Syd Avisen

Nyheder og indsigt fra Syddanmark.

sydavisen.dk › Politik

Fredericia Kommune når EU-mål for genanvendelse fem år før tid

Fredericia Kommune når EU-mål for genanvendelse fem år før tid

POLITIK. Fredericia Kommune er blandt de kommuner i Danmark, som har nået EU’s målsætning for genanvendelse af affald længe inden fristen. I 2024 opnåede Fredericia således en genanvendelsesprocent på 61,8 %, hvilket overstiger EU’s mål på 60 % for 2030. Kommunen ligger dermed solidt placeret i den bedste del af landets kommuner.

Den danske målemetode, der modsat EU’s beregning ikke inkluderer haveaffald, viser, at Fredericia har nået en genanvendelsesgrad på 56,4 %, hvilket ligeledes ligger over Danmarks nationale mål for 2030 på 55 %.

Formanden for Klima-, Energi- og Miljøudvalget, Tommy Rachlitz, udtrykker tilfredshed med resultatet:

»Det er stærke resultater, som vi er meget stolte af. Vi arbejder målrettet med visionen om at være grønne i verdensklasse – og det kræver både ambitiøse mål og handling.«

Når alle affaldstyper regnes med, opnåede Fredericia en samlet genanvendelsesprocent på 76,7 % i 2024.

Øget fokus på direkte genbrug

Kommunen har også øget fokus på direkte genbrug, hvor produkter og materialer anvendes igen i deres eksisterende form. Fredericias genbrugsbutik har siden 2022 næsten tredoblet mængden af direkte genbrug og nåede i 2024 op på 560 tons. Effekterne doneres eller sælges videre til borgere, skoler, institutioner og frivillige foreninger.

Næstformand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget, Vibe Dyhrberg, forklarer:

»Direkte genbrug er en af grundstenene i den cirkulære økonomi. Det handler ikke kun om at håndtere og genanvende affald, men om at tænke i både genbrug, forebyggelse, reparation og deling.«

Indsatsen omkring genbrug bidrager også til lokale grønne arbejdspladser og social inklusion, idet kommunens genbrugsbutik beskæftiger flexjobbere, unge med særlige behov i fritidsjob, praktikanter og flere faste medarbejdere, der er rekrutteret via jobcenteret.

Fakta om affaldssortering og genanvendelse

  • EU's mål for genanvendelse er 55 % i 2025, 60 % i 2030 og 65 % i 2035.
  • Danmarks nationale mål er henholdsvis 50 %, 55 % og 60 % for de samme år.
  • Den gennemsnitlige danske kommune lå i 2023 på en genanvendelsesprocent på 46,7 %. (Data for 2024 er endnu ikke tilgængelige).
Del artiklen

Læs også

Fredericias administration og ledelse ligger beregningsteknisk 168,6 millioner kroner over de ti billigste kommunerMiddelfart bruger mindre end de fleste kommuner på specialområderFredericia er blandt de kommuner i landet, der bruger mest på specialområderTrådværket skal høre til Vestre Skole