
SPORT. Gjensidige stopper nu som navnesponsor for Kvindeligaen efter seks år med fokus på kvindefodboldens udvikling. Sidste kamp blev spillet i weekenden, hvor Fortuna Hjørring løftede mesterskabspokalen og markerede dermed også afslutningen på Gjensidiges engagement som ligaens hovedsponsor.
Siden sponsoratets begyndelse har Gjensidige Kvindeligaen budt på over 1.000 kampe og har kåret fire forskellige mestre. Gjensidiges landechef i Danmark, Iason H. Johannessen, ser tilbage på perioden med stolthed og glæde.
»Vi har med stor glæde set hvilken udvikling kvindefodbolden i Danmark har gennemgået de seneste seks år, og vi er stolte af at have været med på første række. Vi glæder os til fortsat at følge med i årene fremover, og ønsker Kvindeligaen alt godt fremover,« siger Iason H. Johannessen.
Gjensidiges engagement i dansk kvindefodbold rækker også længere end Kvindeligaen. Virksomheden har også stået bag navnesponsoratet for pokalturneringen og etableringen af Drømmelegatet, der har været uddelt siden juli 2020. I alt er der blevet uddelt 115 drømmelegater til forskellige projekter med fokus på at mindske forskellen på vilkårene mellem drenge og piger i breddeklubberne og dermed fastholde flere piger i sporten.
»Vi kan konstatere, at der er kommet langt mere fokus på pigefodbold, ligesom at vilkårene er blevet bedre. Det har krævet et stort arbejde for alle involverede i dansk kvindefodbold, og vi er glade for at have været med til at skabe den udvikling,« siger Iason H. Johannessen.
Sponsoratet udløber officielt ved udgangen af juni måned.