HÅNDBOLD. Der var ikke mange, der kendte hans navn, da han løb ud på banen i Schaffhausen tirsdag aften. Men da FHK’s 17-årige målvogter Kalle Nissen Møller efter 60 minutter gik i omklædningsrummet igen, var det med en sejr i ryggen og en oplevelse, han sent vil glemme.
Fredericia vandt 30-29 og er nu klar til Play-offs i EHF European League. Og en stor del af æren tilhørte den unge fredericianer, der leverede redning på redning i en kamp, der til tider var tæt som en kniv.
»Jeg synes, det var virkelig fedt at opleve. Også med det her Europa-eventyr, og de udebaner vi prøver. Det er noget, jeg sjældent oplever,« siger Kalle Nissen Møller efter kampen. Han fortæller, at det ikke tog lang tid, før han fandt sig til rette i schweizisk hallys.
»Jeg synes, jeg kommer godt fra start. Og så, efter tre-fire indgreb og et par redninger, begynder jeg at komme ind i kampen. Det kørte bare. Man kan næsten kun mærke modstanden af bolden,« siger han.
Det er den fornemmelse, enhver målvogter jager — den tilstand, hvor reflekserne overtager, og tanken holder op med at forstyrre. Kalle Nissen Møller fandt den i Schaffhausen.
Månedstræneren i bagrunden
Bag præstationen ligger et arbejde, som sjældent er synligt fra tribunen. Kalle Nissen Møller er ikke i tvivl om, hvem han skylder en del af kvældens succes.
»Jeg har en mega god målmandstræner, som er virkelig god til at snakke med mig. Jeg har virkelig fokus på, hvad jeg skal gøre. Og når jeg så gør det, vi snakker om, er det fedt at se, at det lykkes,« siger han.
Det er en modenhed, der rækker ud over alderen. At kende sin rolle, have tillid til forberedelsen og handle på den, når det gælder — det er ikke selvfølgeligt for en 17-årig på en europæisk udebane.
Omklædningsrummet bagefter
Da kampen var slut og FHK’s spillere samledes i omklædningsrummet i Schaffhausen, var stemningen derefter. Kalle Nissen Møller måtte nøjes med at observere fra siden — han er endnu for ung til at fejre med de andre på den måde, det sker i sådanne situationer, men han lod sig ikke gå på af det.
»Det er helt vildt fedt, den stemning, der er bagefter. Det ligner nærmest en finale. Det er rimeligt,« siger han med et smil.
At bidrage til netop dén stemning, at være en del af årsagen til at holdkammerater går rundt og omfavner hinanden i en schweizisk hal, det er noget, han bærer med sig.
»Jeg synes personligt, at det er virkelig vigtigt, og jeg er rigtig stolt over at kunne vise, at selvom man kun er 17, kan man stadigvæk levere noget og hjælpe holdet. Det er enormt fedt at se, at det bærer frugt,« siger Kalle Nissen Møller.
Tager selvtilliden med hjem
Spørger man den unge målvogter, hvad han tager med fra Schaffhausen til de næste kampe, er svaret enkelt og præcist.
»Jeg stoler mere på mig selv nu, tror jeg. Det er rart at vide, at jeg godt kan. Når jeg gør de ting, vi snakker om, og har ro i mig selv, skal det nok lykkes,« siger han.
FHK er videre i EHF European League. Kalle Nissen Møller er 17 år. Og tirsdag aften i Schaffhausen stod han en kamp, der rækker langt ind i fremtiden.
FRIVILLIGHED. Klokken er ikke mange, da René Rasmussen tager hjemmefra. Der er kamp i aften, og reklamerne skal ligge klar på gulvet, inden spillerne varmer op. Det er hans opgave. Har været det i to år nu, siden han gik på pension og endelig fik tid til det, hans kone Birgit havde fortalt ham om i årevis.
Birgit startede selv i august 2019. Ikke fordi hun opsøgte det med et klart formål, men fordi livet havde givet hende et skub i den forkerte retning og hun trængte til et nyt et.
»Jeg har været ved DSB i 40 år, og derefter havde jeg et job ved en bager i fire år, indtil jeg faldt og brækkede lårbenet og fik en ny hofte,« fortæller hun. Stemmen er rolig, næsten konstaterende, som om det er en historie, der har fundet sin plads. »Jeg havde været sygemeldt for længe og blev ledig. Det var egentlig også pensionsalderen, jeg var nået til på det tidspunkt.«
Ledighed og restitution er ikke altid det samme som hvile. Det ved de fleste, der har prøvet det. Birgit kendte i hvert fald forskellen. Månederne i sygemeldingen havde en særlig tyngde, ikke den fysiske, men den anden slags, den der sætter sig i maven, når dagene begynder at ligne hinanden for meget. »Jeg følte, at der ikke var nogen, der havde brug for mig. At jeg ingenting udrettede.«
Så læste hun et sted — eller hørte det, hun husker det ikke præcist — at FHK manglede frivillige. Hun tog ud i hallen, fortalte om sine år i billetsalget hos DSB, og de tog imod hende. Siden august 2019 har hun stået der, kamp efter kamp.
Et sted at høre til
I dag sidder Birgit primært i billetsalget. Ikke fordi der er så mange, der køber billet i døren mere — det meste sker online — men der er andre opgaver, og frem for alt er der mennesker. »Man får et forhold til dem, fordi det er de samme, der kommer hver eneste gang, og når kampen starter, er mine arbejdsopgaver egentlig slut, så kan jeg se håndbold samtidig. Det er jo alle tiders,« smiler hun.
Sporten er én ting. Men det, der virkelig holder hende fast, er noget mere lavpraktisk og mere grundlæggende på én gang, nemlig fornemmelsen af at have et sted at høre til. Noget at stå op til, noget der venter. »Det betyder rigtig, rigtig meget at der er nogen at snakke med, og at man ved, man har noget, man skal gøre.«
René kom til på sin egen måde — lidt mere omvejen rundt. En bekendt, han kendte fra arbejdet, spurgte ham to gange, om han ikke ville hjælpe til. Første gang sagde han nej. Han var stadig på arbejdsmarkedet, og timingen var ikke den rette. Anden gang overvejede han det lidt længere.
»Anden gang tænkte jeg, pyt, hvorfor ikke, og så er jeg blevet bidt af det siden,« siger han med et lille grin. Det var ikke mere end det — og alligevel blev det til en vane, og vanen blev til noget han holder af. Inden hver kamp lægger han gulvreklamer og lysreklamer ud og samler dem igen når fløjten lyder, og indimellem rykker han til hvor der mangler hænder. »Det er lidt af hvert, og det er meget hyggeligt,« siger han.
Det er blevet en del af ugen
Spørger man René, hvad der er det særlige ved FHK, tøver han lidt. Det er ikke let at sætte ord på noget, man bare mærker. »Det er bare blevet indgroet i hverdagslivet og weekenden, og jeg glæder mig hver gang til, at vi skal derud — vi begge to,« siger han.
At de er to om det, betyder noget. Ikke fordi et ægtepar behøver at lave alt det samme — det understreger René selv — men fordi det giver dem noget fælles at vende tilbage til. Noget der ikke handler om pligter eller praktik, men om lyst. »Det er fedt, at vi begge to har den her ene ting. Vi behøver ikke at være sammen om alt muligt, men at have noget fælles, noget vi kan snakke om og interessere os for, det betyder rigtig meget.«
Birgit siger det kortere: »Det er dejligt, at vi har noget at snakke om, når vi kommer hjem.«
Om sommeren er der ikke håndbold. Så er der have og hus og alt det andet, livet består af. To pensionister med tid og overskud og en sæson, der holder pause. Men når efteråret kommer og kampene starter igen, er de begge klar. Det passer dem fint, som Birgit konstaterer med den ro, der præger meget af det, hun siger: »Vi har tiden til det jo.«
Til dem, der overvejer det
Bliver de spurgt, om de vil anbefale andre at melde sig som frivillige, svarer begge ja — uden tøven.
Birgit holder det enkelt. En interesse for håndbold hjælper, og man skal kunne lide at møde mennesker. »Hvis man er pensionist og keder sig lidt derhjemme, er det en god måde at komme afsted på. Det er dejligt at have noget at gå op i,« siger hun.
René peger på det, der hele tiden har været sværest at forklare, men som alligevel har siddet fast gennem samtalen: Fællesskabet. Det der opstår mellem mennesker, som ikke kendte hinanden i forvejen, men som uge efter uge mødes om den samme opgave. »Der kommer et rigtig godt kammeratskab ud af det,« nikker han.
FHK’s næste hjemmekamp spilles 14. marts. René er der fra middag. Birgit følger efter til aften. Reklamerne skal ligge klar, billetsalget skal bemandes, og så er der håndbold.
BUSINESS.Der er ting, man kan forklare folk, og ting, man bare er nødt til at vise dem. Ole Bjørn Jensen rækker en kuglehane i rustfrit stål over bordet på kontoret i Fredericia, et kontor der endnu lugter lidt af nyt, fordi de først flyttede ind i april sidste år, og siger det, han har sagt mange gange før: »Nogle spørger, om det er cykelventiler. Men det handler om, at du har et rør med et flow, og engang imellem skal du spærre af for det flow. Det er den type ventiler vi sælger.«
Det lyder enkelt, og det er det måske også, i sin grundform. Men Coreline laver ikke grundformer. De laver ventiler til industrien, til steder hvor kravene til dokumentation, kvalitet og holdbarhed er meget høje, fordi en fejl kan betyde at en produktion må lukkes ned. Kuglehaner, butterflyventiler, kontraventiler, aktuatorer. Navnene siger de fleste mennesker ingenting, men de sidder overalt, i vandværker og spildevandsanlæg, på kemikaliefabrikker og kraftvarmeværker, i norske laksefarme og på skibe, der sejler under alle mulige flag. »Alle steder, hvor der er en skorsten, der ryger, er der brug for ventiler,« fortæller Ole Bjørn Jensen med et smil.
Tredive år og en idé
For at forstå Coreline må man forstå, at virksomheden ikke opstod af ingenting. Den opstod aftredive års venskab og samarbejde mellem tre mænd, der alle havde tilbragt deres karrierer iventilbranchen og aldrig rigtig havde forladt den. »Vi har alle tre handlet med ventiler imange år, og så opstod muligheden for at skabe noget sammen i Danmark,« siger Ole Bjørn Jensen.
Ole Bjørn Jensen, Allan Kristensen og Henrik Pilborg Fritsche kendte hinanden fra tidligerevirksomheder, hvor de havde arbejdet sammen i årevis. De vidste, hvordan branchen fungerede, hvem kunderne var, og hvad der manglede. Og det, der manglede, var efter deres opfattelse en dansk virksomhed, der ikke bare handlede med ventiler, men som selv producerede dem og dermed kunne stå inde for kvaliteten hele vejen fra tegning til levering.
I 2016 stiftede de Coreline A/S. Fabrikken i Kina var en eksisterende fabrik der startede i 2007 med produktion af butterflyventiler og kontraventiler. I 2017 blev fabrikken 100 procent danskejet og er i dag grundstenen i Coreline’s leveringsprogram. Coreline A/S har et dansk salgsteam og en ambition om at betjene det skandinaviske og europæiske marked med ventilløsninger, der er bedre gennemtænkte og mere holdbare end hvad der ellers er tilgængeligt på markedet.
De startede i en lagerhal tre hundrede meter fra det kontor, de sidder i nu. Der var rigelig plads dengang, for de var få og brugte ikke penge de ikke havde. Det er en sætning, Tommy Knudsen gentager næsten ordret, da han fortæller om de tidlige år, og den lyder som noget, der er blevet sagt mange gange internt, fordi det er en del af virksomhedens selvforståelse, vi bygger med det, vi har.
Manden der spurgte til strategien
Tommy Knudsen kom med seks år inde i historien. Han havde været i handelsbranchen det meste af sit liv, kendte noget til ventiler i forvejen og kunne godt lide tanken om at sælge noget, man selv stod bag. Men inden han sagde ja, stillede han et spørgsmål, som mange ville stille, men ikke alle ville være tilfredse med svaret på; Hvad er egentlig strategien?
»Deres svar var, at vi skal tjene penge, vi skal have det sjovt, og vi skal have det godt,« siger Tommy Knudsen. »Det kunne jeg godt byde ind på.«
Han startede i december 2019. I januar kom corona. Det var, som han selv siger det, en lidt besværlig start.
Men Coreline kom igennem pandemien uden at opsige en eneste medarbejder op. De delte sig i tre hold, et der arbejdede hjemme, et om formiddagen og et om eftermiddagen, fordi ingen vidste, hvad de stod over for, og fordi ledelsen besluttede, at man hellere ville beholde alle og tilpasse sig end fyre nogen og fortryde det bagefter. »Vi sagde ingen op,« fortæller Tommy Knudsen. »Det er en af de ting, vi er gode til. Vi passer på hinanden.«
Der var en stor kunde der faldt fra i samme periode, en der havde købt enormt ind til en bestemt anlægstype som ikke længere blev solgt i samme omfang. Det mærkede de, men de har aldrig haft et år med underskud, og da verden åbnede igen, var holdet intakt.
Ole Bjørn Jensen og Tommy Knudsen har begge tilbragt det meste af deres karriere i ventilbranchen. Nu fejrer de ti år med Coreline A/S i Fredericia. Foto: Fredericia AVISEN
En attraktiv sparringspartner
I dag er Tommy Knudsen afdelingsleder med ansvar for den daglige drift, og han kan mærke,at virksomheden har ændret sig fundamentalt i de år, han har været med.
»Der, hvor vi har adskilt os de sidste par år, er, at vi er gået fra at være ”kasseflytter”, ikke at vi nogensinde kun har været det, til at vi kobler viden og rådgivning på,« siger han. »Ejerne har over hundrede års erfaring tilsammen, og vi har ansat maskinmestre og ingeniører, så vi faktisk er en sparringspartner for vores kunder.«
Der er en vigtig nuance. De fleste af Corelines konkurrenter på det danske marked er nemlig handelsselskaber, der køber kuglehaner fra én producent, butterflyventiler fra en anden og sammensætter et program. Coreline producerer selv størstedelen af deres kerneprogram på fabrikken i Kina, og det giver dem en kontrol over kvalitet og specifikationer, som rene forhandlere ikke har. Når en kunde har brug for en ventil med specielle krav til materiale, tryk eller temperatur, kan Coreline gå direkte til deres egen produktion og tilpasse. »Det er det, der adskiller os primært fra de andre,« forklarer Ole Bjørn Jensen.
Men en fabrik i Kina og et teknisk forspring forklarer ikke alting. Spørger man Tommy Knudsen, hvad der virkelig holder Coreline sammen, handler svaret ikke om ventiler.
Fredagen og fødselsdagen
Hver fredag morgen sidder hele kontoret sammen til morgenbrød. Det varer tyve minutter, enhalv time, som det lige passer, og det handler om, hvordan ugen er gået. Det lyder som en lille ting, men det er den slags små ting der over tid bliver til en kultur, og kulturen hos Coreline er noget begge taler om med en selvfølgelighed der antyder at den ikke er konstrueret, men groet. »Vi skal have det sjovt. Vi skal få nogle ting ud over disken. Og vi skal tjene penge,« siger Tommy Knudsen, og det er tredje gang i samtalen, han vender tilbage til den formulering, og det er nok ikke et slogan, men en leveret sandhed, en måde at styre efter.
»Hvis du går rundt og snakker med folk, tror jeg, de ville sige, at de har det godt,« siger Ole Bjørn Jensen, der ikke har brug for at sælge sin egen virksomhedskultur, men som stoler på, at den taler for sig selv.
Coreline har dog ikke kun brugt ti år på at hygge sig. De har også brugt dem på at vokse.
Skorstene og fiskefarme
Coreline har i dag kunder over hele Danmark og eksporterer desuden via fabrikken i Kina til forhandlere i USA, Sydafrika og resten af verden. Produktprogrammet er udvidet løbende, og virksomheden har i de seneste år positioneret sig stærkt inden for akvakultur, det vil sige landbaserede fiskeopdrætsanlæg, hvor kravene til ventiler er høje fordi miljøet er krævende, og nedetid koster dyrt. »Vi har en specialist på fiskefarme. Det område går rigtig godt, og der er vi virkelig godt inde med vores ventiler,« fortæller Ole Bjørn Jensen.
Samtidig har fabrikken i Kina nye udviklingsprojekter i gang, som forventes introduceret til efteråret. Det er noget begge taler om, med en forventning der minder om den energi man ellers forbinder med iværksættere, ikke med en virksomhed, der netop har rundet ti år. Men det er måske netop pointen, at Coreline er en ti-årig virksomhed, der stadig tænker som en iværksætter, fordi den er ejet af folk der aldrig har mistet appetitten. »Efter ti år er der stadig masser af kunder, vi ikke er nået ud til. Og der sker så mange ting i vores produktprogram, at vi kan udvikle os meget mere endnu,« påpeger Ole Bjørn Jensen.
Ti år og morgenbrød
Lørdag den 1. marts fyldte Coreline A/S ti år. Det blev fejre med åbent hus i det nye domicil på Prins Georgs Kvarter i Fredericia, et arrangement for kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere, og en anledning til at se tilbage på en rejse fra lagerhal til tredive ansatte, fra tre mænd med en idé til en virksomhed med egen fabrik, internationale kunder og en bruttofortjeneste, der næsten blev fordoblet fra 2022 til 2023.
Men når man spørger Ole Bjørn Jensen og Tommy Knudsen, hvad der holder dem i gang, er svaret det samme som det var dengang Tommy spurgte til strategien: Vi skal tjene penge, vi skal have det sjovt, og vi skal have det godt.
Det er en enkel formel. Men den har virket i ti år, og der er ikke noget, der tyder på, at den holder op.
BØRN. Valgplakaterne hang allerede, da børnehavebørnene kom marcherende ind. Ti kandidater fra dansk børnelitteratur kiggede ned fra væggene, og én af dem lovede kokasser og hønseprut.
Susanne Eilersen, 1. viceborgmester i Fredericia og tidligere folketingsmedlem, stod klar med en klokke. Præcis som på Christiansborg, forklarede hun børnene, ringer man med klokken, når møderne begynder. Men først ville hun have styr på én ting.
»Har I set alle de plakater, der hænger rundt omkring?« spurgte hun. Børnene råbte ja i kor.
Ti kandidater, ét kryds
Eilersen forklarede det enkelt. De voksne kandidater på plakaterne vil gerne vælges til at bestemme, hvad børnenes mor og far skal i hverdagen. Men børnene har jo deres egne favoritter, og dem kan de gå ind og sætte kryds ved i stemmeboksen.
»Det hedder valg,« sagde hun og tilføjede en anekdote. »Sidste gang vandt Møgmis valget og var størst i Danmark. Dem vil alle børn gerne lege med, men ikke i Fredericia. I Fredericia ville man lege med Hunden Ib. Og det er nemlig det, demokratiet kan. Man må helt selv bestemme, hvem man helst vil lege med.«
Børnene var enige om, at det var smart.
Susanne Eilersen, 1. viceborgmester i Fredericia, forklarede børnehavebørnene, hvad demokrati er — og hvorfor man selv må bestemme, hvem man helst vil lege med. Foto: Fredericia AVISEN
Børnebibliotekar Ulla Skovgaard tog dem derefter med rundt mellem plakaterne og præsenterede feltets kandidater én for én. Årets stemmeseddel er lang, næsten lige så lang som til folketinget, bemærkede hun med et smil.
På den finder man Sally, der siger »nej til pinlige forældre«, og hendes far, der stiller op for sig selv med det noget mere kontroversielle slogan »ja til bandeord«. Lille Tut vil tage på eventyr. Nomerne passer på hinanden. Vildheks passer på naturen. Iqbal Farooq siger ja til opfindsomhed. Mira kæmper for sammenstrikkede familier. Mumbo Jumbo, den biografaktuelle flodhest, lover ja til alle størrelser. Børste vil have gode venner. Og Fluen Ole stiller op med det mundrette budskab »ja til kokasser og hønseprut«.
»Jeg synes, de her valgplakater ser noget sjovere ud end dem, der hænger ude på gaden,« sagde Ulla Skovgaard og kiggede ud over børnene.
De stemmer på livet løs
Anne Margrethe Nygaard Skov, souschef på Fredericia Bibliotek, fulgte åbningen tæt. Hun har prøvet det før og ved, hvad der sker, når stemmeboksene åbner. »Det er altid dejligt, at børnehaverne møder op og tager den demokratiske mulighed til sig i børnehøjde,« siger hun. »De stemmer på livet løs.«
Biblioteket forsøger bevidst at gøre oplevelsen så autentisk som muligt, med lås på stemmeboksen, én ad gangen ind og fuld hemmelighed om, hvad man sætter kryds ved. »Vi efterligner, hvordan det egentlig foregår, når man går ind i en stemmeboks,« forklarer Anne Margrethe Nygaard Skov.
Stemmeurnen er sat frem. Nu er det op til vælgerne. Foto: Fredericia AVISEN
Hun peger på en detalje, der adskiller børnevalget fra det virkelige. Der er aldrig genvalg. Kandidaterne skifter hver gang, og feltet strækker sig fra fireårige til tolvårige vælgere.
»Det er faktisk lidt interessant. Man kan kun stille op én gang,« siger hun. Det gør det svært at forudsige en vinder, men Anne Margrethe Nygaard Skov er ikke i tvivl om, at der er klare favoritter derude et sted.
Demokrati i børnehøjde
Inden hun forlod biblioteket, stoppede Susanne Eilersen op. »Demokrati er utrolig vigtigt. At man lærer det helt fra børnehaven af, at man skal træffe et valg og har sit eget personlige valg, det synes jeg er fantastisk,« siger hun.
For hende handler børnevalget om noget større end bogfigurer og stemmebokse. »Vi ser desværre flere og flere unge mennesker, som ikke benytter sig af deres demokratiske ret. Derfor skal man lege det ind fra barns ben, så det bliver en helt naturlig ting at deltage i demokratiet.«
Valget løber frem til den 24. marts, samme dag som de voksne sætter deres kryds. Den 25. marts tæller Fredericia Bibliotek stemmerne op. Hvem der vinder i Fredericia, og på landsplan, er endnu åbent.
KRIMI. En 38-årig mand fra Kolding er sigtet for spirituskørsel og for at benytte håndholdt telefon under kørsel.
Han blev standset af en patrulje tirsdag klokken 18.10 på Haderslevvej i Kolding, hvor han kørte i en kabinescooter og samtidig talte i håndholdt telefon.
Da patruljen tog kontakt til manden, kunne de konstatere, at han var påvirket af alkohol over det tilladte.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.
KRIMI. Der blev tirsdag aften begået indbrud i et nybygget prøvehus på Plejlen i Vester Nebel ved Kolding. Indbruddet fandt sted mellem klokken 23.00 og 23.15. Der bor ingen i huset.
En gerningsmand knuste et vindue og kunne derfra påvirke det indvendige greb og åbne det. Det er endnu ukendt, om der er stjålet noget. Politiet afventer at få kontakt til dem, der bygger på stedet, for at få afklaret dette.
Anmeldelsen kom fra en beboer i Vester Nebel.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.
KRIMI. En 27-årig mand fra Fredericia er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven efter en brand i et køkken på Trelde Møllevej i Fredericia tirsdag aften klokken 20.34.
Manden var i færd med at varme olie op på komfuret, da han forlod køkkenet for at gå på toilettet. Da han kom tilbage, havde olien antændt, og ilden havde spredt sig fra komfuret og op i loftet. Alle personer i huset var ude.
Brandvæsenet blev tilkaldt via 112.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.
KRIMI. Tre bilister blev tirsdag standset af politiet i Fredericia.
Klokken 15.50 standsede en patrulje en personbil på Dalegade. Føreren, en 32-årig mand fra Fredericia, viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer.
Kort efter klokken 16.16 blev en personbil standset på Korskærvej. Her viste det sig, at føreren, en 38-årig mand fra Fredericia, ikke havde førerret.
Om aftenen klokken 19.35 standsede en patrulje en varebil på Holsteinsvej. Føreren, en 36-årig kvinde fra Fredericia, var påvirket af alkohol over det tilladte.
Alle tre er sigtet.
Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.
KRIMI. To mænd fra Kolding på 30 og 36 år er ved Retten i Kolding varetægtsfængslet frem til den 7. april. Begge har tilknytning til rockergrupperingen Comanches MC og er sigtet for omfattende handel med flere kilo hård narkotika.
Den ene var i forvejen i politiets varetægt på grund af en sigtelse for vold, mens den anden afsoner en dom.
Grundlovsforhøret fandt sted bag lukkede døre. Den 36-årige kærede rettens afgørelse, mens den 30-årige tog forbehold for at kære.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi onsdag den 11. marts.
Seks timers køretur fra Fredericia venter, når FHK skal måle kræfter med MT Melsungen. Men modstanderen er ikke den stærkeste udgave af sig selv.
Fredericia Håndboldklub kender nu modstanderen i 1/8-finalen i EHF European League. Det bliver tyske MT Melsungen fra Kassel-området – en køretur på omkring seks timer fra fæstningsbyen.
Den første kamp spilles den 24. marts i Middelfart Sparekasse Arena, inden FHK ugen efter rejser til Tyskland til returopgøret.
Melsungen endte på andenpladsen i deres gruppe efter et noget overraskende hjemmetab på 25-34 mod Vardar, og netop den form tegner et billede af en modstander, der ikke er på toppen af sit spil.
I den tyske Bundesliga har det heller ikke kørt på skinner for Melsungen. Inden deres seneste sejr mod Wetzlar i søndags havde de tabt to kampe i træk i ligaen – og fire i alt, hvis europæiske opgør regnes med. Blandt de skuffende resultater findes et 30-31-nederlag på udebane til svenske Kristianstad, hvilket vidner om, at FHK langtfra er chanceløse mod et ellers fornuftigt bundesligamandskab.
I Melsungen-truppen finder man to danske ansigter i Nikolaj Enderleit og Aaron Mensing. Enderleit er dog aktuelt skadet og dermed et usikkert kort frem mod opgøret mod Fredericia.
