JUBILÆUM. I marts 2001 åbnede Frank Gregersen dørene til sin slagterforretning på Nørrebrogade i Fredericia. Udenfor var det tidlig forår. Inde i butikken stod en mand med noget at bevise.
Femogtyve år senere har han bevist det. Præmierne fra hele Europa sidder på loftet. Kunderne ved, hvor de skal lede. Og håndværket er stadig intakt, i en tid, hvor de fleste supermarkeder for længst har glemt, hvad det vil sige at slagte ordentligt.
Frank Gregersen er ikke typen, der gør meget ud af det. Men han er heller ikke typen, der lader som ingenting. »Jeg skulle bare vise, at man godt kan lave en forretning helt fra bunden med kvalitetsvarer og godt håndværk,« siger han. »Det lykkedes.«
Fredericia er Franks fødeby. Men det var ikke i Fredericia, han lærte sit håndværk, for der var en mand, der sørgede for, at den unge Frank kom væk, inden det gik galt.
Skoleinspektør Basse Pedersen hed han. »Han fulgte mig pænt til bygrænsen og sagde med alvor, at jeg nok skulle finde et andet sted, for jeg kunne ikke sidde stille.« Frank griner, mens han siger det. »I dag ville man nok sige, jeg havde ADHD. Men dengang sagde man bare, at drengen havde glasgår i underbukserne.«
Han endte i et privat slagterhus et godt stykke fra hjembyen. Boede i en uopvarmet garage otte kilometer fra arbejdspladsen og cyklede dertil hver dag, vinter som sommer. Det var tolv timers arbejdsdage, hvor de slagtede dyr, kørte ud til bønderne og hentede dem selv, skar dem ud og lavede pølsemageri. Fredag og lørdag fik de lov at stå i butikken, hvor de regnede på papir og pakkede kødet ind i hånden, for der var ingen kasseapparat og ingen genveje. »Jeg har aldrig nogensinde været så glad for at være et sted, som jeg var der, trods det var hårdt,« siger han.
Tilbage til Fredericia
Inden han vendte hjem, havde Frank gjort et kort ophold i et supermarked i Middelfart. Købmanden var selv slagter, og der var ikke noget at sætte en finger på. Men noget manglede alligevel. »Kvaliteten var ikke helt, som jeg syntes den skulle være. Der manglede service. Der manglede det der med, at man rent faktisk kunne tale med folk om det, de købte. Der stod bare på pakken, at den skulle steges to minutter på hver side, og så gik folk hjem med et stykke kød, de ingen anelse havde om.«
Det var ikke nok for Frank Gregersen. Det havde aldrig været nok.
I 2001 vendte han hjem til Fredericia og købte en gammel, brugt butik på Nørrebrogade. Ingen fanfare, ingen investorer. Bare en mand med et håndværk og en by, han havde savnet. I de følgende år begyndte præmierne at vælte ind. Guld over de sønderjyske slagtere i Tyskland. EU’s Innovationspris. Bunker af medaljer og pokaler fra et kontinent, der vidste, hvad godt slagterhåndværk var værd. »Jeg har vundet alt, hvad der skal vindes i Europa,« konstaterer han uden at blusse.
Fredericia var den by, han engang var blevet sendt væk fra. Nu var det den by, han valgte. Og den by, han siden ikke har forladt.
Veganerne og »den gode snak«
Ikke alle år var rolige. På et tidspunkt begyndte nogen at smadre vinduer, overmale facaden og bryde ind — en bølge, der skyllede ind over slagterforretninger i Danmark i de år. Frank mærkede den tidligt. En dag fangede han en af gerningsmændene længere op ad vejen. »Vi fik en god snak,« siger han kortfattet. Derefter stoppede det, og de tog til København.
Et hyggeprojekt
I dag driver Frank Slagter Gregersen i et lavere gear. Butikken kører videre som gårdbutik på Franks præmisser, med indgangen markeret af et flag i gården bag Nørrebrogade. Man skal vide, hvor man skal lede. Det har kunderne lært. Frank tager de opgaver ind, han har lyst til, og laver tilbud engang imellem. »Vi kan simpelthen ikke få lærlinge, og vi kan ikke få ansatte. Det blev for meget arbejde,« siger han. Det lyder ikke som en klage. Det lyder som en mand, der har tjent retten til at vælge.
»Det er et lille hyggeprojekt, rent faktisk.« Han smiler, mens han siger det.
Femogtyve år. En uopvarmet garage. Et kontinent af guldmedaljer. Veganer på flugt mod København. Og en by, han engang blev smidt ud af — og siden aldrig forlod igen.
