OPINION. De taler meget om visioner på rådhuset – og meget om undskyldninger. Vi har nu en borgerlig borgmester. Et skridt i den rigtige retning. Men, borgmesteren er afhængig af røde stemmer. De samme røde stemmer, – der med Socialdemokratiet – har placeret Fredericia præcis dér, hvor byen befinder sig i dag.
Styringsmæssigt, budgetmæssigt, forvaltningsmæssig, udviklingsmæssigt og tillidsmæssigt. Ny politik med et gamle flertal er nye løfter –og en genudsendelse. Man kan ikke bruge de samme penge tre gange. Kernevelfærd, økonomisk ansvarlighed og udvikling kræver prioritering. Skal Fredericia være robust i 2030, skal politikkerne styre som voksne mennesker fra dag 1 af, i 2026. Det er ikke kynisk. Det er ansvarligt. Det får de løn for. Tom tale, tomme boliger, tomme kasser og fulde strategimapper er ikke vækst. Det er kommunal rundgang – en forvaltningsekspertise, der er ekspert i systemet er bedre til at overleve end til at forandre.
Familie- og socialområdet er under massivt pres. Udgifterne til børn og unge med særlige behov vokser markant, medarbejderne løber stærkere, og råderummet bliver mindre. Det er konsekvensen af mange års beslutninger, hvor man har lappet i stedet for at reformere.
Boliger stå tomme i dele af kommunen, andre områder kæmper med sociale udfordringer og manglende sammenhængskraft. Et signal om, at balancen mellem udbud, efterspørgsel og beboersammensætning ikke er tænkt ordentligt igennem. Tomme boliger koster. Social ubalance koster endnu mere.
Økonomisk balancere kommunen på en knivsæg: Der skal investeres i byudvikling, klima, kultur og branding – samtidig med at driften knager. Betalingsfri, men absolut ikke gratis bybusser har givet flere passagerer (hurra) og en regning, der ikke forsvinder af sig selv. Midtbyen og parkering er blevet et trafikalt eksperiment, som både borgere og erhvervsliv har svært ved at gennemskue. Kanalbyen venter stadig på sit næste gennembrud.
Store events, turisme og erhvervsudvikling rummer potentiale. Men lad os være ærlige: Potentiale betaler ikke regninger. Det kræver prioritering, styring og viljen til at sige nej til det, der lyder godt – men ikke virker.
På rådhuset taler man om balance mellem drift og investeringer. Læs: flere projekter, flere strategier, flere flotte ord – og mindre styring.
Min liberale pointe er enkel – fryd og gammen, bliver til fryd og ammen når politikkerne ikke vælger til – og fra, med rettidig omhu.
