UGENS EMMY. Martin Frandsen er ikke den type, der gør et stort nummer ud af sig selv. Han sidder ved kaffebordet på Emmys Kaffebar med en ro, der kunne forveksles med tilbageholdenhed, men som i virkeligheden er noget andet. Det er roen hos en mand, der har vænnet sig til at lade resultaterne tale. Han er 48 år, direktør for tre virksomheder og far til tre børn, og han fortæller om det hele i den samme jævne tone, uden at hæve stemmen, uden at dramatisere, som om det mest naturlige i verden er at gå fra elevpladsen i Kvickly i Middelfart til direktørstolen i en virksomhed, der bygger tankstationer og nødstrømsanlæg over hele Danmark.
Det er det selvfølgelig ikke. Men sådan fortæller Martin. I korte sætninger, med øjnene rettet fremad og med en nøgternhed, der kan få selv de største spring til at lyde som logiske næste skridt. Det er først, når man begynder at samle trådene, at man forstår, hvor langt han egentlig er kommet, og hvor usandsynlig ruten har været.
Han er oprindeligt fra Fredericia. Flyttede til Middelfart i halvfemserne og havde sit teenageliv og ungdomsliv her, folkeskolen, vennerne, de år hvor man finder ud af, hvem man er. Siden gik han over på handelsskolen i Fredericia og blev udlært i Coop Danmark, i detailhandelsnetværket, nærmere bestemt i Kvickly i Middelfart. Det var en anden verden, som han selv siger, og det er en underdrivelse, for afstanden fra en dagligvarebutik til en virksomhed, der lægger brændstoftanke i jorden under hospitaler og bygger Shell-stationer fra grunden, er ikke en afstand, de fleste tilbagelægger i et helt arbejdsliv. Martin gjorde det på få år.
I 2014 startede han som salgschef i FTC, den virksomhed hans far, Bent Frandsen, havde grundlagt tilbage i 1999. Der var fra begyndelsen en aftale om, at det her kunne blive et generationsskifte, men det var ikke givet. Martin skulle finde ud af, om branchen passede til ham. Bent skulle finde ud af, om de kunne arbejde sammen. Og begge parter skulle have tid til at mærke efter, om det, der fungerer som far og søn, også fungerer som direktør og direktør. »Vi har brugt nogle år på det,« fortæller han. »Jeg skulle finde ud af, om det var noget, der passede til mig, og om jeg overhovedet havde lyst til det. Og det samme skulle Bent.«
Det gik. Tre år senere, i 2017, overtog Martin direktørstolen. Og siden da har virksomheden kun bevæget sig i én retning. FTC A/S er i dag en koncern med tre ben at stå på. FTC Fuel Tech, der rådgiver, sælger komponenter og udfører totalentrepriser for tankstationer i hele Danmark. FTC El-Teknik, der blev oprettet i 2023 for at imødekomme den stigende efterspørgsel på elinstallationer til elbilladere og nødstrømsanlæg. Og Tank2eye. Tilsammen har de bygget og ombygget over halvtreds Shell-stationer, opført 45 Oil Tank & Go-anlæg, leveret brændstofforsyning til Hvidovre Hospital og lagt tanke i jorden under Nyt OUH. I begyndelsen af 2026 samlede de alle medarbejdere under ét tag i nye lokaler på Langelandsvej 14 i Middelfart. »Det har været en god vækstrejse,« konstaterer han. Det er typisk Martin. En sætning, der dækker over et årti med kontrakter, forhandlinger, ansættelser og strategiske valg, pakket ind i fem ord og leveret uden fanfare.
Men det, der gør Martins historie interessant, er ikke væksten i sig selv. Det er vejen derhen. For Martin havde ikke branchen i blodet, da han startede. Han havde detailhandel. Han havde Kvickly. Han havde en uddannelse i at sælge dagligvarer, ikke diesel. Alt det, han ved om tankstationer og nødstrømsanlæg og elinstallationer, har han lært undervejs. »Man kan sige, at jeg har fra starten skullet lære det hele ved at gøre det,« erkender han. »Og selvfølgelig fået hjælp af Bent i forhold til branchen.«
Det er en sætning, der fortjener at stå lidt, fordi den rummer mere, end den siger. At lære en branche ved at stå midt i den, med en far der har bygget virksomheden op fra ingenting, og som kigger over skulderen, mens man finder sine egne ben. Det er ikke noget, man læser sig til. Det er noget, man slider sig til, dag for dag, kunde for kunde, fejl for fejl. Og det kræver en ydmyghed, som Martin bærer med sig, uden at han gør et nummer ud af det, ligesom han ikke gør et nummer ud af noget andet.
Der har været tider, hvor det har været hårdt, siger han. Og tider, hvor det har været mindre sjovt, end det er i dag. Men han dvæler ikke ved det. »Det er en del af livet,« konstaterer han. »Så længe man lægger de rigtige strategier og følger dem, så har jeg en tro på, at det skal nok lykkes.«
De senere år har budt på en udfordring, som mange virksomheder i energibranchen kender, men som få taler åbent om. Den grønne omstilling. FTC er i sin kerne en virksomhed, der arbejder med fossilt brændstof, med tankstationer, med diesel og benzin, og når verden skifter retning, skal virksomheden skifte med. Martin har valgt at se det som en mulighed fremfor en trussel. De har fundet nye segmenter og nye kunder. Forsyningssikkerhed. Nødstrøm. Aviation. Det er stadig brændstof, men det er en anden del af markedet, og det kræver en anden tilgang. »Vi har formået at tilpasse os,« bemærker han. »Vi har fundet andre segmenter og andre kunder. Og det gør, at vi egentlig vækster år for år og har gjort det de sidste otte år.«
Elforretningen, der blev skudt i gang i 2023, er det tydeligste eksempel. Med Jesper Blaaberg som daglig leder og med den stigende efterspørgsel på elbilladere og nødstrømsanlæg er FTC El-Teknik blevet et selvstændigt ben under koncernen, og Martin er stolt af det. Det er det ord, han bruger, når vi spørger ham, hvad der ikke står på et CV, men som alligevel fylder. Stolt. Stolt af, at de fik elforretningen op at stå, og at den allerede i 2025 leverede et fornuftigt resultat.
Vi spørger ham, hvad der driver ham. Svaret kommer hurtigt og uden omsvøb. »Det er passionen for at ændre noget,« svarer han. »Og så er det at se succesen, når det lykkes, og vi løfter i samlet flok. Det er især det, der driver mig.«
Det er medarbejderne, han vender tilbage til. Ikke forretningen, ikke kontrakterne, ikke tallene, men de mennesker der har fulgt med på rejsen, nogle af dem fra starten, og den fornemmelse af at bygge noget sammen, som ikke kan reduceres til et regnskab. Hans hverdag har forandret sig meget i de ti-elleve år, han har været i FTC. Fra salgschef til direktør, fra sælger til leder. I dag er hans rolle mere ledelse, mere HR, mere strategisk kundepleje, og han nævner det med en selvbevidsthed, der vidner om, at han godt ved, at den forandring har krævet noget af ham.
Og baglandet? Det er afgørende. Han siger det kort, men det er tydeligt, at det er dér, fundamentet ligger. At have nogen derhjemme, der tager teten, der skaber ro, der giver ham plads til at investere de ekstra timer, som en virksomhed i vækst kræver. Uden det ville det ikke gå. Det ved han.
Middelfart er stadig en del af ham, selv om han i dag bor i Odense med sine tre børn. Det var her, han havde sit teenageliv. Det var her, han blev udlært. Det var her, han startede i FTC, og det er her, virksomheden stadig har sin base, nu på Langelandsvej i nye lokaler, der samler alle medarbejdere under ét tag for første gang. »For mig er det et trygt og rart sted,« fortæller han om Middelfart. »Og en del, der har betydet rigtig meget i mit ungdomsliv.«
Når han ser frem, er billedet klart. Flere medarbejdere. Større synlighed hos de store kunder. Mere arbejde med forsyningssikkerhed og nødstrøm, drevet af den uro, der præger verden, og det behov, der følger med, for at kunne forsyne sig selv. Det er et spændende kapitel, siger han, og man fornemmer, at det er den samme nysgerrighed, der drev ham, da han forlod Kvickly og trådte ind i en verden af tankstationer og dieseltanke og underjordiske rør, og tænkte, at det her ville han gerne lære.
Han har lært det. Og han er ikke færdig endnu. For Martin Frandsen er stadig den mand, der lærer ved at gøre. Og lige nu er der meget at gøre.
