Et hjem på Benediktesvej i Kolding har i løbet af weekenden haft ubudne gæster. Ifølge Sydøstjyllands Politi er der tale om et klassisk indbrud, hvor gerningspersonen eller gerningspersonerne har taget sig god tid til at komme indenfor – og siden været grundigt omkring i huset.
»Vi starter i Kolding, på Benediktesvej. Sket i gerningstidsrummet fra lørdag klokken 08.00 til søndag klokken 09.00. Man har brudt et vindue op og forsøgt at bryde en dør op også. Det lykkedes ikke, men man er kommet ind gennem vinduet og har været hele huset igennem,« fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Knudsen.
Ifølge politiet er der blandt andet stjålet smykker, men gerningsmændene kan have fået fingrene i mere.
Politiet opfordrer samtidig beboere i området til at være opmærksomme, hvis de har set noget usædvanligt.
»Har man set noget på Benediktesvej i det her cirka døgns tid, som afviger fra normalen, så hører vi selvfølgelig gerne fra folk,« siger Jesper Knudsen.










