UDDANNELSE. Elbohallen var onsdag forvandlet fra idrætshal til karrieremesse, da Fredericia Maskinmesterskole for fjerde år i træk rykkede sit praktiktræf ud i de store lokaler i Taulov. Alle 40 stande var besat, og virksomheder, der ikke nåede at sikre sig en plads, måtte nøjes med ventelisten. Standene blev tildelt efter først til mølle-princippet, og interessen var ifølge rektor Jens Færgemand Mikkelsen overvældende.

»Der var fuld hus og som altid venteliste. Alle 40 stande var taget,« fortæller han. »Igen en stor interesse fra virksomhederne. Det vidner om, at der er et stort behov for maskinmestre, og at der fortsat er det.«

Praktiktræffet er Fredericia Maskinmesterskoles årlige mødested, hvor studerende fra skolens tre campusser i Fredericia, Esbjerg og Sønderborg samles under ét tag for at møde de virksomheder, der gerne vil have dem i praktik, og på sigt ansætte dem. Arrangementet er vokset år for år. Det startede på selve skolen, men blev for stort. I 2024 deltog 26 virksomheder. Året efter var det over 30. I år slog man rekorden igen med 40 virksomheder, der alle havde rejst sig fra kontoret for at stå klar med en stand, en snak og et håndtryk.

Hvert år samles studerende fra Fredericia Maskinmesterskoles afdelinger i Fredericia, Esbjerg og Sønderborg til praktiktræf i Elbohallen, hvor de møder virksomheder som Ørsted, Siemens og TotalEnergies.

Mere end en praktikplads

For de studerende handler dagen ikke bare om at finde en praktikplads. Det handler om at finde den rigtige. Praktikforløbene varer tre måneder og fungerer i praksis som en prøvetid, hvor både den studerende og virksomheden kan mærke, om der er et match. Flere af de deltagende virksomheder, heriblandt navne som Ørsted, Siemens, TotalEnergies og Carlsberg – har tidligere tilkendegivet, at et vellykket praktikforløb ofte fører direkte til en ansættelse. »Virksomhederne er interesserede i at ansætte maskinmestre og i første omgang prøve dem af i et praktikforløb,« siger Jens Færgemand Mikkelsen. »Det giver de studerende mulighed for at få en praktikplads. Men allervigtigst at få den rigtige praktikplads i forhold til det, de gerne vil prøve af.«

Og det er netop den mulighed, der gør praktiktræffet til mere end en almindelig karrieremesse. Når de studerende bevæger sig mellem standene, sker der ofte det, at de opdager brancher og jobfunktioner, de ikke havde overvejet på forhånd. Nogle kommer med et klart mål om at arbejde med energi, og går hjem med en ny interesse for spildevand eller drift. Andre finder ud af, at den virksomhed, de aldrig havde hørt om, er præcis det sted, de vil hen. »Der er altid nogen, der får åbnet nye øjne for, hvor meget man kan med maskinmesteruddannelsen,« fortæller rektoren. »Og for hvilke spændende jobs der ligger til dem.«

En til en

For de studerende er det noget andet end at sidde i et klasseværelse og høre om mulighederne. Her får de lov til selv at stille spørgsmålene, en til en, direkte til de mennesker, der sidder med ansættelserne. »De er altid begejstrede,« siger Jens Færgemand Mikkelsen om de studerendes reaktion. »At få lov til selv at snakke med virksomhederne og stille deres spørgsmål. Og spotte nærmere ind på, hvad der er af muligheder, så de kan forfølge den drøm, de har om at få det rigtige job som maskinmester.«

Virksomhederne kommer igen

At interessen fra erhvervslivet ikke er forbigående, kan aflæses på én simpel ting: Virksomhederne booker allerede stande til næste år, inden de har forladt hallen. »Mange af virksomhederne kommer igen og igen. De booker allerede en stand til næste år,« fortæller rektoren. »Det er fordi, det giver dem noget at få studerende i praktik og dermed også muligheden for at rekruttere medarbejdere.«

Det er en situation, som Jens Færgemand Mikkelsen tidligere har kaldt et luksusproblem: Der er faktisk flere praktikpladser, end der er studerende. Efterspørgslen på maskinmestre overstiger udbuddet, og for de studerende, der i disse uger skal vælge praktiksted, er spørgsmålet ikke om de får en plads – men hvilken.