Felix Schmidt er 18 år og går på Social- og Sundhedsskolen i Fredericia. Lige nu er han i oplæring 2 og i psykiatripraktik på Vejle Sygehus, hvor han arbejder på psykoseafsnittet. Når han ikke er i praktik, er han fodboldtræner i sin fritid.
For Felix har netop psykiatrien vist sig at være det sted, hvor uddannelsen for alvor giver mening. »Det er mega spændende. Der er mange nye udfordringer,« siger han. »Især fordi man ikke altid kan se, hvad det er, folk fejler, i modsætning til når man arbejder somatisk.«
Tid til mennesker
Felix oplever en tydelig forskel mellem arbejdet i psykiatrien og tidligere praktiksteder. »I psykiatrien er der mere fokus på kommunikation. Man har mere tid til patienterne,« fortæller han. »På plejehjem kan det være mere stressende og handle mere om praktiske opgaver.«
Netop den tid og det fokus gør indtryk på ham. Han føler sig også godt taget imod som elev. »De er gode til at passe på eleverne her,« siger han. »Og det er en helt anden måde at arbejde på.«
Praksis frem for klassisk skole
Valget af uddannelse handlede i høj grad om at komme væk fra den klassiske skoleform og tættere på noget, der kunne mærkes i hverdagen.
»Jeg har aldrig været vild med skole,« siger Felix ærligt. »Så tænkte jeg, at social- og sundhedsassistentuddannelsen lød spændende – og at jeg også kan læse videre bagefter.«
For ham var det afgørende at kunne koble teori og praksis. »At komme ud og prøve tingene af og bruge det, man lærer i undervisningen, gav super meget mening for mig.«
Den sammenhæng mellem det lærte og det levede mærker han også i arbejdet i dag. Når han bliver spurgt om, hvad jobbet giver ham personligt, er svaret klart. »Det giver mig glæde og også lidt stolthed. At kunne hjælpe mennesker, der har det svært.«
Det er en følelse, der følger ham hjem efter arbejdsdagen og bekræfter ham i, at han har valgt rigtigt.
Felix’ juleønske flere hænder og et godt arbejdsmiljø
Da snakken falder på juleønsket for faget, nævner Felix først det oplagte. »Flere hænder er altid godt.«
Men han vender hurtigt fokus mod noget, der for ham er mindst lige så vigtigt. »Der hvor jeg er nu, er der et virkelig godt arbejdsmiljø. Man passer på hinanden, spørger ind til hinandens dag og er åbne omkring, hvis man har haft en dårlig dag.«
For Felix betyder den kollegiale støtte meget, især i et arbejde, der kan være mentalt krævende. »Nogle gange kan man gå hjem efter en hård dag og tænke over, om man nu gjorde det rigtige for en patient,« siger han. »Og så er det rart, når en kollega siger: Du gjorde dit bedste.«
Felix’ låge handler ikke om store ord eller hurtige løsninger. Den handler om nærvær, om at blive set – og om at finde stolthed i at hjælpe mennesker, der har det svært. Og om, at et godt arbejdsmiljø kan gøre en afgørende forskel, både for dem, der får hjælp, og for dem, der giver den.
POLITIK. Fra årsskiftet bliver det både nemmere og hurtigere for danske bilister at finde den billigste benzin og diesel. Nye regler betyder, at brændstofselskaberne fra 1. januar er forpligtet til at offentliggøre deres pumpepriser online i realtid, så prisen på standeren også kan ses digitalt.
Tiltaget skal være med til at styrke konkurrencen på benzinmarkedet, som ifølge Erhvervsministeriet har været svækket. Når priserne bliver offentligt tilgængelige, får forbrugerne bedre mulighed for at sammenligne og vælge den tankstation, der tilbyder den bedste pris.
Som en del af ordningen bliver priserne også tilgængelige direkte i Google Maps. Erhvervsministeriet har været i dialog med Google om en løsning, der gør det nemt for bilister at orientere sig, allerede inden de sætter sig bag rattet. Dermed kan man hjemmefra afgøre, hvor det bedst kan betale sig at tanke.
Erhvervsminister Morten Bødskov peger på, at bilen spiller en central rolle i mange danskeres hverdag, og at gennemsigtighed er afgørende for en sund konkurrence. Han siger »Bilen er en vigtig del af mange danskeres dagligdag. Men priserne på benzin og diesel har været de samme, uanset hvor man kørte hen. Fra årsskiftet skal alle brændstofselskaber offentliggøre deres priser i realtid online. Men det skal også være overskueligt for danskerne at finde priserne. Derfor er jeg glad for, at vi i samarbejde med Google har fået priserne direkte ind i Google Maps. Med hjælp fra Google kan man fra sofaen nemt og hurtigt finde den billigste pris, inden man sætter sig ud bag rattet. Det betyder, at selskaberne nu skal konkurrere endnu mere om kunderne og give de bedst mulige priser.«
Også hos Google ser man ordningen som en fordel for forbrugerne. Landechef for Google Danmark, Bianca Bruhn, fremhæver, at realtidsdata gør det lettere at træffe informerede valg. Hun udtaler »Benzinpriser i realtid hjælper forbrugerne med at træffe velovervejede beslutninger. Derfor er det et rigtigt godt initiativ at gøre det nemmere for danskerne at finde den rette tankstation i de tjenester, de allerede bruger, som fx Google Maps. I forvejen er der i Maps live-information om fx ladestandere til elbiler og forslag til den mest brændstofbesparende rute. Vi er glade for at understøtte initiativet og gøre yderligere information tilgængelig.«
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil løbende følge udviklingen for at sikre, at de nye regler faktisk fører til øget konkurrence og kommer bilisterne til gode. Målet er, at større åbenhed om priserne skal give mere bevægelse på markedet og bedre vilkår for forbrugerne.
Der er noget ved måden, Malthe Bruun Nielsen taler om sit arbejde på, som afslører mere end de fleste kokkebiografier. Han taler ikke om karriere. Ikke om stjerner. Ikke om ambitioner i klassisk forstand. Han taler om håndværk. Om at gøre sig umage. Om glæden ved at stå i et køkken med mennesker, man har det godt med. Og om det særlige øjeblik, hvor et menneske foran ham smiler, fordi noget på tallerkenen rammer rigtigt.
»Mit håndværk kan gøre folk glade. Og det giver et kick, når man kan mærke det,« siger han stille.
Malthe Bruun Nielsen er 26 år. Født og opvokset på Tåsinge, hvor tempoet er roligt, horisonten åben, og hvor man lærer tidligt, at ting tager den tid, de tager. Det er ikke et sted, man skynder sig. Og det er måske netop dér, noget grundlæggende er blevet plantet.
»Jeg er et stille og roligt menneske. Jeg kan godt lide at arbejde. Og jeg kan godt lide at gøre folk glade.«
Vejen videre gik til Odense. Først som ung, der skulle prøve noget nyt. Senere som gymnasieelev. Odense var større, hurtigere, mere larmende. Men også et sted, hvor mulighederne lå tættere. Det var her, Malthe for alvor begyndte at lede efter, hvad han egentlig ville – uden helt at kunne sætte ord på det endnu.
Som 15–16-årig var han i praktik på en restaurant i Odense. Erfaringen var ikke god. Ikke fordi maden var dårlig. Men fordi timingen var forkert.
»Jeg fandt ud af, at det i hvert fald ikke var dér, jeg skulle være. Jeg var for ung. Jeg arbejdede sent, mens mine venner fik fri. Jeg følte, jeg gik glip af noget.«
Efter 9. klasse tog han på efterskole i Kolding. Derefter gymnasiet i Odense. Første g blev gennemført. Men noget skurrede. Gymnasiet var for stillesiddende. For teoretisk. For langt væk fra kroppen.
»Jeg kan godt lide at have noget mellem hænderne. Jeg kan godt lide at lave et håndværk.«
Beslutningen kom brat. Tre dage før han skulle møde ind i 2.g, sad han foran computeren og søgte ind på gastronomuddannelsen. Tre dage senere stod han i et helt andet univers.
»Jeg var faktisk på gymnasiet om morgenen – og på uddannelsen om eftermiddagen.«
Det var først dér, det gav mening. Ikke i de første, mere teoretiske forløb, hvor man prøver lidt af hvert. Men da han kom ud i det praktiske. Da han stod i køkkenet. Da han mærkede rytmen. Fællesskabet. Presset. Glæden.
Lærepladsen blev Grand Hotel i Odense. Et sted, hvor køkken, reception og service smelter sammen. Hvor man ikke bare er kok, men en del af et større hele.
Annonce
»Det var som at komme ind i en familie, der kendte hinanden i forvejen. Folk var tætte – også på tværs af funktioner. Det blev min familie i tre et halvt år.«
Det var også her, Malthe fandt sit gastronomiske ståsted. Ikke i det spektakulære. Men i det klassiske. I håndværket, der kræver præcision, tålmodighed og respekt.
»Jeg elsker klassiske håndværksretter. Ting, der ikke ser svære ud, men som bliver virkelig gode, hvis man gør dem helt rigtigt.«
Det er sovse. Supper. Langtidsbraiserede retter. Brasserieklassikere. Den slags mad, mange kender hjemmefra – men sjældent får i sin mest gennemarbejdede form.
»Man kan godt lave det derhjemme. Men her får man lige det ekstra.«
Under corona blev ansvaret tungere – og tidligere, end han havde forestillet sig. Pludselig stod han med ansvar i et køkken, hvor bemandingen var minimal. Dage på arbejde blev til uger. 28 dage i træk.
»Det var sjovt. Men også hårdt. Jeg vidste jo ikke helt, hvad jeg lavede. Så jeg turde ikke være væk.« Alligevel er der ingen bitterhed i stemmen. Kun en erkendelse af, at det var dér, han lærte mest. Om sig selv. Om tempo. Om ansvar. Og om den særlige tilfredsstillelse, der ligger i at få noget til at fungere – også når det er svært.
Efterfølgende gik turen videre. Great Northern. Konferencekøkkener. Erfaringer, der udvidede horisonten. Men igen og igen vendte han tilbage til det samme behov: nærhed. Relation. At være et sted, hvor han både kunne lave maden og være en del af rummet. »Jeg kan godt lide at kunne snakke med gæsterne. At være tæt på. At kunne lave maden, sætte menuen sammen – og samtidig møde folk.«
Det er præcis dét, der nu har ført ham til Fredericia. Byen mellem vandene. Byen, der ikke råber. Byen, der minder ham om noget velkendt. »Fredericia minder mig meget om Svendborg. Ikke fordi det er det samme. Men i stemningen. I menneskerne. Der sker noget – men der sker ikke for meget.«
Her, ved Frederiks Kanal, står han nu midt i noget nyt. Ved Kanalen. Et sted, der skifter farver, møbler og retning. Men ikke udsigt. Kanalen ligger der stadig. Vandet. Sivene. Lyset. Roen.
»For mig er det her noget særligt. Det føles rigtigt.« Han taler om stedet som noget personligt. Næsten hjemligt. Som at invitere mennesker ind i sit eget rum. »Når folk kommer her, er det meget personligt for mig. Det føles lidt som at invitere folk hjem.«
Det er også derfor, ambitionen for Ved Kanalen ikke handler om volumen eller tempo. Men om at blive et sted, man vender tilbage til. Et klubhus. Et alrum. »Mit håb er, at det bliver et sted, folk får lyst til at komme igen og igen. Et sted, man kan komme for kaffe, et glas vin, noget at spise – uden at det bliver besværligt.«
Dagene bliver lange. 12 til 12. Men for Malthe er det ikke en byrde. Det er et valg. »Jeg er glad for at være på arbejde. Det er dér, jeg er sammen med mine venner.« Han var flyttet til Fredericia, men så retur til Odense, men nu er en lejlighed i Fredericia næste skridt.
»Der er en ro her, som jeg godt kan lide. Og samtidig sker der noget.« Drømmen er ikke at blive kendt. Men at blive genkendt. At folk ved, hvem der står i køkkenet. At de mærker, at der er et menneske bag maden.
»Jeg håber, folk kommer herned, fordi de også har en relation til mig og dem, der arbejder her.«
Det er en ydmyg ambition. Men også en stærk én. For i en tid, hvor mange restauranter kæmper for opmærksomhed, satser Malthe på noget mere grundlæggende: tillid. Genkendelse. Håndværk.
Og måske er det netop derfor, Ved Kanalen giver mening. Ikke som et sted, der vil alt. Men som et sted, der vil være der.
For Malthe handler det i sidste ende ikke om, hvor langt man kan nå.
Jule-rock med smæk for alle skillinger i Tøjhuset. Silent night blev blæst væk af rockens to julemænd Søgge og Mika. Det gik det fra Stille Nat til forstærker nat på rekordtid, Da julen fik strøm, – fik Fredericia rock for alle skillinger. 2 x 6 giver nemlig ikke 12, når vi taler guitarstrenge. Det giver ren ROCK.
Der var fede guitarriffs fra start til slut, da Electric Guitars indtog Tøjhuset lørdag aften. Kvartetten gik på scenen foran et oplagt og sultent publikum. Scenen var holdt minimalistisk: fire musikere, et par minimale forstærkere og ingen bagtæppe? Men her er der tale om to af Danmarks absolut stærkeste guitarister. Begge er rendyrkede lead-guitarister med CV’er, der tilsammen kunne fylde en mindre festivalplakat og de behøver ikke gejl for at underholde.
Fede toner fra første akkord. Men et mindre Teknisk uheld i små 10 min gav en uventet pause i musikken. Hvorefter de bare fortsatte. Koncerten føltes som en kombination af stor koncert og privat jam-session. Den spilleglæde, Electric Guitars udstråler, er så ægte, at man næsten får fornemmelsen af, at de ville have spillet præcis sådan – også hvis publikum ikke havde været der: Humor, overskud og gensidig respekt fyldte rummet, og der blev givet plads til hinanden, så publikum fik guitarriffs på steroider. Men også en Double Neck guitar reunion, hvor de luftede denne guitar type, der nok er mest kendt hos Jimmy Page (Led Zeppelin – Stairway to Heaven) og Don Felder (Hotel California) – de bruges sjælden mere.
Annonce
Electric Guitars er i dag er et fuldt etableret rockband med flere albums, hundredevis af koncerter og turnéer. Min eneste lille anke er et ønske om fornyelse. Den musik, vi kender så godt, fungerer stadig, men der er en risiko for, at det bliver lidt mere af det samme. Når det er sagt, bliver de to ekvilibrister hele tiden bedre – de er ekstremt tight og teknisk imponerende – og netop derfor kunne det være spændende at se dem udfordre sig selv endnu mere musikalsk. Det er faktisk et luksusproblem. Når niveauet er så højt, begynder man helt naturligt at savne det næste kreative skridt. Det er jo et godt tegn – det betyder, at man forventer mere, ikke mindre.
Når jeg ønsker mig mere nyt materiale fra dem, er det ikke fordi, det gamle ikke holder, men fordi man har lyst til at følge deres videre udvikling som både komponister og musikere. Man mærker tydeligt, at de to ekvilibrister hele tiden bliver bedre, mere sammenspillede og nærmest skræmmende tight.
Electric Guitars har aldrig haft travlt med at udgive plader bare for udgivelsens skyld. Fire studiealbums og ét livealbum på godt ti år – plus det løse – vidner om vilje, disciplin og en klar kunstnerisk retning. Det er guitarrock med omtanke, spilleglæde og høj musikalitet.
Netop derfor savner jeg også det næste skridt. Ikke et brud med det velkendte – men et lille skub fremad. For hvis man holder af rock, guitarlir og musik spillet i absolut topklasse, så skylder man sig selv at lytte til Electric Guitars. Rocken reddede julen 2025 i Fredericia – og den gjorde det med stil, volumen og 2 gange seks strenge ad gangen.
Med jule- og nytårstiden retter pressens fokus sig pr. automatik ukritisk mod hjemløshed, julehjælp og fyrværkeri. Det er de samme gamle travere der trækkes frem. Der er ikke noget nyt under solen og de mange timers udsendelser og skriverier ændrer ikke noget ved tingenes tilstand. Jeg har netop lyttet til en to-times udsendelse på P1, hvor betegnelsen veteran helt ukritisk bruges til at motivere et forbud mod at afskyde fyrværkeri, fordi ”veteraner bliver skræmt ved lys og lyd”. Det er en stigmatiserende generalisering der ikke giver mening. Uanset sundhedstilstand er alle tidligere udsendte fælles om betegnelsen veteran, men vi vil ikke sygeliggøres i en bred sammenhæng.
Stigmatiseringen og generaliseringen gør, at jeg aldrig betegner mig som veteran fordi det ofte afføder spørgsmål om mit psykiske helbred. Som officer og med flere udsendelser til internationale militære operationer har jeg status som veteran ”en erfaren person”. Jeg har hverken under eller efter mine udsendelser pådraget mig skader som f.eks. posttraumatisk stress syndrom (PTSD). Det betyder, at jeg indgår i gruppen af 90% af tidligere udsendte, der ikke bærer på psykiske eller fysiske skader. Tallet betyder, at veteraner generelt – som hovedregel – ikke er ramt af følgeskader efter en udsendelse.
Statistikken nævner, at omkring 10% af tidligere udsendte soldater udvikler psykiske lidelser som PTSD eller svær depression, men tallene varierer meget afhængigt af missionens type og målemetode. Nogle kilder nævner 8% af mænd og 20% af kvinder, mens andre studier viser lavere eller højere forekomst. I respekt for alle vi der har veteranstatus, vil jeg appellere til, at der ikke sættes lighedstegn mellem en veteran og lidelsen PTSD, der kan udspringe af alle former for oplevelser, der kan spænde fra at være vidne til en voldsom hændelse og til at være pårørende til en alvorlig syg person. Med eller uden følgesygdom og / eller skader er veteraner erfarne mennesker, der har valgt at risikere liv og førlighed for Danmark og det danske. Den årlige flagdag – 5. september – er en smuk gestus der minder os om og anerkender tidligere udsendte.
POLITIK. Antallet af personer, der frivilligt er rejst til Syrien med økonomisk støtte, er steget markant i år. Nye tal viser, at 580 personer til og med november 2025 har benyttet sig af repatrieringsordningen til at forlade Danmark og rejse til Syrien.
Samlet set er der i perioden registreret 711 personer af alle nationaliteter, som er udrejst frivilligt med støtte efter repatrieringsloven. Heraf udgør udrejserne til Syrien langt størstedelen. Udviklingen gør 2025 til det år, hvor flest personer nogensinde har forladt landet med økonomisk hjælp gennem ordningen.
Til sammenligning var rekordåret tidligere 2011, hvor 613 personer rejste frivilligt med støtte. Alene udrejserne til Syrien i 2025 ligger næsten på niveau med det samlede antal for hele perioden fra 2019 til og med 2024.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund ser udviklingen som positiv. Han siger »Til og med november i år har omtrent lige så mange valgt at rejse frivilligt til Syrien med støtte efter repatrieringsloven som i de foregående seks år til sammen. Det er godt nyt.«
Ifølge ministeren spiller ordningen en vigtig rolle for personer, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland, men som ikke selv har de økonomiske muligheder for det. Han understreger »Ordningen gør det praktisk muligt for udlændinge, der ikke selv har råd, at genetablere sig i hjemlandet. Samtidig ved vi, at de udlændinge, der gør brug af ordningen, generelt har haft vanskeligt ved at falde til i Danmark.«
Repatrieringsordningen giver mulighed for økonomisk støtte til udrejse og etablering i hjemlandet og har i flere år været et redskab i udlændingepolitikken. Tallene for 2025 viser, at ordningen i stigende grad bliver brugt, særligt i forhold til udrejser til Syrien.
Ifredags blev der sat et tydeligt punktum for efterårssæsonen hos Lillebælt Lions Basketball Club, da klubbens U17-hold var samlet til en todages X-mas Camp i Fredericia Idrætscenter. Samtidig blev campen markeret med en økonomisk håndsrækning fra Fredericia Idrætsfond, der støtter klubbens arbejde med talentudvikling og trænersatsning.
Det var Keld Vestergaard, chef for Fredericia Eliteidræt, der fredag den 19. december klokken 17.00 kiggede forbi Hal 6 i Fredericia Idrætscenter for officielt at overrække støtten.
»Fredericia Idrætsfond er sat i verden for at støtte både talenter på vej og elitesportsudøvere. Vi deler midler ud to gange om året, og når vi kan, markerer vi uddelingerne med en lille happening ude hos klubberne,« forklarer Keld Vestergaard til Fredericia AVISEN.
Denne gang var det basketballen, der er i fokus.
Støtte til talentudvikling – også uden for sportsklasserne
Lillebælt Lions har modtaget 6.000 kroner i støtte, som er målrettet klubbens satsning på trænere og udviklingsaktiviteter omkring U15- og U17-spillere. Midlerne indgår blandt andet i afviklingen af campen, hvor der både er fysisk træning, mentaltræning og socialt fællesskab på programmet.
»I Fredericia har vi en tydelig satsning på basketball – blandt andet gennem sportsklasserne, hvor der er spillere fra både Lions og FBBK. Men det er også vigtigt, at klubberne kan løfte udviklingen uden for skoletiden. Hvis en klub har ambitioner og arbejder seriøst med talentudvikling, så er det netop sådan nogle initiativer, fonden gerne vil bakke op om,« siger Keld Vestergaard.
En kapacitet udefra til unge spillere
Som en del af X-mas Campen får de unge spillere besøg af Jesper Krone, der regnes som en af de helt markante profiler i dansk basketball.
Jesper Krone har vundet danske mesterskaber med Bakken Bears, har spillet på landsholdet, været på college i USA og haft en professionel karriere i udlandet. Senere har han været træner, landstræner og er i dag sportschef i Hørsholm.
»Det er en virkelig kapacitet, der kommer til byen. For de unge betyder det meget at møde nogen, der både har stået på de store scener og senere taget ansvar som træner og leder. Det giver perspektiv og inspiration,« lyder det fra klubben.
Landsholdsboblere og stærke resultater
U17-holdet i Lillebælt Lions er fortsat under udvikling, men flere af spillerne har allerede markeret sig nationalt. Tre til fire spillere regnes som boblere til U17-landsholdet, selvom flere af dem kun er 15 og 16 år.
I sidste sæson nåede holdet Final 4 i pokalturneringen og sluttede som nummer otte ved DM – resultater, der vidner om et stærkt fundament og et miljø, hvor talentudvikling tages alvorligt.
En tydelig anerkendelse
Ifølge Keld Vestergaard handler støtten ikke kun om kroner og øre, men også om anerkendelse.
»Når vi kommer forbi og overrækker midlerne, er det også for at sige: Vi kan se jer. Vi kan se det arbejde, I laver med de unge mennesker. Talentudvikling tager tid, og det kræver ildsjæle og dygtige trænere. Det vil vi gerne være med til at understøtte,« siger han.
SPORT. Der er sejre, som tælles i point, og så er der sejre, der sætter sig i kroppen. Denne hører til den sidste kategori. Fredericia Håndboldklub rejste til Arena Svendborg og rejste hjem igen med mere end to point i bagagen. De rejste hjem med en kamp, der både krævede tålmodighed, modstandskraft og evnen til at finde sig selv igen, når rytmen forsvandt kortvarigt.
Slutresultatet 33-27 fortæller om en klar udebanesejr, men vejen dertil var mere levende og mere nuanceret, end cifrene alene afslører. Fredericia sad på det meste af opgøret, men skulle også håndtere perioder, hvor tempoet steg, og hvor kampen kortvarigt blev mere åben, end gæsterne havde ønsket.
Fra kampens indledning lagde Fredericia hårdt ud. Der var tyngde i duellerne, konsekvens i beslutningerne og en tydelig vilje til at sætte dagsordenen fysisk. GOG forsøgte at svare igen med tempo og bevægelse, men blev ofte presset ud i løsninger, der manglede kvalitet, når nærkampene tog til.
Kampen fik dog ikke lov til at flyde i ét langt, roligt spor. Midt i første halvleg blev spillet mere hektisk, og tempoet steg i begge ender. Fredericia fik flere gode muligheder for at trække yderligere fra, men valgte indimellem den hurtige afslutning, og det gav GOG mulighed for at blive hængende i opgøret. Alligevel var der en klar forskel i udtrykket. Selv når rytmen blev ujævn, bevarede Fredericia en grundlæggende ro. De stod fast i defensiven, tog de næste dueller og fandt hurtigt tilbage til strukturen, hver gang kampen tog et lille sving.
På stregen blev Evgeni Pevnov en konstant faktor. Han kom fri igen og igen, og når han ikke selv afsluttede, bandt han forsvarsspillere til sig og åbnede rummene omkring sig. Syv mål blev det til, men vigtigere var den måde, han trak GOGs defensiv ud af balance på gennem hele kampen. Samspillet med William Andersson Moberg voksede støt. Når Fredericia fik sat spillet udenom GOGs forsvar, var det ofte Moberg, der fandt den afgørende pasning, og Pevnov, der stod klar. Det var enkelt, effektivt og svært at lukke ned for.
I målet leverede Sebastian Frandsen en præstation præget af timing og overblik. Redningerne kom nemlig især, når Fredericia havde brug for dem, og hver gang GOG fik øje på et muligt momentumskifte, blev det stoppet. Det gav ro i spillet og mulighed for at fastholde kontrollen.
I anden halvleg fortsatte billedet, men med en tydeligere retning. Fredericia trak fra, GOG reducerede, og tempoet steg igen i perioder, hvor kampen fik et mere åbent præg. Flere gange var hjemmeholdet nede på minus to, men hver gang svarede Fredericia igen med kvalitet. Kontraspillet sad, beslutningerne blev truffet hurtigt, og femmålsføringen blev igen det faste pejlemærke i kampen.
Det var ikke en kamp, hvor alt sad perfekt hele vejen, men det var en kamp, hvor Fredericia hele tiden havde løsningerne parat. Når spillet blev rodet, fandt de det simple. Når tempoet steg, havde de benene til at følge med. Og netop den evne til at justere undervejs blev afgørende, da kampen bevægede sig ind i sin afsluttende fase. Her satte Jesper Houmark da også det taktiske punktum. Med 7 mod 6-spillet tvang han GOG til at reagere i stedet for at diktere, og Fredericia kunne styre tempo og boldbesiddelse med større ro. Kampen gled gradvist over i gæsternes hænder.
I det rum trådte særligt Kasper Young tydeligt frem. Fødselaren gik forrest, leverede otte mål og spillede med en energi, der satte sig i hele holdet. I kontrafasen var han konstant på forkant, og når Fredericia havde brug for et hurtigt svar, var det ofte Young, der leverede det. Da kampen skulle lukkes helt, kom også bredden til sin ret. Kristian Hübert Larsen satte i sidste minut det sidste mål ind fra stregen, og dermed blev kampen ikke bare afgjort, men afrundet. Et naturligt punktum og en bekræftelse på overskuddet i Fredericias spil.
FHK står over for en af sæsonens sværeste opgaver, når holdet lørdag eftermiddag gæster GOG i Svendborg ARENA. Den første halvdel af sæsonen har ikke forløbet som håbet for fredericianerne, og historisk har opgørene mod GOG været blandt de mest udfordrende.
Alligevel er der noget på spil, som rækker ud over tabeller og statistikker. For netop her – i modvind og på udebane – ligger muligheden for at vende fortællingen. FHK har brug for en præstation, der kan ændre kursen, og mod GOG kræver det både disciplin, mod og troen på, at traditioner kan brydes.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har udpeget 16 historiske bymidter som nationale kulturmiljøer – og Fredericia er med i feltet. Det betyder, at vores historiske bykerne fremover tæller som en national interesse i kommuneplanlægningen. Det er ikke bare “hyggeligt gammelt” – det er officielt noget Danmark, vil passe på.
En udpegning er ikke en plan. Det er et stempel. En mulighed. En test. Problemet er ikke, at Fredericia mangler historie. Fredericia er i listen beskrevet som “fæstningsby og religiøs fristad”. Vi har voldene, gitterbyen, bastionerne, akserne, portene – en struktur, som mange byer ville give halvdelen af kommunekassen for at få opfundet. Alligevel har bymidten i perioder haft det, jeg kalder “sov-i-timen-syndromet”: lidt for meget planpapir, ingen modige greb – og en detailhandel, der til tider har lignet en afdeling for “Vi ses på nettet”.
2026 er sidste mulighed for at undgå stendød handel. Hvis Fredericias handel skal leve, skal vi stoppe med at tænke, at “det vender nok af sig selv”. Det gør det ikke. Bymidter dør ikke med et brag – de dør langsomt, når man lader dem blive til transitområde i stedet for destination.
Det er derfor legitimt at spørge, om de samme byrådspolitikere, som har været med, mens bymidten tabte fart, de som aldrig har haft egen virksomhed eller stået med lønninger, husleje og kassekredit, er dem, der automatisk skal styre Fredericia sikkert frem mod 2030. Det handler ikke om at “svine nogen til”. Det handler om kompetence-mix. En bymidte overlever ikke på dagsordener alene. Uden forretningsforståelse og erfaring, bliver bymidten et administreret afvikling.
Lær af tyskerne – i dag, ikke i morgen: Tyske Altstädte fungerer, fordi de er tætte, menneskelige, levende: torve med handel, caféer, små specialbutikker, events, kultur og en tydelig rød tråd gennem gaderne. Historien er ikke et museum – den er en scene, hvor hverdagen foregår. Pointen for Fredericia er ikke at “kopiere Lübeck” Pointen er at kopiere principperne:
Altstadt som motor: Den historiske kerne skal være oplevelses- og handelsmotor, ikke et postkort man kører forbi.
Neustadt koblet tæt på: Nye bydele/havn/udviklingsområder skal understøtte midtbyen – ikke konkurrere med den.
Sammenhæng i bevægelse: Gåben, cyklende, tydelig wayfinding, korte forbindelser og byrums-kvalitet, så byen opleves som én helhed. Her er 8 greb, der er lige til at omsætte til politik, handleplan og budgetlinjer:
Lav 2–3 “hovedstrøg” i midtbyen med en rød tråd: lys, belægning, ophold, kunst, skiltning, events. Ikke spredt konfetti – en sammenhængende oplevelsesakse.
Gør fæstningsbyen til aktiv strategi: Volde/porte/pladser skal bruges offensivt til events, handel, guidede ruter og byliv – året rundt.
Sæt tomme lejemål i spil med pop-up: korte kontrakter, lav risiko, iværksættere ind. Hellere liv end “til leje”-plakater som permanent udsmykning.
Giv plads til små butikker og caféer: lav en plan med grundejere om fleksible vilkår og “startleje” i nøglezoner.
Forbind ny by/havn med centrum – fysisk og mentalt: sikre, korte forbindelser, tydelig skiltning, en “promenade-rute”, der får folk ind i midtbyen.
Aftal en fælles handels- og bylivspagt: kommune + grundejere + erhverv. Ikke mere solo-sejlads.
Programmer torve og pladser: markeder, kultur, vinterlys, musik, børne-events. En bymidte uden program er som en festival uden scene.
Mål på liv – ikke kun planer: footfall, belægning, nye butikker, åbningstider, events, borgernes tilfredshed. Plan uden effektmåling er bare dyr lyrik. Udpegningen blåstempler Fredericia og giver byen en fortælling, der kan løfte både turisme og bosætning. Men en blåstempling er ikke et mål i sig selv – det er en aflevering. Bolden er spillet ind. Spørgsmålet er ikke, hvem der vil have den – men hvem der har kompetencerne til at føre den frem og score for byen.
