BUSINESS. Der har været mange fortællinger om en presset pleje- og velfærdssektor. Om manglen på hænder, om udbrændthed og om medarbejdere, der forlader fagene. Langt færre historier handler om dem, der forsøger at ændre strukturen indefra.

I Fredericia-området står Michella Meyer bag SOSU Vikaren. Et mindre vikarbureau, der ikke kun arbejder med social- og sundhedsassistenter, men også med pædagoger samt medarbejdere inden for psykiatri- og handicapområdet. Fælles for dem er, at mange ikke har forladt fagene, fordi de ikke vil arbejde med mennesker, men fordi rammerne og organiseringen gør det svært at blive. »Jeg har startet SOSU Vikaren, fordi jeg gerne vil gøre tingene anderledes,« indleder Michella Meyer.

Hun er selv uddannet både social- og sundhedsassistent og pædagog og har gennem årene arbejdet fast i faget sideløbende med vikararbejde. »Jeg har mødt rigtig mange dygtige vikarer i mine faste jobs. Men jeg har også mødt for mange, hvor jeg har tænkt: Hvorfor er det egentlig, du arbejder med mennesker?«

Et opgør med anonymiteten

Kritikken er ikke rettet mod de enkelte vikarer, men mod den måde, vikararbejdet ofte organiseres på. Ifølge Michella Meyer er mange vikarbureauer vokset sig så store, at kendskabet til det enkelte menneske forsvinder.

»Når et bureau har en jobbank på 1.000 eller 1.500 medarbejdere, så er det jo bare et navn og en uddannelse. Det siger ikke noget om personen bag. Og det er dér, kvaliteten kan begynde at svinge, fordi man i bund og grund ikke ved, hvem man sender ud.«

Den erkendelse plantede et frø. Allerede i 2017 begyndte hun at overveje, om det kunne gøres anderledes. »Jeg pitchede idéen for Business Fredericia, og de var enige i, at der var noget her. Men jeg har aldrig haft en drøm om at blive selvstændig,« fortæller hun. Og for Michella handlede det ikke om at bygge en forretning, men om at finde ud af, om hun kunne stå på mål for idéen.

»Jeg startede på iværksætterkursus for at finde ud af, hvad det overhovedet vil sige at være selvstændig. Og jeg fandt ud af, at det kunne jeg nok godt. Jeg er lidt Pippi Langstrøm-typen, med den der, det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok finde ud af. Men hvis jeg skulle gøre det, skulle det gøres ordentligt og efter mine værdier og visioner.«

De værdier blev styrende, da hun i 2018 åbnede Respirationsvagten, og da SOSU Vikaren fulgte efter i 2020. Grundideen var den samme fra start – her små skalaer, tydelig faglighed og et personligt kendskab til de mennesker, der sendes ud på opgaverne. »Jeg prøver at gøre en forskel i kvaliteten af de medarbejdere, man sender ud. Jeg screener dem anderledes. Jeg ved, hvem det er, jeg sender ud.«

Det personlige kendskab er kernen i Michellas opgør med den klassiske vikarlogik, hvor tempo og volumen ofte er styrende. Hos SOSU Vikaren er det legitimt at sige nej til opgaver, hvis matchningen ikke er god nok. »I stedet for at se vikarbureauer som et nødvendigt onde, vil jeg gerne have, at man ser os som en samarbejdspartner. For sammen kan vi faktisk være med til at højne kvaliteten på mange kommunale og regionale institutioner.«

Hun peger på, at mange institutioner arbejder med klare ambitioner for kvalitet, men at de i praksis kan være vanskelige at fastholde i en travl hverdag. »Når man ikke ved, hvilke medarbejdere der kommer ud og varetager opgaven, bliver det svært.«

Spørgsmålet om kvalitet stopper dog ikke ved institutionernes organisering. En væsentlig del af forklaringen skal også findes i de vilkår, medarbejderne arbejder under, og i den måde arbejdslivet i velfærdsfagene er indrettet på, forklarer hun.

Frihed som fastholdelse

Fastholdelse i velfærdsfagene handler nemlig, set med Michellas øjne, ikke kun om løn eller mangel på arbejdskraft, men om rammerne for hverdagen. For mange er det ikke arbejdet med mennesker, der slider mest, men de strukturer, det udføres inden for. »Noget af det, mine medarbejdere er rigtig glade for, er friheden til selv at vælge, hvornår de vil arbejde,« fortæller hun.

Hun beskriver et arbejdsmarked præget af faste skemaer og begrænsede valgmuligheder, hvor arbejdstiden i høj grad er fastlagt på forhånd. »Enten arbejder man dagvagt 37 timer, eller aftenvagt 32 timer, og så hver anden eller tredje weekend. Der er meget lidt fleksibilitet. Og det betyder noget for arbejdsglæden, hvis der ikke er plads til forskellige livssituationer.« Her begynder mange at miste fodfæstet i faget, forklarer hun, og ikke på grund af manglende faglighed eller engagement, men fordi hverdagen bliver svær at få til at hænge sammen.

Igen peger hun på et stigende arbejdspres og mere omfattende dokumentation, særligt i sundhedssektoren, hvor tempoet er blevet mærkbart højere gennem årene. »Da jeg blev uddannet social- og sundhedsassistent i 2004, så det helt anderledes ud. I dag løber man stærkt inden for det sundhedsfaglige område,« siger hun og tilføjer, at hun ser de samme tendenser begynde at brede sig til det pædagogiske felt. De erfaringer peger ikke på en enkel løsning, men på et muligt bidrag i et system, der i forvejen er under pres.

Ikke en mirakelløsning – men et bidrag

Hun lægger ikke skjul på, at vikararbejde langt fra kan løse alle udfordringer i velfærdssektoren. Der vil altid være behov for vikardækning – ved sygdom, kurser, barsel og barns første sygedag – uanset hvordan man organiserer arbejdet. »Der vil altid være brug for vikarer. Spørgsmålet er bare, hvordan vi bruger dem.«

For Michella Meyer handler det ikke om at erstatte faste stillinger eller skabe parallelle arbejdsmarkeder, men om at give bedre rammer til dem, der allerede er uddannet, og som fortsat ønsker at blive i deres fag. »Hvis vi kan være med til, at nogle ikke forlader faget, men i stedet finder arbejdsglæden igen, så giver det mening.«

Dermed peger hendes tilgang på et muligt perspektiv i debatten om velfærdsarbejdets rammer, uden at gøre krav på at være en løsning i sig selv. Hos SOSU Vikaren handler det i praksis om at holde fast i værdierne, også når det betyder at sige nej til opgaver og acceptere, at telefonen ikke altid ringer.