Fredericias Unikke Idrætsforening (FUI) har modtaget 20.000 kroner fra entreprenørfirmaet CJ A/S, der tidligere på året vandt Business Fredericias erhvervspris. CJ A/S fordoblede præmien fra 10.000 kroner, så FUI kan opfylde deres mål om at begrænse deltagerbetalingen til Idrætsfestival for Sindet, der finder sted fra den 1. til 3. juli.
Foreningen planlægger at sende 20 deltagere afsted til festivalen og søger fortsat sponsorer for at holde deltagerbetalingen på et rimeligt niveau. Den fordoblede donation betyder dog, at foreningen er kommet et stort skridt nærmere målet om at gøre festivalen tilgængelig for flere.
Appellen blev hørt
Tidligere i januar efterlyste FUI støtte gennem Fredericia AVISEN, og appellen gav pote. Medlem af FUI’s bestyrelse, Lars Wolff, fortæller:
– Jeg vil gerne give et kæmpe tak for det samarbejde, vi har haft med Fredericia AVISEN. Det gør mig glad, at I ligesom os synes, det var en god vinkel at tage. Jeg fik beskeden, mens jeg var til et foredrag i går, og jeg kunne næsten ikke sove af stolthed. Det her betyder, at vi kan sende flere afsted – også nogle, vi ellers ikke ville kunne tilbyde at deltage, hvis prisen lå på 1.500 kroner. Det betyder alt for os.
Wolff understreger også, hvor stor en indsats foreningens bestyrelse yder for at gøre en forskel:
– Der ligger et kæmpe arbejde bag, og nogle gange tror jeg ikke, folk helt forstår, hvor meget vi kæmper hver dag. Den her støtte fra CJ viser, at nogen ser os og vores indsats. Af hjertet tak til CJ for deres donation – den kommer fra et godt sted.
Formanden: Donationen gør en kæmpe forskel
Foreningens formand, Ole Kristian Wolff, udtrykker også stor taknemmelighed:
– Prisen på 10.000 kroner var i sig selv en flot donation, men at de fordoblede den til 20.000 kroner betyder utroligt meget for os. Det gør, at vi kan gøre festivalen mere tilgængelig for flere af vores medlemmer, der ellers ville have svært ved at betale deltagergebyret. Det er et kæmpe løft for foreningen.
FUI arbejder fortsat på at finde sponsorer til festivalen for at sikre, at endnu flere kan deltage i det sociale og sportslige fællesskab, som Idrætsfestival for Sindet tilbyder.
Læs mere om FUI’s appel her: Fredericias Unikke Idrætsforening søger støtte til Idrætsfestival