FRIVILLIGHED. Der er noget særligt ved de dage, hvor frivillighed får lov at træde ud af hverdagen og stå tydeligt frem. Sådan en dag var det, da de frivillige fra Demensfællesskabet Lillebælt i Fredericia for nylig drog på studietur til Svendborg. For Kirsten Meldahl blev turen både en fælles oplevelse og en bekræftelse på, hvorfor hun – og hendes mand – har valgt at bruge deres tid netop her.
Kirsten har været frivillig i demensfællesskabet i et par år. For hende er det ikke blot et engagement, men et sted, hun holder af at komme. »Det er skønt. Det giver mig helt utrolig meget. Jeg nyder virkelig at være dernede,« fortæller hun.
I dag er det ikke kun hende selv, der er en del af fællesskabet. Hendes mand er også blevet frivillig og har været med de seneste måneder. »Ja, jeg har fået ham med på vognen,« siger hun med et smil.
Mens Kirsten selv er tilknyttet en krea- og håndarbejdsgruppe, hvor deltagerne kan arbejde med hobbyprojekter og det, de har lyst til, hjælper hendes mand i værkstedet, hvor der blandt andet arbejdes med træ.
»Han hjælper i kreagruppen på værkstedet, hvor de laver forskellige ting,« fortæller hun.
I hverdagen omkring aktiviteterne oplever Kirsten, hvordan det frivillige arbejde får betydning i praksis. For hende handler engagementet ikke kun om at være til stede, men om at kunne mærke, at indsatsen gør en forskel for dem, der kommer i fællesskabet. »Jeg kan se, at de nyder at være dernede. Og så ved man jo, at man er en hjælp,« bemærker hun.
Den gensidighed – at give noget og samtidig få noget igen – er en drivkraft for mange af de frivillige. Det var også tydeligt på studieturen, hvor fællesskabet mellem de frivillige trådte særligt frem.
Samlet på tværs af grupper
Til daglig er de frivillige fordelt på forskellige aktiviteter og møder derfor ikke nødvendigvis hinanden i hverdagen. Demensfællesskabet rummer mange tilbud, men de udfolder sig på forskellige tidspunkter og i forskellige rum. Studieturen til Svendborg blev derfor en sjælden mulighed for at samle alle de frivillige på tværs af grupperne. »Vi er jo ikke i demensfællesskabet på samme tid. Vi er delt ud i forskellige grupper,« forklarer Kirsten.
Netop det gjorde turen særlig. For når de frivillige endelig var samlet, opstod der plads til samtaler, grin og relationer, som der ellers sjældent er tid til i en travl hverdag. »Det giver en hel masse. Det er jo et venskab, der opstår,« siger hun.
I Svendborg fik fællesskabet også et fagligt indhold. Gruppen besøgte blandt andet et plejecenter med cafétilbud for mennesker med demens, hvor hverdagen og rammerne mindede om dem, de selv kender fra Fredericia. »Det var så fint og spændende at se, hvordan de kører det andre steder. Det mindede lidt om vores eget,« fortæller Kirsten.
En dag, der rækker videre
For Kirsten og de øvrige frivillige var studieturen en pause fra hverdagen – og en mulighed for at være sammen på en anden måde end til daglig. Det blev en dag, hvor der var tid til både snak, fælles oplevelser og nærvær. »Vi havde en super tur,« slutter Kirsten med et smil.
Og den fælles oplevelse har ifølge hende sat spor. For når man har været afsted sammen, delt indtryk og lært hinanden bedre at kende, er det noget, der også kan mærkes, når hverdagen igen fortsætter i Demensfællesskabet Lillebælt i Fredericia.
