POLITIK. Debatten om de gratis bybusser i Fredericia har udviklet sig til et politisk slagsmål om, hvad byrådet egentlig besluttede i marts. Enhedslisten mener, at tre konkrete opgaver blev vedtaget, mens Socialdemokratiet fastholder, at sagen blot blev sendt videre til teknisk udvalg. Venstres medlem af udvalget, Kenny Bruun Olsen, indrømmer åbent, at han ikke fangede, at en undersøgelse skulle sættes i gang.
»Jeg må sige, for mig er det gået fuldstændig forbi mit hoved. Jeg sad ikke sammen med forligskredsen. Der sad Pernelle Jensen og Karsten Byrgesen, og som jeg har fået at vide, så skulle sidstnævnte bringe det ind til et teknisk udvalgsmøde. Jeg har ikke forstået, at vi skulle lave en større undersøgelse, hvor skoler, institutioner og arbejdspladser blev inddraget,« siger han.
Han tilføjer, at Enhedslistens forventning om en hurtig undersøgelse aldrig har ramt ham. »Jeg har forstået, at Cecilie havde forventet, at vi tog den op i teknisk udvalg og lavede en undersøgelse om, hvordan busplanen skulle være. Det er gået mig fuldstændig forbi,« siger han.
Alligevel understreger han, at en revision af busplanen er en god idé. »Jeg har i mange år ønsket at få lavet en bedre plan. Den nuværende tager jo fra A til B på halvanden time, og det er lang tid. Men jeg ser det som en anden situation nu, hvor busserne er blevet gratis. Når man begynder at bruge dem, skal vi have data at arbejde med. Så kan vi ændre planen efterfølgende. Det vil være godt,« siger han.
På augustmødet i Teknisk Udvalg var spørgsmålet netop, om man kunne lave en ny plan på baggrund af de første to måneders erfaringer. »Det vil sige juli og august. Juli var sommerferie, hvor der var mange turister med, men ingen skolepassagerer. I august var skolerne så i gang igen. At basere en ny plan på to måneder, hvoraf den ene er sommerferie, synes jeg er alt for lidt. Jeg mener, vi skal have data for minimum et år, og så kan vi tage den derefter,« siger han.
Han erkender dog, at det kunne være håndteret klarere fra starten. »Jeg er med på, at vi skulle have gjort det, ud fra det man blev enige om i forligskredsen. Men det gik mig forbi, og det gjorde det for andre også,« siger han.
Spørgsmålet er derfor, om byrådet burde have været mere præcist i sin beslutning. Her er Kenny Bruun Olsen klar i sin vurdering. »Ja, det synes jeg, for jeg har ikke fanget den der overhovedet,« siger han.
Dermed føjer Venstre endnu en nuance til det kaos, som bus-sagen er endt i. Enhedslisten taler om en direkte fejltolkning. Socialdemokratiet forsvarer forvaltningens fremgangsmåde. Dansk Folkeparti beklager misforståelserne, men kræver handling nu. Og Venstre indrømmer, at beslutningen gik forbi – men står fast på, at solide data er nødvendige, før busplanen ændres.