

POLITIK. Fredericia AVISEN havde fredag d. 13. juni 2025 besøg på STATIONEN af Helene Lykke fra Liberal Alliance (LA) i Fredericia. Helene Lykke stiller op til kommunalvalget d. 18. november 2025. I Tv-interviewet taler vi derfor med Helene Lykke om hendes bevæggrunde for at stille op til kommunalvalget. Vi taler også om Helene Lykkes mærkesager om ”mindre bureaukrati – mere velfærd”, ”individuelle behov – individuelle løsninger”, og “fremme og styrke foreningslivet og erhvervslivet”, samt tre konkrete forslag om henholdsvis ”Pengene skal følge barnet”, ”Styrk projektet ”Din Indgang”” og ”Videnparken Light på Kulturkasernen”. Mærkesager og forslag som Helene Lykke fra Liberal Alliance i Fredericia går til valg på.
Helene Lykke er 29 år, bor i Nordbyen sammen med sin kone og parrets hund, og stiller til kommunalvalget for Liberal Alliance. Det er første gang hun stiller op. Hun understreger, at hendes beslutning om at træde ind i politik bygger på ønsket om at bringe nye perspektiver ind i Fredericia Byråd.
»Jeg tror simpelthen, at vi trænger til noget nyt i Fredericia,« siger Helene Lykke og peger på, at hendes atypiske baggrund kan gøre en positiv forskel i byrådet.
Sidst i artiklen finder du linket, hvor du kan se og lytte til hele Tv-interviewet.
Pengene skal følge barnet
Et af Helene Lykkes centrale budskaber handler om dagtilbudsområdet, hvor hun mener, at pengene skal følge barnet mere direkte.
»Hvis man vælger en kommunal dagpleje versus en privat børnepasser, så er der faktisk en forskel på 26.000 kroner i kommunens andel. Det betyder i praksis, at der måske er nogle forældre, der ikke kan vælge det rigtige tilbud, ud fra hvad der er det rigtige for deres barn,« siger Helene Lykke og tilføjer:
»Vi betaler jo alle sammen skat, så hvorfor kan pengene ikke bare følge barnet? Det er både mest fair og mest ansvarligt.«
Hun ønsker også, at kommunen maxer tilskuddet ud til hjemmegående forældre, hvilket hun mener kan styrke bosætningen i Fredericia:
»Det vil være en stigning på omkring 1.200 kroner, men det vil betyde meget for dem, der sidder i det. Rent bosætningsmæssigt kunne det jo måske tiltrække nogle børnefamilier.«
Din indgang skal styrkes
Helene Lykke ønsker også at styrke tilbuddet »Din indgang«, som siden 2016 har givet borgere let adgang til hjælp med udfordringer, før problemerne vokser sig store.
»Borgerne får en mulighed for at få hjælp let tilgængeligt og blive grebet i tide. Det mener jeg, vi skal styrke,« siger hun.
Hun ønsker konkret at udvide åbningstiden fra 19 timer til omkring 25 timer ugentligt og ansætte flere medarbejdere:
»Men tingene skal også hænge sammen. Det skal ikke være sådan, at medarbejderne bare får mere og mere at lave uden at kunne følge med, fordi så falder kvaliteten.«
Videnparken Light skal skabe liv på Kulturkasernen
Et andet af Helene Lykkes konkrete forslag er etableringen af et »Videnparken Light« på Kulturkasernen. Det skal tilbyde billige arbejdspladser til små startups og iværksættere.
» Vi har jo Videnparken herude i Snoghøj, og det tænker jeg jo egentlig fungerer rigtig godt for dem, der er derude. Men der er også bare de her små iværksættere. Og dem tror jeg også, der skal være noget for, fordi det bliver hurtigt dyrt for de helt små startups ude i Videnparken,« siger Helene Lykke og uddyber, at en brandgodkendelse og etablering på Kulturkasernen kan holdes under 100.000 kroner.
Individuelle behov og mindre bureaukrati
Liberal Alliance ønsker at gøre op med unødvendigt bureaukrati og sætte individet i centrum for kommunens tilbud:
»One size-løsninger passer sjældent nogen. Man kommer til at tabe rigtig mange menneskelige ressourcer og potentialer, hvis man kører one size-løsninger. Derfor mener jeg, vi skal se på mennesket og individet, så man får den bedste løsning,« understreger Helene Lykke.
Hun ser nu frem til at møde vælgerne i valgkampen, hvor hun glæder sig til at debattere og fortælle om Liberal Alliances visioner:
»Jeg glæder mig meget til at møde borgerne på gaden og opleve at være i en valgkamp.«
Se og lytte til hele Tv-interviewet via linket nedenfor: