KULTUR. Han ringede til Lars i vinterferien. Det var sidste år, en dag der lignede de fleste andre dage, bortset fra at Michel Belli havde en tanke, der havde ligget og ulmet i ham siden september 2023, og som han nu var bange for selv at undersøge. Så han ringede til en, der kunne se på den udefra. Lars Skjærbæk har spillet med Peter Belli i årtier. Han kendte pappaen, han kendte sønnen, og han kendte de sange, Michel ikke kunne slippe.

»Jeg ringede til Lars og spurgte, om det var en dårlig idé, jeg havde fået,« fortæller Michel Belli. »Og så sagde han, at han syntes, det var en god idé, og derfra tog det egentlig ret hurtigt fart.«

Den idé, han havde fået, er nu blevet en turné. Otte koncerter i maj, fra Holbæk til Aalborg, med Eksercerhuset i Fredericia som det syvende stop fredag den 8. maj. »Belli synger Belli« hedder det, og titlen er så enkel, som familiens historie er kompliceret. Peter Belli, Ulven Peter, en af de stemmer der har ligget i den danske folkesjæl siden 1960’erne, gik bort den 8. juni 2023. Ni måneder senere, den 20. marts 2024, døde hans kone June, Michels mor, og tilbage stod sønnen med et bagkatalog på over 40 studiealbums og den følelse, enhver der har mistet kender, af at der var mere at sige.

Det bemærkelsesværdige er, at Michel Belli i over tredive år bevidst ikke gik den vej. Han voksede op i familiens campingvogn, sov under scenekanter, tog lydprøver for sin far, når stemmen skulle spares, og sad under spisebordet, når bandet øvede. Han kendte turnélivet fra indersiden, før han kunne skrive sit eget navn. Men da han selv stod på scenen som ung, først med egne bands fra 1996, siden med solodebuten »The Reason I’m Not Evil« i 2007 og fra omkring 2013 med beatorkesteret Den Syvende Søn, valgte han konsekvent at gå uden om pappaens sange. Han havde sine egne.

Da Peter Belli gik på pension i 2017, var der flere der spurgte Michel, om han ikke skulle tage farens katalog op. Svaret var det samme hver gang. Michel husker sin egen afvisning meget tydeligt. »Man kan finde gamle klip fra min fars afskedskoncert, hvor jeg står og siger, at jeg aldrig ville komme til at synge hans sange,« siger han og tilføjer så: »Det var bare noget andet på det tidspunkt. Der var han her, og jeg havde mine egne.«

Afskedskoncerten var i Amager Bio den 28. december 2017. Peter Belli var 74 år, tæret af sygdom efter et halvt århundrede på landevejen, og han sagde i nekrologernes sprog »nu skal jeg hjem og sidde i sofaen«. Opvarmningen den aften var Michel og Den Syvende Søn. Far og søn, side om side, på samme scene, i samme rum, den ene på vej ud, den anden på vej ind i sin egen vej. Og i et interview med ugebladet HER&NU har Michel formuleret det helt enkelt om den tid. Da pappa gik på pension, var der flere der spurgte, om han ikke skulle synge farens sange. Men han havde jo sine egne.

Han siger det samme sted, hvor han knap seks år senere, i september 2023, skal modtage Dansk Rockakademis hæderspris på sin fars vegne. Pappa var død tre måneder forinden. Burnin’ Red Ivanhoe havde stået klar til at bakke ham op på scenen til prisfesten, men det blev en anden søn, der stod der nu, og han sang et par af Peter Bellis store hits. Samme lokale, samme scene, samme mikrofon. »Da jeg stod der, føltes det så rart og så rigtigt,« har han sagt om den aften til HER&NU. »Min mor var der også. Hun var meget skrøbelig og meget rørt. Det var så smukt og selvfølgelig sørgeligt, at pappa ikke selv kunne opleve branchens hyldest af ham. Oplevelsen har siddet i mig siden.«

Det tog halvandet år, har han fortalt, før oplevelsen fandt sin form. Halvandet år hvor også moderen June forsvandt, og hvor Michel og Den Syvende Søn indspillede »Når Mængden Svinder Ind« (2024) og siden »Ti Skridt Fra Livet«, der udkom den 17. april i år, altså kun tre uger før, han sætter foden på Tøjhusets scene.

Når han fortæller om valget af sange, bliver hans stemme konkret, næsten håndværksmæssig. Der er mange studiealbums at tage fra, og han har ikke søgt det oplagte. »Det har været en vild proces for mig at gå igennem det bagkatalog,« siger han. »Jeg var ret klar på, hvad jeg gerne ville. Der er selvfølgelig nogle sange, man ikke kommer udenom, og heldigvis er det nogle af dem, jeg selv godt kan lide. Men jeg har primært valgt ud fra, hvad der har betydet noget for mig. Det var den eneste rigtige måde at gøre det på. Hvad har jeg et særligt forhold til.«

Han taler om arbejdet med bandet på samme måde, uden store ord. De øver i hverdagene, og han er forsigtig med ikke at ville efterligne. Det er sjovt nok den letteste del, siger han. »I virkeligheden er det jo ikke så svært. Jeg skal bare gøre det, jeg gør. Jeg skal ikke prøve at lyde som min far. Vi skal gøre det, som vi gør, og vi arbejder med, hvad vores lyd er i det her. Man skal lade være med at tænke så meget over det og bare gøre det. Og holde fast i det, vi synes er fedt.«

Det er, fristes man til at sige, Michel Bellis filosofi i én sætning. Hold fast i det, du synes er fedt. Det er en erklæring, der ligeså godt kunne stå som en rygstøtte i et terapirum. Men det er også den eneste farbare vej for en mand, der skal synge sin fars sange uden at blive sin fars skygge.

Bandet på turnéen er valgt med omhu. På scenen står rutinerede musikere, der alle har spillet med Peter Belli gennem årene. Kernen er de to brødre Skjærbæk, Lars på guitar og Troels på bas, og selve turnéplanen er lagt efter, hvornår netop de to kunne, ikke omvendt. »Jeg ville kun gøre det, hvis Troels og Lars var med,« fortæller han. »De har meget stramme kalendere, noget vildere end min, må man sige. Så derfor ligger turnéen nu. Det var der, de to kunne.«

Det er også et menneskeligt valg. Michel Belli, Lars og Troels Skjærbæk er venner, private venner, og familierne kender hinanden. Koner der er veninder. Børnefødselsdage. Det dagligdags vævede net, som holder en mand oprejst, når han synger sin fars sange foran tusind mennesker. »Jeg tror simpelthen ikke, at jeg kan undgå at blive rørt. Og det gør virkelig ikke noget, for sådan er det bare. Men trygheden i at stå med nogen, der ved, hvorfor jeg bliver rørt, og som også kendte min far, den gør det nemmere at være i. Og nemmere at komme videre, så jeg kan koncentrere mig om at synge, så folk får nogle sange og ikke en, der står og flæber på scenen,« siger han med et lille grin.

Det er måske der, nøglen til hele projektet ligger. Ikke i hyldesten, ikke i arven, ikke i genkendelsens glæde, men i det helt enkle, at musikken skaber et rum, hvor tabet bliver bærbart. Og når vi spørger ham, hvorfor han alligevel står der, aften efter aften, med de sange der først gør ondt og siden gør godt, svarer han stille. »Jeg kan ikke lade være. Det føles rigtigt. Og tiden er rigtig til det.«

Han tilføjer, at det var sangene, han sang til prisuddelingen i Amager Bio, der vendte det hele. »Så stod jeg der og sang, og så kom den der følelse. Det her, det var godt nok rart. Det føltes rigtigt, og det er egentlig bare det, der er vokset i mig siden. At der var en lejlighed, hvor det gav mening at synge dem. Og da jeg havde gjort det, tænkte jeg, at det her er jeg nødt til at gøre igen.«

Det er også den følelse, han har taget med ind i valget af sange. Repertoiret bliver ikke afsløret i forvejen, men når vi beder ham vælge én sang, der forklarer hvem Peter Belli var som menneske, ikke nødvendigvis som scenestjerne, tøver han et øjeblik, før han lægger ud. »Det er svært at sige, men der er jo helt klart nogle signatursange. Ulven Peter er oplagt. På mange måder repræsenterer den ham meget godt. Der er det glimt i øjet, den flabbethed og en enorm lune og varme. Når du spørger på den måde, så rammer den det meget godt ind.« Lune og varme. Det er ord, han bruger igen og igen, når han taler om sin far.

Og den varme følger ham med på vejen. I maj krydser han landet i tætpakket rytme, og han har spillet i Fredericia før, både som solist og med Den Syvende Søn. Når han ser byen på turnéplanen, lyser stemmen op. »Det er ved at være mange år siden, jeg sidst var i Fredericia,« fortæller han. »Jeg har nogle rigtig gode oplevelser fra tidligere, både med Den Syvende Søn og helt tilbage fra min solokarriere. Så det glæder mig meget at komme tilbage.«

Den 8. maj ligger midt i turnéens mest tætpakkede uge. Aftenen før spiller han i Herning, fire dage efter i DR Koncerthuset, og han har to dage til Odense. Ind imellem spiller Den Syvende Søn de sidste af deres egne koncerter. Derfor ordet han bruger om foråret. »Det har været helt vildt dejligt, men ekstremt hektisk, vil jeg sige.« Han har ventet et år på at komme ud. Det er længe at gå og glæde sig. »Jeg har gået og ventet i et år, så nu glæder jeg mig helt sindssygt til at komme ud og gøre det.«

Hvad han håber, publikum tager med hjem fra Eksercerhuset den aften, svarer han enkelt på. »Jeg håber, de går hjem og synes, de har haft en fantastisk aften. Jeg er jo musiker, så jeg håber altid, de går hjem og tænker, at de spillede fandme godt. Men mest af alt håber jeg, at de har nydt det, vi præsenterer for dem. Og hvis vi rigtig er heldige, går de måske også hjem og tænker, åh, den sang fik jeg, det var lige den, jeg ventede på.«

Det er det, sønnen nu kommer med. En stemme, der ikke er pappaens, men som bærer slægtskabet tydeligt. En aften, der ikke skal være en mindehøjtid, men en fest. Otte år efter han havde sine egne, og tre år efter den prisfest der tippede ham. Han står i sin egen historie nu, på en scene i Fredericia, den 8. maj, med sin fars sange og sin egen stemme, og med musikere der kender begge dele.

Og et sted, kan man forestille sig, sidder Peter Belli med det der glimt i øjet, som sønnen talte om, og nyder, at nogen stadig gider at synge hans sange.