KRIMI. En 89-årig dement kvinde, der lørdag eftermiddag forlod sit plejehjem på Kragsbjergvej i Odense, er fundet. Det oplyser Fyns Politi.
Kvinden forsvandt omkring klokken 16 lørdag, og politiet efterlyste hende i løbet af aftenen med hjælp fra både borgere og frivillige. Kort før klokken 12 søndag fandt en borger hende i en have nær plejehjemmet. Hun er efter omstændighederne i god behold.
Fyns Politi takker borgere og frivillige for hjælpen i eftersøgningen.
KRIMI. En brand brød natten til søndag ud op ad en bygning i Ørstedsgade i Vejle. Ingen kom til skade, oplyste vagtchef Thomas Kiær ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag.
Anmeldelsen kom klokken 1.52, og både politi og brandvæsen rykkede ud til stedet.
Politiet undersøger nu, hvordan branden opstod, og er i gang med at indhente videoovervågning fra området. Yderligere undersøgelser mandag skal være med til at belyse sagen.
KRIMI. En tur i byen endte i anholdelse for en 36-årig mand natten til søndag, da politiet fandt både stoffer og et større beløb i falske eurosedler på ham. Det oplyste vagtchef Thomas Kiær ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing søndag formiddag.
Klokken 3.15 rettede en dørmand på et værtshus i Prinsessegade i Fredericia henvendelse til en patrulje på stedet. En gæst havde tidligere på aftenen indtaget stoffer, lød meldingen.
Patruljen ransagede manden og fandt tre pølsemandsposer med stoffer, hvilket udløste en sigtelse efter lov om euforiserende stoffer. Men betjentene fandt også noget andet på ham: falske pengesedler for hele 9.000 euro.
Fundet førte til, at manden blev anholdt, og ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl fandt politiet yderligere eurosedler.
Den 36-årige var søndag formiddag fortsat anholdt, mens sagen blev behandlet.
Middelfart er vokset, og nye kvarterer er skudt op, hvor der før var marker. Men byens kulturliv blev ikke til af mursten. Det blev til af mennesker, der gad. Vagn Ove Hansen er en af dem, og han har set det meste ovenfra scenen.
Der findes byer, man kan aflæse i bygninger, og byer, man bedre forstår gennem de mennesker, der har holdt dem sammen. Middelfart er begge dele, men spørger man Vagn Ove Hansen, hvad der har gjort byen til det, den er, peger han ikke på de nye kvarterer eller på broerne over Lillebælt. Han peger på fællesskabet. På de mennesker, der gennem årtier har stablet fester, festivaler og koncerter på benene, og på den følelse, at man gør det, fordi det skal gøres, ikke fordi nogen spørger, hvad man får for det.
Han er selv en af dem. Igennem et langt liv i og omkring Middelfart har han været med til at grundlægge, bære og holde liv i en stribe af de arrangementer, der har sat byen på landkortet, fra Rock Under Broen til halkoncerter og børnehavefestivaler. Men før alt det var der en boldbane. »Jeg synes egentlig, det hele begyndte med fodbolden,« fortæller han.
For ham blev fodbolden et fællesskab, der blev hængende. Som ung kom han ind til Middelfart for at spille i MG&BK, og her mødte han de mennesker, der skulle følge ham resten af livet. Det var i klubben, han lærte, hvad det vil sige at bygge noget op sammen med andre, helt bogstaveligt. Da klubben skulle have et nyt klubhus, var han med til at rejse det, og det er den erfaring, han vender tilbage til, når talen falder på, hvordan ting bliver til i en by som Middelfart. »Det handler om ildsjæle. Heldigvis findes de stadig, men måske ikke helt i samme omfang som dengang. Vi tænkte aldrig på, hvad vi fik ud af det. Vi kunne bare se, hvad vi gerne ville skabe,« siger han.
Selve livsbanen førte ham først væk fra fodbolden og siden tilbage til den. Efter skolegang i lokalområdet, en læretid i brugsen og militærtid ved Langelandsfortet uddannede han sig til pædagog og kom til børnehaverne Siesta og Bambini i Strib. Arbejdet med børn og unge blev hans levevej, men det stoppede aldrig ved arbejdstidens ophør. Det meningsfulde om dagen og de store fælles projekter ved siden af var for ham to sider af samme sag. »Det er ikke noget, man kan læse sig til. Det er noget, man skal brænde for,« understreger han.
Den brand gav sig konkrete udslag. På et tidspunkt voksede de to verdener sammen til en hel børnehavefestival, hvor byens børn optrådte for hinanden, og hvor butikkerne bakkede op, så det hele kunne være gratis. Det er en af de fortællinger, han stadig fortæller med liv i stemmen, om telte, der blev slået op, om et orkester, der spillede, om at man købte sig til udstyr, hvor man kunne, og fik resten foræret. »Det var simpelthen fantastisk at være med til,« siger han med et smil.
Men det indslag, der for alvor har gjort Vagn Ove Hansen til en stemme, byen kender, er Rock Under Broen. Festivalen blev sat i verden i 1989, og det var ingen tilfældighed, at den udsprang af fodbolden. Det var MG&BKs amatørafdeling, der søsatte den for at rejse penge til den trængte klub, og den allerførste udgave havde Fielfraz, Johnny Madsen og TV-2 på scenen under broen. Siden voksede den til Danmarks største endagsfestival, og gennem årtier har Vagn Ove Hansen stået som konferencier under Den Nye Lillebæltsbro og budt gæsterne velkommen, sagt navnene på kunstnerne og holdt sammen på en dag, der i dag sætter over tusind frivillige fra mere end halvtreds foreninger i bevægelse.
Det samme mønster går igen i de halkoncerter, han sammen med blandt andre Claus Hansen genopfandt for nogle år siden, fordi de syntes, der manglede noget. En mangel bliver til en idé, idéen bliver til et arrangement, og arrangementet bliver til en tradition, byen ikke vil undvære. Det er den bevægelse, der har bygget Middelfarts kulturliv op nedefra, og som Vagn Ove Hansen har været en del af hele vejen.
For ham hænger det sammen med et bestemt syn på byen. Han har set Middelfart vokse, set nye kvarterer komme til, hvor der før var åbent land, og han taler om det som en mand, der knap kan tro, hvor langt byen er nået. »Jeg synes faktisk, det er utroligt, at vi kan rumme så mange mennesker. Der er kommet så mange til, som gerne vil bo her,« konstaterer han.
Hvorfor de kommer, har han et lunt svar på. Han peger på selve navnet, det skæve, lidt komiske bynavn, der vækker opsigt langt ud over landets grænser. De udenlandske orkestre, festivalen har haft gennem årene, har ofte moret sig over det, og det er Vagn Ove Hansen helt med på. »Jeg vil ikke påstå, at det er et af verdens ti sjoveste bynavne. Men det ligger nu meget godt med på listen over de skæve,« griner han.
Bag selvironien ligger en alvor om, hvad et sted kan betyde. For Vagn Ove Hansen er Middelfart en by, man hører til i, og da han efter årene i Esbjerg vendte tilbage, var det en hjemkomst i ordets fulde betydning, til familien, til fodbolden, til de mennesker, han havde bygget noget op sammen med. »Det er bare skønt at bo her,« fastslår han.
Den tilknytning gives nu videre. Hans søn Anders, i dag ungdomsskoleleder i Middelfart, er gået i farens fodspor i arbejdet med byens unge, og det er en kilde til stille stolthed, når faren taler om ham. Det ligger til familien, som intervieweren bemærker, og Vagn Ove Hansen modsiger det ikke. Det fællesskab, han selv var med til at grundlægge, er ikke noget, der slutter med ham. Det er gået videre til den næste, der gider.
Selv er han ikke trådt ud af det. Han er stadig med, stadig engageret i frivilligt arbejde, stadig en del af den flok, der får ting til at ske. Samtidig er der blevet mere tid til Conni, til børn og børnebørn og til en lejlighed i Spanien, som familien deler. Overgangen til pension blev glidende, fordi den ene halvdel af livet, det frivillige, aldrig holdt op.
Når han ser ud over byen i dag, ser han et sted, der er vokset, men som stadig kan rumme det, han har brugt sit liv på: musikken, fællesskabet, de mennesker, der gider. Måske er det den vigtigste bygning, han har været med til at rejse. Ikke et klubhus, men en vane i byen for at lave noget sammen. »Jeg mødte alle de dejlige mennesker, der sagde: Det vil vi gerne være en del af. Det er i virkeligheden hele grundlaget,« slutter han.
UDDANNELSE. Det er sommervejr den dag, vi kommer, den slags lyse formiddag, hvor skolegården står og dirrer af liv, og hvor man kan høre en basketball ramme asfalten længe før man ser den. Der er fuld gang i den ude på banen, og den ene af de to piger, vi skal tale med, må hives ind fra spillet med røde kinder og kort pust, men hun kommer alligevel, og hun smiler. Der bliver smilet en del herinde den formiddag, allerede inden nogen har sagt et ord om værdier og fællesskab.
Og måske er det netop dér, man skal begynde, hos nogen der husker, hvordan det er at stå udenfor og kigge ind på alt det her, før man selv blev en del af det.
Anna går i 7. klasse nu, men hun startede her efter en efterårsferie for to år siden, midt i et skoleår, midt i livet, sådan som man gør, når man kommer ind i C-sporet. Hun kom fra en anden folkeskole i byen, og hun kom, fordi noget ikke passede. »Jeg havde det ikke særlig godt socialt, og jeg havde det meget nemt fagligt, så jeg skiftede for at få nogle bedre relationer og lidt mere udfordring.« To ting var galt, og hun kan sætte ord på dem begge, det sociale, der ikke bar, og det faglige, der var blevet for let, så timerne sank ned i kedsomhed, og hun for længst havde lært alt, hvad der var at lære.
Det, hun husker bedst fra begyndelsen, er hvor hurtigt det gik, og hun siger det med en lille undren i stemmen, at det sociale faldt på plads næsten med det samme. Allerede inden hun officielt var begyndt, blev hun inviteret med en dag i efterårsferien, hvor klassen mødtes og hyggede, og da hun siden gik ind ad døren til klasselokalet for første gang, kendte hun allerede ansigterne. »Jeg følte mig velkommen, før jeg overhovedet var startet,« fortæller hun.
Hun kendte én i forvejen, én eneste, og resten var fremmede, og det var, indrømmer hun, en smule skræmmende at skulle ind og møde en hel klasse af mennesker, man aldrig havde set. Men de tog imod, viste hende vej til de rigtige lokaler, spurgte ind, snakkede, og så var der det, som overraskede hende, og som hun stadig vender tilbage til, mens vi taler, roen. På den gamle skole havde der været larm, men her var der stille i timerne, stille nok til at man kunne høre sig selv tænke, stille nok til at man faktisk lærte noget. »Man keder sig ikke,« siger hun om det faglige. »Man lærer hele tiden noget nyt, man kommer lidt højere op end basis og får lidt mere udfordring, uden at det bliver for meget.«
Vi spørger, om hun kan finde det øjeblik, hvor hun mærkede, at hun hørte til, og hun leder lidt, for det var ikke ét bestemt øjeblik, siger hun. Men så husker hun alligevel noget. Klassen var i gang med at lave en film, da hun kom, et projekt der allerede var sat i søen, og i stedet for at lade hende stå udenfor og se på, tog de hende bare med ind i det. »Så tænkte jeg, nu er jeg en del af det.«
Det er den bevægelse, fra udenfor til indenfor, som en ny klasse skal igennem hvert eneste år på skolen, og den sker ikke af sig selv. Nogen står for at få den til at ske, og en af dem er en biolog, der egentlig ikke havde tænkt sig at blive lærer.
Thor Lütje Filskov Hansen er en af dem, der tager imod, når de nye kommer, og han har været på skolen i godt seks år. Han er ikke læreruddannet i klassisk forstand, men kandidat i biologi fra universitetet, og det er noget, han bærer med sig ind i klasselokalet som en gave snarere end en mangel. Han underviser i naturfag og matematik i udskolingen, har de senere år også haft håndværk og design, og så er han klasselærer for en flok, han har fulgt helt fra første klasse, og som han følger videre op i femte til næste år.
C-klasserne kender han indefra, for lige nu har han en 8. klasse, han har haft, siden de begyndte som en ny 5.C, fire år hvor han har set, hvad der sker, når toogtyve børn fra flere forskellige steder skal smedes sammen til én. »De kommer med nogle helt andre erfaringer end de børn, der starter hos os i 0. klasse. De børn, der begynder her som små, får helt naturligt skolens DNA ind under huden. De nye skal først lære det.« Så de får en længere snor, som han udtrykker det, for der er ting på skolen, som de nye ikke kender, måder at arbejde på, forventninger, en hel kultur, og man kan ikke forlange, at den falder på plads den første dag. »Vi tager det stille og roligt, så de ikke bare løber panden mod en mur og tænker: ‘Hvad sker der lige her?’ Det skal være en blød opstart,« bemærker han.
Det vigtigste i de første uger er ikke det faglige, mener han, men humoren og det at bruge tid sammen. Hvert år tager 5. årgang på tur ud af huset, og med sin tidligere klasse var det en overnatning i Odense Zoo, et helt døgn, hvor man får lov at se hinanden, som man nu engang er, når dagen er lang nok. »Man finder ud af, hvem de er, med alle deres sjove sider og små skavanker,« siger han. Forskellighederne er det, der gør et barn til akkurat dét barn. Nogle af de nye kommer fra samme skole og har et forhåndskendskab til hinanden, små grupper der allerede er dannet, og det er noget af det første, der skal brydes blidt op. »Vi er nødt til at bryde de grupperinger op, så de får mulighed for at lære nye fællesskaber at kende og få nye venner i klassen.«
Han forklarer, hvorfor netop femte klasse er et godt sted at lande, for det er omkring den alder, mener han, at børn begynder at blive bevidste om sig selv, om hvad de vil, og hvad de har lyst til, og et skifte i femte er sjældent noget, der bare sker hen over hovedet på barnet, sådan som det er, når man er fem år og skal i 0. »Når man starter i 5. klasse, har man en langt bedre forståelse af, hvilke forventninger og krav der er. Man har talt om det derhjemme, man har valgt det til, og man forstår præmissen, når man begynder.«
Og forventningerne er der, det lægger han ikke skjul på, for der er børn, som skal vænne sig til, at her stilles der krav. Nogle ved det på forhånd, andre må man, som han siger med et glimt, »slås lidt med«, men så finder de ud af, at det er præmissen, og så begynder noget at ske. »De får nogle succeshistorier ud af det og finder ud af, at hvis jeg gør sådan her, så har det faktisk en positiv effekt på den lange bane.«
Det er måske dér, biologen i ham træder tydeligst frem, i troen på, at man kan se en udvikling, hvis bare man giver den tid, og at et barn, ligesom alt andet levende, vokser, når betingelserne er de rigtige. »Det er altid sjovt at have elever, der virkelig nørder med naturfagene. Nogle gange kommer man til at fordybe sig lidt ekstra i det, man selv synes er spændende. Det tror jeg egentlig gælder de fleste af mine kolleger, vi kan alle sammen godt blive lidt nørdede, når vi underviser i vores fag,« fortæller han med et smil.
Lilly og Emily går i 5.B og har gået på skolen, så længe de kan huske. De er ikke kommet udefra, men hører til dem, der tager imod, og de møder os med den slags ligefremhed, som man kun finder hos børn, der ikke regner med, at der er noget på spil. Det var Emily, der måtte hentes ind fra basketballbanen, og hun sætter sig med en sidste rest af spillet endnu i kroppen.
Når man spørger dem, hvad der er det allerbedste ved deres klasse, svarer de begge det samme, og uden først at skæve til hinanden. »Fællesskabet.« Hvorfor? »Fordi der ikke rigtig er nogen, der står udenfor,« siger Emily.
De fortæller om det, klassen laver sammen efter skoletid, at de har bagt, at de har spillet bingo hjemme hos hinanden, og at alle altid er inviteret, og kan nogen ikke til at begynde med, så kommer de bare lidt senere.
Det er først, da talen falder på de nye, at man for alvor hører, hvordan skolens kultur er naturlig for børnene, næsten uden at de selv lægger mærke til det. Der er kommet en ny dreng i klassen ganske nylig, og pigerne ved på rygmarven, hvordan det foregår. »Så vælger vores klasselærer to, der skal mødes med ham oppe på kontoret. Så tager vi godt imod ham, viser ham klassen, og i frikvarteret går vi rundt og viser ham, hvordan det er at gå her på skolen,« forklarer Lilly. Hvordan var det at hjælpe? »Det er ret sjovt.«
Og tilbage til drengen, der lige er begyndt; Mange flokkedes om ham, fortæller de, alle ivrige efter at hjælpe. Hvordan føles det, vil vi vide, at der pludselig skal en ny ind i fællesskabet, og Emily tøver et øjeblik, for det er svært at forklare, siger hun, men så finder hun alligevel ordene, og de er bedre, end nogen voksen kunne have fundet dem. »Det er sådan lidt, jo flere, jo bedre.« Tænker I altid sådan, at kommer der en til, så er det bare bedre? »Ja, vi er altid spændte på at se, hvordan det bliver med én mere,« fortæller hun så.
Et sted ude i skolegården står der i øvrigt en bænk, som pigerne kalder en venskabsbænk, og sætter man sig dér, betyder det, at man ikke rigtig har nogen at være sammen med lige nu, og ser man nogen sidde der, går man over og spørger, om de vil være med. Har I selv prøvet at sidde på den? »Nej, faktisk ikke,« siger de. »Det er ikke så tit, der sidder nogen.« Men hvis der gjorde? »Så ville vi gå over og spørge, om de ville være med, og prøve at hjælpe dem ind i vores leg,« forklarer Lilly. Hvorfor er det vigtigt for jer at hjælpe andre? »Så alle har det godt, og så der ikke er nogen, der føler sig udenfor,« svarer de.
Det, pigerne gør i frikvarteret, har nogen tænkt på forhånd. Den nogen sidder et andet sted på skolen og har gjort det i otte år.
Anne Højgaard Kristensen har været viceskoleleder på Fredericia Realskole i otte år, og når hun sidder over for forældre og børn, der er på vej ind, uanset om det er til 5., 7. eller 9. klasse, plejer hun at indlede med det samme. »At det er verdens bedste skole.« Hun ler lidt, da hun siger det, men hun mener det, og hun har en vending, som hun vender tilbage til flere gange i løbet af samtalen, og som ligger under hele skolens måde at tænke på, nemlig at læring og trivsel går hånd i hånd. »Det er svært at lære noget, hvis man ikke trives. Men omvendt tænker vi faktisk også, at det er svært at trives, hvis man ikke lærer noget,« forklarer hun.
Trivsel opstår ikke af sig selv, mener hun, men er noget, man arbejder med i lag og helst i forvejen. Klasserne laver egne regler hvert år, fælles aftaler om, hvordan man er sammen netop her, i netop denne klasse, så der er noget at falde tilbage på, den dag noget skurrer. Udefra kommer der folk på besøg, fra Red Barnet for eksempel, som taler med eleverne på mellemtrinnet om, hvordan man behandler hinanden på de sociale medier. »Det giver god mening for børnene, at det ikke kun er skolemor og skolefar, der siger det hele.«
Fællesskabsorientering er en af skolens fire værdier, og her formulerer Anne noget, man godt kan stoppe op ved, for de tænker fællesskabet før individet. »Men igen, der er ikke noget fællesskab uden individet, og heller ikke noget individ uden fællesskabet.«
Det er derfor, eleverne hele tiden skifter, hvem de arbejder sammen med, så sidemakkere og læringsmakkere og grupper bliver brudt op og dannet på ny, og bag det ligger en talemåde, som hun citerer med en vis fortrolighed. »Man behøver ikke være bedste venner med alle i klassen, men man skal kunne arbejde sammen med alle.«
Når en ny elev begynder, er der altid nogen i klassen, der får et særligt ansvar, for det rækker ikke at tage imod i timerne, hvor læreren styrer rummet. Det svære ligger i frikvartererne, det åbne og uregerlige rum, hvor det kan koste en ny overvindelse at spørge, om man må være med til fodbold, og derfor udpeges der klassekammerater, som holder øje og sørger for, at ingen står alene længere, end de selv har lyst til. »Medmindre det er et valg,« siger hun. »Medmindre man lige har brug for en lille pause i pausen.«
Hun fortæller om femte klasse i tal, så man bedre forstår, hvad udvidelsen egentlig dækker over, for hvor skolen til 0. klasse optager omkring 40 nye børn, sker der til femte noget andet, idet der oprettes en helt ny klasse, en 5.C med 22 elever, og samtidig kommer der to nye ind i hver af de eksisterende klasser, så 5.A og 5.B vokser fra 20 til 22. Sådan gentager det sig hvert eneste år, en klasse, der ikke fandtes i august, og som omkring jul er blevet til et vi.
Hvad der får forældre til at vælge skiftet, er forskelligt fra familie til familie, fortæller hun, for nogle er det en tradition, der går igen i slægten, mens det for andre handler om, at man i de kommunale skoler alligevel skal videre til en ny skole mellem sjette og syvende, og at man hellere selv vil bestemme, hvor man vil hen. For en tredje gruppe er begrundelsen mere håndgribelig. »De vil gerne have roen, regelmæssigheden og læringen. Nogle skifter, fordi de oplever, at der er for meget larm og for meget usikkerhed i klasserne.«
For år tilbage lavede hun en interviewrække udelukkende med børn fra C-sporet, dem der alle var begyndt et andet sted og dermed havde noget at holde det op imod, og det, de fremhævede, var det samme, som Anna havde siddet og fortalt om en time forinden, nemlig roen. At de voksne har styr på, hvad der skal ske, og hvornår, og at der er mere struktur og dermed mere ro til faktisk at lære noget.
Til sidst tegner Anne et billede, hun selv vender tilbage til, nemlig at de voksnes opgave er at lægge trædesten ud for børnene, i det faglige såvel som i det menneskelige. Hun kan ikke garantere, at et barn bliver lige dygtigt i alle fag, eller garantere for nogens trivsel. Det er et samarbejde med forældrene, og enkelte børn bærer noget tungt med hjemmefra, som skolen ikke kan løfte alene. Men stenene kan man lægge ud, én efter én, og så stille sig ved siden af og skubbe ganske blidt. »Man kan ikke tvinge nogen til at lære. Det skal komme indefra, og der tror vi, at trivsel betyder rigtig meget.«
Ude i skolegården er kampen for længst gået videre uden Emily. Solen står højere nu, asfalten er varm, og bolden rammer den med den samme tørre lyd, som hørtes, før vi overhovedet var trådt ind. Et sted derinde sidder en ny dreng, som for få uger siden ikke kendte nogen, og som to piger fik til opgave at vise rundt. Han er ikke længere den nye – han er en del af fællesskabet.
KRIMI. En voldssag i Børkop lørdag morgen voksede sig større, da politiet nåede frem. En 36-årig mand, der var anmeldt for vold, endte med også at blive sigtet for vold mod en betjent, da han satte sig imod sin anholdelse. Det oplyste vagtchef Per Jeppesen ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag klokken 17.
Anmeldelsen kom klokken 8.53. Politiet blev kaldt til Fredericiavej i Børkop, hvor en person var blevet udsat for vold af den 36-årige mand.
Men da betjentene ville anholde ham, udviklede situationen sig. Manden modsatte sig anholdelsen og lagde hindringer i vejen for politiets arbejde, og det endte med, at han begik vold mod en af betjentene i tjeneste.
Dermed står den 36-årige nu til flere sigtelser, både for volden mod den forurettede og for vold mod tjenestemand i funktion.
BOLIG. Middelfart er mere end en god by at bo i. Det er også et godt sted at sætte sine penge i mursten. Sådan lyder det fra ejendomsmægler Adam Arildsen fra Danbolig Middelfart, der i et opslag har kaldt byen et oplagt valg for den, der vil kombinere livskvalitet med en langsigtet investering. Og han har flere grunde til at tro på det.
Han begynder med det, enhver boligkøber først kigger på. Prisen. For selvom Middelfart ligger med vand til to sider og motorvej til resten af landet, koster kvadratmeterne fortsat mindre her end hos naboerne. »Når vi kigger på de omkringliggende byer, Odense, Kolding og Vejle, er langt de fleste områder stadig væsentligt dyrere end Middelfart. Og det på trods af, at du får rigtig mange gode ting her, som gør det eftertragtet at bosætte sig,« siger han.
En af de ting er beliggenheden. Byen ligger som bekendt der, hvor Fyn og Jylland mødes, og det er mere end geografi, det er hverdagslogistik for de familier, der pendler hver sin vej. »Du ligger strategisk rigtig godt placeret. Hvis den ene i en familie arbejder i Trekantområdet og den anden i Odense, er vi placeret lige midt imellem, og med motorvejsnettet gør det det ret ideelt at få en hverdag til at fungere.«
Dertil kommer, at Middelfart Kommune har en positiv befolkningstilvækst, som kommunens egen prognose forventer fortsætter. Og så gør kommunen efter Adam Arildsens opfattelse en god indsats for at tiltrække arbejdspladser, blandt andet med udviklingen af grundene langs motorvejen. »Det gør selvfølgelig også et område mere eftertragtet at bo i. Og alt det peger i retning af, at priserne forventeligt begynder at stige. Det er svært at spå præcist om fremtiden, men det er det, man regner med kommer til at ske,« siger han.
Noget tyder på, at han ikke er helt galt afmarcheret. Udbuddet af boliger ligger lavt i forhold til tidligere, både på landsplan og i Middelfart, mens køberne ikke mangler, og dermed er man ifølge mægleren tilbage ved den ældste mekanisme af dem alle, udbud og efterspørgsel. Tendensen kan aflæses i Boligsidens seneste markedsindeks, hvor den gennemsnitlige salgspris for huse på landsplan i juni for første gang krydsede 20.000 kroner pr. kvadratmeter, og hvor Middelfart ligger blandt kommunerne med prisstigninger det seneste år.
Bag tallene gemmer sig menneskene, og dem møder Adam Arildsen hver dag som mægler i byen. Strømmen af købere er blandet. Mange bor allerede i kommunen og vil blive, nogle skal have mere plads, andre mindre, alt efter hvor i livet de er. Nogle kommer med arbejdspladserne. Og så er der en gruppe, han særligt hæfter sig ved, fordi den siger noget om, hvad byen betyder for dem, der er vokset op i den. »Vi oplever rigtig mange, som måske er opvokset i byen og så har været en smut i København eller Aarhus for at studere og få en uddannelse. Der er faktisk rigtig mange, som søger hjem igen,« fortæller han.
Det er den slags iagttagelser, der får en mægler til at tale varmt om sin by. Og så er det værd at huske, hvem det er, der taler. Adam Arildsen lever af at sælge boliger i Middelfart, og man kan med rette indvende, at han har en oplagt interesse i at tale markedet op. Den indvending kommer han selv i forkøbet. »Jeg er selvfølgelig farvet af at være ejendomsmægler i byen. Men jeg synes virkelig, at man får meget livskvalitet for pengene. Den kombination af praktik i hverdagen med motorvejsnettet frem og tilbage, og så al den skønne natur, dejlige skove, masser af vand, gode skoler. Så jeg kan godt forstå, hvorfor folk gerne vil bo her.«
Om markedet følger hans forventning, kan ingen spå om, det siger han selv. Men køberne kommer, husene skifter hænder, og byen vokser. Foreløbig går det den vej, mægleren tror på.
KRIMI. En helt almindelig opgave for sundhedspersonalet udviklede sig fredag morgen til en voldsom episode i Børkop, hvor en 36-årig mand endte med at blive anholdt efter at have overfaldet både personale og politi.
Klokken 08.33 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse fra en adresse på Fredericiavej i Børkop. Her var sundhedspersonale mødt frem for at give en mand medicin, men blev i stedet mødt af en særdeles aggressiv mand, der gik amok på stedet. Personalet så sig nødsaget til at ringe 112, og allerede klokken 08.40 var en patrulje fremme.
Mødet med politiet fik dog ikke manden til at falde til ro. Da betjentene skulle anholde ham, overfaldt han også patruljen med både slag og spark, og betjentene måtte anvende peberspray for at få kontrol over situationen. Klokken 08.52 var den 36-årige anholdt.
Manden befinder sig nu på politigården i Vejle, hvor politiet skal have klarlagt, hvad der præcist er op og ned i sagen. Ifølge politiet står den 36-årige i forvejen til afsoning.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport den 11. juli kl. 10.00 ved vagtchef Thomas Kiær.
FODBOLD. Christian Eriksen vender ikke tilbage til Wolfsburg lige foreløbig. Den 34-årige danske landsholdsspiller skal i stedet gennemføre et individuelt genoptræningsprogram i Danmark, oplyser hans tyske klub, VfL Wolfsburg, på sin hjemmeside.
Beslutningen er truffet efter samtaler mellem Eriksen og klubbens direktør, Dieter Hecking.
»VfL er i løbende kontakt med Christian og de læger, der står for hans behandling. Vi ønsker fortsat Christian alt det bedste med hans genoptræning,« skriver klubben.
Meldingen kommer, en måned efter at Eriksen faldt om under Danmarks testkamp mod Ukraine i Odense den 7. juni. Han tog sig til brystet og fik behandling på banen, men kunne selv gå derfra og blev efterfølgende undersøgt på hospitalet. Eriksen fik i 2021 indopereret en ICD-enhed, en avanceret pacemaker, efter sit hjertestop ved EM samme år.
TRAFIK. Rejser man med tog mellem Fredericia og Sjælland fra lørdag den 11. juli og den kommende uge, skal man væbne sig med lidt ekstra tålmodighed. Fra lørdag eftermiddag og frem til og med søndag den 19. juli erstatter DSB togene med togbusser på flere strækninger mellem Ringsted, Nyborg og Fredericia.
Årsagen er et omfattende sporarbejde, der begynder lørdag eftermiddag og strækker sig over hele ugen. Arbejdet foregår blandt andet på Storebæltsbroen, mellem Slagelse og Ringsted samt på det vestlige Fyn.
For rejsende betyder det, at trafikken skal stykkes sammen af flere led. InterCity og InterCityLyn kører mellem København og Ringsted, mens der er togbusser mellem Ringsted og Nyborg, som standser på alle stationer undervejs. Vil man hurtigst muligt tværs gennem landet, kan man tage en direkte togbus mellem Ringsted og Fredericia. På den fynske del kører der regionaltog mellem Nyborg og Odense, men mellem Odense og Fredericia skal man igen med togbus.
DSB opfordrer rejsende til at tjekke rejseplanen og beregne ekstra tid til turen. Det oplyser DSB på sin hjemmeside.
