SPORT. Fredericia fFs førstehold bevarer pladsen i Jyllandsserie 1. Det stod klart lørdag eftermiddag, efter at en playoffkamp mod Vildbjerg SF i Madsby måtte afgøres fra straffesparkspletten.
De to hold spillede 3-3 i ordinær tid og havde på forhånd aftalt at gå direkte til straffespark ved uafgjort. Her trak Fredericia fF det længste strå og sikrede sig dermed endnu en sæson i rækken.
Samme eftermiddag rykkede klubbens Serie 3-hold op i Serie 2. På udebane i Bredballe vandt holdet 5-3 efter en tæt afslutning på kampen.
Scoringerne på udebane faldt ved Lasse Bo, Frederik Straarup, Lucas Jønsson med to mål samt Mahdi, der lukkede kampen med det sidste mål. Lucas Jønsson bragte holdet foran efter et oplæg fra Lasse Bo og scorede igen kort inde i overtiden.
Dermed bliver Fredericia fFs førstehold i Jyllandsserie 1, mens andetholdet er klar til Serie 2 i den kommende sæson.
Et hold i nakken venter ikke til mandag. Det kommer, når det kommer, ofte lørdag morgen, ofte langt fra nærmeste åbne klinik, og indtil for nylig var der ikke meget andet at gøre end at bide smerten i sig eller belaste en allerede presset lægevagt. I Region Syddanmark er den situation en anden i dag, og den bliver det to år endnu.
Regionsrådet har besluttet at forlænge og udvide kiropraktorvagten, som de seneste halvandet år har kørt som forsøg. Ordningen giver borgere mulighed for gratis at ringe til en kiropraktor i weekender og på helligdage mellem klokken 9 og 11, og den er den eneste af sin slags i landet.
»Vi har jo i Region Syddanmark en kiropraktorvagt, som man kan ringe til i weekender og på helligdage mellem 9 og 11. Og det er gratis at ringe,« forklarer Pernelle Jensen, der sidder i regionsrådet for Venstre og har været med til at føre ordningen frem. »De håndterer smerter i lænd og nakke, men også andre smerter inden for det kiropraktiske område.«
Det særlige ved den syddanske model ligger i bemandingen. Hvor kiropraktorvagter andre steder bygger på frivillighed, lønner Region Syddanmark sine kiropraktorer for de to timer, vagten varer.
»Vi lønner kiropraktorerne. De får løn for de to timer, kiropraktorvagten er, for at sikre en stabil bemanding af vagttiden. Og det gør man ikke andre steder i landet, så det er helt unikt for Region Syddanmark,« siger hun.
Vagten er delt geografisk, så både Fyn og Jylland er dækket. Mange henvendelser klares over telefonen, men vurderer kiropraktoren, at en patient bør ses i klinikken, kan det lade sig gøre på begge sider af Lillebælt. På den måde er der taget højde for de lange afstande, regionen rummer.
For Pernelle Jensen er forlængelsen en sag, hun har kæmpet for.
»Jeg har faktisk kæmpet for, at den her blev bragt til vagt. Så jeg er rigtig glad for, at vi nu også har forlænget det. For det første viser det jo, at der er mange, der bruger den,« siger hun.
Det andet hensyn rækker længere end de enkelte opkald. Ordningen skal aflaste både lægevagten og akutmodtagelserne, og her ligger ifølge regionsrådsmedlemmet et potentiale, der langtfra er udtømt.
»Vi kan se, at der sidste år var 638 henvendelser til akutmodtagelserne, som faktisk kunne have været varetaget af en kiropraktor i stedet for. Så det handler jo også om at aflaste lægevagten og akutmodtagelserne og bruge vores ressourcer der, hvor det giver mest mening, så patienterne kan få det rette tilbud til at starte med,« siger hun.
Tanken er, at den enkelte patient hurtigere kommer det rigtige sted hen, og at sygehusenes kapacitet frigøres til dem, der har akut brug for den. Når en del af de henvendelser, der i dag lander i akutmodtagelsen, kan håndteres af en kiropraktor, bliver der kortere vej og kortere ventetid for de patienter, hvis tilstand kræver et hospital.
Forsøget løber nu videre på de nuværende vilkår. Om to år skal ordningen gøres op igen, og indtil da fortsætter vagttelefonen sin stille tjeneste klokken 9 til 11, lørdag, søndag og helligdag, for de syddanskere, hvis ryg ikke har sans for kalenderen.
KRIMI. En 20-årig mand var lørdag eftermiddag involveret i et færdselsuheld på Sønderjyske Motorvej.
Uheldet skete klokken 13.50, hvor manden kom kørende i en personbil og mistede herredømmet over bilen.
Ifølge vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi kørte bilen ind i nogle skilte i midterrabatten ved et vejarbejde på motorvejen. Uheldet gav efterfølgende trafikale udfordringer, mens der blev ryddet op på stedet.
Der er ikke oplysninger om alvorlig personskade i forbindelse med uheldet.
KRIMI. Det varme vejr trækker mange mennesker mod strandene, og det kan mærkes hos Sydøstjyllands Politi.
Ifølge politiet har der i varmen været flere anmeldelser om ulovlige parkeringer, særligt ved områder, hvor mange skal til og fra stranden. »I det gode og varme vejr oplever vi nogle anmeldelser, primært fra områderne, hvor folk skal til og fra strandene. Det handler blandt andet om ulovlige parkeringer,« fortæller vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.
Flere steder kan adgangen til strandene være trang, og det skaber problemer, hvis biler holder uhensigtsmæssigt. »Nogle af strandene og adgangsvejene er snævre. Hvis ingen kan komme væk, kan ingen heller komme frem,« siger vagtchefen.
Derfor lyder opfordringen fra politiet, at strandgæster skal vise hensyn, når de parkerer, så der er plads til både andre gæster, beboere og beredskab. »Hvis alle udviser god opførsel, skal der nok kunne være plads til alle,« siger Halfdan Kramer.
En klasse nybagte studenter fra Fredericia fik en brat afbrydelse på deres køretur lørdag, da en genstand med formodet peberspray landede på ladet af deres studentervogn.
Episoden fandt sted ved 13-tiden på Gl. Banegårdsvej i Middelfart. Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 13.13 og rykkede ud til stedet, hvor betjentene fortsat var til stede et stykke ind i eftermiddagen for at kortlægge, hvordan beholderen kunne ende oppe i vognen.
Ingen af de unge havde behov for behandling på skadestuen.
Mens politiet arbejdede på stedet, mobiliserede forældrene selv. Flere kørte til ulykkesstedet med biler fyldt med vand og køkkenrulle for at skylle de værst ramte.
Efter beskrivelser fra forældrekredsen havde især tre unge brug for kraftig skylning af øjne og ansigt, mens en enkelt fik en ætsningslignende skade på armen.
Klassen kom efter første hjælp videre til næste stop på ruten.
Fyns Politi efterforsker fortsat sagen og opfordrer alle, der har set eller hørt noget i området, eller som har bilkamera, til at henvende sig.
KRIMI. Fredag aften opstod der trafikale udfordringer på Sønderjyske Motorvej, efter at to biler kørte sammen.
Det oplyser vagtchef Jesper Knudsen fra Sydøstjyllands Politi.
Uheldet skete fredag klokken 21.42. Ifølge politiet opstod der en ophobning på motorvejen, da den ene bil bremsede op, og føreren af bilen bagved ikke nåede at reagere i tide.
»Den ene part bremser op, og så når den bagvedkørende ikke at reagere, og så kører de sammen. Det påvirkede selvfølgelig trafikken derude,« siger Jesper Knudsen.
De involverede parter er en 28-årig mand fra Tyskland og en 44-årig mand fra Fredericiaområdet.
Politiet havde ikke oplysninger om alvorlig personskade i forbindelse med uheldet.
Solen stod ind over Lillebælt, da seks selskaber fra fire lande satte sig til rette i Fredericia for at markere afslutningen på noget, der begyndte som et eksperiment. Et halvt år tidligere var de kommet hertil som fremmede med hver deres teknologi og hver deres uvished om, hvorvidt den nogensinde ville finde fodfæste i virkeligheden. Nu sad de samme seks hold som den første årgang, der har gennemført Net Zero Start-Up Hub, og stemningen i rummet bar præg af, at noget var lykkedes.
Programmet er en del af Net Zero Innovation Hub for Data Centers, der har hovedsæde i Fredericia og drives sammen med Danish Data Center Industry. Gennem seks måneder har de seks start-ups arbejdet tæt sammen med industrien om løsninger til fremtidens bæredygtige digitale infrastruktur. Holdene kom fra Danmark, Tyskland, Finland og USA: NeoCarbon fra Tyskland med direkte CO2-indfangning drevet af spildvarme, AirJoule fra USA med genbrug af varme og høst af atmosfærisk vand, danske ShipTown med reversibel brintbatteriteknologi, finske Halide Energy med energilagring i kobber-flowbatterier og Sperra fra USA og Danmark med flydende modulære datacentre.
Borgmester Peder Tind bød velkommen og lagde ikke skjul på, at byen ser sig selv som det rette sted for den slags.
»Det er den slags økosystem, vi gerne vil bygge her,« sagde han med henvisning til samlingen af start-up-miljøer, industri, forskere og offentlige aktører omkring den grønne omstilling. »At samle muligheder, diskussioner og idéer og gøre dem til løsninger i den virkelige verden. Det er præcis sådan, innovation efter min mening skal se ud.«
Han pegede på, at flere af de deltagende selskaber allerede er gået videre til konkrete drøftelser og afprøvninger, og at kommunen arbejder på at skabe endnu stærkere vilkår for innovation, blandt andet fysiske og digitale testfaciliteter.
»Udfordringerne for vores energisystem og digitale infrastruktur er betydelige. Det er vi enige om. Men der ligger også store muligheder i de udfordringer,« sagde Peder Tind. »Når jeg ser på de selskaber, der er repræsenteret her i dag, er jeg meget optimistisk. Fremtiden er lys.«
Fra Google fulgte Niels Martin Andersen, Senior Public Affairs Manager, der greb fat i selve det at være iværksætter. Han talte om de øjeblikke, alle i rummet kender, hvor en mulig investor beder en komme tilbage om et år med mere på papiret, eller hvor et familiemedlem hører forretningsidéen og foreslår, at man kunne tage sig et rigtigt arbejde.
»At stirre ind i usikkerheden og presse på, selv om kortet ikke findes. Junglen levner dig kun lidt mulighed for at se vejen forude. Det er en del af rejsen. Frustrerende til tider, men også givende, når man når en vigtig milepæl,« sagde han.
Google havde et budskab med, og det var ikke til at tage fejl af. Selskabet ønsker programmet videreført, og det ønsker mere af det. Niels Martin Andersen nævnte et eksempel fra året før, hvor hubben gennemførte en efterspørgsel på rene nødstrømsløsninger til datacentre. Hypotesen var, at gasmotorer er mere effektive end brintmotorer som backup. Efter test og research måtte branchen konkludere, at det ikke passede.
»Brint fungerer helt fint,« sagde han. »Det hjælper os fremover med at træffe forretningsbeslutninger og fremskynde afkarboniseringen af vores industri.«
Han fremhævede de områder, Google gerne ser et endnu skarpere fokus på i de kommende år: integration med elnettet, fleksibilitet, langtidslagring af energi, genbrug af varme og effektivitet med blik for AI-drevne anvendelser. Og han vendte tilbage til de seks hold.
»Hver enkelt af jer repræsenterer noget, vi som virksomhed dybt beundrer. Nysgerrighed, innovation og gåpåmod. For der skal ægte gåpåmod til at nå dertil, hvor I står i dag,« sagde han.
Henrik Hansen fra Danish Data Center Industry kunne meddele, at næste runde allerede er på vej. En ny indkaldelse til Start-Up Hub 2.0 sendes ud før sommerferien i håb om at samle endnu en god gruppe selskaber. Han beskrev et forløb, hvor holdene har besøgt virksomheder, mødt forskere og fået den slags indsigt, der kun opstår, når man kommer ud af klasseværelset og ud i virkeligheden, og hvor selskaberne trods deres forskelle har opdaget, hvor mange udfordringer de faktisk deler.
Til sidst rejste Alberto Ravagni sig, manden bag det hele som direktør for Net Zero Innovation Hub, og mindede om, at hubben selv er en start-up, grundlagt for tre år siden og ikke tilfældigt netop i Fredericia. Han vendte sig mod de seks hold med en tak, der også var et løfte.
»I har været forsøgskaninerne. Med jer fandt vi ud af, at det virker,« sagde han. »Vi vil ikke slippe jer. Vi vil følge jer og fejre med jer, mens jeres produkter forhåbentlig bliver implementeret i gigawatt-skala i datacentre. Det er målet for os alle.«
Så blev der uddelt certifikater og overrakt gaver, ét hold ad gangen. Den første årgang var dimitteret. Men som både borgmester, Google og hubbens direktør var omhyggelige med at understrege, var dagen ikke en afslutning. Den næste indkaldelse ligger allerede klar til at gå ud, før sommeren er omme.
GASTRONOMI. Der hænger et nyt skilt ud over Østergade i Middelfart, hvidt og ovalt, med en fisk i midten og ordene »Møllers pop-up, anno 1948, bygger på gamle familietraditioner«. Under det stod borde og stole stillet frem på fortovet, sorthvide flettede stole og runde marmorborde, parasoller slået op mod solen, og inde bag disken lå rækken af røgvarer, salater og friske retter klar til den første dag. Møllers Fiskehus har åbnet i byen, en midlertidig butik, der kun skal stå sommeren over.
Det er enden på en lang vej ind i Middelfart, og samtidig en tilbagevenden til begyndelsen. Lokalet på Østergade, hvor Steensgaard Ost & Delikatesse tidligere holdt til, lige over for Kvickly og bag Lagkagehuset, var det allerførste sted, familien Møller kiggede på, dengang de første gang ledte efter en plads i byen. Mellem dengang og nu ligger en stribe forsøg andre steder, i den gamle Danske Bank, hos Slagter Lund og med en streetfoodvogn på havnekajen, der alle løb ud i sandet. Til sidst endte de tilbage, hvor det hele startede.
Premieredagen bød på røgvarer, salater og retter over disken.
Bag butikken står Karoline Jørgensen og Ida Kjergaard sammen med Erik Møller, og da vi fanger Karoline Jørgensen på den første åbningsdag, er der ikke meget tid at give af. »Det er gået rigtig godt. Der har været mange kunder, synes vi, og vi har i hvert fald haft nok at se til. Vi har haft nogle mega gode unge mennesker, som bare er gået i gang og har arbejdet virkelig hårdt. Det er dejligt.«
Modtagelsen i byen har været varm, fortæller hun, og ikke kun fra dem, der kom for at købe. Mange er stukket hovedet indenfor af nysgerrighed. »Folk har været virkelig positive. Mange er egentlig også bare kommet ind for at sige hej, hilse på og fortælle, at de kommer igen en anden dag,« siger hun.
Køkkenet havde travlt fra første åbningsdag.
En del af pointen med dette lokale er det, der ligger udenfor, bordene på fortovet, hvor man kan sætte sig med en tallerken i solen. Og det blev der taget godt imod på premieredagen. »Der har været mange, der har siddet ude og spise. Jeg synes virkelig, det er vigtigt, at man kan komme ud og sidde og nyde sommervejret,« fortæller hun. Hvad man kan få, ligner i grove træk det, fiskehuset er kendt for fra sine øvrige butikker, men i en udgave skåret til gaden og det gode vejr. »Det er lidt det samme som i vores andre butikker, med et udvalg af vores røgvarer og salater. Og så har vi vores retter, som man enten kan tage med hjem eller spise herude, smørrebrød, stjerneskud, fisketapas, fish and chips, ja, alt hvad man har lyst til.«
Sommervejret trak folk udenfor.
Og ordet på skiltet bliver stående. Det er stadig en pop-up, og det er der ikke lavet om på. »Planen er, at vi kører hen over de her måneder, og så ser vi, hvad der sker,« slutter Karoline Jørgensen. Sidste åbningsdag er sat til 1. oktober, og hvad der ligger på den anden side af den dato, er endnu et åbent spørgsmål.
For nu handler det om sommeren, om de fyldte borde på fortovet og om en fiskedisk, der har fundet hjem i et lokale, byen først så den i for længe siden. Resten må de kommende måneder vise.
LOKALT. En hel by, der klæder sig på til at sige tillykke. De gule blomsterkugler hang i snore hen over gågaden, Dannebrog stod ud fra facaderne, og nede mellem de gamle købmandshuse begyndte de hvide huer at samle sig, da Middelfart Gymnasium & HF fredag formiddag sendte en ny årgang studenter ud i sommeren og ud i byen.
For det er en del af det, der gør dagen særlig i Middelfart. Efter dimissionen inde på gymnasiet, efter talerne, eksamensbeviserne og receptionen foran skolen, flytter fejringen ud i gaderne, hvor hele byen er med. »Så er vi nået til noget af det allerdejligste ved i dag, nemlig at gå igennem byen og lade byen fejre sine studenter,« lød det fra rektor Betina Axelsen, inden hun sendte flokken afsted. »Det er en fantastisk tradition, og hvert år er det så hjertevarmt at se, hvor meget Middelfart elsker sine studenter.«
Under de gule blomsterkugler bevægede flokken sig ned mod Nytorv, navn ved navn på de nybroderede huer.
Derfra gik det ned gennem gågaden mod Nytorv, med en højtaler i spidsen og gule veste til at passe på de unge, hvor trafikken krydsede. Og undervejs ventede byen med sit eget bidrag. Flere steder langs ruten havde butikkerne stillet frem, og da studenterne nåede frem til en orange rullevogn midt i menneskemængden, stod den fyldt til sidste plads med små farvede shots. Hænder strakte sig frem fra alle sider, huerne bøjede sig ind over vognen, og et øjeblik var hele gaden ét forsøg på at nå et glas, før vognen var tom.
Da studenterne nåede frem, ventede byen med en orange rullevogn fyldt med farvede shots.
Da studenterne havde samlet sig, fik de ordet fra byens øverste. Borgmester Anders Møllegård havde taget plads foran flokken, og hans tale var lige dele afsked og opfordring til at kaste sig ud i det hele. »I dag handler det ikke kun om, at I forlader noget. Det handler endnu mere om, hvad I nu går ud til. Foran jer ligger hele verden, større, mere uforudsigelig og mere spændende, end den nogensinde har været før.«
Under gågadens gule blomsterkugler bevægede en hel årgang sig mod Nytorv.
Han talte om, at livet sjældent følger en lige linje, at der er omveje og tilfældigheder, nye møder, fejl og succeser, man aldrig havde planlagt, og at det er helt i orden at fare lidt vild undervejs. Nogle af jer ved præcis, hvad næste skridt skal være, sagde han, andre har ikke en anelse, og sandheden er, at begge dele er fint.
Hænderne strakte sig frem fra alle sider, og et øjeblik var hele gaden ét forsøg på at nå et glas.
Undervejs fik han også vendt det spørgsmål, der før eller siden indhenter de fleste, nemlig hvem man er, når man ikke længere er det, man plejede at være. Han knyttede det til en bestemt student, Anton, tidligere formand for Fun, festudvalget på gymnasiet, og spurgte med et glimt, hvad man egentlig er, når man ikke længere er formand. Det fantastiske ved at blive voksen, lød pointen, er, at man får lov at opdage helt nye sider af sig selv.
Og det var dér, han landede den vigtigste besked, at det ikke er titlerne eller tallene, der bærer en videre, men menneskene omkring en. »Karakterer åbner døre, men mennesker åbner langt flere. Så lov mig, at I er nysgerrige, modige og ordentlige, og at I tager ansvar. Verden har ikke brug for mennesker, der er perfekte, men for mennesker, der tør engagere sig og skabe fællesskaber.«
Skål for tre år, der nu var bragt i mål, og for alt det, der venter forude.
Han rundede af med en linje fra TV-2, »kys det nu, det satans liv«, og med en sidste, lokalpatriotisk bøn, møntet på en borgmester, der gerne vil holde på sine unge. »Husk nu at vende tilbage til kommunen igen, når I har lavet alle fejlene. Vi har brug for jer,« sluttede han.
Derfra fortsatte dagen videre gennem byen mod Les Lanciers på Traaden og siden studenterbar og hygge på Gamborg Bryghus. Men det billede, der blev hængende, var det fra gågaden, hvor en hel by havde stillet sig op for at se sine unge gå forbi i hvidt og hvide huer, en sidste gang samlet, før sommeren og resten af livet tog over.
LOKALT. Der er dage, hvor en hel skole ikke kan rummes inden for sine egne mure, og sidste skoledag er sådan en. Fredag middag var det igen tid, og det stykke af Gothersgade, der løber forbi Sct. Knuds Skole & Børnehave, var holdt op med at ligne en ganske almindelig gade. Den var blevet til et forsamlingssted, hvor børnehavebørn stod skulder ved albue med teenagere i landsholdstrøjer, og hvor forældre og en pæn flok bedsteforældre havde fundet vej hen for at se, hvad al ståhejen gik ud på.
Ordene sad næsten fast, og det, der manglede, tog stemmerne med.
Inde i flokken stod børnene og repeterede teksten med hinanden, om de nu kunne den, og det kunne de udmærket, hver eneste linje. Og så gik det løs. Som opvarmning lød Birthe Kjærs »Sommer og sol«, og da den var sunget igennem, fulgte selve feriesangen, der blev sunget, skrålet og til sidst nærmest råbt ud over gaden, »ferie, ferie, ferie«, mens hænder røg i vejret og de voksne, der havde fået en sangtekst stukket i hånden, gav los på lige fod med de små.
Som det sidste vers ebbede ud, lød en anden og mindst lige så velkendt lyd ned gennem Gothersgade, klokkespillet fra en Hjem-Is-bil, der kom rullende langsomt ind i menneskemængden. Derfra var der ingen tvivl tilbage om, hvad festen skulle ende med.
Da sidste vers ebbede ud, lød der en anden velkendt klang ned gennem gaden.
Tusind is blev der delt ud, og de blev ikke kun delt til skolens egne. Skolen havde på forhånd sørget for, at der var rigeligt til alle, også til dem der bare var standset op for at kigge, så ingen skulle gå derfra uden. Der var is til både dem med rottehaler endnu og dem med de grå stænk i håret, til naboer, gæster og et par tilfældige turister, der havde forvildet sig ind i det hele.
»Det er jo en fest i dag,« fortæller skoleleder Joachim Grundtvig, mens isbilen arbejder bag ham. »Børnene glæder sig helt vildt til, at det bliver sommerferie. Vi starter med hygge og morgenmad. Nogle har været på stranden og spise, andre har været hjemme hos lærerne. Bagefter går vi i Trinitatis Kirke til en sommergudstjeneste, hvor vi synger nogle flotte sange og salmer. Så er det blevet en tradition, at vi kommer herned. Det er næsten ikke en hemmelighed længere, men vi skal give den gas. Jeg tror, vi har givet tusind is ud i år.« Og det er ikke kun eleverne, der får, understreger han. »Der er masser af bedsteforældre og forældre, erhvervsdrivende fra byen og gæster. Der har lige været nogle englændere og nogle tyskere forbi. Alle får bare is,« siger han med et stort smil.
Nummer ti på ryggen og sommerferie forude. Sangen samlede både små og store på gaden.
For skolelederen ligger der noget i selve den måde at sætte punktum for året på, en bevidst frihed fra alt det, der ellers styrer en skoledag fra morgen til eftermiddag. Hvor resten af kalenderen er lagt i faste rammer, er det her dagen, hvor rammerne får lov at falde. »Som skole arbejder man meget struktureret et helt år igennem, med alle vores store fællesaktiviteter. Det her er bare fællesskab, store og små sammen, og så ikke så meget system. Bare have lov til at give den gas og gå rundt mellem hinanden. Det er hyggeligt,« bemærker han.
Klokkespillet, der fik tusind is til at virke helt nært.
Spørger man ham, hvad året, der nu er forbi, har været kendetegnet af, bliver svaret afvæbnende jordnært. »Mange skoleår ligner hinanden, og det skal de næsten også. Det, der forandrer sig, er ofte alt det udenom, byggerier og renoveringer. Men grundlæggende har det været et skoleår med fuld knald på, masser af søde børn og dygtige personaler, der har haft det godt sammen.«
Tilbage stod bunkerne af tomme æsker, det sidste der vidnede om en hel skole, der lige havde sunget sig ind i sommeren.
Så var der ikke mere at sige om den sag, andet end at der nu ventede en sommer uden vækkeur og skoletasker. Børnene kunne gå derfra med deres familier, der var mødt frem til lejligheden, en is i hånden og en hel ferie forude. »Nu går folk på ferie, så bliver der lidt kedeligt, når børnene ikke er her. Og så glæder vi os til at de møder ind igen til august og starte op med fuld fart,« slutter Joachim Grundtvig, inden han forsvinder ind i myldret igen.
Bag ham tømtes Gothersgade langsomt for sang og fyldtes i stedet med lyden af cykler, der blev trukket fri, og af is, der skulle nås, før solen tog den. Snart stod kun nogle voksne tilbage og samlede de tomme isæsker i bunker, det sidste der vidnede om, at her havde en hel skole lige sunget sig ind i sommeren. Til august ringer klokken igen. Men indtil da er der ferie, ferie, ferie.
