Fyns Politi efterforsker en eksplosionsbrand i Odense SØ, som brød ud natten til søndag. Det oplyser Fyns Politi i flere myndighedsmeddelelser søndag morgen.
Politiet og brandvæsen blev klokken 02.29 kaldt ud til en brand på Korsløkkevej i Odense SØ. Ifølge politiet er der ingen personer, der er kommet til skade i forbindelse med branden.
Senere oplyste politiet, at man fortsat er massivt til stede ved Korsløkkeparken i forbindelse med hændelsen. Beboerne i den berørte opgang er blevet evakueret, men politiet understreger, at der ikke er fare for andre i området.
Fyns Politi oplyser desuden, at man mistænker, at der er tale om en kriminel handling, og at politiet derfor vil være til stede i området i længere tid. Søndag morgen har politiet udsendt endnu en myndighedsmeddelelse, hvor man beder offentligheden om hjælp i efterforskningen.
Politiet hører gerne fra borgere, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med eksplosionsbranden i Odense. Derudover er politiet interesseret i video, billeder eller overvågning fra området.
Oplysninger kan gives til Fyns Politi på telefon 114.
Efter næsten 30 år som direktør for Fredericia Shipping ser Klaus G. Andersen nu frem mod det generationsskifte i virksomheden, han selv engang overtog fra sin far. I et interview taler han åbent om ansvar, perfektionisme, byens udvikling og den svære kunst at give slip – både som leder, far og lokal aktør.
For mange fredericianere er Klaus G. Andersen blevet synonym med Fredericia Shipping. En familieejet virksomhed med dybe rødder i byen og blikket rettet mod havne, logistik og forretning langt ud over kommunegrænsen. Men bag titlen som direktør gemmer der sig også en fortælling om arv, ansvar og et forestående opbrud.
»Den største risiko for en virksomhed er direktørskifter eller generationsskifter,« siger Klaus G. Andersen i interviewet. Ordene falder uden dramatik, men med den vægt, som kun erfaring giver.
Han er 62 år, født og opvokset i Fredericia, fæstningsdreng fra Sct. Joseph og vokset op med byen som ramme. Efter uddannelse på universitetet i Odense fulgte 14 år i A.P. Møller, før han i 1996 vendte hjem for at tage over i familievirksomheden.
»Jeg var nok den i familien, der havde sværest ved at finde mig til rette, da vi kom hjem,« fortæller han. »Men ret hurtigt faldt også jeg på plads.«
Da Klaus G. Andersen i midten af 1990’erne trådte ind som direktør i Fredericia Shipping, var virksomheden overskuelig i både struktur og økonomi. Indtjeningen lå omkring én million kroner årligt, aktiviteterne var færre, og forretningen var i højere grad bundet til lokale kunder og klassisk havnedrift. Det var en virksomhed, man kunne have i hovedet – og i hænderne – på en anden måde end i dag.
Annonce
Siden er næsten alt forandret. Forretningen er vokset markant, både geografisk og forretningsmæssigt. Nye havne, nye aktiviteter, nye risici. Tallene har fulgt med: tocifrede millionoverskud og en omsætning i størrelsesordenen flere hundrede millioner kroner. Men når Klaus G. Andersen ser tilbage på det afgørende skifte, er det ikke væksten, han først fremhæver.
»Det lykkedes på grund af min far – og på trods af mig,« siger han om generationsskiftet i 1990’erne.
Sætningen rummer både selverkendelse og respekt. For ifølge ham var det ikke givet, at overgangen skulle blive så glidende, som den faktisk blev. Tværtimod er netop generationsskifter det sted, hvor mange familievirksomheder snubler.
Forklaringen på, at det ikke skete her, er i hans øjne enkel: Hans far gav slip. »Næsten fra dag ét lod han mig drive virksomheden,« fortæller han. »Han blandede sig ikke i detaljerne, og han gav mig plads til at træffe beslutninger – også dem, der ikke altid var perfekte.«
Det betød ikke, at overgangen var uden gnidninger. Klaus G. Andersen beskriver sig selv som en leder, der gerne vil sidde i førersædet, tage initiativet og sætte retningen. Den egenskab kunne have udviklet sig til en belastning, hvis den tidligere generation havde insisteret på at holde fast i kontrollen.
»Der var kanter, der skulle slibes – både i forhold til medarbejdere og i forhold til min far,« siger han. »Men fordi han gav plads, kunne det lade sig gøre.«
Netop den erfaring gør generationsskiftet, der nu venter, mere komplekst. For rollerne er byttet om. I dag er det Klaus G. Andersen, der har overblikket, historien og den dybe fornemmelse for forretningen. Det er ham, der har været med til at bygge aktiviteterne op, skridt for skridt, over næsten tre årtier.
»Jeg tror faktisk, det bliver sværere for mig at sidde på anden række, end det var for min far,« erkender han åbent. »Ikke fordi jeg ikke vil give plads – men fordi jeg kender alle hjørner af virksomheden så godt.«
Han ved samtidig, at netop dét kan blive en faldgrube. For den virksomhed, næste generation skal overtage, er langt større og mere kompleks, end den han selv trådte ind i. Det kræver en anden ledelse, mindre detaljefokus og mere delegation.
»Det er nødvendigt, at de finder deres egen måde at drive det på,« siger han. »Præcis som jeg selv gjorde.«
At give slip er dermed ikke bare et personligt spørgsmål. Det er en strategisk nødvendighed. Og måske den sværeste ledelsesopgave, der venter.
Krisernes betydning
Finanskrisen i 2008 og coronapandemien i 2021 ramte shipping- og logistikbranchen hårdt. Efterspørgslen faldt brat, markeder frøs til, og usikkerheden blev en fast følgesvend i hverdagen. For Fredericia Shipping betød det perioder, hvor både aktivitetsniveau og indtjening måtte tilpasses en virkelighed, ingen for alvor havde forudset.
Alligevel tøver Klaus G. Andersen ikke med at kalde kriserne for nødvendige – set i bakspejlet.
»Det har været sundt at skulle skalere ned og ‘right-size’ butikken,« siger han. »Når man kommer ud på den anden side, står man stærkere.« For ham har kriserne fungeret som et korrektiv. De har tvunget virksomheden til at se nøgternt på sig selv: Hvad skaber reel værdi? Hvilke aktiviteter er robuste over tid? Og hvor har man måske holdt fast i noget, der i virkeligheden var på vej ud?
Virksomhedens historie er derfor også historien om forretninger, der gradvist er forsvundet – ikke som følge af fejl eller manglende evne, men fordi de grundlæggende strukturer ændrede sig. Gødningseksport ud af Fredericia, import og klargøring af biler, klassiske industrikunder fra byens tidligere fabrikker. Aktiviteter, der engang var bærende, men som med tiden mistede deres grundlag.
»De fleste ting er jo ikke forsvundet, fordi vi ikke har serviceret kunderne ordentligt,« forklarer han. »De er forsvundet, fordi verden har ændret sig.«
Hver gang en aktivitet faldt bort, opstod der et tomrum. Og hvert tomrum krævede, at noget nyt blev bygget op. Det har betydet en konstant bevægelse i forretningen – fra lokale kunder til nationale og internationale samarbejder, fra klassisk havnedrift til mere komplekse logistik- og containerløsninger.
Kriserne har dermed ikke kun været perioder med pres og usikkerhed, men også øjeblikke, hvor virksomhedens tilpasningsevne blev testet og styrket. Ikke gennem hurtige satsninger, men gennem løbende justeringer og en vilje til at acceptere, at ikke alt kan reddes. »Man kan ikke klamre sig til det, der var,« siger Klaus G. Andersen. »Hvis man gør det, risikerer man at miste det, man har.«
Set i det lys har både finanskrisen og pandemien været med til at forme den virksomhed, Fredericia Shipping er i dag: mindre sårbar, mere fokuseret – og bedre rustet til næste uforudsete bølge.
Byen, sporten og fællesskabet
Klaus G. Andersen har i årtier været en markant skikkelse i Fredericias erhvervsliv, men hans engagement stopper ikke ved virksomhedens matrikel. Parallelt med arbejdet i Fredericia Shipping har han spillet en aktiv rolle i byens foreningsliv – senest i bestyrelsen for FC Fredericia og tidligere i Fredericia Håndboldklub.
Det engagement udspringer ikke af et ønske om direkte afkast.
»Vi bruger ikke en eneste container mere, fordi vores navn står på en trøje,« siger han nøgternt. »Men det gør noget for byen – og det gør noget for vores medarbejdere.«
For ham handler sporten om langt mere end resultater. Den handler om samlingspunkter. Om de steder, hvor byen mødes, og hvor fælles oplevelser skaber identitet og sammenhængskraft på tværs af alder, baggrund og postnummer.
»Jeg plejer at sige, at Fredericia har tre fyrtårne: håndbold, fodbold og teater,« siger han. »Det er ikke de eneste ting, der betyder noget, men det er nogle af dem, vi allerede har, og som kan samle byen.«
Netop den fælles ramme ser han som afgørende for byens attraktivitet. Ikke bare for tilskuere og fans, men for familier, medarbejdere og virksomheder, der skal vælge, hvor de vil slå sig ned.
»Det gør byen mere attraktiv at bo i,« siger han. »Og det betyder noget – også for os som virksomhed.«
Kærlighed til Fredericia
Kærligheden til Fredericia er tydelig i Klaus G. Andersens fortælling. Men den er ikke ukritisk. Tværtimod. Når han ser på byens udvikling over de seneste årtier, peger han på en ubalance mellem potentiale og realisering.
»Vi har haft succes på mange fronter – især omkring havnen og logistikken,« siger han. »Men vi har ikke haft samme tempo i byudviklingen, som man ser i Kolding og Vejle.«
Særligt midtbyen bekymrer ham. Ikke fordi han tror, at den kan eller skal vende tilbage til en fortid med tætpakkede handelsgader og klassisk detailhandel, men fordi han savner en tydelig retning.
»Jeg er godt klar over, at handelslivet aldrig bliver, som det var,« siger han. »Det ved vi godt alle sammen. Men det betyder ikke, at vi ikke kan skabe en attraktiv midtby.«
For ham handler det om stabilitet og balance – om at finde en ny form for byliv, hvor kultur, oplevelser og fællesskaber spiller en større rolle end kvadratmeter og butikslejemål. Teater, sport og andre fælles arenaer er en del af den løsning, mener han, men ikke den eneste.
»Der er et stort potentiale, især i midtbyen, som vi ikke har fået forløst endnu,« siger han.
Det er ikke en kritik rettet mod én aktør eller én beslutning, men en konstatering. En by med Fredericias historie, beliggenhed og erhvervsmæssige styrker rummer mere, end den i dag formår at udnytte. Og netop derfor engagerer han sig fortsat – også uden for bestyrelseslokalerne.
Når Klaus G. Andersen ser frem mod de kommende ti år, er det ikke først og fremmest vækstkurver, regnskabstal eller sportslige resultater, der optager ham. Perspektivet er bredere – og mere alvorligt.
»Den allerstørste opgave i Fredericia er de sociale udfordringer,« siger han og peger på de omkring 500 unge mennesker i byen, som i dag står uden job eller uddannelse.
For ham er det ikke et abstrakt tal, men en konkret udfordring med langsigtede konsekvenser. »Det er en bunden opgave. Den skal bare løses,« siger han uden omsvøb.
Han lægger ikke ansvaret ét sted. Tværtimod efterlyser han et fælles greb, hvor erhvervsliv, kommune, administration og det politiske niveau tager ansvar i fællesskab. Ikke gennem enkeltstående projekter eller midlertidige ordninger, men gennem en vedvarende indsats, der bringer flere unge ind i arbejdsfællesskaber.
»Vi er nødt til at få de unge placeret i virksomhederne,« siger han. »Det kræver, at nogen tager lederskab – og at vi arbejder sammen på tværs.«
Han erkender samtidig, at løsningen ikke er enkel. Men for ham er det netop pointen: At sværhedsgraden ikke må blive en undskyldning for passivitet. Hvis Fredericia vil være en by i balance, er det her, indsatsen skal lykkes.
At give slip – på sin egen måde
Spørgsmålet om fremtiden leder uundgåeligt tilbage til virksomheden og det generationsskifte, der nærmer sig. Hvad håber Klaus G. Andersen, at den næste generation vil gøre anderledes end ham selv?
Svaret rummer ikke resignation, men erkendelse. For det vigtigste er ikke, at hans efterfølgere kopierer hans måde at drive virksomhed på, men at de finder deres egen.
»De skal finde deres egen stil,« siger han. »Deres baggrund er en anden end min.«
Han tvivler på, at de bliver lige så perfektionistiske som ham selv. Og det ser han ikke som et problem – snarere som en nødvendighed i en virksomhed, der i dag er langt større og mere kompleks, end den var, da han selv tog over.
For som han har erfaret gennem næsten tre årtier i spidsen for Fredericia Shipping, kan hverken virksomheder eller byer bæres af én person alene. De kræver tillid, fælles ansvar og viljen til at give plads.
Og netop dér ligger måske den sværeste lære – både som leder og som menneske: At give slip, uden at give op.
BØRN. Der var røde og hvide farver i børnehøjde, boldleg på gulvet og sange, der normalt hører hjemme i håndboldhallerne, da Duponts Gård Børnehave onsdag holdt EM-håndboldfest. Ikke som en kopi af det, der udspiller sig på tv-skærmene om aftenen, men som en fortolkning tilpasset børnenes tempo, nysgerrighed og verden.
Både børn og personale var mødt op i rød-hvide trøjer, og dagen var fyldt med aktiviteter, hvor håndbold blev oversat til leg: kaste og trille bold, prøve at skyde på mål, ansigtsmaling og fællessang. Midt i det hele blev der også sat ord på forskellen mellem håndbold og fodbold – og på, hvad det egentlig vil sige at være en del af en slutrunde, når man er fire eller fem år gammel.
Bag idéen stod pædagog Lisa Hyldahl Fynby, som selv følger håndbolden tæt. »Jeg tænkte, at børnene ved, hvad fodbold er, men de ved ikke rigtigt, hvad håndbold er. Og i og med, at vi er så suveræne i håndbold, især på herresiden, gav det god mening at lave en håndboldfest,« fortæller hun.
Et lille mål og mange kast, da børnene prøvede håndbold under EM-festen i Duponts Gård. Foto: Fredericia AVISEN
Håndbold forklaret i børnehøjde
For Lisa var det afgørende, at dagen ikke handlede om stillinger, resultater eller taktik. I stedet var målet at skabe genkendelse og nysgerrighed, og give børnene et sprog for det, de måske allerede havde hørt derhjemme. »Vi har snakket lidt om, hvad håndbold er. At man bruger hænderne, og at fødderne er forbudt. Og så har vi prøvet det i praksis,« siger hun.
Det blev samtidig en dag, hvor alle kunne være med – også dem, der ikke nødvendigvis har let ved at kaste hårdt eller ramme et mål. »Der er øje-hånd-koordination i at kaste og gribe. Og hvis det bliver for svært, kan man sætte sig ned og trille bolden til hinanden. Der er stadig læring i det,« forklarer hun.
For at gøre spillets tempo forståeligt blev børnenes oplevelse koblet til noget, de kunne relatere til. »Nogle af spillerne skyder over 130 kilometer i timen. Det er lige så hurtigt, som biler kører på motorvejen. Det synes de jo er vildt.«
Trøjer, pynt og pølsehorn
Håndboldfesten var ikke opstået fra den ene dag til den anden. I cirka en uge op til havde børnene været med til at forberede dagen. De havde lavet deres egne trøjer i farverigt papir med navne og numre, som hang rundt omkring i børnehaven. »Der er tal fra alt mellem ét og en million. Der er frit valg på alle hylder,« siger Lisa med et smil og fortæller, at også den såkaldte six-seven-trend – som børnene havde hørt om – havde sneget sig ind på flere af de røde trøjer.
Børnenes hjemmelavede trøjer i rødt papir med numre hang klar til EM-festen. Foto: Fredericia AVISEN
Der var flag på væggene, mål stillet frem og pølsehorn på menuen. Men festen var ikke tænkt som noget, der krævede særligt udstyr eller forberedelse hjemmefra. »Vi har skrevet ud til forældrene på Aula, og mange børn er kommet i noget rødt eller hvidt. Men har man ikke noget, er det også helt okay. Det er ikke meningen, at nogen skal ud og købe noget,« understreger hun.
»Det er fordi, det er håndbold«
To af børnene, Nora og Luna, stod midt i festlighederne iført røde trøjer. De havde været med til aktiviteterne og set boldene blive kastet rundt i rummet.
De var ikke i tvivl om, hvorfor de havde taget trøjerne på. »Fordi det er håndbold,« siger Nora.
Og hvad går håndbold så ud på? »Man må ikke bruge benene. Man skal bruge hænderne,« forklarer hun, mens Luna supplerer, at man skal gribe bolden – ellers falder den bare ned.
Begge havde glædet sig til dagen. »Det er virkelig godt,« siger Nora. Og for Luna var der også noget konkret at se frem til senere på dagen. »Vi får pølsehorn,« siger hun med et grin.
Der var også ansigtsmaling i rød-hvide farver, da Duponts Gård Børnehave holdt EM-håndboldfest. Foto: Fredericia AVISEN
At forstå verden gennem leg
Ifølge Lisa er håndboldfesten en del af en større pædagogisk tanke. Det handler om at give børnene mulighed for at forstå den verden, de er en del af, også når den udfolder sig i nyhederne og i samtalerne derhjemme. »Børnene hører jo lidt rundt omkring, hvad der sker i samfundet, men de har ikke nødvendigvis forståelsen. Jo mere vi kan putte det ned i børnehøjde, jo mere kan de være med.«
Hun fortæller, at børnehaven tidligere har markeret både slutrunder, fastelavn, Halloween og kroningsfesten, da Kong Frederik overtog tronen. »Det skaber forståelse for, hvad der foregår omkring dem og børnene kan godt lide det. Derfor kunne vi sagtens finde på at gøre noget lignende igen,« slutter hun.
Håndboldfesten i Duponts Gård blev afsluttet med leg, bevægelse og lækre pølsehorn i børnehaven.
KRIMI. Fredag eftermiddag rykkede Sydøstjyllands Politi ud til et færdselsuheld i Fredericia. Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.03 fra Vejlevej.
Uheldet skete, da en bilist kørte fra Ydre Ringvej og ind i en rundkørsel, hvor bilen kørte hen over hajtænderne og påkørte en anden bil. Føreren af den ene bil var en 36-årig mand, mens den anden bil blev ført af en 22-årig mand.
Der skete kun ringe materielle skader ved sammenstødet, og ingen personer kom til skade.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 31.1 kl. 17.15 af vagtchef Søren Lisbjerg.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har rejst en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven efter en hændelse i Kolding. Anmeldelsen kom fredag klokken 15.32 fra Gadsbøllevej.
På stedet var der gået ild i noget stråtækt materiale, som var henkastet med henblik på bortskaffelse. Branden medførte, at der i forbindelse med hændelsen blev rejst en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 31.1 kl. 17.15 af vagtchef Søren Lisbjerg.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har modtaget en anmeldelse om indbrud i en villa i Fredericia. Anmeldelsen kom fredag klokken 11.25 og vedrører et indbrud på Hjortøvænget.
Ifølge politiet har gerningspersonen eller gerningspersonerne været på spil i et længere tidsrum. Indbruddet er sket mellem den 24. januar klokken 14 og frem til den 31. januar klokken 11. Fra villaen er der stjålet kontanter.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 31.1 kl. 17.15 af vagtchef Søren Lisbjerg.
POLITIK. Flagene stod tæt på Rådhuspladsen i Fredericia lørdag formiddag klokken 11.00. Ét for hver af de 52 danske soldater, der mistede livet under krigene i Afghanistan og Irak. Omkring dem stod godt 80 mennesker – byrådsmedlemmer, veteraner og borgere – samlet i stilhed.
Fredericia markerede lørdag sin opbakning til danske veteraner som led i Landsforeningen Danmarks Veteraners landsdækkende initiativ. Samme dag gennemførte foreningen en stille manifestationsmarch i København fra Kastellet til den amerikanske ambassade. I Fredericia valgte byrådet at markere dagen lokalt – midt i byen.
Markeringen begyndte klokken 11.00 med en tale fra borgmester Peder Tind, hvorefter 52 flag blev sat i jorden på pladsen. Derefter fulgte et minuts stilhed.
»Som garnisonsby støtter vi altid op om vores veteraner. De mennesker, der har været udsendt i krig, og dem, der har betalt den højeste pris, fortjener vores respekt. De kæmpede ikke for sig selv, men for os,« sagde borgmester Peder Tind i sin tale.
Rørt over synet af flagene
Viceborgmester Susanne Eilersen var blandt initiativtagerne til markeringen i Fredericia. For hende var det især synet af flagene, der gjorde indtryk.
»Det var rørende. Meget rørende. Når man ser de 52 flag stå der samlet, bliver det meget konkret. Hvert flag repræsenterer et menneske, et liv, en familie. Det gør noget ved én,« siger Susanne Eilersen. Hun hæfter sig ved, at markeringen ikke var stor eller larmende, men netop stille og værdig.
»Der var ikke brug for mange ord. Stilheden sagde det hele.«
Blandt de fremmødte var også veteraner, som selv har været udsendt. Flere gav efterfølgende udtryk for, at det betød noget, at byen markerede opbakning – også uden for de nationale arrangementer.
»Man bliver bevæget, når man ved, at hvert flag symboliserer et menneske, der ikke kom hjem. Det gør indtryk,« sagde Eilersen.
Ifølge Susanne Eilersen blev arrangementet mødt med taknemmelighed fra flere sider.
»Folk kom hen bagefter og sagde tak for, at der blev lavet den her markering. Det betyder noget at blive set og anerkendt.«
For viceborgmesteren handler dagen ikke kun om fortiden, men også om nutiden – og om dem, der i dag arbejder i Danmarks uniformer.
»Det betyder utrolig meget for mig. Alle vores værn i Danmark – forsvar, beredskab, politi og de mange andre – de mennesker yder en stor indsats for vores skyld. Det har jeg enorm respekt for,« siger hun. Samtidig peger hun på, at anerkendelsen ikke altid har været tilstrækkelig.
»Vi har ikke altid været gode nok til at værdsætte det arbejde, de gør hver dag. Og vi har slet ikke altid været gode nok til at tage hånd om dem, der kommer hjem med ar på sjælen.«
Fredericia markerer også den nationale flagdag for veteraner i september. Men ifølge Susanne Eilersen er det vigtigt, at opbakningen ikke kun samles på én dag om året.
»Flagdagen er vigtig. Men vi skal også tænke mere over, hvordan vi som samfund tager ansvar for dem, der vender hjem – nogle gange forandrede for altid. Det er ikke nok at sige tak. Det skal også kunne mærkes i handling,« siger hun.
Netop derfor gav den lokale markering mening, understreger hun.
»De store demonstrationer foregår i København. Men i dag viste vi her i Fredericia, at støtten også findes lokalt. Og det er vigtigt – især i en garnisonsby som vores.«
Et minuts stilhed – og eftertanke
Efter borgmesterens tale og flagopsætningen blev der holdt ét minuts stilhed på Rådhuspladsen. Trafikken omkring pladsen fortsatte, men på selve pladsen stod tiden stille.
»Det var en stille eftertanke. Et øjeblik, hvor man mærkede alvoren,« siger Susanne Eilersen. Det var en stille afslutning og en tak for fremmødet. For de fremmødte blev markeringen en påmindelse om, at bag tal og historiske begivenheder står mennesker – og at deres indsats og ofre ikke må glemmes.
Fyns Politi har fredag fundet en efterladt rollator ved havnebassinet ved Polenskajen og Tysklandskajen i Odense. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse lørdag klokken 12.18. Dykkere har været i vandet, men ikke fundet noget.
Ifølge politiet har brandvæsnets dykkere været i vandet i området, men der er ikke fundet noget relevant i vandet. Fundet af rollatoren giver dog anledning til bekymring for, om en person kan være faldet i vandet.
Politiet understreger, at bekymringen alene bygger på fundet af rollatoren, og at der på nuværende tidspunkt ikke er andre oplysninger, som peger i den retning.
Fyns Politi hører derfor gerne fra borgere, der har kendskab til rollatoren eller ved, hvem ejeren kan være.
Oplysninger kan gives til politiet på telefon 114.
Danmark er klar til EM-finalen efter en intens og fysisk sejr på 31-28 over Island i Jyske Bank Boxen. I en kamp, hvor marginalerne konstant var i bevægelse, og hvor Island igen og igen udfordrede i duellerne, blev det et kollektivt svar, der bar Danmark frem. Da Emil Nielsen ikke ramte dagen i målet, fik Kevin Møller en større rolle end vanligt – og greb den i en semifinale, hvor intet blev givet gratis.
For Kevin Møller var det først og fremmest helheden i præstationen, der fyldte efter kampen, og ikke de enkelte aktioner eller minutter på banen. »Det kan man kun tænke godt om. Det er jo fantastisk, hvilken holdsejr og hvilken præstation.«
Selv det at spille en markant rolle i en EM-semifinale er ikke noget, han forholder sig aktivt til, mens kampen kører. For ham handler det i øjeblikket udelukkende om at være klar, hvis der bliver brug for ham.
»Man tænker ikke så meget over det, mens kampen kører. Man vil bare gerne ind og hjælpe holdet så godt som muligt, og det er min rolle.« Først efterfølgende trænger kampens betydning for alvor ind. »Det er først bagefter, når man lige stopper op, at man tænker over, at det er en EM-semifinale.«
Kulissen var med til at understrege alvoren og størrelsen i opgaven. Foran 15.000 tilskuere i Jyske Bank Boxen blev rammen endnu en gang noget, Møller sætter stor pris på. »Med den kulisse og det publikum, der var i dag, var det helt fantastisk. Det er en kæmpe ære hver eneste gang, man får lov til at løbe rundt inde i boksen.«
Han vender flere gange tilbage til det kollektive som forklaring på, at Danmark stod distancen i en kamp, hvor Island konstant pressede med fysik, tempo og nærkontakt. »Det siger rigtig meget om os som hold. Jeg synes virkelig, det er karakter og mandshjerte.«
Midt i det kollektive peger Kevin Møller dog på én figur, der ifølge ham satte et helt særligt defensivt aftryk på kampen. »Jeg må bare tage hatten af for Magnus Saugstrup. Hold nu fast, han styrer det forsvar godt og leder det virkelig stærkt.« Det er ikke tom ros, men en anerkendelse af det arbejde, der blev lagt i midten.
»Han viser sig som en af verdens bedste forsvarsspillere og leder på vores hold.« For målmanden bag forsvaret føltes det til tider, som om Saugstrup dækkede mere end sin egen zone. »Til tider virker det næsten, som om han dækker op for to mand inde i forsvaret.«
Finalepladsen sender Danmark videre til et nyt møde med Tyskland søndag, et opgør Kevin Møller ser frem til med både respekt og nysgerrighed. »Det er altid sjovt at møde Tyskland. De er et godt hold, de rider på en bølge.«
Han forventer også, at de kommer med nye taktiske greb. »Det er altid spændende at se, hvad de kommer med af nye ting siden sidst.«
Finalen bliver kulminationen på et forløb, der for alvor tog en drejning efter nederlaget til Portugal tidligere i turneringen. »Det er det, vi har kæmpet for i en hel måned.« Portugal-kampen står stadig klart i bevidstheden. »Efter Portugal-kampen fik vi lidt en kold spand vand i hovedet.« Netop derfor føles det ekstra stærkt at stå her nu – og på den måde, Danmark har gjort det.
»Det er en kæmpe forløsning at stå her nu.« For Kevin Møller handler det grundlæggende ikke om, hvem der spiller, men om hvordan holdet reagerer, når det bliver sat under pres. »Vi beviser over for os selv, at det næsten er ligegyldigt, hvem der spiller.« Det er ansvar og tillid, der bærer.
»Alle tager ansvar, hjælper hinanden og viser det store hjerte, vi havde i dag.«
Udvisningerne fyldte også meget i kampens sidste fase, og for Kevin Møller var det umuligt ikke at mærke spændingen i de situationer, hvor marginalerne kunne tippe afgørende, alt efter hvordan kendelserne faldt. »Selvfølgelig sidder man med hjertet oppe i halsen i de situationer.«
Han peger på, at det særligt er usikkerheden omkring vurderingerne, der gør den slags øjeblikke vanskelige at navigere i, fordi en kendelse i slowmotion kan få et helt andet udtryk end den opleves i kampens tempo. »Man ved aldrig, hvordan dommerne tolker og vurderer den slags, især når de ser det i slowmotion.«
For Danmark blev nervøsiteten ikke mindre af, at alternativerne centralt i forsvaret var begrænsede, og at hver udvisning derfor havde direkte betydning for kampens balance. »Vi var lidt spændte, for vi havde ikke mange muligheder tilbage centralt i forsvaret.«
At kampen endte med hele 19 udvisninger, var voldsomt, men for Møller hænger det tæt sammen med de to holds måde at spille på og den fysiske intensitet, der prægede opgøret fra første minut.
Politisk annonce – læs mere her
»Det er måske mange udvisninger, men jeg synes også, det afspejler, hvordan de to hold spiller.« Han understreger samtidig, at Island netop er kendt for deres kompromisløse tilgang til duellerne, hvor nærkontakt og fysisk pres er en integreret del af spillet.
»Island er måske nogle af de bedste i verden til netop det spil, hvor de ligger tæt og arbejder hårdt i duellerne.« Derfor kom antallet af kendelser heller ikke som et chok, selv om omfanget var markant. »Det var måske lidt overraskende, men jeg havde forventet, at der ville komme mange.«
Med sejren står Danmark nu foran EM-finalen mod Tyskland søndag, ikke som et hold, der har haft én ubrudt opadgående kurve, men som et mandskab, der har reageret på modgang, justeret undervejs og fundet styrke i bredden, da det for alvor blev nødvendigt.
KRIMI. En 32-årig mand blev natten til lørdag klokken 04.44 udsat for vold på Akseltorvet i Kolding, da han blev slået i hovedet med en flaske.
Slaget medførte en flænge i panden over det ene øjenbryn, og politiet blev tilkaldt til stedet. Gerningsmanden var ved anmeldelsen ikke fundet, og politiet søger fortsat efter ham.
Der er tale om en mand med dansk udseende, 25-30 år gammel og cirka 170-180 centimeter høj med almindelig kropsbygning. Han beskrives som lys i huden, med lyst, kort hår. Manden talte dansk og var iført en hvid hættetrøje med mønstre på.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 31.1 kl. 10.00 af vagtchef Rune Nielsen.
