Gammel plakattradition vender tilbage, når Pakhuset fylder 40

MUSIK. I efteråret 1988 fik udsmykningsudvalget i Det Bruunske Pakhus en idé. Hvert år skulle der udgives en Fredericia-plakat. Den første kom samme år og fik navnet »Fredericia 89«. Den blev en salgssucces, og siden fulgte en ny plakat hvert efterår i årtier.
Nu vender traditionen tilbage. FredericiaLive genoptager den gamle skik i forbindelse med fejringen af 40-året for åbningen af Det Bruunske Pakhus, og det bliver med den samme kunstner som dengang. Dorthe Christensen, der skabte den allerførste årsplakat i 1988, står også bag jubilæumskunsttrykket. Hvordan plakaten ser ud, er indtil videre en godt bevaret hemmelighed. Motivet bliver først afsløret lørdag den 12. september.
Bag jubilæumsweekenden står en gruppe af musikarrangører, musikildsjæle og musikere med rødder i Fredericia. Siden årsskiftet har blandt andre Dan Dorschel, Helle Lillethorup, Søren Andersen, Jan Midjord, Leif Urhøj, Thomas Kvist Christiansen, Carsten Linde, Kent Michael Jensen, Jørgen Vesterlund Jensen og Martin Andersen lagt en kæmpe indsats i at få weekenden på plads. Resultatet er et program med musik, historier og fællesskab, der skal hylde Fredericias musikliv og de ildsjæle, der har holdt det i gang gennem årene og gør det den dag i dag. Det var også arbejdsgruppen, der tog initiativ til at genoplive kunstplakaten.
Jubilæumskunsttrykket er trykt i 300 eksemplarer og koster 250 kroner. Pengene går til et eller flere kulturelle projekter i Fredericia. Plakaten sælges i Tøjhuset lørdag den 12. september fra klokken 15 og så længe lager haves, så med kun 300 eksemplarer kan det betale sig at komme i god tid.
Salget foregår sideløbende med jubilæumskoncerterne i Tøjhusets gård, hvor fire Fredericia-orkestre spiller fra klokken 15 til 18. Det er Beyond Blues, Glatnakkerne, Seven Up og Andelsbandet. Alle er velkomne, og koncerterne er gratis.




