1.600 børn fra to kommuner holdt vejret uden at vide de gjorde det

Af
Thea Dyhrberg
-
0

KULTUR. Der er et øjeblik, lige inden det begynder, hvor alt er på én gang.

Børnene strømmer ind ad dørene til Fredericia Musicalteater i små flokke, klassevis, med hænder der slipper og finder hinanden igen, og på tærsklen ind til salen standser de. Måske fordi nogen beder dem om det, men mest fordi rummet er anderledes end de steder, de plejer at komme, og det kan mærkes i kroppen før det når hjernen. De store øjne er der, inden tanken er der. Nogle peger op mod balkonen — vi sad deroppe — og siger det med den særlige stolthed, der tilhører dem, der kender stedet i forvejen. Andre har aldrig set en teatersal før i deres liv. De lader blikket glide opad mod loftet, hen langs væggene, ned mod det tomme sceneareal, og et sted i den bevægelse holder de vejret uden at vide de gør det.

På væggene hænger plakater fra teatrets historie, sporene af alt det, der er sket her før. Signerede plakater, forestillinger der er kommet og gået, ansigter og titler og en særegen blanding af det højtidelige og det skøre. En af børnene peger på en af dem og spørger hvad det er, og det er de voksne, lærerne og pædagogerne, der må forklare om alt det, der er gået forud. Det tager et øjeblik. Så er der en ny der spørger.

Summen i salen er af nysgerrighed og uro og noget der endnu ikke har fundet sin form. Så går lyset ned, og mørket samler dem alle, og det eneste der er tilbage er scenen. Ssshhh. Et lille klap i starten, forsigtige og næsten afprøvende, som om de ikke er helt sikre på om det er tilladt. Så opdager de, at andre klapper med. Og så endnu flere. Lyden vokser, breder sig gennem rækkerne, og inden nogen har besluttet det, er hele salen med.

Den 18. og 19. marts fyldte Fredericia Musicalteater sig fire gange med 1.- og 2.-klasseselever fra Fredericia og Middelfart kommuner. I alt 1.600 børn, hertil lærere og pædagoger, der kom for at se teaterforestillingen »Vitello« — produceret af Louise Schouw Teater og arrangeret gratis af Teaterforeningen Lillebælt. Stort set alle skoler i begge kommuner havde meldt ind, og billetterne var væk næsten inden de var udbudt. Det var et af de største samlede børnekulturarrangementer i området i denne sæson, og for en stor del af de 1.600 var det noget andet og mere end det. Det var første gang.

Den dreng de kender

Vitello er ikke en fremmed. Han bor allerede i skoletasker og på natborde, i biblioteker og på bagsædet under lange bilture. Børnene der finder deres pladser i Fredericia Musicalteater kender ham formentligt, før de sætter sig. De har hørt ham oplæst, set ham tegnet, levet med hans logik — den særlige børnelogik, der er fuldstændig konsekvent og alligevel altid ender galt.

Kim Fupz Aakeson og tegneren Niels Bo Bojesen skabte ham i 2008. En dreng med et stort, baseballformet hoved, sort uglet hår og en mor der har boet to måneder i Italien, dengang hun var meget ung og vist også meget smuk. Deraf navnet. Deraf savnet efter en far der aldrig dukker op, men som Vitello forestiller sig i alle mulige udgaver — tatoveret, knivbærende, Guds bedste hjælper, eller måske bare en mand med en rød sportsvogn i garagen.

Louise Schouw Teater har haft ham på scenen i elleve år og spillet forestillingen for tusindvis af familier og skolebørn landet over. Nu er det slut. Foråret 2026 er forestillingens allersidste turné, og de 1.600 børn i Fredericia er blandt de sidste, der nogensinde ser denne opsætning live.

Kniven kommer frem

Forestillingen varer 70 minutter uden pause, bygget over otte af de mest kendte Vitello-historier, dramatiseret af Gunvor Reynberg og sat i scene af Louise Schouw selv, og fire skuespillere — Asbjørn Agger, Camilla Lohmann, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch — befolker tilsammen hele universet, Vitello selv og moren, Kamma og Gregers, tvillingerne Max og Hasse, møgungen William, den tunghøre pølsemand og en vagabond der på en parkbænk påstår at være Gud. Scenografien er enkel, og det første der virkelig får børnene til at spærre øjnene op er da Vitello trækker kniven frem, og der går en lyd gennem salen, noget der ikke rigtig kan staves, men som enhver der har siddet i et fyldt teater med syvårige kender på rygraden — åbne munde, høje stemmer, blikke der skifter fra scenen til sidemanden og tilbage igen.

Og så griner de.

De griner da Vitello leger med spaghettien i munden, og da tvillingerne Max og Hasse vælter rundt over hinanden i en evig kappestrid om hvem der er mest irriterende, og da Vitello forsøger at sætte en fælde op til en far og det går anderledes end han havde forestillet sig, og da en mand på cykel falder i det hul som Vitello og vennerne selv har gravet og bander, og den mand viser sig senere at være Gregers, men da Vitello muntert slår fast at han i hvert fald er god til at bande, gentager en dreng i salen det halvhøjt til sin klassekammerat med et grin.

Fire skuespillere befolker tilsammen hele Vitellos univers — fra møgungen William og de irriterende tvillinger til vagabonden der påstår at være Gud. Foto: Louise Schouw Teater

Der er noget ved Fupz Aakesons univers der ikke lader sig forklare helt ud, men som har at gøre med at tingene siges som de er, set fra det sted i tilværelsen hvor alting giver mening og alting ender galt på én og samme tid, og børnene sidder og kender det fra indersiden, den logik der er deres egen og ingen andres. Det er derfor pølsemanden der hører skævt virker, det er derfor Rasmus Højlund-referencen sender en bølge gennem salen, det er derfor en dreng gentager en sætning om bandeord til sin klassekammerat og det føles som en opdagelse. Salen bærer det med sig som noget der tilhører dem.

Camilla Lohmann finder ordene for det bagefter. »Det er sjovt og befriende. Mange voksne har sagt, at det synes de også. Der er efterhånden et nostalgisk blik på Vitello — vores generation er ikke nødvendigvis vokset op med bøgerne, men der er noget med den humor, som vi kender. Det gibber i de voksne, fordi der bliver sagt mange ting, som ikke er så politisk korrekte mere.«

Forestillingen er stort set uændret siden premieren, båret af en enkelhed der har siddet rigtigt fra begyndelsen. Et par ord er dog siden udgået efter ønske fra Kim Fupz Aakeson selv. »Han har fortrudt, at han skrev det i sin tid,« siger Asbjørn Agger, og der er respekt i måden han siger det på.

Under latteren bærer forestillingen på noget tungere. Vitello drømmer om en far, sætter fælder, graver huller, forestiller sig faderfigurer i alle tænkelige skikkelser — den tunghøre pølsemand, manden på bænken der påstår at være Gud — og videre til Gregers med den lille røde sportsvogn i garagen, som ingen umiddelbart ville have valgt, men som alligevel bliver til noget. Camilla Lohmann taler om det med en ro der antyder hun har tænkt over det mange gange. »Det er jo egentlig et fint budskab. Det er hvad det er — få det bedste ud af det. Og det siger Vitello til sidst faktisk selv. Jeg har jo egentlig mange ting. Jeg har min mor, jeg har mine venner, og nu har jeg også Gregers.« Asbjørn Agger lytter og tilføjer blot. »Og hvad er det perfekte — i forhold til hvad, ikke?«

Den tunghøre pølsemand drejer alle svar i den forkerte retning — og børnene griber rytmen med det samme. Foto: Louise Schouw Teater

Det spørgsmål hænger i luften, og så bliver det mørkt. Vitello og vennerne er ude om aftenen og skal fange en far, og scenen sender lommelygter ud i salen, ind imellem rækkerne, hen over ansigterne, og teatret holder op med at foregå deroppe og begynder at foregå her, og børnene vender sig mod lyset, griber fat i naboen, laver den lyd der opstår når noget pludselig er meget tæt på. Morten Bo Koch taler om det bagefter som noget af det der bringer ham tilbage igen og igen. »Der er aldrig to forestillinger der er ens. Der er steder, hvor vi ved at her kommer der noget. Men de reagerer så forskelligt, og det giver os noget at spille op imod hver gang. Det er derfor man kan lave den her forestilling igen og igen.«

Dagen inden havde publikum klappet efter hver eneste sang, i takt — de børn havde haft musik om morgenen — og præcisionen fik Marianne Bøgelund til at miste fornemmelsen for hvor i sangen hun var. Denne dag er klappet mere uregelmæssigt, men det betyder ingenting, for det der er tilbage er det samme, den fulde opmærksomhed, den villighed til at være med helt ind, og da Vitello og Gregers tager imod klapsalverne under curtain call, rejser lyden sig i salen næsten af sig selv. Wuuuu.

Og da Vitello vinker, vinker børnene tilbage.

»For nogle af dem er det første gang, de kommer i teateret,« siger Marianne Bøgelund. »Det er ret vildt at få lov til at give dem den oplevelse. Forhåbentlig en god oplevelse, så de kommer igen.«

Det er et håb der rækker ud over denne forestilling og disse to dage.

1.600 børn opdagede på under 70 minutter at man godt kan sidde stille og alligevel være helt med, at man må grine højt og svare igen, og at det hele giver mening så længe man går ind i det sammen. Camilla Lohmann sætter ord på det med en enkelhed der er svær at forbedre. »Der er ingen skærme. Vi gør det sammen, vi trækker vejret sammen. Det skal ikke oversættes. De fatter det instinktivt.«

Og Morten Bo Koch tilføjer det som måske kun de voksne i salen fuldt ud forstår. »Det er skønt at spille for nogen, hvor fantasien ligger så meget først for. Det er voksne mennesker der spiller børn, men det er der ikke nogen der sætter spørgsmålstegn til. De hopper direkte med på den fantasiverden, som vi skaber.«

Farvel til en dreng fra ringvejen

Vitello har turneret i over ti år, spillet for mere end 50.000 børn, på Aalborg Teater, på Teatret Zeppelin, på musikhuse og i teaterforeninger i alle hjørner af landet, båret af et kompagni der driver sin turné uden statsstøtte til produktion eller drift, og som i 2024 blev kåret som Årets Børne- og Ungeteaterproducent af Danmarks Teaterforeninger. De 1.600 børn fra Fredericia og Middelfart er blandt de allersidste i Danmark til at se denne opsætning live.

Det ved de ikke. De ved bare at da kniven kom frem var det vildt, og da tvillingerne vælter rundt er det sjovt, og da Vitello til sidst siger at han måske alligevel er okay med en papfar, er der noget i det der er rigtigt.

Teaterforeningen Lillebælt nåede med disse fire forestillinger ud til stort set alle skoler i begge kommuner. Billetterne var væk næsten inden de blev udbudt. Det er kulturformidling i sin mest direkte form — ikke som begreb, men som en sal der summer inden lyset går ned og eksploderer i grin sekunder efter.

Og så er det slut, og hele holdet tager imod de klapsalver der nu falder præcist og med overbevisning, og Asbjørn Agger siger det bagefter med en ro der kun tilhører nogen der har spillet den her rolle mange gange og alligevel fundet nyt i den. »Det optimale er at se det sammen. De syvårige der kommer i weekenden sidder og glor måbende på deres bedsteforældre, som sidder og griner. Og omvendt — når de små griner over noget der er helt plat, ser de voksne op og tænker, hvor hyggeligt, mit lille barn har det godt.«

Det er ikke en dårlig definition af hvad teater kan.

Middelfart vokser mod 43.000 indbyggere — men kommunen bliver ældre og ældre

Af
Thea Dyhrberg
-
0

POLITIK. Middelfart Kommune vækster. Det er den enkle konklusion i den nye befolkningsprognose, som Økonomiudvalget skal godkende mandag aften. Men bag væksten gemmer sig en udvikling, der stiller krav til kommunens planlægning i de kommende år. Befolkningen bliver markant ældre, og andelen af erhvervsaktive falder.

Ifølge prognosen stiger indbyggertallet fra 40.629 i 2026 til 42.929 i 2038 — en samlet vækst på 5,7 procent over tolv år, svarende til knap 192 nye borgere om året. Væksten drives primært af tilflytning fra andre kommuner, mens fødselsbalancen er negativ.

Aldringen sætter sit præg

Den mest markante tendens i prognosen handler ikke om antal, men om alderssammensætning. I 2026 er 25,3 procent af middelfartenserne over 65 år. I 2038 er det tal vokset til 30,5 procent. Samtidig falder andelen i den erhvervsaktive alder — de 17 til 64-årige — fra 57 procent til 51,7 procent. Det er en forskydning der over tid påvirker alt fra skatteindtægter til efterspørgsel på plejeboliger og ældrepleje.

Gruppen af 80-årige og derover vokser med knap 50 procent i perioden — fra 2.917 til 4.354 personer.

Familier tiltrækkes — unge forlader

Flyttemønsteret afslører en klassisk dynamik. De 17 til 24-årige forlader Middelfart i stort tal primært til uddannelsesbyerne. Til gengæld vender småbørnsfamilierne tilbage, og det er netop fra uddannelsesbyerne de kommer. Odense og Fredericia er de to kommuner, som flest tilflyttere til Middelfart kommer fra.

I 2025 voksede befolkningen med 301 borgere — 98 flere end prognosen fra sidste år forventede. Det skyldes en højere nettotilflytning fra andre kommuner end forudset.

Hyllehøj og Østre vokser mest

Geografisk er væksten ikke jævnt fordelt. To skoledistrikter skiller sig markant ud. Hyllehøj-distriktet vokser med 31 procent fra 2026 til 2038, drevet af udbygning ved Skrillingegården og Naturbyen. Østre Skole-distriktet vokser med 37 procent, primært som følge af udbygning ved Fynsvej. I den anden ende falder befolkningstallet i Brenderup, Gelsted og Fjelsted-Harndrup skoledistrikter.

Det forventede boligbyggeri er sat til gennemsnitligt 273 boliger om året — en markant stigning fra de historiske 180 boliger om året. Tyngden ligger i rækkehuse og etageboliger frem for parcelhuse, som afspejler en ændring i den boligtype der efterspørges og planlægges for.

Befolkningsprognosen behandles i Økonomiudvalget mandag den 23. marts og skal endeligt godkendes i Byrådet den 7. april 2026.

Fra Nørre Aaby til hele landet: Ny platform vil give de glemte oplevelser en stemme

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

BUSINESS. Det begyndte en aften over en snak om ferier. Om de oplevelser, der sidder fast længe efter — ikke de store turistpakker og guidede bussture, men møderne med mennesker, der ved noget, kan noget, og giver det videre på en måde, man ikke finder i en brochure. Den samtale er nu blevet til en virksomhed.

Martin Nielsen fra Nørre Aaby er direktør i Silta, en ny platform for mikroturisme. Grundtanken er at finde de mennesker, der kan noget særligt, og give dem et sted at møde dem, der gerne vil opleve det. »Det kan være én, der er rigtig god til at vise rundt og fortælle noget spændende om Ejby, ikke fordi vedkommende nødvendigvis skal leve af det, men fordi det er sjovt at gøre det engang imellem. Den slags mennesker vil vi rigtig gerne hjælpe med at møde nogle kunder,« siger Martin Nielsen.

En kandidat og en aftensnak

Silta er grundlagt af tre personer. Louise Jensen læser en kandidatuddannelse i Kultur og Formidling på SDU, og det var hendes faglige baggrund, der satte tanken i gang. »Det er en af de her uddannelser, som er rigtig god, hvis man skal arbejde på et museum, ellers skal man ud og opfinde sit eget arbejde. Så sad jeg en aften og tænkte lidt med hende. Hvad kunne man egentlig lave? Hvad kan man bruge det her til?« fortæller Martin Nielsen.

Svaret fandt de i egne rejseminder. Det er sjældent de professionelle turistoperatører, der huskes. Det er dem, der ved noget. Dem, der kan give det skæve, det nærværende, det ægte. »Det fik os til at arbejde videre med, om man på en eller anden måde kunne gøre det nemmere for dem, der kan noget, de unikke personligheder, som ikke nødvendigvis er professionelle eller har lyst til at blive det, og få dem til at møde mennesker med en interesse i at opleve noget særligt,« siger han.

Den tredje partner, Mathan Macus, tager sig af den tekniske side og hjælper platformen med at komme op at stå.

Fra idé til interesse på to dage

Silta er stadig meget tidlig i sin udvikling, og der er foreløbig tre dokumenterede samarbejdspartnere på platformen. Men interessen har ikke ladet vente på sig. »Vi begyndte først at slå op i forgårs, og så vidt jeg ved, har der allerede været en ti stykker, der har kontaktet os. Det er egentlig relativt fint på et relativt begrænset stykke arbejde,« siger Martin Nielsen.

Princippet er ligetil. En vært, det kan være en naturformidler, en vinentusiast, en håndværker eller en lokal historiefortæller, opretter i samarbejde med Silta en begivenhed på platformen. Kunder booker sig ind, og Silta klarer det praktiske. »Om det er én, der vil lave tre rundvisninger i løbet af en sommer, eller én, der kan fluefiske eller noget helt tredje — alle dem, som sidder inde med noget og er rigtig gode til det, men måske aldrig kommer ud over rampen, dem vil vi rigtig gerne hjælpe,« forklarer han.

Ikke for at blive stor, men for at gøre forskel

Ambitionerne er bevidst holdt jordnære. Martin Nielsen taler ikke om at konkurrere med billetsider eller blive en stor turistoperatør. Målet er mere menneskeligt. »Vores mission er at sørge for, at alle de her mennesker, der kan noget, og som måske går rundt og får at vide, at de er rigtig gode til det og burde gøre mere ved det — at mange flere af dem faktisk får gjort noget ved det. Og hvis vi kan få en løn ud af det, så har vi egentlig nået det, vi gerne vil,« siger han.

Til sommer begynder Silta i det små med fokus på turister i området. På sigt er visionen, at platformen bliver det naturlige sted at kigge hen, når man mangler noget at lave i ferien, uanset om det er fluefiskeri i to timer eller en fortælleaften i en lade.

Platformen kan findes på silta.dk, hvor det også er muligt at tilmelde sig som samarbejdspartner.

Forårsmarked på Gammelby Mølle: Fra 12 til 29 udstillere — og dørene til mølleriet står åbne

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

EVENTS. Sidst i april åbner Gammelby Mølle ved Pjedsted dørene for sæsonens første store begivenhed. Den 25. og 26. april inviteres både handlende og besøgende til forårsmarked i de historiske rammer, og denne gang er ambitionerne endnu større end ved julemarkedet i december.

»Vi fordobler udstillerne denne gang. Til julemarkedet havde vi plads til 12, og nu har vi plads til 29,« fortæller Maja Svensk, der bor på møllen med sin familie og er drivkraften bag arrangementerne.

Markedet breder sig ud over gårdspladserne og ind i den store lade, som åbnes for første gang til et arrangement. Her vil besøgende kunne gå på opdagelse blandt et bredt udvalg af udstillere — fra genbrug og tøj til keramik, planter og håndlavede produkter. Det er netop den mangfoldighed, Maja Svensk bevidst tilrettelægger. »Jeg spørger altid ind til, hvad folk kommer med, så vi ikke ender med ti der sælger keramik og ti der sælger tøj. Det skal være en god forskellighed, så man kan gå på opdagelse som besøgende,« forklarer hun.

Foråret sætter sit særlige præg på markedet. Maja Svensk vil gerne have grønne fingre og haveglade sjæle med i feltet, og der er da også gjort plads til udstillere med planter og andet, der passer til årstiden. »Vi vil gerne have udstillere med planter og så videre, så vi får den der forårsstemning ind, og folk er klar til at komme i gang i haven,« siger hun.

Til de sultne og tørstige er der ligeledes sørget for kaffe, kage og mulighed for at købe mad.

Møllens hjerte åbner

En af de særlige oplevelser, som Maja Svensk ønsker at fremhæve, er adgangen til selve møllehuset — det historiske maskineri, hvor de to overfaldshjul driver tre originale kornkværne. »Det er møllehuset vi åbner, der hvor hjulene kører og hele maskineriet er synligt for besøgende,« fortæller hun.

Det er en oplevelse, der for mange besøgende vil være ny. Den 200 år gamle vandmølle, som Realdania By & Byg restaurerede og istandsatte frem til 2024, hører til blandt de færre end 50 fungerende vandmøller, der stadig er tilbage i Danmark. Al mekanikken er i træ og fuldt funktionsdygtig, og vandet bruser stadig henover hjulene i den kuperede Elbodal vest for Fredericia.

Sådan booker du en stand

Er man interesseret i at opstille som udstiller, er fremgangsmåden enkel. En standleje koster 250 kroner, og et bord kan lejes til 25 kroner. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og Maja Svensk sender en standoversigt, så man selv kan vælge sin plads ud fra, hvad der er ledigt. »Man skriver eller ringer til mig, og så sender jeg standsoversigtens med. Og så vælger man selv den stand, man vil have, ud fra dem, der er ledige,« forklarer hun.

Gammelby Mølle ligger på Gammelby Møllevej 62 ved Pjedsted, knap ti kilometer vest for Fredericia. Markedet afholdes lørdag den 25. og søndag den 26. april.

Det ”glemte” valgtema og ”De indre dæmoner”

Af
Erik Schwensen
-
0

SAMFUNDSANALYSE: I slutningen af i den danske valgkamp anno 2026, som af mange betegnes som hektisk, kaotisk og uoverskuelig, og hvor mange endnu ikke ved, hvor de vil sætte deres kryds, hverken på parti eller kandidat, er det på høje tid til – ikke at dvæle ved spørgsmålet om hvorfor? –  men om hvordan vi, som ganske almindelige borgere i Danmark, alligevel kan få et bedre klarsyn på, hvad og hvem vi med fordel kan stemme på den 24. marts 2026. Det handler denne samfundsanalyse om.

Det ”glemte” valgtema

I mine seneste samfundsanalyser har jeg forsøgt at komme tættere på, hvordan vi som borgere kan styrke vores egen beslutningskraft til at træffe valget, ”hvor krydset skal sættes” d. 24. En beslutningskraft ud fra den enkelte borgerens egne overbevisninger, overvejelser og forestilling om et meningsfuldt liv. Ikke om de mange enkelte og usammenhængende valgtilbud, som partierne lægger frem dagligt med det ene overbud efter det andet (Ask Rostrup nævnte på Tv2 forleden, at vi nu var oppe på 86 forslag). Nej, det drejer sig om et valgtema om sammenhængende fremadrettet vision, en mere konkret retning og strategi for den kommende valgperiode i op til 4 år.

Det handler om, hvordan kan vi dreje valgdebatten henimod besvarelse af spørgsmålene: ”Hvad er egentligt meningen med livet i det danske kongeriges demokrati i dag og i fremtiden?”, og det begynder med at afklare spørgsmålet om, ”Hvordan forstår vi egentlig begrebet demokrati i en dansk kontekst?”

Som jeg skrev i seneste samfundsanalyse, så kan vi dog stadig nå at stille os selv, de politiske partier og vores politikere følgende spørgsmål:

  • Hvad er det, du giver mening i din hverdag – og hvad er det, der giver mening for dig?
  • Hvilke fællesskaber er du en del af eller ønsker at være en del af, og hvilke nye, fælles fortællinger trænger de fællesskaber til?
  • Hvilke handlinger vil du tage i dag og i dagene, der kommer, for at bidrage til et mere meningsfuldt liv – for alle dem omkring dig og for dig selv?

   ”Når du først ved, hvor du selv står og vil hen, og når du ved, hvad der giver mening for dig selv og dine nærmeste, så ved du også, hvor krydset skal sættes.”

Så langt, så godt. Og vi når måske ikke længere i denne valgkamp. Men det er vigtigt, at vi som borgere får et bedre indblik i partiernes og de enkelte opstillede folketingskandidaters bud på deres svar på de tre spørgsmål. Det vil hjælpe os godt på vej til at sætte krydset på tirsdag.

”De indre dæmoner”

Under overfladen i fortællingen om det danske demokrati ligger strømninger af, hvad jeg vil kalde for ”det danske demokratis indre dæmoner”. Vi kunne også kalde dem for ”det danske demokratis indre fjender” i modsætning til ”vores ydre fjender”, som vi ofte hellere vil tale om, men ikke ”de indre fjender” – ”De indre dæmoner”.

Ved ”det danske demokratis indre dæmoner” forstår jeg de underliggende forhold, som hæmmer os, holder os fastlåst og holder os væk fra at videreudvikle vores demokratiske samfund ud fra vores ønsker om at skabe meningsfulde liv. En fastlåsthed i lighed med det jeg tidligere har påpeget i forbindelse med kommunalvalget sidste år, hvor jeg blandt andet underbyggede det med anvendelse af Douglass C. Norths teori om stiafhængighed.

De ”indre dæmoner” er vokset frem og har udviklet sig over mange årtier. De kommer til udtryk i forskellige former for styringsmekanismer, politikker og strategier, der lag på lag og i stadig stigende grad hæmmer, tilsidesætter og dermed nedbryder de oprindelige idéer og tanker om udviklingen af den bedst mulige demokratiske styreform. De arbejder bevidst eller ubevidst ud fra forskellige ideologier og logikker og forestillinger om verden og virkeligheden.

Og hvis vi ikke tæmmer de” indre dæmoner” og leder deres utæmmede kræfter og energier i en anden retning, så fortsætter det nuværende danske demokratis deroute og overgang til en styreform, som mildes talt ikke har det samme ambitionsniveau, som vi generelt har haft for det danske samfund og fællesskab.   

Hvilke dæmoner skal vi tage fat på?

Grundlæggende har vi stadigt et fantastisk samfund i Danmark. Det er jeg helt enig i. Ifølge den seneste undersøgelse er Danmark netop vendt tilbage blandt de tre lykkeligste folk i verden, hvad det så end betyder for den enkelte dansker og det danske samfund.

Der er rigtig mange gode ting, som vi bør og skal fastholde i vores fremtidige samfund. Ting vi bør synliggøre betydningen af i vores dagligdag. Nogle demokratiske goder, rettigheder og dyder som ofte bliver taget for givet, er glemt eller druknet i samfundsudviklingens bureaukratiske hav. Disse skal revitaliseres og synliggøres aktivt. Og det er dette konstruktive fundament, som vi bør tage udgangspunkt i, og derfra håndtere ”vores indre dæmoner”.

Nogle af de indre dæmoner, som jeg umiddelbart tænker, at vi bør tage fat på, handler om:

  • Den stigende meningsløshed i samfundet
  • Magtens og Magtfuldkommenhedens sande ansigter
  • Uærlighedens og illoyalitetens snærende bånd
  • Utroværdighedens og mistillidens ødelæggende karakter
  • Forestillingen om vi/jeg alene vide – Kun én model af verden
  • Lov- og bureaukrati-epidemiens utæmmelighed

Det handler grundlæggende om, at få styr på vores fælles værdier og overbevisninger om verden omkring os, så de indre dæmoner stille og roligt visner bort i takt med, at vi italesætter, definerer og styrker vores fælles værdier og overbevisninger, og handler ud fra dem. Vores hverdagsliv og daglige adfærd bør altid afspejle vores fælles værdier og overbevisninger. Det har stor betydning for at skabe og fastholde et meningsfuldt liv.

Behovet for en ny grundlæggende demokratidebat

Jeg er overbevist om, at muligheden for at opløse og/eller i det mindste tæmme ”de indre dæmoner” ligger i at få italesat og få igangsat en ny grundlæggende debat om udviklingen af vores demokrati.

En revitalisering af den demokratiske samtale, hvor vi begynder med at redefinere, hvad vi forstår ved begrebet demokrati i dag. Dernæst en demokratisk samtale om reformulering af vores fælles værdisæt og overbevisninger. Først derefter og med det grundlag kan den demokratiske samtale gå videre med form og indhold af fremtidens demokratiske styreform og indhold.

Det er ikke noget, vi kan klare på 4 ugers hektisk valgkamp, hvor det personlige magtspil fylder alt for meget. Nej, det er noget, som vi må tage fat på i den kommende valgperiode.

Fortsat god valgkamp.

Masker og magt bag kulissen

Af
Erik Schwensen
-
0

SAMFUNDSANALYSE: Et Folketingsvalg er et af demokratiets mest koncentrerede øjeblikke. I løbet af få uger skal partier og partiledere overbevise vælgerne om, at netop de fortjener magten. Men hvad ser, hører og føler vi egentlig, når vi følger en valgkamp? Politikernes sande overbevisninger? — eller en nøje tilrettelagt forestilling? Hvor hvert ord, hver gestus og hvert pressemøde er koreograferet præcist for at skabe et bestemt indtryk? Den amerikansk-canadiske sociolog Erving Goffman (1922-1982) ville svare, at spørgsmålene er forkert stillet. For i Goffmans verden er al menneskelig interaktion performance – en kontinuerlig proces, hvor vi forsøger at styre det indtryk, andre danner sig af os. Det gælder i hverdagens samtaler, på arbejdspladsen, i familien. Og det gælder i allerhøjeste grad i politik og det forstærkes, når der er blæses til valgkamp. Vi spiller alle roller, og der er ingen skarp grænse mellem det “ægte” og det “iscenesatte.”

I denne samfundsanalyse anvender jeg Goffmans dramaturgiske teori som linse på Folketingsvalget den 24. marts 2026 — ikke for at afsløre politikerne som falske, men fordi Goffmans begrebsapparat giver os et analytisk sprog til at forstå det spil, vi ellers kun fornemmer: at formen på den politiske kommunikation — iscenesættelsen, hemmeligholdelsen, styringen af indtryk og udtryk — er lige så afgørende for demokratiets tilstand, som indholdet af de politiske budskaber.

Goffmans begrebsapparat er ikke nyt i min analytiske værktøjskasse. I min masterafhandling “Et forsvar i forandring” fra 2006 anvendte jeg hans teori som en af ni teoretiske tilgange til at analysere, hvordan Forsvarskommandoen iscenesatte den såkaldte “Bar mark filosofi” — det dengang mest radikale forandringsstrategiske valg i dansk forsvars historie siden Anden Verdenskrig. Lige nu oplever vi så et endnu større – men modsatrettet – forandringsstrategisk valg for dansk forsvar, men det er en helt anden historie. Dengang viste Goffman-analysen, hvordan en vel orkestreret forestilling med en nøje kontrolleret adgang mellem bagscene og frontscene kunne flytte den politiske dagsorden og skabe medejerskab hos aktører og politikere, der ellers ville have modsat sig forandringen.

Tyve år senere er Goffmans teori ikke blevet mindre relevant. Snarere tværtimod. For der er sket noget fundamentalt siden han skrev sin bog i 1956, og siden jeg anvendte den i 2006. De digitale medier har forandret selve teatrets arkitektur. Bagscenen er blevet mindre. De “udenforstående” — borgerne, kommentatorerne, de sociale mediers utallige stemmer — har fået en betydelig magt over forestillingen, som Goffman aldrig forudså. Og tempoet, hvormed en omhyggeligt opbygget facade kan bryde sammen, er accelereret fra dage til minutter. Det er denne nye virkelighed, denne analyse udforsker.

Det teoretiske afsæt — Goffmans dramaturgiske verden

Erving Goffman beskrev sin teori i bogen “The Presentation of Self in Everyday Life” fra 1956. Bogens grundlæggende argument er enkelt og radikalt: Al menneskelig interaktion kan forstås som teater. Vi er alle performere, der optræder for et publikum, og vi forsøger alle — bevidst eller ubevidst — at styre det indtryk, vi afgiver og efterlader.

Goffman opererer med en række centrale begreber, som danner fundamentet for denne analyse.

Front stage er den scene, hvor forestillingen opføres for publikum. Her kontrollerer performeren sin fremtoning, sit sprog og sine gestikker (kropssprog). Backstage er rummet bag scenen, hvor forberedelserne sker, hvor maskerne kan falde, og hvor teamet bag forestillingen frit kan tale uden publikums blikke. Outside er den zone, der hverken er scene eller bagscene — det rum, hvor helt andre regler gælder, og hvorfra de “udenforstående” observerer.

Erving Goffmans dramaturgiske spil

Erving Goffmans dramaturgiske spil.

Performance er den aktivitet, en person udfolder foran observatører (de andre skuespillere, tilskuerne og ”de udenforstående”) med henblik på at påvirke deres opfattelse. Goffman skelner her mellem det, performeren bevidst “gives” — den verbale kommunikation, de formulerede budskaber — og det, performeren ubevidst “gives off” — de nonverbale signaler, kropssproget, tøven, et kort øjebliks irritation, som publikum ofte tillægger større troværdighed netop fordi de opfattes som ufrivillige og kommer før den verbale kommunikation.

Impression management er Goffmans overordnede betegnelse for alt det arbejde, der udføres for at kontrollere andres opfattelse. Idealisering er tendensen til at fremstille sig selv i overensstemmelse med samfundets anerkendte værdier snarere end med den faktiske virkelighed.

Teamet er den gruppe af performere, der samarbejder om at opretholde en bestemt definition af situationen. Her har forestillingens manuskriptforfatterne og instruktørerne afgørende indflydelse på forestillingens udtryk og resultater. Teammedlemmerne er bundet af dramaturgisk loyalitet — en forpligtelse til ikke at afsløre bagscenens hemmeligheder — og dramaturgisk disciplin — som er evnen til at fastholde sig i rollen under pres.

Endelig opererer Goffman med fem typer hemmeligheder, der opstår i spændingsfeltet mellem scene og bagscene: de sorte hemmeligheder (information, der strider mod facaden – forestillingen budskab), de strategiske hemmeligheder (viden om planer og fremgangsmåder), de interne hemmeligheder (det, der binder teamet sammen indadtil), de betroede hemmeligheder (andres hemmeligheder, man er i besiddelse af) og de frie hemmeligheder (andres hemmeligheder, man kan afsløre uden selv at tabe ansigt). Teamet og hemmelighederne vender jeg tilbage til.

I min masterafhandling argumenterede jeg for, at Goffmans teori med fordel kunne udvides til at se den enkelte forestilling som blot én af uendeligt mange samtidige, interrelaterede forestillinger — hver med sit team, sin scene, sin bagscene og sine hemmeligheder. Det er dette perspektiv, der gør Goffman særligt velegnet til at analysere en valgkamp, hvor der netop spilles på et multiplum af scener og platforme samtidigt. Jeg koblede desuden Goffmans teori til Ralph D. Stacey teori om Komplekse Responsive Processer, men det er en længere historie, som jeg må vende tilbage til en anden god gang.

Et multiplum af interrelaterede forestillinger

Et multiplum af interrelaterede forestillinger.

Forestillingen — Partiledernes front stage

En valgkamp er front stage i sin mest koncentrerede form. Alt, hvad partilederne gør i de offentlige rum — Tv-debatter, pressemøder, valgmøder, opslag på sociale medier — er performance i Goffmans forstand. Ikke nødvendigvis bevidst manipulation, men en konstant styring af det indtryk, der afgives.

Goffman opdeler performerens “front” i tre elementer: setting (de fysiske omgivelser), appearance (den ydre fremtoning, der signalerer social position) og manner (den adfærd, der signalerer, hvilken rolle performeren vil spille).

Valgkampen 2026 er foregået/foregår på mange forskellige scener og i mange forskellige iscenesættelser. Lige fra enkeltinterviews til større debatter og pressemøder, hvor politikerne selv eller medierne har sat scenen (framingen). Under denne valgkamp er tilskuerne (borgerne) i højere grad end tidligere blevet inddraget, som en del af forestillingen. Vi har også set, hvordan de enkelte partiledere fremstår i forhold til appearance og manner, og hvem der forsøgte at “give” statsmandsautoritet, og hvem “gave off” usikkerhed eller irritation?

Det afgørende i Goffmans perspektiv er distinktionen mellem det, der bevidst “gives,” og det, der ubevidst “gives off.” En partileder kan formulere et budskab om handlekraft og samarbejdsvilje — det er det, der “gives.” Men et kort øjebliks tøven, et irriteret blik mod en modstander, en ufrivillig gestus kan “give off” noget helt andet: usikkerhed, arrogance, foragt. Og publikum — vælgerne — tillægger ofte disse ubevidste signaler større troværdighed end de formulerede budskaber, netop fordi de opfattes som ukontrollerede. Vores sanseskarphed får her en stor betydning. Vi har flere gange set, hørt eller følt, at en partileders “gives off” kom i konflikt med vedkommendes “gives.” Det kan være et øjeblik i en debat, et pressemøde, der gik galt, eller en situation på sociale medier, hvor det ufrivillige signal var stærkere end det tilsigtede budskab. Publikum fornemmer det med det sammen – en form for ”point of no return”.

Goffmans begreb om idealisering er næsten skræddersyet til valgkamp. Politikere fremstiller sig selv i overensstemmelse med de værdier, vælgerne holder højt — velfærd, tryghed, retfærdighed, ansvarlighed — og skjuler det, der strider mod billedet: de pragmatiske kompromiser, de interne magtkampe, lobbyismens indflydelse, de brudte løfter fra tidligere perioder. Idealiseringen er ikke løgn i simpel forstand. Det er en systematisk fremhævelse af det, der passer ind i den ønskede fortælling, og en lige så systematisk undertrykkelse af det, der ikke gør. Der har i denne valgkamp været opstillet mange enkeltstående politiske målsætninger, i vis fremstilling partierne behændigt udelader ubehagelige kompromiser, prioriteringer eller konsekvenser, herunder ikke mindst de økonomiske. Kun få partier har fremlagt deres samlede økonomiske plan. Publikum mister overblikket og retningen.

Backstage — Det, der ikke skulle ses

Bag enhver valgkamp ligger en bagscene, der er mindst lige så intens som den offentlige forestilling. Det er her, strategierne lægges. Det er her, kampagneteamet (politikerne med deres spindoktorer) diskuterer angrebslinjer mod modstanderne, tester budskaber, gennemgår meningsmålinger, forbereder partilederne til debatter og håndterer de kriser, der uundgåeligt opstår.

Goffman beskriver bagscenen som det rum, hvor performerne kan “slappe af, tage maskerne af og være mere sig selv — eller måske snarere tage andre masker på.” Det er en afgørende nuance. Bagscenen er ikke nødvendigvis stedet, hvor “sandheden” bor. Det er stedet, hvor en anden performance foregår — en performance rettet mod teamet selv, mod partiets interne hierarki, mod de rådgivere og spindoktorer, der former kampagnen.

The guarded passageway — den bevogtede adgangsvej mellem scene og bagscene — er i en valgkamp under konstant pres. Partierne investerer betydelige ressourcer i at kontrollere, hvad der slipper ud fra bagscenen. Men i den digitale tidsalder er denne kontrol blevet dramatisk vanskeligere at opretholde.

Der er flere eksempler på, at backstage-information er kommet frem i offentligheden — en lækket intern besked, en uautoriseret optagelse, en anonym kilde, der har afsløret interne uenigheder. Det kan være fra et hvilket som helst parti ellers ens egne partikollegaer, jo tættere vi kommer på valgdagen.

Når bagscenen åbnes — frivilligt eller ufrivilligt — ændres den fundamentalt. Det var en af mine centrale pointer i masterafhandlingen om forsvarets forandringsproces: Da Forsvarskommandoen bevidst åbnede dele af bagscenen ved at offentliggøre K-notatets indhold, blev den åbnede del af bagscenen til en del af scenen. Den resterende bagscene blev tilsvarende mindre og mere intenst bevogtet.

Præcis det samme er sket i valgkampen 2026. Når et parti vælger at “åbne op” — f.eks. ved at give journalister adgang til forberedelserne (følge med i kampagnebussen), eller medierne lader partiledere optræde i mere uformelle sammenhænge (TV2 – Højskolen), ved at politikerne deler “behind the scenes”-indhold på sociale medier — er det ikke en ophævelse af skellet mellem scene og bagscene. Det er en strategisk forskydning af grænsen mellem forestillingens roller. Den nye “åbenhed” er i sig selv en performance. Og det udvander f.eks. forholdet mellem politikerne og journalisterne, og de bliver alle til skuespillere i nye roller og måske endda bytter roller.

Outside — Borgernes og de sociale mediers nye magt

Goffman skrev sin bog i en tid, hvor kommunikation foregik ansigt til ansigt eller gennem massemedier med klare afsendere. Den zone, han kaldte “outside” — rummet uden for både scene og bagscene — var befolket af dem, der hverken var performere eller direkte publikum – ”de udenforstående”. De var tilskuere på afstand, uden mulighed for umiddelbart at gribe ind i forestillingen.

Den digitale revolution har forandret dette fundamentalt. “Outside” er i dag det mest dynamiske rum i det politiske teater. På sociale medier som Facebook, X (tidligere Twitter), Instagram og TikTok opererer millioner af borgere, politikere, kommentatorer, satirikere, influencere og algoritmestyrede platforme, der skaber parallelle forestillinger, som politikerne deltager i, men ikke kontrollerer.

Disse “outside”-aktører kan i realtid dekonstruere politikernes impression management. Når en partileder afgiver et løfte i en Tv-debat, kan tusindvis af borgere inden for minutter finde og dele gamle klip, hvor den samme partileder sagde det modsatte. Når et parti lancerer en kampagnevideo, kan den inden for kort tid være omformet til en satirisk version, der undergraver det tilsigtede budskab. Når et pressemøde iscenesættes med omhyggeligt valgte omgivelser og rekvisitter, kan et enkelt foto taget fra en uventet vinkel afsløre iscenesættelsen og gøre den til genstand for latterliggørelse. Fremmarchen af kunstig intelligens har på godt og ondt forstærket disse muligheder. Faktatjek i realtid – en slags politikkens VAR-system – kunne med fordel højne debatkvaliteten betydeligt i en tid, hvor mange halve sandheder får lov at blive hængende i luften uberørt og sløre den demokratiske samtale.

I Goffmans terminologi har “outside”-aktørerne overtaget dele af den rolle, der traditionelt tilhørte dem, han kaldte bærere af “discrepant roles” — personer med adgang til information fra både scene og bagscene. Forskellen er, at hvor Goffmans “discrepant roles” typisk var enkeltpersoner (spioner, mellemmænd, journalister), er den digitale tidsalders discrepant role et kollektiv — et netværk af borgere, der tilsammen besidder fragmenter af viden, som, når de samles, kan afsløre diskrepansen mellem front stage og back stage. Umiddelbart lyder det som en styrkelse af demokratiet.

Det stiller partierne over for et fundamentalt nyt dilemma i deres impression management. Den traditionelle strategi — kontrollér bagscenen, kontrollér adgangen, kontrollér budskabet — er ikke længere tilstrækkelig. Forestillingen kan blive udfordret fra en retning, man ikke havde forudset, af aktører, man ikke kendte, med information, man ikke vidste var tilgængelig eller havde kontrol over. Det kunne måske få nogle af aktørerne til at skrue op for ærligheden og gennemsigtigheden i der simpression management, og gøre det de siger, og sige det de gør.

Teamet — Partiet som dramaturgisk hold

Et politisk parti er i Goffmans perspektiv et klassisk team: en gruppe performere, der samarbejder om at opretholde en bestemt definition af situationen over for publikum. Teammedlemmerne er som før nævnt bundet af dramaturgisk loyalitet — de må ikke afsløre bagscenens hemmeligheder — og dramaturgisk disciplin — de må ikke bryde rollen under forestillingen.

I en valgkamp er teamdisciplinen under ekstraordinært pres. Hvert enkelt partimedlem, der udtaler sig offentligt, er en potentiel risiko for den samlede forestilling. Én afvigende udtalelse, ét brud med partilinjen, én uforsigtig kommentar kan underminere hele den fortælling, teamet har opbygget.

Goffman peger på, at teamets sammensætning er strategisk. Ikke alle spiller lige store roller i forestillingen. Nogle er hovedrolleindehavere, andre er statister, og nogle holdes bevidst bag scenen. I en valgkamp er denne strategiske udvælgelse af, hvem der optræder hvornår og i hvilken sammenhæng, en central del af impression management. Hvem deltager i hvilke Tv-debatter? Hvem håndterer pressemøderne? Hvem præsenterer den økonomiske politik? Og mindst lige så vigtigt: Hvem holdes væk fra scenen, hvornår?

De større partier har her en markant ressourcemæssig fordel, ligesom det seneste statsministerparti, pt. socialdemokratiet, har – qua serveretten til valgdatoen – haft en forberedelsesmæssig betydelig fordel frem for måske alle øvrige partier, som ikke har fået informationer herom.

Når teamdisciplinen holder, kan selv en kontroversiel politik præsenteres med overbevisende sammenhæng. Når den brister, opstår det, Goffman kalder et dramaturgisk sammenbrud — et øjeblik, hvor publikum mister troen på den præsenterede definition af situationen. I en valgkamp kan et sådant sammenbrud være afgørende for udfaldet. Det har vi i skrivende endnu ikke for alvor set, men vi har i flere tilfælde været tæt på i spidkandidatduellerne, hvor den røde tråd i et partis eller en partileders forestilling pludseligt brister. Ofte efterfuldt af en kunstpause og et inkongruent ”gives off” kommunikationsudtryk.

Hemmelighederne — Det asymmetriske informationsspil

Goffmans analyse af hemmeligheder er måske den del af hans teori, der har størst analytisk kraft i en valgkampskontekst. De fem typer hemmeligheder skaber tilsammen et komplekst informationslandskab, hvor det, der ikke siges, ofte er vigtigere end det, der siges.

De sorte hemmeligheder er information, der direkte strider mod den præsenterede facade. I en valgkamp kan det være interne analyser, der viser, at et partis valgløfter ikke kan finansieres inden for det opstillede budget. Det kan være viden om interne uenigheder i partiledelsen om centrale politiske spørgsmål. Det kan være tidligere beslutninger eller udtalelser, der er i direkte modstrid med den nuværende linje. I valgkampen har vi set flere eksempler på, at nogle den afgående regerings sorte hemmeligheder, indtil nu forgæves er blevet offentliggjort, fx hvem foreslog afskaffelse af Store Bededag. 

De strategiske hemmeligheder handler om, hvad man planlægger, og hvordan man agter at gøre det. I en valgkamp er de strategiske hemmeligheder særligt brisante: Hvem vil man i regering med? Hvilke kompromiser er man villig til at indgå? Hvilke angrebslinjer er planlagt mod modstanderne? Hvem er udpeget som koalitionspartner, og hvem er på forhånd udelukket? De strategiske hemmeligheder er de politiske kommentatorers livretter, dem lever de af, og nogle gange opfinder de dem selv.

De betroede hemmeligheder er andres hemmeligheder, man er kommet i besiddelse af gennem politiske relationer. Hvad ved det ene parti om det andets interne forhold? Hvad ved journalisterne, som de endnu ikke bringer? I dansk politik, hvor det politiske miljø er relativt lille, og hvor mange aktører har kendt hinanden gennem årtier, er de betroede hemmeligheder en konstant del af spillet. De skaber bånd af gensidig afhængighed — og gensidig sårbarhed. Her taler vi om et af vores demokratis svageste områder, for her begynder magtens 4-deling at smelte sammen og de fleste mediers overlevelsesafhængighed af mediestøttens tydeliggøres.

De frie hemmeligheder er andres hemmeligheder, man kan afsløre uden selv at tabe ansigt. Her ligger en stor del af valgkampens angrebsspil. Når et parti angriber en modstander med afsløringer af tidligere fejltagelser, brudte løfter eller kontroversielle beslutninger, udnytter de i Goffmans terminologi “frie hemmeligheder” — information, der tilhører modstanderen, men som man kan bruge uden selv at blive kompromitteret.

Den digitale tidsalder har også fundamentalt ændret betingelserne for hemmeligholdelse. Goffman skrev i en tid, hvor bagscenen var fysisk afgrænset, og hvor informationsstrømmen var langsom og kontrollerbar. I dag kan enhver med en smartphone optage, dele og sprede backstage-information inden for sekunder. Det betyder, at alle fem typer hemmeligheder er under et pres, som ingen valgkampsstrateg kan ignorere — og heller ikke fuldt ud kan kontrollere.

Medierne som “discrepant role”

I Goffmans terminologi er en “discrepant role” en person, der befinder sig i spændingsfeltet mellem scene og bagscene — en person med adgang til begge verdener og dermed med mulighed for at afsløre diskrepansen mellem dem. Journalister og medier er den mest oplagte besætning af denne rolle i en valgkamp.

Men mediernes rolle er mere kompleks, end Goffman måske forudså. Journalister er ikke blot observatører, der trækker tæppet væk fra bagscenen. De er selv performere med deres egne forestillinger, deres egne bagscener og deres egne hemmeligheder. Et nyhedsmedie iscenesætter sin dækning af valgkampen med samme dramaturgiske bevidsthed som partierne iscenesætter deres kampagner. Valget af vinkel, valget af kilder, valget af hvem der interviewes, og hvem der ikke gør, er alt sammen impression management — blot på og fra en anden scene.

Mediernes dobbeltrolle som både afslørere af og deltagere i det politiske teater er derfor kritisk, fordi rollerne smelter sammen og journalisten står pludseligt bevidst eller ubevidst og fremfører en politisk rolle.

Vi i Danske Digitale Medier befinder os ligesom alle andre medier i dette spændingsfelt. Vi er på én gang observatører til det politiske spil og aktører i det. Hver gang vi vælger en vinkel, fremhæver en udtalelse eller stiller et spørgsmål, er vi med til at forme den definition af situationen, som vælgerne orienterer sig efter. Derfor søger vi observatørens og rapporterens rolle. Det er et ansvar, der kræver en bevidsthed om vores egen rolle i Goffmans teatermetafor — en bevidsthed om, at vi ikke kan stå uden for forestillingen og kommentere den helt neutralt, fordi vi allerede er en del af den. Men vi gør forsøget og bliver klogere med fuld åbenhed, uden betalingsmur og uden mediestøtte.

Impression management i den digitale tidsalder — En opdatering af Goffman

Goffmans teori er som sagt skrevet i en verden af ansigt-til-ansigt-interaktioner og massemedier med klare afsendere. Folketingsvalget 2026 foregår i en radikalt anderledes virkelighed. Tre fundamentale forskydninger har ændret spillets betingelser.

For det første er bagscenen blevet mindre. Det digitale allestedsnærvær — smartphones, sociale medier, overvågningskameraer, e-mail-lækager — har gjort det næsten umuligt at opretholde et bagscenerum, der er fuldstændig afskærmet fra offentligheden. Politikere er konstant potentielt “on stage.” En privat samtale kan blive optaget. En intern e-mail kan blive lækket. En uformel kommentar kan cirkulere på sociale medier inden for minutter. Det betyder, at det dramaturgiske arbejde — impression management — må foregå næsten uafbrudt, hvilket paradoksalt nok øger både behovet for og vanskeligheden ved at opretholde en kohærent performance.

For det andet har “outside” fået en eksplosiv magt. I Goffmans verden var de “udenforstående” passive. I den digitale virkelighed er de aktive medskabere af fortællingen. Borgere kommenterer, deler, remixer og dekonstruerer politikernes performance i realtid. Algoritmestyrede platforme forstærker bestemte budskaber og undertrykker andre ud fra logikker, der hverken er politikernes, mediernes eller borgernes. Resultatet er et politisk teater, hvor ingen enkelt aktør kontrollerer forestillingen, men kan stadig påvirke den.

For det tredje er tempoet i det dramaturgiske sammenbrud accelereret. I Goffmans verden tog det tid, før en facade brød sammen. En afsløring skulle rejse gennem aviser, radio, fjernsyn — dage eller uger kunne passere. I 2026 kan et dramaturgisk sammenbrud ske i løbet af en eftermiddag, ja, i realiteten få øjeblikke. En uheldig udtalelse ved et morgenmøde kan være tophistorie ved frokosttid og genstand for satiriske memes ved sengetid. Det stiller ekstraordinære krav til den dramaturgiske disciplin og til evnen til at “reparere” et sammenbrud, før det bliver fatalt.

I min masterafhandling argumenterede jeg for, at Goffman med fordel kunne hæves op på det strategiske niveau og se den enkelte forestilling som blot én af uendeligt mange interrelaterede forestillinger — et “multiplum af scener,” hvor den enkelte aktør optræder i forskellige roller, nogle gange som performer, andre gange som publikum, atter andre gange som outsider. Den digitale tidsalder har gjort dette multiplum til daglig virkelighed for enhver vælger. Vi sidder ikke i én teatersal og ser én forestilling. Vi skifter konstant mellem scener — fra nyhedsmediernes valgdækning til et partis Facebook-side til en satirisk TikTok-video til en kommentarsektion på et lokalt nyhedssite. Vi danner vores indtryk i krydsilden mellem disse samtidige, overlappende og ofte modstridende forestillinger.

Konklusion — Hvad fortæller teatermetaforen os om demokratiet?

Goffmans dramaturgiske perspektiv afslører noget, som andre analytiske tilgange til politik ofte overser: at formen på den politiske kommunikation er uadskillelig fra dens indhold. Det er ikke nok at analysere, hvad politikerne siger. Vi må også analysere, hvordan de siger det, hvornår de siger det, hvem de siger det til, og — ikke mindst — hvad de ikke siger.

Folketingsvalget den 24. marts 2026 har været ”et teater” med mange scener, mange teams og mange publikummer. Partilederne har opført deres forestillinger med varierende grader af dramaturgisk disciplin. Bagscenerne har været under konstant pres fra medier og borgere. Hemmelighederne — de sorte, de strategiske, de betroede, de frie — har cirkuleret med en hastighed og en rækkevidde, som ingen valgkampsstrateg fuldt ud har kunnet kontrollere.

Goffman rejser et dybere spørgsmål, som rækker ud over det enkelte valg: Hvis al politik er performance, hvad betyder det så for demokratiet? Er vælgerne det taktfulde publikum, der høfligt opretholder illusionen — det, Goffman kalder “tact” — eller er de ved at forlade ”teatret” i frustration over, at forestillingen ikke længere føles troværdig?

Noget kan tyde på det sidste, måske forstærket af den politiske afmatning efter den lange kommunal- og regionalvalgkamp i efteråret 2025, og måske også en konsekvens af den uendelige række af enkeltstående valgforslag under valgkampen uden en tilstrækkelig sammenhængende forklaringskraft i form af en samlende og meningsskabende vision, som jeg pegede på i sidste samfundsanalyse (se nedenfor).

Måske ligger svaret i den erkendelse, som Goffman selv bevidst undlod at tage stilling til, eller det spørgsmål, som Goffman selv lod stå åbent: at der ikke nødvendigvis er et “sandt selv” bag den politiske maske. Det afgørende er ikke, om politikerne er “ægte” — det er, om den forestilling, de opfører, tjener det formål, den skal: at give borgerne et tilstrækkeligt grundlag for at træffe et informeret valg.

Når impression management erstatter substans, når hemmeligholdelsen bliver vigtigere end åbenheden, og når bagscenens spil afgør mere end scenens debat, er det ikke bare demokratiets teater, der er i krise. Det er demokratiet selv.

Det er den indsigt, Goffmans 70 år gamle teori stadig kan give os — hvis vi har modet til at se forestillingen for det, den er, og stille spørgsmålet, om den fortjener vores bifald. Jeg kan varmt anbefale, at følge og tolke valgkampens sidste debatter og valgets tale i lyset af Goffmans teoretiske baggrundstæppe. Goffman giver os måske den tilstrækkelige forklaringskraft, og hvor vi meningsfuldt, kan sætte vores kryds.

Held og lykke på valgdagen – Demokratiets festdag.

Se link til seneste samfundsanalyse: HUSK at indsætte link her

Forår i haven sender tusindvis på skadestuen

Af
Mille Dyhrberg
-
0
Foto: Johner Images
Foto: Johner Images

Når foråret melder sin ankomst, rykker mange danskere ud i haven. Men det kan hurtigt ende galt, hvis man ikke passer på, lyder advarslen fra forsikringsselskabet If.

Hvert år oplever selskabet en række ulykker i forbindelse med havearbejde, og skaderne spænder vidt fra mindre snitsår til alvorlige faldulykker.

»Hos If oplever vi hvert år, at kunder kommer galt af sted under havearbejde, fordi de ikke er vant til hårdt fysisk arbejde eller ikke er forsigtige nok. Vi ser alt fra hoved- til fingerskader, der indtræffer efter et øjebliks uopmærksomhed. Derfor er der god grund til at tage sine forholdsregler,« siger Andreas Grønbæk, chef for personskader i If.

Tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital viser, at der i 2025 blev registreret 915 haveulykker alene på OUH og Svendborg Sygehus. Det er en stigning på over ti procent sammenlignet med året før og svarer til omkring 11.500 ulykker årligt på landsplan.

Langt de fleste ulykker sker i forårs- og sommermånederne, hvor næsten otte ud af ti tilfælde finder sted. Det er især mænd og personer i alderen 55 til 64 år, der kommer til skade.

Skaderne opstår ofte i forbindelse med brug af redskaber. Over en tredjedel af ulykkerne skyldes snit eller stik fra eksempelvis hækklippere og havesakse, mens faldulykker udgør omkring hver fjerde skade. Særligt stiger og stilladser er forbundet med risiko for alvorlige ulykker.

»Man bør især være opmærksom, når man bruger en stige til for eksempel at klippe hæk eller ordne husets facade. Et fald fra en stige fører ofte til alvorlige skader – for eksempel i form af en ødelagt skulder, en brækket arm, et forstuvet håndled eller en hovedskade,« siger Andreas Grønbæk.

If anbefaler blandt andet, at man sikrer stigen ordentligt, rydder op efter sig og bruger beskyttelsesudstyr som handsker og sko. Samtidig opfordrer selskabet til, at man lytter til kroppen og holder pauser undervejs.

BUPL vil have loft over antal børn per voksen i SFO

Af
Mille Dyhrberg
-
0
Foto: Sif Meincke
Foto: Sif Meincke

Der bør indføres minimumsnormeringer i landets SFO’er, så der højst er ni børn per pædagogisk medarbejder. Det mener BUPL, som peger på, at området i årevis har været præget af besparelser og manglende politisk fokus.

Ifølge fagforeningen er SFO’erne blevet nedprioriteret økonomisk siden 2013, hvor budgetterne til fritidsinstitutioner samlet er reduceret med omkring 2,3 milliarder kroner. Samtidig tilbringer mange børn en stor del af deres hverdag i netop SFO’en.

»Hvis politikerne for alvor vil gøre mere for børnenes trivsel og skoletilhør, kan det ikke hjælpe at lukke øjnene for alt det, der foregår, før og efter skoleklokken ringer. Vi har akut brug for bedre rammer om pædagogers arbejde for de vigtige børnefællesskaber i SFO’erne,« siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

I dag er der ifølge BUPL i gennemsnit én pædagogisk medarbejder til 16 børn i SFO’erne, men tallet er usikkert. I praksis oplever mange pædagoger at stå alene med langt flere børn.

Det har ifølge fagforeningen konsekvenser for kvaliteten i tilbuddene.

»Lige nu er det råpasning, børn kan forvente mange steder, når de kommer i SFO. Det betyder, at pædagogerne håndterer konflikter og sørger for, at børnene klarer sig igennem dagen. Men det efterlader kun ringe muligheder for at understøtte børnenes leg eller sikre de kreative værksteder med fordybelse, der skaber mening for børnenes og får dem væk fra skærmene,« siger Elisa Rimpler.

BUPL peger på, at der allerede findes retningslinjer for normeringer i både daginstitutioner og skoler, men at SFO-området står uden tilsvarende krav.

»I daginstitutionerne og i skolen er der en gennemsnitlig kommunal grænse for, hvor mange børn der skal deles om én voksen. Men når de kommer i SFO, er der ingenting. Det giver absolut ingen mening, og børnene er ikke tjent med, at deres fritidstilbud er blevet sparet i bund,« siger Elisa Rimpler.

Ifølge BUPL vil det kræve knap 3.200 ekstra pædagogiske årsværk at indføre en normering på én voksen til ni børn. Den samlede regning anslås til omkring 1,9 milliarder kroner årligt.

Fagforeningen mener, at bedre normeringer i SFO er afgørende for at styrke børns trivsel og fællesskaber og for at forebygge mistrivsel.

Boligejere går højere skatter i møde fra 2027

Af
Mille Dyhrberg
-
0
Foto: Dansk Ejendomsmæglerforening
Foto: Dansk Ejendomsmæglerforening

Fra januar 2027 vil boligskatterne stige for langt de fleste boligejere, og for nogle kan det blive en mærkbar ekstraregning. Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Ejendomsmæglerforening.

Stigningerne hænger sammen med, at boligskattestoppet er ophævet, og at nye ejendomsvurderinger træder i kraft. De såkaldte 2026-vurderinger erstatter de nuværende, og i takt med stigende boligpriser følger højere vurderinger – og dermed højere skatter.

»Boligpriserne er steget pænt de sidste to år. Og det kommer boligejerne nu til at mærke konsekvensen af i form af højere boligskatter,« siger direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening, Ole Hækkerup.

Ifølge tal fra Boligsiden er priserne på ejerlejligheder steget med 26 procent fra januar 2024 til januar 2026, mens enfamiliehuse er steget med 14 procent i samme periode. Stigningerne er særligt markante i og omkring København, hvor boligejere derfor også kan forvente de største skattestigninger. Sommerhuse er også steget i pris, dog i et mere moderat tempo.

Selv om skatterne stiger, er det ikke alle, der nødvendigvis vil mærke det med det samme. Boligejere har nemlig mulighed for at indefryse stigningen gennem en ordning, hvor betalingen udskydes til et senere salg af boligen.

»Man kan vel kalde det for en slags avancebeskatning. For på den måde beskattes boligejerne først, når de sælger deres bolig,« siger Ole Hækkerup.

Ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening kan de stigende boligskatter give staten over tre milliarder kroner ekstra i indtægter allerede næste år.

Samtidig advarer foreningen om, at højere beskatning kan få betydning for danskernes boligvalg.

»Vi ved, at ejerboligen allerede i dag er den boligform, der er hårdest beskattet. Og med en endnu hårdere beskatning risikerer vi at trække samfundet endnu længere væk fra ejerboliger, som ellers er det, syv ud af 10 danskere ønsker,« siger Ole Hækkerup.

Analyse sår tvivl om flyafgiftens effekt uden for hovedstaden

Af
Mille Dyhrberg
-
0
Foto: Arbejdernes Erhvervsråd
Foto: Arbejdernes Erhvervsråd

Et forslag om at afskaffe flyafgiften vil i høj grad sende penge ud af landet og til borgere i hovedstadsområdet, mens gevinsten i landdistrikterne vil være begrænset. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Analysen tager udgangspunkt i data fra Danmarks Statistik og Forbrugerundersøgelsen og peger på, at langt størstedelen af flyrejser fra danske lufthavne foretages af udlændinge. Ifølge analysen står udlændinge for seks ud af ti flyrejser, og det betyder, at de også vil få den største økonomiske fordel, hvis afgiften bliver fjernet.

»Flyafgiften bliver primært betalt af dem, der foretager flest rejser. Det er i høj grad udlændinge og københavnere,« siger direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen.

Ifølge analysen vil omkring 60 procent af gevinsten ved en afskaffelse af flyafgiften gå til udlændinge. Samtidig vil 19 procent tilfalde borgere i hovedstadskommunerne, mens kun fire procent vil ende i landkommuner.

Dermed udfordrer analysen argumentet om, at en afskaffelse af afgiften kan være med til at styrke økonomien i landdistrikterne.

»Udlændinge fylder meget i det samlede antal flyrejser. Danskere får meget lidt ud af at fjerne flyafgiften,« siger Lars Andersen.

Samtidig viser analysen, at det især er de mest velhavende, der vil få gavn af en lavere eller fjernet afgift. De 40 procent af befolkningen med de højeste indkomster bruger ifølge analysen dobbelt så stor en andel af deres forbrug på flyrejser som resten af befolkningen.

»Flyafgiften er højere på længere flyrejser, så hvis du flyver længere og oftere, skal du lægge flere penge i afgift. Dermed står de rigeste også til den største gevinst, hvis flyafgiften bliver sløjfet,« siger Lars Andersen.

Flyafgiften ventes i 2026 at indbringe staten omkring en milliard kroner. Forslag om at afskaffe den er blandt andet fremsat af Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne som led i ønsket om bedre balance mellem land og by.

Analysen peger dog på, at en fjernelse af afgiften i praksis vil have en skæv geografisk og økonomisk effekt, hvor både udlændinge og borgere i hovedstadsområdet står til at få den største del af gevinsten.

123...921Side 1 af 921