Tirsdagens elpriser kan mærkes i pengepungen, særligt hvis du har planer om at oplade elbilen eller tænde vaskemaskinen i eftermiddag.

Ifølge Energi Fyn rammer elprisen et usædvanligt højt niveau mellem klokken 16 og 20, og den topper mellem klokken 17 og 18, hvor prisen forventes at nå 4,41 kr. per kWh – både øst og vest for Storebælt. Det overskyede og vindstille vejr i kombination med øget efterspørgsel i vintermånederne trækker prisen i vejret.

Dagens vejr trækker elprisen op

– En stor del af vores strøm kommer fra solceller og vindmøller, så når dagen er vindstille og overskyet, påvirker det elprisen, forklarer Finn Andersen, kommerciel direktør hos Energi Fyn i en pressemeddelse.

– Samtidig har vi et højere forbrug om vinteren, hvilket også driver prisen op.

Tyskland oplever også lav energiproduktion i dag, og med den stærke forbindelse mellem markederne kan deres lave energiproduktion forstærke prisen herhjemme.

Svingende elpriser kræver opmærksomhed

Elprisen afhænger af udbud og efterspørgsel og fastlægges på elbørsen, hvor nordiske producenter som kraftværker og vindmøller udbyder energi. Det gør markedet til et af de mest foranderlige i verden, med store prisudsving på daglig og endda timebasis, bemærker Energi Fyn.

– Det er en god idé at følge med i elprisen løbende. Hos os kan man i appen se sin timepris et døgn frem, siger Finn Andersen.

I Energi Fyns app kan kunder nemlig få overblik over prisen inklusive afgifter og tillæg eller vælge visningen uden elafgiften, hvis de f.eks. har elvarme og får afgiftsrefusion.

Energi Fyn opfordrer særligt elbilsejere til at undgå spidsbelastningen i eftermiddag. Med ladeappen Monta kan man opsætte en ladeplan, så bilen automatisk oplades, når prisen er lav.

– Appen overvåger priserne og sørger for, at opladningen sker på det mest økonomiske tidspunkt, fortæller Andersen.