Krumtappen i FC Fredericias forsvar, Frederik Rieper, erkender efter holdets nederlag til Hillerød, at det ikke er den start på foråret, som holdet havde drømt om.
FC Fredericia er kommet skidt fra start i forårssæsonen. Tre kampe og tre nederlag har gjort, at FC Fredericia nu pustes i nakken i kampen om oprykning til Superligaen.
Forsvarsspiller Frederik Rieper erkender, at det er en tung periode, men peger samtidig på holdets kvaliteter og muligheden for at vende skuden.
– Det er klart, at det ikke er en start, som vi havde drømt om. Vi havde drømt om at komme flyvende fra start og fortsætte med nogle af de takter, som vi havde i efteråret. Selvom jeg ikke føler, at kampudviklingen har været sådan. Jeg synes ikke, at vi har været klart de dårligste hold i de tre kampe, men vi laver lidt fejl nede bagved. Vi har simpelthen ikke kynismen eller kreativiteten til at skabe de chancer, vi kunne i efteråret. Så står vi med tre nederlag nu. Det er klart, at det er sindssygt tungt lige nu, men vi må rejse os og stå sammen hele truppen og bakke hinanden op. Det er den eneste måde. Det er kun os, der kan lave om på den her udvikling, der er gået i foråret, siger han.

Fredagen nederlag til Hillerød var symptomatisk for den svære start. En tidlig fejl i opspillet kostede et mål efter bare to minutter, og senere blev endnu en fejl straffet til slutresultatet 0-2. FC Fredericia havde bolden meget, men manglede den afgørende skarphed foran mål.
– Jeg synes, at vi skaber de få chancer, som der er. Vi har lidt skud for mål. Jeg synes egentlig, at vi kommer i mange farlige situationer, hvor vi mangler det sidste, hvor vi i efteråret kom igennem eller fik en afslutning på. Det er klart, at jeg synes, at vi kom måske lidt flere gange igennem hen mod slutningen af efteråret. Men jeg synes, at vi kommer til nogle situationer, hvor vi kunne lave mål. Det er måske det, der ærgrer mig, og så er det klart, at vi ikke skal lave de fejl, som vi gør nede bagved. Vi skal kigge på, hvornår det er rigtigt at spille med risikoer. Hvornår det er mere fornuftigt at spille mere sikkert, forklarer Rieper.
FC Fredericia har gennem de seneste sæsoner været kendt for deres spilopbygning og evnen til at dominere på bolden, men fejlene har kostet dyrt i forårets kampe. Rieper mener, at holdet skal finde en bedre balance mellem at tage chancer og spille mere sikkert, særligt under de nuværende bane-forhold.
– Lige nu i momentet vil de fleste nok mene, at vi burde spille noget mere. Måske noget længere og med noget mere sikkerhed. Når banerne måske heller ikke er, som de var i sommeren. Men vi skal finde den der balancegang, for det er også der, vi er gode. Det er der, vi kan lave forskellen mod mange af de andre hold, det er på bolden. Hvis vi bare laver det til en slåskamp, så tror jeg også, at vi vil tabe. Så vi skal finde den gyldne mellemvej mellem at spille og så måske gøre det lidt mere simpelt nede i forsvaret, siger Rieper.
Næste kamp mod Vendsyssel bliver en vigtig test. Med en sejr kan FC Fredericia genfinde selvtilliden og holde sig til i topstriden, men endnu et nederlag kan for alvor bringe presset på holdet. Ifølge Rieper handler det nu om at genfinde energien og troen på egne evner.
– Det er klart, at nogle af de andre hold har større økonomier end os, men jeg synes, at vi har kvaliteterne. Så det er mere at ramme selvtilliden, og vi skal hanke op i os selv og få noget humør på og noget smil på. Fordi det er den måde, vi kommer op og forhåbentlig får tre point igen. Og det er den måde, vi kommer ud af de her problemer. Det er at få tre point, og så er jeg sikker på, at du begynder at se nogle af de takter, der var i efteråret, siger Frederik Rieper.
FC Fredericia har nu seks dage til at forberede sig på fredagens kamp mod Vendsyssel, der er den sidste i grundspillet.