Lyden af basketballs, der dunker mod trægulvet, fylder hallen. Stemmer blander sig i takt med driblinger og afleveringer. Nogle piger kender hinanden i forvejen, andre hilser for første gang. Men inden længe løber de side om side. For i Fredericia Idrætscenter er det ikke kun boldene, der bevæger sig denne søndag – det gør relationerne også.
Endnu en gang er det nemlig lykkedes Girls United at samle over 50 piger fra hele Jylland til en fælles træning. På kryds og tværs af klubber og alder bliver der lavet øvelser, grinet og givet highfives. Blandt deltagerne er også pigerne fra Fredericia, og deres træner, Katja Henriksen, som har været med til at bygge det lokale pigehold op fra bunden.
– Jeg har selv spillet basket, siden jeg var 13. Da vi flyttede tilbage til Fredericia efter studier i Aarhus, syntes jeg, det kunne være mega fedt at få pigebasket op at køre. Især fordi jeg har to piger selv, fortæller hun.
I dag er hun én af to trænere for det eneste pigehold i Fredericia Basketball Klub. Et hold, hvor alderen spænder fra 10 til 16 år. Ikke fordi det er ideelt, men snarere fordi det er nødvendigt.
– Vi har kun ét pigehold i Fredericia, fordi der ikke er nok til at lave hold i de enkelte aldersgrupper. Det betyder, at en pige på 10 kan ende med at træne med én på 16. Det kan vi godt få noget ud af, men det er ikke nemt, siger hun ærligt.
Netop derfor har træningsdage som denne en særlig betydning, for her møder pigerne andre, der ligner dem. Ikke nødvendigvis i alder, men i deres fælles kærlighed til basket.
Fælles rytme på tværs af klubber
Under søndagens fællestræning med Fredericia Basketball Klub og Girls United fulgte vi med, da Anna Holm Jakobsen – træner og initiativtager til Girls United – guidede pigerne gennem øvelserne.
Træningen var bygget op i stationer og makkerøvelser, hvor pigerne med vilje blev sat sammen med nogen, de ikke kendte i forvejen. Det stillede krav til både mod og samarbejde, men pigerne greb det uden tøven. Der blev lyttet, instrueret og snakket, og mange af øvelserne handlede ikke kun om teknik, men i lige så høj grad om relationer og det at finde en fælles rytme.
– Vi laver forskellige øvelser, hvor vi blandt andet lærer hinanden at kende. Og så spiller vi kampe til sidst, forklarer Sofia, der spiller på Fredericias pigehold.
Ved siden af hende står holdkammeraten Fie. Hun nikker og supplerer:
– Det er sjovt at spille mod nogen, man ikke kender. Man møder nye, bliver venner og snakker med dem.
Katja har fulgt dem begge og hun ved, hvad træningen betyder.
– Jeg håber især, at pigerne tager fællesskabet med sig. Når de så kommer ud til kampe, tør de snakke med de andre piger. Og hvis vi ikke selv kan stille hold, kan de spille med på et Girls United-hold. Fordi de kender hinanden, har de mere mod på at tage med, forklarer hun.
Pigerne skal opdage, at basket også er en mulighed
Det er oplevelser som Girls United-træningerne, der kan gøre en forskel. For når pigerne lærer hinanden at kende og opdager glæden ved spillet, bliver det nemmere at tage skridtet videre, også uden for træningsdagene. Men hvis pigebasket for alvor skal vokse i Fredericia, kræver det, at flere får øje på, at muligheden overhovedet findes.
Basketball fylder ikke meget i en by som Fredericia. Det gør håndbold og fodbold til gengæld. Det ved Katja godt, og det gør det svært at få nye piger med.
– Fredericia er bare en megastor håndbold- og fodboldby, og mange piger ved slet ikke, at basket findes her. Fordi vi ikke har haft så mange, har vi nok heller ikke været gode nok til at promovere det. Men nu har vi faktisk nogle piger, og vi gør, hvad vi kan for at vise, at basket ikke kun er for drenge.
Hun håber, at flere får øjnene op for sporten. At klubben kan vokse og på sigt få delt holdene op i aldersgrupper, for det er ikke altid nemt at skulle være ti år og spille med en på seksten.
– Jeg håber, vi får nogle flere spillere, og især flere aldersgrupper, så vi kan dele det op og lade pigerne udvikle sig på deres eget niveau. Det ville betyde rigtig meget.
Pigerne har en klar besked
Og netop den udvikling tror Katja også, at piger som Sofia og Fie kan være med til at sætte i gang. For det er ofte spillerne selv, der bedst kan vise, hvad sporten kan – og hvorfor flere piger bør give basket en chance.
Da vi taler med dem, er der ikke meget fokus på medaljer. For Sofia og Fie handler basket ikke om at vinde, men om at spille – og om det fællesskab, de begge fremhæver som det bedste ved sporten og ved at være en del af pigeholdet i Fredericia Basketball Klub.
– Jeg synes, det er fællesskabet og selve sporten. Det er bare en vildt fed sport at spille, siger Sofia.
– Det er sjovt at komme ud til kampe og måske få nogle nye venner derude også, tilføjer Fie.
De begyndte af forskellige grunde. Sofia fordi en veninde gik til basket. Fie, fordi hendes far og søster havde spillet. Men i dag er de begge blevet fanget af sporten, og de håber, at flere piger vil gøre som dem.
– Så skal I bare gøre det. Det er så sjovt, lyder det i kor, da de bliver spurgt, hvad de ville sige til andre piger, der overvejer at starte.
Tænk hvis vi var så mange hver gang
Efter træningen går turen videre til badeland, og relationerne begynder for alvor at tage form. Der bliver grinet og snakket, sendt blikke på tværs af klubtrøjer og lavet små aftaler under vandpausen. Ifølge Katja er det ofte netop her, det begynder – i de uformelle grin og samtaler, der senere kan blive til venskaber. Hun ser det hele udfolde sig med et smil og tænker, hvor fantastisk det ville være, hvis der var så mange piger til hver træning lokalt.
– Basket er en holdsport, hvor man er afhængig af hinanden. Hvis man ikke er til håndbold eller fodbold, så er basket måske det rigtige – fordi man får den samme holdfølelse, hvor man gør noget sammen, bemærker Katja.
Hun husker selv, hvordan det føltes, da der pludselig var nok piger til at lave et rigtigt hold, dengang hun selv spillede.
– Det gjorde en forskel, og det vil jeg gerne give videre. Det er vigtigt at fortælle, at basket ikke kun er for drenge, det er også for piger.
Imens giver Girls United hende og pigerne et fællesskab, en konkret mulighed for at spille og et sted at udvikle sig. Men det er også en påmindelse om, at de ikke står alene. At der er andre, der deler glæden ved basket, og at der er plads til at være pige i en sport, der alt for ofte har været gemt væk i drengefællesskaberne.
Hver fælles træning bygger videre på det. På relationer, mod og spilleglæde. Og hvis bare nogle af dagens grin og highfives bliver til venskaber eller nye hold i fremtiden, så er det allerede begyndt at virke.
