Valentinsdag. En lørdag aften i februar. Røde roser, vin og en bøf, der sidder lige i skabet. Vi tog på Restaurant Oven Vande ved Volden – og fandt en by, der har mere at byde på, end de fleste aner.
Roser på bordet. Vin i glassene. Valentinsdag. Og bag de høje vinduespartier i den gamle sølvvarefabrik på Norgesgade en summen af stemmer, der fortæller om en by, der har fundet sig til rette ved bordet.
Restaurant Oven Vande ved Volden er en af de fortællinger, der bedst illustrerer, hvad der er sket med Fredericias gastronomiske liv i løbet af de seneste to årtier. Fra dengang byen var et sted, man kørte igennem på vej til noget andet, til i dag, hvor man kører hertil for at spise.
Restauranten blev grundlagt i 2001 af Henrik Lyager, der drømte om at skabe et moderne forsamlingshus – et sted, hvor maden var i centrum, men hvor fællesskabet var lige så vigtigt. Henrik nåede at se drømmen realiseret, men gik bort for tidligt. Hans livspartner, Lise Lotte Gaarde, førte restauranten videre med den samme dedikation til kvalitet og atmosfære, der havde været der fra begyndelsen.
Oven Vande har selv en historie, der afspejler en vis rastløshed og vilje til at finde det rette sted. Restauranten begyndte nede ved lystbådehavnen på Strandvejen, flyttede derfra til havneområdet på Søndervoldgade og landede til sidst på Norgesgade 4, i den gamle sølvvarefabrik fra 1905, tegnet af arkitekt Jesper Jespersen. Det var her, det hele faldt på plads. De enorme vinduespartier, de høje lofter, de rå murstensvægge, der stadig bærer spor af fabrikstiden – og så beliggenheden lige op ad Fredericias historiske voldanlæg, hvor man både indenfor og udenfor mærker historiens vingesus. Det er svært at forestille sig et bedre sted for en restaurant, der vil være mere end et spisested.
I dag deler Lotte ledelsen med Tua Grøn, der har haft sin plads i Oven Vandes køkken siden 2013 og i 2024 trådte ind som medindehaver. Tua har en klar ambition om at gøre restauranten til mere end et aftenspise-sted. Han vil skabe det, han selv kalder et moderne forsamlingshus, hvor der er plads til alle – fra dem, der kommer for kaviaren, til dem, der bare vil have en god wienerschnitzel.
Den ambition kunne mærkes, da vi en lørdag aften den 14. februar satte os til rette i lokalerne. Tua var selv rundt mellem bordene, opmærksom og til stede, som en vært der ved, at en god aften handler om mere end det, der står på tallerkenen.
Menukortet er en balanceakt mellem det klassiske og det modige. Vi begyndte med forretterne. Den koldrøgede laks fra Thorsminde kom med trøffelhonning, ørredrogn, plukkede salater og en mayonnaise, der bandt det hele sammen uden at overdøve fiskens fine røgsmag. Det er en ret, der hviler i sig selv – enkel, velkomponeret og med råvarer, der taler deres eget sprog.
Overfor blev jomfruhummerbisquen serveret, tilsmagt med cognac og ledsaget af en soufflé af laks og jomfruhummer. En velduftende, varm omfavnelse af en ret, der minder om, hvorfor klassisk fransk køkkenteknik stadig har sin berettigelse, når den udføres med omhu.
Til hovedretten valgte vi begge bøf med bearnaise. Oven Vande er i sin kerne et steakhouse, og det mærkes. Min hustrus kom rød, som den skulle, min egen medium – og begge dele var præcis som bestilt. Kødet mørt og velhængt, serveret med syltede rødløg, aspargesbroccoli og sprøde fritter. Og så bearnaisen – hjemmelavet, håndlun, med den rette balance mellem estragon og smør, der løfter en god bøf fra det velkendte til det mindeværdige.
Desserten bragte os ned igen i den bedste forstand. En københavnerstang på husets egen måde – et kornet af hjemmelavet vaniljeparfait fyldt med ananassorbet på en bund af ananascarpaccio med knas og chokoladesauce. Og en islagkage med vaniljeis og hindbæris, hvor portvinmarinerede makroner tilføjede en dybde, der fik en klassisk afslutning til at føles ny. Men også en islagkager, der for denne skribent vækker minder til tidligere tiders nydelse af den hjemmelavede islagkage.
Det, der gør en aften på Oven Vande til mere end et restaurantbesøg, er sammenhængen. Maden, servicen, rammerne og den stemning, der opstår, når et sted drives af mennesker, der holder af det, de laver. Tjenerne var venlige og servicemindede uden at være påtrængende – den slags opmærksomhed, der får en gæst til at føle sig velkommen uden at føle sig overvåget.
Fredericia har gennemgået en stille forvandling. For tyve år siden var byens restaurantliv begrænset. I dag kan man gå fra volden ned ad Danmarksgade og møde et gastronomilandskab, der ville have været utænkeligt i nullerne. Oven Vande er ikke alene om at løfte byens madkultur. Byens restauranter og caféer byder år for år på mere og bedre, og det mærker man, når man taler med fredericianerne selv. Der er en stolthed over det, byen kan i dag, som ikke var der for ti år siden.
Og ja, de landsdækkende anmeldere har kaldt os en pommes frites-by med magiske gryder. Måske skulle vi omfavne det i stedet for at tage anstød. For historien om fritterne er i virkeligheden Fredericias egen. Det var de franske huguenotter, der i det 17. århundrede kom til byen i religionsfrihedens navn og blandt meget andet bragte kartoflen med sig. Fredericia var en af de første byer i Danmark, hvor kartoflen blev dyrket. Så når vi serverer fritter til en bøf med bearnaise i en gammel sølvvarefabrik ved volden, er det ikke provinsielt. Det er historie. Og den smager ganske fortræffeligt.
Vi skal være glade for, hvad Fredericia har at byde på. Det er altid en fornøjelse at besøge byens restaurationer, og i 2026 er der efterhånden så mange gode muligheder, at det svære ikke er at finde et godt sted, men at vælge mellem dem.
Restaurant Oven Vande ved Volden, Norgesgade 4, 7000 Fredericia. Åbent tirsdag til lørdag. Bestil bord på ovenvandevedvolden.dk eller tlf. 76 20 02 26.
Danskerne kan have tusindvis af kroner til gode, hvis konkurrencen på bankmarkedet bliver skærpet. Det er budskabet i et nyt udspil fra regeringen, der torsdag morgen præsenterer 11 initiativer, som skal gøre det lettere at gennemskue priser og vilkår i bankerne.
Ifølge Erhvervsministeriet kan almindelige familier i gennemsnit spare omkring 5.000 kroner årligt efter skat ved at vælge den billigste bank. Et par med hus og to børn vil eksempelvis kunne spare cirka 3.500 kroner. Det viser bankernes egen prisportal.
Baggrunden for udspillet er ifølge regeringen, at konkurrencen halter, og at mange kunder har svært ved at gennemskue, hvad de reelt betaler for deres bankforretning.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger
»Det skal være nemmere at være bankkunde i Danmark. Konkurrencen halter, og når man vil tjekke og sammenligne priser fanges man i en uendelig labyrint af informationer. Det rammer både danskerne og virksomheder på pengepungen. Derfor sætter vi nu danske bankkunders behov i fokus. Med 11 nye initiativer vil vi sætte skub i konkurrencen og gøre det nemmere for danske bankkunder at vælge til og fra. Det er et stort skridt i den rigtige retning, som vil give danskerne flere penge mellem hænderne.«
Med udspillet lægges der blandt andet op til, at både privatkunder og mikrovirksomheder fremover skal kunne se en enkel og samlet oversigt over alle deres bankomkostninger i for eksempel netbanken.
Derudover skal forbrugerne have tidligere og mere relevante oplysninger ved optagelse af lån. Samtidig indskærpes det, at kunder som hovedregel skal varsles mindst én måned før rentestigninger.
Regeringen vil også styrke forbrugerbeskyttelsen omkring basale betalingskonti og gøre det lettere at sammenligne produkter på tværs af banker.
Erhvervsministeren vil nu indkalde branchen og forbrugerorganisationer til drøftelser om de 11 initiativer.
Dansk Folkeparti i Kolding Kommune har fundet sin kandidat til det kommende folketingsvalg.
På et opstillingsmøde på Kolding Uddannelsescenter blev 59-årige Per Knudsen fra Almind valgt som partiets lokale kandidat. Han er placeret som nummer fire på partiets liste i Sydjyllands Storkreds.
Per Knudsen stillede også op ved sidste års byrådsvalg, hvor han fik et stemmetal, der sikrede ham posten som partiets første suppleant i byrådet. Til daglig er han selvstændig underviser i ridesport.
Om beslutningen om at stille op siger Per Knudsen
»Søren Rasmussen bragte ideen op om, at jeg burde opstille som folketingskandidat, og med en stor opbakning fra vores lokale bestyrelse i Dansk Folkeparti, er jeg meget beæret over den tillid man har vist mig. Det bliver uden tvivl en stor og spændene opgave at føre valgkamp til Danmarks folketing. Jeg føler der er brug for politikere på Christiansborg som rent faktisk har erhvervserfaring, og som kan sætte sig ind i de udfordringer både danskerne og dansk erhvervsliv møder i dagligdagen. Vi trænger i den grad til en ny regering, og jeg glæder mig til den kommende valgkamp.«
Ved sidste folketingsvalg var viceborgmester Søren Rasmussen opstillet for Dansk Folkeparti. Han opnåede at blive første suppleant og var en periode i Folketinget som barselsvikar for Peter Kofod. Efterfølgende valgte han ikke at forsøge at komme i Folketinget igen.
Søren Rasmussen siger
»Jeg er meget glad for at Per Knudsen vil opstille og fik en god placering på liste til det kommende valg. I Kolding kommune har vi virkelig brug for at få en lokal kandidat, der vil tale for vores interesser og kæmpe Koldings sag på Christiansborg, sådan som man f.eks. har i Vejle. Her er Per Knudsen et oplagt bud, han er meget klar og tydelig og vigtigst, at brænder han virkelig for hele Kolding kommunes udvikling.«
Efter et rekordår med det tidligste samlede udsolgt i turnéens historie er Grøn nu klar med planerne for sommeren 2026.
I 2025 blev fem byer for første gang udsolgt allerede på selve åbningsdagen for billetsalget. Næstved og Valby meldte først alt udsolgt, senere samme dag fulgte Aarhus, Tårnby og Odense. I ugerne efter kunne også Kolding, Aalborg og Esbjerg melde udsolgt. Samlet satte turnéen publikumsrekord med 199.000 gæster.
Nu vender Grøn tilbage til de samme otte byer fra den 16. til 26. juli 2026. Billetsalget starter onsdag den 8. april kl. 7.00.
Turnéen indledes i Tårnby og går herefter videre til Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og slutter i Valby.
Turnéplan 2026 Torsdag den 16. juli Tårnby, Øresundsparken Fredag den 17. juli Kolding, Seest Idrætspark Lørdag den 18. juli Aarhus, Marienlystvej Søndag den 19. juli Aalborg, Trekanten Torsdag den 23. juli Esbjerg, Veldbækvej Fredag den 24. juli Odense, Dyrskuepladsen Lørdag den 25. juli Næstved, Holsted Allé Søndag den 26. juli Valby, Valbyparken
Alt overskud fra Grøn går til Muskelsvindfondens arbejde for et bedre liv med muskelsvind, til forskning og til at skabe plads til forskelle i samfundet.
Indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen, siger
»Grøn har været inde i en historisk god periode, når det kommer til billetsalget, så vi krydser alt, hvad vi har for, at den positive udvikling fortsætter i 2026. Vi havde på mange måder en fantastisk turné i 2025, men blev selvfølgelig udfordret af den afbrudte koncert i Esbjerg. Det kunne mærkes økonomisk og betød færre penge til vores arbejde for mennesker med muskelsvind. Derfor er årets turné kun endnu vigtigere, men vi er fortrøstningsfulde og glæder os over den enorme opbakning, vi hele tiden mærker fra både publikum, artister og frivillige, der alle er en afgørende del af vores unikke fællesskab på Grøn. For Grøn er meget mere end livemusik. Det er i lige så høj grad traditioner, gensyn med gamle venner, nye bekendtskaber og en fest med et godt formål. Jeg håber, at alle vil være med igen til sommer!«
Også hos Tuborg er forventningerne store.
Sponsordirektør Christopher Bak Billing siger
»Vi er virkelig stolte af, at det, som startede som en endagsfestival for over 40 år siden for at samle ind til et godt formål, i dag har udviklet sig til et af Danmarks mest elskede sommerfællesskaber – og sidste år endda nåede publikumsrekord med 199.000 gæster. Grøn er unik, fordi fællesskab, forskellighed og frivillighed smelter sammen og skaber en helt særlig koncertatmosfære, som danskerne vender tilbage til år efter år. Vi glæder os meget til at samle danskerne om en fest, der gør en forskel for mennesker med muskelsvind, når vi på otte sommerdage besøger otte byer over hele Danmark med et stærkt musikprogram, man godt kan glæde sig til.«
Unge i Fredericia får nu endnu bedre mulighed for at kigge forbi headspace. Fra næste uge udvider tilbuddet åbningstiden og holder fremover åbent helt til kl. 21 hver onsdag.
Udvidelsen er mulig takket være en donation fra TrygFonden, som har givet headspace mulighed for at holde ekstra åbent om onsdagen de næste to år.
Den længere åbningstid skal gøre det nemmere for unge at få støtte, også efter skole, studie eller arbejde.
Centerchef i headspace Fredericia, Susanne Mathiesen, siger
»Vi ved, at mange unge først har tid og overskud senere på dagen. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan holde åbent helt til kl. 21 om onsdagen. Det giver endnu flere unge mulighed for at komme forbi og få en samtale eller bare være i et trygt fællesskab.«
De udvidede onsdage byder ikke kun på samtaler.
I lige uger kan unge kigge forbi uden aftale for bare at være. Her er der mulighed for at spille spil, drikke en kop kaffe og være sammen med andre unge i uformelle rammer.
I ulige uger afholder headspace sin nyopstartede madgruppe, som er blevet mulig med den udvidede åbningstid. Her laver og spiser deltagerne mad sammen. Madgruppen kræver tilmelding.
headspace tilbyder gratis og anonym rådgivning til unge mellem 12 og 25 år om det, der fylder i hverdagen. Med de nye åbningstider er håbet at nå endnu flere unge og styrke både samtaletilbuddet og de fællesskabsbaserede aktiviteter.
UGENS EMMY. Bent Van Vinter er ikke en mand, der sidder stille ret længe. Ikke fordi han er urolig, men fordi der altid er noget, der skal gøres, noget der skal ordnes, en montre der skal pudses, en kunde der skal ringes op, en pakke fra Firenze der skal åbnes. Han taler hurtigt, skifter retning midt i en sætning og lander alligevel præcis, hvor han vil hen. Ind imellem stopper han op, ikke fordi han har mistet tråden, men fordi han leder efter det helt rigtige ord. Der er mennesker, man møder, som fylder et rum ved at tage plads. Og så er der dem, der fylder det ved at være i gang. Bent er det sidste. Selv da vi sætter os ved kaffebordet, har han allerede haft sit første møde over mail klokken halv syv og åbnet butikken med den samme energi, som han tilsyneladende har haft, siden han var i begyndelsen af tyverne.
I butikken på Algade 43, midt på Middelfarts hovedgade, ligger alting i rette rækker. Glasmontrerne er blanke, ringe og halskæder hviler på mørkt fløjl, og der er den slags stilhed, der kun findes i rum, hvor nogen har gjort sig umage. Det er ikke tilfældigt. Det er et princip. Bent har det med orden, som nogle mennesker har det med morgenkaffe. Det er ikke til forhandling. Bag disken og oppe på førstesalen holder to gravhunde, Carlo og Dulle, til. De hører lige så meget til forretningen som smykkerne i vinduet, og kunderne ved det. Bent siger det selv, helt uden ironi: Når de ansætter nye medarbejdere, er det første spørgsmål, hvordan de har det med hunde. »Hvis de siger nej, så kan vi ikke,« konstaterer han. »De er en del af firmaet.«
Det er sådan, det er. Carlo og Dulle er med i butikken hver dag, de er med til Spanien om sommeren, og bilen derhjemme er indrettet efter dem. Men mere om dem senere.
Det er her, det hele foregår. Juveler Jonsén Eftf., en forretning med rødder helt tilbage til 1897, da den svenske urmager Carl Jonsén overtog en butik på Amagertorv 31 i København. Dengang var det en anden tid og en anden by, men fundamentet var det samme, som Bent i dag peger på som sit eget, her ærlighed og veludført arbejde. Siden er navnet vandret fra København til en filial i Birkerød i 1963 og i 2013 videre til Middelfart, hvor Bent har gjort det til sit eget og fyret det op med den energi, der er hans varemærke. I dag bærer forretningen et 128 år gammelt navn. Men historien om manden bag disken begynder et helt andet sted.
Fødebyen er Herlev. Det bliver sagt uden omsvøb, som en adresse man noterer, før man går videre. Et ganske almindeligt kvarter, som han selv siger. Der var ikke noget usædvanligt ved det, ikke noget dramatisk, bare en helt almindelig barndom på den københavnske vestegn. Han boede der i 17-18 år og var, efter eget udsagn, ikke sådan lige til at sparke ud. »Servicen hjemme var god,« siger han med et grin, der afslører, at han udmærket godt ved, hvad det lyder som.
Det, der til sidst trak ham ud ad døren, var jobbet. Han kom i lære i København, men ikke som guldsmed. Det var noget helt andet, inden for handel, og det gik godt. Mere end godt. Han havde det, han selv kalder en lynkarriere i et stort firma, den slags forløb, hvor den ene dør åbner den næste, og før man ved af det, sidder man i et fly til Italien med en ordrebog under armen. Kort efter blev han headhuntet til en virksomhed med produktion og international handel. Pludselig kørte han Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og England tynd som sælger. Han var ung, han var hurtig, og han havde flair for det. »Man kommunikerer sig ud af det,« siger han, da vi spørger, hvordan man bare lige gør sådan noget. »Du ved, hvad du gør, ved at være til stede for dem, du arbejder med.«
Så blev han selvstændig. Det siger han kort, som om det var det eneste naturlige næste skridt, og måske var det også det. Og kort efter blev han prikket på skulderen igen, denne gang med et spørgsmål om, hvorvidt han ville bygge en produktion op i udlandet. Han havde flair for det, sagde de igen. Og det havde han.
I Indonesien byggede han en stor produktion op fra bunden. Rejste frem og tilbage flere gange om måneden, alene, i årevis. Det var ikke ferie. Det var lange dage langt hjemmefra, i et land med et andet sprog, en anden kultur og en anden måde at gøre tingene på. Men det var også der, han lærte at stole på sig selv. At finde ud af det, selv når der ikke var nogen at ringe til. »Det har givet mig hår på brystet at rejse alene i alle de år,« siger han.
Sideløbende havde han en forretning i Birkerød. Og et par slikforretninger i Hvidovre. Det lyder som en parentes, og det er det måske også, men det siger noget om den måde, Bent er skruet sammen på. Noget falder ham i øjnene, og så kan han ikke lade være. Slikforretningen lå som nabo til hans første butik. »Den lå der bare, og jeg synes ikke, der skulle ligge andet end den,« forklarer han.
Så simpelt kan det siges, og så simpelt var det nok også. Han købte den, og da der var gået tre-fire år, slog han de to forretninger sammen til én stor butik og rykkede slikforretningen til en anden by.
Og så, som det sker, ændrede livet sig. Han blev skilt. Det siger han uden at dvæle ved det, som noget der hører med til et levt liv, men ikke behøver mere plads end det. Han var alene med forretningen i Birkerød og den i Hvidovre. Og så mødte han sin nuværende kone Annette, der er fra Fyn. »Pigerne fra Fyn, ikke,« siger han og smiler.
Det er den korte version. Den lange handler om, at kærligheden ikke bare bragte en ny person ind i hans liv, men også en ny retning. Annette ville gerne noget herovre, og langsomt begyndte tyngdepunktet at forskyde sig. De startede en filial i Middelfart, i det lokale hvor der i dag ligger en e-cigaretbutik, og det gik godt. Så godt, at de besluttede sig for at sælge den store, veletablerede forretning i Birkerød og rykke vestpå for alvor. Først en lejlighed og et rækkehus i byen, siden et hus ude på landet. Det var hende, der trak ham herover, og det lægger han ikke skjul på.
I begyndelsen arbejdede de hver for sig. De syntes ikke, de skulle arbejde sammen, og det er der nok en klogskab i, for parforhold og forretning er ikke altid nemme at blande. Men på et tidspunkt ændrede det sig. De nåede dertil, hvor de gerne ville prøve. Nu driver de Jonsén sammen, side om side bag disken på Algade 43, og han kalder det en udfordring, men også noget, der har overrasket ham. »Det er gået rigtig godt. Annette er jo branchepige også, og vi synes, vi spiller godt sammen. Man skal øve sig. Men vi arbejder også meget. Det må jeg i hvert fald sige.«
Fritid? Han griner, da vi spørger. Ikke overbærende, men med den latter, der kommer af at blive stillet et spørgsmål, man kender svaret på, men ikke helt ved, hvad man skal gøre med. Det ord er svært i øjeblikket. For 2025 har været et godt år, siger han, og øjnene lyser op, mens han fortæller. Det, de har gået og arbejdet hen imod, har båret frugt. Kunderne har vist dem tillid, og det er i sidste ende det, det hele handler om. Men det skyldes ikke held, påpeger han. Det skyldes et valg.
For Bent er der to måder at drive en butik på. Enten tager du imod de folk, der kommer og går, og kigger bare. Eller også engagerer du dig i det, der foregår omkring dig, i byen, i gaden, i de mennesker, der bor her. Han og Annette har valgt det sidste. »Det er verdens navle det her. Det er et fedt sted, og byen har vækstet på mange fronter helt fantastisk,« siger han og læner sig frem, som om han vil sikre sig, at vi forstår, at det ikke er tomme ord. »Prøv at hør her, hvis du kigger på de sidste fem år fra corona og fremad, der er ét tomt lokale. Det er fantastisk.«
Men Bent ved også, hvad det koster at holde et lokale åbent, når verden lukker ned.
Under corona var butikken tvangsnedlukket i 70 dage. Fem ansatte, ingen omsætning og et underskud på omkring en halv million kroner, da de endelig fik lov at åbne igen. Han har også prøvet at åbne en forretning i Fredericia. Den holdt en måned. »Så sagde jeg bare, prøv at høre, vi pakker hele skidtet sammen. Det gider vi ikke,« fortæller han. Ikke bittert, men beslutsomt, fordi det simpelthen ikke fungerede.
Det er her, man kunne forvente, at tonen skiftede. At der kom noget tungt. Men det gør den ikke. For Bent er modgang ikke noget, man sætter sig ned med. Det er noget, man kradser sig igennem. »En klog mand sagde engang: når krisen kradser, så er det ligesom i hønsegården. Når jorden er hård, så nytter det ikke noget, at hønsene bare står og dør. Så kradser de lidt ekstra i jorden for at overleve.«
Han siger det med et smil, men mener hvert ord. Han er ikke bleg for at vaske vinduer. Ikke bleg for at stille sig og male, hvis noget er ridset. Det er ikke under hans værdighed, for der er ikke noget, der er under hans værdighed, når det handler om at holde det i gang, som han har bygget op. For ham handler det om en beslutning. Ikke hvad kan vi, men hvad vil vi. Det spørgsmål vender han tilbage til flere gange i løbet af samtalen, som om det er selve fundamentet under alt det andet. »Vi er ikke fine. Vi er sgu helt almindelige mennesker med en passion. Og hvis den passion forsvinder, så tror jeg, du sætter noget over styr. Lad ikke grådighed og prestige vinde over det.«
Det er her, vi spørger, hvor den passion egentlig kommer fra. Hvornår han opdagede den her vej, den her branche. Svaret kommer prompte. »Det var helt tilfældigt.« Men noget fangede ham. Noget, han ikke havde regnet med, og som han stadig har svært ved at sætte et enkelt ord på. Det handler ikke om guld eller sten eller det, der glimter i en montre. Det handler om det, der sker mellem mennesker, når nogen beslutter sig for at give noget til en anden. En ring til en forlovelse. Et smykke til en mor. En gave, der ikke bare er en ting, men en handling. »Det er jo en tåbelig ting at have med at gøre,« siger han, og der er noget næsten ømhjertet over den måde, han siger det på. »Der er jo ingen, der reelt har brug for smykker. Men alligevel, når vi laver noget til folk, så er det jo fordi den, der beder os om det, har en mission om at vise nogen påskønnelse.« »Det er hårdt. Men enkelt.«
Det siger han uden tøven. Men da vi spørger, om der er noget, han er særlig stolt af – noget, der ikke nødvendigvis står på et CV – kommer svaret langsommere. »Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg har ikke præsteret noget, som sådan, jeg er stolt af.« Kontrasten mellem den sikre mand, der ved præcis, hvornår man skal låse døren, og ham der pludselig ikke kan pege på noget at være stolt af, siger mere om ham end de fleste svar ville.
Så bliver han stille et øjeblik. Og da han taler igen, er det ikke med stolthed, men med noget, der minder mere om en ledetråd. Et ord, han vender tilbage til, som om det er det nærmeste, han kommer en overskrift for hele sit arbejdsliv. Ordentlighed. »Du skal kunne kigge dig selv i spejlet og synes, det du gør, det er godt nok. Vi opfatter jo ikke vores kunder kun som kunder, men som venner af huset. Og det tror jeg er vigtigt. Det skal man have en holdning til.« Det er en sætning, han har brugt mange gange. Den står i deres annoncer, på deres skilte. Os med guldet og de sødeste kunder. Det lyder let, men bag det ligger en beslutning, han har taget for mange år siden og aldrig har sluppet. For Bent er det ikke markedsføring. Det er et løfte. Og løfter holder man, ellers lader man være med at give dem.
Da samtalen drejer sig mod fortiden, dukker et billede op, som har fulgt ham længe. En gammel chef, den første han havde i branchen. En mand, han beskriver som sjov og meget ydmyg, med kalot og stort skæg. Det er ham, Bent vender tilbage til, når han skal forklare, hvor hans egne principper kommer fra. Ikke fra en bog eller et kursus, men fra en mand, der levede dem.
Det var en chef, der aldrig sagde goddag eller farvel i telefonen, fordi han syntes, det var spild af tid. Når samtalen var slut, lagde han røret på. Ikke uhøfligt, men fordi der ikke var mere at sige. Og han gav skideballer på størrelse med Rundetårn, hvis en ting ikke var, som den skulle være. »Hvis man mødte op på arbejde, og skoene ikke var gjort rene og pudset, så blev man smidt hjem,« fortæller Bent.
Der hang en pære med en ledning i loftet på kontoret. Ingen lampeskærm. Da den unge Bent påpegede, at det ikke var så pænt, lød svaret blot: »Hvad er problemet?« Det var en mand af kontraster. Sjusket lys i loftet, men nul tolerance for sjusket arbejde. Og det var også ham, der efter bare 14 dages ansættelse svarede, da Bent sagde, at han syntes, han var god til det her. »Det er du ikke. Men om fem til otte år begynder du at være det. Og der tænkte jeg bare, er han dum eller hvad?« Bent ryster på hovedet og griner. »Nej, det var nok det klogeste, han nogensinde sagde.«
Og så var der den anden sætning, den der har hængt ved lige siden, som en af de sandheder, man først forstår rigtigt, når man har levet med dem i mange år. »Det eneste du kommer sovende til her i tilværelsen, min ven, det er Bornholm.«
Bent griner igen, mens han siger det. Men man kan høre, at det ikke bare er en anekdote. Det er noget, han har levet efter. Disciplinen, ordenssansen, ydmygheden. Det er de ting, han peger på, når vi spørger, hvad der har formet ham. »Han fortalte mig engang, at det vigtigste ord er ydmyghed. Ikke at man skal lade sig træde på. Men at du ikke stiller dig selv først og kigger ned på folk, men kigger i øjenhøjde.«
Det ord bærer han stadig med sig. I forretningen, derhjemme, i den måde han møder folk på. Og det viser sig i de små ting. I butikken siger han til sine piger og sin kone, at alle ting skal ligge i samme række. De spørger, om det ikke kan være ligemeget. Og han siger nej. For det første kan han godt lide det. For det andet, når man bliver sjusket med værktøjet, skal man bruge tid på at lede efter det. Og for det tredje stikker man sig, hvis det vender omvendt. Lavpraktisk, ja. Men det er den slags lavpraktiske ting, der har bygget ham op. Den gamle chef med pæren i loftet ville nok have nikket. Og Bent selv har ikke tænkt sig at stoppe med det første.
Folk spørger ham, hvor længe han vil fortsætte. Hans kone spørger også. Han trækker lidt på det, som om spørgsmålet ikke rigtig giver mening. »Jamen, jeg er jo bare en stor dreng,« siger han. »Plus 48.« Han kan ikke løbe fra det. Men han har det godt med det. Om 10 dage skal han til Firenze, og derfra til Hong Kong, og så hjem igen. Han flyver søndag og er hjemme fredag. Klokken halv syv om morgenen havde han sit første møde over mail. Sådan har det altid været, og sådan vil det nok blive ved med at være.
Men midt i al den fart er der noget, der får ham til at sænke tempoet. Ikke arbejdet, ikke forretningen, ikke en stille søndag. Gravhundene.
Carlo og Dulle er med overalt. Altid. De er aldrig alene hjemme, for de kan ikke være hjemme alene. De har hele førstesalen i butikken, og når familien tager til Spanien på sommerferie, er de med. Bilen er indrettet til dem. Ferien er indrettet til dem. Og når de ansætter nye medarbejdere, er det første spørgsmål, hvordan de har det med hunde. »Det er ikke vores hunde. Det er Carlo og Dulle. De er en del af familien.«
Bent Van Vinter med Carlo og Dulle, der ifølge ham selv er en lige så fast del af Juveler Jonsén som smykkerne i vinduet. Foto: Middelfart AVISEN
Carlo og Dulle er de seneste i en lang række. Han har altid haft gravhunde. Den første fik han på den mest usandsynlige måde. En kunde fortalte, at han havde tabt en hund i kortspil. Bent kunne ikke bære det. Han indfriede mandens spillegæld og tog hunden med hjem. »Der sker et eller andet, når man har gravhunde. Du har faktisk ikke en gravhund. Den har dig.«
Han siger det med en overbevisning, der ikke levner plads til diskussion. Og som for at bevise pointen fortæller han, at bare i morges kørte de den forkerte vej ifølge den ene hund, som gøede, indtil de kom på den rigtige rute. Man forstår hurtigt, at det ikke er Bent, der bestemmer, når Carlo og Dulle er med i ligningen.
Men det er måske også en del af pointen. At ikke alting skal styres. At noget bare skal være.
Når vi spørger, om han har måttet give afkald på noget undervejs, svarer han roligt. Der har været nogle priser hen ad vejen. Men ikke noget, han fortryder. »Jeg har oplevet alt.« Det siger han stille, men det fylder. Ikke som pral, men som en konstatering fra en mand, der har været ude og hjemme, har bygget op og revet ned, har stået i modvind og kommet igennem. Og som har fundet ud af, at det vigtigste ikke er, hvad man når, men hvordan man har det med det, man har nået.
Til sidst taler vi om fremtiden. Om priser, der stiger, om en verden, der ikke helt kan finde ud af, hvad den vil. Men Bent ser muligheder, hvor andre ser problemer. »Er glasset halvt fuldt, eller er det halvt tomt?« spørger han.
Og så kommer chokoladen. Han beder os forestille os en æske. De fleste mennesker, siger han, tager de fine nok stykker først og gemmer de allerbedste til sidst. Fordi de vil glæde sig til dem. Men ikke Bent. »Jeg tager det stykke, jeg allerbedst kan lide. Det gør jeg først. Det gør jeg næste gang. Det gør jeg tredje gang. Og jeg gør det også næste gang igen. Så er alle stykkerne faktisk okay.« Han læner sig lidt frem. »Og det tror jeg er den rigtige livsindstilling. I stedet for at du altid tager det næstbedste hele vejen igennem.«
Han smiler og siger noget om, at det vist var Tom Hanks, der sagde noget lignende. Men det er ikke Forrest Gump, der sidder foran os. Det er en mand fra Herlev, der har bygget et liv af vilje, ydmyghed og den slags stædighed, der ikke giver op, heller ikke når hønsegården er frosset til. »Life is like a box of chocolates,« siger han. Og så griner han. »Jeg kan bare godt lide det bedste stykke chokolade.«
Et færdselsuheld nord for Vejlefjordbroen i Østjyske Motorvejs nordgående spor skaber torsdag eftermiddag kødannelse for bilister, der skal nordpå.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.11. Politi og skiltevogn er fortsat til stede. Politiet forventer snarest at kunne åbne flere vognbaner.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse torsdag eftermiddag.
Færdselsuheld med fire biler på Østjyske Motorvej: Én person kørt til kontrol Opdateret klokken 16.33. Politiet er nu færdige på Østjyske Motorvej nord for Vejlefjordbroen efter et færdselsuheld med fire involverede biler. Én person er kørt med ambulance til kontrol på sygehuset. Alle vognbaner er igen farbare, og politiet forventer, at køen syd for Vejle opløses snarest. Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.11. Uheldet skete i det nordgående spor og medførte kødannelse for bilister, der skulle nordpå.
Et nyt demonstrationsanlæg til produktion af grøn brint er nu en del af undervisningen på Fredericia Maskinmesterskole. Anlægget, der er specialdesignet af virksomheden Nordic Hydrogen, giver de studerende mulighed for at arbejde hands-on med elektrolyse og forstå den teknologi, der skal drive fremtidens energisystemer.
Anlægget er udviklet som en del af innovationsprojektet Konkurrencedygtig PtX, der med støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling arbejder for at gøre grøn brint og andre Power-to-X-brændsler billigere og mere effektive end fossile alternativer. Et af projektets centrale mål er at sikre kvalificeret arbejdskraft til drift og vedligehold af de anlæg, der i de kommende år skal opføres i Danmark.
Elektrolyseanlægget udarbejdet af Nordic Hydrogen
Det er netop her, Fredericia Maskinmesterskole kommer ind i billedet. Maskinmestre er blandt de faggrupper, der forventes at spille en nøglerolle i den grønne omstilling, og skolen ønsker at ruste sine studerende til den virkelighed, der venter dem.
»Vi har valgt et anlæg, som kan illustrere en række praktiske problematikker ved elektrolyse. Eksempelvis har vi lagt vægt på, at de studerende får mulighed for visuelt at se, hvad der sker, når driftsparametrene ændres,« siger lektor Stig Libori.
Konkret betyder det, at de studerende kan justere parametre på anlægget og udtage data, som de efterfølgende analyserer og fortolker. Det giver en dybere systemforståelse end den, man kan opnå gennem teorien alene.
Sikkerheden har været et centralt hensyn i udviklingen. Anlægget er designet, så de studerende kan arbejde med teknologien uden at komme i direkte kontakt med kemikalier eller materialer, der kræver specialiseret oplæring.
Elektrolyseanlægget udarbejdet af Nordic Hydrogen
»Nordic Hydrogen har formået at tænke læring og sikkerhed ind i anlægget, samtidig med at anlægget kan bringes ind i vores laboratorium, så vores studerende har nem adgang til det i undervisningen,« siger uddannelseskonsulent Robin Fuglsig Schjødt.
Nordic Hydrogen, der har udviklet anlægget, arbejder med nye metoder til produktion af grøn brint og har i processen haft blik for de didaktiske behov, skolen ønsker opfyldt.
Fredericia Maskinmesterskole uddanner maskinmestre på en professionsbacheloruddannelse, der typisk tager mellem tre og fire et halvt år. Skolen betragter det nye anlæg som et skridt mod at styrke sin position inden for uddannelse og kompetenceudvikling til den grønne omstilling.
Der er under to uger til, at tilmeldingen lukker. Den 1. marts er fristen for at søge ind på Grundforløb 1 på EUC Lillebælt i Erritsø, og for de unge i Fredericia og omegn, der drømmer om en praktisk uddannelse med hænderne, er det nu, beslutningen skal tages.
Hvert år starter et nyt hold unge mennesker på Teknikervej 2 i Erritsø, hvor de i løbet af seks måneder finder ud af, hvilken vej deres arbejdsliv skal tage. Og vejene er mange.
Fra klasseværelset til værkstedet
Grundforløb 1 er for elever, der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, eller som blev færdige sidste år. Det er det første halve år af en erhvervsuddannelse, og det er designet til at lade de unge prøve tingene af i praksis, inden de vælger fagretning.
På EUC Lillebælt foregår det ikke bag en skolebænk. Her arbejder eleverne med svejseapparater, elinstallationer, savværk og gaffeltrucks fra første dag. De mærker, hvordan det føles at bygge noget op med deres egne hænder. Og de opdager ofte evner og interesser, de ikke vidste, de havde.
Fem fagretninger – og man kan skifte undervejs
Skolen tilbyder fem fagretninger, der tilsammen dækker et bredt felt af de mest efterspurgte håndværks- og teknikuddannelser i Danmark.
Auto og Metal fører mod uddannelser som personvognsmekaniker og smed. Det er for dem, der fascineres af motorer, stål og mekanik, og som gerne vil forstå den teknik, der får maskiner og køretøjer til at fungere.
Automatik, El og Proces retter sig mod elektrikere, automatikteknikere og procesoperatører. Her lærer eleverne om robotter, energioptimering og den teknologi, der driver landets produktionsvirksomheder.
Byggeri er til dem, der vil rejse vægge og tage. Med fokus på bæredygtige materialer og moderne byggemetoder er det en fagretning, der peger direkte ind i en branche med massiv efterspørgsel på faglærte tømrere.
Lager og Transport åbner en verden af logistik og forsyningskæder. Eleverne lærer om lagerstyring, ruteplanlægning og transportteknologi og kan gå videre mod uddannelser som lufthavnsoperatør og togklargører.
EUX-fagretningen er til dem, der ikke vil vælge mellem hoved og hænder. Her kombineres en håndværksuddannelse med en gymnasial eksamen, så eleven står med både et fag og adgang til videregående uddannelse.
Og så er der én ting, der adskiller Grundforløb 1 fra de fleste andre uddannelsesvalg: man er ikke låst fast. Undervejs bliver alle elever præsenteret for samtlige fagområder. Opdager man, at ens første valg ikke var det rigtige, kan man skifte retning. Det er hele pointen. Grundforløbet er stedet, hvor man undersøger, prøver og mærker efter.
Virksomhederne venter
Trekantområdet er et af Danmarks stærkeste erhvervsområder, og efterspørgslen på faglærte er enorm. Elektrikere, smede, tømrere, mekanikere og lagerfolk er blandt de profiler, virksomhederne har sværest ved at rekruttere. En erhvervsuddannelse fra EUC Lillebælt er ikke bare en uddannelse. Det er en direkte vej til et arbejdsliv, der begynder den dag, man er færdig.
For mange unge er det netop det, der trækker. Muligheden for at komme i gang, tjene sine egne penge og bygge en karriere op fra bunden med et fag, man kan mærke i hænderne.
Grundforløb 1 starter i august 2026. Tilmeldingsfristen er den 1. marts. Læs mere og tilmeld dig på eucl.dk.
Forsyningen af fjernvarme til EWIIs 36.900 kunder i Trekantområdet er torsdag middag tilbage på normalt niveau efter driftsforstyrrelser, der begyndte onsdag morgen.
Det oplyser EWII Varme i en pressemeddelelse.
Kunder i Kolding-området kunne først på dagen torsdag fortsat opleve ustabil varme som følge af en kombination af onsdagens udfald, kulde og stort varmeforbrug i morgentimerne.
EWII Varmes kunder er fordelt over en række områder i Fredericia, Kolding og Vejle kommuner. I alle områder er varmeforsyningen nu normaliseret.
EWII Varme forventer ikke, at udfaldet giver anledning til yderligere driftsforstyrrelser.
