbummet AW — 100 millioner streams, firedobbelt platin og det bedst sælgende album i Danmark i 2025.

»Jeg er så glad for, at jeg skal spille Grøn Koncert i år,« siger Annika. »Mit band og jeg glæder os så meget til at komme rundt i Danmark og spille for jer i sommervarmen. Jeg håber, vi ses derude — skål!«

Seks navne mangler stadig

De to første navne er altså på plads, men der er mere at se frem til. I alt otte artister besætter scenen i de otte byer, og de resterende seks navne offentliggøres i de kommende uger.

Siden 1983 har Grøn samlet tusindvis af danskere til musik under åben himmel, og overskuddet går ubeskåret til Muskelsvindfondens arbejde. Billetter købes på gronkoncert.dk

Stort ledningsarbejde lukker gader i Kolding bymidte fra mandag

0

TRAFIK. Fra mandag den 13. april graves der i Koldings bymidte. EWII går i gang med at udskifte slidte varme- og vandledninger i Markdanersgade, Adelgade samt kortere strækninger af Blæsbjerggade og Låsbygade — et arbejde der ventes at vare cirka 13 uger.

Den første etape betyder, at Markdanersgade fra Akseltorv og op til Koldinghus spærres for biltrafik frem til den 24. april. Fodgængere kan stadig benytte gaden, og Koldinghus, Museum Kolding og Madkælderen holder åbent som normalt. Bilister henvises til alternativ parkering via app’en Kolding Parkering eller på parkering.kolding.dk.

»Vi udskifter vores slidte forsyningsledninger i de dele af bymidten, som bliver omfattet af kommunens ambitiøse renovering af den gamle bykerne frem til 2030,« siger Aksel Gruelund Sørensen, afdelingschef i EWII. »Nye ledninger vil styrke forsyningssikkerheden mange år frem i tiden.«

Arbejdet er tilrettelagt, så kommunen efterfølgende kan renovere de samme strækninger uden at skulle grave dem op igen. Formanden for Plan- og Teknikudvalget, Tobias Jørgensen, kalder det et skoleeksempel på godt partnerskab.

»Først klarer EWII de dele, som ligger under jorden, derefter går kommunen frem til 2030 i gang med at skabe en attraktiv bymidte med nye belægninger, mere beplantning, bedre belysning og ensartet byrumsinventar,« siger han.

Den foreløbige tidsplan ser således ud: Markdanersgade 13.-24. april, Adelgade i to etaper fra 24. april til 19. juni, og kortere strækninger på Låsbybanke og Blæsbjergvej frem til 10. juli. Efter sommerferien fortsætter arbejdet på Bredgade, Torvegade og en del af Akseltorv.

Tidsplanen kan dog forskydes. Da arbejdet foregår i den historiske del af byen, kan arkæologiske fund kræve undersøgelser undervejs.

Borgere og erhvervsdrivende kan møde op på Akseltorv torsdag den 9. april kl. 16-18, hvor medarbejdere fra kommunen og EWII er klar til at svare på spørgsmål.

Nu er ruterne klar: Sådan løber Royal Run gennem Middelfart

0

EVENTS. Den 25. maj samler Royal Run for første gang Middelfart, når 2. pinsedag byder på motionsfest langs Lillebælt. Ruterne er nu offentliggjort, og alle tre distancer fører deltagerne tæt på byens vand, natur og historie.

Start og mål er lagt i Havnegade med udsigt til både den gamle og den nye Lillebæltsbro. Målstregen krydses ved Østergade.

På den korteste distance, One mile, løbes der forbi Gammelhavn og langs brostensbelagte gader med Henner Friisers Hus og Middelfart Kirke, inden ruten drejer ind over Torvet og følger Algade mod mål.

5 km-ruten sender deltagerne forbi CLAY Keramikmuseum og ind i skoven mod syd, over Middelfart Stadion og videre gennem Øksenrade Skov, inden Lillebælt igen dukker op i horisonten med Fænø i baggrunden. Ruten følger herefter Teglgårdsparken og det nye museum Mind, inden opløbet går mod Østergade.

De 10 kilometer byder på noget ganske særligt. Deltagerne løber ud på den Gamle Lillebæltsbro, vender om midtvejs og nyder udsigten til begge sider over bæltet, inden ruten drejer ind i Hindsgavl Dyrehave og følger stier og skovveje tilbage mod mål.

»Vi er stolte af at kunne vise Middelfart frem på denne måde,« siger borgmester Anders Møllegård. »Ruterne viser omverdenen og minder os selv om, hvordan vi som kommune formår at bruge vores styrker — naturen, historien, klimaindsatsen, keramikken og nærheden — til at skabe fællesskaber og trivsel i hverdagen.«

Royal Run ’26 sætter ny deltagerrekord med 111.500 tilmeldte på landsplan, og i Middelfart er alle startnumre allerede udsolgt. Der kan dog blive sat billetter til salg på den officielle videresalgsside.

Starttiderne i Middelfart er foreløbigt fastsat til kl. 11.00 for One mile, kl. 12.15 for 10 km og kl. 14.30 for 5 km. Alle deltagere modtager en deltagermail med præcis starttid nærmere løbsdagen.

For dem der vil forberede sig er der gratis træningsarrangementer den anden weekend i hver måned. Næste træning finder sted lørdag den 11. april kl. 10 ved Ejby-Hallerne.

Læs også

Kortere parkeringstid i bymidten: Sådan kan reglerne ændre sig

0

Holder du bilen i Fredericia bymidte, kan det snart blive sværere at nå det hele på én tur. Teknik- og Miljøudvalget skal mandag den 13. april tage stilling til et forslag, der vil gøre parkeringsreglerne både enklere og mere restriktive.

Forvaltningen indstiller, at den nuværende jungle af tidsrestriktioner på 15 minutter, 30 minutter, en time, to timer og tre timer erstattes af et mere ensartet system. I gågaderne foreslås 30 minutters parkering fra kl. 8 til 19 på hverdage og 8 til 15 på lørdage. På gaderne rundt om gågaden indstilles til to timers parkering i samme tidsrum.

Tre timers parkering foreslås afskaffet helt. Forvaltningen vurderer, at den lange tidsbegrænsning tilskynder til snyd med p-skiven og betyder, at pladserne besættes så tidligt på eftermiddagen, at beboere med beboerlicens ikke kan finde parkering, når de kommer hjem fra arbejde.

Udgifterne til ny skiltning afholdes af bymidtepuljen, der allerede er frigivet. Udvalget orienteres om det præcise budget, inden arbejdet sættes i gang.

Europæisk eventyr slut: FHK besejret i Kassel

0

Det europæiske eventyr er slut for Fredericia Håndboldklub. Tirsdag aften tabte FHK 35-26 til MT Melsungen i Rothenbach Halle i Kassel og er dermed ude af EHF European League. Melsungen hentede det seks måls underskud fra første opgør og mere til, og vandt samlet set opgøret over to kampe.

Fra første fløjt stod det klart, at Melsungen kom med en helt anden indstilling end i første opgør i Middelfart Sparekasse Arena. Hjemmeholdet pressede fra start, udnyttede lydinfernoet fra et seks mand stærkt trommecrew og egne fans, og satte sig hurtigt på kampen. FHK kom skidt fra start, brændte for mange chancer og smed bolde væk i situationer, hvor holdet burde have udnyttet mulighederne. Allerede efter tyve minutter stod det 9-7 til Melsungen, og FHK kæmpede for at finde rytmen.

Sebastian Frandsen holdt FHK inde i kampen i første halvleg med to reddede straffekast, og der var korte perioder, hvor FHK fik reduceret og gav hjemmeholdet noget at tænke over. Men Melsungen var for overlegne. De straffede hver eneste fejl, og FHK lavede for mange. Mads Thymann Hansen havde en første halvleg at glemme med flere kostbare boldmisninger, og FHK’s angrebsspil manglede den præcision og kynisme, der kendetegnede holdet i første opgør. Ved pausen stod det 17-12 til Melsungen.

Anden halvleg begyndte med en taktisk justering fra træner Jesper Houmark, der sendte Sander Heieren i målet i stedet for Frandsen. Det hjalp kortvarigt, men Melsungen fortsatte det høje tempo og udbyggede føringen. Mads Kjeldgaard Andersen og Evgeni Pevnov forsøgte at holde liv i FHK’s angreb, men for hver gang FHK reducerede, svarede Melsungen prompte igen. Mohamed Amine Darmoul var en torn i øjet på FHK gennem hele kampen og scorede adskillige gange i afgørende situationer.

Med ti minutter igen stod det 30-21, og Melsungen var sikre videre på samlet score. FHK kæmpede til det sidste og scorede løbende, men det ændrede ikke på det endelige billede. Kampen sluttede 35-26, og Melsungen er videre til kvartfinalen i EHF European League.

Det var ikke en aften, der vil blive husket for præstationerne på banen. FHK blev kørt over af et Bundesliga-mandskab på fuld hjemmebane, i et lydindferno der var svært at spille håndbold i. Dommerne bidrog med beslutninger, der i perioder var svære at forstå, men det var ikke dommerne der afgjorde kampen. Det gjorde Melsungen selv med intensitet, tempo og klinisk effektivitet.

For FHK er det europæiske eventyr slut for denne gang. En klub i kun sin anden internationale sæson nåede play-off-runden i EHF European League og vandt første opgør overbevisende. Det er en præstation, der fortjener respekt, uanset hvad tirsdagens kamp bragte. Melsungen var simpelthen for stærke i aften.

Til slut faldt støjen og trommerne til ro i Rothenbach Halle. I stedet steg sangen fra Melsungens fans op under loftet. Sådan slutter en europæisk rejse for Fredericia Håndboldklub.