SPORT. Forårssæsonen kunne næsten ikke være startet bedre for FC Fredericia. Sejren på 3-2 i Vejle sendte både point og selvtillid ind i omklædningsrummet og gav klubben den bedst tænkelige åbning på et forår, hvor hvert eneste point kan blive afgørende. Nu venter en helt anden kaliber.
Søndag klokken 14.00 løber spillerne på banen på Monjasa Park, hvor AGF kommer på besøg. Og ifølge direktør Stig Pedersen er det ikke hvem som helst, der gæster byen. »Ja, der møder vi pt. Danmarks bedste hold. Det bliver en stor udfordring for os, fordi AGF har været suveræne meget længe. De har den der tro på tingene og den medvind, man har som tophold,« siger han.
AGF topper i øjeblikket Superligaen og har lagt afstand til både FC Midtjylland, FC København og Brøndby. Det vidner om stabilitet og kvalitet. »Det bliver den sværeste opgave i hvert fald i lang tid på hjemmebane, det må man sige. Det er topkvalitet, der kommer på besøg.«
AGF’s status som tophold ændrer dog ikke på ret meget i Fredericia-lejren. På træningsbanen er der ikke blevet opfundet nye mirakelkure op til søndag. Tilgangen er den samme, som den plejer at være. »Vi gør ikke noget anderledes. Vi tager udgangspunkt i os selv. Det er jo det, vi skal gøre.« Optimismen er der – som altid. Men realismen følger med. »Det er jeg altid. Vi tror da på det hver gang. Men man må også være ærlig og sige, at det her bliver en kæmpe mundfuld. Det bliver sjovt at måle sig med dem.«
Hvad skal lykkes?
Spørgsmålet er derfor ikke, om opgaven er svær. Det er den. Spørgsmålet er, hvad der skal lykkes, hvis Fredericia skal have noget med ud af den. Ifølge Stig Pedersen handler det om at tage det med fra Vejle, der fungerede, og strække det over længere tid. »Der skal lykkes noget af det, som lykkedes i Vejle i første halvleg. Det skal vi kunne overføre i længere tid.«
Samtidig er han bevidst om, at søndagens kamp ikke er den, der i sidste ende afgør sæsonens retning. »Det er jo ikke dem, vi skal måles med eller indhente. Den kamp var pointmæssigt vigtigere for os end den her. Det var den sidste kamp mod et top-6-hold.«
Det, der for alvor kommer til at definere foråret, ligger længere fremme i kalenderen, påpeger han.
De rigtige kampe venter
Efter AGF venter virkeligheden for alvor. Randers og Silkeborg står på programmet – direkte konkurrenter i tabellen. Dertil kommer flere indbyrdes opgør mod Vejle. »Vi kommer til at møde Randers og Silkeborg tre gange og Vejle to gange, som det ser ud lige nu. Det bliver jo de kampe, hvor der står meget mere på spil.«
Det er her, sæsonen skal defineres. Fredericia skal hente et af holdene foran sig, samtidig med at Vejle skal holdes bag sig. Det er de kampe, hvor regnestykket skal gå op. Netop derfor kan en overraskelse mod AGF få ekstra vægt. Point, man ikke har kalkuleret med, kan ændre dynamikken. »Hvis vi kunne lave en sensation her med tre point, så ville det jo være fantastisk. Engang imellem skal man jo også lave nogle point, man ikke havde regnet med,« bemærker direktøren med et lille smil i stemmen.
Et boost, men ingen garantier
Sejren i Vejle har sat strøm til truppen. Det mærkes. »Det giver jo altid energi at vinde. Vi har jo gået og ventet på den kamp lige siden efteråret.« Men den energi giver ingen forspring mod et tophold som AGF, påpeger direktøren. »Det er AGF sådan set ligeglad med. Vi skal have en ekstrem god dag, og AGF behøver ikke lige ramme deres topniveau, så har vi en chance.«
Søndag bliver derfor en test af format. En måling på, hvor Fredericia står, når ligaens førerhold kommer på besøg. Og måske en mulighed for at vise, at Monjasa Park kan være mere end bare et stop på vejen. Om det rækker til point, afgøres over 90 minutter. Ambitionen er dog ikke til at tage fejl af. »Lad os se, om vi kan drille AGF lidt. Det håber jeg,« slutter Stig Pedersen.
Formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling, vurderer, at folkeskolen i Fredericia står et bedre sted end længe – men understreger samtidig, at varige forbedringer kræver tid, investeringer og en fælles tro på skolens betydning for byens fremtid.
Der findes institutioner, man kan tale om i tabeller og budgetter. Og så findes der institutioner, man kun forstår, hvis man tør tale om mennesker, tid og tillid. Folkeskolen hører til den sidste kategori. Den lever ikke i regnearkene alene, men i klasseværelserne, i frikvartererne, i samtalerne mellem lærere og forældre og i de stille øjeblikke, hvor et barn opdager, at noget, der var svært i går, pludselig kan lade sig gøre i dag.
I Fredericia har folkeskolen derfor fyldt meget i debatten de senere år. Den er blevet diskuteret, vurderet og vejet. Der har været overskrifter om faldende elevtal, om trivsel og mistrivsel, om karakterer, struktur og skoledistrikter. Om privatskoler, der vokser, og om en folkeskole, som nogle forældre har haft svært ved at genkende sig selv i. Samtidig har der været politiske meldinger om færre elever i klasserne, nye investeringer og – ikke mindst – planerne om en ny skole ved Kirstinebjerg. En skole, der ikke blot er et byggeri, men et løfte om, at noget kan blive anderledes.
Midt i den debat står én stemme, der ikke lever af hurtige løsninger eller klare slagord, men af erfaring. En stemme, der kender skolen indefra – fra lærerforberedelsen, fra klasselokalet, fra mødelokalerne – og som derfor heller ikke er i tvivl om, hvor udfordringerne er. Men som heller ikke har opgivet troen på, at noget kan flytte sig, hvis man giver det tid og vilje.
»Hvis man skal lave en aktuel status her ved årsskiftet, så tænker jeg faktisk, at folkeskolen står et bedre sted, end vi har været i et stykke tid,« indleder Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds.
Sætningen falder roligt og uden store armbevægelser. Det er en nøgtern konstatering fra en mand, der har set reformer komme og gå, oplevet ambitioner blive skruet op og realiteterne halte bagefter – og som ved, at fremskridt i folkeskolen sjældent kommer som spring, men som langsomme bevægelser.
Et opgør med reformens tid
Når Breckling taler om, at folkeskolen står et bedre sted, handler det ikke om, at alle problemer er løst. Tallene fortæller fortsat om faglige udfordringer, og Fredericia ligger ikke i toppen på hverken karaktergennemsnit eller trivsel. Den virkelighed løber han ikke fra. Alligevel er der sket en mere grundlæggende forskydning i synet på skolen og i måden, den styres på.
»Skolereformen fra 2013 havde jo 10-års jubilæum i 2023, og vi må konstatere, at den ikke rigtig lykkedes. Den er også rullet tilbage, bare under nogle andre navne, fordi selve ordet skolereform er blevet slidt op.«
I sætningen ligger både et punktum og en lettelse. Et punktum for en reform, der ville for meget på én gang og målte succes i længde og ensartethed. Og en lettelse over, at man igen tør erkende, at styring ikke er det samme som kvalitet, og at mere skole ikke nødvendigvis er bedre skole.
For Breckling er opgøret med reformens tid ikke et opgør med forandring i sig selv, men med forestillingen om, at komplekse relationer kan standardiseres, og at læring kan presses ind i faste rammer uden hensyn til dem, der skal bære den i praksis. Et af de tydeligste brud med den tænkning er den forkortede skoledag. Ikke som en nostalgisk længsel mod »gamle dage«, men som en erkendelse af, at den lange skoledag kom til at handle mere om tilstedeværelse end om indhold.
»Jeg har kaldt det en lønmodtagertilgang, oven i købet en forældet lønmodtagertilgang. Det der med, at lærerne skulle være der fra 8 til 16, uanset hvad. I virkeligheden handler det jo om opgaven. Om den kan lykkes.«
For Breckling var konsekvensen, at lærerne i for høj grad blev reduceret til funktioner i et system frem for fagprofessionelle med ansvar for et komplekst dannelsesopdrag. I Fredericia peger han på, at man allerede tidligt forsøgte at bløde reformens hårdeste kanter op gennem lokale forståelser og aftaler. Først nu er den bevægelse også blevet national.
»Den forkortede skoledag giver os mulighed for at bruge ressourcerne bedre og faktisk lykkes med opgaven. Det er jeg glad for.«
Når investeringer tager tid
Da talen falder på de seneste budgetforlig i Fredericia, er tonen mere fremadrettet end tidligere. Som om der er truffet valg, der rækker længere end den næste valgperiode og længere end den næste pressemeddelelse.
»Det seneste budgetforlig, og også det forrige, pegede begge fremad. Særligt det sidste, med beslutningen om en ny skole ved Kirstinebjerg.«
Her er det tydeligt, at skolen i Brecklings optik ikke blot er et byggeri, men et signal. Et tegn på, at man politisk har accepteret, at folkeskolen ikke kan repareres stykkevis og delt, men kræver langsigtede beslutninger. At rammer betyder noget. Ikke som garanti for kvalitet, men som en forudsætning for, at kvalitet overhovedet kan opstå.
Samtidig insisterer han på proportionerne. En ny skole ændrer ikke folkeskolen fra den ene dag til den anden. Den kan skabe muligheder, men den løser ikke alt.
»Hvis vi skal ændre noget grundlæggende i folkeskolen, så går man jo i skole i 10 år. Det betyder også, at det tager 10 år at se effekten, medmindre man selvfølgelig investerer massivt.«
Her ligger et vigtigt korrektiv til den politiske utålmodighed, som ofte præger skoledebatten. For Breckling er tid ikke en modstander, men et vilkår. Man kan ikke måle folkeskolens kvalitet på ét år eller ét hold. Forandringer sætter sig langsomt, fordi børn vokser langsomt, og fordi relationer, faglighed og dannelse ikke kan fremskyndes uden omkostninger.
Derfor vender han igen og igen tilbage til de konkrete greb. Ikke de store overskrifter, men de ændringer, der kan mærkes i hverdagen, hvor loftet på 24 elever i en klasse, tolærerordninger og flere voksne omkring børnene bliver afgørende.
»Det øger simpelthen muligheden for, at læreren kan nå rundt til alle eleverne. For at læreren kan lykkes med sin opgave og for at vi kan få bedre resultater end dem, vi har set over et langt skoleforløb.«
Sammenhæng frem for brud
Et centralt element i planerne for den nye skole er, at den bliver en 0.–9. klasse-skole. »Jeg har altid oplevet den sammenhængende skole som det bedst mulige. Når eleverne indgår i ét samlet skoleforløb, og lærere og ledelse gør det samme, så har man blik for hele paletten – det, eleverne skal dannes til og uddannes til.«
Her handler det mindre om mursten og mere om pædagogisk logik. Om erfaringen af, at færre skift kan give mere ro, at kontinuitet kan skabe ansvar, og at ansvar over tid kan gøre en reel forskel. Når elever, lærere og ledelse følger hinanden gennem årene, bliver skolen ikke blot et sted, man passerer, men et fælles projekt med blik for det lange sigte – for barnet, der begynder i indskolingen og forlader skolen som et ungt menneske.
Derfor ser Breckling den nye skole som noget, der rækker længere end én adresse.
»Når vi har lavet noget, der fungerer på Kirstinebjerg, bliver det vigtigt, at vi kan udbrede de erfaringer til de øvrige skoler i kommunen. Det er faktisk noget af det, vi stadig mangler at få helt på plads.«
Og spørgsmålet om sammenhæng peger videre. For når sammenhængen mangler, bliver valget tydeligere. Også for forældre.
Folkeskolen og flugten
I mange år har pilen peget mod privatskolerne. Også i Fredericia. En bevægelse, der ikke kan reduceres til enkeltårsager, men som over tid har været med til at forme den offentlige samtale om folkeskolens tilstand.
Breckling afviser ikke privatskolernes berettigelse, men han insisterer på at vende spørgsmålet om.
»Det skal ikke være sådan, at man vælger folkeskolen fra. Man skal vælge privatskolerne til.«
Sætningen rammer en bærende nerve i debatten. For hvis folkeskolen opleves som et fravalg, er der noget grundlæggende galt – ikke nødvendigvis med forældrene, men med det tilbud, de bliver stillet overfor.
»Vi har måske bevæget os derhen, fordi folkeskolen ikke altid har kunnet levere det, som forældre og elever ønskede. Det skal vi være bedre til.«
Der er ingen bortforklaringer i udsagnet og ingen forsøg på at skyde ansvaret fra sig. Kun en nøgtern erkendelse af, at tillid kan slides, og at den skal genopbygges gennem handling, ikke gennem ord.
Samtidig understreger han, at folkeskolerne netop ikke skal være ens. At deres styrke også ligger i forskelligheden.
»De skal afspejle det område, de ligger i, og den befolkning, der engagerer sig. Det er også en del af deres styrke.«
Fremtidens folkeskole er bygget på tro
Da samtalen bevæger sig fra struktur og økonomi til fremtid, skifter sproget karakter. Her bliver det mindre teknisk og mere eksistentielt. Mindre optaget af modeller og mere af det, der i sidste ende holder en skole oppe, når reformer er rullet tilbage, og budgetter er brugt.
»Fremtidens folkeskole i Fredericia er først og fremmest en folkeskole med tro.«
Ordet kan lyde stort. Hos Breckling er det imidlertid hverken højstemt eller abstrakt. Troen er ikke religiøs, men relationel og forankret i tillid – mellem mennesker og mellem system og virkelighed.
»Det er en folkeskole, som byråd og administration tror på. En folkeskole, som forældrene tror på. En folkeskole, hvor lærerne tror på, at de kan lykkes med opgaven. Og hvor eleverne gennem folkeskolen lærer at tro på sig selv og deres fremtid.«
Det er en kæde, hvor hvert led er afhængigt af det næste. Hvor lærernes mulighed for at lykkes hænger sammen med politiske prioriteringer. Hvor forældrenes tillid hænger sammen med skolens evne til at levere. Og hvor elevernes selvværd og fremtidstro i sidste ende formes af de voksne, der omgiver dem hver dag.
Hvis den fælles tro lykkes, mener Breckling, kan folkeskolen løfte sig markant.
»Så kan vi gøre det på et meget bedre niveau, end vi gør i øjeblikket.«
Men tro alene er ikke nok. Den skal understøttes. Derfor stopper debatten ikke ved kommunegrænsen. Når Breckling taler om investeringer, peger han også mod Christiansborg.
»Jeg så, at vismand, Nina Smith, netop har lavet en udregning på, at hvis folkeskolen skulle have fulgt den velstandsstigning, som der har været i samfundet fra 2019 til 2023, så skulle man tilføre omkring 4 milliarder kroner om året.«
Beløbet er stort, men pointen rækker længere end kroner og øre. For her handler det også om timing og om de konsekvenser, der følger, hvis man venter.
»Det er billigere at sætte ind tidligt end sent. Hvis vi investerer i rammer, faciliteter og medarbejdere nu, kan vi ændre både blik og virkelighed.«
Han hæfter sig ved, at undervisningsministeren selv har anerkendt, at folkeskolen i en årrække er blevet underprioriteret, og han håber, at et kommende folketingsvalg kan blive et vendepunkt. Ikke som et løfte om hurtige løsninger, men som en mulighed for at genoprette det fundament, som hele uddannelsessystemet hviler på.
Forældrenes ansvar – fællesskabet først
Til sidst vender samtalen tilbage til det sted, hvor folkeskolen i praksis leves hver dag. Til klasselokalet. Og til hjemmene bag.
»Forældrene kan bidrage på den måde, at de har den her opbakkende tilgang, som de har i forhold til deres børn, og de vil deres børn det bedste. Det skal man huske på altid. Det tænker jeg, er et udgangspunkt for alle forældre. Der skal de bare vide også nogle gange, at et barn har det bedst af også at fungere i et fællesskab. Og det er klassen. Det er folkeskolen.«
For Breckling handler det ikke om at pege fingre ad forældre, men om at minde om, at skolen ikke kun er et individuelt projekt. Den er et fælles anliggende, hvor hensynet til den enkelte elev altid må balanceres med hensynet til fællesskabet.
I den forstand skriver hans synspunkt sig ind i en bredere debat om ro, ansvar og rammer i folkeskolen – en debat, som også undervisningsminister Mattias Tesfaye i de senere år har bidraget markant til. Men hvor debatten ofte har været skarp i tonen, insisterer Breckling på et mere tillidsfuldt udgangspunkt. Han efterlyser ikke mindre engagement fra forældrene, men et bredere perspektiv.
»Den opbakning, de giver deres barn, den vil jeg gerne opfordre til, at de i lige så høj grad giver folkeskolen og fællesskabet og klassen, og tager det udgangspunkt i det.«
Et fundament for fremtidens Fredericia
Fremtidens folkeskole i Fredericia bliver ikke skabt af én beslutning, én bygning eller én reform, ifølge Breckling. Den bliver skabt af mange små valg. Af justeringer, der virker over tid. Og af en fælles vilje til at tro på, at skolen stadig er et af samfundets vigtigste fundamenter.
»Det er den udvikling, jeg som formand for Fredericia Lærerkreds gerne vil være med i – eller skubbe til, hvis det er nødvendigt – men helst i samarbejde med alle de parter, jeg har omtalt.«
Han taler ikke om mirakler, men om vedholdenhed. Om at blive stående i arbejdet, også når resultaterne først viser sig over tid. Og her ser Per Breckling begyndelsen på fremtidens folkeskole – ikke i de store ord, men i viljen til at holde fast. Sammen.
KRIMI. Natten til lørdag blev en kvinde i 40’erne fra Vejen sigtet for spirituskørsel i Kolding.
Klokken 02.45 foretog Sydøstjyllands Politi en standsning af en bil på Katrinegade. I den forbindelse blev føreren testet med alkometer, som viste en promille over det tilladte.
Kvinden blev herefter sigtet og anholdt for spirituskørsel og kørt til skadestuen med henblik på at få taget en blodprøve. Hun blev efterfølgende løsladt.
Blodprøvens resultat vil være afgørende for den videre behandling af sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 14.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.
KRIMI. En 38-årig mand fra Vejle blev fredag aften standset af politiet, da han kom kørende i Vejle.
Ifølge vagtchef Mathias Møller fra Sydøstjyllands Politi skete standsningen klokken 21.00 i forbindelse med en rutinemæssig kontrol omkring Nørrebrogade. Her vurderede patruljen, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer.
Manden blev anholdt og kørt til blodprøve for at få fastslået den præcise påvirkningsgrad. Efterfølgende blev han løsladt igen. Resultatet af blodprøven vil nu afgøre det videre forløb i sagen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 14.2 kl. 10.00 af vagtchef Mathias Møller.
LOKALT. Man kan næsten ane duften af nyt træ ved Østerstrand og begyndelsen på et nyt kapitel for vinterbaderne. Efter måneder med planlægning, indsamlinger og praktisk arbejde står den nye sauna, som foreningen Cirkelbaderne har kæmpet for, klar. Tilbage er de sidste justeringer, før dørene officielt åbnes.
»Vi er jo ved at være i mål med at få den bygget færdig, og nu er vi inde i sådan en testperiode, som vi lige er gået i gang med,« fortæller Thilde Bo Schmidt fra Cirkelbaderne.
De kommende uger står i finpudsningens tegn. Saunaen skal afprøves, ovnen justeres, dørsystemet testes og de sidste praktiske detaljer falde på plads. »Den skal afprøves, og vi skal have hængt nogle knager op og alle mulige forskellige praktiske ting. Vi skal oliere saunaen, få ovnen til at virke ordentligt og have dørsystemet på plads.«
Samtidig testes adgangssystemet, og medlemmerne forberedes på at tage faciliteterne i brug. Den officielle åbning finder sted 1. marts, hvor snoren klippes, og stedet for alvor bliver en del af hverdagen ved stranden.
500 medlemmer klar til varme
Projektet har været længe undervejs og er båret af frivillige kræfter i Cirkelbaderne. Det, der begyndte som en idé blandt engagerede vinterbadere, har krævet både sponsorater, fundraising og en betydelig portion koordinering. »Vi har haft virkelig travlt med at samle penge ind og finde sponsorer. Og så lige pludselig gik det hele op i en højere enhed. Vi havde midlerne til det, og så havde vi bestilt saunaen, så den egentlig bare skulle sættes ind. Så gik det stærkt,« fortæller Thilde.
Da finansieringen først var på plads, tog arbejdet fart. Leverandøren kunne rykke hurtigt, og på få uger gik projektet fra plan til virkelighed ved vandkanten. »Den er bygget færdig, og den er blevet sindssygt flot,« bemærker hun med et smil i stemmen.
Men selv om bygningen står klar, er arbejdet ikke slut. Foreningen er nu i gang med at sikre, at medlemmerne får adgang. »Vi skal have kodet en hel masse armbånd. Det er alligevel 500 medlemmer, der skal have deres armbånd klar, så de kan bruge saunaen,« forklarer hun.
Omkring 500 medlemmer skal have kodet deres armbånd, før saunaen ved Østerstrand kan tages i brug.
Arbejdet med adgang og de praktiske rammer betyder også, at der dukker spørgsmål op blandt medlemmerne.
Spørgsmålene melder sig
Ifølge Thilde oplever foreningen allerede positiv respons, når der meldes nyt ud til medlemmerne. »Når vi skriver noget ud, kommer der positiv respons. De synes, det er et godt arbejde, vi har lavet.«
Men med 500 medlemmer følger naturligt også en række praktiske overvejelser. Hvor mange kan være i saunaen ad gangen? Vil der være tidspunkter med ekstra pres? Og hvor klæder man om? »Der er mange spørgsmål. De er selvfølgelig spændte på, hvordan det hele kommer til at fungere.« For at skabe mest mulig klarhed forsøger foreningen løbende at informere gennem medlemssystemet og en aktiv Facebook-gruppe. »Vi prøver at kommunikere alt, hvad vi kan, så der er mest mulig klarhed over, hvad der kommer til at ske og hvornår.«
Og når de praktiske rammer er på plads, handler det i sidste ende om at få saunaen ind som en naturlig del af hverdagen ved stranden.
Et nyt samlingspunkt ved stranden
Saunaen ved Østerstrand bliver et tilbud til vinterbadere og et sted, hvor man kan mødes før og efter det kolde dyp. For Thilde er det især følelsen af at være nået i mål, der fylder. »Det føles virkelig dejligt,« slutter hun.
Den 1. marts klippes snoren, og dermed er et langt stykke frivilligt arbejde fuldført.
DYR. Søndag den 15. februar kan Middelfarts hundeejere snøre skoene og tage deres firbenede venner med på en gåtur med et ekstra formål. Maxi Zoo i Middelfart inviterer nemlig til en fælles Valentines-gåtur, hvor hver deltagende hund er med til at støtte de svigtede hunde på internaterne hos Dyrenes Beskyttelse.
Initiativet er ikke nyt, men en årlig tradition i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. »Det er en årlig tur, vi laver i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Det er ikke kun i Middelfart, det er hele Maxi Zoo, der gør det. Vi vil gerne skabe noget fællesskab og nye bekendtskaber, men helt sikkert også støtte et rigtig godt formål,« fortæller butikschef Kamilla Holm Steffensen.
50 kroner pr. hund
Det koster 40 kroner pr. hundesnude at deltage. Maxi Zoo lægger selv 10 kroner oveni, så der samlet doneres 50 kroner pr. hund til Dyrenes Beskyttelse. »Det betyder, at uanset om man går med i fællesskab eller vælger at gå turen selv, så bidrager man til sagen,« siger Kamilla Holm Steffensen.
Deltagerne kan nemlig vælge mellem to former: Enten går man med på den fælles tur fra butikken, hvor en medarbejder også deltager, eventuelt med sin egen hund, eller også kan man gå turen selv i sit eget tempo.
Hvis man tilmelder sig i Middelfart, starter turen foran butikken klokken 11, hvorefter deltagerne går en rute i nærområdet.
God opbakning
Selvom Maxi Zoo i Middelfart er en relativt ny butik i byen, mærker de en tydelig lokal opbakning til initiativet. Interessen for at kombinere en hyggelig gåtur med et velgørende formål har vist sig at ramme noget i byens hundeejere. »Lige nu har vi 36 tilmeldte. Omkring 12-13 går sammen med os, og resten går turen selv. Så der er god opbakning,« siger butikschefen.
Butikschef Kamilla Holm Steffensen ser frem til at samle byens hundeejere til en fælles Valentinesgåtur, hvor hver hundesnude er med til at støtte Dyrenes Beskyttelse.
For Kamilla Holm Steffensen handler arrangementet ikke kun om at samle penge ind, men også om at skabe et fællesskab omkring kæledyrene og give hundeejerne en anledning til at mødes. Hun lægger da heller ikke skjul på, at det personligt betyder meget for hende at opleve, at kunderne bakker op. »Det giver mig virkelig god energi. Jeg bliver vildt glad, når folk har lyst til at skabe sammenhold omkring kæledyr. Det er jo mit levebrød og det, jeg brænder for. Så det gør mig virkelig glad, at folk synes, det er værd at bidrage til.«
Hyggepose og diplom
Som en lille ekstra gestus får alle deltagende hunde en hyggepose med lidt legetøj og snacks, samt et diplom, der viser, at de har været med til at gøre en forskel. »Uanset om man går sammen eller selv, får man et diplom med, hvor der står, at man har deltaget, og hvor mange penge man har været med til at donere til Dyrenes Beskyttelse.«
Valentines-gåturen finder sted søndag den 15. februar med start klokken 11 foran Maxi Zoo i Middelfart.
LOKALT. Der var gang i hoppeborge, forhindringsbaner og rodeotyr, da Elbohallen onsdag i vinterferien igen lagde gulv til legeland for børn og familier. Og allerede inden for den første halvanden time var hallen godt fyldt.
»Inden for den første halvanden time var vi oppe på 350 besøgende,« fortæller Kim Trelle, der er halinspektør i Elbohallen.
Da dagen var omme, havde mere end 500 gæster lagt vejen forbi. »Jeg havde sagt, at jeg forventede mindst 500. Rammer vi de 600, så er jeg selvfølgelig glad,« siger han.
Kim Trelle, halinspektør i Elbohallen, glæder sig over, at over 500 gæster lagde vejen forbi legelandet i vinterferien. Foto: Fredericia AVISEN
Tilbage til én dag
Sidste gang legelandet blev afholdt i uge 42, blev arrangementet fordelt over to dage. I år har hallen valgt at samle det hele på én dag. »I uge 42 kørte vi over to dage, men der havde vi egentlig det samme antal besøgende fordelt på to dage, som vi normalt har på én. Så vi er gået tilbage til én dag. Det giver mere liv, og det fungerer bedre,« forklarer Kim Trelle.
Stemningen beskriver han som god, selv om det kan mærkes, når over 500 gæster bevæger sig rundt i hallerne i løbet af dagen. »Det er selvfølgelig svært, fordi vi ikke har borde og stole til alle. Vi har sat det op, vi må, og vi må ikke sætte mere op. Men jeg synes faktisk, det virker rigtig godt.«
Børnene indtog hoppeborgene og forhindringsbanerne i vinterferiens legeland i Elbohallen. Foto: Fredericia AVISEN
Han peger på, at tribunerne og de opstillede siddepladser giver mulighed for pauser, mens børnene leger videre. Hallen er opdelt, så de mindste børn har deres eget område i den ene hal, mens de større kan boltre sig i den anden. »Vi har 0-6 år i hal to og de større i hal et. Det fungerer godt. De ældre skal selvfølgelig vise hensyn, men det synes jeg faktisk, de gør.«
Fast tradition i ferierne
Med det fremmøde er legelandet efterhånden blevet en fast del af både vinter- og efterårsferien i Elbohallen. »Vi kører fast i uge 7 og uge 42 om onsdagen. Det er en aftale, jeg lavede med udlejningsfirmaet, da jeg startede her, og vi kan se, at det fungerer.«
Smilene var brede, og stemningen let, da legelandet fyldte Elbohallen. Foto: Fredericia AVISEN
For Kim Trelle er succesen dog ikke kun et spørgsmål om antal besøgende. Det handler i lige så høj grad om at skabe et tilbud, der samler familier i ferierne. »For os handler det om at give et tilbud, hvor børn og familier kan lave noget sammen, også noget andet end at dyrke sport.«
»Vi går ikke før de lukker«
Blandt de mange fremmødte var Michelle Hansen, der havde sin søn med for at få en aktiv feriedag i nærområdet. »Vi bor herude i området, og det har kørt herude i en tre års tid. Så vi benytter det som en dag, hvor de kan komme op og brænde noget krudt af, og vi andre kan sidde og slappe af,« siger hun med et grin.
For Michelle Hansen er legelandet blevet en fast del af ferieprogrammet i Elbohallen. Foto: Fredericia AVISEN
Hun og sønnen ankom omkring halv 11, og allerede da var der godt gang i aktiviteterne. Planen var klar fra start. »Vi går ikke før de lukker.« Sønnen har knap været at finde siden, fortæller hun. »Jeg tror ikke, jeg har set ham, siden vi kom, udover hvis han var tørstig.«
For Michelle Hansen er legelandet efterhånden blevet en fast del af ferierne. Hvad enten det er i uge 7 eller uge 42, kigger familien forbi, når muligheden byder sig. »Det er bare oplagt i ferien. Og så er det jo også med til at støtte, at de gider lave noget herude.«
Hun oplever, at børnene hurtigt finder sammen på tværs af skole og børnehave, og at rammerne giver plads til både struktur og fri leg. »Der er næsten altid nogen, de kan lege med. Og selvom der måske kun er seks-syv forskellige ting, så finder de jo på noget selv som gemmeleg eller fangeleg. Der er variation i det.«
Oplagt ferietilbud
Ifølge Michelle Hansen er det også et spørgsmål om pris og tilgængelighed. »Det er jo ikke så dyrt, og alle kan være med. Og så er der også kommet noget krea, hvor de kan sidde og tegne. Det er der lidt udvikling i.« Og hvis legelandet vender tilbage næste ferie? »Det har jeg skrevet i kalenderen allerede.«
Med over 500 besøgende og glade børn i begge haller tyder det på, at legelandet i Elbohallen fortsat har sin faste plads i feriekalenderen.
Der er noget principielt på spil, når en stor detailkæde siger nej til det lokale engagement, men ja til den lokale omsætning.
Det handler ikke om én butik.
Det handler om en struktur.
For i byer som Middelfart – og i virkeligheden i hele landet – ser vi det samme mønster: De store kæder etablerer sig, får adgang til kundestrømmen, høster omsætningen og bliver en del af handelsbilledet. Det er fair. Det er markedsøkonomi. De skaber arbejdspladser. Tak for det.
Men når lokale initiativer banker på og ønsker samarbejde, støtte eller blot anerkendelse, så møder de ofte et nej fra et hovedkontor langt væk. Ikke fordi det lokale led nødvendigvis vil afvise – men fordi beslutningerne træffes et andet sted.
De siger ja til kunderne.
Men nej til det lokale fællesskab.
Det er her, ubalancen opstår.
For lokale virksomheder lever ikke kun af kunder. De lever af relationer. De deltager i byens liv, de sponsorerer foreninger, de stiller op til events, de tager ansvar, når noget skal løftes. De er ikke kun forretninger. De er medspillere i lokalsamfundet.
Når de store kæder melder pas til den type engagement, opstår der et tomrum. Ikke økonomisk – men kulturelt.
Det lokale engagement er ikke en udgiftspost. Det er en investering i sammenhængskraft.
Der er ingen, der forventer, at en landsdækkende kæde skal være en lokal ildsjæl. Men man kan godt forvente en grundlæggende forståelse for, at man opererer i et konkret lokalsamfund – ikke bare i et salgsområde.
Det er her, diskussionen bliver interessant.
For hovedkontorer tænker i skala.
Lokalsamfund tænker i nærhed.
Og når skalaen vinder over nærheden hver gang, så mister byen noget. Ikke dramatisk. Ikke synligt fra den ene dag til den anden. Men langsomt.
Ja, kæderne skaber arbejdspladser.
Ja, de bidrager til udvalg og konkurrence.
Men lokalsamfund er mere end markeder.
Det er værd at huske, at forbrugere i dag ikke kun køber produkter. De køber identitet. Tilhørsforhold. Værdier. Når en virksomhed siger nej til lokalt engagement, sender den også et signal om, hvor den placerer sig.
Det er ikke et krav om velgørenhed.
Det er en forventning om medansvar.
Hvis man vil være en del af byens handelsliv, må man også acceptere at være en del af byens liv.
Det er i virkeligheden ikke mere kompliceret end det.
Spørgsmålet er ikke, om kæderne må tjene penge lokalt.
SPORT. Mathias Gidsel fortsætter med at skrive sig ind i håndboldhistorien.
Fredag blev den danske højre back kåret som verdens bedste spiller af det internationale håndboldforbund, International Handball Federation. Det er tredje år i træk, han modtager hæderen – noget ingen spiller tidligere har præsteret. Han vandt prisen i 2023, i 2024 og nu igen i 2025. Kun Nikola Karabatić og Mikkel Hansen har tidligere vundet prisen tre gange i alt. Men ingen af dem gjorde det tre år i træk.
Kåringen kommer ikke ud af det blå. 2025 har været endnu et stærkt år for den 26-årige dansker. Ved VM blev han både topscorer og kåret som turneringens mest værdifulde spiller. Samtidig leverede han flest assists, et tydeligt billede på en spiller, der både afslutter og sætter andre op.
I klubregi fortsatte han på samme niveau hos Füchse Berlin, hvor han blev tysk mester og Bundesligaens topscorer. Det er ikke én turnering eller én god måned, der ligger bag hæderen. Det er stabilitet over en hel sæson. Sportschef i Dansk Håndbold, Morten Henriksen, kalder kåringen fuldt fortjent. »Det er helt vildt, at vi i Danmark har en håndboldspiller, som tre år i træk er blevet kåret som verdens bedste. Mathias Gidsel er et forbillede både på og uden for banen.« Han peger på det samlede billede. »Han er ydmyg, hårdtarbejdende og en holdspiller. Det er ikke kun præstationerne, men også den måde han er på.«
Gidsel var nomineret sammen med Emil Nielsen og kroatiske Ivan Martinović. Vinderen blev fundet gennem en samlet afstemning blandt fans, landstrænere og IHF’s tekniske kommission.
Hos kvinderne gik prisen til tyske Viola Leuchter fra Odense Håndbold.
En markant dansk periode
Med tre titler i træk sætter Gidsel et tydeligt aftryk på international håndbold. Danmark har haft verdens bedste spiller i mere end et årti, først med Mikkel Hansen, nu med Mathias Gidsel.
Forskellen er, at Gidsel med tre sejre på stribe har skabt sin egen plads i historiebøgerne.
Den danske landsholdsspiller og tidligere FHK-profil Casper U. Mortensen forlader Handball Sport Verein Hamburg efter sæsonen og vender hjem til Danmark sammen med sin familie.
HSV Hamburg og den 35-årige venstrefløj er blevet enige om ikke at forlænge den kontrakt, der udløber til sommer. Dermed slutter et fem et halvt år langt kapitel i den nordtyske klub, hvor Mortensen har sat markante aftryk – både sportsligt og menneskeligt.
For danske håndboldfans er Mortensen et velkendt navn. Ud over sin landsholdskarriere har han tidligere spillet i Fredericia Håndboldklub, inden turen gik videre til internationale topklubber.
Et uafsluttet kapitel i Hamburg
Mortensen vendte i sommeren 2021 tilbage til Hamburg fra FC Barcelona. Han havde allerede haft en kort periode i klubben i 2015, men følte, at opholdet dengang sluttede brat.
»For mig var min første tid i Hamburg et uafsluttet kapitel. Jeg var her kun et halvt år, og pludselig var det hele forbi – selv om det sportsligt gik godt, og rammerne var perfekte. Drømmen brast meget hurtigt,« fortæller han.
Da kontrakten med Barcelona udløb, opstod muligheden for at vende tilbage.
»Det var faktisk min kone, der sagde: Hvad med Hamburg? Fra det øjeblik var der ikke andre muligheder for mig.«
Fra Barcelona til Bundesligaens topscorer
Inden sit comeback i Hamburg havde Mortensen haft stor succes i FC Barcelona, hvor han blandt andet vandt spanske mesterskaber, nationale pokaltitler og EHF Champions League.
I Hamburg udviklede han sig igen til en af Bundesligaens mest markante profiler. I sæsonen 2022/23 blev han ligaens topscorer med 234 mål i 32 kampe. HSV Hamburg satte samtidig pointrekord og kæmpede til sidste spilledag om en europæisk plads.
Også i den aktuelle sæson har han leveret varen med 83 mål og en træfsikkerhed på omkring 75 procent.
Familien trak hjem
Beslutningen om at forlade Tyskland handler først og fremmest om familien.
»På denne udlandsrejse er vores søn blevet født, og nu er tidspunktet rigtigt til at komme tættere på vores familie i Danmark. Det er ikke en spontan beslutning – det føles helt rigtigt for os.«
Hvor Mortensen spiller fra næste sæson, er endnu ikke offentliggjort.
En spiller med karakter
Sportsdirektør Johannes Bitter i HSV Hamburg roser den danske profil.
»Casper er en ekstrem karakterstærk type, der altid har forsøgt at gøre dem omkring sig bedre. Jeg kan ærligt sige, at jeg har haft det sjovest med ham i min karriere. Han har været en vigtig del af klubben.«
Mortensen selv understreger, at fokus ikke ændrer sig i de sidste kampe.
»At jeg stopper, ændrer ikke mit fokus. Jeg vil vinde hver kamp. Jeg hader at tabe. Jeg vil gerne have, at folk siger: Han gav alt i hver eneste kamp.«
Til sommer går turen hjem til Danmark. Hvor i landet den tidligere FHK-spiller fortsætter karrieren, må tiden
