KRIMI. Ridecenteret på Fuglsangvej i Fredericia fik natten til tirsdag uventet besøg, da tyve slap af sted med rideudstyr for omkring 150.000 kroner.
Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fandt indbruddet sted klokken 02.02, et tidspunkt politiet kender så præcist, fordi der er videoovervågning på stedet.
»Der er videoovervågning, og det er formentlig derfor, at man har et så præcist tidspunkt. Anmeldelsen kom først til os i går i løbet af dagen. Det fremgår, at man er kommet ind i hallen via en ulåst port. Inde i hallen er en hængelås blevet brudt op til et rum, hvor der opbevares rideudstyr. Her er der stjålet ridehjelme, sadler samt hovedtøj. Jeg har ikke det præcise antal, men den anførte værdi ligger lige nu på 150.000 kroner,« siger han.
Optagelserne viser, at det ikke var en enkelt gerningsmand, der var på spil.
»Vi kan i hvert fald se, at to personer kører om bag ridescenteret og går ind gennem en ulåst port,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Politiet har endnu ikke haft lejlighed til at gennemgå hele overvågningen og kan derfor ikke sige nærmere om de to personer.
Indbruddet betyder et tab for ridescenteret, da ridehjelme, sadler og hovedtøj er kostbart udstyr. Politiet har som nævnt ikke et præcist overblik over antallet af genstande, men vurderer, at det samlede udbytte har en værdi på omkring 150.000 kroner.