En 43-årig mand er sigtet for spirituskørsel efter at være standset mandag klokken 20.15 på Købmagergade i Fredericia. En kontrol viste, at han var påvirket af alkohol over det tilladte.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.
En 70-årig mand blev søndag klokken 12.30 udsat for tricktyveri ved SuperBrugsen på Erritsø Bygade i Fredericia. En gerningsmand afledte den forurettedes opmærksomhed ved kassen og stjal hans betalingskort. Der blev efterfølgende hævet 2.500 kroner to gange.
Politiet har en beskrivelse af den ene gerningsmand: En mand på 35-40 år, 175-180 cm høj med en sort, smal tatovering fra hårgrænsen bag øret og ned langs halsen. Politiet får adgang til butikkens videoovervågning i dag.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.
To tidligere ansatte er sigtet for indbrud på et lager på Industrivej i Fredericia. Indbruddet fandt sted fra søndag klokken 17 til mandag klokken 6. En branddør var opbrudt.
Der blev stjålet en batteridrevet radio og batteriet til den til en samlet værdi af 2.500 kroner. Videoovervågning på stedet førte til, at den forurettede kunne genkende gerningsmændene som to tidligere ansatte.
Politiet kørte ud til de to mænd på to forskellige adresser og foretog ransagning. Kosterne fra indbruddet blev ikke fundet, men på den ene mands telefon fandt politiet billeder af de stjålne genstande, som formentlig er sat til salg og solgt.
En 31-årig og en 29-årig mand er sigtet. Begge blev anholdt kort, men er løsladt igen.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.
Statsminister Mette Frederiksen følger med bekymring udviklingen i Mellemøsten og de stigende oliepriser. Det skriver hun i et Facebook-opslag, hvor hun samtidig varsler, at Socialdemokratiet fremlægger et nyt udlændingeudspil.
Frederiksen peger på, at Iran er et af de lande i verden, der huser flest flygtninge, og at en yderligere eskalering af konflikten i regionen kan føre til nye flygtningestrømme mod Europa.
»Vi skal for alt i verden undgå en situation som den i 2015, hvor Europa og Danmark ikke var ordentligt forberedt. Og stadig den dag i dag betaler prisen for, at der kom alt for mange udlændinge hertil på for kort tid,« skriver hun.
Det kommende udspil fra Socialdemokratiet vil blandt andet handle om at sikre, at flere kriminelle udlændinge kan udvises, oplyser Frederiksen.
Statsministeren understreger samtidig, at partiet i syv år har ført en stram udlændingepolitik – både under en ren socialdemokratisk regering og nu med SVM-regeringen – og at politikken er funderet i et bredt flertal både i befolkningen og i Folketinget.
På det økonomiske område skriver Frederiksen, at regeringen er klar til at afbøde konsekvenserne af de stigende oliepriser, ligesom den tidligere har gjort det med varmechecken under energikrisen i 2022 og fødevarechecken, der blev vedtaget inden valgudskrivelsen.
KRIMI. Fyns Politi har modtaget anmeldelser om tre indbrud i Middelfart fredag.
På Strandvejen blev der klokken 12.15 skaffet adgang til en bolig gennem et vindue, der stod på klem. Det er endnu uvist, hvad der eventuelt er blevet stjålet.
Tidligere på dagen klokken 8 blev der anmeldt indbrud på Østergade. Her var der skaffet adgang gennem en dør. Også her er der endnu ikke overblik over, hvad der er blevet stjålet.
På Søbadvej blev et indbrud anmeldt klokken 11.12. Her var flere ruder knust, og en dør var brudt op. Der var lettere gennemrodning i boligen, men umiddelbart er der ikke stjålet noget.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politi døgnrapport den 9.3.