UGENS EMMY. Jens Sørensen fylder et rum. Ikke fysisk, men med stemmen, med tempoet, med den energi der gør, at han sjældent sidder stille i mere end et halvt minut, før den næste historie melder sig. Han fortæller, som han har levet, i spring, fra det ene til det næste, fra Vestre Skole til et hovedkontor i Tyskland, fra en ungdomsklub i Middelfart til en jernbænk i Madrid, og alligevel hænger det hele sammen, fordi det hele udgår fra det samme sted. Fra en harmonisk arbejderfamilie i Middelfart. Fra et fundament, han aldrig har villet forlade, selv når verden trak i ham.

Født den 18. juli 1959. Opvokset i Middelfart som søn af en glad arbejderfamilie, og det siger han uden tøven og med stolthed. Det var en barndom med store vennekredse, sport fra morgen til aften og en skole, han elskede. Vestre Skole, ti år. Ved siden af ham sad Henrik fra Guldkronen, og det var, som han selv siger, en fest. Bimmel og bammel fra morgensang. Men der var også noget andet. En ambition, der tidligt meldte sig, først som en drøm om at blive professionel fodboldspiller, ligesom hans to brødre, der begge var formidable på en bane. Teknikken var der. Fysikken var det knap så godt med. Så ambitionerne fandt en anden retning.

»Jeg vidste tidligt, at jeg var karrieremenneske,« bemærker han. »Ikke fordi jeg ikke var tilfreds med at komme fra en arbejderfamilie. Men jeg havde de her ambitioner om at blive til noget stort.«

Alligevel var det vigtigste, han tog med sig fra de år, ikke ambitionerne. Det var menneskene. Vennerne fra skolen og fra sporten, fra den ungdomsklub, hvor de i 1975, som femten-sekstenårige, blev danske mestre i indendørs fodbold. Der var harmoni. Sådan siger han det, og han mener det: Hele barndommen var harmoni. Men der var også en præcision, en forventning om, at tingene skulle gøres ordentligt, at ingenting kom gratis, og at man, hvis man ville lykkes, måtte præstere.

»Jeg har altid sat en ære i, at folk ikke måtte forandre mig,« fortæller han. »Man skal ikke glemme, hvor man kommer fra. Mine rødder har altid været her, og jeg passer og plejer mine venner fra dengang, mine brødre og min lillesøster. Det er det bedste, jeg ved. At være sammen med dem. Ikke med alle de konger, jeg har mødt undervejs.«

Så begynder erhvervslivet. Han kalder det selv den evige kraftanstrengelse, og det er et udtryk, man skal tage alvorligt, for det beskriver ikke bare et arbejdsliv, det beskriver en tilgang til tilværelsen, hvor man hele tiden presser sig selv et skridt videre end det, man troede var muligt.

Det starter på handelsskolen og med en annonce. Jens Sørensen, ung og frisk fra skolen, sætter en annonce i avisen. Ordene er hans egne: Her er den store stjerne. Hvem vil have mig? Dagen efter ringer Poul Erik Jacobsen, regnskabschef hos Lydex, den store udstødningsfabrik ude ved Middelfart. »Hvad er du for en makker, der kan finde på det? Kan du lige komme herud?« sagde han.

Jens kom derud. I regnskabsafdelingen sad en kvinde, der havde sagt, at hun var træt af, at de altid ansatte kvinder som elever. Nu skulle der en mand ind. Jens blev den mand. Han startede efter sommerferien, og han havde egentlig regnet med, at han skulle hygge sig lidt og pjatte. Det kom han aldrig til.

Et halvt år senere, den 12. december 1977, kom meddelelsen om, at virksomheden var ved at blive solgt. Ejeren Junggaard havde fået et tilbud fra Tenneco, verdens største producent af udstødningssystemer. Hundrede millioner kroner. I 1977-penge. Junggaard blev rig. Jens tænkte, at han kunne tage sin minicykel og cykle hjem og finde noget andet. Men amerikanerne havde andre planer. De ville gøre fabrikken i Middelfart til et kompetencecenter for asiatiske biler, Mazda, Toyota, Nissan, og pludselig var den lille fabrik et magtcenter. Langsomt voksede den til at blive byens største virksomhed, større end NKT, med mellem fem- og sekshundrede ansatte.

Jens blev der i enogtyve år. Han gjorde karriere, kom i et europæisk talentprogram, blev udtaget sammen med fjorten andre i Europa, og bad koncernen om at betale en MBA på Henley i England. Aftalen var enkel: Hvis han bestod, betalte de. Hvis han dumpede, betalte han halvdelen selv. »Hundredeogfemogtyvetusind kroner. Dem havde jeg ikke,« siger han med et smil. »Men jeg er den evige kraftanstrengelse. Så jeg sagde ja.«

I tre år læste han om aftenen, afleverede rapporter, bestod prøver, passede sit arbejde og sine venner og sin sport. Alt sammen på én gang. Annette, hans kone, havde stor forståelse. Det lykkedes.

Så kommer det, der ændrer alt. Eller rettere: Der kommer tre ting i hurtig rækkefølge, og de tegner tilsammen buen i Jens Sørensens erhvervsliv.

Den første er DATI. Danmarks største autogrossist-konstellation, fjorten individualister, der var dygtige hver for sig, men ikke kunne samarbejde. Deres bestyrelsesformand ringede til Jens efter et foredrag og sagde, at han skulle være deres direktør. Jens sagde nej. Han havde det godt i Middelfart. »Du behøver ikke forlade Middelfart. Du kan fortælle os, hvordan du vil have det. Du skal bare være direktør for os,« sagde de så.

Han stillede sine krav, her en ordentlig løn, en god firmabil, en solid pensionsordning og frihed til at bestemme. Og så skulle hovedkontoret flyttes fra Slagelse til Middelfart. De sagde ja. Han ansatte sine egne folk, fem særligt udvalgte, og begyndte at konceptudvikle. De første møder var kaotiske, og de skændtes på tværs, for de var også konkurrenter. Men langsomt bevægede han dem fra at tænke konkurrence til at tænke fællesskab. »Pludselig blev vi en god familie,« siger han. »Og hver gang jeg kom med noget, sagde de ja.«

Den anden er Karen Blixens Café. En aften ringer Egon Zehnder, verdens største headhunterfirma. En kvinde ved navn Karin Siegle Kvärnström beder ham møde op i Københavns Lufthavn, terminal to. Hun vil ikke sende et billede. Han skal bare sætte sig med en kop kaffe, så finder hun ham. »Jeg er høj, lyshåret, en relativt pæn kvinde. Jeg har en computer under armen. Du sidder der bare, så finder jeg dig.«

Han kørte til København og tænkte, at det var vanvittigt. Hvorfor de ikke bare kunne mødes i et mødelokale. Men ambitionerne trak. De talte i en god time, mest om ham som privat person, hans opvækst, hans familie, hans fritid. Da han spurgte, hvad det drejede sig om, sagde hun: »Det skal du ikke spekulere over. Det får du ikke noget at vide om i dag.« Han kørte hjem og var overbevist om, at det ikke blev til noget. Men næste dag ringede hun igen. »Du skal til Tyskland.«

Det var Hella-koncernen. Verdens største inden for lys og elektronik til autobranchen. Hovedkontor i Lippstadt, Tyskland. Deres europæiske direktør, Sebastian Mertz, havde siddet og lyttet til et af Jens’ foredrag i Bruxelles og sagt: »Ham vil vi have.« Jens kørte til Tyskland, mødte ejeren, Dr. Jürgen Behrend, og sagde ja med det samme. Uden at spørge sin kone.

Han købte et nyt slips nede i byen inden mødet. Det hænger stadig i hans garderobe.

Lippstadt. Halvfjerds tusind indbyggere, en smuk by tæt på Dortmund og Düsseldorf. Annette og deres to døtre, Marie og Sofie, fulgte med. Det første år var spændende for alle tre. Men det blev hårdt. Jens havde tre tusind medarbejdere under sig, ledelsesmøder mandag morgen, og fløj verden rundt tirsdag til fredag. Over tres timer om ugen. Han var stort set aldrig hjemme, og han havde slæbt sin familie til Tyskland for ikke at være der.

Det, han indførte, var noget, han selv beskriver som en dansk fladhed i et tysk hierarki. Han insisterede på, at de skulle være på fornavn. I hans verden hed han Jens, ikke Herr Sørensen. Ejerne sagde, at han måtte gøre, som han ville, men ikke ved de store møder, hvor alle var doktorer og titeldrevne. Det tog tid. Men langsomt lod han dem forstå, at de var kammerater, der skulle præstere sammen. Og det virkede. »Når jeg rejste rundt og besøgte alle Hella-selskaberne, stod de og glædede sig. Nu kommer chefen. Og i gamle dage sagde man bare: Åh nej, nu kommer han.«

Men hjemme var der krise. Annette ville hjem. Børnene ville hjem. Jens sad i et vakuum mellem det, han elskede at gøre, og de mennesker, han elskede at være sammen med.

Så kom Madrid.

Han havde to sekretærer. Den ene, Susanne, lavede en mappe til ham inden hver rejse. Rød farve for problemer. Gul for justeringer. Grøn for steder, hvor han bare skulle ind og drikke en kop kaffe og nikke til de gode resultater. Spanien var grønt. Alt var fint. Han skulle besøge sin lokale direktør, Louie Carmena, og der var ingen problemer.

Han landede i den gamle lufthavn i Madrid, gik ind i terminalen og skulle ned til bagagebåndet. Så slog hans hjerne fra. Han begyndte at svede, blev gennemvåd, mærkede et tryk i hovedet. Han så en grøn jernbænk i den anden ende af terminalen og nåede hen til den, lige inden han kunne mærke, at han var ved at falde. Han satte sig. Han vidste ikke, hvor han var. Alt var tomt. Så huskede han mappen. Han tog den op af tasken, kiggede på Susannes farver og begyndte langsomt at komme til sig selv igen. Han var i Spanien. Han skulle besøge Louie.

Da han kom ud til ankomsthallen, stod Louie og ventede. »Hvordan i himlens navn er det, du ser ud?« sagde han. Jens sagde, at han var i orden. Louie sagde, at det var han ikke. »Du skal ikke ud i firmaet. Jeg kører dig på hotellet nu. Du skal have noget vand, du skal i bad, og så skal vi to sidde stille og roligt.« Det var chefen, der fik den besked af sin medarbejder. Det reddede hans liv.

I flyet hjem besluttede han sig. Det var slut. Kroppen kunne ikke mere, og hjernen kunne ikke mere. Han havde fyldt den op til det maksimale. »Hvis ikke jeg stopper her nu, så går det galt,« sagde han til Hella-ledelsen. »Så bliver jeg ikke ret gammel.«

De sagde: Du kan vælge, hvad du vil i koncernen. Du skal bare ikke rejse. Gute Resultate geben Freiheit, sagde Dr. Behrend. Gode resultater giver frihed. Jens valgte at komme hjem til Danmark. Til FTZ. Til sine gamle venner og sin familie. Det blev grunden til, at FTZ voksede fra 600 millioner til to milliarder i omsætning, og at Nordic Forum, det nordiske samarbejde, som han grundlagde og blev præsident for, nåede fem milliarder.

I dag er Jens Sørensen syvogtres år og bor stadig i Middelfart. Han er gået fra tolv-fjorten bestyrelsesposter til seks, og fem af dem er i Middelfart. Dinex, hvor han har siddet i ti år, fordi forbindelsen går helt tilbage til Lydex og Torbens far, der grundlagde virksomheden. Og T. Hansen Gruppen og AD Danmark, hvor han og Bent Jensen har fundet hinanden. »Bent og jeg forstår bare hinanden,« siger han. »Han er en iværksætter. Big time. Når jeg kommer med noget, tager det ikke ti sekunder, før han har taget en beslutning. Bent rummer bare så meget.«

Han har også været skyggerådgiver for kapitalfonde, købt og solgt virksomheder under dække, arbejdet for blandt andre Polaris i Danmark og fonde i London. I ti år sad han i bestyrelsen for Stok Emballage i Langeskov og hjalp med at gøre virksomheden til en bragende succes, der endte med et salg til en international kapitalfond.

Men det, der fylder mest nu, er ikke forretningen. Det er det, han kalder at lukke cirklen. At vende tilbage til udgangspunktet, til byen, til vennerne, til det fundament, der har båret ham hele vejen. Han har skrevet ti bøger. Han har udgivet fem studiealbums med musik, ét af dem indspillet i Abbey Road Studios i London. Han komponerer tekst og musik i flyet eller i sommerhuset, og det er en side af ham, som de færreste i erhvervslivet kender, men som altid har været der.

»Jeg kan ikke lukke låget til min værktøjskasse endnu,« siger han. »Fordi jeg ved, at jeg kan gavne nogle virksomheder. Jeg vil gerne give noget tilbage af det, jeg selv har fået. Men nu skal cirklen lukkes. Fem af mine seks bestyrelsesposter er i Middelfart. Det er min by. Mine venner. Mit sted.«

Og skulle det en dag ikke længere kunne lade sig gøre? »Hvis ikke jeg kan blive gammel i Middelfart, vil jeg nok ende mine sidste dage i Irland eller Sydeuropa,« tilføjer han med et smil. 

Han bliver halvfjerds om tre år. Indtil da kører han videre. Ikke fordi han ikke kan stoppe, men fordi han ikke er træt endnu. Han er stadig den evige kraftanstrengelse, stadig den dreng fra Vestre Skole, der satte en annonce i avisen og skrev: Her er den store stjerne. Hvem vil have mig?

Forskellen er bare, at nu er det ham, der giver videre. Og at slipset fra det første møde i Tyskland stadig hænger i garderoben. Som en påmindelse om, hvad man kan nå, hvis man ikke lader sig begrænse. Og hvad man aldrig må glemme at vende hjem til.