OPINION. Gratis bybusser kører efter en gammel køreplan. Vi laver en helt ny plan i samarbejde med borgere og chauffører og busselskabet.
Borgernes Liste 7000, spillede i samarbejde med de øvrige budgetforligspartier en vigtig og afgørende rolle, da beslutningen om gratis bybusser fra 1. juli 2025 blev bestemt. Alene og forladt sad og sidder fortsat socialdemokratiet, der med urigtige påstande, dobbeltspil og arrogance, røg direkte i egen fælde og står i dag i selvvalgt politisk isolation.
Forligspartiernes samarbejde beviser styrken i ægte demokrati og løsningsorienteret dialog. Det er også vejen frem efter 18. november – valgdagen. De gratis busser er blevet en kanon succes og tiden er kommet til næste fase. Vi indsamler vigtige data fra busserne om, hvor passagerer står på og af bussen og hvornår. Vi har fortsat ikke data om passagerernes bruger adfærd når vinterens kulde og dårlige føre melder sig. Tekniske data skal ikke stå alene. Derfor vil jeg fra det tidlige forår tage initiativ til, at borgerne opfordres til at dele deres ønsker om busdriften og den service, der bedst tilgodeser deres behov. Jeg ser det som en kombination af borgerdialogmøder og oprettelsen af en kommunal portal, hvor der kan indsendes ønsker og forslag. Jeg har allerede modtaget flere ønsker, der både går på hyppighed af busserne på visse strækninger og busdækningen dag/nat, ruter og stoppesteder.
Ingen skal efterlades på perronen. En afgørende vigtig kilde til at gøre den gratis og populære busdrift i kommunen endnu bedre er, at inddrage chaufførerne, der bærer en uvurderlig viden og erfaring. I skal høres og jeg har allerede drøftet sagen under en bustur med tillidsmanden Frank, der nøgternt og konstruktiv delte ud af sine og chaufførernes erfaringer. Det samme gjorde chaufføren Henrik som jeg talte med i en kort pause som han havde sidst på eftermiddagen 14. november – ved Banegårdspladsen.
Hermed er vi klar til en effektiv evalueringsrunde som Borgernes Liste gerne stiller sig i spidsen for, hvor borgerne, chaufførerne og selskabet aktivt skal bidrage til at danne et beslutningsgrundlag for det, der skal ende med at blive en bedre og tidsrelevant køreplan for hele kommunen. Det arbejde ser Borgernes Liste frem til.










