Tre mænd på 19, 21 og 22 år er fredag ved Retten i Odense hver idømt 14 års fængsel for forsøg på at sprænge en bombe med mere end fire kilo dynamit i en opgang på Nyborgvej i Odense i december 2023. På tidspunktet opholdt der sig mellem 19 og 25 personer i ejendommen.
Forsøget mislykkedes, blandt andet fordi gerningsmændene ikke kunne få adgang til opgangen og blev opdaget og forstyrret af politiet.
De tre er desuden dømt for indførsel, transport og besiddelse af sprængstof under særligt skærpende omstændigheder samt for våbenlovsovertrædelser. I samme sag er fire andre personer tidligere idømt lange fængselsstraffe.
Skud mod beboelsesejendom og grov frihedsberøvelse
Ud over sprængstofsagen er de tre mænd dømt for at have planlagt og foranlediget skud mod en beboelsesejendom i Seden i Odense i marts 2023, hvor en familie med to børn opholdt sig. Skuddene skabte nærliggende fare for beboernes liv og førlighed.
En af de tre er endvidere dømt for grov og langvarig frihedsberøvelse og mishandling af en mand i februar 2023. Offeret blev over en periode på mindst to uger holdt tilbage under stærkt uhygiejniske forhold og udsat for gentagne overgreb, herunder slag, spark og forbrændinger i ansigtet. Offeret blev desuden udsat for voldtægt under særligt skærpende omstændigheder, hvor der samtidig blev filmet og delt video af overgrebet via sociale medier.
»Ekstrem og organiseret kriminalitet«
»Retten har i dag sendt et klart signal om, at denne form for ekstrem og organiseret kriminalitet bliver straffet hårdt. Det er tale om meget alvorlige forhold, hvor både konkrete ofre og helt tilfældige borgere har været i livsfare,« siger specialanklager Daniel Dokkedahl fra Fyns Politi.
Alle tre mænd er fra Odense Kommune. Der er truffet afgørelse om konfiskation af sprængstof, våben og mobiltelefon samt pålæg om sletning af video. De tre er varetægtsfængslet efter dom.
Den 22-årige udbad sig betænkningstid. De to øvrige ankede dommen på stedet.
For små 2 år siden skrev jeg et læserbrev der startede sådan her
”Når jeg læser forligspartiernes budget for Fredericia Kommune, så tænker jeg at en af 2 ting er fremtiden 1 hvornår kassen tom og vi sat under administration af Indenrigsministeriet? Eller 2 hvornår kommer der massive besparelser for at lukke hullet?”
Det vil sige når jeg som almindelig dødelig borger i byen kan forudse det her vil gå galt, så må dem i forligspartierne også have kunne se det! Og alligevel valgte de at lave et budget der tømte kasse og smadre alle muligheder de næste par år som minimum.
Så kan jo overveje hvorfor de så gjorde det, tror de fleste godt kan regne ud hvorfor, nemlig personlig gevinst ved det valg vi lige har haft. Mange vil sige men det jo bare politik, og de vil nok have ret til et vidst punkt, Men helt ærligt vi burde kunne forvente bedre? end at nogen kommunalpolitikere leger med vores kommunale økonomi, som skal betale for vores børnehave, skolerne som de går, den hjælp som vores ældre måske for brug for snart og andre har brug for lige nu. Det synes Jeg!
Derfor vil jeg også mene Peder Tind og de andre der var med til at lave dette budget, der nu giver os så store problemer og som Peder Tind fødte og ledte skylder borgerne i Fredericia en Undskyldning, for at tænke på deres eget valg, frem for hvad der var bedst for byen borgere på den lange bane, det og skal gøres bedre i fremtiden!
Fredericia drømmer om DM-guld, men står uden cheftræner og med en transferstrategi, der ligner midterfeltet.
Der var en logik i fyringen.
Da Fredericia Håndboldklub i efteråret 2025 sagde farvel til Gudmundur Gudmundsson, var det ikke et impulsivt opgør med kontinuitet. Det var kulminationen på en proces. Truppen var kørt træt. Energien var sivet ud. Forholdet mellem spillestil, krav og dagligdag havde nået et mætningspunkt.
Den slags sker i professionel sport. Selv dygtige trænere brænder ud i et miljø. Derfor gav det mening at trykke på knappen.
Jesper Houmark blev indsat som midlertidig løsning. En intern mand. En stabil figur. En, der kunne samle op og skabe ro i sæsonen. Det var en brandslukning. Problemet er, at der stadig lugter af røg.
Vi skriver snart marts 2026. Der er fortsat ingen udmelding om, hvem der skal være cheftræner fra næste sæson. I en klub med ambition om at vinde DM senest i 2029 er det ikke en detalje. Det er fundamentet.
Cheftræneren er arkitekten. Spillestil, træningskultur, rekruttering, lederskab – det hele forankres dér. Når navnet ikke er på plads offentligt, skaber det tvivl om retningen.
Enten har man ikke fundet den rigtige kandidat endnu. Det er bekymrende. Eller også har man fundet ham – og vælger at holde det hemmeligt. Det er uforståeligt. I begge scenarier signalerer man ikke styrke.
Ambitioner forpligter. Ikke kun i formuleringer, men i timing. De største klubber i Herreligaen har deres trænerkabaler på plads i god tid. Det sender et signal til markedet: Vi ved, hvor vi skal hen.
Fredericia sender lige nu det modsatte signal.
Det bliver bemærket. Det bliver talt om i krogene – ikke bare lokalt, men i hele håndbold-Danmark.
Og når man samtidig ser på spillerrekrutteringen, forstærkes billedet.
Malthe Bull fra Mors-Thy. Morten Jørgensen fra Ribe-Esbjerg. To fløjspillere, der ikke har været profiler i deres nuværende klubber. Det er ikke transfers, der får konkurrenterne til at rykke i stolen.
Det er bredde.
Henrik Jakobsen er undtagelsen. Her er der dokumenteret kvalitet og en reel opgradering i forhold til Evgeni Pevnov, som skifter til TMS Ringsted. Den type tilgang matcher en top-4-ambition.
Men når målsætningen hedder DM-guld inden 2029, kræver det mere end enkelte fornuftige handler. Det kræver systematisk oprustning. Der går vedvarende rygter om, at FHK kigger mod 1. division for at hente Magnis Siim fra TM Tønder. Han er en af rækkens bedste. Det er der ingen tvivl om. Men der er forskel på at dominere 1. division og at stå i semifinaler i Herreligaen. Den type signing er et udviklingsprojekt. Ikke et medaljeprojekt.
Kontrasten er tydelig, når man ser på aftalen med Niclas Kirkeløkke fra sommeren 2027. Det er et statement. En landsholdsprofil. International erfaring. Den slags sender signaler om ambitioner.
Men ét signal er ikke nok.
Hvis Fredericia vil være en reel guldkandidat inden for tre år, skal ambitionen kunne aflæses i hver eneste strategiske beslutning: træner, transfers, timing, kommunikation.
Lige nu er der for mange ubesvarede spørgsmål. Og i elitesport er stilhed sjældent et styrketegn.
En 27-årig mand fra Vejle er sigtet for at køre uden førerret og for besiddelse af euforiserende stoffer.
Politiet standsede manden i en personbil på Korskærvej i Fredericia torsdag klokken 16.46. I forbindelse med en visitation blev han fundet i besiddelse af ti pregabalinpiller, som er opført på listen over euforiserende stoffer.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi fredag den 20. februar.
Det er vinter udenfor, og kulden hænger stadig i frakkerne, når døren går op, men indenfor er temperaturen en anden; her er varme i luften, bevægelse i hænderne og den særlige summen, der opstår, når føntørrere, sakse og samtaler arbejder side om side. Dorthe Lyngsaa Andersen har været frisør, siden hun var 16 år, og i dag står hun i spidsen for Park by Pili med ni ansatte og to elever, en salon der er vokset over årene, båret af faste kunder, mod og vedholdenhed, og af et fag hun stadig taler om med både kærlighed og alvor, for samtidig med at hun driver en forretning i fuld fart, følger hun også med i en branche, hvor færre tager ansvar for elever, og hvor flere vælger at leje en stol og lukke, når kalenderen tillader det.
Der er noget særligt ved en frisørsalon på en vinterdag, og det mærkes allerede i overgangen fra gaden til rummet, hvor kindernes kulde afløses af spejlenes lys, og hvor stemmerne flettes ind og ud af hinanden i et mønster, der ikke er kaotisk, men levende. Et grin fra stolen ved vinduet, en hurtig bemærkning fra vasken, hår der falder mod gulvet, og sakse der arbejder med den rolige præcision, man kun får gennem mange års gentagelse.
Midt i det hele står Dorthe med en energi, der ikke virker tillært eller fremkaldt, men som en naturlig del af hendes tempo, hendes måde at bevæge sig på og hendes måde at fortælle på, hvad enten det handler om det, der lykkedes, eller det, der gjorde ondt. »Jeg har aldrig syntes, det var særligt fedt at gå i skole,« indleder hun, og ordene falder uden dramatik, uden behov for at blive understreget, som en del af begyndelsen før resten kan tage form. »Jeg har faktisk haft lidt svært ved at gå i skole. Jeg tror, at hvis man i dag testede mig, så var jeg nok ordblind. Så derfor har skolen egentlig altid været lidt svær for mig.«
Hun lader det stå et øjeblik, ikke som noget der skal pakkes ind eller forklares væk, men som et stykke baggrund, der hører med, før hun bevæger sig videre mod det, der trak hende i en anden retning. »Så jeg fandt hurtigt ud af, at det jeg kunne, det var at bruge mine hænder.« Sætningen står enkelt, næsten nøgtern, og netop derfor mærkes skiftet i den; fra klasselokalet til det konkrete, fra det boglige til det håndværk, hvor man kan se resultatet tage form foran sig, og hvor kroppen arbejder sammen med blikket. Det var dér, retningen begyndte at samle sig, som en fornemmelse af, at her gav det mening at blive.
Inspirationen stod heller ikke langt væk. Hun taler om sin onkel, der havde frisørsalon i Fredericia i 80’erne, og som hun ind imellem besøgte, hvor hun stod i baggrunden og kiggede, mærkede stemningen og lod sig opsluge af det liv, der udspillede sig mellem spejle og stole. »Han gik desværre bort på grund af AIDS. En af grundene til, at jeg selv blev frisør, var nok de mange gange, jeg kom nede i hans salon og syntes, det var spændende.« Tempoet sænker sig en anelse, når hun taler om ham, som om billederne stadig ligger tæt på, og så kommer den sidste sætning, sagt med en ro, der ikke kræver flere ord. »Han har da helt sikkert inspireret, uden han ved det.«
At retningen tidligt havde samlet sig, var heller ikke noget, der først kom senere. Dorthe var stadig barn, da hun begyndte at sige det højt. »Hvis man har spurgt henne i skolen, da jeg gik i fjerde, så tror jeg faktisk allerede der, at jeg ville sige, at jeg skulle være frisør.« Der var ikke noget vaklende i det. Ikke noget forbehold. Det var bare sådan, det var.
Som 16-årig begyndte hun i lære hos Alice på Prangervej i Fredericia, og når hun i dag fortæller om stedet, gør hun det med den slags præcision, man kun har, når man har gået de samme skridt igen og igen gennem flere år. »Lige overfor bageren og lige ved siden af Købmandsgården,« siger hun, som om hun stadig kan se det for sig, og måske også kan mærke den første tid, hvor man står længe, lytter mere end man taler og langsomt finder sin plads.
Det blev mange år på Prangervej, først som elev og siden som udlært, og på et tidspunkt prøvede hun også kræfter med undervisning på en frisørskole, en afstikker der hurtigt fandt sin afslutning. »Det fandt jeg hurtigt ud af, at det var ikke noget for mig.« Det var ikke dér, hun skulle stå. Hun havde længe haft en anden tanke i baghovedet, en forestilling der fulgte med hende gennem årene. »Jeg har nok altid vidst, at jeg godt ville have mit eget sted.«
Beslutningen kom ikke med trommer og faner, men som de ofte gør, midt i noget helt almindeligt. Et måltid. Børn ved bordet. Jensens Bøfhus lå dengang på hjørnet af Vendersgade ud til Danmarksgade, og lige ved siden af stod et lille lokale tomt. »For 18 år siden lokkede jeg min første kompagnon, Rie. Min mand og jeg var på Jensens Bøfhus med vores børn, og så var der et lille lokale ledigt ved siden af. Der tænkte jeg, at derinde skal vi da have en frisørsalon sammen.«
Hun fortæller det med et smil, for tanken kom hurtigt, men overtalelsen tog lidt længere tid. Da Rie først sagde ja, begyndte det lille sted at tage form, og selv om det var et sats, fandt Dorthe sin egen måde at gøre springet håndgribeligt på, ikke ved at lukke øjnene for risikoen, men ved at sætte den i en størrelse, man kunne forstå. »Jeg sagde til hende, at man ikke kommer til at skylde mere, end man skylder på en bil. Så hvis nu det går galt, så var det bare den bil, som var et fejlkøb,« siger hun med et lille grin.
Starten viste sig at være rigtig. Salonen på Prangervej stod over for at lukke, og mange af de faste kunder manglede et sted at gå hen, noget Dorthe havde haft i tankerne, da hun tog beslutningen. »Så på den måde tænkte jeg, at det kun kan blive en god start, og det blev det. Der var både kunder til Rie og jeg.« Sådan begyndte det, i et lille lokale ved siden af en restaurant, med en håndfuld stole og en fornemmelse af, at retningen, hun havde mærket siden fjerde klasse, nu havde fundet sin form.
I begyndelsen var det bare Rie og Dorthe, to stole, faste kunder og en hverdag, der hurtigt fandt sin rytme, og det fungerede, uden de store armbevægelser. Men når noget virker, bevæger det sig også videre, for livet står ikke stille, selv om kalenderen er fyldt, og pludselig opstår der nye behov. »Nicole, som mange her i byen nok kender, manglede en læreplads, så hende tog Rie og jeg faktisk i lære.«
Det var en naturlig forlængelse af det, de allerede var i gang med, for salonen var ikke bare et sted, hvor man klippede, men et sted, hvor man byggede videre, og med en elev kom der endnu et lag til hverdagen. Senere fulgte barsel og små børn, og i takt med at livet udenfor salonen fyldte mere, voksede tanken om at få en tredje ind, én man kendte, og som kunne være med til at løfte både arbejdet og ansvaret. Det blev Line, og i mange år var de tre, et parløb der blev til et trekløver, hvor rollerne fordelte sig uden de store erklæringer. »Det var vi faktisk i 12 år.«
Pladsen begyndte efterhånden at knibe, for det lille sted kunne ikke rumme mere, og da tøjbutikken ved siden af måtte lukke, opstod der en mulighed for at udvide, en af de chancer man genkender, når man har prøvet det før, og som man griber, fordi man kan se, at tiden er rigtig.
Så kom det, man ikke planlægger for.
»Så skete der desværre det, at Rie fik stress, og det satte sig kronisk, så hun er ikke frisør den dag i dag.«
Dorthe siger det roligt, og ordene står, som de er. Et tolv år langt samarbejde forsvinder ikke uden at kunne mærkes. Hun finder selv en formulering, der rummer både alvor og den tørre humor, hun ofte griber til, når noget er svært. »Jeg føler lidt, at jeg er blevet skilt to gange, og begge gange har været for kvinder, selvom jeg er til mænd og altså har en god mand.« Hun griner, og latteren letter øjeblikket, men under den ligger erfaringen af at miste et fællesskab, ikke fordi nogen valgte at gå, men fordi livet tog en drejning, ingen havde ønsket. »Det er da monster ærgerligt, når folks drømme brister.«
Efter årene med tre om ansvaret og udvidelsen ved siden af det lille lokale kom endnu en beslutning, der ikke føltes mindre end den første. Salonen skulle flyttes. De nye rammer havde stået tomme i fire år, fortæller Dorthe, og både hun og Line havde flere gange kigget på dem med den der blanding af lyst og tilbageholdenhed, som opstår, når man kan se mulighederne, men også regner på huslejen. Den føltes høj. Samtidig ejede Dorthe selv de to lokaler ved siden af den gamle salon, og tanken om at flytte ud af noget, man selv ejer, og overlade det til markedet, er ikke uden konsekvenser. Kunne de lejes ud. Ville det hænge sammen. Hvor meget tør man rykke.
Beslutningen blev taget, som de tidligere var blevet det, i en bevægelse, der langsomt samlede sig, og næsten samtidig ændrede konstellationen sig igen, for Line, der nu boede i Horsens med sin mand og to børn, ønskede ikke længere at pendle frem og tilbage, og dermed stod Dorthe pludselig alene med både flytningen og det nye kapitel. »Så jeg fik en helt ny start ved både at flytte salonen og åbne det herinde,« fortæller hun. Det blev begyndelsen på hendes tid som soloselvstændig, en rolle hun ikke havde søgt, men som hun trådte ind i, fordi situationen krævede det. »Det er jeg glad for indimellem, men det har egentlig aldrig været mit valg, at jeg skulle være det.«
Hvis Rie og Line stadig havde været der, siger hun, ville hun uden tøven have fortsat sammen med dem, for det fungerede, og det var trygt at dele både beslutninger og ansvar, men sådan faldt kortene ikke, og i dag er det hende, der står forrest, både når noget lykkes, og når noget skal bæres alene. »Nogle dage er det ensomt, og det forstår man nok kun, hvis man selv har været selvstændig, for som chef får man ikke alt at vide, før det brænder på, og samtidig kan jeg heller ikke dele alt, fordi jeg både er Dorthe og deres leder,« forklarer hun uden bitterhed, men som en konstatering af den dobbelthed, der følger med, når man leder mennesker, man også står side om side med hver dag, og selv om rollen kan føles ensom, er rummet omkring hende det modsatte, påpeger hun så. Salonen er nemlig fyldt med stemmer, bevægelse og rytme, og hun står ikke alene i arbejdet. »Vi er ni med to elever.«
At være ni med to elever er ikke en tilfældighed i hendes fortælling, og det er heller ikke en parentes; det er en del af det, hun vender tilbage til, når samtalen bevæger sig væk fra salonens og hendes egen historie og ud i det større billede, for frisørfaget er stadig et fag, mange unge drømmer om at træde ind i, men strukturen omkring det har ændret sig, og den forandring mærker hun tydeligt. »Der er desværre sket en kedelig udvikling. Mange lejer stole, og flere har kun åbent efter aftale, så de kan gå hjem, når der ikke er kunder.«
Hun siger det uden at løfte pegefingeren, for hun forstår godt tankegangen, bemærker hun; at man er der, når kunderne er der, og lukker ned, når kalenderen er tom, kan give mening i en hverdag, hvor man selv styrer sin tid, men i det øjeblik man tager en elev ind, ændrer præmissen sig. »Når du har en elev, skal de have deres timer, og så er man nødt til at have faste arbejdstider og faste åbningstider.«
Det er her, kombinationen bliver vanskelig, ikke fordi de unge mangler lyst, men fordi rammen omkring dem bliver smallere, når færre saloner har mulighed eller vilje til at binde sig til den forpligtelse, det er at uddanne nogen over flere år. »Hvis der ikke er nogen, der tager elever, risikerer faget at dø ud, og der er allerede alt for få, der gør det.«
Hun mærker det i hverdagen, for ansøgningerne mangler ikke, tværtimod, og det er en særlig opgave at skulle sortere i dem, når man ved, at ikke alle får en plads. Praktikanter kommer der jævnligt, især fra hovedforløbet på frisørskolen, hvor de allerede har prøvet kræfter med faget, men indimellem giver hun også plads til folkeskoleelever, der står på tærsklen og overvejer, om det her kunne være deres vej. Det hænger sammen med hendes egen begyndelse, for hun husker, hvad det betød at komme ud og mærke et fag i virkeligheden, og den erfaring vil hun gerne give videre, så de unge får mulighed for at stille de spørgsmål, man kun kan få svar på ved at være der. »Hvad kræver det af mig? Kan jeg holde til arbejdstiderne? Det følger med, at vi skal være her, også når andre mennesker har fri.«
Sådan har det altid været i faget, og selv om meget har ændret sig, arbejder man stadig, når andre har fri, blot under mere fleksible vilkår end tidligere. »Da jeg var ung, var det umuligt at få lov at gå hjem klokken tre. Jeg har piger her, som tre dage om ugen går hjem klokken tre, fordi de har børn og skal have familielivet til at fungere, og det er helt i orden. Det kunne man slet ikke dengang.«
Forandringen mærkes også i selve håndværket. Produkterne er blevet mildere, farverne mindre skrappe, selv om det stadig er kemi, og forskellen kan mærkes, når man har stået i det længe nok. »Jeg kan stadig lugte det, og jeg kan mærke det på huden. Jeg er fra den generation, hvor man kun brugte handsker for ikke at få sorte hænder, mens pigerne her bruger handsker hele tiden, og det skal de også.« Hun smiler, og årene ved stolen har sat sig i erfaringen mere end i kroppen. »Jeg har ikke ondt i skuldrene, og jeg har ikke ondt nogen steder, så jeg må være stærk.« Springgymnastik og heste fra ungdommen nævner hun som noget, der har givet kroppen en grundstyrke, og et langt arbejdsliv ved stolen kræver mere end lyst – det kræver, at kroppen holder.
Når Dorthe vender tilbage til eleverne, er det ikke som en romantisk forestilling om at give noget videre, men som en del af det arbejde, hun allerede står i hver dag, for det handler om timer, åbningstider og ansvar, men også om at holde en kultur levende, som hun selv trådte ind i som ung. »Jeg synes også, det er vores pligt. Man bliver ved med at forny sig selv ved at have unge mennesker, fordi man hele tiden skal lære fra sig, og så går man ikke i stå.«
Der er en energi i den tanke, og den passer til den måde, hun selv har bevæget sig gennem årene, for hun taler ikke om elever som en byrde, men som en bevægelse, der holder faget i gang, og som samtidig bringer noget ind i rummet, der ikke kan planlægges. »De laver så mange skøre ting, de unge mennesker. Det er faktisk fedt, når man er blevet ældre og har stiftet familie, at man mandag morgen får lov at høre, hvad de har haft gang i i weekenden, og det er aldrig små ting.« Hun griner, og det er den samme latter, der tidligere brød alvoren, men her ligger den som en påmindelse om, at en salon ikke kun er en arbejdsplads, men også et sted, hvor generationer mødes. Stoltheden kommer frem, når hun taler om svendeprøverne. »Det er fedt, når man står der, og de skal have deres eksamensbevis. Man kan ikke lade være med at blive en lille smule stolt, for så sender man jo en ny på vej.«
Hun kunne ønske, at flere i branchen tog del i den opgave, men hun ved også, at det ikke er alle, der har mulighed for det, og at regler i sig selv ikke skaber gode lærepladser. At tage en elev kræver tid, økonomi og faste rammer, og det er ikke alle saloner, der kan binde sig til det. Det, hun vender tilbage til, er derfor ikke krav, men ansvar, og ønsket om, at flere unge får chancen. »Der er jo hoveder nok at klippe,« siger hun så og trækker på smilebåndet igen.
Der mangler ikke arbejde. Ventelisterne er lange, og kalenderen kan fyldes uge for uge, hvis det er det, man vil. Spørgsmålet er, hvordan man vælger at gøre det.
For selv om der kunne sættes flere stole ind og åbnes for flere tider, holder hun fast i, at salonen ikke skal vokse sig større, end at man stadig kan mærke hinanden, både i baglokalet og ude ved spejlene. »Der sker noget, jo flere man bliver, for så forsvinder noget af intimiteten mellem kollegaerne.«
Hun har sagt det højt til dem. De skal ikke være flere. Ikke fordi der ikke er kunder nok, men fordi hun vil bevare det, der opstod i det lille lokale for 18 år siden. Et sted, hvor man kender hinandens stemmer, ved hvem der tager shampooen uden at blive bedt om det, og hvor man også kan mærke hinandens tempo på de travle dage, hvor hår ligger i stolene, og føntørrerne kører i ét.
Da samtalen nærmer sig sin afslutning, drejer hun den selv i en lettere retning. Hun siger med et skævt smil, at når hun en dag selv er færdig, skal hun jo nok blive klippet alligevel, om så hun må tage saksen i egen hånd, men tanken om bare at lade det hele glide videre uden at have gjort sit ligger ikke til hende. Og så griner hun. »Jeg bliver fed at komme på plejehjem med. Jeg er bare hende der saksedamen, der løber rundt og klipper de andre som plejehjemmets private frisør.«
Der bliver grinet igen, og latteren falder naturligt ind i rummet, som den har gjort gennem hele samtalen. Til sidst siger hun det næsten i forbifarten. »Så man skal huske at leve i nu’et.«
Valentinsdag. En lørdag aften i februar. Røde roser, vin og en bøf, der sidder lige i skabet. Vi tog på Restaurant Oven Vande ved Volden – og fandt en by, der har mere at byde på, end de fleste aner.
Roser på bordet. Vin i glassene. Valentinsdag. Og bag de høje vinduespartier i den gamle sølvvarefabrik på Norgesgade en summen af stemmer, der fortæller om en by, der har fundet sig til rette ved bordet.
Restaurant Oven Vande ved Volden er en af de fortællinger, der bedst illustrerer, hvad der er sket med Fredericias gastronomiske liv i løbet af de seneste to årtier. Fra dengang byen var et sted, man kørte igennem på vej til noget andet, til i dag, hvor man kører hertil for at spise.
Restauranten blev grundlagt i 2001 af Henrik Lyager, der drømte om at skabe et moderne forsamlingshus – et sted, hvor maden var i centrum, men hvor fællesskabet var lige så vigtigt. Henrik nåede at se drømmen realiseret, men gik bort for tidligt. Hans livspartner, Lise Lotte Gaarde, førte restauranten videre med den samme dedikation til kvalitet og atmosfære, der havde været der fra begyndelsen.
Oven Vande har selv en historie, der afspejler en vis rastløshed og vilje til at finde det rette sted. Restauranten begyndte nede ved lystbådehavnen på Strandvejen, flyttede derfra til havneområdet på Søndervoldgade og landede til sidst på Norgesgade 4, i den gamle sølvvarefabrik fra 1905, tegnet af arkitekt Jesper Jespersen. Det var her, det hele faldt på plads. De enorme vinduespartier, de høje lofter, de rå murstensvægge, der stadig bærer spor af fabrikstiden – og så beliggenheden lige op ad Fredericias historiske voldanlæg, hvor man både indenfor og udenfor mærker historiens vingesus. Det er svært at forestille sig et bedre sted for en restaurant, der vil være mere end et spisested.
I dag deler Lotte ledelsen med Tua Grøn, der har haft sin plads i Oven Vandes køkken siden 2013 og i 2024 trådte ind som medindehaver. Tua har en klar ambition om at gøre restauranten til mere end et aftenspise-sted. Han vil skabe det, han selv kalder et moderne forsamlingshus, hvor der er plads til alle – fra dem, der kommer for kaviaren, til dem, der bare vil have en god wienerschnitzel.
Den ambition kunne mærkes, da vi en lørdag aften den 14. februar satte os til rette i lokalerne. Tua var selv rundt mellem bordene, opmærksom og til stede, som en vært der ved, at en god aften handler om mere end det, der står på tallerkenen.
Menukortet er en balanceakt mellem det klassiske og det modige. Vi begyndte med forretterne. Den koldrøgede laks fra Thorsminde kom med trøffelhonning, ørredrogn, plukkede salater og en mayonnaise, der bandt det hele sammen uden at overdøve fiskens fine røgsmag. Det er en ret, der hviler i sig selv – enkel, velkomponeret og med råvarer, der taler deres eget sprog.
Overfor blev jomfruhummerbisquen serveret, tilsmagt med cognac og ledsaget af en soufflé af laks og jomfruhummer. En velduftende, varm omfavnelse af en ret, der minder om, hvorfor klassisk fransk køkkenteknik stadig har sin berettigelse, når den udføres med omhu.
Til hovedretten valgte vi begge bøf med bearnaise. Oven Vande er i sin kerne et steakhouse, og det mærkes. Min hustrus kom rød, som den skulle, min egen medium – og begge dele var præcis som bestilt. Kødet mørt og velhængt, serveret med syltede rødløg, aspargesbroccoli og sprøde fritter. Og så bearnaisen – hjemmelavet, håndlun, med den rette balance mellem estragon og smør, der løfter en god bøf fra det velkendte til det mindeværdige.
Desserten bragte os ned igen i den bedste forstand. En københavnerstang på husets egen måde – et kornet af hjemmelavet vaniljeparfait fyldt med ananassorbet på en bund af ananascarpaccio med knas og chokoladesauce. Og en islagkage med vaniljeis og hindbæris, hvor portvinmarinerede makroner tilføjede en dybde, der fik en klassisk afslutning til at føles ny. Men også en islagkager, der for denne skribent vækker minder til tidligere tiders nydelse af den hjemmelavede islagkage.
Det, der gør en aften på Oven Vande til mere end et restaurantbesøg, er sammenhængen. Maden, servicen, rammerne og den stemning, der opstår, når et sted drives af mennesker, der holder af det, de laver. Tjenerne var venlige og servicemindede uden at være påtrængende – den slags opmærksomhed, der får en gæst til at føle sig velkommen uden at føle sig overvåget.
Fredericia har gennemgået en stille forvandling. For tyve år siden var byens restaurantliv begrænset. I dag kan man gå fra volden ned ad Danmarksgade og møde et gastronomilandskab, der ville have været utænkeligt i nullerne. Oven Vande er ikke alene om at løfte byens madkultur. Byens restauranter og caféer byder år for år på mere og bedre, og det mærker man, når man taler med fredericianerne selv. Der er en stolthed over det, byen kan i dag, som ikke var der for ti år siden.
Og ja, de landsdækkende anmeldere har kaldt os en pommes frites-by med magiske gryder. Måske skulle vi omfavne det i stedet for at tage anstød. For historien om fritterne er i virkeligheden Fredericias egen. Det var de franske huguenotter, der i det 17. århundrede kom til byen i religionsfrihedens navn og blandt meget andet bragte kartoflen med sig. Fredericia var en af de første byer i Danmark, hvor kartoflen blev dyrket. Så når vi serverer fritter til en bøf med bearnaise i en gammel sølvvarefabrik ved volden, er det ikke provinsielt. Det er historie. Og den smager ganske fortræffeligt.
Vi skal være glade for, hvad Fredericia har at byde på. Det er altid en fornøjelse at besøge byens restaurationer, og i 2026 er der efterhånden så mange gode muligheder, at det svære ikke er at finde et godt sted, men at vælge mellem dem.
Restaurant Oven Vande ved Volden, Norgesgade 4, 7000 Fredericia. Åbent tirsdag til lørdag. Bestil bord på ovenvandevedvolden.dk eller tlf. 76 20 02 26.
Danskerne kan have tusindvis af kroner til gode, hvis konkurrencen på bankmarkedet bliver skærpet. Det er budskabet i et nyt udspil fra regeringen, der torsdag morgen præsenterer 11 initiativer, som skal gøre det lettere at gennemskue priser og vilkår i bankerne.
Ifølge Erhvervsministeriet kan almindelige familier i gennemsnit spare omkring 5.000 kroner årligt efter skat ved at vælge den billigste bank. Et par med hus og to børn vil eksempelvis kunne spare cirka 3.500 kroner. Det viser bankernes egen prisportal.
Baggrunden for udspillet er ifølge regeringen, at konkurrencen halter, og at mange kunder har svært ved at gennemskue, hvad de reelt betaler for deres bankforretning.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger
»Det skal være nemmere at være bankkunde i Danmark. Konkurrencen halter, og når man vil tjekke og sammenligne priser fanges man i en uendelig labyrint af informationer. Det rammer både danskerne og virksomheder på pengepungen. Derfor sætter vi nu danske bankkunders behov i fokus. Med 11 nye initiativer vil vi sætte skub i konkurrencen og gøre det nemmere for danske bankkunder at vælge til og fra. Det er et stort skridt i den rigtige retning, som vil give danskerne flere penge mellem hænderne.«
Med udspillet lægges der blandt andet op til, at både privatkunder og mikrovirksomheder fremover skal kunne se en enkel og samlet oversigt over alle deres bankomkostninger i for eksempel netbanken.
Derudover skal forbrugerne have tidligere og mere relevante oplysninger ved optagelse af lån. Samtidig indskærpes det, at kunder som hovedregel skal varsles mindst én måned før rentestigninger.
Regeringen vil også styrke forbrugerbeskyttelsen omkring basale betalingskonti og gøre det lettere at sammenligne produkter på tværs af banker.
Erhvervsministeren vil nu indkalde branchen og forbrugerorganisationer til drøftelser om de 11 initiativer.
Dansk Folkeparti i Kolding Kommune har fundet sin kandidat til det kommende folketingsvalg.
På et opstillingsmøde på Kolding Uddannelsescenter blev 59-årige Per Knudsen fra Almind valgt som partiets lokale kandidat. Han er placeret som nummer fire på partiets liste i Sydjyllands Storkreds.
Per Knudsen stillede også op ved sidste års byrådsvalg, hvor han fik et stemmetal, der sikrede ham posten som partiets første suppleant i byrådet. Til daglig er han selvstændig underviser i ridesport.
Om beslutningen om at stille op siger Per Knudsen
»Søren Rasmussen bragte ideen op om, at jeg burde opstille som folketingskandidat, og med en stor opbakning fra vores lokale bestyrelse i Dansk Folkeparti, er jeg meget beæret over den tillid man har vist mig. Det bliver uden tvivl en stor og spændene opgave at føre valgkamp til Danmarks folketing. Jeg føler der er brug for politikere på Christiansborg som rent faktisk har erhvervserfaring, og som kan sætte sig ind i de udfordringer både danskerne og dansk erhvervsliv møder i dagligdagen. Vi trænger i den grad til en ny regering, og jeg glæder mig til den kommende valgkamp.«
Ved sidste folketingsvalg var viceborgmester Søren Rasmussen opstillet for Dansk Folkeparti. Han opnåede at blive første suppleant og var en periode i Folketinget som barselsvikar for Peter Kofod. Efterfølgende valgte han ikke at forsøge at komme i Folketinget igen.
Søren Rasmussen siger
»Jeg er meget glad for at Per Knudsen vil opstille og fik en god placering på liste til det kommende valg. I Kolding kommune har vi virkelig brug for at få en lokal kandidat, der vil tale for vores interesser og kæmpe Koldings sag på Christiansborg, sådan som man f.eks. har i Vejle. Her er Per Knudsen et oplagt bud, han er meget klar og tydelig og vigtigst, at brænder han virkelig for hele Kolding kommunes udvikling.«
Efter et rekordår med det tidligste samlede udsolgt i turnéens historie er Grøn nu klar med planerne for sommeren 2026.
I 2025 blev fem byer for første gang udsolgt allerede på selve åbningsdagen for billetsalget. Næstved og Valby meldte først alt udsolgt, senere samme dag fulgte Aarhus, Tårnby og Odense. I ugerne efter kunne også Kolding, Aalborg og Esbjerg melde udsolgt. Samlet satte turnéen publikumsrekord med 199.000 gæster.
Nu vender Grøn tilbage til de samme otte byer fra den 16. til 26. juli 2026. Billetsalget starter onsdag den 8. april kl. 7.00.
Turnéen indledes i Tårnby og går herefter videre til Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og slutter i Valby.
Turnéplan 2026 Torsdag den 16. juli Tårnby, Øresundsparken Fredag den 17. juli Kolding, Seest Idrætspark Lørdag den 18. juli Aarhus, Marienlystvej Søndag den 19. juli Aalborg, Trekanten Torsdag den 23. juli Esbjerg, Veldbækvej Fredag den 24. juli Odense, Dyrskuepladsen Lørdag den 25. juli Næstved, Holsted Allé Søndag den 26. juli Valby, Valbyparken
Alt overskud fra Grøn går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning og til at skabe plads til forskelle i samfundet.
Indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, siger
»Grøn har været inde i en historisk god periode, når det kommer til billetsalget, så vi krydser alt, hvad vi har for, at den positive udvikling fortsætter i 2026. Vi havde på mange måder en fantastisk turné i 2025, men blev selvfølgelig udfordret af den afbrudte koncert i Esbjerg. Det kunne mærkes økonomisk og betød færre penge til vores arbejde for mennesker med muskelsvind. Derfor er årets turné kun endnu vigtigere, men vi er fortrøstningsfulde og glæder os over den enorme opbakning, vi hele tiden mærker fra både publikum, artister og frivillige, der alle er en afgørende del af vores unikke fællesskab på Grøn. For Grøn er meget mere end livemusik. Det er i lige så høj grad traditioner, gensyn med gamle venner, nye bekendtskaber og en fest med et godt formål. Jeg håber, at alle vil være med igen til sommer!«
Også hos Tuborg er forventningerne store.
Sponsordirektør Christopher Bak Billing siger
»Vi er virkelig stolte af, at det, som startede som en endagsfestival for over 40 år siden for at samle ind til et godt formål, i dag har udviklet sig til et af Danmarks mest elskede sommerfællesskaber – og sidste år endda nåede publikumsrekord med 199.000 gæster. Grøn er unik, fordi fællesskab, forskellighed og frivillighed smelter sammen og skaber en helt særlig koncertatmosfære, som danskerne vender tilbage til år efter år. Vi glæder os meget til at samle danskerne om en fest, der gør en forskel for mennesker med muskelsvind, når vi på otte sommerdage besøger otte byer over hele Danmark med et stærkt musikprogram, man godt kan glæde sig til.«
