En 22-årig mand fra Kolding er blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Manden blev tidligere mandag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for røveri samt besiddelse af en foldekniv og euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse. Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre.
Anklagemyndigheden havde på forhånd oplyst, at man ville anmode om dørlukning, hvilket retten tog til følge.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis opslag på X mandag den 15. december 2025.
Fredericia fylder 375 år i dag. Det er et tal, der inviterer til både stolthed og eftertanke. For hvad betyder det egentlig, at en by har levet så længe? Ikke bare eksisteret, men overlevet. Fundet nye roller, nye begrundelser, nye måder at være sig selv på.
Fredericia er ikke vokset frem som en tilfældighed. Den er født som et svar. Som et strategisk valg i en tid, hvor verden var urolig, og hvor man mente, at orden kunne skabe tryghed. Voldene, gaderne, byens struktur – alt var tænkt. Intet overladt til tilfældet. Det var en by, der vidste, hvad den skulle være.
Siden er meget blevet anderledes. Fæstningen mistede sin funktion. Fjenderne forsvandt. Industrien kom og gik. Men noget grundlæggende er blevet: fornemmelsen af, at Fredericia altid har været et projekt – noget, man gør, snarere end noget, man bare er.
Det er derfor svært ikke at se en sammenhæng mellem byens jubilæum og kommunalvalget i november. For også her var der en oplevelse af, at noget skulle gentænkes. Ikke fordi alt var forkert, men fordi retningen var blevet uklar. Mange vælgere efterspurgte ikke store visioner, men mere tydelighed. Ikke flere processer, men mere ansvar. En kommune, der igen føltes styret – ikke bare administreret.
Valgresultatet kan læses som et ønske om fornyelse, men også som et ønske om at finde tilbage til noget mere grundlæggende: at politik er et valg, som kan ses og mærkes. At beslutninger ikke kun træffes, men også forklares. At magt ikke er noget, man har, men noget, man forvalter på lånt tid.
375 år giver ikke Fredericia en særlig ret. Men det giver byen en særlig erfaring. Den erfaring fortæller, at intet holder af sig selv. At fællesskaber skal plejes. At byer ikke forsvinder med et brag, men med stilhed, hvis ingen længere tager ansvar for deres retning.
Fredericia står i dag med mange muligheder. Beliggenheden. Infrastruktur. Naturen omkring Lillebælt. Erhvervslivet. Men muligheder er ikke det samme som fremtid. Fremtid opstår først, når nogen tør vælge – også når valgene er svære, langsigtede og upopulære.
Måske er det netop det, et jubilæum kan minde os om. At en by ikke fejres for det, den var, men for det ansvar, den stadig kræver. Fredericia er ikke færdig. Den har aldrig været det.
Og måske er det den mest håbefulde erkendelse, man kan gøre sig på en dag som i dag.
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og den kølige luft er fyldt med duften af gløgg, kaffe og brændte mandler fra Mandelmandens pande. Mennesker går lidt langsommere, som om byen selv beder dem om at trække vejret dybere. Caféerne sender varme ud i verden, og butikkerne folder deres jul ud – hver på sin måde, hver med sin fortælling.
I årets julekalender besøger Fredericia AVISEN 24 lokale butikker, der hver dag i december åbner en ny låge ind til byens handelsliv.
I dag åbner vi låge 15.
Et år der har overgået forventningerne
I Vendersgade finder vi Din Tøjmand Sejersen, hvor medarbejder Kristian Jensen tager imod med rensdyrører på hovedet og et stort smil. Allerede i døren er der ingen tvivl om, at julen er rykket ind. »Det er Din Tøjmand Sejersen. Her i Vendersgade,« siger han og nikker rundt i butikken.
Udgangspunktet er klassisk herretøj, men stemningen er alt andet end stiv. Her er varme, humor og en tydelig lyst til at skabe en oplevelse – også for dem, der måske bare kigger ind, eller som endnu ikke helt ved, hvad de leder efter.
Når snakken falder på året, er Kristian ikke et øjeblik i tvivl. »Året har været rigtig godt for os i år. Det bliver nok noget af det bedste, vi nogensinde har haft.« Det er en udmelding, der rummer både tilfredshed og stolthed, og som sætter rammen for en december, der allerede er godt i gang. »Det er ret positivt,« siger han og smiler.
December – en afgørende måned med smil og tempo
December er ikke bare endnu en måned i kalenderen hos din tøjmand Sejersen. Det er en af årets vigtigste, og det kan mærkes, så snart man træder ind i butikken. »Det er en rigtig vigtig måned. Der kommer en masse nye kunder ind, som ikke plejer at komme, og derfor er det jo vigtigt for os at få fat i nogle af dem.«
Uldjakken er blandt årets mest populære julegaver hos Din Tøjmand Sejersen. Kristian Jensen deler flere af sine bedste julegavehits længere nede i artiklen. Foto: Fredericia AVISEN
Julegavehandlen er allerede i gang, men Kristian forventer, at tempoet kun bevæger sig én vej. »Jeg tænker ikke, at folk har købt alle deres julegaver endnu. Det bliver bare travlere og travlere for hver dag.«
Midt i travlheden er der dog plads til grin. Julen er ikke til at overse – og slet ikke på personalet. »Vi er flere rensdyr hernede,« griner han og peger på rensdyrørerne.
Det handler ikke om at gøre det stort eller kompliceret, men om at skabe en stemning, som kunderne lægger mærke til. »Det er bare for at lave lidt god stemning, og så er der lidt at snakke om.« Og den stemning smitter. »Humøret er godt. Men det synes jeg egentlig altid, det er. Jeg tænker ikke, man går ud og handler tøj, hvis man er sur.«
Årets julegavehits er klassikere med moderne komfort
Når talen falder på julegaveidéer, begynder Kristian at finde favoritterne frem. Det er gaver, der både kan noget i hverdagen og stadig føles rigtige under juletræet. Han starter med uldjakken. »Den er bare så elegant. Og så har den lynlås indenunder, så man også kan bruge den til hverdag.« Jakken kan styles på flere måder. »Man kan pille stykket her af, og så får man en rigtig fin jakke. Den har god facon og findes både i den her farve og i navy.«
Overshirten er også stadig en favorit. Foto: Fredericia AVISEN
Dernæst går han videre til en af butikkens mest populære skjortetyper – performance-skjorten fra Matinique. »Det er performance-skjorter. Det er skjorter med stræk i.« Komforten er det afgørende. »Den føles som en t-shirt at have på. Du vasker den, hænger den op og så skal den ikke stryges.« Det gør den oplagt til dem, der normalt ikke bryder sig om skjorter. »Folk, der normalt ikke gider gå i skjorte, kan tage sådan en her på. De siger faktisk, at det føles ligesom en t-shirt.« Udvalget er samtidig bredt, både i farver og mønstre også til dem, der gerne vil skille sig lidt ud.
Performance-skjorter med stræk er blandt de mest efterspurgte gaver i december. Foto: Fredericia AVISEN
Overshirten er fortsat en sikker favorit. »Den er ikke død endnu,« konstaterer Kristian. »Den er stadig helt vildt populær.« Og så er der de helt klassiske valg, som aldrig slår fejl. »Underbukser og strømper. Det er jo altid klassikeren.« Til adventsgaverne har butikken også et hit i den mere overkommelige ende. »Vi har solgt rigtig meget af dufte.« Han finder en flaske frem. »Det er fra Jack & Jones. 75 ml eau de toilette til 200 kroner.« En gave, mange kan være med på. »Det er lige til en adventsgave. Det synes jeg.«
Duft fra Jack & Jones til 200 kroner er et populært valg til adventsgaver. Foto: Fredericia AVISEN
Det levende julevindue
Når julegaverne er fundet, og blikket har været rundt i butikken, stopper julestemningen ikke ved disken. Den fortsætter helt ud i gaden.
I butiksvinduet kører en julemand på sin cykel, som et levende julevindue, der straks fanger opmærksomheden hos forbipasserende. »Den er fra 70’erne,« fortæller Kristian. »Det sjove er, at det levende vindue ikke rigtig findes længere.« Men her gør det. Og det virker. »Børnehavebørnene kommer herom for at se den. De er helt vilde med den.« Vinduet er blevet et lille fast holdepunkt i december, ogt sted, hvor børn stopper op, peger og smiler.
Julemanden på cykel i butiksvinduet har været en fast decembertradition siden 70’erne, og den får både børn og voksne til at stoppe op i Vendersgade. Foto: Fredericia AVISEN
Låge 15 er åben
I morgen venter en ny fortælling. Din Tøjmand Sejersen er et af de steder, hvor julen mærkes med det samme. Her er grin, rensdyrører, klassisk herretøj, moderne løsninger og et vindue, der stadig bevæger sig.
Med låge 15 har vi fået et kig ind i deres december – en måned med travlhed, gode handler, levende juletraditioner og masser af smil. I morgen åbner vi låge 16. En ny butik. En ny stemning. Endnu en del af Fredericias jul.
December i Middelfart er noget særligt. Byen falder aldrig helt til ro i årets sidste måned – tværtimod. Der bliver hilst på lidt flere mennesker i gågaden, lysene glimter lidt længere, og indkøbsposerne dingler rytmisk mod benet, mens folk går fra butik til butik på jagt efter julens små lykkegaver. Det er en måned, hvor traditioner betyder noget, og hvor vi gerne bruger tid på at finde præcis det, der gør aftenen den 24. december helt særlig.
I Middelfart AVISENs julekalender følger vi hver dag en lokal butik, der er med til at forme december i byen. I dag besøger vi Skoringen, hvor Lone Rasmussen byder indenfor i en butik, der klæder hele familien på – fra de første skridt til de voksne år – og hvor juletravlhed, gavepapir og varme fødder går hånd i hånd.
Annonce
Sko til hele familien
Hos Skoringen er udgangspunktet enkelt: her skal der være noget til alle. »Vi har sko helt fra barns ben og hele vejen op,« fortæller Lone. »Det er simpelthen en butik for hele familien.« Året, der er gået, beskriver hun uden store armbevægelser.
»Det har været et jævnt okay år. Der har været gang i den, og det synes jeg egentlig, vi godt kan være tilfredse med.« Butikken har haft en stabil kundestrøm, og december er nu i fuld gang.
December: hyggelig, spændende – og lidt afhængig af vejret
For Skoringen er december både hyggelig og spændende. »Det er en dejlig måned,« siger Lone. »Men også en måned, hvor man aldrig helt ved, hvad det er, vi sælger mest af. Det afhænger faktisk meget af vejret.«
Er der sne og kulde, ryger de tykke vinterstøvler hurtigt. Er vinteren mild, er det de pænere støvler, kunderne går efter. »I år har det nok været mest de pæne støvler. Der har ikke været så meget sne.« Men én ting er næsten altid sikker i december.
Årets julegavehit: hjemmesko
Når snakken falder på julegaver, tøver Lone ikke. »Det er hjemmesko. Det er det hvert år.« Butikken er allerede godt i gang med gaveindpakningen. »Vi er på fjerde rulle gavepapir, så der bliver pakket mange gaver ind.«
Hjemmeskoene er populære på tværs af alder og køn – både som gave til andre og som noget, man også godt må unde sig selv. »Der er mange juleklæder – og også til en selv. Det skal man huske,« siger Lone med et smil.
Hun finder et par modeller frem og peger på en af butikkens egne favoritter. »Jeg vil nok fremhæve en af vores egne modeller. Det er dem, vi sælger rigtig meget af.« Hjemmeskoene passer perfekt ind i december. »Det kan jo næsten ikke blive bedre. Et par varme hjemmesko, en kop kakao eller lidt gløgg – og så er der familiehygge.«
Annonce
En butik med traditioner
Skoringen er pyntet op til jul, og det er ikke tilfældigt.
»Ja, vi pynter op hvert år,« fortæller Lone. »Og en af traditionerne herinde er, at vi altid skal have den gren op over bordet.« Grenen hænger samme sted hvert år og er blevet et fast holdepunkt i butikkens juleudtryk. »Alt det andet finder vi lidt på fra år til år, men den gren skal op. Den har hængt der hvert år i de fem år, jeg har været her.« Det er små traditioner som den, der giver butikken genkendelighed – også for de kunder, der kommer igen år efter år.
Ønskeskyens favoritter samlet ét sted
For at gøre det nemmere for kunderne i december har Skoringen samlet årets mest efterspurgte varer ét sted i butikken. »Det er simpelthen favoritterne, der står på ét bord,« forklarer Lone og peger på det, de kalder ønskeskyen. Her står de modeller, som kunderne oftest spørger efter – opdelt i herre- og damefavoritter. »Hvis man mangler en julegave, så står det lige der. Så er det bare at gå ind ad døren.«
På bordet finder man blandt andet klassikere, der går igen år efter år – og enkelte nyheder, som allerede har vist sig at være populære. For herrerne er der i år kommet nye modeller til, fordi efterspørgslen har været stor.
Varme fødder og decemberstemning
Skoringen er ikke en butik med store ord og hurtige trends. Det er en butik, hvor december handler om det praktiske, det hyggelige og det, der bliver brugt i hverdagen.
Her bliver der pakket gaver ind hele dagen. Her bliver hjemmeskoene løftet ned fra hylderne igen og igen. Og her hænger den faste gren over bordet, som den har gjort i årevis.
Det er alt sammen en del af den decemberstemning, der gør Skoringen til et naturligt stop på juleindkøbsturen i Middelfart.
Annonce
I morgen åbner en ny låge i Middelfart AVISENs julekalender. En ny butik. En ny fortælling. En ny del af byens jul.
En mand blev søndag fundet død i et shelter i et skovområde nord for Fredericia. Det skriver tvSyd.
Fundet blev gjort i forbindelse med hundetræning i området, som shelteret normalt også benyttes til. Politiet blev efterfølgende tilkaldt. De
Sydøstjyllands Politi oplyser til tvSyd, at der er tale om en mand i 20’erne med tilknytning til lokalområdet. Den præcise dødsårsag er endnu ikke fastlagt.
Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt ikke noget, der peger i retning af en kriminel handling. Det står dog klart, at manden har ligget død på stedet i en længere periode, før han blev fundet.
På onsdag skal Fredericia Byråd principvedtage den første omlægningsplan under Grøn Trepart. Planen er ikke bindende, men udstikker retningen for, hvordan kommunen i de kommende år vil arbejde med kvælstof, klima, natur og arealomlægning i samarbejde med landbruget og naturorganisationerne.
Det er en særlig slags materiale, byrådet i Fredericia skal bladre igennem på onsdag. Ikke et traditionelt kommunalt projektkatalog, men en ny, levende organisme af planer, hensigter og mulige forandringer, samlet under det navn, der i stigende grad bliver en fast del af landkortet: Grøn Trepart. Et årti, der begynder med tørke, skybrud og alarmerende kvælstoftal i Lillebælt, har nu fået sit lokale aftryk i form af en omlægningsplan, som – selv i sin foreløbige form – tegner konturerne af et landskab i langsom bevægelse.
Planen er ikke bindende. Endnu. Den er heller ikke endelig. Den er, som man siger, dynamisk. Men den beskriver en retning, som alle parter har sat deres underskrift under: landbruget, naturforeningerne, Naturstyrelsen og de kommuner, der deler vandløb og jordbund, ansvar og bekymringer. Tilsammen udgør de Lillebælt/Jyllands lokale trepart, og i slutningen af oktober fandt deres aftale sin form.
Fredericia er et af de steder, hvor planens farver og mønstre bliver mest synlige. På kortet breder projekterne sig som pletter af jord, der måske – måske ikke – bliver til vådområder, lavbundsprojekter, minivådområder eller ekstensiverede marker. Nogle af dem er allerede ansøgt, andre eksisterer kun som skitsebegreber, der stadig skal møde virkelighedens jord, vandstand, lodsejere og økonomi. Men tilsammen udgør de et første forsøg på at svare på den simple, men afgørende opgave: Hvordan reducerer man kvælstof og CO₂ uden at rive fundamentet væk under landbrugsproduktionen?
Spørgsmålet er ikke nyt, men det har fået en ny ramme. Med Aftale om et Grønt Danmark er der oprettet treparter over hele landet, og i Fredericia er der ovenikøbet et lokalt rum, hvor de mange aktører mødes om et bord. “Grøn Trepart Fredericia” består af landbrugets repræsentanter, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og kommunen selv. De har mødt lodsejerne, sendt breve ud, arrangeret møder i foreningshuse og på gårdspladser. Og responsen, som kommunen beskriver den, har været overraskende positiv. Det er måske ikke så sært: Mange lodsejere er vant til årtiers regulering, men dette er første gang, man tilbyder en ramme, der i udgangspunktet er frivillig og forhandlet lokalt.
Alligevel er det mærkbart, at der hviler en vis forsigtighed over planens første version. Naturpotentialerne – de områder, der kunne blive til egentlig natur i juridisk forstand – fylder endnu beskedent. Her er både landbrug og naturforeninger enige om, at der mangler national klarhed, før man kan begynde at tegne med tungere pen. I stedet koncentrerer planen sig om det målbare: kulstofrige lavbundsjorder, der kan udtages; vådområder, der kan fange kvælstof; marker, der kan omlægges til mere skånsom drift.
Det er de projekttyper, som staten i forvejen har udpeget som de mest effektive – og de mest presserende. Ifølge omlægningsplanen vil de alene kunne løfte en stor del af indsatsen for Lillebælt/Jylland, men der er også områder, hvor tallene ikke helt går op endnu. Især i de tyndere strækninger ved Lillebælt, hvor andelen af landbrugsareal i forvejen er høj, og hvor snævre lokale balancer skal holdes. Her peger treparten på andre mulige løsninger: spildevand, havbrug, dyrkningsformer, nye sædskifter. En slags åben liste over virkemidler, der endnu kun anes som idéer.
Når byrådet på onsdag skal principvedtage planen, er det altså ikke en afgørelse om konkrete projekter, men om rejsens retning. Et ja betyder ikke, at der graves kanaler i morgen, men at kommunen forpligter sig til at arbejde videre efter de principper, som treparten har lagt. Et nej ville omvendt placere Fredericia uden for det fælles spor, som de andre kommuner allerede har sat sig på.
Og det er måske i virkeligheden dette, der er planens essens: Ikke at alt er besluttet, men at noget er begyndt. Et fælles forsøg på at skrive et nyt kapitel i landskabets historie – med lodsejere, eksperter og politiske beslutningstagere i samme sætning, og en erkendelse af, at naturen, landbruget og vandmiljøet ikke længere kan ses som tre isolerede størrelser.
Onsdag klokken 17 skal byrådet sige ja eller nej til at gå videre. Men uanset udfaldet har omlægningsplanen allerede sat sit spor: den har vist, at selv store, tunge spørgsmål kan løftes, når man tegner dem sammen.
Hun begyndte med at ville hjælpe én familie. I dag hjælper Louise Bagger Kolbye – bedre kendt som Danse Daisy – omkring 70 familier hvert år med jule- og decemberhjælp i Middelfart og omegn.
For Louise Bagger Kolbye begyndte det hele ikke som et projekt eller en plan. Det begyndte som et menneske, der gerne ville give lidt videre.
I dag kender mange hende som Danse Daisy – kvinden med det farverige univers, der underholder børn og barnlige sjæle. Men bag figuren gemmer sig også en stille, vedholdende indsats for familier, der har svært ved at få julen til at hænge sammen. I Middelfart hjælper hun hvert år omkring 70 familier med julehjælp og decemberhjælp.
»Jeg har selv været alene med to børn og stået i den situation, hvor man søger julehjælp. Det er både sårbart og lidt skamfuldt. Man er taknemmelig – men også bange for at gøre noget forkert,« fortæller Louise Bagger Kolbye.
Netop den erfaring blev udgangspunktet for det, der i dag er blevet en organiseret og vedvarende indsats.
Et møde i supermarkedet ændrede alt
Idéen til julehjælpen opstod en dag i et supermarked, hvor Louise overværede en familie, der måtte sige nej til både julekalendere og små nisser til børnene.
»Jeg gik rundt med min egen vogn og havde overskud. Og da jeg så den familie, tænkte jeg bare: Det her er ikke i orden. Ikke i december,« siger hun.
Hun ringede til den lokale købmand og spurgte, om han ville være med til at hjælpe én familie. Svaret blev større, end hun havde forestillet sig. »Han sagde: Du må gerne få ti kurve. Og ugen efter ringede han igen og sagde, at der var samlet endnu flere penge ind.«
For at gøre det ordentligt oprettede Louise en velgørende forening – og julehjælpen voksede hurtigt.
Fra julehjælp til decemberhjælp
I begyndelsen handlede indsatsen primært om juleaften. Men efter at have mødt familierne, opdagede Louise, at mange børn slet ikke havde haft glæde af december. »Der var børn, der ikke havde julekalender, julepynt eller noget at bage med. Det gjorde stort indtryk på mig,« fortæller hun.
Derfor udvidede hun hjælpen til også at omfatte decemberhjælp – med julekalendere, små dekorationer og bagepakker. Hver familie får typisk hjælp for 500–600 kroner, afhængigt af behov. Ansøgningerne åbner hvert år den 1. november, og hjælpen uddeles omkring den 21. og 22. december.
Danse Daisy – født under corona
Parallelt med julehjælpen lever universet Danse Daisy videre. Figuren opstod under coronanedlukningen, hvor Louise hjalp børn med hjemmeskole via skærmen.
»Jeg klædte mig ud, fordi det gjorde det sjovere. Børnene kendte mig allerede som Danse Daisy fra et skolearrangement, og så tog det bare fart.« Louise lever med kroniske smerter og kan ikke arbejde på faste tidspunkter, men Danse Daisy gav hende en måde at bidrage på – når kroppen tillod det.
»Jeg kan optage, når jeg har det godt, og dele det, når jeg ikke har. Det passer mit liv.« De små honorarer fra optrædener og arrangementer går direkte tilbage i julehjælpen.
Ikke stor – men dyb
Louise har aldrig haft ambitioner om at blive kendt. »Jeg vil hellere være dyb end stor. Det handler ikke om likes eller følgere. Det handler om at nå ind i hjerterne.« I dag er hendes julehjælp en fast del af december for mange familier i Middelfart og omegn – også i Ejby, Gelsted og nærområderne.
Og for Louise er motivationen enkel: »Hvis man har noget at give, så har man også et ansvar. Jeg kan ikke redde verden – men jeg kan gøre julen lidt lettere for nogen.«
Fredericia Kommune vil overdrage driften af Café Strandparken til en lokal forening i en aftale, der binder begge parter i 20 år. Et bredt flertal bakker op – men Det Konservative Folkeparti stemmer imod.
Der er noget næsten symbolsk ved, at et af kommunens mest naturskønne steder – stranden, skoven og den lille café i Skærbæk – nu er på vej til at blive et projekt drevet af dem, der bor tættest på det. Café Strandparken, som i årevis har været et yndet udflugtsmål og servicested for besøgende, skal fremover drives af foreningen Café Strandparkens Venner. Foreningen får eksklusiv brugsret til bygningerne, til gengæld overtager den hele ansvaret for drift, vedligeholdelse og udvikling af stedet.
Det er resultatet af en brugsretsaftale, som Teknisk Udvalg og Økonomi- og Erhvervsudvalget nu har anbefalet, og som byrådet snart skal tage endelig stilling til. Aftalen er klar i sin intention: Caféen og området omkring skal have et lokalt hjerte og et lokalt ejerskab, og kommunen ønsker ikke længere at være driftsansvarlig.
Men der er også en tyngde i aftalen, der har skabt politisk debat – særligt om dens længde. Brugsretten løber fra 2026 til 2045 og kan kun bringes til ophør, hvis en af parterne misligholder aftalen. Det Konservative Folkeparti stemte derfor imod med den begrundelse, at en uopsigelig periode på 20 år er for lang og for bindende.
For foreningen betyder aftalen, at de fremover skal løfte alle de opgaver, der følger med driften af to historiske bygninger og et naturområde, som benyttes af både lokale, sommergæster og besøgende i Naturpark Lillebælt. De skal holde caféen i gang, arrangere aktiviteter, sikre renholdelse og naturpleje, sørge for affaldshåndtering og holde både toiletter og arealer åbne for offentligheden – året rundt.
Strandparkens offentlige toiletter er et særligt ansvar, som aftalen beskriver detaljeret. Foreningen skal sikre adgang for alle – også om aftenen og i nattetimerne, hvor sheltergæster og vinterbadere ofte har brug for faciliteterne. Opgaven er praktisk, men også symbolsk: Caféen skal være et åbent og imødekommende sted i et område, hvor natur, friluftsliv og lokale fællesskaber smelter sammen.
Og netop fællesskabet er bærende for aftalen. Foreningen skal drive caféen, men også bidrage til naturformidling og samarbejde med Naturpark Lillebælt. Derudover skal den arbejde sammen med de øvrige foreninger i Børupsande Fællesforening, så Skærbæk Strandpark fortsat fremstår levende, vedligeholdt og attraktiv.
For kommunen er fordelene økonomiske såvel som organisatoriske. De årlige driftsudgifter på omkring 200.000 kroner bortfalder, og Fredericia Kommune slipper for både vedligeholdelse og løbende drift. Kun bygningsforsikringen – en beskeden post – bliver liggende hos kommunen. Til gengæld skal foreningen fremover bære alle de omkostninger, som følger med både hverdagens drift og større vedligeholdelsesopgaver.
Især den ældre, bevaringsværdige bygning fra 1860 forpligter. Foreningen får frihed til at ombygge og udvikle, men skal samtidig sikre, at bygningens kulturhistoriske udtryk respekteres, og at alle ændringer godkendes efter gældende regler. Det er en balancegang, som både kræver engagement og indsigt – og som vidner om den tillid, kommunen lægger i lokale hænder.
Forvaltningen vurderer, at aftalen lever op til udvalgets beslutninger og samtidig styrker foreningslivet og bosætningsmulighederne i området. Og blandt beboerne i Skærbæk er forventningen, at det lokale ejerskab kan skabe ny energi på stedet. En café drevet af frivillige kræfter, tæt på naturen og tæt på lokalsamfundet, passer til områdets ånd – også selvom opgaven bliver stor.
Næste skridt er byrådets endelige godkendelse på onsdag. Og i takt med at politikerne gør sig klar til at stemme, står én ting klart: Hvis aftalen vedtages, får Skærbæk ikke blot en café. De får en forpligtelse, et fælles projekt og en lokal forankring, der rækker mange år ud i fremtiden.
Efter fem år som sæsonlukket isbutik har indehaver Samir Salhani forvandlet Den Italienske Isbutik på Algade til en café. Siden 5. december har dørene været åbne hele vinteren – med kaffe, varme drikke og stadig masser af is.
Efter fem år som klassisk sæsonbutik har Den Italienske Isbutik på Algade 71 i Middelfart taget et markant skridt. Siden den 5. december har isbutikken været forvandlet til en café – og dermed holdt åbent i en periode, hvor dørene tidligere var lukket.
Bag beslutningen står indehaver Samir Salhani, som har drevet butikken i omkring fem år og selv stået i spidsen for den de seneste tre.
Indehaver Samir Salhani har forvandlet Den Italienske Isbutik på Algade 71 til en café og holder nu åbent hele vinteren.
»Vi har altid haft lukket om vinteren. Faktisk i alle fem år. Men jeg havde ikke rigtig lyst til at holde så lang pause længere, og derfor besluttede jeg mig for at prøve noget nyt,« fortæller han.
Det nye blev en café.
Nyt udtryk – samme is
Ombygningen har ikke været symbolsk. Lokalerne har fået nyt gulv, vægge er opdateret, og indretningen er justeret, så stemningen i dag er mere cafépræget end isbod.
»Jeg har forsøgt at skabe en anden atmosfære. Noget mere hyggeligt, hvor man har lyst til at sætte sig ned og blive lidt,« siger Samir Salhani.
Selvom rammen er ny, er fundamentet det samme. Isen – og opskrifterne – er fortsat dem, kunderne kender.
»Man kan stadig få sin favorit-is. Det har været vigtigt for mig, at vi ikke ændrer det, folk allerede er glade for.«
Udvidet menukort med varme drikke
Til gengæld er menukortet blevet markant udvidet. Hvor der tidligere primært var is og enkelte kaffetyper, rummer caféen nu et bredere udvalg af varme drikke og små serveringer.
Kunderne kan blandt andet vælge mellem cappuccino, latte, cortado, flat white, varm kakao og te – og der er også kommet kager og snacks på disken.
»Alt det varme er nyt. Det er jo det, der gør, at man kan holde åbent om vinteren,« siger han.
Rolig start – som forventet
Den nye café har kun haft åbent i kort tid, men ifølge ejeren har modtagelsen været præcis, som han havde håbet.
»Det er faktisk gået rigtig fint. Hverken mere eller mindre end forventet. Folk tager godt imod det, og det gør mig glad,« siger Samir Salhani.
Han oplever både gengangere, der kender isbutikken fra sommerhalvåret, og nye kunder, som ikke tidligere har lagt vejen forbi.
»Der kommer også folk ind, som ikke vidste, at der havde været en isbutik her. De går forbi, ser caféen og kigger ind. Det er positivt.«
Helårsåbent – med realistiske forventninger
Caféen holder åbent hver dag fra kl. 10 til 18 – også i weekenderne. I sommerhalvåret vender de længere åbningstider tilbage, når is-sæsonen topper.
Samir Salhani har realistiske forventninger til den kommende tid.
»Det bliver ikke som om sommeren. Det ved jeg godt. Det næste års tid bliver nok mere stille og roligt, mens folk vænner sig til, at det er blevet en café. Men jeg tror på det.«
For Middelfarts bymidte betyder forvandlingen endnu en butik, der holder liv i gaden – også uden for højsæsonen.
»Jeg er glad for at kunne holde åbent hele året. Det føles som det rigtige skridt,« siger han.
Trinity Hotel & Konference har indført en ny politik, hvor alle medarbejdere skal yde 15 timers frivilligt arbejde om året. Det førte til en uventet stor juleindsats: renovering af Demensfællesskabets lokaler og en gratis julefrokost for hele 118 deltagere – en oplevelse, der gjorde indtryk på både gæster og ansatte.
For Thomas Lund, Head of Operation hos Trinity Hotel & Konference, står dagen ikke på kontorarbejde. Da AVISEN fanger ham, står han med en malerpensel i hånden i Demensfællesskabets lokaler på Vendersgade 43. Rundt om ham er kolleger i fuld gang med at male, rydde op og forberede det, der skulle vise sig at blive en julehjælp i helt usædvanligt format.
Trinity har nemlig truffet en virksomhedspolitisk beslutning: Alle medarbejdere skal hvert år bruge 15 timer på frivilligt arbejde.
Det lyder enkelt – men det har udviklet sig til noget langt større.
»Vi har været ude og samle et ton skrald tidligere på året, vi har været ude og rense vandløb for at skabe bedre økosystemer, og nu står vi her. Det begyndte egentlig med, at vores direktør faldt i snak med en frivillig i Demensfællesskabet, som spurgte, om vi måske kunne hjælpe med at male lidt, rydde op og lave noget mad til en lille julefrokost,« fortæller Thomas Lund.
Men sådan blev det ikke.
Fra 40 deltagere til 118 – og et helt køkken i sving
Det, der skulle have været mad til 40 mennesker, voksede hurtigt.
»Vi sagde, at selvfølgelig kunne vi hjælpe – og at vi også kunne lave mere, hvis der var behov. Og så blev det pludselig 118 mennesker,« siger Thomas Lund med et grin.
Hele Trinitys køkkenteam gik i gang, og arrangørerne måtte konstatere, at De kan hverken spise os eller drikke os ud af huset, som Thomas formulerer det. Køkkenchefen endte endda med at få flere kram fra deltagere, der var rørte over indsatsen.
En renovering, der også blev en relation
Malerarbejdet og oprydningen blev starten på en helt anden oplevelse: mødet mellem Trinitys medarbejdere og demensramte borgere og deres pårørende.
»Det var så fedt at se så mange glade mennesker. Det var det hele værd,« siger Thomas Lund.
Han beskriver en aften, hvor nogle af medarbejderne sad med ved bordene for at holde samtaler i gang og give selskab til mennesker, der ellers ofte kan føle sig alene.
»Mange af vores medarbejdere sagde bagefter, at det var noget af det mest meningsfulde, de nogensinde har gjort i arbejdstiden. Det ramte os alle sammen.«
Frivillighed som en del af virksomhedens kultur
Med 54 ansatte bliver Trinitys model til mange hundrede frivillige timer hvert år. Og ledelsen ønsker at fastholde ordningen.
»Det her var en klar succes. Om vi skal være her igen næste år, eller hjælpe et andet sted, det må vi se. Men 15 timer om året er kommet for at blive,« siger Thomas Lund.
Han understreger, at den kultur, det skaber, er lige så vigtig som resultatet:
»At arbejde et sted, hvor man prioriterer frivillighed, gør noget ved mennesker. Det er ikke noget, man gør for syns skyld – det er noget, der betyder noget.«
For Demensfællesskabet blev Trinitys indsats en stor håndsrækning. For medarbejderne blev det et fællesskab, som gav noget igen. Og for byen blev det et eksempel på, hvordan lokale virksomheder kan løfte sociale fællesskaber, når de træder ind dér, hvor behovet er.
Thomas Lund opsummerer det enkelt:
»Alle blev glade. Dem vi hjalp, og dem der hjalp. Så er det en god dag.«
