Børnehuset Solsikken på Bornholmsvej 7 i Middelfart er indviet. Indretningen hviler på neuroæstetik, kunsten er signeret Søren Asenholm, og dagen åbnede med fællessang fra børnene.

Børnene havde valgt sangen selv. Livstræets Krone, om rødder og om en krone, der bliver størst, når mange grene får lov at folde sig ud side om side. De stod foran de voksne med små hænder og øvede stemmer, og det var det første, der lød i Solsikken, da Børnehuset på Bornholmsvej 7 blev indviet.

Pædagogisk leder Stinna Bæk og dagtilbudsleder Mia Elsby bød velkommen og inviterede gæsterne med ind i huset. I det pædagogiske køkken havde Alberte stillet noget lækkert frem, vuggestuebørnene sov bag en lukket dør, og på legepladsen ventede en række aktiviteter. En far blev hevet med op for at synge med, og en mor smilede sig ind på rækken bag børnene.

Derefter holdt de to ledere deres fælles åbningstale. Børnene havde valgt sangen selv, fortalte de, fordi den handlede om netop det, et børnehus skulle være. Et sted med stærke rødder, hvor børn og voksne kan udfolde sig, vokse og finde tryghed sammen. Lige fra begyndelsen havde personalet været inddraget, og uanset hvilken proces der blev arbejdet i, gik én ting igen. Et brændende ønske om følelsen af hjemmelighed.

»Hjemmelighed opstår ikke alene igennem mursten, møbler og farver. Den opstår igennem stemning, nærvær og følelsen af at høre til,« lød det fra lederne. Spørgsmålet om, hvordan man skaber følelsen af hjem i helt nye rammer, som endnu ikke bærer spor af hverdag og leg, havde fulgt processen hele vejen. Svaret, sagde de, lå i tryghed, genkendelighed og i et sted, hvor man kan være hele sig. Sådan skulle Solsikken opleves, uanset om man var barn, medarbejder, håndværker eller gæst.

Det havde været vigtigt, at mange stemmer blev hørt, og at alle kunne bidrage med deres udskud. Børnene havde været en del af rejsen hele vejen. De havde bagt til håndværkerne, besøgt byggepladsen og fulgt maskinerne tæt på. Det første spadestik blev taget på det, som lederne mindedes som den vådeste dag nogensinde. Men huset, sagde de, begyndte at føles levende den dag, hvor børnene stod med mel på hænderne og bagte til håndværkerne. Der blev byggeriet ikke længere bare til vægge og lofter. Det blev til relationer.

Byggeriet forløb planmæssigt, og samarbejdet med alle, der bidrog til huset, havde været godt. Lederne havde gjort sig mange tanker og haft en tydelig retning, og de mange snakke undervejs havde også givet smil og grin, når håndværkere måtte spørge, om de virkelig var sikre på et bestemt valg. Det var de.

Bag hver eneste beslutning ligger mange overvejelser. Husets indretning bygger på neuroæstetik. Et bevidst forhold til, hvordan mennesker uafhængigt af alder påvirkes af de rammer, de opholder sig i. »Det handler for os ikke om at skabe noget, der er smukt. Det handler om at skabe god tryghed,« lød det. Indretningen er tidsløs, og lederne har på flere punkter valgt at gå imod nogle af tidens pædagogiske strømninger. I stedet for den iøjnefaldende kodning af rummene har de ønsket, at indholdet, relationerne og kvaliteterne skulle bære betydningen. Det giver plads til fantasi, til nysgerrighed, til fordybelse og til mange forskellige måder at være sammen på.

Farver og former er inspireret af bydele i Middelfart og af alle de små detaljer fra den oprindelige Solsikke. De gule døre, de brændte klinker, trappen ned til den gamle kælder. Kunstneren Søren Asenholm har skabt portalerne ved hver stue og de skilte, der hænger rundt om i huset. Hans værker giver huset karakter, identitet og varme, og de skal tale til alle. Til det lille barn, der går på opdagelse i farver og former, og til de større børn og voksne, der får øje på de små detaljer og insekter, der gemmer sig.

»Et hus kan tegnes og bygges, men hjemmelighed bliver først til, når mennesker fylder det med liv, med omsorg og med fællesskab,« sagde lederne. Det er de små øjeblikke, det handler om. Små hænder, store bøger, og mennesker, der er vigtige alligevel. Nærvær og tryghed skabes ikke gennem forventning eller antal af børn, men gennem bevidste valg, god organisering, omtanke og stor omhu i hverdagen.

Børnene havde klaret flytningen over al forventning, og personalet havde holdt humøret højt, været fleksibelt og løsningsorienteret. Rammerne stod nu færdige, men børnehuset var fortsat under opbygning. »Så i dag indvier vi ikke bare et nyt hus. Vi åbner dørene til et sted, hvor børn skal lege, lære, trøste, grine, vokse og høre til i mange år frem,« lød det fra Mia Elsby og Stinna Bæk, før talen blev rundet af med en tak til personalet, til børnene, til forældrene og til alle, der havde været med til at gøre drømmen til virkelighed.

Borgmester Anders Møllegård takkede for modtagelsen. På vej ind var han blevet mødt af en velkomstkomité, der havde budt ham velkommen til børnehaven, og allerede dér, sagde han, havde man vundet rigtig meget. Han kendte ikke sangen Juletræets Krone, men det viste sig at være Livstræets Krone, og det var han glad for.

»Det er dejligt at stå her i dag og fejre Solsikken og fejre åbningen. Det er nogle fantastiske rammer for børnene, og det går rigtig godt i tråd med, hvad vi vil i Middelfart Kommune. Nemlig være en kommune, hvor der er vækst, og hvor folk vil flytte til,« sagde borgmesteren. Solsikken er kun én i rækken af børnehaver, der er indviet for nyligt, og behovet er der. Børnefamilier vælger Middelfart til, fordi der er gode muligheder, og fordi der er trygt at være. Det er noget af det, der tæller allermest. »Derfor passer Solsikken også godt ind i strategien om at være et godt sted at leve og bo,« lød det fra Anders Møllegård.

Udvalgsformand for Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget, Linda Johnsen, tog herefter ordet. Hun henvendte sig især til børnene. Huset, sagde hun, var lavet til dem. Det var her, de skulle lege, slå koldbøtter, bygge, tegne og synge. Og måske ville de undervejs lære noget, uden selv at opdage det. »Og sådan er det, når man er barn. Man lærer, når man leger,« sagde hun.

Linda Johnsen mindede om, at det allerede ved rejsegildet blev sagt, at Solsikken skulle være et samlingssted for leg, læring og fællesskab. Nu var huset færdigt, og den vigtigste del kunne begynde. Selve livet i huset. Hun fremhævede, at medarbejderne havde været inddraget helt fra begyndelsen, gennem workshops, oplæg, beslutninger og drømme, og at børnene allerede havde sat deres spor, før huset overhovedet var færdigt. Det er ret sejt, sagde hun.

Husets interiør er tegnet af Mia Elsby og Stinna Bæk i samarbejde med firmaet Rolighed, og detaljerne henter inspiration fra Middelfarts gamle bydel og fra den oprindelige Solsikke. Både medarbejdere, håndværkere og samarbejdspartnere har givet udtryk for, at det er et rart sted at komme i. Men der ligger en alvor og en faglighed bag de mange valg. Husets indretning hviler på et bevidst forhold til, hvordan mennesker påvirkes af forskellige rum. Det handler ikke kun om, at huset skal være pænt, men om, at der skal være ro, tryghed og genkendelighed. For børn skal have trygge rammer for at kunne være nysgerrige. Man skal føle sig godt tilpas, hvis man skal prøve noget nyt, sprøge om hjælp, finde venner og gå på opdagelse i verden.

Linda Johnsen knyttede indvielsen til kommunens vision, Fra Middelfartbarn til verdensborger. Det lyder måske som store ord, sagde hun, men for børnene begynder det her. Når de passer på hinanden, og når de øver sig i at dele, hjælpe og lytte. »Solsikken er et eksempel på, at vi bygger her, ikke kun for at få pladser, men også for at skabe gode steder at være barn. Og det lykkes kun, når vi gør det sammen,« sagde hun.

Udvalgsformanden takkede håndværkere, arkitekter, rådgivere, forvaltning, ledelse og medarbejdere og rettede en særlig tak til Mia Elsby og Stinna Bæk for at have gået forrest i processen. Det kræver noget at bygge et helt nyt hus og koordinere en flytning samtidig med, at man holder den daglige ledelse og pædagogik i hænderne. Til medarbejderne lød takken for et højt humør gennem hele forløbet, for fleksibilitet og løsningsorientering og for at have hjulpet børnene godt igennem.

»Et godt børneliv består af mange små øjeblikke. Det er, når en ven siger, kom, du må gerne være med. Eller en voksen, der hjælper, når noget er svært. Eller en leg, der er så god, at man næsten ikke kan stoppe igen,« sagde Linda Johnsen. Nu skulle de små øjeblikke have lov til at fylde huset. »Væggene er færdige, men livet i huset er kun lige begyndt. Hjertelig tillykke med Solsikken.«

Som afslutning kom en lille delegation fra Børnehuset Naturbyen frem med en gave. En blodhassel, fortalte de, som de havde fundet allerede i efteråret, da de vidste, de skulle stå her i dag. Både voksne og børn havde gået i et halvt år og passet på den, og nogle af spirerne havde fået ekstra kram de sidste par dage. Valget faldt netop på blodhasselen, fordi den havde fået lov til at vokse op uden indgriben, og fordi man kan høste af den og lade den blive lidt ældre for hver høst. Først havde Naturbyen overvejet at finde et sted at sætte træet udenfor huset, men de blev enige om at lade Solsikken selv bestemme. Træet skulle, sagde de, vokse sig stærkt, ligesom de fællesskaber, der nu skal slå rod i huset. Til gaven hørte et formfuldt kort.

Bag de voksne stod børnene fra Solsikken og kiggede på det træ, der nu var deres. Solsikken var indviet.