Der er noget, vi har gjort alt for let i den offentlige samtale.

Vi har gjort det let at være ekspert. Let at være kommentator. Let at mene noget om næsten alt – og gøre det med en autoritet, der ikke nødvendigvis hviler på viden, men på formuleringsevne, tempo og timing.

Det er ikke et nyt fænomen. Men det er blevet tydeligere. Og hurtigere.

I dag kan man bevæge sig fra at dække enkeltsager til at udlægge hele samfundsudviklinger uden for alvor at standse op undervejs. Uden at læse bagud. Uden at tage den lange historie med. Uden at forholde sig til de akademiske analyser, de strukturelle forklaringer og de faktiske forudsætninger, som sjældent lader sig opsummere i én pointe eller én vinkel.

Man lyder klog. Det er ofte nok.

Men der mangler noget. Ikke nødvendigvis intelligens – men sammenhæng. De slutninger, der forbinder observationerne med virkeligheden. De mellemregninger, der gør det klart, hvorfor man mener det, man mener. Og hvad man bygger det på.

Det gælder i det små og i det store.
Fra de hurtige, forenklede analyser af taler og stemninger ved nytårskure rundt om i landet – hvor enkelte citater gøres til sandheder – til de store forklaringer på verdenspolitikkens scene i disse dage, hvor komplekse konflikter og magtbalancer reduceres til moralske eller taktiske øjebliksbilleder.

Særligt i journalistikken er fristelsen stor. For gammelmedierne arbejder i et felt, hvor aktualitet belønnes, og hvor tempo let forveksles med indsigt. Hvor den, der hurtigt kan formulere en forklaring, også bliver den, der får rollen som ekspert – ikke fordi vedkommende ved mest, men fordi vedkommende kan sige noget nu.

Det er her, den nemme vej opstår.

Den vej, hvor research bliver til orientering. Hvor historien starter dér, hvor sagen senest blussede op. Hvor komplekse sammenhænge reduceres til forklaringer, der passer til formatet – ikke til virkeligheden. Og hvor man springer fra konklusion til konklusion uden at dvæle ved, om de faktisk hænger sammen.

Resultatet er ikke direkte forkert. Det er værre end det. Det er forsimplet. Nogle eksperter er i praksis købt adgang til spalteplads og sendetid, fordi deres vurderinger passer til redaktionens forudindtagede holdning – ikke fordi de bygger på grundig, uafhængig viden.

For når analyser mangler dybde, bliver debatten fattigere. Når vi glemmer de lange linjer, mister vi forståelsen for, hvorfor tingene ser ud, som de gør. Og når autoritet bygges på sikker stemme frem for solid metode, bliver det svært at skelne viden fra vellyd.

At være ekspert er ikke et spørgsmål om at have ordet. Det er et spørgsmål om at have gjort sig umage. Om at have arbejdet med stoffet. Om at kende dets historie, dets brudflader og dets blinde vinkler. Og om at turde sige mindre, når man ved mindre.

I en tid, hvor alle kan kommentere på alt, bliver grundighed en kvalitet i sig selv. At være langsom, hvor andre skynder sig. At læse bagud, før man ser frem. At tænke længere, end formatet kræver.

Det betaler sig at være umage.

Ikke altid i likes og hurtige overskrifter.
Men i forståelse.
Og i tillid.