Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syd.

← sydavisen.dk

Gruppeformand: Kommunaldirektør taler usandt

Gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen (C) fastholder sin kritik af forløbet omkring budgethøringen og betegner kommunaldirektørens forklaring som usand. Arkivfoto.

Gruppeformand: Kommunaldirektør taler usandt

POLITIK. Byrådsmedlem og gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen (C) fastholder sin kritik af forløbet omkring høringen af Fredericia Kommunes budget og sparekatalog, efter at kommunaldirektør Thomas Nordborg Jaap har afvist, at der var tale om nogen forsinkelse.

Ifølge kommunaldirektøren blev materialet lagt på kommunens hjemmeside klokken 8.12 den 1. september. Men det er ikke det tidspunkt, der er relevant, mener Tommy Rachlitz Nielsen. Han peger på, at borgerne leder efter budgettet under kommunens høringer — ikke i bunden af en pressemeddelelse.

»Jeg taler med kommunaldirektøren klokken 11.27. Der siger han til mig, at det er på vej. Det ligger ikke inde i høringsportalen, så vidt jeg kan se. Så sidder der nogle links i bunden af en pressemeddelelse, som også er lagt op på kommunens hjemmeside. Men der ved folk jo ikke, at de skal finde vores budgetmateriale. De kigger jo ind under høringer,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

For gruppeformanden er det afgørende spørgsmål, hvornår materialet præcist blev tilgængeligt på høringsportalen. Det er derfra, hans tid tæller.

»Ellers kunne man jo bare sige, så kan I bare gå ind i First Agenda og finde det inde i dagsordenerne,« siger han.

Skarpest er Tommy Rachlitz Nielsen i sin vurdering af forklaringen om IT-nedbruddet hos TDC. Kommunaldirektøren har bekræftet, at der var et nedbrud den 31. august, men afvist, at det havde betydning for offentliggørelsen af budgetmaterialet. Den udlægning genkender gruppeformanden ikke fra deres samtale.

»Jeg er ked af at sige det, men så taler kommunaldirektøren usandt. For han sagde til mig, at det var blevet forsinket, fordi der havde været et IT-nedbrud, men at de arbejdede på det. Så det stiller jeg mig meget, meget uforstående over for,« siger Tommy Rachlitz Nielsen.

Uenigheden om, hvad der blev sagt i telefonen, får nu gruppeformanden til at overveje sin kommunikation med kommunaldirektøren fremover.

»Hvis vi to husker vores samtaler så forskelligt, så skal al vores kommunikation fremadrettet foregå på skrift. Så er der simpelthen ikke tillid til at have en telefonsamtale med kommunaldirektøren længere,« siger han.

Også høringsfristen holder Tommy Rachlitz Nielsen fast i. Selvom kommunen fastslår, at der aldrig har været tale om en frist på 14 dage, mener gruppeformanden, at der er noget principielt galt i processen.

»Jeg har jo et problem med, at hvis vi siger, at der er 14 dages høring, og så er der kun 13 dage og et par minutter. Hvis vi gør noget principielt forkert, så er der noget galt i processen,« siger han og fortsætter.

»Det er et omfattende materiale, og jeg synes, vi skal give folk den tid, det tager at læse det.«

Læs også

Kommunaldirektør afviser forsinkelse af budgethøring i Fredericia212 årsværk kan forsvinde – men i toppen af rådhuset nedlægges én lederstilling, som allerede står tomBesparelser for 210 millioner rammer skoler og ældre – imens ligger 50 millioner til et stadion på politikernes bordTomme ældreboliger koster Kolding syv millioner — nu skal udgiften ned