Når 75-årige Henning Hartmeyer den 18. november stiller op til kommunalvalget for Enhedslisten, er det med en livserfaring, der spænder fra socialpædagogik til skibsbyggeri og vindmølleprojekter i udlandet.
»Jeg har ikke været så meget hjemme gennem årene, fordi jeg har arbejdet i udlandet. Jeg har bygget krydstogtskibe og arbejdet med vindmøller,« fortæller han. »Men jeg er oprindeligt uddannet socialpædagog og har arbejdet med stofmisbrug i Aalborg. Jeg har også været formand for socialpædagogerne dér, så jeg har haft fingrene nede i fagforeningsarbejdet.«
Hartmeyer, der har boet i Frederikshuset siden 1995, ser sin baggrund som en styrke i lokalpolitik. For ham handler politik først og fremmest om, hvordan vi behandler hinanden.
»For mig er noget af det vigtigste i byrådsarbejde, hvordan vi behandler vores medmennesker – alle, uanset om de er grønne, gule, sorte eller hvad fanden de er,« siger han og fortæller, hvordan mødet med mennesker i hele verden har sat sig i ham. »Jeg har stået på en havn i Ecuador og delt ris og hærder med folk, og jeg har aldrig nogen steder følt, at jeg ikke var velkommen. Det synes jeg er vigtigt at huske, også her i vores by, i forhold til de indvandrere, vi har.«
For Hartmeyer er fællesskabet kernen i det hele.
»Fællesskab betyder rigtig meget for mig. Vi skal tage hånd om hinanden,« siger han.
Som beboer i Korsgærparken og næstformand i foreningen Korsgær, der samler de frivillige aktiviteter i området, mærker han konsekvenserne af de politiske beslutninger tæt på.
»Jeg håber, at Enhedslisten bliver så stærk, at vi kan imødegå nogle af de ting, der kommer fra Folketinget. Kvoteflygtningereformen rammer mange hårdt. Jeg ser det hver dag i Korsgærparken – folk, der mister 4-5.000 kroner om måneden. Det er voldsomt,« siger han. »Folketinget har godt nok bevilget 15-16 millioner, så folk ikke skal blive hjemløse, men det slår jo som en skrædder i helvede.«
Hartmeyer håber, at kommunen kan tage et større ansvar og finde løsninger tættere på borgerne.
»Jeg ved ikke, hvordan man gør det præcist, men holdningen skal være, at folk skal hjælpes. Det er det vigtigste,« siger han.









