Psykiatriske patienter får samme trygge overgang efter udskrivelse

0

POLITIK. Fra begyndelsen af 2026 får en række psykiatriske patienter i Region Syddanmark bedre støtte i tiden lige efter en udskrivelse. Regionsrådet har besluttet at udvide det såkaldte 96-timers behandlingsansvar, så det også kommer psykiatrien til gode på linje med de somatiske sygehuse.

Ordningen betyder, at kommuner og praktiserende læger i de første fire døgn efter en udskrivelse kan kontakte den afdeling, som har behandlet patienten, hvis der opstår spørgsmål eller behov for faglig sparring. Det kan blandt andet dreje sig om medicin, ændringer i symptomer eller behov for hurtig opfølgning. Formålet er at skabe større sammenhæng i patientforløbene og mindske usikkerheden i en sårbar periode.

96-timers behandlingsansvaret har siden november 2023 været gældende for patienter på de somatiske sygehuse. Med den nye beslutning bliver ordningen nu også en del af psykiatrien. Udvidelsen udspringer af den nationale forårsaftale og er tæt koblet til den generelle styrkelse af psykiatrien og arbejdet med den kommende 10-årsplan.

I første omgang omfatter ordningen psykiatriske patienter over 17 år, som har været indlagt i mere end et døgn, er lægeligt færdigbehandlede og har behov for kommunal sygepleje efter udskrivelsen. Det gælder både patienter, der allerede modtager hjælp, og patienter, der skal i gang med et nyt kommunalt tilbud.

Formanden for Psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark, Mette Bossen Linnet fra Venstre, ser beslutningen som et vigtigt skridt mod større lighed i sundhedsvæsenet. Hun udtaler »Det her er et vigtigt løft for psykiatrien. Vi har fra politisk side længe ønsket, at det udvidede behandlingsansvar også skulle gælde psykiatriske patienter. At kommuner og almen praksis nu får samme mulighed for råd og vejledning som i somatikken, sender et klart signal om ligestilling – og det kommer patienterne til gode.«

Regionen begynder med en afgrænset målgruppe, men ambitionen er, at flere patienter på sigt skal omfattes af ordningen. Ifølge Mette Bossen Linnet er både regionen og kommunerne indstillet på at arbejde videre med en udvidelse, når de nødvendige rammer er på plads. Hun forklarer »Vi starter med en mindre målgruppe, men både regionen og kommunerne ønsker, at flere patienter skal omfattes i fremtiden. Derfor vil vi arbejde målrettet for at udvide ordningen, så endnu flere psykiatriske patienter kan få et trygt og ensartet forløb – uanset hvor de udskrives til. Men det skal ske i et tempo, hvor rammerne følger med.«

I løbet af 2026 vil Region Syddanmark samle erfaringer fra den første fase og vurdere mulighederne for en bredere udvidelse. Her skal det blandt andet afklares, om børn og unge, der udskrives til botilbud eller sikrede institutioner, på sigt kan blive en del af ordningen. En eventuel udvidelse vil kræve både regionale og kommunale aftaler samt nationale afklaringer om ansvarsfordelingen i kommunerne.

Fredericia skriver energihistorie: Everfuel-anlæg bliver verdens første, der stabiliserer elnettet og producerer grøn brint

0

Fredericia er nu centrum for en global energimilepæl. Everfuels HySynergy-anlæg er som det første i verden blevet godkendt til samtidig at stabilisere elnettet og producere certificeret grøn brint. Dermed går byen forrest i udviklingen af et fleksibelt, grønt energisystem, hvor brint ikke blot er et slutprodukt, men en aktiv del af infrastrukturen.

HySynergy-anlægget i Fredericia er et storskala elektrolyseanlæg, der producerer såkaldt RFNBO-certificeret grøn brint. Det nye er, at anlægget nu også indgår i balanceringen af det danske elnet – en opgave, der hidtil har været forbeholdt kraftværker, varmepumper og batterier.

»I dag har vi gjort det, som man i Danmark har talt om i årevis. Vi har bevist, at grøn brintproduktion kan integreres i energisystemet – ikke kun som et molekyle, men som et aktivt balanceringsinstrument,« siger Jacob Krogsgaard, CEO og grundlægger af Everfuel.

Han kalder det en milepæl, ikke blot for virksomheden, men for hele den grønne omstilling i Danmark og Europa.

Et aktivt værktøj i elnettet

Konkret betyder det, at HySynergy-anlægget kan skrue op og ned for sit elforbrug på få minutter – afhængigt af om der er over- eller underskud af strøm i elnettet. Når der er for lidt strøm, reduceres eller stoppes brintproduktionen. Når der er for meget, øges den.

Dermed fungerer anlægget som et fleksibelt reguleringsværktøj i et elsystem, der i stigende grad er baseret på sol- og vindenergi.

»En af de helt store udfordringer i den grønne omstilling er at balancere elnettet, når vi får mere og mere grøn strøm fra sol og vind. Nu har vi – som det første land i verden – et Power-to-X-anlæg, der kan bidrage til den opgave,« siger Kim Willerslev Jakobsen, direktør i Energinet.

Han betegner udviklingen som en historisk milepæl og et tydeligt skridt i den rigtige retning for det danske energisystem.

Fredericia som PtX-knudepunkt

HySynergy-anlægget er placeret i Fredericia, hvor byen i forvejen spiller en central rolle i Danmarks energiinfrastruktur. Med havn, raffinaderi, kraftværk, transmissionsnet og nu storskala brintproduktion samles flere af fremtidens energiløsninger på ét sted.

Samarbejdet mellem Everfuel, Energinet og Centrica har været undervejs længe og har nu resulteret i, at HySynergy er blevet godkendt som balanceringskapacitet i elnettet – som det første PtX-anlæg i Danmark.

»Denne milepæl viser, hvad vi kan opnå gennem innovation og samarbejde. Ved at integrere grøn brintproduktion med balancering af elnettet skaber vi en løsning, der både understøtter den grønne omstilling og bidrager til et mere bæredygtigt energimarked,« siger Kristian Gjerløv-Juel, VP for Renewable Energy Trading & Optimisation hos Centrica Energy.

Mere end brint

Udviklingen i Fredericia viser, at grøn brint ikke kun handler om at erstatte fossile brændsler i industrien og transporten. Brintproduktion kan også fungere som en buffer i energisystemet og sikre, at grøn strøm ikke går til spilde, når produktionen overstiger forbruget.

Det er netop denne fleksibilitet, der bliver stadig vigtigere, i takt med at Danmark udbygger sol- og vindenergien.

HySynergy-anlægget kan reagere fuldt ud inden for fem minutter, når Energinet sender signal om op- eller nedregulering. Det gør anlægget til et effektivt redskab i håndteringen af udsving i elproduktionen.

Global interesse

At anlægget i Fredericia er det første af sin slags i verden, vækker også international opmærksomhed. Everfuel ser løsningen som en model for fremtidige PtX-anlæg i Europa, hvor behovet for både grøn energi og stabilitet i elnettet vokser.

»Det her viser, at den grønne omstilling ikke behøver at være et valg mellem forsyningssikkerhed og bæredygtighed. Det kan være begge dele,« siger Jacob Krogsgaard.

Med HySynergy-anlægget placerer Fredericia sig dermed ikke blot som en vigtig brik i Danmarks energisystem – men som et referencepunkt i den globale udvikling af grøn brint og fleksible energiløsninger.

Dagligvarebutikkerne lover prisfald – men historien har lært forbrugerne at være skeptiske

0

For første gang siden efteråret 2024 forventer flere dagligvarebutikker at sænke priserne frem for at hæve dem. Det viser Danmarks Statistiks konjunkturbarometer for december 2025. Men selv om tallene peger på et muligt vendepunkt, er der god grund til at tage meldingen med et gran salt.

Ifølge barometeret forventer 21 procent af dagligvarebutikkerne at sænke priserne i løbet af de kommende tre måneder, mens kun 8 procent forventer prisstigninger. Nettotallet er dermed faldet til minus 13. Til sammenligning lå det så sent som i oktober på plus 65 – et niveau, der afspejlede en branche, hvor prisstigninger nærmest var blevet normalen.

Tallene bryder med en lang tendens. I mere end et år har danskerne oplevet dyrere dagligvarer, uge efter uge, uden reelle lettelser ved kassen. Derfor er forventningen om prisfald i sig selv bemærkelsesværdig. Spørgsmålet er bare, hvad den er værd.

For dagligvarehandlen i dag er ikke de lokale købmænd, der kendte kunderne ved navn og stod til ansvar i lokalsamfundet. Den er domineret af store koncerner, hvor beslutninger træffes centralt, og hvor markedsføring ofte bevæger sig hurtigere end virkeligheden i butikkerne.

De seneste år har forbrugerne igen og igen hørt løfter om prisstop, prisnedslag og »nu vender udviklingen«. Alligevel er indkøbsturen sjældent blevet mærkbart billigere. I stedet har prisfald på enkelte varer ofte været ledsaget af stigninger på andre – eller af kampagner, der kun gælder kortvarigt og på udvalgte produkter.

Det er også værd at hæfte sig ved, at konjunkturbarometeret måler forventninger – ikke faktiske prisændringer. Det fortæller, hvad virksomhederne tror, de vil gøre. Ikke hvad der nødvendigvis ender med at ske, når regnskaber, konkurrence og marginer bliver vejet op mod hinanden.

Samtidig viser barometeret et mere sammensat billede af dansk økonomi. Den samlede erhvervstillid stiger en anelse i december til 101,9, hvilket ligger over det historiske gennemsnit. Industrien og serviceerhvervene viser svag fremgang, mens detailhandlens tillidsindikator falder fra 109,2 til 104,3. Det kan tolkes som en branche, der er blevet mere forsigtig – også i sine løfter.

For detailhandlen kan prisfald være et nødvendigt træk i et marked, hvor forbrugerne holder igen. Mange husholdninger er stadig presset af høje renter, energipriser og generel usikkerhed. I den situation kan dagligvarekæderne være nødt til at slække på avancerne for at fastholde kunderne. Men det betyder ikke nødvendigvis, at besparelsen fuldt ud lander hos forbrugerne.

Historien viser, at prisfald i dagligvarehandlen ofte er selektive. Nogle varer bliver billigere, andre bliver justeret op. Nogle priser falder midlertidigt, mens grundniveauet forbliver højt. Og når inflationen igen viser tegn på bevægelse, er der sjældent langt fra forventning til ny prisrunde.

Derfor er meldingen om forventede prisfald ikke en garanti – men et signal. Et signal om, at presset på dagligvarekæderne er voksende, og at forbrugernes tålmodighed ikke er uendelig.

Om det i sidste ende betyder billigere indkøb for danskerne, vil først vise sig ved kassebåndet. Indtil da har mange forbrugere lært én ting: at det er klogt at se mere på bonen end på løfterne.

Bilist ramte lygtepæl og forsamlingshus i Middelfart – store materielle skader

0

Indbrud i private hjem, en bilist der kørte ud i den modsatte vognbane og påkørte både lygtepæl og skilt, samt flere færdselsuheld prægede døgnrapporten i Middelfart, hvor politiet også måtte håndtere spiritus- og narkokørsel.

Fyns Politis døgnrapport for perioden frem mod søndag den 22. december vidner om et døgn præget af mange indbrud, flere voldelige episoder i nattelivet og gentagne tilfælde af hærværk – herunder sprængte postkasser med fyrværkeri.

I Middelfart blev der anmeldt indbrud på Brovejen, hvor gerningspersonen har været rundt i hele huset, som fremstod gennemrodet. Politiet har endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet.

I Gelsted skete der et alvorligt færdselsuheld på Kingstrupvej, da en mand kørte over i den modsatte vognbane og påkørte en lygtepæl og et parkeringsskilt uden at bremse. Lygtepælen blev trykket ind i en forsamlingshusmur, hvilket medførte skader på både tag og vindue. Elektriske kabler blev revet over, men er siden blevet sikret. Føreren slap umiddelbart uden skader.

I Assens Kommune blev der anmeldt to tilfælde af forsøg på indbrud på Årøvænget, hvor vinduer var forsøgt brudt op uden, at gerningspersonen kom ind. På Adelgade blev der begået groft hærværk mod en bil, hvor der var boret hul i benzintanken.

I Ringe blev en 40-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune sigtet for spirituskørsel på Assensvej. Samme by var også ramt af et tasketyveri i SuperBrugsen, hvor en ukendt kvinde stjal en pung med betalingskort og kontanter.

I Kerteminde blev der anmeldt indbrud på Hundslevvej, hvor der er stjålet lamper og sølvtøj. På Grønlandsgade blev en 41-årig mand sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen efter at have optrådt konfronterende over for både borgere og politiet.

I Nyborg blev der anmeldt flere indbrud, blandt andet på Margrethevej og Naurvænget. I én sag løb gerningspersonen fra stedet, da en alarm gik. På Vestervoldgade blev tre mænd sigtet efter slagsmål foran en beværtning.

Odense: Vold, indbrud, hærværk og narkosager

Odense Kommune fylder tungt i døgnrapporten. På Vestergade blev en 28-årig mand sigtet for kvalificeret vold efter at have brugt peberspray mod to personer. Flere sager i nattelivet omhandler vold, slagsmål og urolig adfærd, herunder overfald i Overgade, Klingenberg og Fisketorvet.

Indbruddene er mange og geografisk spredte. Boliger i blandt andet Rosenørnsvej, Præstegårdsvænget, Lupinvej, Lærkeparken, Solhaven og Fraugde-Kærby-Vej har været udsat for indbrud, hvor der er stjålet smykker, kontanter, elektronik og hårde hvidevarer.

Derudover blev flere personer sigtet for spirituskørsel, narkokørsel og besiddelse af euforiserende stoffer, ligesom der blev anmeldt flere tilfælde af hærværk mod biler, herunder punkterede dæk og knuste ruder.

Svendborg, Nordfyn og Langeland: Overfald og fyrværkerihærværk

I Svendborg blev en 29-årig mand sigtet for vold efter at have givet en forurettet en skalle uden forudgående provokation. Flere boliger blev udsat for indbrud, og endnu en postkasse blev sprængt i stykker – formentlig med fyrværkeri.

På Nordfyn blev der anmeldt indbrud i både Bogense og Søndersø, hvor der er stjålet smykker og indbo. I Rudkøbing på Langeland blev en postkasse sprængt med kanonslag.

Fredericia risikerer at blive en soveby med havudsigt

0

Sandheden skal ikke pakkes ind – den kan gøre ondt. Det er sundt og her kommer den:

Med et nyt byråd, der i vid udstrækning består af gamle, trætte travere, forventer jeg ærligt talt ikke store visioner. Jeg forventer omkostninger. For når manglende visioner og erhvervserfaring bliver en undskyldning for vanetænkning, stopper udviklingen, før den overhovedet er begyndt.

Fredericia har et sjældent stærkt kort med store muligheder: byturisme, sejlerturisme, auto-camperturisme, kunst og kultur – og en ny Kanalby midt i det hele. Alligevel er vi i fuld gang med at udvikle en by med udsigt til vandet, men uden liv ved vandet.

Kanalbyen burde være motoren, der trækker midtbyen fremad. I stedet risikerer den at ende som et pænt boligområde, hvor man sover, parkerer og kører igen. Det er ikke byudvikling – det er en soveby med ekstra kvadratmeterpris.

Sejlere og auto-campister er ikke støj. De er omsætning. De handler lokalt, spiser ude, går ture, bruger byen og skaber synligt byliv. Men i dag sejler og kører mange ganske enkelt forbi Fredericia. Ikke fordi de ikke vil stoppe – men fordi vi ikke rigtig inviterer dem indenfor, ja nogle politikere har direkte skræmt dem væk.

Andre havnebyer har forstået det. De har investeret i gæstehavne, autocamperpladser tæt på centrum og aktive havnefronter. Resultatet er mere liv, mere handel og stærkere byidentitet. Det er ikke raketvidenskab – det er praksis.

I Fredericia kunne vi inden for få år gøre det samme:

• Udvig og opgradere gæstehavnefaciliteter i Kanalbyen og Gl. havn

• Etablere centrale autocamperpladser tæt på by og vand

• Skabe levende promenader og midlertidige byrum

• Sikre tydelige forbindelser mellem Kanalbyen og midtbyen

Dette bør tænkes sammen med klimasikring. Stormflod og højvande er ikke fremtid – det er nutid.Men klimasikring behøver ikke være grå beton og lukkede kanter. Den kan formes som grønne zoner, hævede opholdsarealer og attraktive byrum, der både beskytter og forskønner byen.

Valget er egentlig ret enkelt: Vil Fredericia være en levende handels og havneby med gæster, liv og omsætning – eller en stille bolig-soveby, hvor man kan høre mågerne, men ikke kunderne? En dag kan ADP ikke betale regningen alene – derfor skal handel og turisme tilbage i byen.

Brag før nytår giver politiet travlt: »Man skal vente med at fyre af«

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi har hen over weekenden modtaget et markant antal anmeldelser om ulovlig affyring af fyrværkeri. Det sker på et tidspunkt, hvor lovgivningen er klar, men hvor mange alligevel trykker på lunten for tidligt.

Ifølge politikommissær Nicolaj Husfeldt har politiet haft travlt med henvendelser fra borgere, der har reageret på brag og lysglimt uden for den tilladte periode. Fyrværkeri må på nuværende tidspunkt ikke affyres, og reglerne er ændret netop for at begrænse gener og utryghed i dagene op til nytår, gør politiet opmærksom på.

»Der er jo en grund til, at man har lavet den lovgivning,« siger Nicolaj Husfeldt og understreger, at reglerne er indført for at skabe ro og forudsigelighed. »Det er bare en opmærksomhed på, at man skal vente med at fyre af.«

I Kolding alene har politiet haft syv anmeldelser om fyrværkeri. De er kommet på forskellige tidspunkter af døgnet og fra forskellige steder i byen. Politiet har ikke mistanke om, at anmeldelserne hænger sammen, og der er heller ikke noget, der peger på en koordineret indsats.

»Vi har haft syv her i Kolding, på forskellige tidspunkter og forskellige steder,« oplyser politikommissæren og tilføjer, at det netop gør opgaven vanskelig. Fyrværkeri er hurtigt overstået, og når patruljerne når frem, er affyringen ofte slut.

Politiet har derfor ikke arbejdet ud fra en formodning om sammenhæng mellem sagerne. »Det er svært for politiet. Vi kan jo køre ud, men ofte er det jo allerede slut,« lyder det fra Nicolaj Husfeldt.

Budskabet fra Sydøstjyllands Politi er derfor enkelt og tydeligt. Reglerne er ændret, og privat affyring af fyrværkeri er først tilladt den 31. december og 1. januar. Indtil da er opfordringen klar: Vent.

»Det er en opfordring,« siger politikommissæren. »Man skal vente med at fyre af.«

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

17-årig taget for narkosalg i bybilledet

0

KRIMI. En patrulje fra Sydøstjyllands Politi gjorde lørdag aften et opsigtsvækkende fund, da betjentene kørte gennem Brostræde i Kolding. Klokken var 18.45, da patruljen blev opmærksom på en narkohandel, der ifølge politiet foregik helt åbenlyst i gadebilledet – lige foran dem.

Ifølge politikommissær Nicolaj Husfeldt var der tale om en helt åbenlys handel, som patruljen ikke kunne overse. Betjentene tog derfor straks kontakt til den formodede sælger, som viste sig at være en 17-årig dreng.

Ved den efterfølgende visitation fandt politiet i alt 196 gram skunk samt 30 THC-holdige vingummier i den unges besiddelse. Mængden og typen af stoffer gjorde det klart for politiet, at der ikke var tale om eget forbrug, men om salg af narkotika.

Den 17-årige blev anholdt lørdag aften og bragt til politistationen. Senere samme aften blev han løsladt igen, men med en sigtelse for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Sagen er registreret, og politiet arbejder nu videre med efterforskningen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

To sager på få timer i Fredericia får politiet til at advare

0

KRIMI. To anmeldelser samme fredag i Fredericia har sat fokus på en bedrageriform, som politiet i øjeblikket ser meget alvorligt på. I begge sager er ældre borgere blevet kontaktet af en gerningsmand, der udgiver sig for at være fra banken. Metoden er den samme, men udfaldet blev forskelligt.

Den første anmeldelse kom fredag klokken 15.55. Her blev en ældre borger ringet op af en person, som udgav sig for at være bankansat. Samtalen udviklede sig på en måde, der vakte mistanke, og inden sagen nåede videre, blev den afbrudt. I dette tilfælde var der pårørende til stede, som reagerede hurtigt, og der blev ikke udleveret hverken kort eller oplysninger.

Kun få timer senere, fredag klokken 18, blev endnu en sag anmeldt i Fredericia. Også her ringede en person, der udgav sig for at være fra banken. Denne gang lykkedes bedrageriet. Et dankort og en pinkode blev udleveret, og efterfølgende blev der hævet 15.000 kroner.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at det endnu ikke er afklaret, om de to sager hænger sammen. Metoden er den samme i begge tilfælde, men politiet kan på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte, om der er tale om den samme gerningsmand, eller om det er den person, der har ringet, som efterfølgende har banket på døren.

Politikommissær Nicolaj Husfeldt fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at der netop nu er et markant fokus på denne type sager, som betegnes som kontaktbedrageri. »Svindlerne ringer typisk til deres offer og udgiver sig for at være fra banken eller en anden myndighed,« forklarer han og understreger, at det ofte er ældre borgere, der bliver ramt.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om signalement eller nærmere omstændigheder omkring gerningsmanden. »Det er det nye i de her sager, at vi endnu ikke ved, om der er en direkte sammenhæng,« lyder det fra Nicolaj Husfeldt, der samtidig gør det klart, at efterforskningen fortsætter.

Sydøstjyllands Politi benytter samtidig lejligheden til at sende en klar opfordring til borgerne – og især til pårørende til ældre. »Man skal aldrig udlevere sit kort eller sin pinkode til nogen. Banker og myndigheder beder ikke om den slags oplysninger,« understreger politikommissæren.

Politiet opfordrer til, at man hjælper hinanden og tager samtalen i familien, særligt med ældre familiemedlemmer og naboer. 

Rutinekontrol endte i stribevis af sigtelser

0

KRIMI. En rutinemæssig patruljekørsel lørdag aften udviklede sig til en sag med en lang række sigtelser, da Sydøstjyllands Politi standsede en varebil på Gamlekarlebyvej i Fredericia.

Standsningen skete lørdag klokken 20.00, hvor politiet fik mistanke til køretøjet og valgte at bringe det til standsning. Bag rattet sad en 29-årig mand, som hurtigt viste sig at have mere end én ting imod sig.

Ifølge politikommissær Nicolaj Husfeldt fra Sydøstjyllands Politi blev føreren sigtet for at køre i påvirket tilstand, hvor der var mistanke om påvirkning af narkotika. Derudover var manden frakendt førerretten og havde derfor ikke lov til at føre køretøjet.

Sagen stoppede dog ikke der. Den 29-årige blev også sigtet for at køre uden forsikring og for at have overtrådt registreringsbekendtgørelsen. Varebilen var nemlig ikke registreret i systemet, og nummerpladerne på bilen stemte ikke overens med det køretøj, de sad på.

Politikommissæren oplyser desuden, at der ikke var tale om nogen dramatisk episode under standsningen. Den 29-årige mand kan imens se frem til videre behandling af sagen, hvor de mange sigtelser nu skal vurderes samlet.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Læs også


Trapholt synges til ro på sidste åbningsdag inden stor ombygning

0

Tirsdag den 30. december markerer Trapholt afslutningen på en epoke, når museet synges til ro på sin sidste åbningsdag, inden dørene lukker for besøgende i 14 måneder på grund af en omfattende udvidelse og ombygning.

Klokken 17.15 inviterer museet alle interesserede til at samles foran hovedindgangen, hvor der tændes fakler, og museumsdirektør Karen Grøn leder fællessangen. Arrangementet bliver både et farvel og et afsæt – et punktum for det nuværende Trapholt og begyndelsen på en ny fase.

»Når vi synger Trapholt til ro, markerer vi både et vemodigt farvel og en glædelig begyndelse. Det fysiske rum lukker midlertidigt, men museet og kunsten lever videre – og vi glæder os til at byde publikum velkommen til et endnu mere åbent og sanseligt Trapholt, når vi slår dørene op igen i foråret 2027,« siger Karen Grøn.

Den kommende om- og tilbygning indebærer blandt andet en udvidelse af museets gæstemodtagelse, etablering af en ny skulpturlounge samt et fleksibelt formidlings- og craftcenter. Samtidig integreres Trapholts parkområder tættere i den samlede museumsoplevelse.

Et centralt greb i projektet er, at museets underjordiske del føres tilbage til sin oprindelige arkitektoniske idé, hvor naturligt lys igen får adgang via atriumgården.

Selvom museets bygninger lukker midlertidigt, fortsætter Trapholt sine aktiviteter uden for matriklen. Blandt andet er et større projekt med alle folkeskoler i Kolding Kommune allerede i gang. Samtlige 42 5. klasser har besøgt museet og udvalgt et kunstværk, som de »adopterer«. Sammen med Trapholts medarbejdere arbejder elever og lærere videre med værkerne frem mod december 2026, hvor projektet kulminerer i en stor kunstfestival med deltagelse af mere end 1.000 skolebørn.

Derudover vil museet være synligt ved en række events i Kolding og omegn, hvor publikum kan møde Trapholts medarbejdere og få indblik i både ombygningen og visionerne for det nye museum.

Praktisk
Arrangementet finder sted tirsdag den 30. december 2025 ved Trapholts hovedindgang. Det er gratis og åbent for alle. Fakler uddeles fra kl. 17.00, og fællessangen begynder kl. 17.15.

Ombygningen er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Villum Fonden og Kolding Kommune.