SPORT. Det er ikke bare en basketballkamp, der spilles i hal 6 i Fredericia Idrætscenter lørdag den 28. marts klokken 11.00. Det er en afsked med et hold, der siden U13 har gjort noget ganske usædvanligt.

Lillebælt Lions Basketball Clubs U17-hold har i de seneste fire år præsteret resultater, som de fleste langt større klubber kan misunde dem. Som U13 nåede de finalen mod AGF. Som U15 i 2025 spillede de sig til Danmarksmesterskabets Final 8, blandt de otte bedste hold i hele landet, på trods af at alle modstandere kom fra klubber med seniorhold i Basketligaen og langt bedre træningstider og flere træningspas. Og både som U15 og U17 har holdet nået Landspokalen Final 4, altså de fire bedste pokalhold i Danmark. Begge gange endte det med en fjerdeplads.

I den løbende 1. division vest er holdet aktuelt på en delt tredjeplads, og i alt fem spillere har i løbet af årene været udtaget til landsholdet. I øjeblikket er tre af dem udtaget.

Bag det hele har stået træner David Meilsøe, selv tidligere landsholdsspiller med erfaring fra udlandet. Hans vision har aldrig været snævert sportslig. Den har handlet om at give drengene oplevelser, der sætter sig i livet.

»Tanken har været, at når de en dag langt ude i fremtiden ser tilbage på deres liv, så skal netop denne tid og disse oplevelser stå som noget særligt. Noget der har sat spor og noget der har formet dem,« siger David Meilsøe.

Holdet har gennem hele forløbet været båret af frivillige forældre og støttet af lokale erhvervsdrivende i Fredericia og omegn, som har gjort de store oplevelser mulige. Til hjemmekampene møder typisk 50-80 tilskuere op, og ved de store kampe har over 100 fundet vej til hallen.

Nu nærmer sig et skel. Flere af drengene drager på efterskole, andre rejser ud, og det er usikkert, hvornår og om holdet samles igen i sin nuværende form. David Meilsøe håber, at den interesse han har tændt hos drengene, en dag trækker dem tilbage til Lillebælt Lions.

Lørdag møder holdet AGF. Det bliver sandsynligvis sidste gang i denne omgang. Kom ud og se dem.

Hal 6, Fredericia Idrætscenter. Lørdag den 28. marts kl. 11.00.