Et havareret køretøj spærrer torsdag eftermiddag højre spor på Ny Lillebæltsbroen. Politiet er på stedet, oplyser trafikken.dk.
Det sker på et tidspunkt, hvor mange er på vej hjem fra arbejde, og trafikken erfaringsmæssigt er ekstra tæt i myldretiden.
Samtidig er der meldt om et uheld på Rute 25 mellem Hjarup og Vamdrup i retning mod Toftlund, hvor uheldsstedet endnu ikke er sikret, fremgår det ligeledes af trafikken.dk.
Trafikanter i området opfordres til at udvise særlig forsigtighed i eftermiddagstrafikken.
Den 7. maj 2026 gæster Andreas Bo Restaurant Marsvinet på Øster Hougvej i Middelfart – og det bliver en helt anden slags aften end de store show-turnéer.
Her er der tale om en intim samtalekoncert, hvor Andreas Bo og den anerkendte guitarist Dennis Flacheberg tager publikum tæt på – med musik, samtaler og historier fra et liv i dansk underholdning. Ikke parodier og hurtige punchlines, men akustisk musik og ærlighed fra en kunstner, der har noget på hjerte.
»Det er fedt at tage en guitar og bare synge. Jeg elsker den inderlighed og det følelsesmæssige udtryk, som det aftvinger. Der er ikke noget staffage – det er bare musik,« siger Andreas Bo om konceptet.
Dennis Flacheberg styrer samtalen og stiller spørgsmålene – om opvæksten, om vejen ind i showbizz, om livet som freelancer og om nerverne inden man går på scenen. Flacheberg er en af landets mest erfarne guitarister og har spillet med blandt andre Lis Sørensen, Hjalmer og Johnny Logan.
Andreas Bo er kendt fra Live fra Bremen, Rundt på Gulvet og Cirkusrevyen, men musikken har altid fyldt i hans liv. Da han fyldte 50, udgav han pladen »Skillevej« med sit eget orkester.
Fredericia Kommune og madleverandøren Glade Krudtugler afslutter samarbejdet om levering af skolemad til to af kommunens skoler. Samarbejdet har ikke fungeret som planlagt siden opstarten ved årsskiftet. Udfordringen er, at Kirstinebjergskolens model for skolemad kræver, at maden leveres varm og færdiganrettet, fordi skolerne ikke har modtagerkøkken. Det har vist sig vanskeligere at gennemføre i praksis end forventet og har skabt vedvarende leveranceproblemer.
»Jeg er ærgerlig over, at vi skal finde ny leverandør af skolemad, men vi fortsætter naturligvis med gratis skolemad til eleverne. Kvalitet er vigtigt for os, og vi har høje ambitioner for skolemad som et pædagogisk måltid, der skal fremme elevernes trivsel og madmod,« siger Pernelle Jensen, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune.
Søren Vilmand, CEO i Glade Krudtugler, kalder dialogen med kommunen konstruktiv, men erkender, at leverancemodellen slog fejl.
»Den valgte leverancemodel har desværre vist sig at være meget vanskeligere at gennemføre i praksis end antaget,« siger han.
Eleverne på Kirstinebjergskolen afdeling Høgevej og afdeling Havepladsvej vil fortsat få gratis skolemad. Glade Krudtugler leverer frem til den nuværende menuplan udløber, hvorefter en midlertidig aftale med en eller flere nye leverandører træder i kraft frem til sommerferien. Fredericia Kommune kører samtidig en ny udbudsrunde, og når eleverne møder ind efter sommerferien, vil det være med en ny leverandør.
Fredericia Kommune er stadig en del af det landsdækkende forsøg med gratis skolemad.
POLITIK. Martin Lidegaard kom til Fredericia med et spørgsmål. Han tog af sted med et svar.
Radikale Venstres politiske leder besøgte torsdag formiddag Everfuels HySynergy-anlæg ved Crossbridge Energys raffinaderi — et af Europas største anlæg til produktion af grøn brint — for at undersøge, om den teknologi, hans parti har gjort til valgkampens omdrejningspunkt, holder i praksis.
Konklusionen var ikke til at tage fejl af.
»Vi er her for at se et af de steder, hvor man faktisk allerede producerer brint, og for at finde ud af, om det er rentabelt. Og det er en stærkt opløftende konklusion, jeg tager med herfra. Det kan ikke alene lade sig gøre, det sker her. Det er rentabelt. Det er konkurrencedygtigt. Og der venter en kæmpe mulighed for dansk industri og erhverv,« sagde Lidegaard.
Martin Lidegaard lyttede koncentreret under besøget på Everfuels brintanlæg i Fredericia. Foto: Fredericia AVISEN
Det var Jacob Krogsgaard, grundlægger og CEO for Everfuel, der viste Lidegaard rundt på anlægget og forklarede teknologien bag. Her bliver vedvarende strøm fra vind og sol omdannet til grøn brint gennem elektrolyse, og brinten leveres enten direkte til det tilstødende raffinaderi via rørledning eller komprimeret på tankbiler til kunder i Tyskland og Holland.
Men besøget efterlod Lidegaard også frustreret. Afstanden mellem det potentiale, han havde set med egne øjne, og den politik der føres, var svær at bære. »Nogle gange tager jeg mig til hovedet over, hvor stor forskel der er på potentialet på det her område og den manglende politiske vilje til at udnytte det. Jeg kan næsten ikke holde det ud,« sagde han.
Martin Lidegaard (B) fik torsdag forklaret teknologien og ambitionerne bag HySynergy-anlægget i Fredericia. Foto: Fredericia AVISEN
Han lagde ikke skjul på, hvad besøget skal bruges til. »Jeg tør godt sige, at hvis vi får magt, som vi har agt, så kommer vi til at tage det her med ind i den kommende regering.«
HySynergy-anlægget i Fredericia har en kapacitet på 20 MW og leverer grøn brint til Crossbridge Energys raffinaderi, som forsyner omkring 40 procent af Danmarks forbrug af flydende brændstoffer. Overskudsvarmen aftages af fjernvarmeselskabet TVIS.
EVENTS. Det er snart to måneder til, men for de mange middelfartere og tilrejsende, der har sikret sig en plads, er forberedelserne allerede godt i gang. Nu er et vigtigt puslespilsbrik faldet på plads: De foreløbige starttider for Royal Run i Middelfart er offentliggjort.
One mile skydes i gang kl. 11.00, 10 km-løbet starter kl. 12.15, og 5 km-løberne går af sted kl. 14.30. Tiderne er foreløbige, og deltagerne vil modtage en mail med den præcise starttid for deres startgruppe, efterhånden som løbsdagen nærmer sig.
Mandag den 25. maj — 2. pinsedag — ventes omkring 14.000 mennesker at løbe og gå gennem Middelfart, når byen for første gang nogensinde er vært for den kongelige motionsfest. Ruterne fører deltagerne langs Lillebælt, gennem havneområdet og ad de historiske gader i bymidten. Kong Frederik X og resten af Kongefamilien deltager, som de gør i alle fem værtsbyer på løbsdagen.
Samme dag afslørede Det danske Kongehus årets løbetrøje på de sociale medier. Kong Frederik X holdt selv den petroleumsfarvede trøje med hvidt tryk frem for kameraet.
Royal Run i Middelfart er udsolgt — og det gik stærkt. Løbet var væk på under to timer, da tilmeldingen åbnede. Vil man alligevel følge med, er der god grund til at stille sig op langs ruten. Og vil man sikre sig en plads til næste gang en stor motionsfest passerer forbi, er de månedlige Træn med-arrangementer et godt sted at starte. Den anden weekend i hver måned mødes løbere og gående i Middelfart til gratis fælles træning — næste gang er søndag den 8. marts kl. 10 i Klubhuset på Sportsvænget 5 i Gelsted.
UDDANNELSE. Én gang om året holder Fredericia Maskinmesterskole åbent hus for alle, der overvejer en fremtid som maskinmester eller automationsteknolog. Lørdag den 7. marts er det forårets tur, og rektor Jens Færgemand opfordrer de unge til at stikke hovedet inden for.
»Folk ved måske ikke altid, hvad der foregår bag murene,« siger han. »Men lige så snart man kommer ind og oplever stemningen og studiemiljøet og snakker med de studerende og møder vores undervisere, så mærker man hurtigt det her med, at vi har nærhed og fokus på den enkelte.«
Dagen giver besøgende mulighed for at opleve skolen, mens den er i fuld drift. Der er aktivitet i laboratorier og værksteder, studievejledere er til stede, og studerende fra 5. semester tager gæsterne med på rundvisning. Om formiddagen er der desuden Maskinmestertalks, hvor studerende, tidligere studerende, undervisere og rektor fortæller om uddannelsen, karrieremulighederne og hverdagen på skolen.
Programmet er primært bygget op om maskinmesteruddannelsen, men automationsteknologer er ligeledes velkomne.
Ifølge Jens Færgemand er det netop mødet med de studerende og underviserne, der gør forskellen for mange besøgende. »De, der har været ude at kigge på andre skoler, siger bagefter, at de er ret overbevist om, at det er her, de skal læse,« siger han.
Et af skolens kendetegn er ifølge rektoren nærheden — ikke kun fagligt, men også menneskeligt. Skolen arbejder aktivt med at tage imod studerende, der har særlige udfordringer, herunder ordblindhed.
Maskinmesteruddannelsen er en professionsbacheloruddannelse, der typisk tager fire et halvt år. Færdiguddannede maskinmestre arbejder inden for energi, forsyning, skibsfart og industri, og Jens Færgemand lægger ikke skjul på, at uddannelsen er eftertragtet. »Vi vil gøre opmærksom på, at vi har en rigtig god uddannelse, og hvor der er mere eller mindre jobgaranti bagefter.«
Åbent hus finder sted lørdag den 7. marts kl. 10-13 på Fredericia Maskinmesterskole.
UDDANNELSE. Der er noget, Per Breckling ikke er i tvivl om. Folkeskolen mangler penge. Og endelig ser det ud til, at de er på vej.
»Jeg er bare glad for, at de vil investere, og at de har set, at der er problemer i folkeskolen, og at der skal nogle flere ressourcer til. Det er positivt,« siger formanden for Fredericia Lærerkreds.
Da Socialdemokratiet i begyndelsen af februar præsenterede »Lilleskolen« med et klasseloft på 14 elever i indskolingen og en investering på fem milliarder kroner om året, var Per Brecklings reaktion hverken overraskelse eller ukritisk begejstring. Det var snarere en anerkendelse af, at der endelig er sket noget på landsplan, som Fredericia allerede selv har taget hul på. »Vi taler milliardeinvestering. Det kan jeg kun være glad for, at politikerne på landsplan gerne vil investere i folkeskolen,« siger han.
Fredericia er allerede i gang
For Fredericia har ikke ventet. Byrådet har allerede sænket det lokale klasseloft fra 28 til 24 elever, en beslutning, Per Breckling ser som et vigtigt skridt i den rigtige retning. »Jeg tænker ikke, at vi kan lykkes med skolen, når vi nu har et klasseloft, som hedder 28. Og det har vi jo heldigvis set i Fredericia, at byrådet har indset, at vi skal have klasseloftet ned.«
Om selve tallet 14 er han mere forsigtig. Han genkender den pædagogiske logik — at 14 netop passer til at slå to klasser sammen inden for 28-grænsen — men holder sig fra at tage stilling til, om det er det rette niveau. »En lavere klassekvotient ser jeg som en del af løsningen. Men om 14 er det rigtige i indskolingen, det ved jeg ikke.«
Lokalerne er ikke der
Hans mest konkrete bekymring er ikke lærerne. Det er væggene. »Vi har ganske enkelt ikke lokaler til at kunne lave det her. Og selvom der er afsat seks milliarder til bygninger, så rækker det ikke, det viser flere undersøgelser og almindelig logik.«
Det er et problem, der ikke lader sig løse hurtigt. Og det er ifølge Breckling noget, politikerne må tænke mere over, også selv om udspillet lægger op til en vis fleksibilitet i praktiseringen af loftet.
De 4.000 lærere er inden for rækkevidde
Til gengæld er han mere optimistisk, når snakken falder på de knap 4.000 ekstra lærere, udspillet forudsætter. Hans argumentation ligner den, forskerne hos VIVE har fremført: Lærerne eksisterer allerede, de er bare andre steder. »Vi har over 40.000 lærere, som i øjeblikket arbejder andre steder. Og jeg ved jo personligt, at nogle af dem for eksempel arbejder på privatskoler, hvor man har lavere klassekvotienter, og de har jo blandt andet valgt at flytte derhen med baggrund i det.«
Hvis folkeskolen får lavere klassekvotienter og den massive investering, tror han, at en del af dem kan lokkes tilbage. Det kræver ikke, at alle 40.000 vender hjem — kun en brøkdel. »Det er jo kun ti procent af dem, der ikke arbejder i folkeskolen, vi skal have fat i. Så det tror jeg godt kan lade sig gøre. Ikke fra den ene dag til den anden. Men over tid tror jeg på, at vi kan fastholde nogle af dem, der allerede er der, og få nogle tilbage fra andre jobs. En kombination af mange ting gør, at det kan lykkes.«
KULTUR. Fire dokumentarfilm, fire samtalepartnere og én by, der for alvor melder sig på landkortet som dokumentarby. Det er rammen om årets MIDDELFART:DOX, og Helle Broen fra Panorama Biograferne lægger ikke skjul på, at gæstelisten er blevet ekstra interessant i år.
Cykelnørder med begejstring
Til filmen om cykellegenden Eddy Merckx kommer to af dansk cykelsports mest kendte stemmer: Brian Holm og Bastian Emil Goldschmidt — makkerparret bag podcasten Café Eddy på Eurosport.
»Brian Holm og Bastian Emil Goldschmidt ved simpelthen alt om cykelsport, og deres podcast Café Eddy hører jeg faktisk selv, ikke fordi jeg går særlig meget op i cykelsport, men jeg er bare fascineret af deres fascination,« siger Helle Broen.
Cykelsportens fortid og nutid: Brian Holm og Bastian Emil Goldschmidt taler om Eddy Merckx til Middelfart:DOX.
Det er nemlig den slags smittende entusiasme, hun tror vil løfte samtalen efter filmen til noget særligt. »Deres begejstring for cykling og alt, hvad der foregår i den verden, er simpelthen så sjovt at høre på. Og man bliver også selv lidt klogere undervejs,« tilføjer hun.
Patriarken møder op
Filmens mest kontroversielle gæst er uden tvivl Peter Aalbæk — filmproduceren bag Zentropa, manden der stod skulder ved skulder med Lars von Trier og satte dansk film på verdenskortet med Dogme-bevægelsen og en lang række af de største danske filmproduktioner.
Men han er også en mand med en kompliceret fortid. MeToo-anklager, grænseoverskridende adfærd og kritik af måden, han behandlede sine medarbejdere på, har fulgt ham de senere år.
»Han er en vanvittig mand på mange måder, men også en vanvittig modig mand,« bemærker Helle Broen. For Patriarken er ikke en hyldestsfilm. Det er et portræt af en mand, der konfronteres med sig selv og sin fortid, og som ikke løber fra det. »Filmen hedder jo Patriarken, og det har han været i mange henseender i hele filmbranchen. Og samtidig har det jo også været enormt grænseoverskridende og provokerende, og han behandlede sine medarbejdere dårligt. Altså, jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige,« erkender hun.
Han har aldrig sparet sig selv. Peter Aalbæk møder op til Middelfart:DOX og taler om filmen om sit eget liv.
Men det er netop det, der gør Aalbæks fremmøde bemærkelsesværdigt, mener Helle Broen. »Jeg synes egentlig bare, at det er modigt at stille sig frem og beskrive det forfald, han er i gang med. Sådan tror jeg også altid, han har været, han har aldrig sparet sig selv. Det der mod er fascinerende.«
MIDDELFART:DOX løber af stablen 18.-22. marts i Panorama Middelfart. Billetter til 50 kr. købes på 0024.dk.
Efter to års fravær er Rolf Sørensen klar til at dække verdens største cykelløb igen – bare fra en ny position.
Rolf Sørensen er tilbage. Efter to års fravær vender den tidligere cykelrytter og kommentator tilbage til TV 2’s dækning af Tour de France – men ikke i kommentatorboksen i Frankrig.
I stedet får Sørensen rollen som ekspert og skal bidrage med indsigter, perspektiver og analyser i TV 2’s sportsnyheder, på TV 2 News og i Go’ Morgen Danmark.
»Jeg har cyklet Tour de France syv gange, haft den gule førertrøje og kommenteret løbet 18 gange for TV 2, hvoraf de 17 af dem har været med Dennis Ritter ved min side. Det har været et privilegie, men som de seneste to år også har vist, er det for opslidende for mig at skulle med rundt i Frankrig på trods af min store kærlighed til løbet. Derfor er jeg meget glad for denne løsning, hvor jeg stadig kan være en del af holdet – bare i en anden funktion,« siger Rolf Sørensen til TV 2 SPORT.
UGENS EMMY. Jens Sørensen fylder et rum. Ikke fysisk, men med stemmen, med tempoet, med den energi der gør, at han sjældent sidder stille i mere end et halvt minut, før den næste historie melder sig. Han fortæller, som han har levet, i spring, fra det ene til det næste, fra Vestre Skole til et hovedkontor i Tyskland, fra en ungdomsklub i Middelfart til en jernbænk i Madrid, og alligevel hænger det hele sammen, fordi det hele udgår fra det samme sted. Fra en harmonisk arbejderfamilie i Middelfart. Fra et fundament, han aldrig har villet forlade, selv når verden trak i ham.
Født den 18. juli 1959. Opvokset i Middelfart som søn af en glad arbejderfamilie, og det siger han uden tøven og med stolthed. Det var en barndom med store vennekredse, sport fra morgen til aften og en skole, han elskede. Vestre Skole, ti år. Ved siden af ham sad Henrik fra Guldkronen, og det var, som han selv siger, en fest. Bimmel og bammel fra morgensang. Men der var også noget andet. En ambition, der tidligt meldte sig, først som en drøm om at blive professionel fodboldspiller, ligesom hans to brødre, der begge var formidable på en bane. Teknikken var der. Fysikken var det knap så godt med. Så ambitionerne fandt en anden retning.
»Jeg vidste tidligt, at jeg var karrieremenneske,« bemærker han. »Ikke fordi jeg ikke var tilfreds med at komme fra en arbejderfamilie. Men jeg havde de her ambitioner om at blive til noget stort.«
Alligevel var det vigtigste, han tog med sig fra de år, ikke ambitionerne. Det var menneskene. Vennerne fra skolen og fra sporten, fra den ungdomsklub, hvor de i 1975, som femten-sekstenårige, blev danske mestre i indendørs fodbold. Der var harmoni. Sådan siger han det, og han mener det: Hele barndommen var harmoni. Men der var også en præcision, en forventning om, at tingene skulle gøres ordentligt, at ingenting kom gratis, og at man, hvis man ville lykkes, måtte præstere.
»Jeg har altid sat en ære i, at folk ikke måtte forandre mig,« fortæller han. »Man skal ikke glemme, hvor man kommer fra. Mine rødder har altid været her, og jeg passer og plejer mine venner fra dengang, mine brødre og min lillesøster. Det er det bedste, jeg ved. At være sammen med dem. Ikke med alle de konger, jeg har mødt undervejs.«
Så begynder erhvervslivet. Han kalder det selv den evige kraftanstrengelse, og det er et udtryk, man skal tage alvorligt, for det beskriver ikke bare et arbejdsliv, det beskriver en tilgang til tilværelsen, hvor man hele tiden presser sig selv et skridt videre end det, man troede var muligt.
Det starter på handelsskolen og med en annonce. Jens Sørensen, ung og frisk fra skolen, sætter en annonce i avisen. Ordene er hans egne: Her er den store stjerne. Hvem vil have mig? Dagen efter ringer Poul Erik Jacobsen, regnskabschef hos Lydex, den store udstødningsfabrik ude ved Middelfart. »Hvad er du for en makker, der kan finde på det? Kan du lige komme herud?« sagde han.
Jens kom derud. I regnskabsafdelingen sad en kvinde, der havde sagt, at hun var træt af, at de altid ansatte kvinder som elever. Nu skulle der en mand ind. Jens blev den mand. Han startede efter sommerferien, og han havde egentlig regnet med, at han skulle hygge sig lidt og pjatte. Det kom han aldrig til.
Et halvt år senere, den 12. december 1977, kom meddelelsen om, at virksomheden var ved at blive solgt. Ejeren Junggaard havde fået et tilbud fra Tenneco, verdens største producent af udstødningssystemer. Hundrede millioner kroner. I 1977-penge. Junggaard blev rig. Jens tænkte, at han kunne tage sin minicykel og cykle hjem og finde noget andet. Men amerikanerne havde andre planer. De ville gøre fabrikken i Middelfart til et kompetencecenter for asiatiske biler, Mazda, Toyota, Nissan, og pludselig var den lille fabrik et magtcenter. Langsomt voksede den til at blive byens største virksomhed, større end NKT, med mellem fem- og sekshundrede ansatte.
Jens blev der i enogtyve år. Han gjorde karriere, kom i et europæisk talentprogram, blev udtaget sammen med fjorten andre i Europa, og bad koncernen om at betale en MBA på Henley i England. Aftalen var enkel: Hvis han bestod, betalte de. Hvis han dumpede, betalte han halvdelen selv. »Hundredeogfemogtyvetusind kroner. Dem havde jeg ikke,« siger han med et smil. »Men jeg er den evige kraftanstrengelse. Så jeg sagde ja.«
I tre år læste han om aftenen, afleverede rapporter, bestod prøver, passede sit arbejde og sine venner og sin sport. Alt sammen på én gang. Annette, hans kone, havde stor forståelse. Det lykkedes.
Jens Sørensen på coveret til sin tiende bogudgivelse, en citatbog, som udkom for få år siden. Foto: Privatfoto
Så kommer det, der ændrer alt. Eller rettere: Der kommer tre ting i hurtig rækkefølge, og de tegner tilsammen buen i Jens Sørensens erhvervsliv.
Den første er DATI. Danmarks største autogrossist-konstellation, fjorten individualister, der var dygtige hver for sig, men ikke kunne samarbejde. Deres bestyrelsesformand ringede til Jens efter et foredrag og sagde, at han skulle være deres direktør. Jens sagde nej. Han havde det godt i Middelfart. »Du behøver ikke forlade Middelfart. Du kan fortælle os, hvordan du vil have det. Du skal bare være direktør for os,« sagde de så.
Han stillede sine krav, her en ordentlig løn, en god firmabil, en solid pensionsordning og frihed til at bestemme. Og så skulle hovedkontoret flyttes fra Slagelse til Middelfart. De sagde ja. Han ansatte sine egne folk, fem særligt udvalgte, og begyndte at konceptudvikle. De første møder var kaotiske, og de skændtes på tværs, for de var også konkurrenter. Men langsomt bevægede han dem fra at tænke konkurrence til at tænke fællesskab. »Pludselig blev vi en god familie,« siger han. »Og hver gang jeg kom med noget, sagde de ja.«
Den anden er Karen Blixens Café. En aften ringer Egon Zehnder, verdens største headhunterfirma. En kvinde ved navn Karin Siegle Kvärnström beder ham møde op i Københavns Lufthavn, terminal to. Hun vil ikke sende et billede. Han skal bare sætte sig med en kop kaffe, så finder hun ham. »Jeg er høj, lyshåret, en relativt pæn kvinde. Jeg har en computer under armen. Du sidder der bare, så finder jeg dig.«
Han kørte til København og tænkte, at det var vanvittigt. Hvorfor de ikke bare kunne mødes i et mødelokale. Men ambitionerne trak. De talte i en god time, mest om ham som privat person, hans opvækst, hans familie, hans fritid. Da han spurgte, hvad det drejede sig om, sagde hun: »Det skal du ikke spekulere over. Det får du ikke noget at vide om i dag.« Han kørte hjem og var overbevist om, at det ikke blev til noget. Men næste dag ringede hun igen. »Du skal til Tyskland.«
Det var Hella-koncernen. Verdens største inden for lys og elektronik til autobranchen. Hovedkontor i Lippstadt, Tyskland. Deres europæiske direktør, Sebastian Mertz, havde siddet og lyttet til et af Jens’ foredrag i Bruxelles og sagt: »Ham vil vi have.« Jens kørte til Tyskland, mødte ejeren, Dr. Jürgen Behrend, og sagde ja med det samme. Uden at spørge sin kone.
Han købte et nyt slips nede i byen inden mødet. Det hænger stadig i hans garderobe.
Jens Sørensen er mangeårigt medlem og stor fan af det tyske fodboldhold FC Bayern München. Her mødte han i 2013 verdens bedste fodboldtræner, Pep Guardiola. Foto: Privatfoto
Lippstadt. Halvfjerds tusind indbyggere, en smuk by tæt på Dortmund og Düsseldorf. Annette og deres to døtre, Marie og Sofie, fulgte med. Det første år var spændende for alle tre. Men det blev hårdt. Jens havde tre tusind medarbejdere under sig, ledelsesmøder mandag morgen, og fløj verden rundt tirsdag til fredag. Over tres timer om ugen. Han var stort set aldrig hjemme, og han havde slæbt sin familie til Tyskland for ikke at være der.
Det, han indførte, var noget, han selv beskriver som en dansk fladhed i et tysk hierarki. Han insisterede på, at de skulle være på fornavn. I hans verden hed han Jens, ikke Herr Sørensen. Ejerne sagde, at han måtte gøre, som han ville, men ikke ved de store møder, hvor alle var doktorer og titeldrevne. Det tog tid. Men langsomt lod han dem forstå, at de var kammerater, der skulle præstere sammen. Og det virkede. »Når jeg rejste rundt og besøgte alle Hella-selskaberne, stod de og glædede sig. Nu kommer chefen. Og i gamle dage sagde man bare: Åh nej, nu kommer han.«
Men hjemme var der krise. Annette ville hjem. Børnene ville hjem. Jens sad i et vakuum mellem det, han elskede at gøre, og de mennesker, han elskede at være sammen med.
Så kom Madrid.
Han havde to sekretærer. Den ene, Susanne, lavede en mappe til ham inden hver rejse. Rød farve for problemer. Gul for justeringer. Grøn for steder, hvor han bare skulle ind og drikke en kop kaffe og nikke til de gode resultater. Spanien var grønt. Alt var fint. Han skulle besøge sin lokale direktør, Louie Carmena, og der var ingen problemer.
Han landede i den gamle lufthavn i Madrid, gik ind i terminalen og skulle ned til bagagebåndet. Så slog hans hjerne fra. Han begyndte at svede, blev gennemvåd, mærkede et tryk i hovedet. Han så en grøn jernbænk i den anden ende af terminalen og nåede hen til den, lige inden han kunne mærke, at han var ved at falde. Han satte sig. Han vidste ikke, hvor han var. Alt var tomt. Så huskede han mappen. Han tog den op af tasken, kiggede på Susannes farver og begyndte langsomt at komme til sig selv igen. Han var i Spanien. Han skulle besøge Louie.
Da han kom ud til ankomsthallen, stod Louie og ventede. »Hvordan i himlens navn er det, du ser ud?« sagde han. Jens sagde, at han var i orden. Louie sagde, at det var han ikke. »Du skal ikke ud i firmaet. Jeg kører dig på hotellet nu. Du skal have noget vand, du skal i bad, og så skal vi to sidde stille og roligt.« Det var chefen, der fik den besked af sin medarbejder. Det reddede hans liv.
I flyet hjem besluttede han sig. Det var slut. Kroppen kunne ikke mere, og hjernen kunne ikke mere. Han havde fyldt den op til det maksimale. »Hvis ikke jeg stopper her nu, så går det galt,« sagde han til Hella-ledelsen. »Så bliver jeg ikke ret gammel.«
De sagde: Du kan vælge, hvad du vil i koncernen. Du skal bare ikke rejse. Gute Resultate geben Freiheit, sagde Dr. Behrend. Gode resultater giver frihed. Jens valgte at komme hjem til Danmark. Til FTZ. Til sine gamle venner og sin familie. Det blev grunden til, at FTZ voksede fra 600 millioner til to milliarder i omsætning, og at Nordic Forum, det nordiske samarbejde, som han grundlagde og blev præsident for, nåede fem milliarder.
Jens Sørensen foran verdens mest kendte musikstudie, Abbey Road i London, hvor han med et udvalgt band indspillede sit femte musikalbum. Foto: Privatfoto
I dag er Jens Sørensen syvogtres år og bor stadig i Middelfart. Han er gået fra tolv-fjorten bestyrelsesposter til seks, og fem af dem er i Middelfart. Dinex, hvor han har siddet i ti år, fordi forbindelsen går helt tilbage til Lydex og Torbens far, der grundlagde virksomheden. Og T. Hansen Gruppen og AD Danmark, hvor han og Bent Jensen har fundet hinanden. »Bent og jeg forstår bare hinanden,« siger han. »Han er en iværksætter. Big time. Når jeg kommer med noget, tager det ikke ti sekunder, før han har taget en beslutning. Bent rummer bare så meget.«
Han har også været skyggerådgiver for kapitalfonde, købt og solgt virksomheder under dække, arbejdet for blandt andre Polaris i Danmark og fonde i London. I ti år sad han i bestyrelsen for Stok Emballage i Langeskov og hjalp med at gøre virksomheden til en bragende succes, der endte med et salg til en international kapitalfond.
Men det, der fylder mest nu, er ikke forretningen. Det er det, han kalder at lukke cirklen. At vende tilbage til udgangspunktet, til byen, til vennerne, til det fundament, der har båret ham hele vejen. Han har skrevet ti bøger. Han har udgivet fem studiealbums med musik, ét af dem indspillet i Abbey Road Studios i London. Han komponerer tekst og musik i flyet eller i sommerhuset, og det er en side af ham, som de færreste i erhvervslivet kender, men som altid har været der.
»Jeg kan ikke lukke låget til min værktøjskasse endnu,« siger han. »Fordi jeg ved, at jeg kan gavne nogle virksomheder. Jeg vil gerne give noget tilbage af det, jeg selv har fået. Men nu skal cirklen lukkes. Fem af mine seks bestyrelsesposter er i Middelfart. Det er min by. Mine venner. Mit sted.«
Og skulle det en dag ikke længere kunne lade sig gøre? »Hvis ikke jeg kan blive gammel i Middelfart, vil jeg nok ende mine sidste dage i Irland eller Sydeuropa,« tilføjer han med et smil.
Han bliver halvfjerds om tre år. Indtil da kører han videre. Ikke fordi han ikke kan stoppe, men fordi han ikke er træt endnu. Han er stadig den evige kraftanstrengelse, stadig den dreng fra Vestre Skole, der satte en annonce i avisen og skrev: Her er den store stjerne. Hvem vil have mig?
Forskellen er bare, at nu er det ham, der giver videre. Og at slipset fra det første møde i Tyskland stadig hænger i garderoben. Som en påmindelse om, hvad man kan nå, hvis man ikke lader sig begrænse. Og hvad man aldrig må glemme at vende hjem til.
