»Jeg ville have fortrudt det resten af livet« – Louise stillede op trods sygdom

0

Efter et år præget af brystkræft, kemoterapi og tvivl valgte Louise Gade Ellekrog alligevel at stille op til kommunalvalget i Middelfart. Hun blev valgt – og går ind i byrådet med taknemmelighed som drivkraft og et skærpet blik for, hvad ansvar betyder, når livet rammer hårdt.

Der findes år, som deler livet i to. Ikke fordi de tager alt fra én – men fordi de skræller noget væk. For Louise Gade Ellekrog blev 2025 sådan et år. Et år, der begyndte med en beslutning om at stille sig til rådighed for lokalpolitik i Middelfart – og som få måneder senere blev afbrudt af en besked, der satte alting i stå: brystkræft.

Alligevel er det ikke sådan, hun taler om året.

»Jeg plejer at sige, at det ikke udelukkende har været et dårligt år. Det har været et anderledes år. Men ikke et år fyldt med møg. Der har været så mange stjernestunder,« siger hun. Hun siger det roligt. Uden dramatik. Som én, der har haft tid til at tænke – og som har været tvunget til det.

Et forstørrelsesglas over hverdagen

Louise blev diagnosticeret i foråret og færdigbehandlet i november. Et helt år, hvor kalenderen blev styret af hospitalstider, kemoterapi og træthed. Men også et år, hvor relationer rykkede tættere sammen.

»Det er lidt som at få et forstørrelsesglas lagt ned over livet. Man får lov til at kigge på alt det gode, man egentlig har. Familien. Vennerne. Hverdagen. Hvor fantastisk den faktisk er,« siger hun.

Hun fortæller om mennesker, der trådte frem. Om omsorg, der ikke blev spurgt efter – men som kom alligevel. Om at blive båret, uden at blive gjort lille. »Jeg rykkede enormt tæt sammen med både familie og venner. Det har været fuldstændig magisk. Og også ganske rørende.« Der er ingen bitterhed i stemmen. Kun konstatering.

Et valg, der blev sat på pause – og hentet tilbage

Egentlig havde Louise allerede besluttet sig året før. I 2024 meldte hun sig klar til at stille op til kommunalvalget i Middelfart. Men sygdommen ændrede alt.

»Da jeg blev syg, skyndte jeg mig at sige: Jeg har lige noget andet, jeg skal. Det her valg – det er ikke der, mit fokus skal ligge.« Hun var midt i kemoterapi. Udmattet. Skaldet. Som hun selv siger – med sort humor:

»Jeg var dødskaldet og lignede Gollum.«

Og så alligevel.

»Jeg kan ikke forklare dig, hvad der gjorde det. Men jeg tror simpelthen, jeg ville have fortrudt det resten af mit liv, hvis jeg ikke havde givet det et skud.«

Der er et citat, hun vender tilbage til. Et princip, hun lever efter.

»If it ain’t a hell yes, it’s a fuck no. Og det her – det var et hell yes.«

Det handlede ikke om ambitioner i klassisk forstand. Ikke om poster eller positioner. »Det handlede ikke om at få min egen plads. Det handlede om at stille mig til rådighed. At sige: Jeg er her.«

At have noget at gå hen imod

Midt i et kræftforløb kan fremtiden let blive tom. Louise beskriver, hvordan beslutningen om at stille op også blev en form for pejlemærke.

»Det gjorde noget virkelig godt at have noget at se frem til. Noget på den anden side af behandlingerne. At det ikke bare var: Hvad sker der, når jeg er færdig?« Hun taler om valgkampen som en gulerod. Noget, der trak.

»Det gav en form for højhed i livet. Noget at sige: Det her kan jeg godt. Det vil jeg.«

Annonce

Valgt – uden at have været synlig

Da stemmerne blev talt op, skete det, hun mindst af alt havde forventet. Hun blev valgt ind. »Det er jo fuldstændig vanvittigt,« siger hun – og smiler igen. For hun havde ikke været på gader og stræder. Hun havde ikke kunnet være overalt. Hun havde prioriteret søvn, hvile, behandling. »Jeg har været så meget hjemme. Jeg har været enormt træt. Jeg har været nødt til at sige: Jeg kommer til det her – og så går jeg igen.«

Og alligevel havde vælgerne set hende.

»Tænk at få den opbakning fra byen – på trods af at jeg har været fuldstændig lagt ned. Tænk at blive troet på.« Det er her, stemmen knækker en anelse. Ikke i sorg. Men i noget andet. »At de giver mig den tillid. At de vælger, at jeg godt kan være deres stemme ind i byrådet. Det er helt vildt stort.«

Hvis der er ét ord, Louise vender tilbage til, er det taknemmelighed.

»Jeg er simpelthen så taknemmelig. Jeg tror næsten, jeg er høj på taknemmelighed.« Det er ikke en følelse, hun ser som forbigående. Hun ser den som en del af sit fundament. »Jeg tror ikke, man kan pille den ud af mig. Ikke engang med kemoterapi.«

Taknemmeligheden er ikke passiv. Den er ikke ydmyghed i klassisk forstand. Den er mere som et ansvar.

»Når man har ligget dér og tænkt: Hvad er der på den anden side af det her? – og så står man pludselig med et mandat – så får man lyst til at gøre sig umage.«

Er hun klar?

»Jeg har sjældent været mere klar.«

Hun siger det uden at forhaste sig. Ikke som et slagord. Men som en konstatering.

»Jeg er beæret. Og jeg er taknemmelig. Og det er stadig lidt uvirkeligt, at mit navn står i byrådssalen.«

Hun ved også godt, hvad der venter. Lokalpolitik er ikke applaus og valgplakater. Det er budgetter. Prioriteringer. Uenigheder.

Men hun er ikke naiv.

»Taknemmeligheden gør ikke, at man ikke kan være kritisk. Den gør bare, at man husker, hvorfor man er der.«

Et andet blik på ansvar

Louise taler ikke i færdige politiske slogans. Hun taler i erfaring.

»Når man har været så afhængig af et system – sundhedsvæsenet – så får man respekt for, hvor komplekst det hele er. Og hvor vigtigt det er, at nogen tager ansvar.« Hun taler om mennesker, ikke strukturer. Om hverdagen. Om tillid.

»Jeg tror, jeg tager en særlig bevidsthed med mig. Om hvad der betyder noget. Om at beslutninger ikke er abstrakte.«

Ikke et punktum – men et komma

Hun ser ikke sin historie som afsluttet. Tværtimod.

»Det føles ikke som et punktum. Det føles som et komma.«

2025 blev året, der ændrede tempoet. Skærpede blikket. Tog noget – og gav noget andet tilbage.

Og 2026?

»Det bliver et år, hvor jeg arbejder. For byen. For mennesker. Med den erfaring, jeg har fået – på godt og ondt.«

Hun smiler igen.

»Og med en enorm lyst til livet.«

Låge 21: Green Closet: December med plads til at vælge

0

Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og luften er fyldt med duften af gløgg, kaffe og brændte mandler. Folk går lidt langsommere, stopper op og kigger ind ad vinduerne. Byen trækker vejret dybere, mens julehandlen finder sit eget tempo.

I årets julekalender besøger Fredericia AVISEN 24 lokale butikker, der hver dag i december åbner en ny låge ind til byens handelsliv.

I dag åbner vi låge 21 hos Green Closet, hvor Jeanette Buus Bertelsen og Pia Lyhne har skabt en luksus second hand-butik, der udfordrer forestillingen om, hvad genbrug kan være.

Green Closet er ikke en klassisk genbrugsbutik. Tværtimod. Her er tøjet udvalgt, præsenteret og indrettet, som var det en helt almindelig tøjbutik. »Vi prøver at vise second hand på en ny måde. Det er en luksusudgave af en second hand-butik, hvor tøjet er præsenteret, som man kender det fra almindelige butikker,« fortæller Jeanette. Udvalget er bevidst kurateret. »Det er tøj, der er kvalitetsbevidst. Noget, der kan lidt mere. Og som ikke har været brugt ret meget. Vi kalder det selv for de unikke fund.« Her skal man ikke rode i bunker eller lede længe. Tøjet er valgt til rummet – og til kunderne.

Et år over forventning

Green Closet åbnede for lidt over et år siden og kunne den 2. november fejre étårs fødselsdag. For Jeanette har det første år i butikken været mere end tilfredsstillende. »Det har været et fantastisk år. Vi er blevet taget virkelig godt imod, og vi får flere og flere faste kunder.« Det er ikke kun en fornemmelse, men noget, der kan mærkes i hverdagen. Butikken er begyndt at finde sin plads i bybilledet, og kendskabet til Green Closet er vokset støt. »Vi kan mærke, at flere ved, hvem vi er nu. Der sker noget. Nu er vi for alvor i gang.«

Netop derfor føles december 2025 også anderledes end sidste år. Da Green Closet åbnede i november 2024, gik der kort tid, før et stort stillads dækkede facaden i flere måneder. Julen kom, men uden at butikken for alvor kunne ses udefra. »Det her er vores første jul, hvor vi faktisk kan ses,« siger Jeanette. Og forskellen er til at få øje på. »Vi har solgt rigtig mange gavekort og rigtig mange julegaver. Jeg stod faktisk og var ved at pakke en gave ind, da du kom.«

I år har Green Closet desuden udvidet med en herreafdeling, og det har åbnet døren for nye kundetyper. Jeanette fortæller med et smil om en 11-årig dreng, der ønskede sig gavekort til Green Closet – og kun det. »Vi havde tre familiemedlemmer inde, som alle købte gavekort til ham. Det siger noget om, at second hand er blevet mere anerkendt.« Og dét er en vigtig pointe for Green Closet. For butikken handler det ikke kun om tøj, men om at ændre opfattelsen af, hvad en julegave kan være. »Det er okay at give second hand i julegave, når det er godt tøj.«

Den tilgang afspejler sig også i stemningen i butikken. Green Closet er pyntet op med julekugler, rensdyr, lys i vinduerne og julemusik i baggrunden. Det er ikke tilfældigt, forklarer Jeanette. »Vi vil gerne være med til at give både fredericianerne og turisterne en oplevelse af, at det er jul i hele byen.«

Inde i butikken er tempoet bevidst skruet ned. Her skal man ikke skynde sig videre. »Man er julestresset nok i forvejen. Her skal man kunne komme ind, høre julemusikken, få et stearinlys, en pebernød eller en lille chokolade og lige trække vejret.« Jeanette peger på, at netop roen er en del af oplevelsen. »Der er kun én af hver, så det kræver tid at gå igennem butikken.«

Decemberfund til kvinder og mænd

Når snakken falder på julegavehits, starter Jeanette hos kvinderne. Et af de mest populære valg er smykkerne fra With Love Darling. Smykkerne er fremstillet af genanvendt sølv og produceret af kvinder i Kenya, som får direkte støtte gennem arbejdet. »De får både betaling, menstruationsbind og støtte til blandt andet træplantning. Det er kvinder, der har mistet deres mænd til sygdom eller krig og nu lærer at klare sig selv.«

Smykkerne fra With Love Darling er blandt de julegaver, mange vælger hos Green Closet – både på grund af udtrykket og historien bag. Foto: Fredericia AVISEN

Historien bag smykkerne betyder meget for både butikken og kunderne. »Vi går meget op i, at alt herinde enten er second hand eller har en god historie. Derfor sagde vi ja til With Love Darling.«

I herreafdelingen peger Jeanette på et gavevalg, der ofte falder i god jord. »Caps fra New Era er virkelig populære. Det er et kendt mærke for både unge og ældre.« Normalprisen ligger ofte langt højere, men her kan de findes til en mere overkommelig pris – og næsten ubrugt. »Det er en rigtig god adventsgave, mandelgave eller julegave, hvis man mangler det sidste.«

Caps fra New Era er et populært valg i herreafdelingen, hvor kvalitet og genkendelige mærker ofte falder i god jord. Foto: Fredericia AVISEN

En butik, der giver plads til at vælge

Green Closet er i december et sted, hvor man kan gå på opdagelse uden at blive presset. Hvor genbrug ikke er et kompromis, men et bevidst valg. Og hvor julen ikke handler om mængde, men om at finde det rigtige. Midt i Fredericia er butikken blevet et roligt stop i julehandlen. I morgen åbner en ny låge i Fredericias julekalender. En ny butik. En ny fortælling. En ny del af byens jul.

Røgfyldt bolig efter mindre brand i elinstallation

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede søndag eftermiddag ud til en anmeldelse om brand i en bolig i Børkop-området. Meldingen indløb klokken 14.30 og handlede om ild i en elinstallation.

Det oplyser vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi søndag aften.

Branden udviklede sig hurtigt med kraftig røg i huset, men selve ilden var begrænset. Ingen personer kom til skade ved hændelsen. Selvom boligen ikke brændte ned, har røgudviklingen forårsaget skader i huset.

Politiet oplyser, at der ikke er tale om personskade, men at branden har medført materielle skader som følge af røgen.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag den 21.12 kl. 17.00.

Mand idømt 7 års fængsel for overgreb

0

KRIMI. En 36-årig mand fra Langelands Kommune er i dag idømt 7 års fængsel ved Retten i Svendborg.

Manden er dømt for at have begået seksuelle overgreb mod biologisk datter i eget hjem i perioden fra 2020 til 2025, hvor datteren var fra 10 til 14 år.

To dage efter at den forurettede pige og hendes mor havde anmeldt sagen til politiet, kørte den nu dømte mand frontalt ind i et træ med omfattende skader til følge. Han har siddet varetægtsfængslet siden i sommer, hvor han grundet sine skader først blev fængslet in absentia og fire dage senere fremstillet i grundlovsforhør.

Den forurettede piges afhøring blev afspillet i retten, ligesom hendes mor og mormor afgav forklaringer i sagen. Manden ønskede derimod ikke at udtale sig under hovedforhandlingen.

Den 36-årige mand modtog straks dommen.

Pumpesluse ved Kolding Å klar til brug trods revner i beton

0

KOLDING. Danmarks hidtil største pumpesluse-anlæg ved udmundingen af Kolding Å kan tages i brug, selv om uventede udfordringer har forsinket den endelige færdiggørelse. Anlægget er dimensioneret til at håndtere højvandshændelser på op til 280 centimeter over normalen og står klar til at beskytte Kolding midtby, hvis vandstanden i fjorden igen når kritiske niveauer.

Under test af sluseportene har entreprenøren dog opdaget revner i betonen ved hængslerne til portene. Der er foreløbig konstateret revner ved tre ud af fire hængsler, mens det endnu ikke har været muligt at fastslå omfanget ved de dele, der ligger under vand. Der er ikke fundet skader andre steder på anlægget.

Indtil problemerne er fuldt afdækket og udbedret, vil det være anlæggets nødporte, der anvendes ved højvande. Pumperne fungerer som planlagt, og anlægget er ifølge Kolding Kommune og BlueKolding fuldt funktionsdygtigt i sin nuværende form.

Områdechef for Miljø og Grøn Omstilling, Merete Valbak, understreger, at sikkerheden fortsat er på plads. Hun siger »Med nødportene kan vi sikre mod højvande på samme niveau som med sluseportene. Forskellen er, at de tager længere tid at tage i brug, da de skal hejses på plads med en kran. Det kan vi dog uden problemer nå i god tid i forbindelse med et højvandsvarsel.«

Hun peger samtidig på, at der er tale om et komplekst anlæg. »Det er naturligvis en meget ærgerlig situation, men samtidig må vi erkende, at der kan opstå uforudsete udfordringer i et så teknisk komplekst anlæg på en vanskelig placering, som der er tale om med pumpesluse-anlægget. Entreprenøren arbejder på at kortlægge problemets fulde omfang og på den baggrund afklare, hvilke tiltag der er nødvendige for at løse det.«

Pumpeslusen er netop udviklet til at håndtere situationer som dem, Kolding oplevede i efteråret 2023, hvor stormflod førte til omfattende oversvømmelser i midtbyen. Havde anlægget været klar dengang, ville det ifølge kommunen formentlig have kunnet forhindre skaderne.

Anlægget indgår i et samlet klimatilpasningsprojekt sammen med en højvandsmur langs sydkajen i Kolding Havn. Mur og pumpesluse er tilsammen dimensioneret til vandstande væsentligt over niveauet ved stormfloden i 2023, hvor vandet steg omkring 200 centimeter. Højvandsmuren er næsten færdig, og de sidste strækninger vil ved højvandshændelser blive sikret med mobile oversvømmelsesbarrierer, såkaldte Watergates.

Oversvømmelser i Kolding midtby opstår ikke kun ved stormflod, men også ved kombinationen af høj vandstand i fjorden og store mængder regn. Pumpesluse-anlægget er målrettet netop disse situationer. Ved længerevarende ekstremregn, hvor store vandmængder samler sig i Kolding Å, vil anlægget dog ikke alene være tilstrækkeligt.

Derfor arbejder Kolding Kommune videre med yderligere klimatilpasning. Planerne omfatter blandt andet vandparkeringsområder vest for E45 samt forhøjelse af åbrinkerne gennem byen. De projekter forventes færdige i 2028 og skal kunne tilbageholde meget store mængder regnvand, inden det når åen og bymidten.

Kommunens samlede indsats har fokus på at beskytte kritiske samfundsfunktioner som hospitaler, ældrepleje og infrastruktur. Samtidig understreges det, at grundejere fortsat har ansvaret for at sikre deres egne ejendomme mod oversvømmelser.

Låge 21: Re-Love: Når julens gaver findes som skattejagt

0

December i Middelfart er noget særligt. Byen falder ikke helt til ro i årets sidste måned. Tempoet skifter, blikkene bliver mere søgende, og mange leder ikke kun efter gaver, men efter det ene fund, der føles rigtigt. Et sted, hvor den jagt får sin helt egen rytme, er Re-Love midt i byen.

I Middelfart AVISENs julekalender besøger vi hver dag en lokal aktør, der på sin egen måde er med til at forme december. I dag åbner vi låge 20 hos Re-Love, hvor indehaver Mette Ahlmann har skabt et luksuriøst second hand-univers, der forener kvalitet, bæredygtighed og oplevelsen af at finde noget, der kun findes én gang.

Re-Love har nu haft åbent i to år. Konceptet er enkelt, men kræver en klar hånd. »Vi er luksus second hand. Vi sælger tøj, sko og tasker til både kvinder og mænd, og der er kun én af hver vare,« fortæller Mette.

Kunder booker tid for at indlevere deres ting, som hun gennemgår og udvælger. »Jeg kigger det hele igennem og vælger det, jeg tror, vi kan sælge. Vi damper det, tager billeder af det og lægger det på webshoppen. En del af det markedsfører vi også på vores sociale medier.«

Foto: Middelfart AVISEN

Re-Love har opbygget en stor digital følgerskare med tusindvis af følgere fra hele landet. Alligevel er det fysiske møde det vigtigste. »For mig er det vigtigt, at folk kommer herind. Mange beskriver det som en lille skattejagt, fordi vi kun har én af hver. Man kan ikke lige sige: Har du den også i medium. Nej, jeg har den her.« Netop dét overrasker mange – især turister. »Der er faktisk mange, der bliver overraskede over, at det er second hand. De tror, de er gået ind i en helt almindelig luksusbutik.«

Et sæt, der kan bruges til både julefrokoster og nytår, er blandt de fund, mange går efter hos ReLove i december. Længere nede i artiklen fortæller indehaver Mette Ahlmann mere om, hvad kunderne leder efter – og hvilke julegavehits der går igen år efter år. Foto: Middelfart AVISEN

Et roligt år med fart på i årets sidste måneder

Året, der er gået, har været godt, om end en smule roligere end 2024. Det er ikke en kritik, men en konstatering, siger Mette Ahlmann.
»Det har været et godt år, men mindre travlt end sidste år. Til gengæld fornemmer jeg, at vi er i gang med en rigtig god slutspurt her i slutningen af 2025.«

Annonce

Netop den bevægelse bliver tydelig, når kalenderen nærmer sig december. Hos Re-Love begynder julemåneden reelt allerede i november.
»December starter egentlig i november for os. Folk gør klar til adventsgaver, julegaver og den der ekstra ting. Samtidig forbereder mange sig tøjmæssigt til julefrokoster, juleaften og nytår.« Det kan mærkes direkte i butikken. »Vi sælger rigtig meget festligt tøj i december. Det er en travl, men også hyggelig måned, og vi har udvidet vores åbningstider. Det har folk taget rigtig godt imod.« Og selv om tempoet er højere, er stemningen ifølge Mette stadig rolig og afslappet. »Folk hygger lidt mere, når de går ud og shopper i december.«

Den stemning bliver understøttet af de små detaljer i rummet. Butikken er pyntet op med juleelementer både ude og inde, og buketterne i lokalet er lavet af Flowers by Ziff Myntte. I weekenderne bliver der gjort lidt ekstra ud af oplevelsen. »Når vi serverer et lille glas gløgg, te eller bobler – og en øl til mændene, mens de venter – så gør det helt sikkert noget for julestemningen.«

Julegavehits og klare mønstre

Da snakken falder på julegavehits, tøver Mette Ahlmann ikke. Nogle varer vender ganske enkelt tilbage år efter år. »Alt fra Louis Vuitton sælger rigtig godt. Tasker er altid en sikker vinder.«

Tasker er blandt de sikre julegavehits hos ReLove, hvor klassiske mærker ofte finder nye ejere i december. Foto: Middelfart AVISEN

Når det gælder mændenes julegaver, er billedet mere entydigt. »Jakkerne trækker. En jakke fra et stærkt brand giver mening for mange mænd. De går meget op i kvalitet og i, hvad de kan spare. Det er en ret klassisk tankegang.« Hos kvinderne er fokus i højere grad rettet mod mærkerne som udgangspunkt. »Kvinder handler mere direkte efter brands. De ved, hvad de leder efter, og når det er de gode mærker, så følger kvaliteten også med.«

Jakker i høj kvalitet er et populært valg, når der skal findes julegaver til mænd. Foto: Middelfart AVISEN

December er samtidig højsæson for festtøj, og netop her spiller Re-Loves sortiment en særlig rolle. Kjoler og sæt, der kan bruges til flere anledninger, bliver løftet frem i denne tid. »Det er tøj, der fungerer til både julefrokoster, juleaften og nytårsaften. Og det er præcis den type tøj, mange leder efter lige nu.«

Til dem, der vil gå all in juleaften eller nytår, er der også kjoler, der skiller sig ud i festmængden. Foto: Middelfart AVISEN

Når det rigtige er nok

Re-Love er i december et sted, hvor bæredygtighed ikke er et slogan, men en praksis. Her vælger kunderne noget, der allerede har haft et liv, men som stadig har meget at give. For mange er det en mere bevidst måde at give gaver på. Midt i juleræset tilbyder Re-Love et andet tempo. Et sted, hvor man kan gå på opdagelse, prøve sig frem og finde noget, der føles personligt. »Det handler ikke om at have alt. Det handler om at have det rigtige,« slutter Mette.

Og netop derfor passer Re-Love naturligt ind i Middelfarts julekalender. I morgen åbner en ny låge i Middelfart AVISENs julekalender. En ny butik. En ny fortælling. En ny del af byens jul.

Låge 21 i SOSU-skolens julekalender: Felix fandt mening i psykiatrien

0

Felix Schmidt er 18 år og går på Social- og Sundhedsskolen i Fredericia. Lige nu er han i oplæring 2 og i psykiatripraktik på Vejle Sygehus, hvor han arbejder på psykoseafsnittet. Når han ikke er i praktik, er han fodboldtræner i sin fritid.

For Felix har netop psykiatrien vist sig at være det sted, hvor uddannelsen for alvor giver mening. »Det er mega spændende. Der er mange nye udfordringer,« siger han. »Især fordi man ikke altid kan se, hvad det er, folk fejler, i modsætning til når man arbejder somatisk.«

Tid til mennesker

Felix oplever en tydelig forskel mellem arbejdet i psykiatrien og tidligere praktiksteder. »I psykiatrien er der mere fokus på kommunikation. Man har mere tid til patienterne,« fortæller han. »På plejehjem kan det være mere stressende og handle mere om praktiske opgaver.«

Netop den tid og det fokus gør indtryk på ham. Han føler sig også godt taget imod som elev. »De er gode til at passe på eleverne her,« siger han. »Og det er en helt anden måde at arbejde på.«

Praksis frem for klassisk skole

Valget af uddannelse handlede i høj grad om at komme væk fra den klassiske skoleform og tættere på noget, der kunne mærkes i hverdagen.

»Jeg har aldrig været vild med skole,« siger Felix ærligt. »Så tænkte jeg, at social- og sundhedsassistentuddannelsen lød spændende – og at jeg også kan læse videre bagefter.«

For ham var det afgørende at kunne koble teori og praksis. »At komme ud og prøve tingene af og bruge det, man lærer i undervisningen, gav super meget mening for mig.«

Den sammenhæng mellem det lærte og det levede mærker han også i arbejdet i dag. Når han bliver spurgt om, hvad jobbet giver ham personligt, er svaret klart. »Det giver mig glæde og også lidt stolthed. At kunne hjælpe mennesker, der har det svært.«

Det er en følelse, der følger ham hjem efter arbejdsdagen og bekræfter ham i, at han har valgt rigtigt.

Felix’ juleønske flere hænder og et godt arbejdsmiljø

Da snakken falder på juleønsket for faget, nævner Felix først det oplagte. »Flere hænder er altid godt.«

Men han vender hurtigt fokus mod noget, der for ham er mindst lige så vigtigt. »Der hvor jeg er nu, er der et virkelig godt arbejdsmiljø. Man passer på hinanden, spørger ind til hinandens dag og er åbne omkring, hvis man har haft en dårlig dag.«

For Felix betyder den kollegiale støtte meget, især i et arbejde, der kan være mentalt krævende. »Nogle gange kan man gå hjem efter en hård dag og tænke over, om man nu gjorde det rigtige for en patient,« siger han. »Og så er det rart, når en kollega siger: Du gjorde dit bedste.«

Felix’ låge handler ikke om store ord eller hurtige løsninger. Den handler om nærvær, om at blive set – og om at finde stolthed i at hjælpe mennesker, der har det svært. Og om, at et godt arbejdsmiljø kan gøre en afgørende forskel, både for dem, der får hjælp, og for dem, der giver den.

Benzinpriser bliver synlige online og skal styrke konkurrencen

0

POLITIK. Fra årsskiftet bliver det både nemmere og hurtigere for danske bilister at finde den billigste benzin og diesel. Nye regler betyder, at brændstofselskaberne fra 1. januar er forpligtet til at offentliggøre deres pumpepriser online i realtid, så prisen på standeren også kan ses digitalt.

Tiltaget skal være med til at styrke konkurrencen på benzinmarkedet, som ifølge Erhvervsministeriet har været svækket. Når priserne bliver offentligt tilgængelige, får forbrugerne bedre mulighed for at sammenligne og vælge den tankstation, der tilbyder den bedste pris.

Som en del af ordningen bliver priserne også tilgængelige direkte i Google Maps. Erhvervsministeriet har været i dialog med Google om en løsning, der gør det nemt for bilister at orientere sig, allerede inden de sætter sig bag rattet. Dermed kan man hjemmefra afgøre, hvor det bedst kan betale sig at tanke.

Erhvervsminister Morten Bødskov peger på, at bilen spiller en central rolle i mange danskeres hverdag, og at gennemsigtighed er afgørende for en sund konkurrence. Han siger »Bilen er en vigtig del af mange danskeres dagligdag. Men priserne på benzin og diesel har været de samme, uanset hvor man kørte hen. Fra årsskiftet skal alle brændstofselskaber offentliggøre deres priser i realtid online. Men det skal også være overskueligt for danskerne at finde priserne. Derfor er jeg glad for, at vi i samarbejde med Google har fået priserne direkte ind i Google Maps. Med hjælp fra Google kan man fra sofaen nemt og hurtigt finde den billigste pris, inden man sætter sig ud bag rattet. Det betyder, at selskaberne nu skal konkurrere endnu mere om kunderne og give de bedst mulige priser.«

Også hos Google ser man ordningen som en fordel for forbrugerne. Landechef for Google Danmark, Bianca Bruhn, fremhæver, at realtidsdata gør det lettere at træffe informerede valg. Hun udtaler »Benzinpriser i realtid hjælper forbrugerne med at træffe velovervejede beslutninger. Derfor er det et rigtigt godt initiativ at gøre det nemmere for danskerne at finde den rette tankstation i de tjenester, de allerede bruger, som fx Google Maps. I forvejen er der i Maps live-information om fx ladestandere til elbiler og forslag til den mest brændstofbesparende rute. Vi er glade for at understøtte initiativet og gøre yderligere information tilgængelig.«

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil løbende følge udviklingen for at sikre, at de nye regler faktisk fører til øget konkurrence og kommer bilisterne til gode. Målet er, at større åbenhed om priserne skal give mere bevægelse på markedet og bedre vilkår for forbrugerne.

Malthe Bruun Nielsen laver ikke mad for at imponere – men for at få mennesker til at blive hængende

0

Der er noget ved måden, Malthe Bruun Nielsen taler om sit arbejde på, som afslører mere end de fleste kokkebiografier. Han taler ikke om karriere. Ikke om stjerner. Ikke om ambitioner i klassisk forstand. Han taler om håndværk. Om at gøre sig umage. Om glæden ved at stå i et køkken med mennesker, man har det godt med. Og om det særlige øjeblik, hvor et menneske foran ham smiler, fordi noget på tallerkenen rammer rigtigt.

»Mit håndværk kan gøre folk glade. Og det giver et kick, når man kan mærke det,« siger han stille.

Malthe Bruun Nielsen er 26 år. Født og opvokset på Tåsinge, hvor tempoet er roligt, horisonten åben, og hvor man lærer tidligt, at ting tager den tid, de tager. Det er ikke et sted, man skynder sig. Og det er måske netop dér, noget grundlæggende er blevet plantet.

»Jeg er et stille og roligt menneske. Jeg kan godt lide at arbejde. Og jeg kan godt lide at gøre folk glade.«

Vejen videre gik til Odense. Først som ung, der skulle prøve noget nyt. Senere som gymnasieelev. Odense var større, hurtigere, mere larmende. Men også et sted, hvor mulighederne lå tættere. Det var her, Malthe for alvor begyndte at lede efter, hvad han egentlig ville – uden helt at kunne sætte ord på det endnu.

Som 15–16-årig var han i praktik på en restaurant i Odense. Erfaringen var ikke god. Ikke fordi maden var dårlig. Men fordi timingen var forkert.

»Jeg fandt ud af, at det i hvert fald ikke var dér, jeg skulle være. Jeg var for ung. Jeg arbejdede sent, mens mine venner fik fri. Jeg følte, jeg gik glip af noget.«

Efter 9. klasse tog han på efterskole i Kolding. Derefter gymnasiet i Odense. Første g blev gennemført. Men noget skurrede. Gymnasiet var for stillesiddende. For teoretisk. For langt væk fra kroppen.

»Jeg kan godt lide at have noget mellem hænderne. Jeg kan godt lide at lave et håndværk.«

Beslutningen kom brat. Tre dage før han skulle møde ind i 2.g, sad han foran computeren og søgte ind på gastronomuddannelsen. Tre dage senere stod han i et helt andet univers.

»Jeg var faktisk på gymnasiet om morgenen – og på uddannelsen om eftermiddagen.«

Det var først dér, det gav mening. Ikke i de første, mere teoretiske forløb, hvor man prøver lidt af hvert. Men da han kom ud i det praktiske. Da han stod i køkkenet. Da han mærkede rytmen. Fællesskabet. Presset. Glæden.

Lærepladsen blev Grand Hotel i Odense. Et sted, hvor køkken, reception og service smelter sammen. Hvor man ikke bare er kok, men en del af et større hele.

Annonce

»Det var som at komme ind i en familie, der kendte hinanden i forvejen. Folk var tætte – også på tværs af funktioner. Det blev min familie i tre et halvt år.«

Det var også her, Malthe fandt sit gastronomiske ståsted. Ikke i det spektakulære. Men i det klassiske. I håndværket, der kræver præcision, tålmodighed og respekt.

»Jeg elsker klassiske håndværksretter. Ting, der ikke ser svære ud, men som bliver virkelig gode, hvis man gør dem helt rigtigt.«

Det er sovse. Supper. Langtidsbraiserede retter. Brasserieklassikere. Den slags mad, mange kender hjemmefra – men sjældent får i sin mest gennemarbejdede form.

»Man kan godt lave det derhjemme. Men her får man lige det ekstra.«

Under corona blev ansvaret tungere – og tidligere, end han havde forestillet sig. Pludselig stod han med ansvar i et køkken, hvor bemandingen var minimal. Dage på arbejde blev til uger. 28 dage i træk.

»Det var sjovt. Men også hårdt. Jeg vidste jo ikke helt, hvad jeg lavede. Så jeg turde ikke være væk.« Alligevel er der ingen bitterhed i stemmen. Kun en erkendelse af, at det var dér, han lærte mest. Om sig selv. Om tempo. Om ansvar. Og om den særlige tilfredsstillelse, der ligger i at få noget til at fungere – også når det er svært.

Efterfølgende gik turen videre. Great Northern. Konferencekøkkener. Erfaringer, der udvidede horisonten. Men igen og igen vendte han tilbage til det samme behov: nærhed. Relation. At være et sted, hvor han både kunne lave maden og være en del af rummet. »Jeg kan godt lide at kunne snakke med gæsterne. At være tæt på. At kunne lave maden, sætte menuen sammen – og samtidig møde folk.«

Det er præcis dét, der nu har ført ham til Fredericia. Byen mellem vandene. Byen, der ikke råber. Byen, der minder ham om noget velkendt. »Fredericia minder mig meget om Svendborg. Ikke fordi det er det samme. Men i stemningen. I menneskerne. Der sker noget – men der sker ikke for meget.«

Her, ved Frederiks Kanal, står han nu midt i noget nyt. Ved Kanalen. Et sted, der skifter farver, møbler og retning. Men ikke udsigt. Kanalen ligger der stadig. Vandet. Sivene. Lyset. Roen.

»For mig er det her noget særligt. Det føles rigtigt.« Han taler om stedet som noget personligt. Næsten hjemligt. Som at invitere mennesker ind i sit eget rum. »Når folk kommer her, er det meget personligt for mig. Det føles lidt som at invitere folk hjem.«

Det er også derfor, ambitionen for Ved Kanalen ikke handler om volumen eller tempo. Men om at blive et sted, man vender tilbage til. Et klubhus. Et alrum. »Mit håb er, at det bliver et sted, folk får lyst til at komme igen og igen. Et sted, man kan komme for kaffe, et glas vin, noget at spise – uden at det bliver besværligt.«

Dagene bliver lange. 12 til 12. Men for Malthe er det ikke en byrde. Det er et valg. »Jeg er glad for at være på arbejde. Det er dér, jeg er sammen med mine venner.« Han var flyttet til Fredericia, men så retur til Odense, men nu er en lejlighed i Fredericia næste skridt.

»Der er en ro her, som jeg godt kan lide. Og samtidig sker der noget.« Drømmen er ikke at blive kendt. Men at blive genkendt. At folk ved, hvem der står i køkkenet. At de mærker, at der er et menneske bag maden.

»Jeg håber, folk kommer herned, fordi de også har en relation til mig og dem, der arbejder her.«

Det er en ydmyg ambition. Men også en stærk én. For i en tid, hvor mange restauranter kæmper for opmærksomhed, satser Malthe på noget mere grundlæggende: tillid. Genkendelse. Håndværk.

Og måske er det netop derfor, Ved Kanalen giver mening. Ikke som et sted, der vil alt. Men som et sted, der vil være der.

For Malthe handler det i sidste ende ikke om, hvor langt man kan nå.

Men om, hvor godt man kan blive stående.

Læs også

Rocken reddede julen i Fredericia

0

Jule-rock med smæk for alle skillinger i Tøjhuset. Silent night blev blæst væk af rockens to julemænd Søgge og Mika. Det gik det fra Stille Nat til forstærker nat på rekordtid, Da julen fik strøm, – fik Fredericia rock for alle skillinger. 2 x 6 giver nemlig ikke 12, når vi taler guitarstrenge. Det giver ren ROCK.

Der var fede guitarriffs fra start til slut, da Electric Guitars indtog Tøjhuset lørdag aften. Kvartetten gik på scenen foran et oplagt og sultent publikum. Scenen var holdt minimalistisk: fire musikere, et par minimale forstærkere og ingen bagtæppe? Men her er der tale om to af Danmarks absolut stærkeste guitarister. Begge er rendyrkede lead-guitarister med CV’er, der tilsammen kunne fylde en mindre festivalplakat og de behøver ikke gejl for at underholde.

Fede toner fra første akkord. Men et mindre Teknisk uheld i små 10 min gav en uventet pause i musikken. Hvorefter de bare fortsatte. Koncerten føltes som en kombination af stor koncert og privat jam-session. Den spilleglæde, Electric Guitars udstråler, er så ægte, at man næsten får fornemmelsen af, at de ville have spillet præcis sådan – også hvis publikum ikke havde været der: Humor, overskud og gensidig respekt fyldte rummet, og der blev givet plads til hinanden, så publikum fik guitarriffs på steroider. Men også en Double Neck guitar reunion, hvor de luftede denne guitar type, der nok er mest kendt hos Jimmy Page (Led Zeppelin – Stairway to Heaven) og Don Felder (Hotel California) – de bruges sjælden mere.

Annonce

Electric Guitars er i dag er et fuldt etableret rockband med flere albums, hundredevis af koncerter og turnéer. Min eneste lille anke er et ønske om fornyelse. Den musik, vi kender så godt, fungerer stadig, men der er en risiko for, at det bliver lidt mere af det samme. Når det er sagt, bliver de to ekvilibrister hele tiden bedre – de er ekstremt tight og teknisk imponerende – og netop derfor kunne det være spændende at se dem udfordre sig selv endnu mere musikalsk. Det er faktisk et luksusproblem. Når niveauet er så højt, begynder man helt naturligt at savne det næste kreative skridt. Det er jo et godt tegn – det betyder, at man forventer mere, ikke mindre.

Når jeg ønsker mig mere nyt materiale fra dem, er det ikke fordi, det gamle ikke holder, men fordi man har lyst til at følge deres videre udvikling som både komponister og musikere. Man mærker tydeligt, at de to ekvilibrister hele tiden bliver bedre, mere sammenspillede og nærmest skræmmende tight.

Electric Guitars har aldrig haft travlt med at udgive plader bare for udgivelsens skyld. Fire studiealbums og ét livealbum på godt ti år – plus det løse – vidner om vilje, disciplin og en klar kunstnerisk retning. Det er guitarrock med omtanke, spilleglæde og høj musikalitet.

Netop derfor savner jeg også det næste skridt. Ikke et brud med det velkendte – men et lille skub fremad. For hvis man holder af rock, guitarlir og musik spillet i absolut topklasse, så skylder man sig selv at lytte til Electric Guitars. Rocken reddede julen 2025 i Fredericia – og den gjorde det med stil, volumen og 2 gange seks strenge ad gangen.