Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syddanmark.

sydavisen.dk › Politik

Frivillige løfter Middelfarts kulturliv til en andenplads: Nu vil politiker have de mindre byer og mindste børn med

Middelfart ligger nummer to blandt 24 kommuner, når borgerne bedømmer kulturlivet, og de unge er blandt de mest tilfredse. Maria Lund Nielsen (Å), næstformand i Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget, forklarer, hvad hun tror ligger bag, og siger, at de mindre byer, transporten og de mindste børn kræver mere af kommunen.

Frivillige løfter Middelfarts kulturliv til en andenplads: Nu vil politiker have de mindre byer og mindste børn med

KULTUR. Middelfart Kommune ligger nummer to, når borgernes tilfredshed med kulturlivet sammenlignes med 23 andre kommuner i Kulturens Analyseinstituts undersøgelser, og for Maria Lund Nielsen (Å), næstformand i Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget, ligger forklaringen hos dem, der udfører arbejdet.

»Vi har et fantastisk sammenhold omkring frivilligheden her. Vores kultur bliver jo løftet af sindssygt mange frivillige. Og så er der en bred palette af ting, ikke kun nicheting. Vi har rigtig mange tilbud, både små og store, som inkluderer omverdenen uden for kommunen, men også vores egne borgere, og det tror jeg absolut er en af de ting, der gør, at vi ligger der,« siger hun.

Undersøgelsen viser også, at de unge er blandt de mest tilfredse, hvilket er usædvanligt i forhold til de øvrige kommuner. Det glæder Maria Lund Nielsen, fordi kulturen ofte bliver rettet mod de voksne. »Det er jo dejligt, at det er lykkedes, for mange gange bliver det kulturelle rettet mod de voksne eller det modne publikum. At vi så kan stable nogle ting på benene, som også får inkluderet de unge, det er jo fantastisk,« lyder det fra byrådspolitikeren.

Hun mener, at kommunen i årenes løb har fået øjnene op for, hvad kulturen kan bruges til, og at det har gjort en forskel. »I årenes løb har vi fået mere fokus på, at det skal være inkluderende. Man har fået øjnene op for, at kultur kan rigtig, rigtig mange ting med hensyn til trivsel, sammenhold og livskvalitet. Og når vi får øjnene op for, at vi måske kan bruge det i forhold til nogle af de problematikker, vi ellers har i vores kommune, som ensomhed og trivsel generelt hos de unge, så er det med til at gøre en forskel. Man har koblet kulturen på andre ting end bare en museumsudstilling eller en biograffilm og prøvet at dykke ned i, hvad de unge interesserer sig for,« fortæller hun.

Undersøgelsen viser også en forskel på tværs af kommunen. I Gelsted og Ejby er kun 47 procent tilfredse med kulturlivet, og flere peger på, at kulturen er samlet i Middelfart by. Maria Lund Nielsen medgiver, at der længe har været meget fokus på byen som kommunens knudepunkt. »Der har været rigtig, rigtig meget fokus på at knytte det til Middelfart, fordi den største by er knudepunktet. Men jeg vil gerne give folk ret i, at vi mangler at se på, hvad vi kan gøre for de mindre byer i kommunen, så de også bliver inkluderet i det,« siger hun.

Mange nævner manglende offentlig transport som en barriere for at komme til kulturtilbuddene, og her er hun ikke i tvivl om, at der skal gøres mere. »Der skal kigges på, hvordan vi får bedre transportmuligheder, uanset om det er i forbindelse med kulturelle oplevelser, skolegang eller klubtilbud. Vi skal kunne koble kommunen bedre sammen med den offentlige transport. Det, vi tilbyder nu, er ikke godt nok,« bemærker hun.

Kun 35 procent er tilfredse med kulturlivet for børn, og 10 procent af familierne er direkte utilfredse. Det kan hun genkende. »Jeg kan også godt se, at vi mangler at kigge lidt mere på de små. Det er nok sværere, for der skal man både kigge på, hvad forældrene vil deltage i, og hvad der tiltaler børnene. Der er nogle praktiske forhold, for eksempel hvilket tidsrum man kan gøre det i, fordi der er en middagslur, og hvilke aldersgrupper man skal dele det ind i. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at få noget mere til de små og koble det til trivsel og nærvær, så de kan spejle sig i nogle voksne, og så der er noget, der har fokus på dem og deres udvikling,« siger hun.

Hver tredje borger har ifølge undersøgelsen ikke en klar holdning til kulturlivet eller kendskab til tilbuddene, og her mener hun, at kommunikationen skal kigges på. »Der skal kigges på kommunikationen, for det er rigtigt nok. Der er også nogle ting, jeg ikke engang kender til, hvor man først ser det dagen før i et Facebook-opslag, fordi nogen tænker, at nu skal det lige deles. Men det er jo også vores opgave som kommune. Der står også i vores vision, at vi skal være bedre til at have en direkte kommunikation med de frivillige. Det skal være nemmere at få tingene udbredt og at samarbejde med kommunen,« lyder det fra hende.

Hun tror også, at tilbageholdenheden kan hænge sammen med, hvor kulturen står på borgernes liste. »Jeg tror, at når folk måske ikke har en holdning til det, er det, fordi kultur er lidt flødeskum. Det er det, man gerne vil have, hvis det er muligt, men det er ikke det, man sætter højest. Først kommer velfærd, pasningsmuligheder og det, at mit barn kan komme fra A til B til skole. Hvordan trives mit barn i fællesskabet og i fodboldklubben? Det er det, der kommer først. Så er kulturlivet nice to have, fordi det andet er need to have, og det fokuserer man på først,« konstaterer hun.

Selvom andenpladsen er flot, mener hun, at der er meget at skrue på for at gøre det endnu bedre. Om den nye kulturstrategi kan hun endnu ikke pege på konkrete områder. »Det er jo noget, vi skal snakke sammen om i udvalget. Det er en diskussion, der venter, så jeg kan ikke pege på noget endnu, fordi det er noget, vi skal tage i udvalget.«

Del artiklen

Læs også

Kolding har ikke besluttet, hvad kommunen vil betale til nyt udstyr og bygninger på Elbokøkkenet»Lige alvorligt uanset, hvilken kommune der betaler«, siger politiker om DøgnhuseneVentelisten til plejebolig i Fredericia er næsten fordoblet på et halvt årBybusruterne skal drøftes igen