SPORT. Det regner ikke, men himlen over Madsby har ikke helt bestemt sig. Under den ligger banerne side om side, så langt man kan se, og luften står tæt af lyd. Fløjter, der skærer igennem. Bolde, der rammer net og overligger med hver sin lyd. Og tusindvis af stemmer, høje, lyse, utrættelige, der råber og hepper og synger på tværs af kridtstreger fra morgen til aften. Det er Danmarks største pigefodboldstævne, det her, og man skulle tro, at manden, der har det hele på sine skuldre, ville se sådan ud, som man ser ud, når man bærer noget tungt.

Men Anders Stoffer ser ikke sådan ud. Han bærer ikke en stævneleders sædvanlige anspændthed, og det er ikke tilfældigt. »Indtil nu har vi, der står for selve turneringen, haft en forbavsende ro. Alt kører bare af sig selv, og vi har nærmest ikke skullet gribe ind nogen steder. Og når der ikke er noget at rette op på, så er det jo netop, fordi der ingen problemer er,« siger han med et skævt smil, mens han kort lader blikket løbe ud over banerne, som for at tjekke, at det stadig passer.

For der er noget næsten paradoksalt over den ro. Madsby Pige Cup spreder sig i år over fire af byens anlæg, i Madsby, ved Fredericia Idrætscenter, i Hannerup og i KFUM Parken, og tusindvis af spillere, trænere, forældre og frivillige bevæger sig mellem dem fra fredag til søndag. Et arrangement af den størrelse burde summe af små katastrofer. I stedet summer det bare, og hemmeligheden bag det, vender Stoffer tilbage til, hver gang samtalen får lov at dreje et andet sted hen, hedder de frivillige. »Vi kunne slet ikke holde det her uden dem. Vi er omkring 350 frivillige i den her weekend, måske endda flere, og der er rigtig mange udefra, som er begyndt at melde sig til. Det er ikke kun klubbens egne folk længere. Folk har fundet ud af, at det faktisk giver noget at stå hernede og få et smil tilbage.«

Han fortæller om lørdag morgen klokken otte, det øjeblik enhver stævnearrangør kender og frygter. De første kampe skal fløjtes i gang, og erfaringen har lært ham, at man aldrig kan være helt sikker på, at dommerne dukker op. Derfor stod seks reservedommere klar. »Der kan jo altid ske et eller andet. Men de seks måtte lave noget andet, for alle var mødt op.« Han smiler, for han har holdt stævner længe nok til at vide, at det er de små ting, ikke de store, der vælter en dag.

Roen lørdag har sin egen optakt, og den fandt sted aftenen før. Holdene marcherede ind i to rækker i stedet for én, så det gik hurtigere, og ventetiden ikke nåede at blive til kedsomhed, og en DJ ved navn Elvinsky lagde et lydtæppe ud, der løftede åbningsceremonien til noget mere end en indmarch. »Der var nærmest festivalstemning foran scenen,« fortæller han. »Det var enormt skægt.«

Og netop dér, i festen, ligger noget af det, Stoffer holder allermest af. For spørger man ham, hvad stævnet egentlig er, taler han mærkeligt lidt om fodbold. En kamp varer fyrre minutter fra fløjt til fløjt, og det er alt det andet, alle de andre timer, han brænder for. Players Zone, aktivitetsområderne, hvor pigerne mellem kampene kan lege, grine og finde nye veninder fra andre byer og andre lande. Madteltet, hvor de spiser. Det er der, weekenden bliver til mere end en turnering. »Jeg synes faktisk, det hele klapper i år. Vi har fået så mange flere frivillige med, og det kan mærkes på dem, der har ansvaret for de enkelte områder. Der er ro på, for der er altid nogen klar til at springe til.«

De mange hænder er der god brug for, for stævnet bliver ved med at vokse. Og væksten kommer ikke, som man skulle tro, af nye klubber, der strømmer til udefra. Den kommer indefra, fra klubber, der bliver større for hvert år. »Vi har stort set de samme klubber med som sidste år, måske to mere. Men der er over halvtreds hold mere med. Det betyder jo, at klubberne får flere medlemmer,« siger han og folder det princip ud, der holder det hele sammen, og som mere end noget andet forklarer, hvorfor de samme hold vender tilbage år efter år. De, der var med sidste år, får førsteret. Først derefter, hvis der overhovedet er plads, kommer de nye ind. »Vi kan godt lide loyalitet hernede, og fordi de gamle tager flere hold med, er der efterhånden ikke plads til ret mange nye.«

Det er på én gang en luksus og et vemod, den slags problem man kun får, når man har skabt noget, folk ikke vil slippe igen. Og medvinden er ikke kun Madsby Pige Cups egen. Den hører til en større bevægelse i dansk fodbold, hvor flere piger og kvinder spiller end nogensinde, og hvor landsholdets kvinder for alvor er rykket ind i bevidstheden.

Den bevægelse får sine ansigter denne weekend, og begge er vokset op i Trekantområdet. Fredag aften, mens hun selv var iført landsholdstrøjen til en kamp, dukkede Cecilie Fløe op på storskærmen i Madsby, Napoli-angriberen, der er født i Fredericia, med en hilsen hjem. Og søndag formiddag klokken ti træder endnu et kendt ansigt fra egnen op på scenen. Katrine Veje fra Middelfart, netop kronet som både italiensk mester og pokalvinder med Roma, skriver autografer og fortæller om det liv, fodbolden kan blive til. For en pige med en drøm og en tusch i hånden er det ikke en lille ting. Det ved Stoffer godt. »Det er jo rørende et eller andet sted,« siger han, og lader det blive ved det. At kampene klokken ti løber samtidig med hendes besøg, er en af de små skævheder, et stort stævne ikke kan luge væk. »Sådan er moderne idræt nogle gange. Man kan ikke nå det hele,« siger han uden at gøre det større, end det er.

Og så har han ikke mere tid. Der venter et møde med nogle af de svenske gæster, og selvom han hele tiden skal videre, er det ikke brande, han haster ud for at slukke, for der brænder ingenting. Det er for at gå rundt og lede efter det, der kan gøres en anelse bedre til næste år. Det arbejde begynder, plejer han at sige, nærmest om tirsdagen. Så forsvinder han ud i mylderet, hurtig, men uden hast, og bag ham fortsætter det hele uden ham. Banerne er fyldte. Madteltet summer. Et sted derude står en pige med en autograf, hun ikke ved det endnu, men vil huske, længe efter at hun har glemt, hvem der vandt.

Læs også