Esbjerg er nu et stort skridt tættere på at blive centrum for Danmarks første engelsksprogede maskinmesteruddannelse.
Fredericia Maskinmesterskole står bag initiativet, der skal styrke optaget af maskinmestre i takt med den voksende grønne og digitale omstilling – og nu er en afgørende del af finansieringen faldet på plads.

A/S Dampskibsselskabet Orients Fond har givet et tilsagn på 2 millioner kroner, der sammen med en tidligere bevilling på 2 millioner kroner fra Education Esbjerg bringer projektet markant nærmere realisering. Midlerne skal blandt andet bruges til nyt undervisningsmateriale, rekruttering og international markedsføring.

Rektor Jens Færgemand glæder sig over den stærke opbakning:
»Jeg vil gerne rette en stor tak til både A/S Dampskibsselskabet Orients Fond og Education Esbjerg, der har givet tilsagn om økonomisk støtte. Uden denne store opbakning ville det ikke være muligt at etablere en ny engelsksproget maskinmesteruddannelse i Esbjerg. Vi er ikke helt i mål med finansieringen endnu, men vi er så langt, at vi godt tør sætte projektet i gang.«

Han understreger, at Fredericia Maskinmesterskole nu kan fortsætte forberedelserne med forventning om at åbne for optag i efteråret 2027.

Education Esbjerg: Stor gevinst for Sydvestjylland

Også hos Education Esbjerg er begejstringen tydelig. Direktør Lone Saaby siger:
»Det er enormt positivt, at vi som det første sted i landet kan tiltrække dygtige internationale studerende til en ny engelsksproget udgave af maskinmesteruddannelsen. Vi ved, at der er stor efterspørgsel efter arbejdskraft blandt de sydvestjyske virksomheder. Med vores E.1 uddannelseskoncept arbejder vi for at skabe stærke bånd mellem de studerende og erhvervslivet – og vi glæder os til at kunne tage imod endnu flere maskinmesterstuderende.«

Den engelsksprogede uddannelse vil få et årligt optag på 30 internationale studerende, og når den er fuldt implementeret, vil der være over 100 studerende tilknyttet udbuddet.

Maskinmesteruddannelsen er en professionsbachelor på 3–4,5 år. Behovet for maskinmestre er stigende – særligt i den grønne omstilling, energisektoren og industrien. Den politiske aftale om 800 nye engelsksprogede studiepladser uden for de største byer gør det muligt at etablere udbuddet. Fredericia Maskinmesterskole er tildelt 30 pladser årligt til internationale studerende.

Med den nye støtte er fundamentet nu lagt til, at Esbjerg bliver hjem for Danmarks første engelsksprogede maskinmesteruddannelse – og Fredericia Maskinmesterskole fortsætter dermed sin centrale rolle i uddannelsen af fremtidens tekniske og maritime nøglekompetencer.