Hver tredje lærer har været sygemeldt med stress

SAMFUND. 34 procent af lærerne har på et tidspunkt i deres arbejdsliv været sygemeldt med stress, og mere end halvdelen føler sig stressede hver dag eller hver uge. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening.
52 procent af lærerne svarer, at de føler sig stressede dagligt eller ugentligt. Ni ud af ti af dem siger, at stressen skyldes deres arbejdsforhold.
For mange ender stressen i en lang sygemelding. Tre ud af fire af de lærere, der har været sygemeldt med stress, var væk i mere end en måned, og 29 procent var sygemeldt i mere end fire måneder. 17 procent vendte ikke tilbage til den samme arbejdsplads, da sygemeldingen var slut.
Ifølge Danmarks Lærerforening koster sygemeldingerne folkeskolen, hvad der svarer til omkring 800 fuldtidslærere om året. Det er en lønudgift på godt en halv milliard kroner.
»Mange lærere går ind i klassen med følelsen af at være bagud,« siger formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.
»Stress presser lærerne ud i lange sygemeldinger. Det skal vi tage alvorligt. For skolen betyder det, at en kollega mangler i månedsvis. Eleverne mister den lærer, der kender dem og deres faglige udvikling. Og for læreren kan sygemeldingen blive begyndelsen på et farvel til arbejdspladsen eller i værste fald folkeskolen,« siger han.
Lærerne har selv et bud på, hvad der kan hjælpe. 71 procent peger på færre undervisningstimer, og lige så mange peger på bedre støtte til elever med særlige behov. 65 procent vil have mere tid til forberedelse, og 51 procent ønsker flere timer med to lærere i klassen.
Lærerforeningen kobler tallene til manglen på uddannede lærere i folkeskolen. Omkring 40.000 uddannede lærere arbejder i dag uden for folkeskolen.
»Politikerne kan ikke løse manglen på uddannede lærere uden at løfte arbejdsmiljøet. For vi mangler sådan set ikke lærere i Danmark. Vi mangler lærere, der har lyst til at arbejde i folkeskolen. Og lærerjobbet må og skal være et arbejde, man kan holde til gennem et helt arbejdsliv,« siger Gordon Ørskov Madsen.
Forslagene om mere forberedelsestid, flere uddannede kolleger og flere timer med to lærere vil foreningen tage med ind i den trepart om folkeskolen, som regeringen har taget initiativ til.
»Vi skal være meget bedre til at forebygge stress, hvis flere lærere skal se sig selv arbejde i folkeskolen,« siger Gordon Ørskov Madsen.

