POLITIK. Moderaternes spidskandidat i Fredericia, Hans-Jørgen Jagd, går til valg med en ambition om at ændre tonen i lokalpolitik. For ham handler kommunalvalget ikke kun om partiprogrammer og procenter, men om samarbejde, respekt og fælles løsninger.

»Vi går til valg på et bedre samarbejde i Fredericia Kommune – hen over midten. Det er jo det, Moderaterne er sat i verden for. Vores farve er en blanding af blå og rød, og sådan ser jeg også byrådet. Vi skal væk fra blokpolitik og finde løsninger i fællesskab,« siger han.

Han beskriver partiets rolle som en brobygger i et byråd, der ifølge ham alt for længe har været præget af mistillid og skyttegravstænkning. »Vi vil gerne være dem, der får rød blok og blå blok til at arbejde sammen til fælles bedste løsninger. Det kræver, at man tør række hånden ud og tage dialogen – også når man er uenig,« siger han.

Moderaternes valgprogram tager udgangspunkt i tre mærkesager: samarbejde, grøn handling og ansvarlig økonomi. »Udover det bedre samarbejde er grøn omstilling en af vores helt store prioriteter. Vi taler meget om grøn omstilling, men der er for lidt handling. Vi skal tage fat rigtigt – ikke bare tale om det,« siger han.

For Hans-Jørgen Jagd handler det grønne ansvar både om miljø og økonomi. »Vi skal have en kommune, der tør investere grønt og tænke langsigtet. Det er derfor, vi har valgt at indgå i det grønne valgforbund. Der er et stort potentiale for at gøre Fredericia mere bæredygtig – både i energiproduktion, byggeri og transport. Det er en kæmpe opgave, og det kræver politisk vilje,« siger han.

Når talen falder på kommunens største udfordringer, peger han hurtigt på folkeskolen. »Skolerne er et stort problem. Vi taler meget om tilflytning, men det hænger jo sammen. Hvis man som børnefamilie overvejer at flytte til Fredericia, så kigger man på skolerne – og lige nu viser tallene, at for mange børn dumper i dansk og matematik. Det får folk til at vælge os fra. Vi kan ikke være tilfredse med, at børn går ud af skolen uden at kunne læse, skrive og regne ordentligt. Det er både et socialt og et økonomisk problem,« siger han.

Han mener dog ikke, at flere penge alene er løsningen. »Der skal sikkert bruges nogle flere midler, men penge i sig selv løser ikke alt. Det handler også om at organisere arbejdet bedre. Jeg oplever dagligt, at der bliver spildt penge i kommunens drift – på dårlig planlægning og forældede arbejdsgange. Der mangler et eftersyn, hvor man spørger sig selv, hvilke opgaver skal vi stadig løse, og hvilke kan vi slippe. Det gør man ikke nok i dag,« siger han.

For Hans-Jørgen Jagd handler effektivitet ikke om at spare for enhver pris, men om at bruge pengene klogere. »Når der hele tiden kommer nye opgaver og nye lovkrav, så glemmer man at tage noget af det gamle væk. Det ender med, at vi løser opgaver, som ikke længere giver mening. Det skal vi have gjort op med,« siger han.

Han anerkender, at samarbejde i byrådet er en vanskelig disciplin, men han mener, at det begynder med den enkelte. »Man skal gå forrest med et godt eksempel. Det handler om at tale til hinanden – og om hinanden – med respekt. I en valgkamp kan man hurtigt komme til at sige noget negativt om sine modstandere, men man skal passe på, at man ikke graver grøfter, man ikke kan bygge bro over bagefter. Det er det vigtigste,« siger han.

Han understreger, at Moderaterne ønsker at være den samlende kraft, som kan skabe et nyt samarbejdsklima i byrådet. »Jeg tror, der er mange, der savner en mere samlende figur i Fredericia. Vi skal have politikere, der kan samarbejde på tværs – og ikke bare kæmpe for at vinde hver sin blok. Hvis man vil have noget ud af politik, så skal man kunne se ud over egen næsetip,« siger han.

Når det gælder visionen for de næste fire år, lægger Hans-Jørgen Jagd vægt på ansvarlighed og økonomisk stabilitet. »Det lyder måske kedeligt, men vi skal have styr på økonomien. Jeg er bekymret for kommunens økonomiske fremtid. Ørsted-sagen kan potentielt koste Fredericia 350 millioner kroner. Det er et kæmpe beløb, og det kan få store konsekvenser for driften. Man skal ikke tage noget for givet, for i enhver retssag ligger der en procesrisiko. Det skal vi forholde os alvorligt til,« siger han.

Hans-Jørgen Jagd håber, at vælgerne vil se Moderaterne som et roligt og konstruktivt valg i en tid, hvor frontlinjerne ofte trækkes skarpt op. »Vi går ikke til valg på at skabe konflikter. Vi går til valg på at skabe resultater. Vi vil have et byråd, hvor man taler sammen – ikke forbi hinanden. Hvor man handler på den grønne dagsorden, i stedet for bare at tale om den. Og hvor man bruger borgernes penge fornuftigt,« siger han.

Han runder af med en tanke, der indrammer både hans politiske stil og ambition: »Fredericia har brug for samarbejde, stabilitet og sund fornuft. Det er det, vi står for. Vi skal bygge broer – ikke mure.«