Der er lagt op til den helt store fest i Fredericia onsdag aften. Middelfart Sparekasse Arena danner rammen, når Fredericia Håndboldklub hjemme i egen arena tager imod mægtige Paris, hvor der bliver associationer til gamle dage, da Mogens “Muggi” Jeppesen, Flemming Hansen og Anders Dahl Hansen tryllebandt fredericianerne.
Onsdag aften skrives et nyt kapitel i Fredericias håndboldhistorie. Champions League-håndbold kommer til Middelfart Sparekasse Arena, som i de glade 70’er-dage var kendt som Fredericia Hallen. Arenaen er den samme, men tiden har sat sine spor. Moderniseret, opgraderet og tilpasset en ny æra af håndbold, men nu står den igen som ramme for europæisk håndbold på fredericiansk grund. For første gang siden de legendariske dage i 1970’erne, hvor Fredericia KFUM satte byen på det europæiske håndboldkort med mindeværdige opgør mod storklubber som Atlético Madrid, Dukla Prag og ikke mindst Banja Luka.
Dengang var Fredericia KFUM en magtfaktor i europæisk håndbold. Det var en tid, hvor holdet drog til det ud i Europa og dystede mod de bedste. Det var en tid, hvor Fredericia kunne samle tusindvis af tilskuere i byens idrætscenter og levere uforglemmelige opgør mod nogle af tidens største mandskaber. Tidligere har eksempelvis Atlético Madrid måtte sande, at Fredericia KFUM var en modstander, man ikke kunne tage let på. Med en euforisk hjemmebane i ryggen kunne Fredericia tage sejren i det første opgør, men måtte til sidst se sig slået samlet af den spanske storklub.
I 1976 var Fredericia KFUM endnu en gang på den store scene. Klubben nåede finalen i den daværende Europacup for mesterhold. Det blev dog ikke til en triumf, da Banja Luka vandt og tog pokalen. Men for Fredericia var det endnu en milepæl i en periode, hvor klubben var blandt Europas bedste.
Nu, mere end fire årtier senere, er der atter europæisk håndbold i Fredericia. FHK har hidtil spillet sine europæiske hjemmekampe i Jyske Bank Arena i Odense, men denne gang er scenen rykket hjem. Arenaen lever ikke op til den krævede tilskuerkapacitet, men klubben har fået dispensation – og dermed skabes en unik kulisse. Fredericia får for alvor europæisk håndbold tilbage i egne rammer.

Og hvilken modstander der venter. Stjernerne fra Paris Saint-Germain Håndbold gæster Fredericia. Jannick Green, Jacob Holm, Elohim Prandi, Luc Steins og Yahia Omar er blandt de profiler, som skal forsøge at forhindre FHK og Gudmundur Gudmundssons tropper i at lave, hvad der vil være en sensation af de helt store.
PSG kommer dog ikke til kampen i bedste form. Et uventet hjemmebanenederlag til Wisla Plock og en uafgjort mod Dunkerque i den franske liga har vist sprækker i det ellers så solide parisiske fundament. Alligevel er de favoritter. Kvaliteten og bredden i den franske trup er af en anden verden sammenlignet med FHK, der skal spille over evne, hvis de skal have en chance. Samtidig kræver det, at PSG rammer endnu en offday.
Nu er det op til målmændene Sebastian Frandsen og Thorsten Fries at lukke af bagtil og give FHK en chance mod de stjernerne fra Paris. Samtidig skal profiler i marken som Evgeni Pevnov, Anders Martinusen og Reinier Taboada spille op til deres allerbedste, hvis Fredericia skal gøre sig forhåbninger om et resultat. De historiske rammer i Fredericia har tidligere dannet kulissen for en europæisk klubfinale, og nu er det denne generation af spillere, der har muligheden for at skrive et nyt kapitel i den fredericianske håndboldhistorie.
Men uanset udfaldet er der noget større på spil denne aften. Kampen markerer, at Fredericia igen er en del af den europæiske håndboldscene. På hjemmebane. I sin egen kulisse. Præcis som dengang KFUM stod over for Europas giganter – nu er det FHK, der står over for den ultimative udfordring.
Det er en aften, hvor fortid og nutid smelter sammen. En aften, hvor man vil huske, hvordan Fredericia engang duellerede med håndboldens giganter, og hvordan en ny generation nu får lov at opleve magien ved europæiske kampe på hjemmebane. En kamp, der vil blive talt om i mange år frem.
Kampstart mellem FHK og PSG er onsdag klokken 18:45 i Middelfart Sparekasse Arena.