UDDANNELSE. Det er sommervejr den dag, vi kommer, den slags lyse formiddag, hvor skolegården står og dirrer af liv, og hvor man kan høre en basketball ramme asfalten længe før man ser den. Der er fuld gang i den ude på banen, og den ene af de to piger, vi skal tale med, må hives ind fra spillet med røde kinder og kort pust, men hun kommer alligevel, og hun smiler. Der bliver smilet en del herinde den formiddag, allerede inden nogen har sagt et ord om værdier og fællesskab.

Og måske er det netop dér, man skal begynde, hos nogen der husker, hvordan det er at stå udenfor og kigge ind på alt det her, før man selv blev en del af det.

Anna går i 7. klasse nu, men hun startede her efter en efterårsferie for to år siden, midt i et skoleår, midt i livet, sådan som man gør, når man kommer ind i C-sporet. Hun kom fra en anden folkeskole i byen, og hun kom, fordi noget ikke passede. »Jeg havde det ikke særlig godt socialt, og jeg havde det meget nemt fagligt, så jeg skiftede for at få nogle bedre relationer og lidt mere udfordring.« To ting var galt, og hun kan sætte ord på dem begge, det sociale, der ikke bar, og det faglige, der var blevet for let, så timerne sank ned i kedsomhed, og hun for længst havde lært alt, hvad der var at lære.

Det, hun husker bedst fra begyndelsen, er hvor hurtigt det gik, og hun siger det med en lille undren i stemmen, at det sociale faldt på plads næsten med det samme. Allerede inden hun officielt var begyndt, blev hun inviteret med en dag i efterårsferien, hvor klassen mødtes og hyggede, og da hun siden gik ind ad døren til klasselokalet for første gang, kendte hun allerede ansigterne. »Jeg følte mig velkommen, før jeg overhovedet var startet,« fortæller hun.

Hun kendte én i forvejen, én eneste, og resten var fremmede, og det var, indrømmer hun, en smule skræmmende at skulle ind og møde en hel klasse af mennesker, man aldrig havde set. Men de tog imod, viste hende vej til de rigtige lokaler, spurgte ind, snakkede, og så var der det, som overraskede hende, og som hun stadig vender tilbage til, mens vi taler, roen. På den gamle skole havde der været larm, men her var der stille i timerne, stille nok til at man kunne høre sig selv tænke, stille nok til at man faktisk lærte noget. »Man keder sig ikke,« siger hun om det faglige. »Man lærer hele tiden noget nyt, man kommer lidt højere op end basis og får lidt mere udfordring, uden at det bliver for meget.«

Vi spørger, om hun kan finde det øjeblik, hvor hun mærkede, at hun hørte til, og hun leder lidt, for det var ikke ét bestemt øjeblik, siger hun. Men så husker hun alligevel noget. Klassen var i gang med at lave en film, da hun kom, et projekt der allerede var sat i søen, og i stedet for at lade hende stå udenfor og se på, tog de hende bare med ind i det. »Så tænkte jeg, nu er jeg en del af det.«

Det er den bevægelse, fra udenfor til indenfor, som en ny klasse skal igennem hvert eneste år på skolen, og den sker ikke af sig selv. Nogen står for at få den til at ske, og en af dem er en biolog, der egentlig ikke havde tænkt sig at blive lærer.

Thor Lütje Filskov Hansen er en af dem, der tager imod, når de nye kommer, og han har været på skolen i godt seks år. Han er ikke læreruddannet i klassisk forstand, men kandidat i biologi fra universitetet, og det er noget, han bærer med sig ind i klasselokalet som en gave snarere end en mangel. Han underviser i naturfag og matematik i udskolingen, har de senere år også haft håndværk og design, og så er han klasselærer for en flok, han har fulgt helt fra første klasse, og som han følger videre op i femte til næste år.

C-klasserne kender han indefra, for lige nu har han en 8. klasse, han har haft, siden de begyndte som en ny 5.C, fire år hvor han har set, hvad der sker, når toogtyve børn fra flere forskellige steder skal smedes sammen til én. »De kommer med nogle helt andre erfaringer end de børn, der starter hos os i 0. klasse. De børn, der begynder her som små, får helt naturligt skolens DNA ind under huden. De nye skal først lære det.« Så de får en længere snor, som han udtrykker det, for der er ting på skolen, som de nye ikke kender, måder at arbejde på, forventninger, en hel kultur, og man kan ikke forlange, at den falder på plads den første dag. »Vi tager det stille og roligt, så de ikke bare løber panden mod en mur og tænker: ‘Hvad sker der lige her?’ Det skal være en blød opstart,« bemærker han.

Det vigtigste i de første uger er ikke det faglige, mener han, men humoren og det at bruge tid sammen. Hvert år tager 5. årgang på tur ud af huset, og med sin tidligere klasse var det en overnatning i Odense Zoo, et helt døgn, hvor man får lov at se hinanden, som man nu engang er, når dagen er lang nok. »Man finder ud af, hvem de er, med alle deres sjove sider og små skavanker,« siger han. Forskellighederne er det, der gør et barn til akkurat dét barn. Nogle af de nye kommer fra samme skole og har et forhåndskendskab til hinanden, små grupper der allerede er dannet, og det er noget af det første, der skal brydes blidt op. »Vi er nødt til at bryde de grupperinger op, så de får mulighed for at lære nye fællesskaber at kende og få nye venner i klassen.«

Han forklarer, hvorfor netop femte klasse er et godt sted at lande, for det er omkring den alder, mener han, at børn begynder at blive bevidste om sig selv, om hvad de vil, og hvad de har lyst til, og et skifte i femte er sjældent noget, der bare sker hen over hovedet på barnet, sådan som det er, når man er fem år og skal i 0. »Når man starter i 5. klasse, har man en langt bedre forståelse af, hvilke forventninger og krav der er. Man har talt om det derhjemme, man har valgt det til, og man forstår præmissen, når man begynder.«

Og forventningerne er der, det lægger han ikke skjul på, for der er børn, som skal vænne sig til, at her stilles der krav. Nogle ved det på forhånd, andre må man, som han siger med et glimt, »slås lidt med«, men så finder de ud af, at det er præmissen, og så begynder noget at ske. »De får nogle succeshistorier ud af det og finder ud af, at hvis jeg gør sådan her, så har det faktisk en positiv effekt på den lange bane.«

Det er måske dér, biologen i ham træder tydeligst frem, i troen på, at man kan se en udvikling, hvis bare man giver den tid, og at et barn, ligesom alt andet levende, vokser, når betingelserne er de rigtige. »Det er altid sjovt at have elever, der virkelig nørder med naturfagene. Nogle gange kommer man til at fordybe sig lidt ekstra i det, man selv synes er spændende. Det tror jeg egentlig gælder de fleste af mine kolleger, vi kan alle sammen godt blive lidt nørdede, når vi underviser i vores fag,« fortæller han med et smil.

Lilly og Emily går i 5.B og har gået på skolen, så længe de kan huske. De er ikke kommet udefra, men hører til dem, der tager imod, og de møder os med den slags ligefremhed, som man kun finder hos børn, der ikke regner med, at der er noget på spil. Det var Emily, der måtte hentes ind fra basketballbanen, og hun sætter sig med en sidste rest af spillet endnu i kroppen.

Når man spørger dem, hvad der er det allerbedste ved deres klasse, svarer de begge det samme, og uden først at skæve til hinanden. »Fællesskabet.« Hvorfor? »Fordi der ikke rigtig er nogen, der står udenfor,« siger Emily.

De fortæller om det, klassen laver sammen efter skoletid, at de har bagt, at de har spillet bingo hjemme hos hinanden, og at alle altid er inviteret, og kan nogen ikke til at begynde med, så kommer de bare lidt senere.

Det er først, da talen falder på de nye, at man for alvor hører, hvordan skolens kultur er naturlig for børnene, næsten uden at de selv lægger mærke til det. Der er kommet en ny dreng i klassen ganske nylig, og pigerne ved på rygmarven, hvordan det foregår. »Så vælger vores klasselærer to, der skal mødes med ham oppe på kontoret. Så tager vi godt imod ham, viser ham klassen, og i frikvarteret går vi rundt og viser ham, hvordan det er at gå her på skolen,« forklarer Lilly. Hvordan var det at hjælpe? »Det er ret sjovt.«

Og tilbage til drengen, der lige er begyndt; Mange flokkedes om ham, fortæller de, alle ivrige efter at hjælpe. Hvordan føles det, vil vi vide, at der pludselig skal en ny ind i fællesskabet, og Emily tøver et øjeblik, for det er svært at forklare, siger hun, men så finder hun alligevel ordene, og de er bedre, end nogen voksen kunne have fundet dem. »Det er sådan lidt, jo flere, jo bedre.« Tænker I altid sådan, at kommer der en til, så er det bare bedre? »Ja, vi er altid spændte på at se, hvordan det bliver med én mere,« fortæller hun så.

Et sted ude i skolegården står der i øvrigt en bænk, som pigerne kalder en venskabsbænk, og sætter man sig dér, betyder det, at man ikke rigtig har nogen at være sammen med lige nu, og ser man nogen sidde der, går man over og spørger, om de vil være med. Har I selv prøvet at sidde på den? »Nej, faktisk ikke,« siger de. »Det er ikke så tit, der sidder nogen.« Men hvis der gjorde? »Så ville vi gå over og spørge, om de ville være med, og prøve at hjælpe dem ind i vores leg,« forklarer Lilly. Hvorfor er det vigtigt for jer at hjælpe andre? »Så alle har det godt, og så der ikke er nogen, der føler sig udenfor,« svarer de.

Det, pigerne gør i frikvarteret, har nogen tænkt på forhånd. Den nogen sidder et andet sted på skolen og har gjort det i otte år.

Anne Højgaard Kristensen har været viceskoleleder på Fredericia Realskole i otte år, og når hun sidder over for forældre og børn, der er på vej ind, uanset om det er til 5., 7. eller 9. klasse, plejer hun at indlede med det samme. »At det er verdens bedste skole.« Hun ler lidt, da hun siger det, men hun mener det, og hun har en vending, som hun vender tilbage til flere gange i løbet af samtalen, og som ligger under hele skolens måde at tænke på, nemlig at læring og trivsel går hånd i hånd. »Det er svært at lære noget, hvis man ikke trives. Men omvendt tænker vi faktisk også, at det er svært at trives, hvis man ikke lærer noget,« forklarer hun.

Trivsel opstår ikke af sig selv, mener hun, men er noget, man arbejder med i lag og helst i forvejen. Klasserne laver egne regler hvert år, fælles aftaler om, hvordan man er sammen netop her, i netop denne klasse, så der er noget at falde tilbage på, den dag noget skurrer. Udefra kommer der folk på besøg, fra Red Barnet for eksempel, som taler med eleverne på mellemtrinnet om, hvordan man behandler hinanden på de sociale medier. »Det giver god mening for børnene, at det ikke kun er skolemor og skolefar, der siger det hele.«

Fællesskabsorientering er en af skolens fire værdier, og her formulerer Anne noget, man godt kan stoppe op ved, for de tænker fællesskabet før individet. »Men igen, der er ikke noget fællesskab uden individet, og heller ikke noget individ uden fællesskabet.«

Det er derfor, eleverne hele tiden skifter, hvem de arbejder sammen med, så sidemakkere og læringsmakkere og grupper bliver brudt op og dannet på ny, og bag det ligger en talemåde, som hun citerer med en vis fortrolighed. »Man behøver ikke være bedste venner med alle i klassen, men man skal kunne arbejde sammen med alle.«

Når en ny elev begynder, er der altid nogen i klassen, der får et særligt ansvar, for det rækker ikke at tage imod i timerne, hvor læreren styrer rummet. Det svære ligger i frikvartererne, det åbne og uregerlige rum, hvor det kan koste en ny overvindelse at spørge, om man må være med til fodbold, og derfor udpeges der klassekammerater, som holder øje og sørger for, at ingen står alene længere, end de selv har lyst til. »Medmindre det er et valg,« siger hun. »Medmindre man lige har brug for en lille pause i pausen.«

Hun fortæller om femte klasse i tal, så man bedre forstår, hvad udvidelsen egentlig dækker over, for hvor skolen til 0. klasse optager omkring 40 nye børn, sker der til femte noget andet, idet der oprettes en helt ny klasse, en 5.C med 22 elever, og samtidig kommer der to nye ind i hver af de eksisterende klasser, så 5.A og 5.B vokser fra 20 til 22. Sådan gentager det sig hvert eneste år, en klasse, der ikke fandtes i august, og som omkring jul er blevet til et vi.

Hvad der får forældre til at vælge skiftet, er forskelligt fra familie til familie, fortæller hun, for nogle er det en tradition, der går igen i slægten, mens det for andre handler om, at man i de kommunale skoler alligevel skal videre til en ny skole mellem sjette og syvende, og at man hellere selv vil bestemme, hvor man vil hen. For en tredje gruppe er begrundelsen mere håndgribelig. »De vil gerne have roen, regelmæssigheden og læringen. Nogle skifter, fordi de oplever, at der er for meget larm og for meget usikkerhed i klasserne.«

For år tilbage lavede hun en interviewrække udelukkende med børn fra C-sporet, dem der alle var begyndt et andet sted og dermed havde noget at holde det op imod, og det, de fremhævede, var det samme, som Anna havde siddet og fortalt om en time forinden, nemlig roen. At de voksne har styr på, hvad der skal ske, og hvornår, og at der er mere struktur og dermed mere ro til faktisk at lære noget.

Til sidst tegner Anne et billede, hun selv vender tilbage til, nemlig at de voksnes opgave er at lægge trædesten ud for børnene, i det faglige såvel som i det menneskelige. Hun kan ikke garantere, at et barn bliver lige dygtigt i alle fag, eller garantere for nogens trivsel. Det er et samarbejde med forældrene, og enkelte børn bærer noget tungt med hjemmefra, som skolen ikke kan løfte alene. Men stenene kan man lægge ud, én efter én, og så stille sig ved siden af og skubbe ganske blidt. »Man kan ikke tvinge nogen til at lære. Det skal komme indefra, og der tror vi, at trivsel betyder rigtig meget.«

Ude i skolegården er kampen for længst gået videre uden Emily. Solen står højere nu, asfalten er varm, og bolden rammer den med den samme tørre lyd, som hørtes, før vi overhovedet var trådt ind. Et sted derinde sidder en ny dreng, som for få uger siden ikke kendte nogen, og som to piger fik til opgave at vise rundt. Han er ikke længere den nye – han er en del af fællesskabet.