FHK-kvinderne er klar til endnu en sæson i 1. division. Det stod ikke til at tro med ti minutter tilbage af den allersidste kamp, men da slutfløjtet lød i Middelfart Sparekasse Arena søndag eftermiddag, var overlevelsen en realitet. Træner Mikael Jensen ser tilbage på en sæson, der gav mange lærepenge og et hold, der voksede med opgaven.

Der er kampe, man husker. Og der er sæsoner, man aldrig glemmer. For FHK-kvindholdets vedkommende er 2025/26 begge dele på én gang.

Sæsonen begyndte med ambitioner og håb. Den sluttede med Fredericia bagud 3-7 i kampens indledning mod Gudme HK, med et hold der vidste, at sejr næsten var den eneste vej frem, og med øjnene delvist rettet mod resultattavlen i Roskilde, hvor Ydun spillede en kamp, der i høj grad også handlede om Fredericias skæbne.

Det endte godt. FHK vendte kampen, vandt 25-21, Ydun tabte til Roskilde med 23-26, og Fredericia Håndboldklubs 1. divisionskvinder kan endnu en sæson kalde sig netop det.

»Det er jo egentlig bare mega, at det endte lykkeligt,« siger Mikael Jensen med et smil, der sidder lidt fast i det, der stadig kan mærkes som lettelse.

En lidt vild sæson

Mikael Jensen beskriver den forgangne sæson som »en lidt vild sæson med mange aspekter.« Det er en underdrivelse, der passer præcis til den mand, der har stået i spidsen for holdet hele vejen. Skader og sygdom trak spillere ind og ud af truppen. Det unge hold stod i situationer, det aldrig rigtig havde prøvet som samlet gruppe, og presset fra nedrykningens spøgelse sad i kroppen på spillere, der allerede kendte til den ubehagelige fornemmelse fra tidligere.

»En del af spillerne har jo haft nedrykningens spøgelse hængende over sig, fordi sidst de var i 1. division, gav det nok lidt ar på sjælen. Så det her med troen på egne evner, om vi faktisk var gode nok, det synes jeg faktisk, at jeg har brugt ret meget tid på at få ind i pigerne. At de er gode nok. Det har de jo bevist igennem sæsonen,« siger Jensen.

Og det siger tallene faktisk også. Ser man på resultatlisten, er billedet ikke et hold, der er løbet over ende. Det er et hold, der tabte for tit med et mål, og som i alt for mange kampe havde et par minutter, der kostede dem dyrt.

»Jeg kan kun komme i tanke om to kampe, hvor vi er blevet spillet ud på røv og albuer. Ellers har vi egentlig været med i de andre kampe. Så har vi haft nogle udfald på fem-seks minutter, hvor vi tabte 5-0, og så har vi haft svært ved at indhente det. Hvad er det, tre eller fire kampe, vi har tabt med et mål? Det siger noget om, at vi har været tæt på.«

Sæsonens to ansigter

Sæsonens resultater fortæller historien tydeligt. I efteråret startede holdet med en hjemmesejr over Sæby HK og fulgte op med en flot udekamp mod Ejstrup/Hærvejen, mens de tætte nederlag til Rødovre, AGF og Ajax illustrerede, at marginalerne ikke altid var med dem. Holstebro viste klasseforskel med en 38-16-sejr i november, og tabene begyndte at hobe sig op.

Men vinteren ændrede noget. I januar tog holdet en vigtig udesejr mod Ejstrup/Hærvejen, og selv om Ajax og Ydun vandt i januar og februar, var der begyndt at opstå en mere stabil kerne i spillet. Sejrene over Sæby på udebane i marts og over Aarhus Håndbold med 23-22 i allersidste sekund hjemme var begge afgørende.

Det var præcis den kamp mod Aarhus, Mikael Jensen vender tilbage til, når han skal sætte ord på vendepunktet.

»Vi fik den der vitale sejr hjemme mod Aarhus, hvor vi vinder med et mål i allersidste sekund. Og det var faktisk lidt sjovt, for jeg snakkede med Peter Nielsen, der jo er træner for Sønderjyskes kvindehold nu, og vi snakker stadig en del sammen. Vi snakkede om det her med held. Det skal man helst ikke være afhængig af i sportens verden. Men det er lidt sådan noget held der. Alt det held, vi egentlig følte, at vi måske manglede i starten, det er som om, at det til sidst ligesom gik op. Vi tabte en kamp i Rødovre, hvor de scorer med et halvt sekund tilbage. Alle de der ting. Men til sidst scorede vi selv i allersidste sekund mod Aarhus. Så har vi lidt held med os.«

Håndbremsen slippes

Det var efter tabet til AGF i Aarhus, at noget mentalt ændrede sig i holdet, fortæller Jensen. AGF kæmpede om oprykning til Kvindeligaen, og Fredericia leverede ifølge træneren en af sæsonens bedste præstationer uden at få point med hjem. Men noget klikede.

»Efter den kamp gik det ligesom op for os, at der ikke er flere kampe tilbage. Nu kan vi ikke blive ved med bare at snakke om det. Nu skal vi have det ud. Nu kan vi ikke spille med håndbremsen trukket mere. Nu er det finaler fra nu af.«

Det er den type vendepunkt, der er svær at pege på i øjeblikket, men åbenlys bagefter. Fra det tidspunkt vandt FHK tre af sæsonens fire sidste kampe, herunder den afgørende sejr over Gudme i allersidste runde.

»Vi fik godt nok en noget shaky start og kom bagud 7-3. Fik styr på det nede i forsvaret. Og det er faktisk noget af det her med, om man er blevet bedre eller klogere. Men det var vi der. Fordi hvis man havde gået tilbage til tidligere på sæsonen, så kunne det nok godt have rystet noget mere, end det gjorde i søndags. Men pigerne er bare også blevet rigtig dygtige til det her med at holde fast i tingene. Hold fast i aftalerne. Hold fast i det, vi har forberedt os på. Og tro på det.«

De unge trådte til

En af sæsonens mere glædesvækkende historier er de unge spillere fra klubbens eget U19-hold, der i årets løb trådte ind og bidrog direkte, når holdet havde brug for det. Mikael Jensen fremhæver, at flere af de unge spillere på afgørende tidspunkter leverede præstationer, der rakte langt ud over deres alder.

»Der er nogen fra egne rækker, i hvert fald nogen fra vores eget ungdomshold, der har været med, og det er vores måde at gøre tingene på. Det er jo lidt tilbage til de der personlige præstationer, man nogle gange har brug for i en holdsport. Det er sgu fedt at se, at nogle af de helt unge træder ind og leverer varmen,« siger Jensen.

Det er ikke tilfældigt. Det er en del af klubbens strategi, at kvindernes 1. divisionshold skal fungere som det naturlige næste skridt for talenter fra egne rækker, og Mikael Jensen understreger, at det fremadrettet forbliver en central del af tanken bag holdet.

Nu venter en sommer

Sæsonen er slut. Holdet holder tre ugers velfortjent ferie, og derefter begynder arbejdet med at lægge fundamentet for næste sæson. Hvem der fortsætter, er endnu ikke afklaret. Spillere skal ud og rejse, studere, prøve noget nyt. Livet uden for halgulvet spiller ind.

»Vi skal se på, hvem der fortsætter, og hvem der har lyst til at fortsætte. Det er jo egentlig nogle snakke, vi skal til at have nu,« siger Mikael Jensen.

Men inden de snakke tages, er der ét ord, der karakteriserer, hvad Mikael Jensen tager med sig fra denne sæson.

»Det var jo dybt uretfærdigt og pissesynd på pigerne, hvis det ikke lykkedes. Det er jo egentlig det, der er følelserne. Vi har på en eller anden måde været presset alle sammen, fordi vi ville rigtig gerne spille 1. division. Men vi synes faktisk også, at vi har spillet os til det. Og det har vi jo nu bevist.«

Det er svært at sige det mere præcist end det.