Den 4. juli 2026 blev Fredericia Voldanlæg igen rammen om Fæstningsmarchen, arrangeret af Militærhistorisk Forening i Fredericia. Deltagerne blev sendt ud på ruterne ( 7 km og 24 km) i forbindelse med markeringen af 177-året for udfaldet fra Fredericia, og allerede fra velkomsten var stemningen både folkelig og historisk forankret.
Formanden for Militærhistorisk Forening i Fredericia, Ken Pedersen, glædede sig over den store opbakning og bød deltagerne velkommen med ordene: “Det er super dejligt at se, at der er en stor opbakning til vores march.”
Han understregede samtidig, at marchen ikke var en konkurrence: “Det gælder ikke om at komme først,” men om at nyde turen rundt på volden. Både den korte rute på 7 kilometer og den lange rute på 24 km førte deltagerne gennem grønne områder, forbi mindesten, skanser og seværdigheder, ledsaget af ruteafmærkning, hjælpere og mulighed for at hente historisk information via QR-koder.
Fredericia som ideel fæstningsby
Museumsdirektør Simon Faber fra Museum Fredericia satte marchen ind i en større historisk ramme. Han fremhævede, at Fredericia i europæisk sammenhæng er noget særligt: “Fredericia er i den ypperste kategori,” nemlig som “den ideelle fæstningsby.” Fredericia er netop blevet medlem af netværket af europæiske fæstningsanlæg – FORTE CULTURA. Han pegede også på, at både voldanlægget og Treårskrigen stadig har betydning: “Begge dele, voldanlægget og treårskrigen, er værd at markere og er værd at marchere på.”
Efter åbningstalen blev deltagerne sendt afsted med nedtælling og kanonsalut. Nedenstående video af talerne og stemningsbilleder fra den 7 kilometer lange rute vidner om en dag med historie, fællesskab og sommer over Fredericia Vold.
SPORT. FC Fredericia fik lørdag en overbevisende test mod tysk modstand, da holdet på udebane besejrede Holstein Kiel med 3-1 i en træningskamp, hvor fredericianerne både dominerede indledningen og stod imod, da hjemmeholdet pressede på efter pausen.
Kampen kom godt fra start set med fredericianske øjne. Allerede efter seks minutter gav de første gode kombinationer udbytte, da Andreas Pyndt sendte en flot dybdebold afsted til Eskild Dall, som sikkert sparkede FC Fredericia foran 1-0. I kampens første ti minutter sad gæsterne tungt på både bolden og spillet, inden Holstein Kiel arbejdede sig bedre ind i opgøret og fik perioder med mere boldbesiddelse, dog uden for alvor at blive farlige.
Efter 24 minutter kom hjemmeholdet frem til en stor afslutningsmulighed, men FC Fredericia fik reddet situationen i sidste øjeblik. Kort efter var gæsterne selv tæt på, da Svenn Crone fandt Jessen, som tog bolden flot ned og uselvisk lagde den ind foran mål, hvor Eskild Dall akkurat ikke nåede frem.
Birksø viste klassen
Kampen bølgede herefter frem og tilbage. Holstein Kiel kom til et par indlæg og halve muligheder, og efter 36 minutter var tyskerne tæt på efter en fredericiansk opspilsfejl, men Valdemar Birksø viste klassen og hev en stærk redning frem helt oppe i hjørnet.
Kort før pausen slog FC Fredericia til igen. En fremragende omstilling sendte holdet frem i få berøringer, inden bolden endte hos Eskild Dall, der lagde den videre til Elias Hansborg. Hans afslutning blev i første omgang reddet på stregen, men Hansborg fulgte selv op og gjorde det til 2-0, som også var pausestillingen efter en første halvleg med liv i begge ender og de største muligheder på fredericiansk fod.
Efter pausen kom Holstein Kiel bedre ud. Hjemmeholdet fik trykket gæsterne længere tilbage og kom til flere indlæg, og omkring en time inde i kampen blev der reduceret til 2-1, da en situation i FC Fredericias defensiv endte med, at en Kiel-spiller kunne drible udenom Valdemar Birksø og sende bolden i mål.
Reduceringen gav tyskerne momentum, og i minutterne efter pressede de på for en udligning. Her kom Birksø for alvor i fokus. Først viste han sikre hænder på en god afslutning, kort efter reddede han stærkt med foden, og efter 68 minutter leverede han endnu en flot redning, da Kiel bankede hårdest på.
Winther lukkede kampen
FC Fredericia svarede dog igen. Efter 70 minutter vandt holdet bolden højt efter flot presspil, hvorefter Elias Hansborg spillede Nemo Thomsen fri til en fin afslutning, som Kiel-keeperen reddede sikkert. Kort efter var Oliver Vest tæt på at komme fri, da Felix Winther fandt ham med en flot bold i mellemrummet, men en Kiel-forsvarer fik akkurat tacklet i sidste øjeblik.
Efter 78 minutter faldt afgørelsen. Anders Dahl lagde et stærkt pres mod Kiels bagkæde, og en stor fejl fra hjemmeholdets målmand endte med, at Felix Winther kom først på bolden og kunne score et af sine nemmere mål til 3-1.
Målet gav ro, og i slutfasen var fredericianerne tæt på yderligere scoringer. En fin kombination endte med en blokeret afslutning fra Elias Hansborg, på det efterfølgende hjørnespark var Malthe Ladefoged tæt på med hovedet, og kort efter forsøgte Anders Dahl sig med en lusket afslutning mod det fjerneste hjørne. Til allersidst ramte Holstein Kiel overliggeren efter et hjørnespark, men resultatet stod ikke til at ændre.
Dermed kunne FC Fredericia rejse hjem med en stærk 3-1-sejr over den tidligere Bundesliga-klub som en del af forberedelserne til den kommende sæson.
Der findes biler, som transporterer mennesker, og der findes lastbiler, som har været med til at bygge et samfund. Lørdagens veteranlastbiltræf på Esplanaden i Fredericia var derfor meget mere end en udstilling af blankpoleret krom og velholdte motorer. Det var en levende fortælling om dansk transporthistorie, om håndværk og om de mennesker, der gennem generationer har holdt hjulene i gang.
Fra det øjeblik de første dieselmotorer blev startet, bredte den karakteristiske lyd sig langs kajen. For den uindviede er det blot motorstøj. For tidligere chauffører og lastbilentusiaster er det lyden af en tid, hvor mekanik kunne ses, høres og mærkes.
Der blev hevet mange hornfisk i land i dag.
Veteranlastbilerne fyldte havnen med historie. Smukt restaurerede Volvo-, Mercedes-Benz- og især Scania-modeller stod side om side, hver med sin egen fortælling. Mange af bilerne fremstod i en stand, der næsten var bedre end den dag, de forlod fabrikken. En af de store publikumsfavoritter var uden tvivl den klassiske Scania-Vabis. For mange yngre besøgende er navnet måske ukendt, men blandt chauffører har Scania-Vabis nærmest mytisk status.
Historien begynder allerede i slutningen af 1800-tallet, hvor virksomhederne Vabis og Scania blev grundlagt i Sverige. Da de fusionerede i 1911, opstod Scania-Vabis – et navn, der gennem årtier blev synonymt med driftssikkerhed, stærke dieselmotorer og lastbiler, som kunne tilbagelægge enorme kilometer uden at give op.
Fra 1950’erne og frem til slutningen af 1960’erne blev modeller som L56, L71, L75 og den legendariske L76 nogle af de mest respekterede arbejdsheste på de europæiske landeveje. Mange danske vognmænd svor til Scania-Vabis, fordi bilerne kunne holde til hårdt arbejde dag efter dag.
I 1969 forsvandt Vabis-navnet officielt, og virksomheden blev til Scania. Men blandt veteranentusiaster lever navnet videre med stor stolthed. Ikke som nostalgi alene, men som et kvalitetsstempel fra en tid, hvor lastbiler blev konstrueret til at holde i årtier frem for blot en leasingperiode.
Netop derfor var det en fornøjelse at se flere Scania-Vabis-modeller blandt de mange udstillede køretøjer i Fredericia. Blankpoleret krom, originale emblemer, autentiske lakeringer og sirligt restaurerede førerhuse vidnede om ejere, der lægger både hjerte og tusindvis af arbejdstimer i deres hobby.
Det særlige ved veteranlastbiler er nemlig, at de ikke restaureres for fortjenestens skyld. De restaureres af respekt. Respekt for de chauffører, som tilbragte en stor del af deres liv bag rattet. Respekt for de vognmænd, der skabte virksomheder og arbejdspladser og respekt for den tekniske udvikling, som gjorde den moderne transportsektor mulig.
Tidligere chauffører pegede på modeller, de selv havde kørt gennem hundredtusinder af kilometer. Børnebørn lyttede nysgerrigt til historier om en tid uden GPS, fartpilot og automatiske gearkasser. Dengang måtte chaufføren både være mekaniker, navigatør og problemløser.
Fredericia Havn dannede en næsten perfekt kulisse. Langs kajen stod lystfiskerne med hornfisk på krogen, familier gik mellem lastbilerne med is i hånden, og pølsevognen sørgede for, at ingen gik sultne hjem. Det var ganske enkelt en dansk sommerdag, når den er bedst.
Arrangementer som dette viser, at kulturhistorie ikke nødvendigvis hører hjemme bag glas på et museum. Den kan stadig starte med et tryk på startknappen, sende en karakteristisk diesellyd gennem luften og rulle af sted på seks eller otte hjul.
Arrangørerne har ikke blot skabt en udstilling, men en oplevelse, hvor generationer kunne mødes omkring en fælles interesse. Samtidig var træffet en påmindelse om, hvor vigtig transportbranchen har været – og fortsat er – for Danmark.
Forhåbentlig bliver veteranlastbiltræffet en fast tradition på Fredericia Havn. Det fortjener både de frivillige, de passionerede ejere og alle os, der sætter pris på godt håndværk, stærke motorer og den historie, som stadig kan opleves – ikke bag montre, men på hjul.
KRIMI. Torsdag blev en travl dag for Fyns Politi, der modtog en påfaldende stribe anmeldelser om tricktyverier i butikker over hele Fyn. Mindst fem kunder fik i løbet af dagen stjålet deres pung med kort og kontanter fra tasken, mens de handlede.
Første anmeldelse kom fra Netto på Søndergade i Årup, hvor tyveriet skete ved 10.40-tiden. Blot 50 minutter senere blev en kunde ramt af et lignende tyveri i et supermarked på Søndergade i Glamsbjerg. Om eftermiddagen fortsatte bølgen i Odense, hvor en kunde i Rema1000 på Fuglebakken i Odense NV fik stjålet sin pung omkring klokken 13.17, og knap en halv time senere blev endnu en person bestjålet i en butik på Hans Mules Gade i Odense C. Fremgangsmåden var den samme i alle tilfælde: Pungen blev fisket op af ofrets taske, uden at vedkommende opdagede det.
Natten bød desuden på vold i Odense C, hvor to unge mænd på 17 og 19 år røg i totterne på hinanden på Vestergade omkring klokken 02.50. Begge er sigtet for vold mod hinanden i form af slag, spark og skaller.
Politiet fik også to bilister i nettet, som ikke burde have sat sig bag rattet. I Odense V blev en 18-årig mand fra Faaborg-Midtfyn Kommune torsdag aften sigtet for at køre personbil, selvom han var påvirket af euforiserende stoffer. Betjentene fandt desuden stoffer i bilen. På Langeland blev en 33-årig mand fra Svendborg Kommune tidligere på aftenen stoppet på Nørrebro i Rudkøbing, hvor han kørte bil påvirket af både euforiserende stoffer og alkohol over det tilladte.
Derudover blev der anmeldt et indbrud i Odense N, hvor gerningsmanden formentlig er kommet ind via et vindue, der bar opbrudsmærker. Fra boligen på Munkemaen blev der primært stjålet smykker. Endelig har en motorcykelejer i Odense C anmeldt, at nummerpladen er blevet stjålet fra motorcyklen på Schacksgade – et tyveri, der går helt tilbage til midten af maj.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politis døgnrapport.
For første gang i fire år kan gæsterne i Givskud Zoo – Zootopia igen opleve løveunger, og der er lagt op til et sandt babyboom hos parkens løver. To af flokkens tre hunner har født med få ugers mellemrum, og det første kuld på fire unger har nu fået adgang til det store køreanlæg. Flere unger forventes hen over sommeren.
»Vi har ventet på det her øjeblik, og nu kan vi endelig fortælle, at der igen er løveunger i Givskud Zoo – Zootopia. Det er godt for flokken, og det er vi naturligvis meget tilfredse med«, siger direktør i Givskud Zoo – Zootopia, Rasmus S. Nielsen.
Hunnerne er selv født i parken, og de er alle førstegangsmødre. Derfor følger dyrepasserne udviklingen tæt, fortæller biolog i parken Kim Skalborg Simonsen.
»Førstegangsmødre skal lære deres nye rolle at kende, og der er altid en risiko for, at ikke alle unger klarer sig. Men, vi glæder os over, at der igen er kommet unger i flokken. Vi håber selvfølgelig, at flere med tiden kan være på vej«, siger han.
Ungerne er stadig små, og introduktionen til det store anlæg foregår på mor og ungers præmisser. Derfor kan der i starten være tidspunkter, hvor de tager en pause i krattet, men i takt med at de vokser, vil de også blive mere aktive i anlægget.
At der er gået hele fire år uden løveunger i parken, har en helt naturlig forklaring. Parkens seneste avlshan døde i slutningen af 2021, mens hans unger stadig var små. Det betød, at en ny han ikke kunne introduceres til flokken, før de unge hunløver var blevet kønsmodne. I naturen vil en ny han nemlig typisk slå andre hanners unger ihjel for selv at kunne føre sine gener videre, og den samme adfærd ses også i zoologiske haver.
Derfor gik der flere år, før den nuværende han med de helt rette gener, Varis, kunne flytte ind. Han viste sig dog i lang tid ikke at være interesseret i hunnerne, men da introduktionen endelig lykkedes, gik der ikke længe, før de første tegn på drægtighed viste sig.
Givskud Zoo – Zootopia har i øjeblikket to løveflokke. Fire hunner går sammen i et anlæg, mens en han og tre hunner samt det første kuld på fire killinger kan opleves i det store køre-løveanlæg.
Der var tårer i øjnene hos både mester og elev, da et hold kokkeelever forleden blev fejret ved dimissionen på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding. For 23-årige Emma Mølgaard Bech fra Fjerritslev i Nordjylland har vejen til kokkefaget nemlig været alt andet end lige, og derfor kom de store følelser i spil.
»Det er dejligt at kunne sige: ‘Jeg er uddannet kok’. Og jeg er så stolt af mig selv – af, at jeg har færdiggjort uddannelsen«, fortæller Emma Mølgaard Bech.
Og der er noget at være stolt af. Ved svendeprøven hentede hun et 10-tal og tre 12-taller hjem – en præstation, der udløste en flot sølvmedalje. Men resultatet er ekstra bemærkelsesværdigt, fordi Emma Mølgaard Bech i 2021 helt havde forladt kokkeuddannelsen. Dengang gik hun på en anden erhvervsskole og havde et andet lærested, og hun manglede blot et enkelt år af uddannelsen, da stress satte en alvorlig kæp i hjulet for karrieredrømmene i køkkenet.
Året efter startede hun i stedet som elev på Løgumkloster Højskole, hvor hun senere hjalp til i køkkenet. Det skulle vise sig at blive vendepunktet.
»De tilbød mig, at jeg kunne komme i lære hos dem. Og jeg vidste, at hvis jeg skulle færdiggøre uddannelsen, var det der. Der er virkelig god stemning, lækker mad og en god chef. Vi er bare alle sammen én stor familie, hvor vi hepper på hinanden. De har fulgt mig lige siden, jeg startede som højskoleelev«, siger hun og fortsætter.
»Vi var alle sammen meget rørte ved dimissionen, for de ved også, hvor meget det betyder for mig. Og de har så stor en andel i, at jeg nu har færdiggjort uddannelsen, for jeg tænkte jo egentlig, at jeg ikke skulle være i det her game mere. Så det er vildt, at jeg nu står her«.
Før Emma Mølgaard Bech kunne begynde i lære, var en af HANSENBERGs virksomhedskonsulenter, Flemming Trier, i Løgumkloster for sammen med højskolen at få en såkaldt skolegodkendelse på plads. Dermed var der grønt lys til, at hun kunne få den sidste del af sin læretid i hus. Virksomhedskonsulenterne på HANSENBERG er specialister inden for netop deres uddannelsesområde, og de hjælper med at matche virksomheder og elever samt guide, når virksomheder skal lave uddannelseskontrakter.
Den nyudlærte kok lægger da heller ikke skjul på, at støtten fra både lærepladsen og Flemming Trier har haft stor betydning.
»Det her år er gået så stærkt. Det har været et dejligt år. Også når jeg har været inde på skolen, hvor jeg har været på et lille hold – og hvor køkkenet er så nyt. Det her sted passer bare perfekt til mig«.
Selvom uddannelsen nu er i hus, er planerne for fremtiden allerede lagt.
»Jeg skal arbejde på Løgumkloster Højskole hele sommeren. Og så vil jeg gerne ud at rejse – ud at lære noget om specialiteter i forskellige lande. I første omgang skal jeg rundt i Sverige og Norge i to måneder«, fortæller hun.
»I Norge skal jeg blandt andet forbi et bageri, hvor de bager noget fantastisk brød i en stor brændeovn. Det er en vild teknik at kunne styre det, så brødet bliver flot over det hele«.
Derudover har Emma Mølgaard Bech endnu en drøm.
»Jeg vil gerne være pædagogisk kok i et køkken. Jeg har tidligere arbejdet i et køkken for borgere, der er i rehabilitering på grund af PTSD, og jeg vil gerne arbejde med noget lignende igen«.
I køkkenet på Løgumkloster Højskole arbejder man i øvrigt meget med bæredygtighed, og friske grøntsager spiller den absolutte hovedrolle.
ANALYSE. Seks bagspillere har kontraktudløb i sommeren 2027, og de to nye profiler har fået guldvinduet skrevet ind i papirerne. Men det er utopi at tro, at alle seks får lov at løbe ud. Det store spørgsmål er et andet, nemlig hvem der vil acceptere en ny rolle, når stjernerne lander.
Da Fredericia Håndboldklub i denne uge præsenterede Torbjørn Bergerud, handlede overskrifterne om nutiden. En norsk landsholdskeeper med VM-sølv, Champions League-erfaring og et DM-guld fra GOG, hentet med øjeblikkelig virkning. Men den mest interessante oplysning stod i kontraktens sidste linje. Aftalen løber til sommeren 2029.
Læg den dato ved siden af Niclas Kirkeløkkes kontrakt, der gælder fra sommeren 2027 til sommeren 2030, og et mønster træder frem. De to internationale profiler er på banen samtidig i præcis to sæsoner, 2027/28 og 2028/29. Det er ikke en tilfældighed. Det er et vindue.
Seks udløb, én sommer
Endnu tydeligere bliver billedet, når man kigger på den nuværende trup. William Moberg, Adam Ljungquist, Mads Kjeldgaard, Mads Thymann, Anders Kragh Martinusen og Kasper Palmer har alle kontraktudløb i sommeren 2027. I bagkæden er det reelt kun de lokale Jonas Kruse og Malte Hejsel, der er bundet på længere aftaler.
Lad det være sagt med det samme. Det er utopi at forestille sig, at klubben lader alle seks løbe ud. Sådan bygger man ikke et hold, og sådan tænker en professionel ledelse ikke. Flere af de seks har været bærende i de sæsoner, der har bragt FHK i medaljekampe og ud i Europa, og kontinuitet er en værdi i sig selv. Men seks samtidige udløb er heller ikke en tilfældighed. Det er en forhandlingsposition, klubben har givet sig selv, og den falder sammen med den sommer, hvor Kirkeløkke lander, og hvor truppen efter alt at dømme skal have sin endelige form frem mod guldvinduet.
Spørgsmålet om anden violin
Derfor er det afgørende spørgsmål i de kommende måneder ikke, hvem der skal væk. Det er, hvem der vil blive, når rollerne ændrer sig.
Tag Mads Kjeldgaard. Hvis FHK henter en venstre back af international klasse, og alt i klubbens ageren tyder på, at ambitionen rækker dertil, står Kjeldgaard over for et valg. Vil han stille sig tilfreds med at være anden violin på positionen? For klubben ville det være en drømmekonstellation, en gedigen og ligavant backup bag en stjerne, præcis den dybde, som adskiller medaljehold fra mesterhold. For spilleren er det en anden samtale. Det samme gælder på playmakerpositionen, hvor både William Moberg og Adam Ljungquist i dag deles om ansvaret. Henter klubben en dirigent af samme hylde som Bergerud og Kirkeløkke, skal mindst én af dem finde sig til rette i en reduceret rolle, i en alder hvor spilletid vejer tungt.
Det er ikke en kritik af nogen af dem. Det er den mekanik, der følger med, når en klub flytter sig fra ambitiøs udfordrer til reel guldkandidat. Aalborg Håndbold, der i maj vandt DM for tredje år i træk og spillede Final4 i Köln, er bygget på præcis den konstruktion. Landsholdsspillere på stort set alle positioner og typisk to af slagsen på hver, så niveauet holder, når kampene falder tæt i april og maj. Det er den standard, FHK måler sig imod, og den kan hverken Bergerud eller Kirkeløkke levere alene.
Der skal flere navne til
Konklusionen er derfor todelt. Kontraktstrukturen viser en klub, der planlægger langsigtet og koldt mod sæsonerne 2027/28 og 2028/29, hvor de to internationale profiler overlapper. Kirkeløkke bliver 33, når han ankommer, Bergerud er 31 nu. Vinduet er defineret, og det fortjener anerkendelse som håndværk.
Men skal ambitionen om DM være mere end et flot stykke papirarbejde, skal der handles igen. En playmaker af international klasse. En venstre back med skudkraft på ligaens øverste niveau. Og en trup, hvor de nuværende profiler i et vist omfang accepterer nye roller, så bredden opstår indefra frem for udelukkende gennem indkøb. Formand Bent Jensen sagde ved præsentationen af Bergerud, at tilgangen er et bevis på, at strategien virker. Sommeren 2027 bliver stedet, hvor den påstand for alvor skal stå sin prøve.
Vi nærmer os toppen, og feltet snævrer ind. De ti, der følger her, sidder ikke længere blot på en position i byen. De sidder på nogle af de institutioner, virksomheder og mandater, der afgør, hvad der kan lade sig gøre i Fredericia, og hvad der ikke kan.
Her møder vi direktøren for en statslig energikoncern, chefen for et bryggeri, en ejendomsbesidder med en betydelig del af byen i sin portefølje og en kommunal direktør med ansvar for byens største velfærdsområde. Vi møder fagbevægelsens formand, gymnasiets rektor, kulturlivets mest ihærdige arrangør og en byrådspolitiker, hvis stemme kan afgøre, hvem der får borgmesterkæden.
Fælles for dem er, at deres magt er blevet konkret. Den handler om arbejdspladser, mursten, mandater og institutioner, og om den indflydelse, der følger med at stå i spidsen for noget, andre er afhængige af. Nogle af dem er landskendte, andre kender man kun, hvis man kender byen indefra. Men de er alle med til at bestemme, hvordan Fredericia bevæger sig.
Som altid er en magtliste en redaktionel vurdering, ikke en facitliste. Her er nummer 30 til 21.
FC Fredericia og IK Sirius har forlænget lejeaftalen om Andreas Pyndt, så midtbanespilleren også er en del af truppen i den kommende sæson. Dermed fortsætter en profil, der siden sommeren har markeret sig med teknisk kvalitet og overblik.
Andreas Pyndt kom til klubben sidste sommer, og i sin tid i den røde trøje har han med sin tekniske kvalitet, sit overblik og sin seriøse tilgang bidraget positivt til holdet. Nu er han fortsat en del af klubben efter en aftale med moderklubben IK Sirius.
»Andreas kom ind sidste sommer og har på kort tid vist, at han både menneskeligt og sportsligt passer rigtig godt ind hos os. Han har nogle klare kvaliteter på bolden, arbejder seriøst i hverdagen og har bidraget positivt til gruppen. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet finde en løsning med IK Sirius, så Andreas også er med i den kommende sæson,« siger direktør Stig Pedersen.
Også Andreas Pyndt selv ser frem til at fortsætte i Fredericia.
»Jeg har været rigtig glad for at være i FC Fredericia, så jeg er selvfølgelig glad for, at aftalen er forlænget. Jeg har følt mig godt taget imod fra første dag, både i truppen, i klubben og af fansene. Det betyder meget at mærke den opbakning, der er omkring holdet, og jeg glæder mig til at give alt for klubben og være med til at jagte oprykningen sammen med fansene i den kommende sæson,« siger Andreas Pyndt.
LOKALT. Klokken slår otte en onsdag aften ved hovedvagtbygningen på Landsoldatpladsen. Solen står stadig lavt og gyldent over den gule mur, og en flok mennesker har samlet sig på brostenene. Så træder han frem, manden i den mørkeblå kappe med messingknapper, morgenstjernen hvilende mod skulderen og lanternen i hånden med et levende lys bag de små ruder. Han løfter hovedet, trækker vejret og synger. »På vægter, klokken er slagen otte,« lyder det ud over pladsen, en gammel melodi fra en tid, hvor det var sådan, byen fik at vide, hvad klokken var.
Niels Steenfeldt har gået vægter i 35 år, i Ringkøbing, Kerteminde, Odense og de seneste fire år også i Fredericia. Morgenstjernen og lanternen er de samme redskaber, byens vægtere bar, da de gik gaderne omkring 1849.
Manden er Niels Steenfeldt, og han har gået vægter i femogtredive år. Det begyndte i Ringkøbing, hvor en kollega en dag ringede og sagde, at Niels jo kunne synge, og spurgte, om det ikke var noget. Det vidste han nu ikke rigtig, hvad indebar. »Jamen, vi skal bare synge nogle sange og gå rundt i byen,« lød svaret. Så var han i gang. Siden er det blevet til mange år i Odense, ophold i Kerteminde, og de seneste fire år også her i Fredericia. Til Fæstningsdagene og hver onsdag i juli fører han følget gennem den gamle fæstningsby.
Med et vers stemmer vægteren an, og aftenens runde begynder. »På vægter, klokken er slagen otte,« lyder det ud over pladsen, som det gjorde, dengang byen fik tiden at vide af sin vægter.
Vægteren var i sin tid byens vagt i mørket. Han holdt ro og orden, passede gadelygterne, slog alarm ved brand og sang sit vers ved hvert timeslag, så borgerne kunne følge med i tiden. Det var en lang vagt. Om sommeren gik han af klokken fire om morgenen, om vinteren først klokken syv, efter at have mødt klokken seks om aftenen. »En lille vagt på tretten timer,« bemærker Steenfeldt tørt. »Og så synes vi, at vi har lange arbejdsdage i dag.«
Et levende lys bag de små ruder. Lanternen var vægterens eneste lys i de mørke gader, og den er stadig med, når Steenfeldt går sin runde.
Versene, han synger, tilskrives biskop Thomas Kingo fra Odense, der ved slutningen af 1600-tallet tog nogle ældre og mere ugudelige vers og gav dem et kristent præg. De samme vers synges i alle de byer, hvor vægtergangen er genoptaget, helt op i Norge, der jo dengang hørte til det danske rige.
Ved Landsoldatpladsen standser han op og ser op på figuren, Herman Wilhelm Bissens statue, rejst efter sejren i 1849. Han fortæller om manden, der stod model til kroppen, som først så statuen halvtreds år senere og udbrød, at den skam aldrig havde lignet ham. Han fortæller, at der bag figuren sidder et såkaldt mandehul, og at de sidste drenge, der kravlede derind, nok sidder der endnu. Børnene i flokken ser storøjede op.
Ved Landsoldaten standser følget. Statuen er Bissens værk, rejst efter sejren i 1849, og manden, der stod model til kroppen, så den først et halvt århundrede senere og fandt, at den slet ikke lignede ham.
Undervejs vælger han en af de yngste fra. En dreng bliver udnævnt til vægterlærling og får stokken og lanternen i hænderne, og fra da af følger han med forrest, alvorlig og stolt, mens vægteren fortæller. Og som lærling får han at vide, at han har pligt til at hjælpe sin mor med at bære skrald ud hele sommeren. Folk ler, drengen med.
En dreng bliver udnævnt til vægterlærling og får stok og lanterne i hænderne. Med hvervet følger en pligt, at hjælpe sin mor med at bære skrald ud resten af sommeren.
For det er dét, Steenfeldt kan. Han bærer det hele i hovedet, uden manuskript, og lader gaderne og hjørnerne kalde historierne frem. »Det er lokaliteterne og de steder, jeg bevæger mig, der gør, at jeg husker historierne. Jeg har jo ikke en sufflør med rundt,« forklarer han.
Han fortæller om bombardementet, der i sommeren 1849 lagde et par hundrede huse i grus, om spritfabrikkens skorsten, som de lovede en dusør for at ramme, men aldrig gjorde, så husene rundt om blev skudt sønder i stedet. »I begyndelsen havde folk travlt med at slukke ildebrandene. Men man fandt hurtigt ud af, at det var alt for farligt at være dér, hvor de brændte,« fortæller han. »Det var bedre at lade det brænde ud, for ellers blev for mange slået ihjel under slukningsarbejdet.«
Ved hvert stop vokser flokken. Folk rejser sig fra cafébordene eller standser på gaden og følger med resten af vejen.
Han fortæller også om vægteren Lang, der bar sit navn med et glimt af ironi, for lang var han ikke, snarere en lille prås af en mand. »Lang havde det problem, at det faktisk var ballademagerne, der styrede ham og ikke omvendt,« siger Steenfeldt med et grin. »Det lykkedes ham aldrig at arrestere nogen. Til gengæld fik han nogle bøllebank undervejs.«
Og han fortæller om natmanden Julius, der tømte byens lokummer og en aften fik indholdet i hovedet, da hesten gav et ryk. Alvor og skæmt skifter, og han fortæller det med et glimt, der gør, at man tilgiver ham selv de grovere historier.
Ved Bülows Plads standser følget foran triumfbuen, rejst over general Bülow, der ledede udfaldet den 6. juli 1849. »Den eneste triumfbue, vi har i Danmark,« som vægteren bemærker.
Han fortæller levende, og de fremmødte er draget af det. Ved hvert stop, hvor følget standser, kommer nye til, folk der sad ved cafébordene eller kom gående, og som lader sig fange og bliver hængende. Flere slutter sig til undervejs og går med resten af ruten. Turen bevæger sig ned gennem gaderne, forbi Sankt Michaelis, ned mod det gamle rådhus, Meldahls Rådhus, hvor der engang var fængselskældre, og hvor vægterne havde deres boliger bagved. I de fleste byer forsvandt vægterne i årtierne efter 1866, da uddannede politibetjente overtog gaderne. »Det er der jo mange i dag, der mener, ikke nødvendigvis var den bedste løsning,« bemærker Steenfeldt med et smil.
Og så synger de sammen. »Dengang jeg drog af sted« kender de fleste, og de synger med, når vægteren stemmer i. »Jeg sang først et vægtervers og derefter et vers af Dengang jeg drog af sted, og så begyndte folk at synge med. Pludselig gik jeg herfra med 150 mennesker efter mig,« fortæller han om en tidligere aften, hvor han bad orkestret spille med, mens han drog af sted, og folk fulgte efter i hobetal. Det er den slags, der driver ham, mennesker der samles om en sang og en historie i sommeraftenen.
Ruten fører videre gennem gaderne, forbi Sct. Knuds Kirke, hvis tårn rager op over husene. Også her har vægteren en lille pudsig oplysning i baghånden, en af dem, man kun får, hvis man selv går med.
Godt en time senere ender turen, hvor den begyndte. Det er blevet lidt mørkere over pladsen, og Landsoldaten står som altid med sin fane. Vægteren løfter morgenstjernen en sidste gang og synger dagen ud. »På vægter, klokken er slagen ni. Nu skrider dagen under.« Så går folk hver til sit, en smule klogere på den by, de bor i, og på den mand, der engang gik dens gader, når alle andre sov.
Manden bag vægteren. Til daglig deler Niels Steenfeldt sin tid mellem Odense og Fredericia og bærer alle historierne i hovedet, uden manuskript.
Der er mere endnu, langt mere, end der er plads til her, og vi skal heller ikke røbe det hele. En del af charmen ved en aften med vægteren er netop at lade historierne komme, som de kommer, når man selv går med. Men så meget kan siges; Det er en oplevelse værd. En time i selskab med Niels Steenfeldt er en time, hvor byen folder sig ud og bliver ved med det, længe efter at lanternen er slukket.
Vægteren synger dagen ud. »På vægter, klokken er slagen ni. Nu skrider dagen under,« lyder det, når turen er forbi, og følget kan gå hjem gennem sommeraftenen.
Nattevægteren går hver onsdag i juli, klokken 20, fra hovedvagtbygningen på Landsoldatpladsen. Turen varer omkring en time, og det er gratis. Man møder bare op.
