Der lå sne i kanterne omkring betonen i Nørreskoven mandag aften. Ikke nok til at dække noget til, men nok til at minde om årstiden. Kulden hang mellem træerne, og folk kom ind på Vejle Stadion med halstørklæder trukket godt op om halsen, røde og sorte farver blandet i strømmen mod tribunerne. Forventningerne lokalt var høje. Vinterpausen var slut, Superligaen tilbage, og hjemmeholdet havde brug for en ny begyndelse.

Under projektørlyset stod Vejle Boldklub klar i rødt. Overfor dem FC Fredericia i sort. Et lokalbrag, der på papiret lignede en bundkamp, men som i stemning og nerve bar langt mere end tre point. FC Fredericia forlod Nørreskoven med en 3-2-sejr efter en kamp, der begyndte med hjemmeholdets dominans, udviklede sig til gæsternes effektivitet og endte i et langt, massivt pres, hvor marginalerne – og Valdemar Birksø – afgjorde det hele.

Et rødt overtag fra start

Vejle kom bedst ud. De røde trøjer satte tempo fra første minut, gik konsekvent højt i presset og fik hurtigt flyttet spillet langt ind på FC Fredericias banehalvdel. Bolden blev spillet fremad med det samme, ofte med få berøringer, og når gæsterne fra Fredericia endelig fik fat, varede det sjældent længe, før den igen var tabt. Indlæggene kom tidligt, både fra åbent spil og efter dødbolde, og Vejle formåede igen og igen at samle andenboldene op omkring feltet. Det var ikke nødvendigvis kønt hele tiden, men det var kontant, beslutsomt og præget af vilje til at tage kampen deroppe, hvor den kunne afgøres.

FC Fredericia havde svært ved at finde rytme i begyndelsen. De sorte trøjer blev presset dybt, fik ikke sat deres pasningsspil i gang og måtte nøjes med korte sekvenser i boldbesiddelse, før Vejles genpres lukkede dem ned igen. Det var hjemmeholdet, der bestemte tempoet, retningen og kampens udtryk, og i de første minutter var det svært at se andet end et spørgsmål om tid, før presset også ville give udslag på tavlen.

Det var et tydeligt signal fra Vejle. De ville tage initiativet, sætte dagsordenen og vise, at foråret i Nørreskoven skulle begynde med mod og fremdrift, ikke med afventen og forsigtighed. Netop derfor ramte næste øjeblik så hårdt for hjemmeholdet og dets fans.

Midt i Vejles overtag opstod en situation, der ikke bar præg af fare. Et FC Fredericia-angreb, der så ud til at ebbe ud, blev sendt mod Vejles mål uden fart og uden tydelig trussel. Igor Vekić havde god tid og stod rigtigt placeret, men bolden gled under ham, langsomt og ubarmhjertigt, som om den selv havde besluttet sig for at krydse stregen. Jonatan Lindekilde reagerede hurtigst, samlede op og prikkede gæsterne foran. Det var en stor fejl. Et chok i Nørreskoven. Og fra det ene øjeblik til det andet var kampen vendt på hovedet.

Sort effektivitet

Vejle forsøgte at ryste målet af sig og finde tilbage til det udtryk, de havde åbnet kampen med, men spillet mistede gradvist sin ro. Små unøjagtigheder sneg sig ind i afleveringerne, timingen i presset blev en anelse skæv, og det gav FC Fredericia mulighed for at trække vejret. Gæsterne begyndte at finde lommer af plads, især når Vejle mistede bolden højt i banen og stod åbne i forsvaret.

Her trådte Friday Ubi Etim tydeligt frem. Han gjorde sig konstant spilbar med dybe løb, brugte sin fysik i duellerne og var et vedvarende omdrejningspunkt i Fredericias omstillinger. Hver gang bolden blev slået frem, var han klar til at tage den med sig, holde fast og bringe tempo ind i angrebene, mens Vejles forsvar blev tvunget til at løbe baglæns.

Efter en halv time slog gæsterne til igen. Et hurtigt angreb blev sat op med få berøringer, og denne gang endte bolden hos Etim, der med stor kølighed gjorde det til 2-0. Slaget var hårdt, men før Vejle nåede at samle sig, kom det næste.

Blot fire minutter senere blev det endnu værre for hjemmeholdet. Endnu en situation, hvor der ikke blev lukket ordentligt ned i feltet, gav William Madsen plads til at afslutte fladt og præcist. 3-0. På få minutter var kampen gledet endnu længere væk, end nogen i Nørreskoven havde forestillet sig.

Tre mål på et kvarter. Tre situationer, hvor Vejle ikke fik stoppet angrebene i tide. På tribunerne bredte der sig en stille vantro – ikke vrede, ikke larm, men den særlige tavshed, der opstår, når spillet fortæller én historie, og måltavlen en helt anden. Flere forlod også kampen ved stillingen 3-0, men de skulle være blevet for trods den store føring blev det drama i Vejle.

FC Fredericia gik til pause foran 3-0, men forspringet føltes ikke urokkeligt. Fornemmelsen var snarere, at kampen stadig var åben, og at meget kunne ændre sig, hvis først Vejle fandt tilbage til det tempo og den beslutsomhed, de havde vist fra start.

Et pres uden pauser

Anden halvleg begyndte med det samme billede som før pausen – bare trukket endnu hårdere op. Vejle rykkede længere frem på banen, satte flere spillere i de forreste zoner og lagde et genpres, der næsten ikke gav FC Fredericia mulighed for at trække vejret. Bolden blev vundet højt igen og igen, ofte få sekunder efter at gæsterne havde fået den, og spillet blev i lange stræk afviklet på Fredericias banehalvdel.

Det var et pres uden pauser. Et pres, der ikke handlede om tålmodighed, men om at kvæle kampen, før gæsterne nåede at få struktur i deres spil. FC Fredericia blev skubbet længere og længere tilbage, reduceret til clearinger og tilfældige bolde frem, som hurtigt kom retur i form af nye angreb.

Efter 55 minutter gav det endelig udslag. Tobias Bach fandt plads i venstresiden, hvor han igen og igen havde udfordret, slog bolden hårdt ind foran mål, og Wahid Faghir kom først på den i det lille felt. 1-3. Et mål, der ikke bare reducerede, men ændrede hele kampens energi. Stadion vågnede, og pludselig var der igen tro i de røde trøjer.

Herefter begyndte FC Fredericia at trække sig instinktivt tilbage. Måske for at beskytte føringen. Måske fordi benene begyndte at blive tunge. Men de blev passive. For passive. De sorte trøjer stod lavt, lod Vejle diktere tempoet og blev mere og mere tilskuere til kampen. Boldbesiddelsen voksede voldsomt i hjemmeholdets favør, indlæggene blev ved med at komme, og presset tog ingen pauser – det skiftede bare form.

Vejle stod på alt nu. Næsten hele holdet var konstant på gæsternes banehalvdel, og FC Fredericia forsvarede sig med mange folk samlet omkring eget felt. Det var her, kampen begyndte at balancere på marginalerne.

Birksø mod bølgerne

Midt i det massive pres stod Valdemar Birksø som det sidste værn. FC Fredericias målmand havde haft en aften med store udsving, men i denne fase voksede han ind i kampen og blev afgørende. Gang på gang stod han i vejen, når det lignede en udligning.

Han boksede væk i feltet, når indlæggene regnede ned. Han reddede med fødderne, når afslutningerne kom tæt på. Han fik fingerspidser på skud fra kort afstand og holdt bolden ude, når det næsten virkede umuligt. Flere gange var Vejle millimeter fra at få bolden over stregen, men Birksø stod i vejen, igen og igen.

Efter 76 minutter måtte han dog kapitulere. En kaotisk situation i feltet udviklede sig med afslutninger, redninger og returer i hurtig rækkefølge. Først blev der reddet på stregen, så i målet, men tredje gang var lykkens gang, og Christian Gammelgaard kunne sende bolden i netmaskerne til 2-3. Jubelen eksploderede i Nørreskoven, og nu var kampen helt åben.

De sidste 15 minutter – og den efterfølgende tillægstid – blev ét langt Vejle-angreb. Overliggeren blev ramt. Stolpen stod i vejen. Et mål blev annulleret for offside i sidste øjeblik. Appeller for straffespark bølgede gennem stadion efter en hånd på bolden, men VAR-tjekket gav intet.

FC Fredericia forsvarede sig desperat. Spillerne søgte mod hjørneflaget for at få tiden til at gå. Frispark blev taget langsomt. Duellerne blev hårdere. Kroppene blev sat i vejen. På tribunen sang udebaneafsnittet videre, mens resten af stadion var præget af nervøs mumlen og blikke mod uret. Presset var massivt. Men bolden ville ikke ind.

De sidste marginaler

Med fem minutters tillægstid kastede Vejle alt frem. Næsten hele holdet rykkede op på FC Fredericias banehalvdel, og spillet blev koncentreret omkring gæsternes felt. Boldene kom ind i boksen i bølger, afslutningerne fulgte, og hver eneste situation bar i sig fornemmelsen af, at det kunne være nu.

Endnu en mirakelredning fra Birksø. Endnu en clearing på stregen. Endnu et øjeblik, hvor bolden dansede faretruende tæt på mållinjen, men nægtede at krydse den. Tiden gled langsomt, næsten ubarmhjertigt, for hjemmeholdet, mens hvert sekund føltes som en lille sejr for gæsterne.

Da dommerens fløjte endelig lød, sank flere FC Fredericia-spillere sammen i græsset. Ikke i jubel, men i ren lettelse. De havde været under et massivt, konstant pres, men de havde holdt stand. Med vilje, med kroppe sat i vejen – og med en målmand, der stod i vejen, når det gjaldt allermest.

FC Fredericia vandt 3-2 i Nørreskoven.

For gæsterne var det tre point, der kan vise sig afgørende i bunden af Superligaen, hvor holdet nu har 17 point, kun to point op til Silkeborg. En sejr, der ikke var smuk til sidst, men som var hårdt tilkæmpet og fuld af betydning. Og måden spillerne kæmpede på var historisk smuk.

For Vejle var det endnu en kamp, hvor spillet, initiativet og chancerne pegede én vej, mens resultatet gik en anden. Endnu en aften, hvor følelsen af næsten var svær at slippe. Sneen lå stadig i kanterne omkring stadion, da folk begyndte at forlade tribunerne. Kulden var den samme som ved kickoff. Men stemningen var forandret.

Søndag venter ligaens tophold AGF på hjemmebane for FC Fredericia. For Vejle fortsætter programmet allerede fredag, hvor en svær udekamp mod Randers venter – endnu en mulighed, endnu et pres, endnu en test af, hvor holdet egentlig står.