SPORT. Håndbolden oplever fortsat medvind i Danmark. Nye tal viser, at DanskHåndbold nu har det højeste medlemstal siden 2009, og fremgangen fortsætter for fjerde år i træk.

I alt er der registreret 118.602 medlemmer i 2025. Det er en stigning på 2.857 spillere sammenlignet med året før og svarer til en vækst på omkring 2,5 procent.

Udviklingen betyder, at cirka to procent af hele Danmarks befolkning nu spiller håndbold i en forening.

Fremgangen mærkes i hele landet. Alle fire regioner under DanskHåndbold oplever stigende medlemstal, og væksten går på tværs af både køn og aldersgrupper. Det glæder formand Torsten Laen.

»Jeg er enormt stolt over, at vi igen i 2025 oplever medlemsfremgang i DanskHåndbold. Vores ambition er at være Danmarks stærkeste fællesskab, og derfor glæder det mig især, at vi vækster over hele landet, på tværs af både børn, unge og voksne og på begge køn.«

Han peger samtidig på, at udviklingen i høj grad bæres af de mange frivillige i foreningerne.

»Vores mange frivillige ildsjæle skal have æren for den flotte medlemsvækst. De er rygraden i Håndbolddanmark, når de uge efter uge møder op i hallerne og skaber rammerne for begejstring og udvikling. Dem skylder vi en kæmpestor tak,« siger han.

Ser man på aldersfordelingen, er de 7-12-årige den største gruppe med knap 39.000 medlemmer. Samtidig er der en lille overvægt af kvindelige spillere med godt 60.000 medlemmer mod knap 58.000 mænd.

Også blandt de ældre aldersgrupper er der fremgang, hvor især gruppen mellem 40 og 59 år skiller sig ud med en markant stigning. Samlet set peger tallene på en bred opbakning til håndbolden på tværs af generationer.

De nye tal indgår i de samlede opgørelser fra DIF og DGI for 2025.