UDDANNELSE. Inde i den store, lyse kantine på Fredericia Gymnasium er der dækket op til en lille fejring. På et af de mange tomme borde står en flaske bobler og en buket blomster og venter, og rundt om står stolene i pæne rækker, som om huset holder vejret. Ved bordet står Ingrid Nielsen og Thorkild Yde Nielsen tæt sammen og kigger mod døren.

»Vi er simpelthen så stolte. Det er vores sjette barnebarn, der bliver student, så nu mangler vi kun den sidste,« fortæller Ingrid Nielsen. Det er en stor dag, siger de begge, næsten i munden på hinanden, og der lægger sig noget højtideligt over de to, mens de står der og venter. »Man bliver lidt ydmyg, når man ser, hvor godt det går dem. Og så er vi jo også taknemmelige for, at vi får lov til at være med og opleve det,« siger hun.

Barnebarnet er Jonas, og det er ham, der i år er den allerførste student fra Fredericia Gymnasium. Han var oppe i matematik, og dagen forinden havde spændingen meldt sig. De havde mærket det på ham, da de sås, en lille uro under den ellers rolige overflade. »Han sagde i går, at han havde sommerfugle i maven, så der var da lidt spænding på. Men ellers har han været meget rolig hele vejen igennem,« fortæller Thorkild Yde Nielsen.

Ude ved B-fløjen har kammeraterne samlet sig. De står tæt langs væggen med røde roser i hænderne og venter på, at det skal ske, og en seddel på døren beder om ro af hensyn til eksamen, der stadig er i gang bag glasset. En af de unge løfter et kamera. Andre står med hænderne klar til at klappe. Og så går døren op.

Jonas kommer ud, og udenfor venter hans far med den hvide hue i hænderne. Han sætter den på sønnens hoved, huen med det mørkerøde bånd og navnet broderet i guld, og et øjeblik må Jonas bare stå stille og lade det hele lande. »Jeg skulle lige bruge et halvt minut på at falde ned. Men så fik jeg øje på alle dem, der stod og ventede, og det var virkelig fedt,« fortæller han bagefter.

Hans mor griber om ham og lægger hænderne om hans ansigt, og han smiler hele vejen, mens kammeraterne klapper ham ind i flokken. Det havde været en lang weekend frem mod det her, siger han, og det at være den første gjorde noget ekstra ved det. »Jeg har været vildt nervøs siden fredag. Det har været en blanding af, at gymnasietiden sluttede, og så det der med at være den allerførste student. Det gav lige lidt ekstra pres,« siger han.

Og så kom karakteren oven i det hele, et tolvtal, som han knap turde fæste lid til, da han rejste sig fra bordet. »Jeg var faktisk nødt til at spørge en ekstra gang, da jeg gik ud. Jeg troede simpelthen ikke på det. Det var en helt vild oplevelse,« fortæller Jonas lettet.

At han overhovedet endte med at sidde til den eksamen, skyldes et valg, han tog for tre år siden. Han skiftede til gymnasiet fra handelsgymnasiet kort efter, han var begyndt der, og han kalder det det bedste valg, han har taget. Det sociale er det, skolen kan, mener han, for han har selv været en del af organisationslivet og har fået venner på tværs af årgangene, et bredere fællesskab, som han siger. Nu venter et sabbatår, hvor han vil arbejde med kamera og film, et felt han blev grebet af, da han fik mediefag og fandt ud af, hvad han ville.

Men før festen og fremtiden og alt det, der kommer efter, var der en tradition, der skulle holdes. Lidt efter gik flokken udenfor i morgensolen, hvor flagstangen ventede. Som den første student er det Jonas, der skal hejse Dannebrog, sådan som skikken byder, og rektor Jørgen Lassen stillede sig ved siden af og holdt det røde flag, mens den nybagte student trak det op ad stangen. »Det var sjovt. Det var lidt akavet at stå og dreje på den, men det var virkelig sjovt at få lov til at hejse flaget som den første og byde alle de andre velkommen.«

For rektor Jørgen Lassen er den første student altid noget særligt at tage imod. Men i år er der lidt mere på spil, for det er den første årgang, han har fulgt fra deres allerførste dag på skolen. »Det er en årgang, jeg har fulgt hele vejen fra start til slut, så jeg kender rigtig mange af dem. De har været utroligt aktive socialt, været med i organisationer og været gode til at skabe ting for hinanden,« fortæller Jørgen Lassen.

At sende dem ud ad døren hører med til arbejdet, det ved han godt, også selvom det kniber lidt netop i denne uge, hvor de sidste timer rinder ud. »Det er lidt vemodigt lige nu. Men det er jo ligesom med børn, der bor hjemme. Hvis de bliver boende for længe, ender det med at blive en katastrofe. De skal videre,« siger han og smiler. »De er kloge, de er dygtige, og de er blevet voksne. Der er sket rigtig meget med dem gennem de sidste tre år, så det er præcis, som det skal være.«

Den store fejring venter længere fremme på ugen, og rektor ved allerede, hvordan den kommer til at se ud. Når han skal holde sin dimissionstale på torsdag, bliver det i jakkesæt og slips, mens forældrene sidder i shorts og sommerkjoler i varmen. Tre elever har stillet ham en udfordring til talen, fortæller han, fire fremmedord og et bandeord, han skal flette ind undervejs. Hvad han ender med at sige, vil han ikke røbe endnu, men det handler om at gribe livet, mens man har det.

Og spørger man ham, hvad han håber, de unge tager med sig herfra, tøver han lidt, før han svarer. »Et dannet menneske er også et menneske, der kan se tingene fra flere forskellige sider. Det synes jeg er en vigtig egenskab at have,« siger rektoren så.

På bordet i kantinen står boblerne og venter, og kort efter kommer Jonas ind til sin familie. Bagefter går det hjem til gilde med forældrene og resten af flokken. De næste dage bliver fester, fortæller han, og så skal han ud at arbejde. Men lige nu har han ikke tænkt sig at lave noget som helst. »Nu har jeg mine venner og min familie omkring mig, og så skal jeg bare være her de næste par dage, se alle mine medstudenter blive færdige og nyde det hele,« slutter Jonas.

Udenfor hænger flaget, han selv har hejst, og solen står højt over Fredericia. Det bliver hedebølge i denne uge, og der venter mange flere huer endnu.