
En mand er blevet anholdt og sigtet for røveri, efter at han torsdag eftermiddag stjal smykker fra Guldsmed Lütken i Prinsessegade i Fredericia. Politiet rykkede hurtigt ud og anholdt en mistænkt kort tid efter.
Stjal ringe for 22.500 kroner
Hændelsen fandt sted omkring klokken 13.52, da en mand trådte ind i guldsmedebutikken og spurgte personalet om smykker. Ifølge vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd forsøgte han at aflede deres opmærksomhed, mens han stjal to ringe til en samlet værdi af 22.500 kroner.
– Butikspersonalet opdager dog tyveriet og konfronterer gerningsmanden. I forsøget på at forhindre ham i at forlade forretningen, lukker de døren ud til gaden. Her skubber han til forurettede for at komme væk, og dermed bliver butikstyveri så til et røveri, forklarer Arno Rindahl Petersen.
Efter skubbet lykkedes det gerningsmanden at flygte fra stedet med de stjålne smykker.
Hurtig politiefterforskning førte til anholdelse
Politiet blev hurtigt involveret i sagen, og vidner gav et signalement af gerningsmanden. Selvom han ikke blev fundet på gaden umiddelbart efter røveriet, pegede politiets efterforskning på en mulig mistænkt.
– Vi havde en mistanke om, hvem det kunne være, og tog derfor ud til en adresse, hvor vi fandt den pågældende mand og foretog en ransagning. Kort efter blev han anholdt og sigtet for røveri, siger Arno Rindahl Petersen.

Den 44-årige mand blev anholdt klokken 14.05 og efter afhørt. Han blev løsladt igen klokken 18.19, men er fortsat sigtet i sagen.
Smykkerne stadig ikke fundet
Selvom politiet føler sig sikre på, at de har fat i den rigtige gerningsmand, er de stjålne ringe endnu ikke fundet.
– Ringene er ikke umiddelbart fundet endnu. Men vi føler os ret sikre på, at det kunne være ham. Men vi vil arbejde på at belyse sagen nærmere, afslutter vicepolitikommissæren.