SPORT. Torsdag aften løb Fredericias Alberte Kjær Pedersen med guldet ved DM i 5 km gadeløb under DM-ugen i Aalborg.
Løbet blev afviklet i udfordrende regnvejr og på en teknisk krævende rute med mange sving. Netop disse forhold viste sig at være til fordel for Alberte, der tidligere har dyrket triatlon på eliteplan:
»Vi startede ud i regnvejr. Der prøvede jeg bare at sige til mig selv, at det er til min fordel. Jeg er vant til cykelløb, og det at skære sving – og der var virkelig mange sving på ruten. Det fik jeg gavn af. Jeg var i tvivl til det sidste, om jeg vandt, for jeg var så tæt på at krølle sammen til sidst. Det var fedt, og ligesom et løb skal være,« siger Alberte Kjær Pedersen.
Den 27-årige atlet måtte i efteråret 2024 stoppe sin triatlonkarriere på grund af en blodtilførselslidelse, men har hurtigt fundet fodfæste som løber og fortsætter nu med at levere imponerende resultater.
Med DM-titlen viser Alberte Kjær Pedersen, at hun hører hjemme i den absolutte elite – også udenfor triatlonsporten – og giver Fredericia endnu en sportslig succes at være stolt af.