Fyns Politi er søndag aften massivt til stede i det centrale Odense omkring Ansgarsgade. Det oplyser politikredsen i en myndighedsmeddelelse klokken 19.29.
Ifølge politiet er der »en del patruljer« i området, hvor der i øjeblikket er spærret af.
»Situationen er under kontrol, og der er ingen fare for beboere eller borgere i området. Vi håndterer en politiforretning og har spærret af. Respekter afspærringen og politiets anvisninger. Vi melder ud, når vi ved mere«, oplyser Fyns Politi.
Det er endnu uklart, hvad indsatsen konkret drejer sig om.
Politiet forventer at melde yderligere ud, når der foreligger flere oplysninger.
Valdemar Birksø stod i centrum, da FC Fredericia holdt Superligaens førerhold fra AGF fra fadet i en anden halvleg under massivt pres. I kulden på Monjasa Park taler han om samarbejde, mod og troen på, at fire point i to kampe ikke er tilfældigheder, men begyndelsen på noget.
Kulden fra Monjasa Park sad stadig i kinderne, da Valdemar Birksø trådte ind i spillertunnellen. Den slags kulde, der ikke bare handler om temperatur, men om intensitet. Om 90 minutter, hvor hvert indlæg føles tungere end det forrige, og hvert sekund i overtiden varer en anelse længere. Godt 95 minutter tidligere fik han blomster og blev budt velkommen hjem på Monjasa Park. Nu havde han sammen med sit hold kæmpet sig til 1 vigtigt point mod rækkens førerhold.
Valdemar Birksø modtager blomster og en varm velkomst fra de unge fans på Monjasa Park, hvor keeperen blev hyldet i sin første hjemmekamp tilbage i Fredericia-trøjen.
Han rækker hånden frem for at hilse høfligt, han smiler og ligner en målmand, der har været igennem noget, men ikke er færdig med at tænke over det.
»Vi er glade. Jeg er super tilfreds. Selvfølgelig tror man på, at man på, at man vil tage point, men fire point fra de første svære kampe, havde jeg måske ikke regnet med, inden vi gik i gang. Det er dog fedt. Men jeg synes også, at vi har leveret noget. Tre gode halvlege. Vi spiller totalt op med AGF, specielt i første halvleg, og så kommer vi under et tryk i løbet af anden halvleg. Det er vel også fair nok. Det er top mod bund i Superligaen. Så jeg synes bare, det er fedt, at holder stand og kæmper heroisk for hinnaden.«
Han siger det i én bevægelse, som om kampen stadig løber i ham. For ham handler det ikke kun om pointet. Det handler om, at Fredericia ikke bare overlevede, men deltog.
Første halvleg var modig. Fredericia gik højt, turde spille, turde presse. Anden halvleg blev en anden fortælling. AGF overtog territoriet. Hjørnesparkene kom i bølger. Indlæggene blev flere. Tempoet blev højere.
Det var her, Birksø trådte frem.
»Det er hektisk, men det er jo sindssygt fedt. God atmosfære. Folk de kriger. Det kan godt være, jeg har nogle gode redninger, men forsvaret har også nogle virkelig vigtige blokeringer, du måske ikke lige lægger mærke til. Jeg husker også én i sidste kamp mod Vejle. Folk snakker slet ikke om det, men den ligger direkte i kassen, hvis Kudsk ikke blokerer afslutningen. Det er sindssygt fedt at spille på sådan et hold, og jeg synes, vi har fundet ind i et godt samarbejde.«
Han insisterer på kollektivet. På at redninger og blokeringer er to sider af samme sag. På at det, der ligner individuelle præstationer, i virkeligheden er strukturer.
Der var øjeblikket, hvor Patrick Mortensen dukkede op midt for mål. Der var hovedstødet ved bagerste stolpe. Der var afslutningerne, der ændrer kampe. Birksø nåede ned. Eller fik en hånd på. Eller så bolden stryge forbi.
Straffesparket var en anden historie. Kristian Arnstad sparkede fladt mod venstre. Birksø gik den rigtige vej. Alligevel gled bolden under ham. Han sukker ikke, da situationen bliver bragt op. Han analyserer.
»Jeg havde kigget lidt på nogle af de tidligere straffespark, han har sparket. Så det er bare ærgerligt, at jeg næsten er nødt til at sige, at der ikke er lidt mere kvalitet i sparket. Jeg kan ikke forvente, at den kommer dernede. Det er jo sådan, det er på straffe. Det er uheldigt.«
Det er en målmands paradoks. At læse situationen korrekt og alligevel stå tilbage uden redning. At gøre det rigtige og stadig blive passeret.
Alligevel er der ingen bitterhed i ham. Pointet står fast.
»Et point havde jeg taget inden kampstart. Det vil jeg godt være ærlig og indrømme. Et point er fantastisk. Men jeg er ligeså meget tilfreds med præstationen, og specielt i første halvleg, at vi spiller op med dem, og det er en lige kamp. Vi har lige så mange store chancer, som de har. Det er jo sindssygt fedt.«
Der er noget ved måden, han siger det på. Som om det vigtigste ikke er, at AGF blev holdt fra en sejr, men at Fredericia spillede en kamp, hvor forskellen mellem top og bund ikke kunne måles i mod.
Kampen var også en hjemkomst. Birksø er tilbage på Monjasa Park. Tilbage i en klub, hvor han kender rummene, menneskene og lydene.
»Det er sindssygt dejligt at være tilbage. Jeg har glædet mig til at komme tilbage og spille her. Det føles jo bare som hjemme. Man kender jo det hele, så det er fedt.«
Fire point i to kampe giver luft. Men ikke ro.
»Det giver selvfølgelig god optimisme, det er klart, men uanset hvordan de er gået, så bliver vi nødt til at have optimismen og tro på os selv, for at vi kan holde os inde i kampen og kæmpe med om at overleve.« Optimisme er ikke en følelse for ham. Det er en beslutning. Næste uge venter Randers. Endnu en kamp, hvor Fredericia på papiret ikke er favoritter.
»Det er jo en dygtig modstander, meget solid nede bagi. Jeg synes, at de lukker ikke mange mål ind, men de har måske haft lidt svært ved at score mange mål. Så det bliver en sindssyg fed opgave. Jeg glæder mig til at komme derop og se, om vi kan byde dem op til dans.«
Han smiler igen. Ikke bredt. Ikke triumferende. Bare som en målmand, der ved, at han gik den rigtige vej. Og at det nogle gange er nok til at bygge videre.
Der findes arbejdsliv, som forsvinder i CV’er og stillingsbetegnelser, og så findes der arbejdsliv, der bliver en del af et bybillede. Ikke fordi de råber op om sig selv, men fordi de bliver ved. Fordi de holder. Fordi de over tid får en form, der ligner stabilitet. Stig Andreasen har drevet Andresens VVS i 25 år. Det er længe nok til, at en virksomhed ikke længere kun er et foretagende, men et spor. Et spor i en by, hvor relationer ofte varer længere end konjunkturer.
Han er født på Sct. Joseph, opvokset i Storgården og siden på Honorésvej. Han beskriver sin barndom uden dramatik, men med den selvfølgelighed, der følger med et liv, der har haft sin akse samme sted:
»Vi boede jo lige op til volden og ned til stranden, og hvis man ville vide, hvor de andre drenge var, så gik man bare op og kiggede over ved kasernen, for der spillede vi alle sammen fodbold. Der var jo ikke mobiltelefoner, man skulle ikke koordinere noget, man vidste bare, at fællesskabet var der.«
Vejen ind i VVS-faget kom ikke af en livsplan, men af en tilfældighed, som mange af de væsentlige valg i et liv gør.
»Jeg skulle egentlig i praktik som tømrer, men så mødte jeg en, jeg kendte, som sagde: Du skal ikke være tømrer, du skal være VVS’er. Og så gjorde jeg det. Det var ikke, fordi jeg havde tænkt stort over det, men da jeg først kom i gang, syntes jeg, det var et spændende fag, fordi man kunne se, hvad man havde lavet. Rørene var synlige, installationerne gav mening, og der var en udvikling i branchen, som gjorde, at man hele tiden lærte nyt.«
Han blev udlært i 1980, arbejdede sig gennem en række virksomheder i Fredericia-området og Sønderjylland, oplevede afdelinger lukke og ejere forsvinde, og lærte undervejs det, han i dag kalder det vigtigste: sammenholdet.
»Det sociale betød mere, end man måske forstod dengang. Vi var lærlinge sammen, vi stod på byggepladser sammen, vi kørte service sammen, og man oplevede, at man faktisk var en del af noget, der lignede en familie. Det tror jeg har betydet mere for mig, end jeg var klar over på det tidspunkt.«
Springet til selvstændig kom i 2001. Ikke ud af storstilet iværksætterdrøm, men ud af en konkret situation og en samtale ved køkkenbordet.
»Jeg var ikke helt enig med min daværende arbejdsgiver om retningen, og så sagde min kone, at hvis jeg alligevel skulle arbejde så mange timer et andet sted, så kunne jeg lige så godt arbejde for mig selv. Det lyder jo enkelt, men det var det ikke. For vi lånte penge i huset for at få en startkapital, vi købte biler, vi ansatte folk, og jeg kan tydeligt huske følelsen af at stå der med tre biler og tre mand og tænke: Nu har vi sat det hele på spil. Kommer det til at gå?«
Han tøver ikke, da han beskriver den tid.
»Jeg var nervøs. Det er der ingen grund til at pakke ind. Det var ikke sådan en romantisk iværksætterhistorie, det var mere en fornemmelse af, at hvis det her ikke lykkes, så falder det hele. Derfor arbejdede jeg 60-70 timer om ugen de første år, for man har hånden på kogepladen hele tiden, og man ved, at hvis man slipper, så kan det blive dyrt.«
Alligevel er det ikke modgangen, han dvæler mest ved, men vedholdenheden.
»Der var et år, hvor vi lavede underskud, fordi vi byggede på Gamle Andevej, og jeg troede, jeg kunne styre det hele selv. Det lærte jeg af. Men generelt synes jeg faktisk, det er gået godt. Ikke fordi det har været let, men fordi vi har holdt fast.«
Når han taler om virksomhedens 25 år, taler han ikke om omsætning eller ekspansion, men om mennesker.
»Jan startede tre dage efter mig, og han har 25-års jubilæum. Vi har haft folk, der har været her i 20 og 21 år. Det er jeg faktisk stolt af. For jeg tror, hvis man behandler folk ordentligt og giver dem ansvar og frihed, så bliver de. Det er ikke, fordi vi har en hemmelig formel, men vi prøver at være redelige.«
Det er et ord, han vender tilbage til: redelighed.
»Noget af det, der har overrasket mig mest gennem årene, er, hvor mange i Fredericia der holder deres ord. Når man laver en aftale, så er det en aftale. Det betyder meget i en branche, hvor man ofte arbejder på tillid og håndtryk. Selvfølgelig sker der fejl, og der er sygdom og udfordringer, men grundlæggende oplever jeg, at folk er ordentlige.«
Hans engagement stopper ikke ved arbejdspladsens port. Andresens VVS har gennem årene støttet både fodbold, håndbold og andre lokale initiativer.
»Jeg synes, det er vigtigt at bakke op. Ikke fordi man skal have sit navn frem, men fordi hvis ikke der bliver lagt penge og engagement i det lokale, så forsvinder det langsomt. Og jeg synes, det er værd at være stolt af, at vi har Superliga-fodbold og et stærkt håndboldhold. Det er en del af byens identitet.«
Samtidig ligger der en bekymring under overfladen. Manglen på lærlinge. De unge, der ikke finder vej ind i håndværket.
»Jeg hører tal om 400 unge i Fredericia, der står uden for uddannelse og job. Jeg tror, løsningen starter med praktik. At de kommer ud i 7., 8. og 9. klasse og ser, hvad vi laver, oplever kammeratskabet og hverdagen. For jeg kom jo selv ind i faget via praktik. Hvis man aldrig ser det, hvordan skal man så vælge det?«
Han fylder 66, men taler ikke om pension som en konkret plan.
»Jeg har ikke en hobby, der kan fylde tiden ud. Og min kone arbejder nogle år endnu, så jeg går ikke hjem, før hun gør. Det er ikke, fordi jeg ikke kunne, men jeg har det fint med at være her.«
Når han bliver spurgt, om han ville have gjort noget anderledes, svarer han uden tøven:
»Nej. Selvfølgelig har der været bump, både i firmaet og privat. Men jeg ville ikke lave det om. Tingene er gået, som de gik, og jeg står her i dag og kan se tilbage på 25 år, hvor vi har skabt noget, der holder. Det er i grunden tilfredsstillende.«
Se hele det filmede interview med Stig Andreasen her.
FC Fredericia leverede en modig og disciplineret præstation mod Superligaens førerhold og spillede 1-1 mod AGF efter en kamp med tempo, VAR-drama og massivt pres i slutfasen. Oprykkerne kom foran efter en chokstart, blev ramt af et straffespark – men kæmpede pointet hjem foran et koldt og intenst Monjasa Park.
Der var lagt op til top mod bund, da Superligaens førerhold fra AGF gæstede Monjasa Park i runde 20. På papiret en af forårets sværeste opgaver for FC Fredericia, der jagter point i bunden, men hjemmeholdet kom ind til kampen med frisk selvtillid efter 3-2-sejren i lokalopgøret mod Vejle.
Rammerne fejlede ikke noget. Solen hang over et iskoldt Monjasa Park, udebaneafsnittet var udsolgt, og omkring 1.300 AGF-fans satte en massiv lydkulisse i fæstningsbyen. Inden kickoff blev cheftræner Michael Hansen igen markeret for sine 200 kampe i spidsen for klubben og modtog blomster af Niels Kruses fra bestyrelsen, mens vinterens tilgange Friday Etim, Valdemar Birksø og Elias Hansborg blev budt officielt velkommen foran hjemmepublikummet.
Og FC Fredericia leverede fra start.
Allerede efter tre minutter bragte hjemmeholdet sig foran. Fredericia satte sig på bolden, erobrede højt og spillede sig igennem AGF’s organisation. Emilio Simonsen fandt Sofus Johannesen i højre side af feltet, og afslutningen blev sendt under Jesper Hansen til 1-0. En modig, velspillet scoring mod rækkens nummer ét.
Fredericia fortsatte med at trykke på. Friday Etim opsnappede en løs bold omkring feltet, satte fart mod mål og gik i græsset efter en duel, men dommeren lod sig ikke overtale til at pege på pletten. Friday Etim var i øvrigt en konstant udfordring for AGF’s defensiv i første halvleg. Med sin fysik og fart skabte han uro i gæsternes bagkæde.
Jakob Jessen fører bolden frem for FC Fredericia, mens Rasmus Carstensen forsøger at lukke af for AGF. Foto: Michael Nielsen / AVISEN
AGF arbejdede sig gradvist ind i kampen og begyndte at få længere sekvenser på bolden. En duel mellem Gift Links og Svenn Crone ved bagerste stolpe førte til VAR-gennemsyn, og Jens Maae blev kaldt ud til skærmen. Efter gennemsynet dømte han straffespark til gæsterne.
Kristian Arnstad omsatte det fladt mod venstre. Bolden gled under Valdemar Birksø, der ellers var gået den rigtige vej. Det var ikke et prangende spark, men det var nok, og AGF var tilbage i opgøret.
Arnstad havde tidligere i halvlegen været i fokus efter en albue i en duel, hvor han blødte fra munden og måtte behandles – også med assistance fra hjemmeholdets læge Mogens Zarling – men nordmanden vendte tilbage og fik altså sat sit aftryk på kampen.
Den største AGF-mulighed i første halvleg tilfaldt Patrick Mortensen, der midt for mål fik en stor chance for at bringe gæsterne foran. AGF-anføreren afsluttede fra tæt hold, men Valdemar Birksø reagerede hurtigt og leverede en fremragende redning, der holdt FC Fredericia inde i opgøret.
Første halvleg var intens og præget af mange dueller. Fredericia havde modet og perioderne, AGF kvaliteten og kynismen. Ved pausen stod der 1-1 efter en underholdende og tempofyldt halvleg på Monjasa Park.
3.272 så på søndag eftermiddag i Fredericia.
AGF overtog – men fik ikke gennembruddet
Efter pausen forsøgte AGF at tage kontrollen med det samme. Kevin Yakob var kommet på banen i stedet for Kristian Arnstad, og gæsterne overtog gradvist bolden.
Gift Links fik halvlegens første mulighed, da han fik plads på kanten, men afslutningen manglede kvalitet. Kort efter testede Tobias Bech Valdemar Birksø med et hårdt skud mod det lange hjørne, men Fredericia-keeperen reddede flot.
Kampbilledet ændrede sig tydeligt. Fredericia havde svært ved at spille sig ud af AGF’s pres, og når hjemmeholdet erobrede bolden, stod flere aarhusianere klar til hurtigt at generobre den. Magnus Knudsen og Kristiansson begyndte at sætte tempoet centralt, og presset voksede minut for minut.
Patrick Mortensen var millimeter fra at bringe AGF foran, da han ved bagerste stolpe kom højest på et indlæg, men hovedstødet sneg sig lige forbi mål. Senere fik AGF-anføreren endnu en stor mulighed midt for mål, men Birksø leverede endnu en stærk redning og holdt Fredericia inde i opgøret.
Midt i gæsternes dominans viste Fredericia tænder ud af ingenting. Jonathan Lindekilde var selv med i opspillet og endte med en afslutning tæt under mål, der strøg snert forbi det lange hjørne. Det var en påmindelse om, at hjemmeholdet stadig lurede på omstillingerne.
Jakob Jessen måtte have behandling efter en duel med Rasmus Carstensen og humpede fra banen med smerter i knæet, mens AGF fortsatte med at lægge tryk på. Hjørnesparkene begyndte at hobe sig op, men Fredericia stod imod i feltet.
Sebastian Jørgensen fik kampens måske største åbne mulighed i slutfasen, da et perfekt indlæg landede tæt under mål. Men AGF-profilen mistimede sit hovedstød fuldstændigt, og chancen løb ud i sandet.
Gift Links var konstant et aktiv i slutfasen og udfordrede igen og igen på kanten, mens AGF skruede tempoet op. Jakob Poulsen sendte Janni Serra og Frederik Emmery på banen i stedet for Patrick Mortensen og Rasmus Carstensen for at jagte sejren.
Fredericia var tydeligt mærket af det massive pres efter mere end 80 minutters intenst arbejde. Benene blev tungere, og flere spillere trak vejret dybt, men organisationen holdt. Felix Winther fik et gult kort i en hård duel med Magnus Knudsen, og kort efter var der dramatik, da et AGF-indlæg ramte Jakob Jessen i feltet. Gæsterne appellerede for hånd, men Jens Maae lod spillet fortsætte.
Valdemar Birksø trak sekunder ud ved de sidste målspark, hvilket udløste buh-råb fra de 1.300 AGF-fans, mens hjemmebaneafsnittet svarede igen med sang, trommer og røde halstørklæder i den kolde eftermiddag.
I overtiden kæmpede AGF sig til endnu et hjørnespark, selv om uret havde rundet 94 minutter. Bolden blev sendt ind i feltet, men Rieper fik clearet resolut – og kort efter lød slutfløjtet.
FC Fredericia havde kæmpet i 90 minutter og lidt til mod Superligaens førerhold – og fik løn for indsatsen med et point på Monjasa Park.
Danmark har stolte traditioner for at tage ansvar for sin egen sikkerhed og for at bidrage til stabilitet i verden omkring os. I generationer har danske soldater løst krævende opgaver med professionalisme og ro. De har været klar, når det gjaldt – ofte under forhold, de færreste af os møder i vores arbejdsliv. Netop derfor bør debatten om soldaternes vilkår også føres med alvor og rettidig omhu.
I disse år er der bred enighed om, at et stærkt forsvar er en nødvendighed. Men styrken ligger ikke alene i materiel og struktur – den ligger først og fremmest i menneskerne. Hvis vi ønsker et forsvar, der kan løfte fremtidens opgaver, må vi sikre, at soldatergerningen fortsat er et attraktivt og respekteret valg.
Her kommer lønspørgsmålet naturligt ind i billedet.
En nyuddannet konstabel tjener typisk i størrelsesordenen 23.000–25.000 kroner om måneden før pension og særlige tillæg, mens en sergent ofte ligger omkring 25.000–27.000 kroner. En løn der for konstablernes vedkommende vel at mærke stort set ikke udvikler sig i løbet af et langt arbejdsliv. Sammenligner man med andre funktioner, hvor ansvar, beredskab og samfundskritiske opgaver er en del af hverdagen, giver det anledning til refleksion. Mange faglærte håndværkere passerer eksempelvis hurtigt 26.000 – 29.000 kroner om måneden, og stillinger med personaleansvar i både offentlig og privat sektor ligger ofte endnu højere.
Forskellige fag kan ikke umiddelbart sættes op mod hinanden, men for at sikre en rimelig balance er det nødvendigt at komme med et eksempel. Soldater accepterer risiko, uforudsigelighed og perioder væk fra familien. Når lønnen ikke i tilstrækkelig grad afspejler disse vilkår, risikerer vi, at dygtige unge mennesker vælger andre karriereveje.
Løn er naturligvis ikke den eneste drivkraft. Kammeratskab, faglig stolthed og ønsket om at tjene noget større har altid været bærende værdier i Forsvaret. Sådan bør det også være fremover. Men anerkendelse skal kunne mærkes i hverdagen. En mere tidssvarende løn er ikke blot et spørgsmål om kroner og øre; det er et tydeligt signal om respekt for den opgave, soldaterne løfter og ikke mindst den ambition mange politikkere på tværs af politiske skel italesætter igen og igen.
Derfor bør ambitionen være klar: Lønnen i Forsvaret skal i højere grad afspejle opgavernes tyngde og nærme sig niveauet for sammenlignelige stillinger. Det er ikke udtryk for overbudspolitik, men for rettidig omhu. For hver soldat, vi formår at fastholde, sparer vi samtidig betydelige ressourcer på rekruttering og oplæring – og bevarer værdifuld erfaring i organisationen.
Men løn kan ikke stå alene. Gode rammer for familieliv, større forudsigelighed i tjenesten og tydelige karriereveje er mindst lige så vigtige. Når helheden er på plads, styrker vi både motivationen og sammenhængskraften.
At forbedre soldaternes vilkår er i sidste ende en investering i Danmarks sikkerhed og tryghed. Historien har vist os værdien af at være velforberedt, og traditionelt har vi i Danmark forstået, at et stærkt forsvar kræver ordentlige forhold for dem, der står i forreste række.
Det er en debat, vi bør tage nu – med respekt for det, der har båret os hertil, og med et fremsynet blik på den sikkerhed, kommende generationer skal leve under.
John E. Nyborg Byrådsmedlem Fredericia, Socialdemokratiet Kongensstræde 8A, Fredericia
Martin Ramsdal Pedersen Fællestillidsrepræsentant, Centralforeningen for Stampersonel på Ryes Kaserne Blåkjærsvej 2, Erritsø, Fredericia
En 100-årig sengeliggende beboer på plejehjemmet Kærdalen i Vejen er død efter at være blevet udsat for vold lørdag aften. En 69-årig mand, der selv bor på plejehjemmet, er sigtet i sagen og er nu varetægtsfængslet i fire uger.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen lørdag klokken 19.08 om mulig vold på plejehjemmet. Politiet rykkede massivt ud og var til stede hele aftenen og natten, hvor der blev gennemført afhøringer og tekniske undersøgelser med bistand fra Nationalt Kriminalteknisk Center samt hundepatruljer.
Den 100-årige beboer blev lørdag aften udsat for vold og afgik senere ved døden. Den indledende efterforskning peger på, at gerningspersonen er en anden beboer på plejehjemmet.
Søndag blev den 69-årige mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Her blev han sigtet for vold med døden til følge. Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre, og retten besluttede at varetægtsfængsle ham i fire uger i surrogat.
Politiet har nu afsluttet de tekniske undersøgelser på stedet, men efterforskningen fortsætter.
Af hensyn til sagen har Syd- og Sønderjyllands Politi ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.
Søndag eftermiddag venter en af forårets største opgaver for FC Fredericia, når 3F Superligaens førerhold fra AGF gæster Monjasa Park i runde 20.
Top mod bund står der på papiret, men hjemmeholdet kommer ind til opgøret med selvtillid efter 3-2-sejren i lokalbraget mod Vejle Boldklub, hvor særligt første halvleg viste, at Fredericia kan spille med. Nu gælder det så ligaens nummer ét – et AGF-mandskab, der endnu ikke har tabt på udebane i denne sæson og som jagter sin tiende kamp i træk uden nederlag fremmed græs.
Fredericia har til gengæld hjemmebanen og et Monjasa Park, der er klar til endnu en Superliga-eftermiddag med intens stemning. Udebaneafsnittet er meldt udsolgt, og 1.300 AGF-fans har taget turen til fæstningsbyen, så der er lagt op til en kulisse, der matcher kampens betydning.
For FC Fredericia handler det om at bygge videre på den gode start efter vinterpausen og bevise, at holdet kan bide skeer med rækkens absolutte top. Point vil lune gevaldigt i bundstriden – men det kræver en helstøbt præstation mod et AGF-hold med kvalitet i alle kæder.
OPINION. Har vi tid til vinterferie, når vi samtidig står midt i et politisk og økonomisk kursskifte i byrådssalen? Spørgsmålet handler ikke om retten til ferie. Den har alle – også byrådsmedlemmer. Det handler om signal og ledelse.
Fredericia kommer fra flere års økonomisk pres. Vi har haft stram styring, sårbart skattegrundlag og en midtby, der kæmper med at finde ny energi. Samtidig har vi fået en ny borgerlig ledelse, som netop blev valgt på løftet om retning, tempo og erhvervsvenlighed. Derfor er forventningen naturlig: Synlige beslutninger. Klar plan for indtægtsgrundlaget.
Handling i midtbyen. Tempo i erhvervspolitikken.
Jeg ser stabilitet, da strategiarbejde er sat i gang og dialogen med erhvervslivet er forbedret. Men Jeg ser endnu ikke de strukturelle beslutninger, der markerer et reelt skifte. Ingen tydelig model for markant styrkelse af skattegrundlaget. Ingen konkret midtbyinvestering. Intet politisk signaturprojekt, der viser forskellen fra før.
Administrativt er vinterferie forsvarligt. Politisk er signalet mere følsomt. Fredericia er ikke en velkonsolideret kommune, der kan glide på rutinen. Vi er en kommune, der skal bevise, at vi kan skabe vækst og robusthed. Erhvervslivet venter ikke. Skattegrundlaget vokser ikke af strategipapirer alene. Midtbyen får ikke flere kunder af procesnotater.
Her bliver fraværet af erhvervserfaring som selvstændig i byrådet meget tydeligt. De der har drevet virksomhed, ved én ting: Markedet holder ikke pause, fordi man selv gør det.
Lønninger skal betales. Likviditet skal sikres. Beslutninger skal træffes.
Det kræver ikke milliardprojekter at vise retning. Det kræver prioritering og mod. En klar 3-årig plan for vækst i skattegrundlaget. En konkret beslutning om dækningsafgiftens fremtid (læs: Rød vs Blå). En midtbyindsats med fast tidsplan. En reel erhvervsgaranti med målbar effekt (KPI’r) og efterkalkulation der.
Fredericia har brug for mindre proces og flere beslutninger. Mindre planlægning og mere handling. -For troværdighed.
Vinterferien er ikke problemet. Problemet opstår, hvis pausen kommer, før kursen er tydeligt sat. Når man står midt i et politisk og økonomisk skifte, holder man ikke pause, før skibet har drejet. Man holder pause, når retningen er synlig for alle. Fredericia fortjener handling.
OPINION. Mens vestlige venstrefløjsaktivister gerne rejser til Gaza, demonstrerer, besætter universiteter og taler om at være “på den rigtige side af historien”, udspiller der sig samtidig en af de mest brutale undertrykkelser i vor tid i Iran. Her er der ingen selfies, ingen slogans og bemærkelsesværdigt få protester.
Iran er ramt af den største protestbølge i årtier. Siden slutningen af 2025 har almindelige borgere, studerende, arbejdere, kvinder – demonstreret mod økonomisk kollaps, inflation og et præstestyre, der har mistet enhver folkelig legitimitet. Regimets svar har været klassisk totalitært: tusinder dræbt, titusinder arresteret og internettet lukket ned for at slukke sandheden sammen med lyset.
Ifølge menneskerettighedsorganisationer er der tale om et af de mest voldsomme statslige angreb på civile i nyere tid. Kvinder dræbes for ikke at bære tørklæde “korrekt”. Mennesker henrettes for at forlade islam eller for at være homoseksuelle. Læger arresteres for at behandle sårede demonstranter. Journalister og deres familier trues – også i udlandet.
Her opstår det politiske paradoks. Hvor er de højlydte aktivister, når det er et islamistisk præstestyre, der undertrykker? Hvor er de store demonstrationer, når kvinder i Iran kæmper – ikke for symbolske rettigheder, men for retten til overhovedet at leve frit? Hvor er Greta Thunberg, som ellers konsekvent taler om moralsk ansvar og historisk stillingtagen? Hvor er Line Barfod og resten af den danske venstrefløj, når kampen står mod et af verdens mest totalitære regimer?
Tavsheden er larmende.
Forklaringen er ubehagelig, men enkel: Iran passer dårligt ind i fortællingen. Det er svært at protestere mod et regime, der ideologisk deler fjendebillede med Vesten og samtidig finansierer islamistiske bevægelser, som dele af venstrefløjen ellers ser som “modstand”. Man bider nødig den hånd, der passer ind i ens verdensbillede.
Men frihed er ikke et menukort, man kan plukke fra.
Man kan ikke forsvare kvinders rettigheder i ét hjørne af verden og ignorere dem, når kvinder bliver slået ihjel for deres tøj. Man kan ikke tale om LGBTQ-rettigheder og samtidig se bort fra et regime, der henretter homoseksuelle. Man kan ikke kalde sig antifascist, hvis man er tavs over for et religiøst diktatur. Frihed kommer ikke af sig selv. Den skal vindes – og den skal forsvares. Også når det er politisk ubekvemt.
Iranerne fortjener vores fulde støtte i kampen mod det islamistiske mørke. Vi bør forpligter os, når regimet slukker internettet, fængsler sandheden og håber, at verden kigger væk.
Danmark har sat diplomatiske, politiske og internationale signaler, men ingen dramatiske, ensidige aktioner alene som regering. Det er klart, effektivt og symbolsk — men det er stadig primært politikens sprog, ikke handlingens. At se bort er også et valg. Historien har det med at huske den slags.
KRIMI. Søndag var der også politi på arbejde ved motorvejen i Vejle, hvor et mindre færdselsuheld fandt sted ved sammenfletningen på Den Østjyske Motorvej.
Uheldet skete ved tilkørselsrampen mod syd ved Hornstrup, hvor to personbiler stødte sammen. Der var tale om et sammenstød mellem to biler, og ifølge politiet skete der ingen personskade.
Skaderne var udelukkende materielle. En patrulje blev sendt til stedet og udarbejdede en færdselsrapport, som skal klarlægge, hvordan skaden kunne være opstået.
De to førere var mænd. Den ene mand er 35 år. Politiet har ikke oplyst alderen på den anden.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport søndag den 15.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.
