Mathias Gidsel er blevet kåret som turneringens mest værdifulde spiller ved Men’s EHF EURO 2026, mens Simon Pytlick også har spillet sig på EM’s All-star-hold. Kåringen falder kort før finalen og cementerer Danmarks stærke aftryk på mesterskabet.
Danmark sætter et tydeligt præg på Men’s EHF EURO 2026. Kort før søndagens EM-finale er turneringens All-star Team blevet offentliggjort – og her fylder de danske profiler markant.
Mathias Gidsel er blevet kåret som Most Valuable Player og skriver dermed historie som den første dansker nogensinde til at modtage MVP-prisen ved et europamesterskab i herrehåndbold.
Samtidig er Simon Pytlick udtaget på All-star-holdet som bedste venstre back efter et stærkt mesterskab i dansk trøje.
Kåringerne bygger på næsten 12.000 fanstemmer via Home of Handball-appen kombineret med vurderinger fra et ekspertpanel og endelig godkendelse fra det europæiske håndboldforbund.
Hele All-star-holdet ved Men’s EHF EURO 2026
Målmand: Andreas Wolff (Tyskland) Venstre fløj: August Pedersen (Norge) Venstre back: Simon Pytlick (Danmark) Playmaker: Gísli Kristjánsson (Island) Højre back: Francisco Costa (Portugal) Højre fløj: Mario Šoštarić (Kroatien) Stregspiller: Johannes Golla (Tyskland)
Bedste forsvarsspiller: Salvador Salvador (Portugal) Bedste unge spiller: Francisco Costa (Portugal) MVP: Mathias Gidsel (Danmark)
All-star-holdet består af spillere fra seks nationer, herunder finalisterne Danmark og Tyskland. Men i dansk optik er der ingen tvivl om hovedhistorien: Mathias Gidsel er EM’s største profil – og Danmark sætter igen sit tydelige aftryk på europæisk håndbold.
EM-slutrunden er ikke afsluttet på banen, men inden tæppet for alvor bliver trukket for, samlede EHF arrangører, ledelse og presse til det afsluttende pressemøde. Her blev der både set tilbage på et mesterskab, der har fyldt haller i tre lande, og frem mod de justeringer, europæisk håndbold allerede nu har sat i gang.
For Danmarks vedkommende var det Torsten Laen, formand for DanskHåndbold, der talte på vegne af værtslandene Danmark, Norge og Sverige. Med et tydeligt blik på både stoltheden og ansvaret lagde han vægt på, at EM ikke er noget, man som arrangør kan tage for givet.
”På vegne af Norge, Sverige og Danmark vil jeg gerne sige tak til IHF for tilliden til, at vi kunne arrangere dette mesterskab. Vi er meget stolte af resultatet,” sagde Laen og pegede på det fælles nordiske værtskab som en afgørende forudsætning for slutrundens afvikling.
Han fremhævede især mødet mellem sporten og publikum som noget centralt – både i hallerne og i den stemning, der har omgivet turneringen fra start til slut.
”Sammen med vores fans har vi kunnet fejre den rene storhed i vores sport, og vi er stolte af alle de frivillige og de mange mennesker, der har hjulpet os med at levere et mesterskab som dette.”
Torsten Laen.
Samtidig understregede Laen, at værtskabet ikke blot handler om at levere et godt produkt her og nu, men også om at forvalte den tillid, man har fået.
”Vi er også fuldt bevidste om, at det ikke er noget, vi kan tage for givet. Derfor ser vi allerede nu frem til næste gang, vi får mulighed for at arrangere en slutrunde i Danmark.”
Herefter tog EHF-præsident Michael Wiederer ordet og løftede blikket fra det netop afsluttede EM til de strukturelle diskussioner, som turneringen også har sat i gang. Især kampprogrammet og belastningen af spillerne har været genstand for kritik – kritik, som EHF ifølge Wiederer tager alvorligt.
Som præsident gjorde han det klart, at EHF både har et ansvar for at lytte og for at handle, når der opstår berettiget utilfredshed.
”Det er tydeligt, at EHF har reageret på den kritik, der har været af kampsystemet. Vi analyserer ikke kun situationen – vi har også besluttet at tilpasse kampprogrammet, sådan som vi har gjort flere gange tidligere.”
Wiederer erkendte, at det nuværende kampprogram har skabt mere end blot debat i kulisserne.
”Det er interessant at se, hvordan dette kampprogram opstod. Er det et spørgsmål om tilgængelighed? Er det tekniske forhold? Én ting er i hvert fald klar: Det skabte ikke kun støj, men kritikken var også berettiget.”
Derfor er ændringer allerede på vej. EM i 2028 – og de efterfølgende slutrunder – vil blive spillet med et andet kampskema, og 2030-slutrunden er allerede fastlagt med disse erfaringer indarbejdet.
Samtidig benyttede Wiederer lejligheden til at give et indblik i et bredere reformarbejde, der rækker langt ud over EM. Det gælder både klubturneringerne, det internationale kampprogram og ønsket om at give spillerne en mere direkte stemme i beslutningsprocesserne.
”Vi har talt om at inddrage spillerne mere direkte i vores arbejde, og vi er i forhandlinger med den europæiske spillerforening om en aftale,” forklarede Wiederer.
Konkret arbejder EHF med planer om at oprette et egentligt spillerpanel bestående af fem personer – både mænd og kvinder – som skal få adgang til centrale fora og sende repræsentanter videre til de professionelle håndboldudvalg.
”Det betyder en langt stærkere integration af spillerne. Det ligger helt i tråd med den udvikling, vi ser internationalt – også på IOC-niveau.”
Også dommerområdet blev berørt. Wiederer forklarede, at spillets stigende tempo stiller nye krav til både dommere og rammerne omkring dem, og at EHF derfor har valgt at udskyde konkrete beslutninger, indtil en mere gennemtænkt struktur er på plads.
”Det giver ikke mening bare at udpege nogle personer. Der er behov for en klar struktur for dette område.”
Afslutningsvis vendte Wiederer tilbage til udgangspunktet for pressemødet: EM-slutrunden som helhed. Et mesterskab, der har vist både sportens styrke – og de områder, hvor der fortsat er behov for udvikling.
”I sidste ende er vi her for at tale om EM og rammerne omkring de europæiske mesterskaber.”
Med det satte EHF punktum for et EM, der både har samlet fulde haller og samtidig sat gang i diskussioner, som kommer til at præge europæisk håndbold længe efter, at medaljerne er blevet delt ud.
De stod ikke på banen, da Danmark spillede EM-semifinalen i Jyske Bank Boxen, men alligevel var både Lukas Jørgensen og Emil Bergholt til stede i hallen – fysisk, mentalt og følelsesmæssigt tæt på det hold, de begge har været en del af gennem hele slutrunden, indtil skaderne tvang dem ud af kampene. Begge har siden set med hjemmefra, men valgte fredag at vende tilbage til Boxen, mærke stemningen og være sammen med holdet igen, velvidende at det både ville være forløsende og smertefuldt på samme tid.
For Lukas Jørgensen var ankomsten i sig selv en kontrast, der var svær at sætte ord på.
»Det er rigtig dejligt. Jeg er lige ankommet fra en halv times tid siden, inden vi kunne afsted.«
Dagene op til havde været lange, stille og præget af venten.
»Nu synes jeg, at jeg har haft nogle lidt lange dage hjemme i sengen og på sofaen, så det er virkelig dejligt at se alle drengene, og jeg går også med det største smil, jeg nu har haft i en uges tid, så jeg er rigtig glad for at være her.«
At være tilbage i hallen handlede ikke kun om kampen, men også om at give noget igen til dem, der havde støttet ham, siden skaden ramte.
»Jeg håber, det var en lille prøve at komme tilbage igen og sige tak til folk.«
Stemningen ramte ham med det samme.
»Jeg har lige mærket stemningen. Jeg har fået lov til at klappe lidt tilbage til alle dem, der sidder her i dag. Jeg er stadig meget taknemmelig for den støtte, jeg har modtaget.«
Det er ikke uden følelser at vende tilbage til samme sted, hvor skaden skete.
»Det gør det. Det gør det uden tvivl.«
Han mærker, at han stadig er mere sårbar end normalt.
»Jeg kan selvfølgelig også godt mærke, at jeg måske også er lidt mere følsom, når jeg lige er ankommet her.«
Alligevel har tiden hjulpet ham med at acceptere situationen.
»Jeg synes, at nu har jeg haft lidt tid til, at det hele kunne synke ind og acceptere min situation.«
Taknemmeligheden fylder stadig mest.
»Men jeg er stadig sindssygt taknemmelig for den opbakning, jeg modtog og har modtaget lige siden. Det betyder sindssygt meget for mig, så det er også derfor, jeg er så glad for at stå her nu.«
Operationen er overstået, og meldingerne har været positive.
»Kirurgen var rigtig glad for resultatet af operationen, og hvordan mit knæ så ud, da han kiggede ind.«
Genoptræningen er i gang, og selv små fremskridt bliver bemærket.
»Væsken er ved at forsvinde mere og mere, og jeg kan bevæge mig en lille smule og støtte en lille smule på knæet.«
Håbet er stadig at komme stærkt tilbage.
»Så håber jeg, at hvis tingene går godt, at jeg måske kan spille igen hen mod november.«
At være i hallen igen har været et stort ønske.
»Det her har været det, jeg har set allermest frem til.«
Samtidig har det været en mærkelig periode at følge slutrunden hjemmefra.
»Det har selvfølgelig både været en smule hårdt at se, hvad det er, jeg går glip af.«
Men også meningsfuldt.
»Hver anden dag, når Danmark har spillet, det har været mine små højdepunkter at kunne nyde at se drengene.«
Engagementet er ikke forsvundet.
»Jeg har stadig været mere investeret end nogensinde i, at det skulle gå godt.«
Derfor var det heller ikke et svært valg at komme i hallen.
»Det har bestemt ikke været et svært valg for mig at skulle følge med drengene, og heller ikke at være her i dag.«
For Emil Bergholt har situationen været anderledes, men følelsen af afsavn den samme. Han lægger ikke skjul på skuffelsen over ikke at kunne hjælpe på banen.
»Det er mega ærgerligt og trist, når jeg ikke kan få lov til at hjælpe derinde i dag.«
Alligevel har han valgt en aktiv rolle uden for banen.
»Jeg prøver også at holde humøret lidt højt og bidrage med et godt humør, i stedet for at gå og græde mig selv ned.«
At være tæt på holdet betyder noget, selv om det gør ondt.
»Det er jo svært at sige, at man kan glæde sig over noget, når man står og venter en semifinale, eller en måske finale, som man så viser.«
Beslutningen om at blive er truffet i fællesskab derhjemme.
»Det er i samarbejde med min familie.«
Han oplever opbakning også uden for hallen.
»Der er ingen sure miner derhjemme over, at man kunne vælge at blive her.«
Skaden kom gradvist.
»Det blev værre og værre, og til sidst var jeg også nødt til at sige, at der var noget, der skulle tjekkes.«
Nu handler det om at acceptere den tid, der venter.
»Jeg er ude i den tid, det nu tager.«
Begge deler samme håb frem mod søndagens EM-finale. Ikke nødvendigvis for deres egen skyld, men fordi de stadig føler sig som en del af det, der er ved at blive skrevet.
Lukas Jørgensen siger det sådan:
»Jeg føler mig stadig som en del af holdet.«
Ikke fordi han spiller, men fordi relationerne stadig er der.
»Vi har været igennem så mange ting sammen.«
Derfor vil han også kunne fejre det, hvis det lykkes.
»Så føler jeg stadig, at jeg vil kunne fejre det sammen med alle dem.«
Søndag er de igen på plads i Boxen, når Danmark spiller EM-finale – ikke på banen, men tæt nok på til, at det hele stadig kan mærkes.
Der er noget genkendeligt over situationen for Emil Nielsen, når han taler dagen før endnu en EM-finale. Ikke fordi opgaven er blevet mindre med årene, men fordi rammen er velkendt, og fordi forventningerne efterhånden er blevet en del af hverdagen for et dansk landshold, der igen står på tærsklen til noget historisk. Søndag klokken 18.00 venter EM-finalen mod Tyskland i Jyske Bank Boxen, og for den danske målmand er det netop omgivelserne, der skaber ro frem for uro.
»Det er altid dejligt at spille i Boxen.«
Glæden ved endnu en stor kamp er ikke noget, Emil Nielsen forsøger at pakke ind eller tale ned.
»Ja, jeg glæder mig.«
Op til finalen har der været talt en del om, at han ikke har haft den mest flydende start på slutrunden, men det er ikke noget, han selv oplever som et problem, der kræver større mentale justeringer. For ham handler det mere om at holde fast i det, han ved, han kan, og ikke lade sig rive med af fortællinger udefra.
»Jeg føler ikke, at jeg skylder noget. Jeg ved jo, hvad jeg kan finde ud af, og hvad jeg er dygtig til, så det skal jeg gå ind og gøre.«
Finalemodstanderen er et tysk hold, der gennem turneringen har spillet sig stærkere og stærkere og ifølge Emil Nielsen har lagt et ekstra lag på deres landsholdsspil sammenlignet med tidligere opgør.
»Det er et tophold i verden, og det er et af verdens bedste hold, så det er klart, at vi skal spille godt. Ellers så vinder vi ikke.«
Han har svært ved at pege på én konkret justering, men oplever tydeligt, at meget er faldet på plads for tyskerne.
»Jeg ved ikke specifikt, hvad de har gjort, men det har flasket sig for dem, og jeg synes, de har spillet rigtig godt.«
Resultaterne understøtter billedet.
»De har vist mod de bedste hold i verden, at de sagtens kan være med, og de har slået Frankrig.«
Derfor er der heller ingen tvivl om kampens karakter eller kravene til Danmark.
»Det er et tophold, og vi skal være der i 60 minutter.«
Selvom situationen er speciel, mener Emil Nielsen ikke, at han tidligere har stået i præcis samme scenarie, men han hæfter sig ved den måde, Danmark har reageret på undervejs i turneringen, særligt når tingene ikke har spillet fra start.
»Nej, det tror jeg ikke, jeg har.«
Her vender han tilbage til moral og robusthed som afgørende faktorer.
»Jeg synes, vi får vist rigtig god moral, så forhåbentlig kan vi løse det, ligegyldigt hvordan det ser ud.«
En sejr vil placere Danmark i en historisk position, hvor EM-guld føjes til OL- og VM-triumferne, og selvom Emil Nielsen ikke dvæler længe ved perspektivet, anerkender han, hvad der er på spil.
»Det ville da være en kæmpe, kæmpe ting.«
Det har været målsætningen hele vejen.
»Det var målsætningen fra start af, og det håber vi rigtig meget på.«
Op til finalen har der også været debat om stemningen i Boxen, efter tyske fans har kritiseret den danske opbakning for at være respektløs. Det køber Emil Nielsen ikke ind på.
»Nej, det kan jeg bestemt ikke. Det synes jeg er fjollet.«
Han henviser til erfaring fra utallige udekampe.
»Nu har jeg spillet nok udkampe til at vide, at det ikke er unormalt at buhe.«
For ham er det en naturlig del af hjemmebanefordelen.
»Det er klart, når man spiller på hjemmebane, så har man en fordel.«
Derfor håber han også, at kulissen søndag bliver lige så massiv og energifyldt som tidligere i turneringen.
»Jeg håber, at folk kommer ind i hallen med sindssygt meget energi.«
Det handler om at bruge opbakningen konstruktivt.
»Så skal vi nok gøre, hvad vi kan for at vinde den kamp.«
Midt i det store fokus og de mange meninger, der omgiver holdet, har Emil Nielsen en bevidst enkel tilgang til medier og sociale platforme. Han orienterer sig, men uden at lade sig opsluge.
»Jeg læser nyhederne, når jeg vågner om morgenen, og det er lidt det.«
Kommentarer og direkte beskeder tager han med ro.
»Der er mange, der skriver fjollet, men det må de gerne.«
Han engagerer sig ikke i det.
»Jeg svarer ikke på det.«
Når det gælder tyskernes udmeldinger om, at de ikke vil gå ind til finalen med for stor respekt for Danmark, møder han det med forståelse frem for irritation.
»Jeg kan godt forstå det mindset.«
Danmark er favoritter, og det forpligter modstanderen til at spille frit og offensivt.
»Hvis tyskerne gik ind til kampen med stor respekt og kun spillede baglæns, så kommer de heller ikke til at vinde.«
Derfor forventer han et tysk hold, der kommer med maksimal intensitet og uden forbehold, når finalen fløjtes i gang søndag klokken 18.00 i Jyske Bank Boxen.
»Jeg tror, at Tyskland kommer ind med alt, hvad de har.«
Og netop derfor forventer han ikke bare en finale, men et opgør, hvor tempo, fysik og mental styrke bliver sat på den ultimative prøve.
KRIMI. En rutinemæssig politistop i de tidlige morgentimer udviklede sig til mere end blot en sag om spiritus- og narkokørsel.
Klokken 05.35 standsede Sydøstjyllands Politi en bil i Kolding, hvor føreren, en 31-årig mand fra Odense, blev kontrolleret. Politiet fik mistanke om, at manden havde kørt i påvirket tilstand af både alkohol og euforiserende stoffer. På den baggrund blev han taget med for at få udtaget en blodprøve.
I forbindelse med opholdet hos politiet fremsatte manden en trussel mod en tjenestemand, hvilket han også blev sigtet for. Efter blodprøven blev taget, forlod manden igen stedet.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 1.2 kl. 10.00 af vagtchef Rune Nielsen.
Fyns Politi efterforsker en eksplosionsbrand i Odense SØ, som brød ud natten til søndag. Det oplyser Fyns Politi i flere myndighedsmeddelelser søndag morgen.
Politiet og brandvæsen blev klokken 02.29 kaldt ud til en brand på Korsløkkevej i Odense SØ. Ifølge politiet er der ingen personer, der er kommet til skade i forbindelse med branden.
Senere oplyste politiet, at man fortsat er massivt til stede ved Korsløkkeparken i forbindelse med hændelsen. Beboerne i den berørte opgang er blevet evakueret, men politiet understreger, at der ikke er fare for andre i området.
Fyns Politi oplyser desuden, at man mistænker, at der er tale om en kriminel handling, og at politiet derfor vil være til stede i området i længere tid. Søndag morgen har politiet udsendt endnu en myndighedsmeddelelse, hvor man beder offentligheden om hjælp i efterforskningen.
Politiet hører gerne fra borgere, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med eksplosionsbranden i Odense. Derudover er politiet interesseret i video, billeder eller overvågning fra området.
Oplysninger kan gives til Fyns Politi på telefon 114.
Efter næsten 30 år som direktør for Fredericia Shipping ser Klaus G. Andersen nu frem mod det generationsskifte i virksomheden, han selv engang overtog fra sin far. I et interview taler han åbent om ansvar, perfektionisme, byens udvikling og den svære kunst at give slip – både som leder, far og lokal aktør.
For mange fredericianere er Klaus G. Andersen blevet synonym med Fredericia Shipping. En familieejet virksomhed med dybe rødder i byen og blikket rettet mod havne, logistik og forretning langt ud over kommunegrænsen. Men bag titlen som direktør gemmer der sig også en fortælling om arv, ansvar og et forestående opbrud.
»Den største risiko for en virksomhed er direktørskifter eller generationsskifter,« siger Klaus G. Andersen i interviewet. Ordene falder uden dramatik, men med den vægt, som kun erfaring giver.
Han er 62 år, født og opvokset i Fredericia, fæstningsdreng fra Sct. Joseph og vokset op med byen som ramme. Efter uddannelse på universitetet i Odense fulgte 14 år i A.P. Møller, før han i 1996 vendte hjem for at tage over i familievirksomheden.
»Jeg var nok den i familien, der havde sværest ved at finde mig til rette, da vi kom hjem,« fortæller han. »Men ret hurtigt faldt også jeg på plads.«
Da Klaus G. Andersen i midten af 1990’erne trådte ind som direktør i Fredericia Shipping, var virksomheden overskuelig i både struktur og økonomi. Indtjeningen lå omkring én million kroner årligt, aktiviteterne var færre, og forretningen var i højere grad bundet til lokale kunder og klassisk havnedrift. Det var en virksomhed, man kunne have i hovedet – og i hænderne – på en anden måde end i dag.
Annonce
Siden er næsten alt forandret. Forretningen er vokset markant, både geografisk og forretningsmæssigt. Nye havne, nye aktiviteter, nye risici. Tallene har fulgt med: tocifrede millionoverskud og en omsætning i størrelsesordenen flere hundrede millioner kroner. Men når Klaus G. Andersen ser tilbage på det afgørende skifte, er det ikke væksten, han først fremhæver.
»Det lykkedes på grund af min far – og på trods af mig,« siger han om generationsskiftet i 1990’erne.
Sætningen rummer både selverkendelse og respekt. For ifølge ham var det ikke givet, at overgangen skulle blive så glidende, som den faktisk blev. Tværtimod er netop generationsskifter det sted, hvor mange familievirksomheder snubler.
Forklaringen på, at det ikke skete her, er i hans øjne enkel: Hans far gav slip. »Næsten fra dag ét lod han mig drive virksomheden,« fortæller han. »Han blandede sig ikke i detaljerne, og han gav mig plads til at træffe beslutninger – også dem, der ikke altid var perfekte.«
Det betød ikke, at overgangen var uden gnidninger. Klaus G. Andersen beskriver sig selv som en leder, der gerne vil sidde i førersædet, tage initiativet og sætte retningen. Den egenskab kunne have udviklet sig til en belastning, hvis den tidligere generation havde insisteret på at holde fast i kontrollen.
»Der var kanter, der skulle slibes – både i forhold til medarbejdere og i forhold til min far,« siger han. »Men fordi han gav plads, kunne det lade sig gøre.«
Netop den erfaring gør generationsskiftet, der nu venter, mere komplekst. For rollerne er byttet om. I dag er det Klaus G. Andersen, der har overblikket, historien og den dybe fornemmelse for forretningen. Det er ham, der har været med til at bygge aktiviteterne op, skridt for skridt, over næsten tre årtier.
»Jeg tror faktisk, det bliver sværere for mig at sidde på anden række, end det var for min far,« erkender han åbent. »Ikke fordi jeg ikke vil give plads – men fordi jeg kender alle hjørner af virksomheden så godt.«
Han ved samtidig, at netop dét kan blive en faldgrube. For den virksomhed, næste generation skal overtage, er langt større og mere kompleks, end den han selv trådte ind i. Det kræver en anden ledelse, mindre detaljefokus og mere delegation.
»Det er nødvendigt, at de finder deres egen måde at drive det på,« siger han. »Præcis som jeg selv gjorde.«
At give slip er dermed ikke bare et personligt spørgsmål. Det er en strategisk nødvendighed. Og måske den sværeste ledelsesopgave, der venter.
Krisernes betydning
Finanskrisen i 2008 og coronapandemien i 2021 ramte shipping- og logistikbranchen hårdt. Efterspørgslen faldt brat, markeder frøs til, og usikkerheden blev en fast følgesvend i hverdagen. For Fredericia Shipping betød det perioder, hvor både aktivitetsniveau og indtjening måtte tilpasses en virkelighed, ingen for alvor havde forudset.
Alligevel tøver Klaus G. Andersen ikke med at kalde kriserne for nødvendige – set i bakspejlet.
»Det har været sundt at skulle skalere ned og ‘right-size’ butikken,« siger han. »Når man kommer ud på den anden side, står man stærkere.« For ham har kriserne fungeret som et korrektiv. De har tvunget virksomheden til at se nøgternt på sig selv: Hvad skaber reel værdi? Hvilke aktiviteter er robuste over tid? Og hvor har man måske holdt fast i noget, der i virkeligheden var på vej ud?
Virksomhedens historie er derfor også historien om forretninger, der gradvist er forsvundet – ikke som følge af fejl eller manglende evne, men fordi de grundlæggende strukturer ændrede sig. Gødningseksport ud af Fredericia, import og klargøring af biler, klassiske industrikunder fra byens tidligere fabrikker. Aktiviteter, der engang var bærende, men som med tiden mistede deres grundlag.
»De fleste ting er jo ikke forsvundet, fordi vi ikke har serviceret kunderne ordentligt,« forklarer han. »De er forsvundet, fordi verden har ændret sig.«
Hver gang en aktivitet faldt bort, opstod der et tomrum. Og hvert tomrum krævede, at noget nyt blev bygget op. Det har betydet en konstant bevægelse i forretningen – fra lokale kunder til nationale og internationale samarbejder, fra klassisk havnedrift til mere komplekse logistik- og containerløsninger.
Kriserne har dermed ikke kun været perioder med pres og usikkerhed, men også øjeblikke, hvor virksomhedens tilpasningsevne blev testet og styrket. Ikke gennem hurtige satsninger, men gennem løbende justeringer og en vilje til at acceptere, at ikke alt kan reddes. »Man kan ikke klamre sig til det, der var,« siger Klaus G. Andersen. »Hvis man gør det, risikerer man at miste det, man har.«
Set i det lys har både finanskrisen og pandemien været med til at forme den virksomhed, Fredericia Shipping er i dag: mindre sårbar, mere fokuseret – og bedre rustet til næste uforudsete bølge.
Byen, sporten og fællesskabet
Klaus G. Andersen har i årtier været en markant skikkelse i Fredericias erhvervsliv, men hans engagement stopper ikke ved virksomhedens matrikel. Parallelt med arbejdet i Fredericia Shipping har han spillet en aktiv rolle i byens foreningsliv – senest i bestyrelsen for FC Fredericia og tidligere i Fredericia Håndboldklub.
Det engagement udspringer ikke af et ønske om direkte afkast.
»Vi bruger ikke en eneste container mere, fordi vores navn står på en trøje,« siger han nøgternt. »Men det gør noget for byen – og det gør noget for vores medarbejdere.«
For ham handler sporten om langt mere end resultater. Den handler om samlingspunkter. Om de steder, hvor byen mødes, og hvor fælles oplevelser skaber identitet og sammenhængskraft på tværs af alder, baggrund og postnummer.
»Jeg plejer at sige, at Fredericia har tre fyrtårne: håndbold, fodbold og teater,« siger han. »Det er ikke de eneste ting, der betyder noget, men det er nogle af dem, vi allerede har, og som kan samle byen.«
Netop den fælles ramme ser han som afgørende for byens attraktivitet. Ikke bare for tilskuere og fans, men for familier, medarbejdere og virksomheder, der skal vælge, hvor de vil slå sig ned.
»Det gør byen mere attraktiv at bo i,« siger han. »Og det betyder noget – også for os som virksomhed.«
Kærlighed til Fredericia
Kærligheden til Fredericia er tydelig i Klaus G. Andersens fortælling. Men den er ikke ukritisk. Tværtimod. Når han ser på byens udvikling over de seneste årtier, peger han på en ubalance mellem potentiale og realisering.
»Vi har haft succes på mange fronter – især omkring havnen og logistikken,« siger han. »Men vi har ikke haft samme tempo i byudviklingen, som man ser i Kolding og Vejle.«
Særligt midtbyen bekymrer ham. Ikke fordi han tror, at den kan eller skal vende tilbage til en fortid med tætpakkede handelsgader og klassisk detailhandel, men fordi han savner en tydelig retning.
»Jeg er godt klar over, at handelslivet aldrig bliver, som det var,« siger han. »Det ved vi godt alle sammen. Men det betyder ikke, at vi ikke kan skabe en attraktiv midtby.«
For ham handler det om stabilitet og balance – om at finde en ny form for byliv, hvor kultur, oplevelser og fællesskaber spiller en større rolle end kvadratmeter og butikslejemål. Teater, sport og andre fælles arenaer er en del af den løsning, mener han, men ikke den eneste.
»Der er et stort potentiale, især i midtbyen, som vi ikke har fået forløst endnu,« siger han.
Det er ikke en kritik rettet mod én aktør eller én beslutning, men en konstatering. En by med Fredericias historie, beliggenhed og erhvervsmæssige styrker rummer mere, end den i dag formår at udnytte. Og netop derfor engagerer han sig fortsat – også uden for bestyrelseslokalerne.
Når Klaus G. Andersen ser frem mod de kommende ti år, er det ikke først og fremmest vækstkurver, regnskabstal eller sportslige resultater, der optager ham. Perspektivet er bredere – og mere alvorligt.
»Den allerstørste opgave i Fredericia er de sociale udfordringer,« siger han og peger på de omkring 500 unge mennesker i byen, som i dag står uden job eller uddannelse.
For ham er det ikke et abstrakt tal, men en konkret udfordring med langsigtede konsekvenser. »Det er en bunden opgave. Den skal bare løses,« siger han uden omsvøb.
Han lægger ikke ansvaret ét sted. Tværtimod efterlyser han et fælles greb, hvor erhvervsliv, kommune, administration og det politiske niveau tager ansvar i fællesskab. Ikke gennem enkeltstående projekter eller midlertidige ordninger, men gennem en vedvarende indsats, der bringer flere unge ind i arbejdsfællesskaber.
»Vi er nødt til at få de unge placeret i virksomhederne,« siger han. »Det kræver, at nogen tager lederskab – og at vi arbejder sammen på tværs.«
Han erkender samtidig, at løsningen ikke er enkel. Men for ham er det netop pointen: At sværhedsgraden ikke må blive en undskyldning for passivitet. Hvis Fredericia vil være en by i balance, er det her, indsatsen skal lykkes.
At give slip – på sin egen måde
Spørgsmålet om fremtiden leder uundgåeligt tilbage til virksomheden og det generationsskifte, der nærmer sig. Hvad håber Klaus G. Andersen, at den næste generation vil gøre anderledes end ham selv?
Svaret rummer ikke resignation, men erkendelse. For det vigtigste er ikke, at hans efterfølgere kopierer hans måde at drive virksomhed på, men at de finder deres egen.
»De skal finde deres egen stil,« siger han. »Deres baggrund er en anden end min.«
Han tvivler på, at de bliver lige så perfektionistiske som ham selv. Og det ser han ikke som et problem – snarere som en nødvendighed i en virksomhed, der i dag er langt større og mere kompleks, end den var, da han selv tog over.
For som han har erfaret gennem næsten tre årtier i spidsen for Fredericia Shipping, kan hverken virksomheder eller byer bæres af én person alene. De kræver tillid, fælles ansvar og viljen til at give plads.
Og netop dér ligger måske den sværeste lære – både som leder og som menneske: At give slip, uden at give op.
BØRN. Der var røde og hvide farver i børnehøjde, boldleg på gulvet og sange, der normalt hører hjemme i håndboldhallerne, da Duponts Gård Børnehave onsdag holdt EM-håndboldfest. Ikke som en kopi af det, der udspiller sig på tv-skærmene om aftenen, men som en fortolkning tilpasset børnenes tempo, nysgerrighed og verden.
Både børn og personale var mødt op i rød-hvide trøjer, og dagen var fyldt med aktiviteter, hvor håndbold blev oversat til leg: kaste og trille bold, prøve at skyde på mål, ansigtsmaling og fællessang. Midt i det hele blev der også sat ord på forskellen mellem håndbold og fodbold – og på, hvad det egentlig vil sige at være en del af en slutrunde, når man er fire eller fem år gammel.
Bag idéen stod pædagog Lisa Hyldahl Fynby, som selv følger håndbolden tæt. »Jeg tænkte, at børnene ved, hvad fodbold er, men de ved ikke rigtigt, hvad håndbold er. Og i og med, at vi er så suveræne i håndbold, især på herresiden, gav det god mening at lave en håndboldfest,« fortæller hun.
Et lille mål og mange kast, da børnene prøvede håndbold under EM-festen i Duponts Gård. Foto: Fredericia AVISEN
Håndbold forklaret i børnehøjde
For Lisa var det afgørende, at dagen ikke handlede om stillinger, resultater eller taktik. I stedet var målet at skabe genkendelse og nysgerrighed, og give børnene et sprog for det, de måske allerede havde hørt derhjemme. »Vi har snakket lidt om, hvad håndbold er. At man bruger hænderne, og at fødderne er forbudt. Og så har vi prøvet det i praksis,« siger hun.
Det blev samtidig en dag, hvor alle kunne være med – også dem, der ikke nødvendigvis har let ved at kaste hårdt eller ramme et mål. »Der er øje-hånd-koordination i at kaste og gribe. Og hvis det bliver for svært, kan man sætte sig ned og trille bolden til hinanden. Der er stadig læring i det,« forklarer hun.
For at gøre spillets tempo forståeligt blev børnenes oplevelse koblet til noget, de kunne relatere til. »Nogle af spillerne skyder over 130 kilometer i timen. Det er lige så hurtigt, som biler kører på motorvejen. Det synes de jo er vildt.«
Trøjer, pynt og pølsehorn
Håndboldfesten var ikke opstået fra den ene dag til den anden. I cirka en uge op til havde børnene været med til at forberede dagen. De havde lavet deres egne trøjer i farverigt papir med navne og numre, som hang rundt omkring i børnehaven. »Der er tal fra alt mellem ét og en million. Der er frit valg på alle hylder,« siger Lisa med et smil og fortæller, at også den såkaldte six-seven-trend – som børnene havde hørt om – havde sneget sig ind på flere af de røde trøjer.
Børnenes hjemmelavede trøjer i rødt papir med numre hang klar til EM-festen. Foto: Fredericia AVISEN
Der var flag på væggene, mål stillet frem og pølsehorn på menuen. Men festen var ikke tænkt som noget, der krævede særligt udstyr eller forberedelse hjemmefra. »Vi har skrevet ud til forældrene på Aula, og mange børn er kommet i noget rødt eller hvidt. Men har man ikke noget, er det også helt okay. Det er ikke meningen, at nogen skal ud og købe noget,« understreger hun.
»Det er fordi, det er håndbold«
To af børnene, Nora og Luna, stod midt i festlighederne iført røde trøjer. De havde været med til aktiviteterne og set boldene blive kastet rundt i rummet.
De var ikke i tvivl om, hvorfor de havde taget trøjerne på. »Fordi det er håndbold,« siger Nora.
Og hvad går håndbold så ud på? »Man må ikke bruge benene. Man skal bruge hænderne,« forklarer hun, mens Luna supplerer, at man skal gribe bolden – ellers falder den bare ned.
Begge havde glædet sig til dagen. »Det er virkelig godt,« siger Nora. Og for Luna var der også noget konkret at se frem til senere på dagen. »Vi får pølsehorn,« siger hun med et grin.
Der var også ansigtsmaling i rød-hvide farver, da Duponts Gård Børnehave holdt EM-håndboldfest. Foto: Fredericia AVISEN
At forstå verden gennem leg
Ifølge Lisa er håndboldfesten en del af en større pædagogisk tanke. Det handler om at give børnene mulighed for at forstå den verden, de er en del af, også når den udfolder sig i nyhederne og i samtalerne derhjemme. »Børnene hører jo lidt rundt omkring, hvad der sker i samfundet, men de har ikke nødvendigvis forståelsen. Jo mere vi kan putte det ned i børnehøjde, jo mere kan de være med.«
Hun fortæller, at børnehaven tidligere har markeret både slutrunder, fastelavn, Halloween og kroningsfesten, da Kong Frederik overtog tronen. »Det skaber forståelse for, hvad der foregår omkring dem og børnene kan godt lide det. Derfor kunne vi sagtens finde på at gøre noget lignende igen,« slutter hun.
Håndboldfesten i Duponts Gård blev afsluttet med leg, bevægelse og lækre pølsehorn i børnehaven.
KRIMI. Fredag eftermiddag rykkede Sydøstjyllands Politi ud til et færdselsuheld i Fredericia. Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.03 fra Vejlevej.
Uheldet skete, da en bilist kørte fra Ydre Ringvej og ind i en rundkørsel, hvor bilen kørte hen over hajtænderne og påkørte en anden bil. Føreren af den ene bil var en 36-årig mand, mens den anden bil blev ført af en 22-årig mand.
Der skete kun ringe materielle skader ved sammenstødet, og ingen personer kom til skade.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 31.1 kl. 17.15 af vagtchef Søren Lisbjerg.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har rejst en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven efter en hændelse i Kolding. Anmeldelsen kom fredag klokken 15.32 fra Gadsbøllevej.
På stedet var der gået ild i noget stråtækt materiale, som var henkastet med henblik på bortskaffelse. Branden medførte, at der i forbindelse med hændelsen blev rejst en sigtelse for overtrædelse af beredskabsloven.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi døgnrapport lørdag den 31.1 kl. 17.15 af vagtchef Søren Lisbjerg.
